Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/14

◄  13.
15.  ►
Kapitel 14.
Øvrighedens Forhold mod Fanterne.

Og der er neppe nogen Klasse af Embedsmand, som ikke allerede har sit Besvær af dem. Krigskommissærer kunne ikke faa hentet frem til Udskrivningssessionerne de unge Mandskaber af Fantefolket, som ere antegnede i deres Ruller; Distriktslæger have Møie med at forhindre Fanterne fra at løbe om og udbrede smitsomme Sygdomme; ja selv Toldbetjenter langs Rigsgrændsen kunne kanske med Grund føre Klage over dem som Smuglere eller Smugleres Spioner og Haandlangere. Det er imidlertid mest Religionens og Justitsens Tjenere, som have med Fanterne at bestille.

Mange af Præsternes ubehageligste Erindringer knytte sig til deres Forhandlinger med Fanterne. Der kommer et Par fremmede Folk, som bære alle Fantefolkets uhyggelige Mærker, og forlange Daab for et Barn, som tilfældigvis fødtes i Sognet. Skal Præsten døbe det, eller skal han ikke? Han kan (eller kunde under den forrige Fattiglov) derved kanske komme til at paabyrde Sognet Forsørgelsespligten for et det uvedkommende Menneske, og hvad Haab er der for, at dette Barns Daab senere skal blive ledsaget af den nødvendige christelige Opdragelse og Undervisning? En Præst har fortalt mig, at han af saadanne Hensyn først nægtede at døbe et saadant Fantebarn, men siden maatte gjøre det alligevel, da flere Sognefolk, som havde faaet Kundskab om Sagen, kom med Bekymring og Iver og krævede det. – Nu kommer der en Fant og lægger sig dødssyg i et fremmed Sogn og lader Præsten hente forat faa Alterens Sakrament meddelt; Præsten kommer og finder ham som en Døende, af hvem han ikke kan vente Redegjørelse for tidligere Daab og Konfirmation; hvad skal Præsten i dette Tilfælde gjøre? Jeg ved et Tilfælde, hvor det er aldeles vist, at en udøbt Tater ved saadan List har skaffet sig Altergangsattest. – Engang kom et talrigt Fantefølge til en fremmed Bygd, og sex voxne Fanter gik til Præsten og satte ham i ubehagelig Overraskelse ved Forlangende om at gaa til Alters næste Søndag; mod Forventning havde de behørige Attester, og Præsten kunde ikke vel nægte dem det; Søndagen kom, og det traf sig saa, at ikke flere end disse sex vare indskrevne til Altergang; men derved kunde Præsten opdage, at en syvende og altsaa uanmeldt Person, en ung Mandsperson, beredede sig til at gaa frem til Alteret tilligemed hine; Præsten spurgte ham om Konfirmationsattest; denne manglede, og Fanten (thi det var han) afvistes og gik sin Vei, arrig og knurrende; med Anelse om, at hele Følgets Altergang kun var en Opfindelse for at smugle den Uconfirmerede til Guds Bord og derefter skaffe ham en for ham nyttig Attest, maatte Præsten nu uddele Herrens Naademidler til de Fordægtige. – For et Par Fanteforældre døde en 5–6aarig Gut, og den Bonde, hos hvem de havde havt Nattelogis, lovede dem at slaa sammen en Kiste og føre Liget til Kirkegaarden, saa de strax kunde fortsætte sin Reise! Liget blev ogsaa nedgravet med et af fire Bredder sammenslaaet hult Rør i Graven, hvorigjennem Præsten sidenefter skulde kaste Jord paa; men da Præsten nogle Uger efter kom til Stedet, havde Bonden glemt, hvad Forældrene og Barnet hed, og han havde den underlige Forretning at udtale Kirkens Haab over en Navnløs, mulig en Udøbt. – Jeg har tidligere fortalt Exempel paa, hvorledes Præster sørgeligt kunne skuffes i sine glade Forhaabninger om Folk af Fanteæt, som de havde forberedet til Konfirmation; jeg har ogsaa fortalt om Fanter, som man maatte undervise og konfirmere med en altfor grundet Formodning om, at deres Længsel ikke gik tid paa noget Andet end at faa Konfirmationsattest for dermed at fare saa meget tryggere paa Fantestien. Men saadan Ringeagt for og Misbrug af det Hellige har Præsten jo ogsaa ellers stundom Anledning til at græmmes over. En ganske særegen tung Bekymring er det derimod for ham at vide, at i hans Land, kanske i hans Nærhed, i den lille Kreds, hvor han er sat som Hyrde, vandrer der med flygtig Fod og paa skjulte Veie flere Mennesker af denne ulykkelige Race, som ikke ville lade sig finde af Præsten, som udenfor sin egen syndige Kreds aldrig tiltaltes med et formanende Ord eller hilsedes med en venlig Mine, Mennesker, i hvis Sjel ingen Lærer fik nedlægge Guds Ords gode Sæd, over hvis Synd ingen Præst fik tale Forsoningens Ord, Hedningemennesker, hvis Indgang ikke blev velsignet, og over hvis Udgang Forbandelsen truer.

Fremdeles bærer Præsten Broderparten af Fattigkommissionens Arbeide. Det er en af de vigtigste, men tillige en af de mest møiefulde og utaknemmelige Dele af den offentlige Administration, som er lagt i Fattigkommissionernes Hænder. Fattigpleien for henved 50,000 Mennesker (næsten saa stort var Antallet af erklærede Fattigfolk her i Landet i Aaret 1845) er en overmaade vigtig Sag, hvad enten man ser hen lille materielle eller moralske Interesser, som her ere i Spillet. Ved nærmere at betragte disse moralske Interesser kommer man til at ane, hvor saare uhyggelig denne Gjerning er for Fattigkommissionens Medlemmer. Fra Christi og Apostlernes Tider havde man Exempler paa et skjønt og hjerteligt Forhold mellem Rige og Fattige, mellem den deltagende Lykke og den sukkende Nød, og omendskjønt mange uværdige Betlere, som den hele Fantehistorie er Bevis paa, ofte forstyrrede dette vakkre Forhold, har det dog vedligeholdt sig indtil den Dag idag. Det er en naturlig Ret for den Trængende at henvende sig til den lykkeligere Medbroder om Hjælp, og for denne er det en naturlig Pligt at yde samme, og under dette naturlige, fri Forhold fødes og udvikles nogle af Menneskets skjønneste og ædleste Følelser, den Nødlidendes Taknemmelighed mod den velvillige Giver og dennes Tilfredshed ved Synet af det rolige Smil over Kummerens blege Aasyn. Jorden eier Intet skjønnere Skue end dette i Gavmildhedens og Taknemmelighedens Møde. Men nu har en dristig Lov vovet med sine juridiske Former og Begreber at ville ordne dette Forhold, som før styredes frit af de største Magter, af Hjertets Drift og Livets Trang; Staten har stillet en Fattigkommission midt imellem den Givende og Bedende; det er nu gjort til borgerlig Pligt for alle de Velstaaende at give – ikke ligefrem til de Fattige, men til Fattigkommissionen, og de Fattige have nu ikke længer den naturlige Ret at henvende sig til den goddædige Nabo, men i dets Sted den borgerlige Net at kræve Hjælp af den samme Fattigkommission. Nu er det rimeligt, at den Riges Villighed til at give kjølner, naar hans Gave afkræves ham som en Skat, og det er naturligt, at den Fattiges Beskedenhed og Taknemmelighedsfølelse forsvinder, naar det ikke længer er et menneskeligt Hjerte, som forbarmer sig over hans Nød, men „Kassa,“ som er forpligtet til at yde ham den fornødne Understøttelse. Efterhvert som dette Forsørgelsessystem bliver gjennemført, bliver den private Godgjørenhed mindre og Kravet paa offentlig Understøttelse ihærdigere og Fattigskatten større; da besvære de Skatteydende sig over Fattigkommissionens Rundhaandethed, og Fattigkommissionens større Forsigtighed og Sparsommelighed og hyppigere Afslag paa Understøttelseskrav bringe de Fattige til at knurre over dens Karrighed.

Denne pinlige Stilling, hvori Fattigkommissionen allerede i Almindelighed befinder sig, bliver dobbelt brydsom og ubehagelig ved Synet og Plagerne af Fanterne og Landstrygerne. Det første Syn af disse Mennesker er nok til at vise Fattigkommissionen, at den har en stor Forpligtelse paa sig mod dem og skulde søge at redde dem ud af deres physiske og moralske Elendighed, tage Børnene fra de uværdige Forældre, underholde de affældige Gamle ved Lægd o. s. v.; men Fanterne bede sjelden eller aldrig Fattigkommissionen om Hjælp, men flygte heller, naar denne vil søge dem op. Og bliver ved et eller andet Tilfælde, oftest vel efter den civile Øvrigheds Paalæg, en Fant eller et Fantefølge overantvordet Fattigkommissionen til Forsørgelse, saa kan man ret faa „se, hvorledes Fanterne kunne forvolde kjedsommelig Plage. En Følge af det ved Loven indførte Forsørgelsessystem er, at hele Landet har maattet deles i nogle Hundrede Fattigdistrikter, hvoraf hvert skal sørge for sine Fattige. Disse Distrikter, ere ligesaa mange smaa Republikker med egen Regjering og særskilt Finantsvæsen, Fattigkommissionen og „Kassa;“ flere af disse Smaastater kunne ved Traktater forene sig til fælles Foretagender, f. Ex. til Opførelse af Fattighuse; men oftest hersker der et spændt Forhold mellem dem; der opstilles Bygdevægtere for at bevogte Grændserne, og stundom.kommer det til Krig. Naar nu i en saadan Republik en Fant bliver fremstillet for Fattigkommissionen, saa adskiller han sig i Regelen fra andre Fattige derved, at han ikke har Borgerret (Forsørgelsesret) i Fattigdistriktet; han staar som en Udlænding, hvem Fattigkommissionen for de Skatteydendes Skyld snarest mulig maa sende hjem til hans Fædreland, et andet af disse Smaariger, med Paastand om Erstatning derfra for de havte Udgifter. Men at udfinde det Sted, hvor en saadan Person har sin Borgerret, er som oftest meget vanskeligt, stundom aldeles umuligt. For at besvare Spørgsmaalet om en fremmed Fants Hjemstavn maatte man mangen Gang kjende hans hele Livs Historie med Aarstal og Datum for alle hans Flytninger og Vandringer, ja ikke alene hans, men ogsaa hans Faders og Moders, og nu skal Spørgsmaalet stundom besvares for en udlevet Oldings Vedkommende, som i den Tid, han endnu havde Sands og Samling, havde gjort alt muligt for at gjøre sit Levnetsløb til et Mysterium for Andre, og som nu i sin famlende Sløvhed selv har tabt Nøglen hertil. Der skal noget af en le Verriers Taalmodighed og Skarpsindighed til for at løse dette Problem. Og ikke nok med, at man selv maa løse det; Fattigkommissionen maa ogsaa faa Regjeringen i et andet Fattigdistrikt til at erkjende Rigtigheden af den gjorte Opdagelse og modtage Fanten som sin Undersaat. Selv hvor Problemet er simpelt og Løsningen soleklar, ser man dog stundom, at vedkommende Fattigkommission for at vinde Udsættelse med Pengeudtællingen begynder diplomatiske Underhandlinger med spidssindige Indvendinger og Prokuratorkneb. Er Sagen derimod mere problematisk, saa de gjorte Fordringer møde et bestemt Afslag saa kan det hænde, at den Fattigbestyrelse, som først blev hængende med Fanten, bekriger andre Kommuner fjern og nær, den ene efter den anden, med Processer i det Uendelige, begynder sit Angreb paa Slump og fortsætter i Haab om, at en af de mange Domstole, hvis Visdom her forestiller den blinde Krigslykke, omsider skal slumpe til at dømme efter Angriberens Ønske. Fanten dør maaske paa sit „midlertidige“ Opholdssted og begraves der; men Striden som, hvor han hører hjemme, lever endnu, og til de øvrige Udgifter opføres til Slutning Betaling for de 6 Fod Jord, hvori han lagdes. Imellem de græske Byer førtes begeistret Strid om, hvem der skulde have Æren af at have fostret Homeros; her strides indtil Forargelse imellem Præstegjældene om, hvo der skal være fri for Plagen af „at trækkes med“ den ulykkelige Fant.

Ja indtil Forargelse! Saadan Strid sløver Sandsen for Menneskeværd; den tilintetgjør hos den omtvistede Person al Følelse af Erkjendtlighed for den Hjælp, som saa uvilligt ydes ham. Vedkommende Fattigkommissioners Medlemmer, som selv maa fornemme, hvorledes ved disse trættende Forhandlinger den sande Deltagelse for Nøden sløves, føle ogsaa, hvor lidet Gjennemførelsen af Fattiglovens Bestemmelser i Resultatet svarer til det gode Øiemed, som Loven vilde naa, og man finder det ofte i alle Maader og for alle Parter bedst og raadeligst herefter at lade Fanterne gaa som før, frie for Fattigkommissionernes mere møiefulde end gavnlige Omsorg, overladte til deres egen Skjebne. Men saaledes gaar det til, at netop den Mile physiske og moralske Elendighed, som nærmest burde være Gjenstand for den af Loven paabudte offentlige Pleie, bliver uændset.

Ved at gaa saaledes uændsede blive imidlertid Fanterne feil daglig som Betlere og Løsgjængere – for ikke at tale om deres mange andre Slags Forseelser. – Gjenstand for Politi- og Justitsbetjenternes Aarvaagenhedspligt. I vore vidtløftige Fogderier ere Lensmændene her de vigtigste Betjenter; de ere nærmest ansvarlige for, at de begaaede Forseelser blive paaagtede. Men ved at efterse Lensmændenes Protokoller over arresterede Personer vil man studse ved at finde, at saare sjelden Betlere eller Løsgjængere ere anholdte, naar ikke grovere Forbrydelser, Tyveri, Overfald. o. desl., have opfordret til kraftigere Indskriden. Hertil bemærke vistnok Lensmændene, at Almuen, som jo mere end de maa være Vidne til Fanternes Forseelser, er saa lidet tilbøielig til at gjøre Anmeldelser derom; men denne Bemærkning opveies for en stor Del derved, at flere Lensmænd selv fortalte mig, at ogsaa de for det meste ere nødte til at forsyne de betlende Fanter ikke blot med Mad til at spise paa Stedet, men ogsaa med „saa mange Skillinger, at de ikke just skulle behøve at betle igjen paa de nærmeste Gaarde.“ Naar Lensmanden er ligesaa lidet tilbøielig til at anholde som Almuen til at anmelde Betlere og Dagdrivere, saa maa der være en fælles Grund. Det kan være, at en Politibetjent ikke altid handler ganske rigtigt ved at følge den; men paa den anden Side maa man erindre, sat selv efter de nøiagtigste Instruxer, bliver Myndighedens Anvendelse tilsidst en Konduitesag, som tilsteder Indflydelsen af det subjektive Skjøn ved Siden af Instruxen, og flere ikke ugrundede Betragtninger lede ofte selv nidkjære Lensmænd til ikke at gjøre fuld Brug af sin Myndighed. – For det Første er det en overmaade brydsom og bekostelig Sag at faa en Fant afstraffet. Almuen vil besvære sig over det Vagthold, den maa præstere, medens Fanten sidder arresteret, ofte i lang Tid, naar han finder sin Regning ved at appellere til høiere Retter. Og hvilket Bryderi for Foged og Sorenskriver med Reiser til og fra Extra-Retter, og hvilke Bekostninger for Statskassen, som sjelden kunne ventes erstattede ved Salget af Fanternes usle Effecter! Men det er endda ikke mest Hensynet til disse mange Omkostninger, som gjør, at man saa nødig lægger Haand paa en Fant; det er meget mere Ærgrelsen over, at en saadan lumpen Person skal være Gjenstand for den samme omhyggelige og vidtløftige Retsbehandling, som Staten har anordnet for andre Anklagede, der have sin Ære at værne om; man finder ikke, at Fanten fortjener saa megen Opmærksomhed, at man for hans Skyld skulde gjøre saa mange Ophævelser. „Naar vi kunde nedsætte en Jury over Fanten og dømme ham i en Haandevending, eller naar Fogden eller Amtmanden kunde tildele ham en arbitrær Straf, som kunde passe til Omstændighederne, saa skulde vi ikke længe lade Fanterne gaa saaledes omkring; men Fanterne ere at anse som umyndige, næsten vanvittige Mennesker, som ikke bør have Krav paa en saa omstændelig Behandling som andre Folk,“ saaledes have Mange yttret sig. Der er ingen Tvivl om, at den Bestemmelse i den nye Fattiglov, som netop hjemler Politimesteren Adgang til uden videre Rettergang at sætte Fanter og Løsgjængere indtil paa 6 Maaneder i et Tvangsarbeidshus og saaledes i Virkeligheden paalægge dem en føleligere Tvang og Tugtelse, end ende tiltaltes for en ordentlig Domstol, at denne Bestemmelse, saa besynderlig den ellers tager sig ud ligeoverfor Grundlovens § 96, og saa meget den i et mindre oplyst og humant Land kunde lede til utilbørlig Vilkaarlighed, vilde blive aldeles populær, naar den ved Tilstedeværelsen af hensigtsmæssige Tvangsarbeidshuse kunde blive sat i Anvendelse og dermed blive mere bekjendt.

Foruden at det er en meget brydsom og ærgerlig Sag at faa en Fant afstraffet, saa er det for det Andet saa saare lidet Haab om, at Straffen skal frugte noget. Fanternes almindeligste Forseelser, Betleri og Løsgjængeri, afsones med nogle Dages Fængsel paa Vand og Brød eller blot paa almindelig Fangekost; især naar den sidste Straf forkyndes dem, kan man se dem le høit; thi Skammen, som følger med Straffen, og som for mere skikkelige Folk har større Betydning end Straffen selv, bider ikke paa Fanternes sløvede eller forvendte Sind. Ogsaa i denne Henseende kunne Fanterne sammenlignes med umyndige eller Vanvittinger. Naar Straffen er udstaaet, er vedkommende Øvrighed ret forlegen med dem. Man kan maaske nok, selv om Fanterne ere arbeidsføre og sige sig villige til at søge lovligt Arbeide, alligevel i Betragtning af deres lange Dagdrivervane, som gjør det mindre sandsynligt, at de virkelig ville søge eller kunne faa Arbeide, erklære dem for Almisselemmer og da sende dem til deres Hjemsted, hvis dette er bekjendt, eller overlade dem til Fattigkommissionens Omsorg paa selve Straffestedet og lade den forsøge at finde deres Hjemsted. Men det er altid misligt at erklære arbeidsføre Folk for Almisselemmer; vedkommende Fattigkommission vil vel ikke være glad ved at have store stærke Karle at føde; disse selv ville protestere imod den Umyndighedstilstand, hvori man sætter dem, og betragte det Præstegjeld, som man har anvist dem til Opholdssted, som et Fængsel, og nu har Fængslet mange Skjulesteder og Udgange til alle Sider uden Port og Laas. I Regelen vil derfor Øvrigheden heller ikke vælge denne Fremgangsmaade, men give Fanterne Reisepas, hvorhen de ønske. Men efter udstaaet Straf ville de i næste Lensmandsdistrikt temmelig trygt kunne fortsætte de samme Forseelser, hvorfor de nys straffedes; Almuen og Lensmanden og kanske Fogden og Amtmanden med ville nemlig nu være endnu mindre tilbøielige end før til at lægge Haand paa dem, betænkende, at snarere vilde Folkets Iver for Lovens Haandhævelse sløves ved disse idelige Forsøg, end Fanternes Sløvhed og Skamløshed derved vilde forvandles til Ordenssands og Dyd.

Dobbelt ængstelig vil netop den betænksomste Embedsmand være ved at paatale saadanne Forseelser, hvorved Angjældende nærmest forsømme sit eget sande Vel og mere forarge end egentlig skade Andre, Forseelser som at henleve uden Christendomskundskab og Konfirmation, at leve i naturligt Ægteskab o. desl. Dersom de nemlig ved Tvang bringes til at opfylde disse kirkelige Forpligtelser og bagefter kanske saa meget tryggere fremture i alskens Uteerlighed, saa er Forargelsen kun endnu større end før.

Naar et Fantefølge, en Vævskebinder eller lignende Person med Familie bliver anholdt eller forhørt, saa kan man være moralsk overbevist om, at Følget for en stor Del har betlet sig frem, eller man kan have Grund til endnu mere graverende Mistanke mod det; men det er maaske ikke gjørligt at saa noget fuldstændigt Bevis derfor; Følgets Formand har sandsynligvis sit Pas i god Orden og kan maaske godtgjøre at have udført Arbeide for Bønderne her og der og at have betalt for sig paa andre Steder med de fortjente Penge; Manden tror og paastaar sig da aldeles fri for Justitsens Tiltale. Men rimeligvis har han ikke opfyldt de Betingelser for saaledes at reise paa en Profession, som Frdn. 9de Aug. 1754, § 19, foreskriver; rimeligvis har han nemlig ikke erhvervet sig Amtmandens Bevilling dertil eller holdt sig inden et vist Amts Grændser. Han kan da tiltales og straffes som Løsgjænger. Men i lange Tider har hin gamle Bestemmelse kun sjelden været anvendt; i lange Tider have endog mange Fogder givet saadanne Familier Passe med uindskrænket Tilladelse til at „reise paa Professionen;“ det vilde være et haabløst Arbeide at berigtige Fantens Begreber og overbevise ham om, at det er med Ret og Billighed, han nu pludselig tiltales og dømmes for en saadan Bedrift, som han hidtil har været vant til at anse som sin Retfærdiggjørelse og ikke som nogen Forseelse, og af den Grund vil vel endogsaa mangen Amtmand betænke sig paa at beordre en Justitsaktion, hvor Beviset for Brøden skal være det Faktum at have bødet en brusten Gryde eller istandsat en Vævske. Kunde man faa bevist, at Følget ved at gaa omkring og skræmme Folk, saaledes som jeg ovenfor (Side 229) har beskrevet, havde skaffet sig Mad og Husly, og kunde man tiltale og dømme Fanterne derfor, saa var Sagen klarere; men saadanne Brud paa Husfreden betegner Loven ikke som Forbrydelser.

Altsaa, af Hensyn til de overvættes mange Omkostninger og Bryderier og i Mishaab om nogen tilsvarende Nytte deraf undlader Almuen at anmelde og Politiøvrigheden at paatale Fanternes daglige Smaaforseelser. Fanterne ere af den almindelige Opinion opgivne som uforbederlige, og de gaa der som levende Vidnesbyrd om, at Lovens Magt og Villie kun rækker ned til en vis Grændse, men ikke til Folkets Bund, hvor „Bærmen af Folket“ har hjemme. Dette er ogsaa rimeligt nok; alle vore Love og navnlig Straffelovene forudsætte jo ogsaa hos Forbryderne en vis Grad af Æresfølelse, af Agtelse for den Orden og Dyd, hvortil Straffen vil føre den Feilende tilbage; men naar Sandsen for borgerlige Dyder i usædvanlig høi Grad er sløvet, saa har Straffen tabt sin Braad. Den sletteste Mand gjælder derfor for den menneskelige Dom som den ypperste: han straffes ikke. Adelsmanden staar i mange Lande over Loven; Fanten staar under den; dette kommer ud paa Et; begge gaa straffri.

Netop i Erkjendelsen af, at Straffelovene saa vanskelig kunne hemme Fanternes Uvæsen, vente Mange den bedste Hjælp fra Fogderne og Politimesterne, der have at give eller nægte disse Mennesker Reisepasse. „De skulle ikke give saadanne Folk Lov til at reise; saa slap vi Plagen af dem,“ saaledes yttres der ofte; „Saadanne Skjelmer burde ikke have Lov til at gaa saaledes omkring; men de komme med saa stærke Skrifter (Passe), at vi ikke vel kunne gjøre dem Noget,“ saaledes have ofte Almuesfolk klaget for mig. Og det er vist og sandt, at man storlig maa forundre sig ved at se, hvorledes Fanterne kunne gjøre sig det Pasvæsen til Nytte, som vel oprindelig er blevet indrettet netop for at standse deres Gang. Der fortælle Fanterne selv, naar de ere aabenhjertige, om mangfoldige Kneb, som de i lange Tider havde udstuderet for at føre Politiet bag Lyset og skaffet sig det første Pas[1]. Af de udstedte Passe kan man ogsaa se, hvilke høist besynderlige Router Øvrigheden giver Fanter udtrykkelig Tilladelse til „frit og ubehindret“ at foretage. Se et Par Exempler, som jeg noterede mig af Røros Pasprotokoll. En Vævskebinder med Kone og Børn, og en Kammager med Kone, altsaa to Familier, som begge skulde være svenske, og som nu udgjorde et Følge, skjønt hver med sit Pas, vare den 6te Septbr. 1847 fra en af Smaabyerne paa Vestkysten forpassede for Reise over Hedemarken og Vermeland til Haparanda nordligst i Sverige; den 27de Januar 1848 lode de Reisende dog i Arvika i Vermeland Passet autorisere for Reise til Throndhjem, og paa Veien hid, skjønt først efter at have gjort en Afstikker til Lillehammer, hvor Passet var paategnet, kom de endelig den 6te Mai til Røros. Af Throndhjems Politikammers Pasprotokol saa jeg senere, at disse to Familier, fremdeles i Følge, den 22de Mai vare forpassede til Levanger, hvorfra de endelig ifølge Stør- og Værdalens Fogderies Pasprotokol, den 6te Juni forpassedes over Hedemarken til Thoten. Havde naa Udskrifter af de øvrige Pasprotokoller i Riget, skulde man rimeligvis faa se, at disse Forpasninger frem og tilbage i Landet fortsættes endnu, skjønt neppe Nogen vil tvivle paa, at disse Omflakkerfolk ere ægte Fanter. – Men hvad der redet Sælsomste her, er den Kjendsgjerning, som endog en løselig Undersøgelse af disse Forholde snart opdager, at medens skilkelige Folk som oftest reise frem og tilbage i Landet uden noget Pas, saa er det netop Fanterne, som stadigst ere forsynede med samme. I ældre Tider var det vel saa, at skikkelige Folk reiste med Pas, og Skjelmerne listede sig frem foruden; men nu er der vendt op og ned paa Tingene; skikkelige Folk anse Pas for ufornødent, og Fanterne gjøre sig stor Flid før at skaffe sig det[2].

Men denne Omstændighed viser vel, at det hele Pasvæsen er en til Standsning af Fanternes Uvæsen lidet nyttig Indretning, ikke, at Fogder og Politimestere som Pasudstedere bør tillægges al Skyld for, at saa mange Fanter stryge om paa vore Veie. Thi hvad skal en Foged gjøre, naar en fremmed Person kommer til ham for at lade sit Pas paategne eller forandre eller fornye? Det forstaar sig, Fogden, som vist i mange Tilfælde maa fatte Mistanke mod Personen, har det vel i sin Magt at standse hans Reise for at foranstalte fornøden Ransagelse, der igjen kan foranledige Tiltale og Afstraffelse for Løsgjængeri eller Betleri. Men de samme Grunde, som, maaske altfor ofte, gjøre Politibetjente tilbøielige til hos saadanne brydsomme Fremmede at overse vitterlige Overtrædelser af dette Slags, maa endnu mere bevæge Pasudstederen til at lade den blotte Mistanke fare, især naar Mistanken, hvad oftest turde være Tilfælde, mest er vakt ved den Omstændighed, at Angjældende efter Fanternes Skik sætter saa stor Pris paa at have et Pas. Og med Grund kan jo Pasudstederen mene, at han ved at give sit Pas ingenlunde binder Hænderne paa den, som hos den mistænkelige Person maatte opdage noget ulovligt og derved finde sig opfordret til at standse hans Færd. Thi hvad er et Pas? Det er intet andet end en kompetent Embedsmands Erklæring om, at Intet er bekjendt, som kan være til Hinder for Angjældendes Reise, en Erklæring som hverken kan være nogen absolut Betryggelse for Samfundet mod at besværes med forbryderske Reisende, eller skal være noget Privilegium for denne paa at begaa Skjelmsstykker.

Men der er vist megen Rimelighed alligevel i den Tale, at Fogderne ikke burde udstede Passe til Fanter. Det hele Pasvæsen bliver nemlig saa saare let misforstaaet, som om ogsaa Betleren, Landstrygeren, Skjelmen, dermed skulde være bleven en uantastelig Person. Allerede Recessen af 1643, 2–21-3, siger: „Icke heller maa nogen Betler af nogen Fergemand eller andre fra en provintz til en anden offuerføris, med mindre dend saadan Paß oc Beviß med bringer, hvor efter dend kan tilstedis fra en provintz til en anden at Reyße,“ og 2–24–3: „Ingen Fergemænd maa nogen Betlere fra en provintz omtalt til en anden offuerføre, med mindre dend Bevis med sig bringer,“ og det ser ud, som om disse Lovsteders ordrette Mening var den, at der skulde forholdes anderledes med en Betler med Pas end med en Betler uden samme, og denne Mening har forplantet sig imellem Færgemænd lige ned til vore Dage; thi det var netop en Færgemand, som klagede for mig over, at han maatte sætte over saa mange Betlere, som ikke engang kunde betale Færgeløn og slet ikke burde have Lov at gaa i Landet, men som han ikke kunde gjøre Noget formedelst de „stærke Skrifter,“ hvormed de vare forsynede. Og hvad var det vel for en Tanke, som laa til Grund for Pasvæsenet? mon ikke den, at Kongens Embedsmænd bedre end Andre kunde afgjøre, om en Person var ærlig Mand eller Fant, og at de derfor skulde have Myndighed til for det almene Bedstes Skyld at give og nægte Reisetilladelse? Men hvis saa er, bør man ikke undres over, at Borgere og Bønder i Landet fra nu af kun vare betænkte paa at skille sig af med Fanterne, saasnart de kom, og forresten overlade Møien med at hemme deres Uvæsen til dem, som skulde have baade Visdommen og Myndigheden dertil[3].

Dersom det nu paa den ene Side er ønskeligt, at Fanter aldrig fik Reisepasse, og det paa den anden Side maa erkjendes, at Pasudstedere ikke kunne gjennemskue Folk og med Vished opdage og paavise deres Fantenatur, saa kommer man, synes det, til den Slutning, at det var bedst, at slet ingen Passe mere bleve udstedte. Det turde i alle Maader være vel, om en Foged eller Politimester, naar nogen kom til ham for at „kjøbe“ Pas, kunde svare ham saa: „Jeg har ikke saadanne Varer at sælge; thi er Du en skikkelig Mand, saa behøver Du intet Pas, og er Du en Fant, som kun vil bruge Passet som et Privilegium for at øve Fantestreger, saa fortjener Du ikke at have det.“ Et saadant Svar vilde gjøre aldeles fortræffelig Effekt. Fanten vilde upaatvivlelig da have mindre Mod og Lyst til at reise, saasom han snart vilde skjønne, at naar Fogder og Politimestere, der jo ikke se Fanternes Forseelser, ikke længer opfordrede „Alle og Enhver til at lade dem frit og ubehindret passere,“ saa vilde Alle og Enhver ved Synet af deres Landstryger- og Tiggerfærd finde sig baade berettigede og opfordrede til at standse dem i Farten; Fanterne vilde skjønne, at de da maatte vise en sømmelig Opførsel ikke blot den Stund, de indfinde sig paa Fogedkontoret eller Politikammeret, men paa den hele Reise og i hver Bondes eller Husmands Stue.

Saalænge fremmede Stater fordre det maa Øvrigheden naturligvis forsyne norske Borgere, som ville reise udenlands, med Pas. Ogsaa for Reiser inden Landet ville mange anse Pasvæsenets Bibeholdelse for nødvendigt netop af Hensyn til Fanterne, som det ved dette Middel skal være muligt at føre Kontrol med; af Passet skal man jo nemlig kunne se, hvad han er for en Person hvor han hører hjemme, o. s. v., uden hvilken Kundskab man vilde være aldeles forlegen med ham, naar han af en eller anden Grund maatte standses i sin Reise som Forbryder eller Almisselem. Men jeg kunde med mange Exempler bevise, hvor lidet denne Betragtning holder Stik. Naar en Fant anholdes og examineres om Navn og Hjemsted, saa er det enten i hans egen Interesse at opgive Alting rigtigt eller ikke. I første Tilfælde giver han af sig selv den samme Forklaring, som Passet kunde indeholde, og for at ere holde fuld Vished behøves da kun en Skrivelse til det opgivne Hjemsted; i det andet Tilfælde er Personen naturligvis slu nok til at tilintetgjøre Passet og da er man lige nær. Ved Siden af det Særsyn, at de fleste Fanter mere end skikkelige Folk ere omhyggelige for at have sine Messe i Orden, finder man derfor ogsaa dette, at nogle og det netop de argeste af dem følge en ganske modsat Klogskabsregel; de gaa helst uden Pas, og naar man, f. Ex. efter Løsladelsen fra et Fængsel, paatvinger dem et, saa kaste de det bort strax; medens de forpassede Fanter søge sin Retfærdiggjørelse ved at legitimere, hvor de have sit Hjemsted, finde disse sin Regning ved at klage for Alle og Enhver, at de intetsteds høre hjemme, vel vidende, at da Lensmænd og Fogder af Frygt for det overvættes Bryderi, slige Folk kunde forvolde, endnu mere end ellers vilde tage i Betænkning at lægge Haand paa dem for at anstille Ransagelse. Jo oftere Øvrigheden monne benytte sig af denne Leilighed, som Fanternes Pas frembyder til at standse dem i deres utilbørlige Reise, des snarere ville de lære dette fule Kneb, og Knebet vilde først blive uvirksomt, naar det hele Pasvæsen ikke længer existerede og ikke lod Almuen, som daglig ser Fanternes Ulovligheder, slaa sig til Ro med den Tanke, at det er Pasudstedernes Sag at holde Skik og Orden over dem[4].

Det er vel saare rimeligt, at selv den djærveste Fant føler sig noget uhyggelig til Mode, hver Gang han kommer i Berørelse med en Foged eller anden Embedsmand; men i de fleste Tilfælde tør han gotte sig ved Tanken om, at Embedsmanden selv er ligesaa forlegen. Hvor vanskeligt det er for Justitsens Embedsmænd at behandle Fanterne, det faar man en tydelig Forestilling om ved at gjennemlæse det Foredrag af Justitsdepartementet, som ligger til Grund for kgl. Resol. 24 Octbr. 1838. I tidligere Tider, ser man af Foredraget, pleiede man paa en altfor nem Maade rede sig ud af Forlegenheden og skaffe sig Fanterne fra Halsen. Ifølge visse Bestemmelser i den ældre Fattiglovgivning og i andre Love kunde Fattigkommissionerne og Fogderne uden videre tage løse og ledige Folk, pasløse Omstrippere, Personer, som ikke havde noget bekjendt lovligt Erhverv, fremmede Betlere, uden Forskjel om de vare arbeidsføre og derfor mere strafskyldige i deres Betleri eller ei, ja endog Folk, som (selv om de vare skikkelige) kunde befrygtes i Tiden at ville falde Fattigkassen til Byrde, tage alle saadanne mere eller mindre erklærede Fantefolk og sende dem Lensmand imellem ud af Stiftet, uden at bekymre sig om, hvad der da blev af dem, eller ogsaa til deres foregivne Hjemsted. Uagtet denne Fremgangsmaade synes at staa i Strid med Aanden i vor hele grundlovmæssige Forfatning, ja med en senere speciel Lov af 1818, fortsattes den dog endnu. Men dette førte til store Forunderligheder. „Da mange deslige Personer,“ hedder det, „dels have været uvidende om, hvor de egentlig hørte hjemme, dels have fundet deres Fordel ved efterhaanden at opgive forskjellige, fjernt fra hinanden beliggende Steder som deres Hjem – –, har forbemeldte Fremgangsmaade medført, at mangen saadan Person er bleven, endog igjennem flere Aar, transporteret rundt om i Riget, uden at der fra Begyndelsen af har været nogen lovlig Grund til Transporten, og uden at denne har fort til nogensomhelst Nytte eller endog til et Resultat.“ Det hjalp ikke, hvad det samme Departement ved et Cirkulære i 1823 havde forordnet, at man i intet Tilfælde maatte sende nogen Landstryger bort efter hans egen drillende Forklaring om, hvor han havde hjemme, men først efter at fuldstændig Oplysning om hans Hjemsted var erhvervet. Den samme Fremgangsmaade befulgtes fremdeles. „Følgen heraf har været, dels at Vagabonder og Landstrygere have formedelst falske Opgivender af Hjemsted kunnet skaffe sig fri Reise rundt om i Landet, uden at deres ryggesløse og lovstridige Færd nogetsteds er blevet paatalt, da de forekommende Autoriteter have benyttet et eller andet Paaskud til at sende dem videre frem eller tilbage igjen for at blive dem kvit, dels at aldrende eller svagelige Personen blot formedelst Mangel af Pas, eller fordi de befrygtedes i Tiden at ville blive Fattiglemmer, ere paaførte den uforskyldte Lidelse at slæbes i lang Tid frem og tilbage fra det ene Sted til det andet, og at i alle Tilfælde store Omkostninger ere til aldeles ingen Nytte paaførte det Offentlige, og at upassende Tvistigheder mellem Øvrigheder ere opstaaede angaaende saadanne transporterede Personers rette Hjemsted, Retmæssigheden af Transporten og Udredelsen af de dertil medgaaede, ofte saare betydelige Udgifter“ o. s. v.

Med Hensyn til alt dette bestemtes der nu i den nævnte kgl. Resolution at kun de af disse her omhandlede omstreifende Personer, som ere ude af Stand til selv paa lovlig Maade at ernære sig, uden videre kunde sendes hjem, naturligvis forudsat, at dette Hjem var udfundet, men at arbeidsføre fremmede Løsgjængere og Betlere skulle tiltales og straffes paa det Sted, hvor de forekom, og efter udholdt Straf ikke formenes at opholde sig hvorsomhelst i Riget. Og nu staar altsaa Sagen saa, at naar en fremmed Landstryger ikke kan ernære sig selv paa lovlig Vis, saa skal han behandles som et Fattiglem, som en umyndig og uden Lov og Dom sendes hjem til Forsørgelse og Opsyn af Fattigbestyrelsen paa Hjemsteder; kan han derimod paa lovlig Vis ernære sig, saa skal han straffes som Forbryder. Se, denne Sag synes jo klar nok; men det er ved Udførelsen, der møder Vanskeligheder. Spørgsmaalet er: Hvem kan ernære sig selv og hvem ikke? hvad udfordres der til at være „arbeidsfør?“ Tingen maa afgjøres ved et Skjøn, men dette Skjøn kan afgives saa forskjelligt af de forskjellige Vedkommende. Den Fattigkommission, til hvem den „civile Øvrighed overantvordet hjelpeløse Landstrygere, er saa tilbøielig til at kalde den arbeidsfør, der glæder sig ved stærke Arme og Ben, og lader maaske mere end gjerne er saadan Person flygte fra den ham paatvungne Fattigforsørgelse. Den civile Øvrighed, som har det brydsomme Arbeide at idømme og udføre de ubetydelige og som oftest frugtesløse Straffe, finder let, at selv med muskelstærke Arme og Ben vil dog den Person ikke kunne erhverve sig tilstrækkelig Arbeidsfortjeneste, som i lange Tider er bleven sørgelig sløvet og afvænnet med al nyttig Virksomhed, og hvis hele Væsen er saadant, at neppe nogen Mand vil tage ham i sit Brød. Men derfor ser man ogsaa jevnlig, at vedkommende Embedsmænd hverken sende Fanten til Fattigkommissionen eller overantvorde ham til Dommeren, men overlade Omsorgen for ham til – „Kongen.“

„Kongen?“ Ja, naar man opholder sig en Stund paa en Bondegaard, kan det træffe, at man bliver Vidne til en ganske eiendommelig Scene: En Mand kommer ind, som efter den smudsige Dragt og et vist sky Blik at dømme synes at være en almindelig Betler; men ikke desto mindre fordrer han med en paafaldende Ugenerthed, at man skal sætte Mad og Drikke for ham, og Fordringen efterkommes strax. Følger man saa den samme Mand ud paa Landeveien, faar man kanske snart se et andet Træk af hans Myndighed; Han træffer kanske et Fantefølge, examinerer det om Passe og Reiseroute og Bestilling og afgjør med en inappellabel Dom, om Lensmanden og den hele Bygd skal faa Bryderi med det fremmede Slæng, eller om Fanterne skulle faa Lov til at fortsætte sin Vei ubehindret, eller endelig om de, under den myndige Mands Ledsagelse, skulle vende om did, hvorfra de ere komne. Den Mand, som saaledes synes at have at byde og raade overalt, er „Kongen.“ Undersøger man Oprindelsen til hans Magt og Værdighed, finder man, at han af Fattigbestyrelsen er ansat som Bygdevægter med en Instrux, der forpligter ham til daglig at færdes paa Landeveiene i Præstegjeldet eller Sognet, hvor han da kan gaa ind paa Gaardene og forlange fornøden Kost, men hvor han derfor har at holde Skik og Orden over Betlere og Fanter af alle Slags. Egentlig skulde han da ubønhørlig føre enhver betlende eller løsdrivende og altsaa strafbar Fant til Lensmanden, og ifølge dette burde han i Grunden kun være at betragte som en meget underordnet Bestillingsmand, hvis aarlige Gehalt ogsaa gjerne indskrænker sig til et Par Tønder Korn eller 6–8 Daler. Men man maa vide, at ved Siden af den skrevne Instrux gjælder for ham en anden Lov, som giver ham en saa godt som uindskrænket Myndighed. For det Første lader den enfoldige Almue ham vide, at han ikke skal lægge Haand paa den fattige Betler og føre ham til Straf, saasom det er en Haardhed og Ubarmhjertighed, som der ikke kan komme noget godt udaf[5]. For det Andet ved han ret vel, at Storbønderne og kanske Lensmanden selv, ikke af Overtro, men af Hensyn til Udgifterne og Bryderiet med Fanternes Fængsling meget hellere se, at han kun sørger for, at hver fremmed Fant, som monne være kommen ind i Bygden, saasnart som mulig kommer ud igjen til Nabobygderne. Hvad har saa Bygdevægteren at gjøre? Efter den skrevne Instrux kan han plage Lensmanden eller hevne sig paa de opsætsige Fanter ved at føre dem lige ind i Lensmandsarresten; men han kan ogsaa vise Fanterne den Villighed at lade dem gaa den Vei, de ønske, kan endogsaa byde dem ind paa Gaardene og lade sætte for dem Mad og Drikke under det Paaskud, at de ellers enten maatte ulovligen betle eller ynkelig vansmægte. I ethvert enkelt Tilfælde vælger han da efter Forgodtbefindende den Fremgangsmaade, som han i sin Visdom kan finde at være den bedste. – Som man ser, er det ikke blot Fanternes obskure Verden, som er Bygdevægterens Myndighed underlagt. Betragter man det hele Samfund med alle dets Magter og Myndigheder, ovenfra nedad, saa maa vel Bygdevægteren kaldes den allerlaveste Betjent; men betragter man det samme Samfund nedenfra opad, saa synes hans Autoritet at staa øverst, og derfor hedder han i Almuens Tale ikke Bygdevægter, ikke engang Staaderkonge, men slet og ret „Kongen.“ Hans hele Stilling iblandt Folket er ogsaa eneste i sit Slags, og Ironien i Navnet er fuldstændig. Det hjælper nemlig ikke, at han stundom bærer en Sabel eller svinger en Tamp som Tegn paa sin Værdighed; hans Stilling er saadan, at medens Fanterne neppe vide, hvad Ondt de skulle ønske og gjøre ham, saa er han i den enfoldige Almues Øine Gjenstand for den største Foragt. Hans Bestilling ansees for uværdig. Se et Exempel! I Gudbrandsdalen kom en vel 16–7aarig Gut løbende hen imod mig paa Landeveien og jeg standsede strax Hesten; thi en mere fillet og elendig Tiggergut syntes jeg aldrig at have seet. Jeg gav mig i Samtale med ham og spurgte ham ud om hans Forholde, navnlig om, hvem hans Fader var; men dette fik jeg ham ikke til at svare naar jeg blev nysgjerrig og trængte kun endnu mere ind paa ham; men han var og blev aldeles tilbageholden i dette Punkt, saa min Nysgjerrighed omsider slog om til Ærgrelse; jeg tiltalte ham temmelig vredt og lod ham gaa. Ak, men hvor jeg angrede det siden! Skydsgutten forklarede mig Grunden til hans forunderlige Tværhed: man vilde nok nødig fortælle, at han var Søn af Kongen vor, ja Bygdevægteren at forstaa.“ Nu forstod jeg Guttens Blik, da jeg vendte mig fra ham, et Blik, som jeg endnu synes at se; der laa i det en Tvivl, om han ogsaa havde gjort Ret i at bevare den Følelse af Skamfuldhed, der lukkede hans Mund, saasom han maaske ellers havde faaet en Toskilling kastet til sig.

Det lader til, at der er ansat flere Bygdevægtere omkring i Landet netop efter den lidt ovenfor omtalte kgl. Resol. 24 Oktbr. 1838, fra hvilken Tid det paastaaes at Fanter have streifet mere tøilesløst omkring. Men man vil maaske efter de anførte Træk være villig til at indrømme, at dersom den hele Bygdevægterinstitution skulde føre til Maalet, Fantevæsenets Indskrænkning, saa maatte der ikke alene være Bygdevægtere i hver Bygd, men Posterne maatte lønnes saa godt, at de kunde blive ansøgte af ordentlige, dygtige Folk, der kunde udføre sin Dont forsvarligt og skaffe sig Agtelse baade hos Fanter og andre Folk. Som Sagerne nu staa, synes den hele Indretning paa mange Steder idet Mindste, kun at være et Palliativmiddel, som i Længden ikke skræmmer Fanterne bort, men nok bevirker dette, at Almuesfolk og Politibetjente, stolende paa Vægterens Bedrift, ere mindre virksomme for at sætte Skranke for Landstrygernes Uvæsen[6].

At Bygdevægterindretningen med samt Pasvæsenet og de andre Opfindelser til at standse Fanternes Gang og hemme Betlernes Bedrift ere utilstrækkelige, om de ikke endogsaa tildels gjøre Ondt værre, det er vel endogsaa Meningen med det temmelig almindelige Raab, som Fattigkommissærer og Lensmænd, Præster og Fogder istemme, at Regjeringen maa finde paa Midler til at hjælpe Fanterne paa ret Vei og befri Samfundet fra deres Plage.


  1. En Fant fortalte mig Følgende: Han havde gaaet ind paa at tjene som Hestedreng i et svensk Taterfølge, imod at Formanden, efter en vis Tids Forløb, skulde forhjælpe ham til at faa sig et Pas. Dette Løfte opfyldtes saaledes, at Tateren, som, ved en hyppig Uforsigtighed af Pasudstedere, havde paa sit Pas faaet anført blot Antallet af sine medfølgende Børn og ikke deres Navne og Signalement; nu henvendte sig til en anden Pasudsteder og udgav sin Klient for en af sine i Passet omtalte Sønner, der for en vigtig Sags Skyld skulde forlade Følget og derfor maatte have et særskilt Pas.
  2. Paa min Reise i 1848 gjennemgik og extraherede jeg flere Pas-Protokoller, navnlig en, som fra Aarets Begyndelse til 23de Juli indeholdt Kopi af 127 dels viserede og autoriserede dels nyt udstedte Passe. Ved at agte paa Navnene, hvoraf jeg kjendte adskillige, paa Personernes angivne Stand og Haandtering (Hesteskjærere o. s. v.) samt paa Routernes Beskaffenhed, og endelig ved at efterse Pasjournalen for tidligere Aar, hvorved jeg i mange Tilfælde fandt, at de forpassede Personer i Aarevis uafladelig havde flakket om baade i Norge og Sverige, kunde jeg med høi Grad af Sandsynlighed udskille de Passe, som angik Fantefølger og andre saakaldte Omstreifere (forlorne Geseller, afskedigede svenske Gardister o. s. v., o. s. v.). Antallet af disse ialfald mistænkelige Passe af hine 127 blev 92, lydende paa 150 Personer.
  3. Der indtræffer endnu ofte Tilfælde, som kunne bestyrke Folk i den Tro, at en forpasset Fant har et Slags Ret til at øve sit Væsen, saa det ikke er raadeligt at lægge Haand paa ham. Man ser nemlig ofte Folk straffældte for „pasløs Omstreifen“ og kan derved let komme til at mene, at hvis Omstreiferen kun havde havt Pas at forevise, saa skulde hans Omstreifen som Betler eller som Kjedelflikker ikke have været strafbar.
  4. Nu, da dette Ark skal lægges under Pressen, kan jeg oplyse det her anførte med et ligesaa charakteristisk som sørgeligt Exempel. I „Christianiaposten“ for 11te og 12te October 1849 havde jeg under Overskrift „En Synders Liv“ meddelt en sælsom Omstreifers bedrøvelige Historie. Det var en Svensker ved Navn Jonas Swensson, en uægte fedt Bondegut, som tidlig blev en Ranglefant af det allerforargeligste Slags. Straffet i Sverige som Tyv tog han til Norge, hvor han under forskjellige Navne henvendte sig til mangfoldige Præster for at blive konfirmeret og saaledes faa Legitimation for det nye Navn; fra 1842 havde han drevet dette Væsen, havde endogsaa et Par Gange ladet sig inddømme paa Tugthuset for at faa sit Ønske opnaaet og havde skuffet Mange ved sit Hykleri, da han i 1849 ogsaa kom til mig, med et nyt Navn, men med samme Ærinde. Jeg kjendte dog hans Historie før, saa han snart maatte gaa til Bekjendelse, og jeg maatte haabe paa hans Forbedring, da det lykkedes mig at skaffe ham Arbeide og Ophold her i Christiania, hvor jeg kunde føre stadigt Opsyn med ham. – Men efter en Uges Forløb strøg han paa Fantevis afsted igjen, og jeg kunde kun lyse efter ham i Aviserne, at han ikke skulde faa fortsætte sin forargelige Færd mere. Hele Vinteren hengik imidlertid, uden at jeg hørte Noget om ham, indtil jeg ganske nylig sandt ham hvilende i Græsset i Slotsparken. Han havde været faa Dage i Byen og sagde mig, at han et Par Gange havde været i den Gaard, hvor jeg boede, og seet op til mine Vinduer, men ikke havt Mod til at gaa op til mig. Efter sin Undvigelse var han gaaet til Sverige, var der bleven fængslet som Løsgjænger, men snart igjen løsladt med Pas til Norge. Her havde han kastet sit Pas bort og saa streifet om mellem Kongsvinger og Risøer, i Smaalenene og Hallingdalen, havde tigget sig frem overalt, men var ikke af Nogen bleven hindret i sin Færd. Enkelte Embedmænd havde dog kjendt ham efter mine offentliggjorte Beretninger om ham, men havde kun tilraadet ham at gaa tilbage til mig igjen. At denne Mand fik gaa saaledes omkring, det viser vel, hvor saare let enhver besværlig Fant, han være kjendt eller ikke, forpasset eller ikke, kan liste sig frem mellem Bønder og Politibetjenter.
  5. En Bygdevægter i Guldalen maatte slaaes med en Fant, der ikke vilde lystre hans Kommando. Fanten tabte, men udtalte det Hevnord, at hin nok ikke længe skulde blive i sin Bestilling. Spaadommen opfyldtes saaledes, at Bygdevægteren fik den faldende Syge og maatte afsættes et halvt Aar efter. Men denne Begivenhed blev rygtbar og udlagdes af Almuen som et slaaende Bevis paa det Formastelige i Bygdevægterens Gjerning.
  6. Det er ikke brav, at den i og for sig ubehagelige Gjerning, som dog kan være hver Borgers Pligt, at anmelde for Øvrigheden en Landstrygers forargelige Færd, at den skal gjøres foragtelig tillige ved at betroes til foragtelige Personer. Men følgende Exempel er neppe enestaaende: En Mand, som længe havde været hjemmefra og levet et ustadigt Liv, kom omsider som en Slarv tilbage til sin Hjembygd, og det var øiensynligt, at Fattigbestyrelsen maatte forsørge ham; for dog at have noget Gjengjeld af ham, gjorde den ham ikke til Almisselem, men til Bygdevægter.