Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/4

Eilert Sundt

Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge

J. Chr. Abelsted, 1852 (s. 71-85).

Kapitel 4.

Taternes Fremtræden og Skjebner i Norge.

Hvilken Opsigt det maa have vakt da disse underlige, uhyggelige Horder første Gang viste sig i vore fredelige Bygder! hvilken overtroisk Frygt disse sortladne vilde Orientalere vist have indjaget vor enfoldige Almue og hvor deres List har vidst at narre den norske Troskyldighed! Men Ingen har fortalt os noget derom; ingen Krønikeskriver har berettet, hvad Tid de først lode sig se her. Men i Sverige vare de, som det ovenfor fortaltes, allerede i Aaret 1513 eller 1514, og man kan da være vis paa, at deres flygtige Fod snart har baaret dem over Grændsen ind til os. – Den svenske Beretning forklarer imidlertid ikke, fra hvilken Kant de kom ind i Landet, om fra Danmark og Tydskland eller fra Finland og Rusland. Dette vilde være interessant at vide; i første Tilfælde maatte man nemlig i vore Tateres Sæder og Traditioner kun vente en Gjentagelse eller Forvanskning af, hvad man allerede ved om deres sydeuropæiske Brødre; i sidste Tilfælde, naar vore Tatere vare at anse som en Gren af det hidtil saagodtsom ganske ubekjendte russiske Taterfolk, kunde man vente her at finde Eiendommeligheder, som man ellers ikke ved af. Det tør derfor være Umagen værd at lægge Mærke til nogle Træk, hvoraf man trods denne Mangel paa historisk Beretning alligevel med Vished maa slutte, hvad Vei disse Horder ere komne ind i Sverige og Norge. Lad end enkelte Taterfanter fra Danmark^[1] have sneget sig gjennem det sydlige Sverige; Mængden af dem maa dog være kommen ind fra Finland. Herhen gjøre de endnu stundom Langtoure ligesom for at vedligeholde gamle Forbindelser; deres Sprog indeholder ogsaa mange Udtryk, som de selv tildels ganske rigtig vide at angive som finske eller endog som russiske^[2], og som de selv forklare, at deres Fædre bragte med sig fra den Tid, de endnu opholdt sig i hine Egne. Og det er ikke blot Taterne selv, som have Erindring om, at de ere komne hid fra Finland. Imellem Finnerne paa Finskoven i Soløer, denne interessante Koloni som for et Par Aarhundreder siden paa Grændseskovene mellem Norge og Sverige dannedes af Udflyttere fra Storhertugdømmet Finland, hørte jeg det Sagn, som gamle Folk erindrede fra sin Barndom, at der engang var kommen derop nogle Flokke af fremmede Folk, som talte Finsk (Kvænsk) og gave sig ud for at være Finner, men alligevel ikke vare det, men “Morianer,“ nogle sortladne, tyvagtige, uforskammede Folk – aabenbar Tatere, som saa længe havde opholdt sig i Finland, at de havde lært at tale dets Sprog. Første Gang – føiedes der til – havde Finnerne ladet sig narre af dette Pak; senere toge de sig bedre i Agt for dem. – At ogsaa Finland har sin Portion af Tatere, er før antydet^[3].

Man maa naturligvis ikke tænke sig Taternes Indvandring her som foregaaende til enkelt Tid og Sted; de sværmede frem og tilbage, ud og ind over Grændserne, rimeligvis i mindre Flokke end i de rigere sydeuropæiske Lande. Og dog tør man af Taternes overmaade slue Optræden andetsteds nok slutte, at der har ligget en formelig Plan til Grund for denne tilsyneladende saa ustadige og ørkesløse Omflakken; det ser virkelig ud, som om de havde foresat sig at ransage Landene paa Kryds og tværs for at udspeide Leiligheden for deres mangehaande List og Kneb, finde de Egne, hvor de bedste Skjulesteder vare at ty til, hvor Madboderne vare slettest bevarede, hvor Folket var enfoldigst og Øvrigheden mindst paapasselig. Og det feiler vist ikke, at de ogsaa her i Norge have fundet adskillige Herligheder efter deres Smag, f. Ex. paa Østerdalens og Gudbrandsdalens Sætre. Men her fik de kløgtige Speidere ogsaa en Opdagelse af en anden Natur at melde deres Brødre; de havde vandret igjennem Asien og Europa og stode nu ved Ishavets Bredder; de kunde ikke komme længer; de havde fundet Verdens Ende. De fik nu se til at indrette sig saa godt som muligt i de Lande, der allerede laa for deres Fod.

Ak, de Horder som Vandrelysten havde ført op til vore Grændser, skulde skyndt sig at sige vore Fjelde og Dale Farvel og heller efter andre Tateres Exempel valgt sig det golde Sibirien til Hjem; i Norge og Sverige blev deres Liv til en Vandring mellem Galger. I Sverige udkom der i Aaret 1662 en Forordning^[4], der bestemte, at disse „Tartarer eller Zigeuner“ skulle gribes overalt, hvor de viste sig, og bringes ud over nærmeste Rigsgrændse (altsaa ogsaa til Norge) med den Besked, at om de kom tilbage, skulde de dræbes; men denne Forordning angiver sig selv kun som en indskjærpende Gjentagelse af en tidligere. Og her i Norge havde en ligedan Fordømmelsesdom alt længe truende svævet over dem. Ligesom i næsten hele det øvrige Europa synes de dansk-norske Konger i det 16de Aarhundrede at have anseet Taternes Udryddelse for en af de vigtigste Statssager; hver af dem skyndte sig strax efter sin Regjeringstiltrædelse med at give Love om dem. I den vigtige Reces af 1536 havde Christian 3die befalet at Taterne inden 3 Maaneder skulde have forføiet sig ud over Grændsen^[5]; hans Eftermand, Frederik 2den, havde i Aaret 1561 gjentaget Budet med adskillige haarde Tillæg^[6]; i Aaret 1589, Aaret efter at Christian 4des Formynderregjering var dannet, føiedes Dødsdommen til Landsforvisningsloven, og denne udstraktes nu ogsaa udtrykkelig til de indiske Flygtninger i Norge^[7]. Man gjenkjender dem ikke blot af det Navn, Loven giver dem, men ogsaa af det temmelig udførlige Signalement, den meddeler. Det hedder: „Vi Christian o. s. v. gjøre Alle vitterligt, at efterdi vi komme udi Forfaring, hvorledes at der udi Riget skulle have sig samlet en hel Hob Thattere, som med nogle Antal fast allevegne omstryge og omløbe, en Sted fra anden, og med deres Bedrageri, Løgn, Tyveri og Trolddom besvige og berøve vore Undersaatter deres Gods og bedrive megen Modvillighed og desforuden fore et meget skjændigt Levnet med Skjørlevnet og Blodskam. Gud allernaadigste til største Fortørnelse og Menneskene til Forargelse, og endog vor kjære Herre Fader saavelsom og vor kjære Herre Farfader, begge salige og høilovlige Ihukommelse, udi deres lovlige Regjeringstider have tidt og ofte^[8] ladet aabne Breve udgaa, at saadant ugudeligt Selskab og Parti ikke skulde lides udi Riget, fornemme vi alligevel at samme Mandater ikke hjælpe, medens de desuagtet uden al Afsky skulle begive dem udi vore Riger, og at end iblandt vore Undersaatter skulle være de, som give dem Medlidende og Tilladelse at være paa deres Gods og bruge deres utilbørlige Handel, da, paa det engang for alle nogen tilbørlig Middel maa forordnes, med hvilket saadan ugudelig, skamløs, forargelig og skadelig Parti herefter ikke saa letfærdig eller ustraffet skal søge herind udi Riget, have vi med vort elskelige Rigens Raad al Leilighed overveiet og derom saa besluttet og ville holdet have, at efter denne Dag ingen Thattere ved høieste Straf skulle tilstedes og lides enten af vore Lensmænd paa vort og Kronens Gods eller af Adelen eller Andre paa deres Gods at komme, være eller blive der udi Riget ....,“ og nu følge nøiagtige Bestemmelser, at Taterne skulle opfanges, deres Høvdinger straffes paa Livet og de Andre jages ud over Rigsgrændsen med Trudsel om samme Straf, om de atter lade sig finde, endvidere Straffebestemmelser for dem, som lade Taterne opholde sig paa deres Marker eller huse dem, for Skippere og Færgemænd, som hjælpe dem over Fjord eller Elv o. s. v.

Det er jo rimeligt at Forfatterne af denne strenge Lov ligesrem have taget andre Landes Taterlove til Mønster og saaledes uden videre Betænkning indført denne ubillige Haardhed imod disse Fremmede. Imidlertid stemmede den ogsaa ganske overeens med de i disse Lande herskende Begreber paa den Tid. Taterne ansaaes, som Loven selv viser, for Troldfolk, og den samme Christian 4de, der i sin Mindreaarighed underskrev Dødsdommen over dem, forordnede senere hen, da han paa en Undersøgelsesreise var kommen helt op til Finmarken og vel mente tilgavns at have studeret Forholdene der, at den Finlap, som overbevistes om at have befattet sig med Ganfluer og andet saadant Troldskab, skulde dræbes, ja at den, som ikke just var overbeviist om, men beskyldt og mistænkt for slig Bedrift, skulde forvises af Landet; den samme Konge indskjærpede ogsaa i den af ham udgivne Landslov de tidligere Dødsdomme over „rette Troldfolk, som sig med Djævelen bebundet have og med hannem omgaaes.“

Det er imidlertid slet ikke værd at klage over nogen Fanterne tilføiet Uret. For det første have de vist gjort sig selv al Flid for at blive anseede som Troldfolk og man kan da sige, at Loven kun tog dem paa Ordet; for det Andet kunde neppe Noget være mere i deres Interesse end saaledes at faa Kongens og hans Raads Attest for, at de virkelig vare, hvad de udgave sig for. Almuen troede sagtens allerede før paa disse sorte Menneskers dæmoniske Magt, men maatte ved denne Lov kun mere forvisses i sin Tro; det er altfor rimeligt, at Bønderkoner nu med større Tillid søgte de Fremmedes Hjælp til at skaffe sig Held med sine Kjør og Faar; ja kanske selve Hedemarkens Adelsfruer gladeligen have hentet Sølvspiseskeer af Skabet for at lønne den sortøiede Sibylle, som spaaede og lovede deres Frøkener et godt Gifte. Og Lovens Trudsler ere neppe blevne til stort mere end Ord. Ligefra Spaakvinden i Endors Tid øves jo Trolddommens Mysterier helst i Enrum og Mørke, og om nu en Lensmand eller Foged alligevel kom over et Taterfølge, og Høvdingen saa for en Spotpris tilbød ham sin i Sverige stjaalne, prægtige Hest, hvorfor skulde saa Embedsmanden endelig dræbe ham? om han lod ham gaa som en reisende Svenske, vilde jo Ingen bagefter kunne paastaa, at det var en Tater; thi hvad Kjendemærke er der egentlig paa en Tater?

Men vel kan man, og det baade for Nationens og Taternes Skyld, meget beklage, at det ikke skulde falde Regjeringen ind paa en anden Maade at forsøge paa at afskaffe Forargelsen. I Tidens Løb havde vel en Del Taterfamilier saaledes slaaet sig fast i vore Bygder, at de maatte agtes før hjemmehørende her mere end noget andet Sted paa Jorden, saa at de havde mere Ret til at være her, og Folket her havde større Pligt paa sig til at tage sig af dem end i noget andet Land. Antallet af disse Familier kan heller ikke have været faa besværligt stort her som f. Ex. i England og Spanien. Det maatte have været et overkommeligt Arbeide at indlade sig med disse Mennesker. Om man i Tide havde mødt dem med Fordomsfrihed og Menneskekjærlighed, skulde det maaske have været muligt at vinde deres Fortrolighed, og et fuldt Kjendskab til deres hele menneskelige Væsen skulde maaske være blevet Middel til at forlige disse Fremmede med det Folk, hvis Midte de nu befandt sig. Jeg tør jo ikke sige for vist, at et saadant Forsøg vilde have faldet aldeles tilfredsstillende ud; men det tør jeg sige for vist, at den skaanselløse Haardhed, hvormed man jagede hine ulykkelige som Vildt, uden at det var dem muligt, selv om de havde villet, at flygte bort (thi i Sverige vilde man jo heller ikke taale dem), denne Haardhed har kun gjort dem endnu mere uvillige til at slutte sig til det Samfund, af hvilket de fra Fødselen af ere blevne forstødte. Hos det christne Folk, som disse Asiater nu gjæstede, lærte de kun end mere at øve sig i al den List og Løgn, som de tidligere havde hjulpet sig frem med. Men herved opstod to Onder, først at ogsaa i vort Land en utalt Mængde Mennesker fødtes, levede og døde som Markens vilde Dyr, dernæst at ogsaa vort Folk ved Synet af hine foragtede eller afskyede Flokke til en Grad, som Ingen kan udmaale, Aarhundreder igjennem vænnede sig til den Ligegyldighed for Menneskeliv og Menneskeværd, som mere end noget Andet strider imod og nedbryder sand Humanitet og Dyd. Og nu har man ikke engang den Trøst, at der dog engang paa en fornuftig og christelig Maade forsøgtes paa at raade Bod paa dette Onde.

Christian 4de maatte nok ogsaa selv erfare, at hans Lov ikke havde formaaet at skræmme alle Tatere ud af hans Riger og Lande; han maatte nemlig minde om dem i Recessen af 1643, 2–3–16 og 2–21–3^[9]. Ogsaa under de følgende Konger vedblev Taternes Trolddom og Ugudelighed at være en stadig Gjenstand for Lovgivernes Iver. Saaledes hedder det i Krigsloven 9de Marts 1683, 1–2: „Derfor maa og Ingen, som befatter sig med Trolddomskunster, ei heller Tatere, taales blandt Kongens Krigsfolk, men skal efter Omstændighederne straffes med Døden, Kagstrygning eller Forvisning^[10].“ Selv Norske Lov af 1685 maatte bære Fordømmelsesdommen over Taterne ud over Landet; Lovens 3–22–3 og 3–11–7 indeholde ganske de samme Bestemmelser, som det aabne Brev af 1589, disse Lovsteders Kilde, allerede havde udtalt: „Tatere, som omløbe og besvige Folk med deres Bedrageri, Løgn, Tyveri og Trolddom, skulle af Stedets Øvrighed paagribes, hvor de kunne befindes, og de, som af Almuen paa Landet ertappes, skulle leveres til næste Bondelensmand, som ved Bøndernes Hjælp skal føre dem til Fogden, og Alt, hvis de have med at fare, dennem fratages, og deres Anførere paa Livet straffes og de Andre inden vis Tid at rømme Riget fra næste Steder, de kunne udkomme; og hvis de efter den Tid spørges eller overkommes kunne her i Riget, da som deres Anførere at straffes paa Livet, og hvo dennem hilser eller herberger, bøde til sit Herskab for hver Nat og for hver Person som den, der hilser Fredløse,“ og: „Skipper eller Færgemand, som indfører i Riget eller flytter over et Færgested til el andet nogen Tater, have forbrudt Skibet, han haver at føre, og sin halve Boeslod.“

I en Anordning om Politiets Administration i Danmark 22de Oktbr. 1701, Post 2, Kap. 4, indskjærpes: „Med Jøder – samt Tatere og andre uchristne Personer, som omløbe og besvige Folk, Løsgjængere og Betlere skal han (Politimesteren) forholde sig efter Loven og Forordningerne^[11].“ Ved Reskr. 8 August 1738 udvidedes denne Anordning til ogsaa at gjælde for Norge, og den anførte Paragraph optoges desuden ordlydende i flere efter samme Anordning som Mønster dannede specielle Love, nemlig Polilianordn. for Bergens By 24 Januar 1710 og for Christiania 12 Februar 1745 samt Instrux for Politimesteren i Christianssand 5 Juni 1776, overalt Post 2, Kap. 4.

Rækken af disse Vidnesbyrd om Lovgivningens Ugunst mod Taterne er maaske fyldt, naar der endnu af en Instruktion af Aaret 1757 for Amtmanden over daværende Oplands Amt erindres følgende Artikel: „Alle Landstrugere, Tartarer, Jeder og deslige Folk, som uden Pas og uden Besked kun omstrippe Landet og under et Skin af Betleri ofte begaa store Laster og Guds Fortørnelse, dennem ville vi allernaadigst, at Amtmanden tilligemed Fogderne, Bondelensmændene og Almuens Hjælp uafladelig skal forfølge og i ingen Maade der i Amtet lide, men saasnart nogen saadan opdages, strax forjage. Skulde og dertil behøves Hjælp af Militien, da skal den næst ved Haanden kommanderende Officer med saa meget munderet Mandskab, som fornødent gjøres, uden ringeste Undskyldning og Forevending strax være dennem assisterlig^[12].“ Man forestille sig engang et saadant lidet Feldttog – en i Hast sammenkaldt Bondetrop med gamle Geværer og Pallasker, Lensmanden ridende foran og med kraftig Tiltale opmuntrende sin Skare til den uvante Bedrift!

Det er allerede yttret, at disse svære Trudsler imod Taterne sandsynlig ikke skadede dem stort; vi behøve ikke at tænke os, at den barbariske Lov, som bød at straffe Tatere paa Livet, blot fordi de vare Tatere, uden Hensyn til, om de vare overbeviste om nogen svær Brøde eller ei, ret ofte blev exekveret. Et Tilfælde er dog bekjendt, hvor dette maa antages at være skeet. I Aaret 1737 indberettede Stiftsbefalingsmanden i Throndhjem til Regjeringen i Kjøbenhavn, hvorledes Landet var opfyldt af Landstrygere og fordægtige Folk; der var „Italienere, som gave sig ud for at have været fangne i Tyrkiet^[13], og af adskillige Nationer, et Komplot og ondt Selskab efter det andet,“ som ikke blot i mandstærke Bander fore om i Bygderne, især tilfjelds og tvang den enfoldige, gemene Mand til at levere ud Alt, hvad Huset formaaede, men ogsaa kom ind til Throndhjem selv, saa det havde været nødvendigt for at blive dem kvit at meddele dem Reisepasse til Bergen, til Jæmtland o. s. v.; der var ogsaa Svensker, som sagde sig at have rømt hjemmefra formedelst Drab eller andre Misgjerninger og nu strøge om paa samme Vis; endelig havde han fanget et meget slemt Følge, bestaaende af to Mandspersoner, „der havde sværtet sig som Sigener“ (ɔ: Tatere), og et med dem følgende Kvindemenneske med 5 Børn. Ved at forespørge sig, hvorledes der skulde forholdes med disse mangeslags Fanter, forklarer Stiftsbefalingsmanden, hvilket ugudeligt, hedensk Liv de føre og – hvad der er værre – opdrage deres smaa uskyldige Børn i, men tillige, hvor aldeles unyttigt det har vist sig at jage dem ud over Grændsen, saasom de, helst tilfjelds, saa let komme ind igjen, og han foreslaar derfor at statuere et Exempel til Afskrækkelse for de Andre ved at sætte den til det nævnte Følge hørende Kvinde med hendes Børn ind paa Tugthuset men Mandfolkene, der saa altfor magelige ud, paa Christiansften Fæstning Det sones næsten, som om den for disse Menneskers Forholde virkelig bekymrede og humant tænkende Embedsmand med Flid har undgaaet at tale om den i Loven satte Dødsstraf. Men Statholderen i Norge mente i sin Betænkning om Sagen, at det „vilde ikkun være Hans Majestæts Cassa til Besværing“ at indsætte disse Sigener i Strafanstalterne, og at saadanne onde Mennesker ikke burde komme sammen med andre Fanger; han foreslog derfor, at Svenskerne vel skulde taales, men at Italienerne skulde jages ud over Grændserne med Formaning fra Prædikestolene til Almuen om ikke at lade dem slippe ind igjen, og at endelig de sværtede Sigenere i Et og Alt skulde behandles som virkelige Tatere efter Loven, og dette Forslag befulgtes i alle Punkter i Reskr. 23de Aug 1737^[14]. Efter denne Afgjørelse er det da at formode, at en blodig Exekution maatte finde Sted.

Men isaafald er det rimeligt, at det har været sidste Gang. Som man ser f. Ex. af Præmisserne til Reskr. 18 Apr. og 25 Septbr. 1744, vedblev Stiftsbefalingsmanden i Throndhjem saalænge at klage over disse Omstreiferbander og begjære Ret til at sætte dem ind paa Fæstningen, indtil det endelig tilstodes ham; men han betegnede dem ikke oftere enten som Italienere eller som sværtede eller virkelige Tatere, men kun som almindelige Landstrygere; og ligesom Embedsmændene for at slippe for de uhyggelige Bøddelforretninger sandsynligvis med Flid undgik at røre ved alt det, der kunde tyde hen paa Omstreifernes Taternatur, saaledes toge nu disse sig vel iagt for at røbe den, end sige for at sværte sig som Tatere, om de ikke hørte til den forbandede Slægt. Fra nu af gik det vel her som i andre Lande, at Taterne vare usynlige som Tatere, undtagen kanske for den enfoldige Almue; de gik ud og ind i Bygderne og behandledes af Øvrigheden som andre Landstrygere, som vel kunde straffes strængt nok, men ikke just dræbes. Rigtignok opfriskedes, som man har seet, den gamle Taterlov endnu en Tidlang i Politiforordninger; men dette var kun ligesom af gammel Vane og fandt vistnok alene Sted paa Papiret; her, ligesom i andre Lande, holdt man op med at tænke sig de underlig omstreifende, sortladne Mennesker som et eget Folkefærd; man ansaa dem som Finner eller andre Fanter, men ikke for de i een gamle Lov saa ilde omtalte Tatere.

Saaledes have Taterne heller ikke ligefrem nogen Skade af, at den nævnte Taterlov, N. L. 3–22–3, egentlig staar ved Magt endnu^[15]. Større Indflydelse paa Taternes Liv i denne sidste Periode har maaske en anden Lovbestemmelse havt. I forrige Tider maatte ofte kongelige Reskripter og Forordninger tjene til at give Undersaatterne adskillige nyttige økonomiske og moralske Lærdomme; saaledes forklarede Reskr. 12 Jan. 1759 og Frdn. 31 Jan. 1794, hvilken urimelig og skadelig Fordom det var, naar Almuen betragtede det at flaa Heste og selvdøde Kreature som en uærlig Forretning og overlod den til „Finner og omstrippende Omløbere, der under Skin saadant at forrette ofte forøve adskillige utilladelige Ting,“ – en Belærelse, hvortil der føiedes en stræng Straffebestemmelse for dem, det ikke fulgte den. Til hine omstrippende Omløbere, som tildels ernære sig med saadanne „uærlige“ Haandteringer, have nu altid og allevegne Taterne hørt, og forsaavidt da hine Love opnaaede Hensigten, have de gjort et slemt Skaar i deres Næringsvei.

De nys nævnte Love ere ialfald af Betydning her, forsaavidt som de vise, at Kongen og Regjeringen i Kjøbenhavn, der tidligere ved sine Love ligefrem havde bestyrket Folket i dets Overtro og Fordomme, nu begyndte at tænke fornuftigere om saadanne Ting, og efterhvert som saadan Fordomsfrihed trængte ned til Folket, maatte det være forbi med Taternes lystige Liv. Den gamle Overtro havde frygtet dem og vistnok nedkaldt Forfølgelsen over dem; men Overtroen havde ogsaa lønlig tyet til deres Hjælp og Bistand, og de foregivne Troldmænd og Hexe havde derved spillet Mestere. Nu frygtede man dem mindre, man ændsede ogsaa mindre baade de Forbandelser og Velsignelser, de listige Foregivender om overnaturlig Magt til at skade og tjene, hvormed de før havde banet sig Vei til Godtfolks Madboder og Klædeskabe og Pengekister. I den gamle Enfoldigheds Tider øvede Taterne med Held sine nedarvede dæmoniske Kunster; nu indskrænkedes de mere til Betleriets og Tyveriets lavere Bedrift.

En Tater sang for mig nogle Vers af en halvglemt rommani-Vise om to Kvinder af hans Folk, som havde gjort sig berømte; de havde paa Stockholms Slot trængt sig frem til Prindsessens, Karl 12tes Søsters Værelse; de dandsede og sang for hende, og med ægte Sandsigergave spaaede de hende, at Kong Karl, som da laa for Frederikshald, der skulde se sin Død og efterlade hende sin Krones Guld i Arv; af den kongelige Gave, de fik, kunde de naturligvis skjønne, at Prindsessen var mere glad end bedrøvet over Spaadommen^[16]. „Men det var i de gode gamle Dage; nu faaer en Rommanisæl eller Romni være glad ved at tjene nogle Dalere i Hestebytte eller ved at fraliste en enfoldig Bondekone et Slavandsæg.“

Dersom vore Fogder og Amtmænd havde vedblevet engang imellem at hænge en Tater, dersom vore Prindsesser og Fruer ogsaa i vore Dage havde bøiet Øre til Taterhexenes sibyllinske Tale, saa skulde Taterlivet med det glødende Had og den fortvivlede Lystighed have blomstret endnu ligesom i Christian 4des Tid; men nu ere de sælsomme Orientaleres nationale Eiendommeligheder for største Delen forsvundne i Landstrygerlivets mere farveløse Almindelighed. Dersom det endnu har nogen Interesse at betragte det norske Taterliv, saa er det mest kun, fordi det er paafaldende at se, at der imellem de vel altid ganske faa Familier af dem, som ere blevne hjemmehørende her hos os, endnu har kunnet bevare sig saa nogenlunde kjendelige Levninger af denne ubegribelig seige Nationalitet.

---

1. Nu findes rigtignok kun i Jylland ganske faa Taterfamilier; men i Holbergs Tid (se hans „Jødiske Hist.“, 2, 714) sværmede de ogsaa om paa Sjælland.
2. Jeg blev saaledes høilig forundret, da en norsk Tater med Bestemthed paastod, at Ordet litscho, Ansigt, ikke egentlig var noget rommani-Ord, men Russisk, og jeg siden fandt, at han havde fuldkommen Ret. Det tydske Taterord derfor er tscham. S. Pott, 2, 334.
3. Det kan ogsaa sees af Runebergs vakkre Digt „Zigenaren.“
4. Kongl. Stadgar, Stoctholm 1706, S. 329.
5. Christian 3dies Historia af Krag, 1, 508.
6. Danske Magazin, 6te Bind (Kjøbenhavn 1752), S. 56.
7. Aabent Brev af 1ste August 1589, i Uddrag i Paus’s Forordn. in originali i Rigsarchivet i Christiania. Under 31te Mai f. A. var det ligelydende blevet givet for Danmark, hvor det derfor ogsaa optoges i Udgaven af 1590 af Jydske Lov.
8. Jeg har dog ikke fundet flere end de to anførte Love af Christian 3die og Frederik 2den, Christian 4des Farfader og Fader.
9. Christian 4des Statholder i Norge, Hannibal Sehestedt, paalægger Lensmændene i en Skrivelse (se „Saml. til d. n. Folks Sprog o. Hist.“ s. 158) at have nøie Indseende med et Slags Folk, som han kalder Tatzer. Sehestedt skrev et forkvaklet Sprog, og man bar ment, at hans Tatzer skulde være det samme som Tatere; men det har større Lighed med det dunkle Ord Tasar (pl.), som vore Taterfanter bruge som Navn paa Smaavandringerne eller Skøierne (se ovenfor S. 20).
10. Det maa da have været en stor Uregelmæssighed, hvis det er sandt, hvad Holberg fortæller („Jødiske Hist.,“ 2, 714), at de Danske i 1386 havde 3 Kompanier Tatere i sin Hær ved Beleiringen af Hamburg. Holberg angiver dog sin Kilde, og der berettes ogsaa fra andre Lande, at man i Krigstilfælde stundom gjorde Brug af Tatere. Egentlige Soldater have de vel aldrig duet til; de mangle Stadighed til at lystre Kommando og staa paa Post; men de vilde gjerne flakke om med Hæren, forrettede med Fornøielse Bøddeltjeneste over fangne Spioner, vare flinke til at flaa de faldne Heste, havde sin Lyst i at være behjælpelige med at rense Slagmarken og plyndre Ligene; de kunde vel ogsaa bruges til Kanonføde, naar dette gjordes Behov. Ogsaa Gustav Adolph skal i Trediveaarskrigen have brugt Tatere i sin Leir, se v. Heister, anf. St. S. 110.
11. Det er vist ikke tilfældigt, at Taterne, som man sikkerlig ellers vidste saare liden Besked om, sammenstilles med Jøder og andre uchristne Personer; de betragtedes vistnok ganske ligefrem som Hedninger. I Rigsarchivet stødte jeg tilfældigvis paa en Brevvexling mellem en Student Resen, der i Aaret 1706 sendtes op til Finmarken for at undersøge Finlappernes religiøse Tilstand, og en Præst i eet svenske Lapmarken. Denne sidste omtaler, hvorledes mange Lapper indrettede sine nomadiske Flytninger ud og ind over Grændsen saaledes, at de kunde unddrage sig al kirkelig Kontrol og derved næsten lignede de hedenske Tatare.“ – Nu, Lappernes Uvæsen gjorde man sig al Flid for at rette paa; men at forhjælpe de hedenske Tatere til et skikkeligt Liv, det tænkte Ingen paa.
12. Thaarup „Magazin for Norges Beskrivelse,“ 2, 522.
13. Det skulde undre mig, om disse foregivne Italienere ikke vare fiffige Tatere, som søgte at drage Fordel af Almuens Medlidenhed med de af tyrkiske Sørøvere fangne Christne, hvis Lidelser Rygtet vel ofte fortalte om. Eller mon Stiftsbefalingsmandens Opfattelse endog skulde grunde sig paa en oprigtig Taters fuldstændige Forklaring om, at han hørte til Rommani Folket, som efter et gammelt Tatersagn (se S. 20) netop formedelst Tyrkernes Overmagt havde maattet forlade sit fjerne Hjem og derfor nu som Flygtninger maatte betle sig frem imellem Fremmede? Navnet Rommani kunde let tydes paa Rom i Italien, og Taternes mørke Ansigtsfarve lignede Italienernes.
14. De til Grund liggende Indstillinger, hvoraf ovenstaaende Fremstilling er tagen, findes i Rigsarchivet.
15. Rigtignok er der ganske nylig gjort en formildende Forandring ved den, forsaavidt som Dødsstraffen ifølge Kriminalloven af 1842, Kap. 28, § 6 a, maa ansees at være gaaet over til Strafarbeide i høieste Grad.
16. Taterne skulde ialfald ikke have kunnet digte om en saadan Indflydelse ved Hoffet, dersom de ikke vidste, hvad Magt de udøvede i Hytterne, og jeg kan ikke nægte mig den Fornøielse at meddele et Sidestykke til Historien: Borrow fortæller (1, 309), at medens han vart han var lykkedes det en gammel Taterhex og hendes Svigerdatter, hvis Mand var dømt til nogle Aars Slaveri, at trænge ind i det kongelige Palads og træsfe der Dronning-Regentinden, Maria Christina, hvem de saaledes fortryllede med sine Spaadomme (hendes Datter, den mindreaarige Dronning, skulde dø, og Moderen selv ægte den franske Konges Søn og herske over baade Spanien og Frankrige), at hun opfyldte deres Bøn om Pardon for Slaven.