Wikikilden

Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/3

< Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge
◄  2.
4.  ►
Kapitel 3.
Fortsættelse af Taternes almindelige Historie. Undersøgelser om deres Herkomst. Civilisationsforsøg.

Det attende Aarhundrede var en Tvivlens og Vantroens Tid, og det var i sin Orden, at Troen paa Taternes Tilværelse, som ingen af de Lærde kunde give nogen rigtig Forklaring om, blev anseet for Kulsviertro. Det var i Spanien, Inkvisitionens Land, at den overtroiske Fordom imod Taterne først var brudt ud i en hensynsløs Forfølgelse imod dem, og det var i sin Orden, at den almindelige Tvivl om, hvorvidt de saakaldte Gitanos, Zigeunere o. s. v. virkelig vare Gitanos eller Zigeunere, først fik kongelig spansk Sanktion. Men ved samme Tid omtrent, i Aaret 1782, udgav Prof. Rüdiger i Halle en Bog[1], hvoraf Verden fik se, at Kulsviertroen i dette Stykke dog havde Ret. Han havde truffet en Zigeunerinde, havde været heldig i at udspørge hende og derved gjort den Opdagelse, at disse „saakaldte“ Zigeunere virkelig vare et eget Folk, saasom de havde sig imellem et aldeles originalt Sprog. Og Overraskelsen fik ikke standse derved. Ved denne Tid havde Europas Lærde begyndt at gjøre Bekjendtskab med de indiske Sprog; den dannede Verden havde faaet en Anelse om de Monumenter af en eiendommelig Kultur, af en original Poesi, som vare opbevarede i den gamle Sanskrit-Litteratur; Indien havde altid havt en besynderlig Magt over den vestlige Verdens Fantasi, og nu var det, som om en endnu klarere Glands steg op over det gamle Trylleland og kastede sit forherligende Lys over alle de Folkeslag, som Sprogforskerne fandt vare i nogen Mon stammebeslægtede med Brahmas Folk. Og nu troede Rüdiger af Taternes Sprog at have udfundet, at disse eventyrlige Horder ikke kunde være komne andetsteds fra end netop fra dette samme Indien, at de vare indiske Udvandrere. Sagen undersøgtes og bekræftedes af de lærdeste Mænd, og allerede Aaret efter tilfredsstillede Grellman Almenhedens paany vakte Interesse ved at samle Alt, hvad han kunde faa opspurgt om Taterne, og udførlig skrive deres Historie fra deres første Fremtræden i Europa[2], en Bog som fik europæisk Udbredelse.

Denne Taternes Gjenopdagelse gjorde naturligvis Epoche i deres Liv. De kom i Mode. Den fine, fornemme Verden fandt det yderst interessant at finde et saadant rousseausk Naturliv saa ganske i Nærheden; man behøvede jo kun at gjøre en Udflugt til den nærmeste Skov omkring Paris eller Wien for der, mellem Taternes Telte, at tro sig hensat i en anden Verdensdel, hvor Civilisationen endnu ikke havde lagt sin Tvang over Naturens fri Børn; thi man syntes ikke at kunne se paa Taterne, at Aarhundreders Udryddelsesforsøg havde anfægtet dem noget, ikke engang at Europas Taageluft havde afbleget den under Indiens Sol farvede Hud. Philologer kunde nu i Taterpigernes Sange hente sig nyt Stof for sit Sprogstudium; Philosopher fandt i denne Kastes Væsen mange Problemer at løse; selv ærværdige Videnskabsselskaber udsatte Præmier for Fremstillingen af dette Folks endnu i mange Punkter dunkle Historie, og ved Universiteterne holdtes der Doktordisputatser over denne Materie[3]. Reisende agtede det for en Vinding i sine Reisebeskrivelser at kunne meddele nye Opdagelser om Taterne i andre Lande, og nu forbausedes man ved at gjenfinde dem næsten uforandrede under de mest forskjellige Forholde, i Ægypten og Sibirien som i Europa. Man gjorde Beregninger over deres omtrentlige Antal; i Ungarn fandtes ved en formelig Tælling 30,000; i Moldau og Valachiet, hvor Regjeringen og Folket indtil for et halvt Snees Aar siden har holdt dem i Trællestand, angaves de efter sikkre Data til 250,000; i Tyrkiet skal der være ligesaa mange; i Spanien er Antallet anslaaet til 40–50,000, i England til 10–20,000. I Frankrige, Tydskland og Italien findes nu ganske faa Horder; men en nyere fransk Forfatter, som, vistnok meget dristig, ansætter Taternes Antal i de tre Verdensdele til 5 Millioner, regner deraf for Europa 1 Million, hvoraf da den største Mængde maatte falde paa de østlige Lande, navnlig Rusland. Mere end paa Statistikerne udøvede dog Taterlivet stor Tiltrækningskraft paa Kunstnere og Digtere. Cervantes’s Novelle la Gitanilla forvandledes til Operaen Preciosa, som nu gik sin Runde over Europas Theatere; Dandserinder fremstillede, saavidt det lod sig gjøre, Taterpigernes livlige romalis; selv Publikum maatte dandse efter Strauß’s „Zigeunervaltzer.“ Malere søgte at gjengive det sælsomme Udtryk i Taternes sorte, glødende Øie, hvori Djærvhed og Sky, smægtende Vellyst og Skarpsind og Kløgt ligger forenet. Selv Walter Scott forsmaaede ikke i sine rige Romanbilleder at indlægge pikante Skildringer af Taterlivet[4], og utallige Romanforfattere af lavere og laveste Rang have ved saadanne Scener maaske givet sine Digtninger deres største Interesse; for denne fremdeles stærkt voxende Del af den æsthetiske Literatur være det nok at nævne som klassiske Repræsentanter fra det fjerne Østen den bekjendte russiske Digter Puschkins “Zigeuner“ og fra der yderste Vesten den engelske Romanforfatter James’s „The Gypsy.“ Ja, selv alvorlige engelske Kjøbmænd reves hen af den almindelige Interesse og døbte et (vistnok sortmalet) Dampskib The Gypsy Qveen (Taterdronningen).

Rigtignok fandt man, efterat have besindet sig noget, at den interessante Hypothese om Taternes indiske Herkomst ikke var saa ganske vis, og at deres Liv og Sæder ikke i alle Dele svarede til de idylliske Forestillinger, som mange vare saa snare til at danne sig om disse „Naturens Børn.“, Men selv dette uvisse i Folkets Historie, dette uhyggelige i dets nuværende Tilstand tjente til at bevare den almindelig vakte Interesse, og der laa i denne en alvorlig Opfordring til Historieforskerne om at brede Klarhed over det fremmede Folks dunkle Herkomst og Skjæbner, til Lovgivere og Missionærer om at bringe Orden i dets forvildede Liv og lægge Lys i dets formørkede Aand. De følgende Blade af dette Kapitel skulle, hvis det ellers i saadan Korthed lader sig gjøre, give en Oversigt over, hvorledes Opfordringen er fulgt, og hvad der i begge Retninger er opnaaet.

Det er fortalt, at Grellmann i Aaret 1783 skrev Taternes Historie. Med Flid og Held havde han samlet Oplysninger om dem fra 1417, efter hvilken Tid de udbredte sig i Tydskland og det øvrige Vest-Europa; men før dette Datum havde han ikke fundet saa meget som en Tøddel om dem. Om deres tidligere Forholde kunde han da kun gjøre sig Formodninger. Af den paafaldende Lighed mellem deres Sprog og det indiske Hindustani var det nu allerede anseet for en afgjort Sag, at de vare fra Indien, nærmere fra den nordlige Del af Forindien eller det egentlige Hindustan. Hvad der da fremdeles stod tilbage, var at udfinde, hvilken Del af den brogede indiske Befolkning de nærmest havde tilhørt, og hvad Foranledningen havde været til deres Udvandring fra Hjemmet. Nu vidste man, at Hinduerne vare inddelte i flere skarpt afsondrede Stænder eller Kaster, og da Taternes yderst raa Sæder stak saa stærkt af mod den mærkværdig strænge Afholdenhed og ydre Orden, som hersker i de høiere Kaster, antog han, at de maatte have tilhørt den laveste eller Sudras-Kasten. Et halvt Snes Aar eller lidt længere før Taternes Fremtræden i Europa havde den bekjendte Mongolerhøvding Timur gjort Indfald i Indien og brændt og skjændet paa det Frygteligste, og Forfatteren antog da videre, at det var denne Begivenhed, som havde opskræmt en Del af hin Kaste, der vel ikke havde meget at tabe i Hjemmet og nu gav sig paa Vandring Saasom de stadig kaldte sig Ægyptere, syntes det endelig rimeligt, at Flokkene først gjennem Persien og Syrien vare komne til Ægypten, hvorfra de da kom over til Europa, nærmest maaske i Forbindelse med en mod Grækenland dragende Tyrkerhær, hvem de paa sine Streiftog kunde tjene som Speidere og Røvere.

Denne Forklaring var en Tidlang almindelig antagen. Men til samme Tid som de Lærdes Kundskab om Indiens og de tilgrændsende Landes Folkeslag daglig udvidedes, vare ogsaa Mange beskjæftigede med at lære Taternes endnu halvt hemmelige Sprog at kjende og ved anstillede Sammenligninger viste det sig, at det ved Siden af mange Elementer, som tydelig nok henviste til Indien, ogsaa indeholdt adskillige Udtryk af Folkesprogene i de Lande, Taterne paa Veien fra Indien til Tydskland maatte have gjennemvandret, navnlig af Persisk og af de mange Tungemaal, som tales i Donaulandene, Slavisk, Nygræsk, Valachisk eller Romansk og Ungarsk. Heraf var det tydeligt, hvad der ogsaa i sig selv maatte synes rimeligt, at Vandreflokkene ikke saa hurtigt, som Grellman mente, havde tilendebragt den store Reise; de maatte have opholdt sig en god Stund i Persien, for de trængte ind i Donaulandene, og ligesaa her igjen, før de tilsidst, i Aaret 1417, vovede sig ind i det vestlige Europa; saaledes havde de nemlig kunnet optage i sit altid mere forvirrede Sprog Udtryk af de Tungemaal, som de paa ethvert Sted hørte omkring sig og nødtes til at lære, ganske ligesom f. Ex. de tydske og spanske Tatere nu i Løbet af 3–4 Hundrede Aar have blandet adskillige tydske og spanske Ord ind i sit asiatiske Modersmaal.

Saaledes fik man Anelse om en maaske meget lang Periode af Taternes Historie, som laae imellem deres Udvandring fra Indien og deres første Optræden i Tydskland og Vest-Europa, og som endnu var indhyllet i Dunkelhed. Men endnu var der flere Mænd, som havde Interesse af paany at ransage gamle Skrifter, for at faa Lys i Sagen, og virkelig troede nu En, nu en Anden at have fundet tidligere Spor af Tatere i Landene østenfor Tydskland. Interessen var dog større end Sindigheden; de formentlige Opdagelser befandtes ved nærmere Prøvelse altfor usikkre. Det er jo vistnok rimeligt, at de endnu lidet ransagede byzantinske og russiske Krøniker maa indeholde en og anden Oplysning om denne vidtvankende Slægt af et tidligere Datum end den lybekske Krønike, som berettede os om Taternes pludselige Besøg i Hamburg; men denne sidste Beretning er endnu den Dag idag det tidligste paalidelige Vidnesbyrd, som haves om dem i vor Verdensdel[5].

Ogsaa i Asien anstilledes Undersøgelser om Taterfolkets Fortid; men de Oplysninger, man der fik, syntes næsten at skulle gjøre den dunkle Historie end mere gaadefuld. Det var især Englænderen Harriot, Oberst i det bengalske Infanteri, som fik Anledning til at gjøre en interessant Opdagelse[6]. Allerede tidligere var det af en engelsk Reisende blevet bemærket, at ogsaa Persien gjennemstreifedes af fremmede Horder, som i Udseende, Levemaade og Sprog nøiagtig lignede Europas Tatere, og Harriot, som i Aarene 1800 og nogle og tyve opholdt sig i Persien, gjenkjendte ligeledes i disse Luri’s, som de her kaldes, de engelske Gypsies, som han fra Hjemmet af var vel kjendt med. Han benyttede Leiligheden til at forhøre sig hos Landets Indvaanere om, hvad de vidste om den besynderlige Slægt, og en lærd Perser, som var vel bevandret i sit Fædrelands Historie, viste ham et Sted hos den persiske Digter Firdusi, hvor de samme Luri’s omtales. Firdusi, som levede i det 10de Aarhundrede e. Chr. F., beretter i sit national-historiske Epos Schanameh, hvorlunde Behramgur, Konge i Persien (ved Aaret 420 efter vor Tidsregning), sendte Gesanter til Kanodsche, Konge i Indien, med Begjæring til denne om at sende ham nogle Spillemænd, som kunde opmuntre hans kjære Undersaatter med Sang og Musik, og efter denne Bøn og venlige Indbydelse kom der 12,000 Luri’s, baade Mænd og Kvinder, fra Indien til Persien, hvor de siden forbleve. – Selve Sagnet er vel altfor pudserligt, til at man skulde kunne fæste Lid til det, skjønt det ogsaa, som man senere har fundet, forekommer i et Par gamle persiske Historiebøger; men saa meget synes dog rimeligt, at Luri’s eller Tatere allerede paa Firdusis Tid have været kjendte i Persien som et omstreifende indisk Folk, der vel endogsaa længe før maatte være kommet ind i Landet, siden der da kun gik dunkle Sagn om dets Herkomst. – Senere hen kunde Harriot fortsætte sine Undersøgelser i Indien selv. Det var nu ikke saa besynderligt, at han ikke i Hinduernes gamle Bøger fandt nogen Beretning om slige Horder, der med Dands og lystige Spring, under Musik af Piber og Trompeter, vare dragne paa Tog til fremmede Lande; men høist besynderligt er det, at han ikke i Landet selv, hvorfra Taterne skulde være komne, var istand til med Vished at paapege nogen Egn, hvor de havde boet, eller nogen Stamme, som de havde tilhørt. Vistnok fandt han ikke en, men mange Horder og Stammer, ja hele talrige Folkeslag, som, selv uden noget eget Hjem, fra gammel Tid af uafladelig streife om mellem det rige Indiens øvrige Befolkning og leve et ligedant Snylteliv som Taterne imellem Europas Nationer. Saaledes gaa talrige Horder af saakaldte Domber’s omkring og forevise alskens Gjøglerkunster eller opføre de lasciveste Dandse; de elendige Kuvaver’s falbyde Kurvmagerarbeide medens deres Børn overhænge Folk med Trygleri og deres Kvinder øve sine bedragerske Kunster med at spaa af Haanden; de „sorte Tyve“ eller Kalla-Bantru’s (kalo, sort, er ogsaa kjendt af vore Tatere), der gjøre sig til af sit Haandværk og oplære sine Børn deri, leve regelmæssig af Rov eller af den Brandskat, de aftvinge Landboerne; de dandsende og spillende, stjælende og bedragende Tzengari’s, hvis Navn allerede minder om de tydske Zigeunere, de italienske Zingari o. s. v., holde paa sine Streiferier mest til i Skovene, hvorfra de gjøre fordelagtige Udflugter til Landsbyerne eller Krigsleirene. Her er jo Lighed nok med baade persiske og europæiske Tatere; men hverken Harriot eller nogen af de andre Forskere, der have henvendt Opmærksomheden paa denne Del af Indiens Ethnographi, synes imellem disse mange Stammer at have fundet nogen, som i alle Dele, navnlig i Sprog bar ret kjendelig Familielighed med dem. Taterne have ellers i alle andre Lande og under de mest forskjellige Forholde bevaret umiskjendelige Tegn paa sit indbyrdes Slægtskab; men i Indien selv, hvor det længe søgte Vidnesbyrd om deres Herkomst skulde findes, der fandt man mindre Spor af dem end andetsteds.

Denne Omstændighed, de frugtesløse Forsøg paa i selve det antagne Stammeland at finde Beviset for, at Taterne vare et indisk Folk, var vel skikket til at vække Tvivl om dette Hovedstykke af Grellmanns og andre Lærdes Hypothese – Hvorpaa var denne bygget? paa Betragtningen af Taternes Sprog. Men jo mere man blev kjendt med dette samme Sprog, desto mere fandt man, at det indeholdt Spor af mange andre Tungemaal end det indiske, ja at det var den besynderligste Blanding af fast alle de Tungemaal, som tales og have været talte mellem Ganges og Guadalqvivir, mellem det røde Hav og den botniske Bugt, for ikke at tale om mange Udtryk deri, som endnu ikke have kunnet udledes af noget bekjendt Sprog. Var det da ikke for dristigt at slutte, at Taterne just skulde være komne fra Indien? Ja, man kunde bære Tvivl, om Taterne nogensinde havde udgjort noget virkeligt Folk eller nogen virkelig Stamme. Til Begrebet om et Folk er man jo saa vant til at knytte Forestillingen om et Sted paa Jorden, hvor Folket har hjemme, eller hvor det ialfald, hvis det er drevet i Landflygtighed, erindrer at have havt hjemme, samt Forestillingen om en hvis Gudsdyrkelse, et fælles Udødelighedshaab. Ved disse to Ting pleier et Folks Bevidsthed at bevare sig fra Slægt til Slægt; derved var det, at Jøderne i en tusindaarig Udlændighed kunde vedblive at holde sammen og bestaa som Folk; fra det forladte Hjem bare de jo med sig et opløftende Minde om den af Gud selv udmærkede Slægts vidunderlige Fortid, og som Stjerner i Natten lyste de herligste Forjættelser for deres begeistrede Tro mit i den timelige Sammen. Men Taternes hos dem har man intet fundet af alt dette. Saavidt den hidtil udkomne, hel vidtløftige Taterlitteratur ved at berette om dem, tilstaa de enten ligefrem sin Uvidenhed om, hvorfra de stamme, eller fortælle saadanne Fabler, som at de skulle være Ægyptere, en Historie, de aabenbart kun have løiet Andre fore saa længe, at de tilsidst have troet den selv; al sand Tradition om deres Herkomst er aabenbar forsvunden af deres Sjel. Og hvad deres religiøse Forhold angaar, ville de vel gjerne gjælde for at tilhøre det Lands Religion, hvori de færdes; men efter alle Nationers enstemmige Dom om deres yderlige Letsindighed maa det vist ansees for det mest ægte Tatertræk, naar f. Ex. Taterne i Omegnen af Moskov sagde den før omtalte Englænder Borrow ligeud, at de ikke troede paa nogen Gud. Tør man da endnu kalde disse Horder et Folk? Eller man kunde maaske sige, at de engang have udgjort et Folk, men at de nu kun ere vanartede, idet de have glemt tit Fædreland og sin Gud? Men dette stemmer ikke overens med den besynderlige Paaholdenhed, hvormed de, indtil i den yderste Detail, efter Aarhundreders Adspredelse i de fjerneste Egne have bevaret Erindringen om fælles Hestebytterkneb og fiffige Manerer i Udøvelsen af deres Hexe- og Sandsigerkunst. I Sandhed, det Særsyn, Taterne overalt frembyde, er saa usædvanligt, at man vel kunde falde paa den forunderligste Forklaring og mene, at de, trods al deres Lighed med et virkeligt og naturligt Folk, fra Begyndelsen af kun vare et sammenløbet Pak af alskens andre Folk, et Udskud, hvori Folkeslagenes Synd og Brøde ligesom havde samlet og fortættet sig, og som siden fulgte den øvrige Menneskehed som dens mørke Skygge, som dens onde Samvittighed. Hvorfra har denne Slægt bredt sig ud over Jorden? aabenbar fra det sydvestlige Asien. Men netop her, fra Indien og til Afrika og Europas Grændsen i dette Strøg, hvor de forskjelligste Folkefærd stødte sammen, her var, saa langt op i Tiden; som Historien gaar, og til Mongolernes Herjetog, Skuepladsen for de rædsomste Omvæltninger og Forstyrrelser, som Verden har seet; indenlandske Despoter og fremmede Barbarer kappedes om at forkue Folkenes Aand og ødelægge al sand Kultur; Stæder brændtes; Lande herjedes; hele Folkeslag joges fra deres urgamle Hjem og spredtes til alle Verdens Hjørner; Grusomhed og Vellyst, Træghed og Slavesind opfylde disse ulykkelige Egnes Historie og skjule fast de Spirer af Dyd og Dannelse, som nu og da have skudt op imellem alt dette Ukrud. Men under saadanne Forholde lod det sig vel tænke, at Hobe af hjemløse, fortvivlede Flygtninger sloge sig sammen med de efter langvarige Krigstider omsværmende Horder af herreløse Krigere (og man erindre, at den Tids Armeer mere lignede vandrende Folkeslag med Kvinder og Børn) og dannede altid voxende Bander af Tyve og Røvere, snart en Svøbe for baade de herskende Nationer og Resten af de overvundne. Lidt efter lidt, i Aarhundreders Løb, kunde da disse Bander, under alle de bosiddende Folks samdrægtige Had og med en fælles Levevis, udvikle sig til et baade ved legemlige og aandelige Eiendommeligheder kjendeligt Samfund, arte sig – ikke til et eget Folk i dette Ords almindelige Betydning, men til et Fantefolk, til et Vrængebillede af et Folk, hvor alt det, som ellers hører til et Folk, var sat sammen i en omvendt Orden, hvor Trods imod skikkelige Folks Domme just var den største Ros, hvor Bespottelse af de forskjellige Folkeslags Gudsdyrkelse var det eneste, som mindede om Religion, et Vrængebillede af et Folk, hvis Forstand og Sindighed var fornedret til Rævelist og Slangelumskhed, og i hvis Hjerte selv den religiøse Evne, Samvittigheden, syntes druknet i dyrisk Sandselighed. Et saadant kunstigt, unaturligt Folk vilde vistnok være et ganske forfærdeligt Phænomen og dog kun mere storartet end et aldeles lignende, som i en mere nærliggende Tid og i en mindre Kreds ganske vist er kommet tilsyne, her i Europa, hvor der paa Grændserne mellem Tydskland, Italien og Frankrige, for 3–4 Hundrede Aar siden, som det senere i Kapitlet om Skøierne skal fortælles, dannede sig Bander af alskens forlorne Mennesker, der flere Slægtsfølger igjennem ikke alene vedligeholdt sit kasteagtige Samfund, men endogsaa antoge et saadant eiendommeligt Væsen og Præg, at man kunde kalde det en kunstig Nationalitet. I Modløshed over alle de mislykkede Forsøg paa at faa Rede paa Taternes Historie, skjønt ellers overfladisk nok, kunde man, som sagt, fristes til at forklare sig Taternes Art og Væsen paa denne Maade. Og virkelig have Taternes mange Besynderligheder endnu i vort Aarhundrede gjort et saadant Indtryk paa Nogle, at de have fremsat idetmindste ligesaa eventyrlige Forklaringer. I Aaret 1803 søgte en Tydsker[7] i et eget Skrift at vise, at Taterne allerede af Herodot vare omtalte som et omstreifende Folk i Egnene nordenfor det sorte Hav, hvor de da i et Par Aartusinder skulde have vidst at holde sig, medens ellers den ene Nation efter den anden i disse Egne reves bort af Folkevandringernes Strøm; i Aaret 1836 mente en Englænder[8] endnu af visse prophetiske Udsagn i den hellige Skrift (f. Ex. Ezech. Kap. 29 og 30) om Herrens Straffedomme over det ugudelige Ægypten at have fundet Nøglen til alle Taternes Gaader, og i Aaret 1841 syntes en Italiener[9], som fandt saa liden Lighed mellem Tatere og andre Folk af Noahs Æt, at ville gjøre det sandsynligt, at de snarest maatte være en Levning af den fordærvede Slægt før Syndfloden, hvis Malstrømme de da paa en eller anden ukjendt Vis maatte have reddet sig over. – Men imellem alle disse stridige Forklaringer var det vanskeligt for Almenheden at danne sig nogen bestemt Mening om Taterne, og disse vare paa Veie til anden Gang at blive betragtede som et Fabelfolk, som det ikke kunde nytte at tænke videre paa.

Da var det, at Prof. Pott skrev sin før (S. 24) omtalte ethnographisk-lingvistiske Undersøgelse om Taternes Herkomst og Sprog. Med en Sprogkundskab og kritisk Kunst, som tidligere Tider neppe havde Anelse om, vidste han af Taternes høist brogede, ofte næsten til Ukjendelighed forvanskede Dialekter at udsondre de indtrængte fremmede Sprogelementer og fremstille Sprogets egentlige Kjerne, dets grammatiske Former, og Resultatet af hans Undersøgelser med Hensyn til Taternes Herkomst kunde han med afgjort Bestemthed fremsætte i disse 3 Sætninger[10]: 1) Alle de hidtil bekjendte Taterdialekter vise sig, trods den uendelige brogede Indvirkning paa dem af fremmede Idiomer, dog i sit inderste Væsen indbyrdes overensstemmende og ligeartede; 2) det er umuligt i dem at miskjende et eget med de opdigtede Tyvesprog ofte forvexlet, men derfra aldeles forskjelligt Folkesprog; 3) dette har uimodsigelig sin Rod i det nordlige Forindiens Folkesprog, saa at det, trods sin ualmindelige Forvirring og Udarten, dog – om end kun beskedent – kan rose sig af at nedstamme fra det i sin Bygning mest fuldendte af alle Sprog, det stolte Sanskrit.

Men længere kom heller ikke denne Lærde: han kunde heller ikke afgjøre, hvilken af Indiens mange forskjellige Folkestammer Taterne havde tilhørt, hvad Tid og hvorfor de vare dragne hjemmefra, o. s. v. En Gisning om det første af hine Punkter har han dog meddelt, og uagtet det jo i nærværende kortfattede Fremstilling nærmest kun er Meningen at fortælle noget af det Visseste, man ved om Taterne, tillader jeg mig dog at medele samme Gisning her, da jeg derved faar Anledning til at gjøre opmærksom paa den Interesse, som dette Spørgsmaal har.

Først maa jeg erindre om Forholdet mellem nogle af de forskjellige Folkefærd idet nordlige Forindien eller Hindustan, det store Sletteland omkring Ganges med Vindhja-Aasene i Syd og Himalaias Alpekjæde imod Nord. Denne Del af Jorden udgjør ligesom en Verden for sig; den evige Vinter troner paa Himalaias Toppe; en bestandig Sommer udgyder sin rige Velsignelse om Ganges’s Bredder, og ligesom alle Jordens Zoner synes at have afpræget sig i det afvexlende Landskabs Physiognomi, saaledes have ogsaa de mest ulige Menneskeracer mødt hinanden her i dette indbydende Land. Man kan lære fast den halve Verdens Folkefærd at kjende, naar man ret nøie undersøger, hvad det er for Folk, som bo sammen her. Her skal dog ikke tales om de erobrende Folk som i den historiske Tidsalder have trængt sig ind og tildels sat sig fast i Landet, Arabere, Mongoler, Europæere; her interessere os kun de Folk, som fra den urgamle Tid have holdt sig i Landet. Der er først Hinduerne. Det er dem, som engang talte det saa høit priste Sanskrit, der nu kun kjendes af den gamle rige Literatur, men ellers er bleven afløst af flere Døttresprog, Hindustani o. a., ligesom Romernes Latin her i Europa er bleven afløst af det derfra stammende Italiensk, Fransk o. s. v. Hinduerne have fra gammel Tid af været det herskende Folk i Landet, hvis bedste Del de endnu have inde; men i Skov- og Bjergegnene bor der talrige Stammer af en ganske anden Race, saa forskjellige fra Hinduerne, som en Menneskerace kan være fra den anden. Hinduerne skjønnes ifølge deres Sprog at høre til den saakaldte indogermaniske Race og ere saaledes beslægtede med de fleste europæiske Folkefærd, f. Ex. med os Nordmænd; som Europæerne havde de ogsaa, men vel meget tidligere end baade Grækere og Romere, havt en nøiagtig ordnet Statsforfatning og Gudstjeneste, ja gjort høist mærkværdige Fremskridt i mange Kulturgrene, i Videnskab og Kunst. Hin anden Race derimod, som i Aartusinder har boet ved Siden af dem, adskiller sig fra dem ikke blot ved sit Physiognomi der endog nærmer sig til Negernes, og ved sit Sprog men endnu væsentligere derved, at den fra de fjerneste Tider indtil nu har levet i den yderste Raahed, splitted ad i mange smaa Stammer, hver med sine ofte gyselige Sæder; de høiere aandelige Anlæg, der som et ædelt Instinkt ellers bringe Menneskene til at slutte sig sammen i større Samfund og i Fællesskab arbeide paa at fuldkommengjøre og forskjønne Livet, synes hos dette raa Folk at være tilstede i den allerlaveste Grad. – Hvorledes er det nu gaaet til, at to faa høist forskjellige Folkeslag ere komne til at bo saaledes ind imellem hinanden? Man maa antage, at Hinduerne, den længst mod Østen blomstrende Gren af den indogermaniske Stamme, fra et vestligere Land, fra Persien, er trængt ind i Gangesdalen, som for vel helt over var besat af Stammer af den anden Race; Hinduerne ere komne ind som overmægtige Erobrere og have da dels udryddet de usle Urbeboere, dels trængt dem tilside til de vilde og mindre frugtbare Bjergegne, især til de store Bjergstrækninger mod Nord og Syd, alt omtrent paa samme Maade, som man maa antage, at Nordmændene i den graa Oltid have fortrængt Lapperne, Landets Urbeboere, til Finmarkens kolde og lidet hyggelige Fjeldtrakter.

Heraf kan man ogsaa forklare det forfærdelige Stammehad, som i Aartusinder har fundet Sted imellem disse Nabofolk i Indiens Landskaber, de herskende Hinduere og de fortrykte Urbeboere, et Stammehad, som her er steget til en større Yderlighed og har vedligeholdt sig med en langvarigere Uforsonlighed, end man ellers nogetsteds har Exempel paa. Allerede Hinduerne selv have saa langt tilbage i Tiden, som Erindringen gaar, været delte i flere skarpt afsondrede Stænder eller Kaster, som de her kaldes; mellem hver Kaste er et svælgende Dyb befæstet, saaledes at den, som fødtes f. Ex. i Haandværkernes lavere Kaste, ikke under nogen Omstændigheder, ikke om han ved Dyd og Talent indlægger sig nok saa store Fortjenester, kan hæve sig op over sin Faders Stand og blive indlemmet i nogen høiere Kaste, i Krigernes eller Præsternes; Folk af en lavere Kaste agtedes for Væsener af en ringere Art; Forskjellen her var ulige større end i Europas Oltid mellem Trællen og den Fribaarne eller i Middelalderen mellem Bønderfolk paa den ene Side og ahnestolte Adelsmænd og hierarchiske Klerker paa den anden. – Men saa uhyre stor end Afstanden var imellem Hinduernes Kaster, saa var den dog endnu langt større selv mellem den laveste af disse og Urbeboernes foragtede Stammer. Disse stode ikke alene aldeles udenfor det hinduiske Statssamfund; men de stolte Hinduere ansaa sig ikke engang bundne ved moralske Forpligtelser mod dem. Ingen Dyd kunde efter deres Begreber øves, ingen Brøde begaaes imod dem; de agtedes ikke som Mennesker, men som blotte Ting. Flere af disse elendige Stammer vare formedelst Hinduernes Fremtrængen blevne hjemløse og maatte siden føre et omflakkende Liv imellem Seirherrerne, hvis yderlige Foragt ikke gad lægge Haand paa dem og udrydde dem af Landet; de maatte da forrette saadanne Arbeider, som Hinduerne ansaae for urene, fik Lov til at æde de Aadsler, som de fandt henslængte udenfor Hinduernes Byer; fik ogsaa deres Gang som Betlere og Gjøglere, hvis som oftest høist usædelige Spil, den ellers saa skrupuløse Hinduer uden Brøde troede at kunne forlyste sig ved og lønne med en haanligt henkastet Gave. Paa denne Maade kom de saa meget i Berørelse med Hinduerne, at de fik nogen Kundskab om deres større Kultur og tildels tilegnede sig deres Sprog; men de vedbleve fremdeles som før at staa udenfor det herskende Folk, fik ikke Lov til at deltage i den hinduiske Civilisations Goder, den hinduiske Religions Forjættelser. Hinduernes gamle hellige Love byde, at naar en Person af denne foragtede Race understod sig at tage Guden Brahmas Navn i sin Mund, skulde der heldes smeltet Bly i hans Hals, og dersom nøgen af disse Elendige tilfældigvis kommer til at gaa saa nær forbi en Kilde, at hans Skygge falder henover den, saa vil ingen Hinduer drikke dens Vand, førend det ved en Mangfoldighed af religiøse Ceremonier er renset før Besmittelsen. Men denne tusindaarige Foragt og Grusomhed har omsider udrettet dette, at nu talrige Slægter af et raat Naturfolk (til dem høre de ovenfor omtalte Tzengaris o. a., men man kalder dem gjerne under Et Parias) staa midt inde imellem et i flere Henseender meget civiliseret Folk uden paa den ene Side at have beholdt noget af Naturlivets Troskyldighed eller paa den anden antaget noget af Civilisationens Forædling – et Exempel paa den yderste Grad af Fornedrelse, hvortil vel Mennesker kunne synke. – Paa Nordishavets nøgne Strande fandt vore vidtfarende Forfædre en ussel Slægt af „Skrællinger;“ ganske i samme Tilstand af Raahed leve nu deres Ætlinger, Eskimoerne; deres aandelige Liv er næsten ganske gaaet op i Kampen mod den overvættes haarde Natur, som kun karrigt yder dem det Fornødne til Legemets Ophold, men lidet eller slet ikke begunstiger Menneskets Trang til ædlere Udvikling. Ingen Menneskeven ser dette Syn uden Vemod; men med større Smerte ser man den vistnok langt talrigere Slægt, som her er Tale om. Den lever i et Land, hvor Naturen saa vidunderlig har sørget for Menneskenes Tarv; den lever i stadig Omgang med et mere uddannet Folk, som syntes at have faaet det Kald fra Herren at udbrede Oplysning og gode Sæder mellem de raaere Stammer i dets Nærhed; men netop dette Folks Uretfærdighed har saaledes forkuet hine Indiens Børn, at de i aandelig Dygtighed vistnok staa langt under Skrællingefolket under Nordpolen, og man endogsaa kan fristes til at tvivle, om der endnu er nogen Rest af bedre menneskelig Sands tilbage hos dem.

Men nu synes hin af Pott meddelte Hypothese at angive Sporet til at finde vore Taterhorders Stammefolk netop imellem disse vanartede Slægter af Indiens Urbeboere. At de nedstamme fra dem og ikke fra Hinduerne, maatte man allerede ved den løseligste Betragtning af deres Sæder være tilbøielig til at antage; men nu gjør denne Hypothese endnu opmærksom paa en interessant Omstændighed. Det Navn, hvormed Taterne benævne sig selv til Forskjel fra andre Folk, er Rom (Romni om en Kvinde). Nu er der en af hine lave Stammer i Indien, paa Skraaningen af Himalaia og især i Landskabet Assam, hvis Navn D’om, D’omni, er saa ligt hint – mere end det kommer tilsyne i Skrift –, at der efter Sproglærdes Mening er Mulighed for, at det kan være det samme Ord og isaafald maatte Taterne være en Afdeling af denne Stamme. Man maatte da tænke sig, at disse D’oms eller Roms saa længe havde vandret om mellem Hinduerne, at de havde lært disses Sprog og hermed stemmer det vel overens, at der endnu i Taternes indiske Sprog, som for bemærket er adskillige Udtryk, som ikke gjenfindes i noget andet hidtil bekjendt Tungemaal, men som maaske udgjør en Levning af hint D’om-Folks endnu ubekjendte Ursprog, en Levning som maaske for kommende Sprogforskere skal tjene til at bestyrke eller ogsaa modbevise denne Hypothese[11].

Ved saaledes at antage, at Taterne ikke ere i Slægt med de egentlige Hinduere, altsaa heller ikke med den store indogermaniske Folkestamme, men med hin Indiens raa elendige Urbefolkning, kunde man da forklare sig det Særsyn, deres eiendommelige Sæder overalt frembyde i de Lande, de nu færdes i, den haardnakkede Uvillighed til at antage de bosiddende og arbeidsomme Folkeslags Levevis, som selv Aarhundreder ikke have formaaet at kue hos dem. Men saaledes taber ogsaa Taternes allerede før saa dunkle Historie sig i det uhyggelige Mørke, som ruger over Menneskehedens tidligste Forholde, og som har fremkaldt Tvivl om den skjønne Tro paa de forskjellige og vistnok saare ulige Menneskeracers Oprindelse af et Blod, Tvivl, som endnu dygtige Mænd maa stræbe at overvinde. Og den samme Dunkelhed, som hviler over det elendige Taterfolks Indgang i Historien, synes ogsaa at skulle lægge sig over dets Udgang. Denne uhyggelige Forestilling vil man mulig faa ved Betragtningen af Folkets nuværende Tilstand i de europæiske Lande efter flere frugtesløse Forsøg paa at bibringe dem Sands for et ædlere Liv i de civiliserede Samfunds Skjød.

Efter at man i 2den Halvdel af forrige Aarhundrede paany var bleven opmærksom paa Taternes Tilværelse, feilede det ikke paa saadanne Forsøg, skjønt Iveren i denne Retning nok ikke var saa stor som de Lærdes Iver for at komme efter deres Herkomst og Historie. Uagtet man i flere Lande, som allerede anført, forefandt dem i meget stort Antal, skjønnedes det dog strax, at der ikke kunde være Tale om at samle dem sammen og lade dem udvikle sig som et eget Folk, man lagde an paa at faa dem til at smelte sammen med det øvrige Landsfolk. Endnu lidt tidligere end Karl 3die i Spanien (se S. 45) gjorde Begyndelsen med at afskaffe de ældre Udryddelseslove om dem, havde Maria Theresia og Joseph 2den i Ungarn og Siebenbürgen ved flere Forordninger søgt at virke herfor. Børnene skulde tages fra Forældrene og opdrages paa offentlig Bekostning; de Voxne skulde ikke længer streife omkring, men tage Tjeneste, blive Jorddyrkere, aflægge deres eiendommelige Klædedragt og Sprog o. s. v. Men hvad blev Følgen? paa nogle ganske faa Steder forsøgte Øvrigheden paa at gjennemføre disse Bestemmelser og toge Børnene med Magt fra Forældrene; men Mødrene hylede, som om Ungerne førtes til Slagterbænken, og Børnene maatte med Reb om Livet føres til og fra Skolen. Om en Mand fortaltes der, at han i Fortvivlelse over disse Forandringer gik til Markedet med sin Hest, solgte den for en Spotpris, leverede sin romni Pengene og stak saa – som en „sidste Tater,“ der ikke vilde overleve sit Folks Frihed – sit Hoved i Ilden. Men han skulde ikke have vist dette Fortvivlelsens Mod; thi snart opgaves disse frugtesløse Bestræbelser før at tæmme Taterne, og de fik leve som før.

Hvorvidt de humanere Lovbestemmelser om Taterne i Spanien have frugtet, skal siden blive erindret. Her maa jeg dvæle lidt længere ved et høist interessant Missionforsøg for disse ulykkelige og forvildede Orientalere. I Nærheden af Nordhausen i preusisk Sachsen havde Fredrik 2den anlagt en Fattigkoloni, Friedrichslohra; men, sandsynligvis mod Vedkommendes Ønske, havde lidt efter lidt adskilligt Taterpak, til Slutning en Bande paa over 100 Hoveder, indlogeret sig hos de fattige Familier i Kolonien, som nu blev deres Hovedkvarter, hvorfra de foretoge idelige Streiferier omkring i Naboegnene. I Aaret 1828 blev Barmer Missionsselskab opmærksomt paa deres elendige moralske og religiøse Tilstand og lod et Par Udsendinger nærmere undersøge Forholdene. Disses Beretning bragte et andet Missionsselskab, i Naumburg, til at antage sig disse Mennesker, fornemmelig ved bedre Opdragelse af deres Børn. Wilhelm Blankenburg, en Skomager, der foruden gode Skolekundskaber ogsaa forstod sig paa Agerbrug og Havearbeide, blev udseet til tilligemed sin brave Kone at udføre denne Kjærlighedsgjerning. Han kom til Stedet, vidste snart at overvinde Taternes vrange Forestillinger om disse nye Anstalter og vant deres Tiltro; han kjøbte et Vaaningshus og byggede til baade Skolestue og flere Huse, saa at baade mange Børn og nogle Voxne kunde bo hos ham; han blev endogsaa sat istand til at kjøbe et Jordstykke, hvor han kunde oplære Børnene i nyttigt Mark-Arbeide og beskjæftige nogle af de Voxne, som vare meget glade i dette nye Liv. Aarsberetningerne vare meget tilfredsstillende, og Anstalten kunde glæde sig ved baade Almenhedens og Regjeringens Deltagelse; den manglede ikke Pengemidler, og Regjeringen udgav Forordninger til dens Bedste og anbefalede den til Superintendentens og Kredsregjeringens Omhu. Anseede Mænd, f. Ex. Biskop Dräseke og Seminariebestyrer Harnisch, besøgte Anstalten og gave den det bedste Vidnesbyrd; Landsbyens Præst og Læge ydede Forstanderen sin Hjælp; en Medlærer blev antagen o. s. v.; 18 Børn bleve underviste og opdragne paa det Omhyggeligste og gave Haab om at blive sædelige Mennesker; alt tegnede saa overmaade godt. Vel bleve de Voxne snart kjede af dette nye Livs Orden og Tvang; de solgte for Brændevin de Spader og Hakker, man havde forsynet dem med, og sloge sig atter paa Streiferi; over Halvdelen af Bandens Medlemmer streifede saaledes om som Dagdrivere og Tyve og begyndte at lokke Børnene i Opdragelseshuset med sig, indtil Regjeringen for den Sags Skyld lod dem alle gribe og sætte i et Arbeidshuus. Men dette virkede; og nu, i Aaret 1835, var der god Orden i Opdragelsesanstalten, hvis Virksomhed nu var paa sit Høieste og omfattede 23 Børn. Men i Høsten samme Aar slap hine Omstreifere paa fri Fod igjen og stormede Opdragelsesanstalten for at tage Børnene ud; dette fik vel Politiet forhindret; men alt i Et lokkede de dog nogle af Børnene til at desertere, og Regjeringen maatte forordne, at man skulde give efter for de nogenlunde skikkelige Forældres Ønsker og lade dem faa sine Børn tilbage. Strax kom et Par Taterfanter, hentede sine Børn og førte dem i Triumph til det nærmeste Værtshus, hvor de lode dem drikke sig sandsesløse i Brændevin. Dette blev Regjeringen meldt, som, indseende at Taternes Uforbederlighed gjorde disse Bestræbelser unyttige, i Aaret 1837 lod Anstalten ophæve. Tre tilbageværende Børn optoges i en Stiftelse i Erfurt, og Blankenburg og hans Kone fik ved Medvirkning af Professor Hegels Enke Ansættelse ved et Børneasyl i Berlin[12].

Ved denne Tid var det, at den omtalte Englænder Borrow med christelig Iver og sjeldent Talent virkede som Taternes Missionær fornemmelig i Spanien. I dette Land skulde man som Følge af Lovgivningens Omhu for dem i de sidste Menneskealdre vente at finde deres moralske og borgerlige Tilstand noget bedre; men Borrow omtaler dem som de mest fordærvede af den hele Verdensdels Taterhorder; hans Skildringer viser os ogsaa en Last og Nederdrægtighed hos Taterne, som kun finder sit Sidestykke i den overtroiske Fordomsfuldhed, som Almuen der nærer mod dette Troldfolk, og i den Venalitet, som spanske Politimbedsmænd og Dommere vise mod disse slue Kjeltringer. Borrow søgte og ledte efter Spor hos dem af Ærefrygt for de christelige Helligdomme, de gave sig Udseende af at dyrke, eller efter Spor af et orientalsk, hemmeligt Hedenskab imellem dem; men han fandt Intet. Hans mest trøstende Ord om deres religiøse Forhold er følgende: “En vigtig Opdagelse gjorde jeg imellem dem; det var, at intet Menneske, hvor vanartet og forhærdet det end monne være, er aldeles gudløst. Kald det Overtro, om du vil! der klæber dog altid ved ham en vis Frygt og Sky for noget helligt og Overjordisk. Jeg har hørt Gitanos haardnakket benægte Guddommens Tilværelse og udtrykke den yderste Foragt for alt det Hellige; alligevel kom de altid i Samtalens Løb til at modsige sig selv ved at lade et eller andet Udtryk slippe dem af Munden, som ophævede deres Paastande,“ og som Exempel herpaa meddeler han en Samtale med en forvorpen Kvinde, som „hverken frygtede Gud eller Djævelen,“ men som til Slut dog ikke turde fremsige en Bønneformular til Jomfru Maria paa 4 Ord, som hun havde lært i sin Barndom[13]. Den fortræffelige Borrow opgav dog ikke Haabet om at kunne virke ogsaa paa disse afstumpede Sjele; han oversatte i det fordærvede spanske Tatermaal Lukas’s Evangelium, lod det trykke og uddelte det til dem af dem, som kunde læse; de toge Bogen og – bare den med sig paa sine Røvertog som Amulet til Værn mod Politisoldaternes Kugler, ligesaa god i deres Tanker som den Magnetsten, de ellers til samme Brug indsyede i sine Klæder. Borrow samlede en Hob af Madrids Tatere i sit Logis, hvor de trods Spaniolernes mistænkelige Undren regelmæssig indfandt sig hos ham; han hørte paa deres idelige Tyvehistorier og søgte alt imellem at anbringe et godt Ord, et Sprog af Guds Lov og Evangelium; omsider vovede han at holde et længere Foredrag for dem og sluttede dette med at forelæse dem et Stykke af sit Evangelium, Herrens Bøn og Troens Artikler, Alt paa rommani. Han havde talt sig varm, standsede, saa sig om og saa – hele Forsamlingens Ansigter fordreiede af tilbageholdt Latter, som nu brød løs, Latter over de nye og forunderlige Ting, de havde hørt i sit Fantesprog. „Det er Tateres Art,“ saaledes maa Missionæren slutte sin af saa megen Deltagelse for disse elendige Medmennesker aandende Beretning.

Vistnok finder man i de fleste Lande i Europa, at adskillige Taterfamilier paa en vis Maade have nærmet sig til Europæernes Levevis, idet de ikke som før kampere i Telte, men have bosat sig. Saaledes saa vi flere Familier boende i Friedrichslohra i Tydskland; flere af Spaniens Byer ere ogsaa vansirede med egne Tater-Forstæder, Gitanerias. Men ser man nøie til, mærker man snart, at disse bosiddende Tatere i alle væsentlige Stykker ere deres mere stadigt omstreifende Brødre lige; om Sommeren staa deres Hytter for det meste tomme, medens de nok om Vinteren finde det bekvemt at holde til der og fortære det vundne Bytte. Det er vel de tidligere Tiders grusomme Forfølgelser mod Slægten eller maaske de sidste Decenniers mindre barbariske, men mere jevne Politiforholdsregler mod dem, der have bragt dem til at antage et saadant halvt bosiddende Liv, en Smule Lighed med andre Folks Sæder; men det er endnu at agte for en sjelden Undtagelse, naar hist og her nogen Taterfamilie eller en enkelt Tater enten med det Gode eller det Onde har ladet sig bevæge til i Sandhed at opgive sin Slægts Ustadighed og antage et roligt og sædeligt Liv.

Og dog er Taternes Nationalitet ikke uforgjængelig. Det er vistnok yderst mærkværdigt, at dette raa, aandløse Folk i de mange Aarhundreder, hvori det har vanket omkring under de høist forskjellige Forholde, som det har mødt, endnu har kunnet bevare sin oprindelige Art; man skal vanskelig finde noget lignende forunderligt Exempel paa en Nationalitets Seighed. Den grusomste Haardhed kunde ikke tvinge dem; christelig Visdom og Kjærlighed forsøger forgjæves paa at vinde dem. Borrow antyder sin Mening om Taterne ved et Motto, han har laant fra den gamle persiske Digter Firdusi: “Hvad der er urent af Naturen, kan du ikke nære noget Haab om; ingen Vaskning vil gjøre Tateren hvid.“ Og dog er der allerede i flere Lande tydelige Tegn til, at Taternes Nationalitet snart vil være forsvunden. Men det er vel neppe Dyden, som skal have Æren af at have beseiret deres raa Natur, men Lasten. Medens Taterne endnu levede under Lovenes Forbandelse, holdt de sig sammen under et energisk Had mod alle dem, som ikke vare af deres Blod; efterhvert som Forfølgelsens Tryk toges bort, forsvant deres Kraft og Sammenhold, og nu ser man, at de smelte sammen med – europæiske Tigger– og Tyvebander, med Skøierfølgerne, som de i denne Bog kaldes. Taterfolket bliver daglig sjeldnere og vil vel snart forsvinde ganske, ikke, som det synes, ved at optages i de lovordnede og sædelige Folkesamfund, men ved at blandes med det lille gjenstridige Skøier-Folk, som i Tidernes Løb har dannet sig af Udskuddet af Nationerne, en Slægt, som ikke alene undfanges i Synd og fødes i Misgjerninger, men som voxer op i Last og undervises i Forbrydelser. Man kan her i det mindre se, hvorledes der i den nyere Tid imellem “Bærmen af Folket“ og den bedre Del af Nationen befæster sig et svælgende Dyb, ligt det, deri Oldtiden adskilte Menneskehedens forskjellige Racer, hvorledes der udvikler sig en Forskjel i Sæder og Tilbøieligheder og Legemsform og Sjelsanlæg, ligesom imellem hint Indiens raa Urfolk og de sædelige Hinduere. Og ligesom Taterne, som det syntes, vare dukkede frem af den Dunkelhed, der hviler over hine fjerne Forholde, saaledes lader det til, at de, dersom Sagen fremdeles skal udvikle sig, som den har begyndt, ogsaa skulle tabe sig i den mørke, uhyggelige Skygge i Dybet af det europæiske Folkeliv, hvis Høider beskinnes af Kulturens Lys. Denne sørgelige Betragtning skal man senere finde stadfæstet ved Beretningen om de Taterflokke, som ere blevne hjemmehørende her i Norge.

Efterat det foregaaende Ark allerede var trykt, fik jeg Anledning til at benytte et nyt Skrift af den for nævnte franske Forfatter Bataillard, som endogsaa har havt den Godhed at sende mig det med Posten. I dette Skrift[14], der som det tidligere af samme Forfatter kun er Forløber for et udførligere Værk, han har under Arbeide, meddeler han til Oldforskeres Prøvelse et Par Resultater af sine Undersøgelser om Taternes tidligere Historie. Jeg skal kortelig antyde disse Resultater her, mest i den Tanke, at det maaske vil interessere Læseren at se, hvorledes denne Gjenstand, der for Mange vil synes hel ringe og lidet værdig til saa megen Opmærksomhed, dog har formaaet at fængsle de dygtigste Historiegranskere.

Det har lykkedes Forfatteren at godtgjøre, at Tatere fandtes i det østlige Europa en rum Tid før Aaret 1417, fra hvilken Tid man hidtil havde de ældste Efterretninger om dem. Han har for det første ved en udtømmende kritisk Behandling af flere gamle Beretninger om Cypern bragt det til den høieste Grad af Sandsynlighed, at det virkelig er Tatere, som ere mente i den ovenfor (S. 51, Anm.) meddelte Beretning af en Reisende der paa Øen i Aaret 1332; dernæst har han, fra et af Medlemmerne af den provisoriske Regjering i Valachiet under den nylig foregaaede Revolution der, faaet tilsendt et Par Documenter, hvoraf det fremgaaer, ikke alene at der i Aaret 1386 var Tatere i Valachiet, men at de endogsaa allerede dengang vare bragte i den Trælletilstand, hvori de indtil for faa Aar siden der have været holdte. Af denne og flere Omstændigheder er han tilbøielig til at antage, at Taterne allerede omkring Aaret 1250 begyndte at udbrede sig i det østlige Europa. Om Taternes Historie i Asien fremsætter han dernæst høist interessante Formodninger. Den eventyrlige Fortælling af den persiske Digter Firdusi, som ovenfor (S. 51) meddeltes, at Taterne (Luri’s) skulde som Spillemænd vært komne fra Indien til Persien, har han[15] gjenfundet hos 4 andre persiske og arabiske Skribenter, hvoraf han antager saa meget som vist, at ved Aaret 1000 gik allerede Taterne omkring i Persien ganske saaledes, som de den Dag idag gjøre baade der og andetsteds, og af flere Navne, som Taterne der af de gamle Skribenter benævnes med, formoder han, at de oprindelig have hørt til et Folk, som bar Navnet Djatt eller Zath, et raat, men talrigt Folk, som fra den forhistoriske Tid af boede i den nedre Del af Indusdalen, og som siden, under de ved Arabernes Erobringer fremkaldte Folkeomvæltninger, spillede en hel Rolle i Landene mellem Ganges og Tigris. Men dette Folk er endnu kun lidet bekjendt; det synes f. Ex. uafgjort, om det har hørt til den hinduiske Stamme eller ei; den lærde Forfatter maa derfor overlade det tilkommende Undersøgelser at afgjøre, om det virkelig er Stammefolket til vore Tatere, og isaafald, hvorledes det da er gaaet til, at Folket for en Del splittedes ad i de Fanteflokke, som nu stryge den halve Verden rundt; ja, saa overbevist denne Forfatter med de fleste andre holder sig om, at Taterne oprindelig nedstamme fra Indien enten fra Ganges- eller Indusdalen, saa giver han endog at forstaa at disse Undersøgelser om Begyndelsen til Taternes forunderlige Omsværmen nok maa udstrækkes helt til Afrika for at finde sin endelige Løsning.

  1. ↑ „Neuster Zuwachs der Sprachkunde.“
  2. ↑ Det ovenfor anførte Verk, „Historischer Versuch über die Zigeuner,” 1ste Udg. 1783.
  3. ↑ En saadan svensk Dissertation fra denne Tid, L. Rabenii Observationes historiam Ziguenorum illustrantes, Upsal. 1791, har jeg forgjæves søgt at overkomme.
  4. ↑ I Cuy Mannering or the Astrologer.
  5. ↑ Den bekjendte svenske Skribent Gråberg af Hemsø, der igjen anfører som sin Hjemmelsmand eller Forgjænger den S. 47 nævnte svenske Forfatter Rabenius, mente at have fundet Spor af Tatere i Sverige et Aarhundrede tidligere, end man ellers vidste af dem i Europa (se Memoires de l’Acad. des sciences etc. de Turin, 1813, T. XXI, Append. Doutes et conjectureo sur les Bohémiens et leur première apparition en Europe par M. Gråberg de Hemsö, citeret af v. Heister, anf. St. S. 84). han støtter denne Mening paa det ovenfor S. 14 omtalte svenske Edikt af 1303, hvis Udtryk Sculuara han forklarer som en Forvanskning af det svenske skoiare og for synonymt med Tattare eller Zigenare, som Taterne senere kaldtes i Sverige. Efter det i Texten Oplyste er det jo vistnok ingen Urimelighed at mene, at Taterne ved den Tid kunde have udbredt sig i Rusland og derfra være komne til Sverige; men dels passer den i Ediktet givne Beskrivelse ikke tydelig nok paa Taterfolket, dels betegner Ordet skoiare slet ikke netop en Tater, men en Omstreifer eller Landstrygert i Almindelighed; det synes derfor rimeligt, at Rabenius og Gråberg af H. ere komne paa denne Udlæggelse af det gamle Edikt derved, at dets første udgiver, Hadorph, sandsynligvis med en paa hans Tid hyppig Forvexling af de forskjellige Slags Omstreiferfolk, har overskrevet det: Tartare och fremmande Landzstrykare. – Langt snarere skulde man tro, at det maatte være Tatere, som en Reisende i Aaret 1332 beretter at have seet paa Cypern (se Citat af den gamle latinske Reisebeskrivelse hos Pott, anf. St. S. 61). Han benævner dem rigtignok ikke med noget af deres ellers bekjendte Navne; men hans temmelig udførlige Beskrivelse af deres Forholde og Sæder (de ansaaes ogsaa der for Fremmede, streifede bestandig omkring og overnattede udenfor Byerne i Telte) passer fortrinlig paa Taterne.
  6. ↑ Se v. Heister, anf. St. S. 136 fgg., Pott, anf. St. 1, 21. 49. 62.
  7. ↑ Den S. 26 nævnte Dr. Joh. Gottfr. Hasse, “Zigeuner im Herodot.“
  8. ↑ Samuel Roberts, The Gypsies their origine, continuance and destirnation as clearly foretold in the prophecies of Isaiah, Jeremiah and Ezekiel, Lond. 1836 (citeret af Pott, anf. St. 1, 56).
  9. ↑ Predari, Origine e Vicende dei Zingari, etc., etc. Milano 1841 (citeteret af Pott, anf. St. 1, 56).
  10. ↑ Vorwort, S. 15.
  11. ↑ Denne Hypothese, som Pott har meddelt uden endnu at slutte sig til den (se hans anførte Verk 1, 41; 2, 259, 275, 528), er først privatim fremsat for ham af Herm. Brochhaus i Leipzig og siden understøttet af Lassen i Bonn. – Taterordet rom, romni, bruges ikke blot som Proprium eller Folkenavn, men ogsaa som Appellativum, og det dels i Betydningen Mand, Kvinde, dels i Betydningen Ægtemand, Kone. Er nu Ordet oprindelig Proprium eller Apellativum? Borrow f. Ex mener, at det egentlig betegner Ægtefolk og derefter som Folkenavn indeholder en Hentydning til Folkets patriarchalske Liv og Vedhængen ved sin Stamme (Familiefolket); Pott o. A. antage, at det først betegner en Mand i Almindelighed, og at det saa efter en hos raa Folkeslag hyppig Analogi betegner Taterfolket som de ægte eller ypperste Mænd i Modsætning til andre Folkeslag, som Taterne ikke agtede saa høit; Potts væsentligste Indvendig imod Identiteten af Navnene Rom og D’om er ogsaa den, at man ikke har Exempler paa, at et Folkenavn er gaaet over til ogsaa at bruges som Appellativum. Men denne Indvending svækkes, naar man (se Lassen, Indische Alterthumskunde, Bonn, 1843, 1, 386) erfarer, at Navnet D’om hos disse Folk selv egentlig synes at betegne de Stammer, hvori de have været inddelte, saa at det endelig først synes at have været et Appellativum, som senere er blevet Proprium (Stammefolket, Familiefolket). – Man vil maaske finde det urimeligt, at et raat Folk som disse D’oms ved at komme i Berørelse med Hinduerne skulde saaledes blande sit Sprog med disses, at det ikke alene optog mange Hinduiske Ord, men ogsaa hele det hinduiske Sprogs grammatiske Form; snarere skulde man tro, at det omvendt maatte have beholdt sin oprindelige Bøinings- og Ordføiningsmaade og kun deri indtvunget en Del af Hinduerne laante Gloser. Men netop Taterne afgive et mærkeligt Exempel paa hint Forhold; i Spanien, hvor der dog lever mange Tatere sammen, henved 50,000, have disse vel formaaet i over 300 Aar at bevare en stor Del af sit fremmede Ordforraad, men ganske forglemt sit Sprogs grammatiske Former, saa de nu f. Ex. deklinere Substantiverne og konjugere Verberne ganske efter det spanske Sprogs Regler, ligesom de ogsaa ligefrem have optaget mange Spanske Ord. Bleve nu disse Tatere overflyttede f. E. til Nordamerika, saa er det tænkeligt, at de der vilde fortsætte sin gamle Levevis og bruge sit nuværende Tatermaal som hemmeligt Meddelelsesmiddel, medens de i Omgang med Yankierne vilde lære sig til at tale Engelsk. En Sprogforsker vilde da efter deres Sprogs grammatiske Former kunne slutte, at de nærmest vare komne fra Spanien, men efter en stor Del af dets Ordforraad, at de tidligere maatte være komne fra Indien. Ligedan tør man maaske faa flere Data, end man nu har, til at slutte, at Taterfolket vel nærmest ere kommet fra et hinduisk Land, men at det oprindelig hører til en ikke hinduisk Slægt, til Forindiens raa Urbefolkning. – Det blev ovenfor sagt, at hine D’oms især have hjemme i Landskabet Assam. Noget, som Lassen, anf. St. 1, 456, ogsaa omtaler. Nu fortælle vore norske Tatere efter en gammel, for dem aldeles eiendommelig Tradition (se ovenfor S. 20), at deres Fædre for deres Udlændighed havde boet i Byen Assas i Landet Assaria. Skulde dette ogsaa, ligesom Navnet Rom, være et Vidnesdyrd om deres Slægtskab med hine D’oms?
  12. ↑ Dette Forsøg, hvis Historie er udførlig meddelt i de ovennævnte Verker af Tetzner (S. 117 fgg.) og v. Heister (S. 114 fgg.), er det eneste af dette Slags, jeg har fundet Efterretning om. Vel beretter Dr. Julius i „Jahrbücher der Straf- u. Beßerungsanstalten,“ B. 2, S. 251, at der i England fra 1827 af har dannet sig velgjørende Selskaber for Taternes Civilisation; men jeg har Intet kunnet erfare om disses Virksomhed.
  13. ↑ Borrow, anf. St., 1, 339.
  14. ↑ Nouvelles recherches sur l’apparition et la dispersion des Bohémiens en Europe, Paris 1849, egentlig kun et særskilt Aftryk af Bibliothèqve de l’Ecole des Chartes, 3e série, t, 1, 1re livraison.
  15. ↑ Tildeels dog veiledet ved et nyt Skrift om denne Sag af Pott, som han citerer.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Beretning_om_Fante-_eller_Landstrygerfolket_i_Norge/3&oldid=219006»