Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/15

◄  14.
16.  ►
Kapitel 15.
Offentlige Undersøgelser og Foranstaltninger angaaende Fanterne.

Det er ikke først iaar eller ifjor, at Regjeringen har været betænkt paa at bringe Fanterne til Skik og Orden. Denne Bog indeholder Beretning om saadanne Forsøg i Aarhundreder. Der er vel ikke mange Dele af Statsstyrelsen, som have kunnet glæde sig ved en saadan Mangfoldighed af Love og Forordninger, Reskripter og Cirkulærer, som der uafladelig er udgaaet over Skovrøvere og Tatere og Landstrippere, Landstrygere, Betlere o. s. v., o. s. v. En Fant er jo desuden en Person, som ved at flakke om paa fremmede Steder søger at unddrage sig saavidt muligt alle Love, og man kan sige, at den hele Lovgivnings og Statsstyrelses Øiemed fra Samfundets første Begyndelse af har været dette, at Ingen skulde ville eller være istand til at føre et saadant Liv udenfor Lovene, at der ikke skulde være en eneste Fant i Landet.

Men det er først i de seneste Aar[1], at Fantefolket har vakt Opsigt som en egen Kaste, at dets Forhold og Sæder have været Gjenstand for speciel Undersøgelse og Omsorg. Og det er disse offentlige Forhandlinger, som der her skal gives et Oversigt over.

I Sommeren 1844 var Stavanger Amtsformandskab samlet. Til dette indleveredes af nogle Bønder et Andragende, et Skrift med klodsede Skrifttræk og mangelfuld Stil, men ned overraskende og vakkre Tanker; det gik ud paa, at i en Tid, da ogsaa i vort Land de Christne med saa megen Troskab bede og arbeide for Hedningerne i fremmede Verdensdele, vinde vi ogsaa mindes vor Christenpligt mod Hedninger imellem os selv, de mange „Omstreifere,“ som løb uændsede omkring. Forestillingen gjorde Indtryk. Formandskabet nedsatte en Kommitte til at overveie Sagen; denne fandt, at den Ulempe, disse Omstreifere idelig voldte den bosatte Befolkning, og endnu mere den store physiske og moralske Elendighed, hvori de selv henlevede, krævede snar og virksom Hjælp, men at denne ikke kunde ydes af Præstegjelds- eller engang af Amtskommunerne, saasom Omstreiferne fordetmeste ikke var rigtig hjemmehørende nogetsteds, men alene af Staten, som maatte oprette Arbeidshuse til deres Optagelse; Kommitteen foreslog derfor at indgaa til Regjeringen med et Andragende om for næstkommende Storthing at lade fremlægge Lovforslag i den Retning. Amtsformandskabet gik ind paa Forslaget, og igjennem Amtet indsendtes Andragendet, ledsaget af hine Aktstykker, til Kirke-Departementet. Paa den Tid var en kgl. Kommission i Virksomhed, hvis Hverv det var at udarbeide Udkast til en ny Lov om Fattigvæsenet, og hine Papirer sendtes denne til mulig Afbenyttelse.

Denne Kommissions Udkast kom ogsaa til at indeholde flere Bestemmelser, der maatte antages at ville have gavnlig Indflydelse paa disse Omstreiferes Forholde; der foresloges 1) forhøiet Straf for „Betlere, der vandre om fra Sted til Sted i Flok og Følge,“ saaledes at de indtil paa 3 Aar kunde inddømmes i Tvangsarbeidshuse, som det efter samme Udkast skulde være Kommunerne tilladt at opføre, 2) Bemyndigelse for Politiet til uden Lov og Dom at indsætte i Arbeidshuse drikfældige eller ørkesløse Personer, eller saadanne, som ikke lovlig ernære sig, dog at de maatte være hjemmehørende i Distriktet, og 3) Oprettelse af en for hele Riget fælles Understøttelseskasse, dels til Forsørgelse for hjemstavnsløse Trængende, dels til Bidrag til de Kommuner, som maatte ville opføre Arbeidshuse[2].

Ved Storthingets Behandling af den endelige Lov, Fattigloven af 20de Septbr. 1845, bibeholdtes den første og anden af de her nævnte Bestemmelser, hin med lidt Indskrænkning i Straffetiden, denne med Udvidelse af Politiets Myndighed ogsaa over andre Løsgjængere end dem, som høre Distriktet til. Bestemmelsen om Understøttelseskassen derimod var allerede bleven udeladt i den kgl. Proposition, som i dens Sted havde indeholdt Bestemmelse om, at hjemstavnsløse Trængende skulde kunne underholdes ligefrem paa Statskassens Bekostning; men baade Kommissionens og Regjeringens Forslag forkastedes af Storthinget. Loven indeholder saaledes Bestemmelse om Straf, men ikke om Understøttelse for hjemstavnsløse Betlere, som Fanterne ofte ere; den giver Kommunerne Tilladelse til at bygge Arbeidshuse til hensigtsmæssig Behandling netop for Fantefolk; men da den tillige nægtede det foreslaaede Tilskud dertil enten af en fælles Understøttelseskasse eller af Statskassen, giver den liden Udsigt til, at Tilladelsen skal blive benyttet i tilstrækligt Omfang. Saaledes vil denne Lov neppe have svaret til hint Formandskabs Ønsker om Forholdsregler for Omstripperne.

Men hidtil havde man endnu ikke nøie nok lagt Mærke til de her omhandlede Menneskers forunderlige Væsen, deres forvendte Tænkemaade og trodsige Levevis. Man talte om „Omstreiferne“; man havde endnu ikke lært at kalde dem med det rette Navn, Fanter. Dette skeede i en særdeles heldig, anonym Opsats i Morgenbladet for 1845 No. 301, „Om de saakaldte Tatere;“ Forfatteren opgav Haabet om, at man nogensinde skulde komme paa Spor efter disse besynderlige Menneskers Herkomst og Historie; men han beskrev, „Fanternes“ Liv saaledes, at man ret maatte blive opmærksom paa dem, og viste, hvilken god Leilighed Regjeringen havde til ved den da forestaaende Folketælling at indhente alle fornødne Oplysninger om Fanterne for derefter at træffe kraftige Foranstaltninger med Hensyn til dem. Samme Dag, som denne Opsats stod at læse, stilede en anden Mand, en Præst i Christianssands Stift, et Andragende til Finantsdepartementet, under hvilket Folketællingssagen dengang henhørte, og foreslog ganske det samme, at benytte Leiligheden til at undersøge Fanternes Forholde. Forslaget vandt Bifald, og nogle Dage efter udkom et Cirkulære, som gjorde opmærksom paa, at efter de tidligere Instruxer for Folketællingerne vare nok disse saakaldte Fanter ikke forhen blevne talte med iblandt Landets øvrige Mennesker, og derfor nu paalagde alle Præster paa Landet at lade optage særskilt Mandtal over dem, endogsaa med Angivelse af hver Persons Navn, Alder, Familieforbindelser, Opholdssteder og Næringsvei samt Oplysning om de enkelte Følgers Forhold indbyrdes og Stilling i Samfundet, kort om Alt hvad der kunde tjene til at sprede Lys over disse Menneskers ydre og indre Liv.

Dette Cirkulære dannede Epoche i Fanternes Historie. Almuen hengav sig til det Haab, at nu skulde en ny Tinge- nes Orden i Fanteverdenen begynde, og var paa mange Steder Folketællerne behjælpelig med at opspore Fanterne og meddele Oplysninger om dem, og Fanterne selv anede, at noget Nyt og Stort forestod, frygtede det Værste og flygtede midt i den barskeste Vintertid fra Sted til Sted, over Heie og Dale. Præsternes Indberetninger vare fulde af de uhyggeligste Træk af disse Menneskers Raahed og Laster, og længe efter gjenlød mange af Landets Aviser af den Forundring og Uvillie, hvormed man, siden man nu var bleven opmærksom, betragtede Fanternes sælsomme Færd. Men man fik næsten kun høre om den fast ubegribelige Ryggesløshed, som gik i Svang imellem dem; det Træk, som var allervigtigst for at bedømme deres Historie og Væsen, at de have et eget Sprog sig imellem og dermed paa en Maade danne en sammenhængende Kaste, blev saa godtsom ganske ubemærket. Ved Læsningen af Beretningerne fik man kun en uhyggelig Forestilling om dem som et løst Pak, uinteressant i alle Maader, skikket til at vække megen Harme, liden Deltagelse. – I Departementet for det Indre, som nu bestyrede Folketællingsanliggendet, opsummeredes Listerne over de forefundne Fantefolk, 1145 ialt, mest Personer, som hørte til større og mindre Følger, og Sagen sendtes i saadan Stand til Justitsdepartementet. Dette udsendte den 26de Aug. 1846 et Cirkulære, hvori Hovedaarsagen til de saakaldte Fantefølgers Uvæsen søges i Mangel paa Agtpaagivenhed fra Politiets Side, og hvori det derfor indskjærpes Politiets Bestillings og Embedsmænd at søge beverte omstreifende Personer gjældende Love overholdte, og navnlig hverken lade saadanne Folk passere, fordi de maaske føre Reisepas med, eller udfærdige maale til dem, naar der var Grund til at anse dem for henhørende til Fantefølgerne. For at lette dette Opsynet med Fanterne lod Justitsdepartementet ogsaa trykke og omdele en med korte Personalnotitser forsynet Fortegnelse over alle de Fanter, som ved Folketællingen vare blevne angivne. Dette virkede ogsaa saa vidt, at flere Fantefølger hist og her i Landet i den nærmest paafølgende Tid bleve anholdte og aktionerede som Løsgjængere, og Aaret efter, den 2den Juli 1847, kunde Justitsdepartementet i et nyt Cirkulære gjøre vedkommende Autoriteter opmærksomme paa nogle nylig faldne Høiesteretsdomme, hvorefter man kunde have Udsigt til at saa Fanterne straffældte som Løsgjængere, naar de, selv med Møie og uden at tigge, reiste om paa sine Professioner som Hesteskjærere o. s. v. uden at have opfyldt de Betingelser derfor, som sættes i den ovenfor, Side 186, omtalte Frdn. 9de August 1754, § 19.

Medens man her saaledes betragtede Fanterne som Mennesker, der idelig gjorde sig skyldig i Lovovertrædelser og egnede sig til at være Gjenstand for den strængeste Aarvaagenhed og Tugt, er det interessant at se, hvorledes de samme Fanter paa Andre gjorde et Indtryk, som om de vare mere beklagelsesværdige end strafværdige Mennesker, hvis Misgjerninger ikke burde tilregnes dem, men hvis moralske og physiske Nød burde hjælpes. I flere af de officielle Indberetninger om dem var der fremsat saadanne Forslag til deres Behandling, som at sende Missionærer ud iblandt dem eller at samle dem i Agerdyrkningskolonier og saaledes søge at forædle dem og vinde dem for det rolige og ordentlige Liv i Samfundet[3].

Men denne Mening har ogsaa holdt sig, efterat hine strengere Forholdsregler vare vedtagne. I Slutningen af 1847 anmodede Christiansands Biskop ved en Rundskrivelse flere af sit Stifts Præster om at give Forklaring om Fanternes Tilstand og Forholde og fremsætte Forslag til deres hensigtsmæssigste Behandling. Ved denne Leilighed yttrede Flere sig paa det Bestemteste mod Sandsynligheden af, at Fanterne ved de anordnede Tvangsforholdsregler vilde kunne bringes til Skik og Orden, hvorimod forskjellige Forholdsregler i hin mildere Retning paany antydedes.

Paa Storthinget 1848 fremsattes endelig et Forslag, der gik ud paa at anmode Regjeringen om at lade Fanternes Forholde og Midlerne til deres hensigtmæssige Behandling undersøge, og et andet, der strax vilde have Sagen ordnet ved Lov efter et dertil forfattet Udkast. Det første Forslag fremsatte en Lensmand, som ifølge sin Stilling havde skullet bidrage til at indføre den ved hine Cirkulærer paabudte Orden, men vel havde erfaret, hvor vanskeligt eller uhensigtsmæssigt det var.

Forslagene oversendtes Justitskommitteen No. 2 til Indstilling. Denne fandt Sagen for lidet bekjendt og drøftet, til at den kunde tilraade efter det ene Forslag nu strax at ordne den ved en særskilt Lov; derimod fandt den, at baade Fanternes egen Nød og den Ulempe, de fremdeles voldte, krævede al Opmærksomhed fra Lovgivningens og Styrelsens Side, og anbefalede at henvende sig til Regjeringen med Anmodning om, „at den vilde tage Sagen angaaende Fanternes og Taternes Forholde under Overveielse og, hvis saadant var muligt, fremkomme til næste ordentlige Storthing med Forslag til disse Forholdes hensigtsmæssige Ordning for Fremtiden.“ Denne den 20de Juni 1848 afgivne Indstilling blev af Odelsthinget ved Beslutning af 27de s. M. enstemmig bifaldt. Og lidt før havde Hs. Majestæt Kongen paa derom indgivet Andragende naadigst bevilget nærværende Forf. Midler af Statskassen til paa en 4 Ugers Reise i Landet at fuldende de Undersøgelser, hvis Resultater denne Bog indeholder.


  1. Den 9de Septbr. 1828 indeholdt „Morgenbladet“ en kort Notits om en svensk Zigeunerpige, som nylig var bleven døbt paa Tugthuset i Christiania. Næste Dag læstes i samme Blad en kort Forklaring om Zigeunernes eller Taternes asiatiske Herkomst og langvarige Omsværmen i Europa. Disse to Smaastykker tør maaske have vakt undren, men ledede ikke til nærmere Undersøgelser eller Foranstaltninger med Hensyn til den underlige Slægt.
  2. Se Kommissionens Udkast til Fattiglov for Landet, Kap. 5, § 4 og 5 Kap. 8, § 10.
  3. Som Exempel paa, hvilket forskjelligartet Indtryk Synet af eller Beretningen om Fanterne gjorde, kan endnu anføres en Synderlighed. Medens Nogle fremhævede Fanternes Forbrydelse mod Samfundet Andre Samfundets Pligter mod dem, betragtes de i Midlerne over Folkemængden i Norge (Statistiske Tabeller, 8de Række, Christiania 1847, Side 1), som om de stode udenfor Folket; den samlede Folkemængde angives nemlig til 1,328,471, i hvilket Tal, som det tilføies, Fanterne 1145 i Tallet, dog ikke ere regnede med. Det var, som allerede anført, vel første Gang, at Fanterne bleve paaagtede ved Folketællingen, og endnu bleve de ikke regnede med iblandt Landets Mennesker. Denne samme Synderlighed gik naturligvis igjen i Angivelsen af Folkemængden i Regjeringens Beretning om Landets Tilstand for Storthinget Aar 1848.