Wikikilden

Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/5

< Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge
◄  4.
6.  ►

Kapitel 5.
Taternes hemmelighedsfulde Væsen. Tatersproget.

Det var en Søndag Eftermiddag strax efter Nytaar 1847, at jeg paa Christiania Tugthus stod i en Kreds af 30–40 Mandsfanger og katechiserede over et Stykke af Luthers Katechismus. Det store Værelse oplystes kun sparsomt af nogle i Midten anbragte Talglys, og der var mørkt og uhyggeligt i Krogene. Men ligesom man kan se Katteøine blinke i Mørke, saaledes opdagede jeg et Par Øine, som netop fra den mørkeste Krog med speidende Opmærksomhed fulgte alle mine Bevægelser, medens jeg gik op og ned ad Gulvet, og jeg blev hel uhyggelig stemt, da jeg tilsidst fandt Manden, som disse Øine tilhørte, og som aabenbar med Flid havde søgt at skjule sig der i Krogen. Det var kun Blinket i Øiet, som havde røbet ham i Mørket; hans Haar, hans stærke Skjæg og buskede Øienbryn var ravnsort, og det lidet af hans Hud, som under den stærke Haarvæxt kom tilsyne, bar en mørkere Farve, end man finder den paa noget almindeligt solbrændt norsk Ansigt; i gamle Dage vilde man ikke betænkt sig paa at kalde ham en „Blaamand,“ og Udtrykket i det endnu ved et svært Ar over det ene Kind vansirede Ansigt med et mere sky end skummelt Blik syntes snarere at tilhøre en fra et fjernt Land tilfældigvis hidført Vildmand end en i vore norske Bygder opfødt Forbryder. Egentlig Forbryder var han heller ikke; medens hans Fangekammerater bare en ensformig graa Tugthusdragt, var han iført sorte Klæder, et Tegn paa, at han, skjønt aabenbart en Mand paa henved 50 Aar, var inddømt til Tugthuset ikke for nogen egentlig Brøde, men kun for at undervises i Religion og forberedes til Konfirmation. Som tilfældigvis henvendte jeg Katechisationen netop til ham, og han skyndte sig med glat Tange og ydmyge Talemaader at svare sin „naadige Lærer,“ ikke paa det gjorte Spørgsmaal, men at han Intet havde lært og derfor Intet kunde svare; jeg gjorde ham opmærksom paa, at Spørgsmaalet var saa simpelt, at han ikke heller behøvede at have lært Noget; jeg stilede mit Spørgsmaal saaledes, at der til Svar kun krævedes et Ja eller Nei; men han viste kun en mere og mere krybende Underdanighed og hørte slet ikke paa mine Ord eller paa den hele Religionsundervisning. Saaledes forknyt og forskræmt vilde vel ogsaa en Hottentot eller Buskmand have vist sig, om han pludselig var bleven fangen og ført bort fra sine Skove og sat alene midt ind i en for ham fremmed Omgivelse, hvor al hans Vildmandskraft ikke kunne nytte ham. Det var tydeligt, at Samtalen var pinlig for ham, og jeg maatte overlade ham igjen til hans nu end mere urolige Speiden med de vilde Øine.

Jeg havde dengang kun meget ufuldstændig Kundskab om de Tatere i andre Lande, jeg nu har fortalt Læserne om; men paa den Tid vare de saakaldte Fanter i vore egne Bygder blevne Gjenstand for almindelig Opmærksomhed, og det faldt mig ind, at denne fordægtige Mand kanske kunde være en af dem. Jeg tænkte mig da, at Manden isaafald mulig ogsaa i Strafanstalten imellem sine Kammerater forfulgtes af den samme Uvillie og Afsky, som ellers imellem Almuen bliver Fanterne til Del; dette maatte virke forstyrrende paa den Religionsundervisning, som netop var Hensigten med hans Ophold her. I ethvert Tilfælde vilde det være af Interesse at blive bekjendt med denne sælsomme Mands tidligere Livsforholde. Derfor kaldte jeg ham strax efter Undervisningstimen til mig i Enrum. Ogsaa her viste han det samme virkelig modbydelige underdanige Væsen; hans Overflødighed af dyre Eder og Benægtelser til mit meget skaansomt fremsatte Spørgsmaal betog mig ikke Formodningen om, at han var en Fant, og endnu mindre satte jeg Lid til hans Forklaring om, at han selv havde anmeldt sig til Optagelse paa Tugthuset for at konfirmeres, for at der, som han udtrykte sig, kunde blive Folk af ham. – Til næste Søndag havde jeg af Domsakterne forsynet mig med Oplysninger om Manden. Med et fuldstændigt Fantefølge paa et halvt Snes Personer var han bleven greben i et vildt Slagsmaal midt paa Christiania Gader; under Forhørene i den Anledning kom det op, at han levede i Konkubinat med et medhavende, ligeledes fremmedagtigt, sortsmudsket Fruentimmer, der som voxent Menneske var blevet ikke konfirmeret, men døbt paa Throndhjems Tugthus, og nu, at dømme efter de mange Apothekersager og underlige Greier, hun førte med sig, rimeligvis drev paa Kvaksalveri og Hexekunst, han selv, det maatte han langt om længe tilstaa, var ikke konfirmeret, og han blev derfor paa ubestemt Tid inddømt til Tugthuset, medens hans „Kvindfolk“ udstod nogle Ugers Vands og Brødstraf for sit utilladelige Forhold, og deres to medhavende Pigebørn indsattes paa Redningsanstalten og tilbageholdtes der trods Moderens meget ivrige Indsigelser, da hun efter sin Løsladelse vilde have dem med sig igjen paa sine Vandringer. Med disse Oplysninger kunde jeg nu ved næste Samtale snart stoppe Munden paa ham, da han atter vilde afspise mig med Benægtelser og Løgne; jeg sagde ham, at havde han været en Fant, da kunde han trygt sige mig det, saasom jeg havde den Tro, at ogsaa Fanterne ere Vorherres Mennesker og mine Brødre, og han saa paa mig med et mere rammet Blik, hvori Tilstaaelsen par tydelige nok; men endnu var han stum. „Er det sandt,“ spurgte jeg da, „hvad Folk sige Fanterne paa, at de sig imellem have opdigtet et stygt Skøiermaal, hvormed de bedrage de enfoldige Bønder?“ „Nei, det er ikke sandt,“ svarede han; „det Sprog, vi tale, hedder rommani, og det have vore hellige Forfædre for mange Hundrede Aar siden havt med sig her til Landet fra Byen Assas i Assaria“ Jeg studsede, ikke saa meget endnu ved hvad Manden sagde, som ved hans pludseligt forandrede Væsen. For saa krybende og feig, sprang han nu op og talte med kjæk Røst og livlige Gestikulationer, og der tændtes et klarere Lys i de sorte Øine. Paa min Opfordring talte han Noget i sit rommani; jeg forstod ikke et Ord deraf; det havde ingen Lighed med noget mig bekjendt Sprog, navnlig ikke med Finsk, enten Lappisk eller Kvænsk, hvilket sidste min Vildmand dog ogsaa kunde noget af; heller ikke kunde det være opdigtet af norske Fanter, eller sammensat af fordreiede norske Ord; dertil havde det en for fremmed og eiendommelig Klang. Fuld af Forundring gik jeg hjem med et halvt Snes Gloser, jeg fik skrevet op, og med Løfte om siden at faa lære mere af dette nye Sprog.

Dersom nu Læseren var ligesaa uvidende som jeg dengang om, hvad Fanterne eller Rommanierne vare for et Folk, saa vilde han kunne tænke sig min Forundring, da jeg ved at henvende mig til en Ven fandt, at de fleste af hine faa Gloser røbede Slægtskab med hverken mere eller mindre end Indiens beundrede Sanskrit[1]. At finde Ord af dette Sprog, som kanske ikke 10 af Landets lærdeste Sprogmænd have begyndt at gjøre Bekjendtskab med, talte af dette Udskud af Mennesker, disse usle Fanter, det var saa forunderligt, at jeg fast maatte tvivle paa, om jeg ogsaa havde hørt og skrevet rigtigt i den korte Stund, jeg talte med den sorte Mand. Det var i alle Fald en Opdagelse, som maatte forfølges videre. Hvad jeg vidste om lignende kasteagtige Folk i andre Lande, indskrænkede sig til en Erindring om, at de saakaldte Natmænd eller Kjeltringer i Jylland ogsaa skulde have sig imellem et hemmeligt Sprog og jeg fandt en Beskrivelse om dem, hvorefter de skulde være Zigeunere[2]. Men Forundringen blev kun større, da jeg af denne Bog saa, at min Tugthusfanges rommani aldeles ikke lignede disse saakaldte Zigeuneres prævelikvant, som de selv kalde sit Fantemaal, og Nysgjerrigheden efter at udfinde, hvad Slags Folk vore sortladne Fanter da vare, blev heller større ved den smertelige Beretning af Forfatteren, at den Person, en Tugthusfange i Viborg, der havde lært ham dette hemmelige Sprog, til Straf for dette Frafald fra Bandens Love ynkelig blev slaaet ihjel af sine Kammerater, kort efter at han var kommen paa fri Fod. Om nu den samme Lov ogsaa gjaldt i de norske Fanters Samfund? Efter de mange nylig offentliggjorte Beretninger om deres vilde Sæder og mordiske Slagsmaal maatte jeg befrygte det Værste. For at faa Vished i dette Punkt gik jeg forsigtig til Verks og lod Christian – saa hed min Vildmand – i al Hemmelighed kalde for mig. Men hvor han nu var forandret! Atter det feige og krybende Væsen, medens han med hæslige Eder benægtede Alt, hvad han forrige Gang havde fortalt mig, og kun vedkjendte sig de faa rommmani-Ord, han havde seet mig skrive ned; „men dem havde han blot hørt af nogle Feiere fra Hedemarken, og det var alt, hvad han vidste af det stygge Skøiermaal.“ Det var tydeligt, at han angrede sin Fortrolighed mod mig, og jeg anede Aarsagen dertil. Der sad – dette havde han forrige Gang aabenbaret mig – flere Fanter i samme Afdeling af Tugthuset som han; til dem havde han, som jeg længe bagefter fik høre, fortalt om sin Samtale med mig; men en af dem havde da lovet ham at stikke hans Øine ud, en anden at knuse alle Benene i hans Krop, naar de engang mødtes paa fri Mark.

Det var høist pinligt at besinde sig ligeoverfor et saadant Hemmelighedssystem. Det var som en Mur, der skilte mig fra disse mine Medmennesker. Og hvilke afskyelige Mysterier lod det ikke til hørte hjemme bag denne Mur i dette fordægtige Samfund?[3]

Saa blev jeg underrettet om, at der paa Akershus Fæstning sad en Slave, som lod til at være af ægte Fanterace. Hans Billede staar nu ogsaa for mig som en Typus paa alle Taterslægtens lyse og merke Sider; jeg fik ham kjær for hans uforandrede Fortrolighed og Oprigtighed imod mig den Tid, vi vare sammen, og jeg skal aldrig uden Vemod kunne mindes hans senere Fald. – Skjønt han af Fangepræsten var forberedt paa mit Besøg og dets Hensigt, var det dog ikke uden Spænding at jeg første Gang gik til ham for ved ham kanske at blive befriet for den ubehagelige Uro, hvori de andre Fanters hemmelighedsfulde Væsen havde sat mig. Men han modtog mig ikke med Aabenhed alene, men med heftig Iver; det var hans høieste Ønske, sagde han, at faa bekjende for Verden Alt, hvad han vidste om sit Folks Afgudsdyrkelse og Trolddom; saaledes vilde han bidrage Sit til at saa Ende paa al den Ugudelighed, hvori ogsaa han havde levet og samlet saa megen Elendighed over sig. – Dette klang jo vistnok ikke tatermæssigt; men det var upaatvivlelig sandt alligevel, naar han paastod at være en ægte Tater, en horta-Romanisæl. Hans Fader var tidlig for et Drab flygtet ud af Landet til Sverige, og som Gut havde han fulgt sin Bedstefader paa vidtløftige Reiser og af ham lært Alt, hvad der hører en Tater til at vide; denne Bedstefader var nemlig en Mand af de gode gammeldags Tatersæder, som, „efter Fædrenes Vis,“ havde raget Haaret af op over Tindingerne, saa der kun hang igjen som en sort Dusk ned over Panden, og som, over 100 Aar gammel og mædt af Dage, ligeledes efter Fædrenes Vis samlede sin Slægt omkring sig ved Bredden af et mørkt Fjeldvand høit oppe i Nordlandene, tog Afsked med dem Alle, roede i en Pram ud paa Vandet, hang en Sten om sin Hals og – steg i Dybet[4]. Nu flakkede Gutten nogentid om med Slægtninger, strøg saa alene omkring en Stund og blev optagen i Huset hos en Præst i Nærheden af Skien, hvor han undervistes i Christendom og havde det godt. Han kom i Konfirmtionsalderen og skulde døbes, da Bedstefaderen havde fundet denne Akt overflødig eller stridende imod Taterloven. Men han flygtede fra Daaben og sværmede atter nogle Aar omkring indtil han lod sig hverve som Soldat i Christiansand og der tillige døbtes. Han udholdt nok ikke sin hele Tjenestetid, kom atter ud paa Fantestien, fik sig en Hund, en Hest, Kjæreste og Børn, kort blev Hoved for et lidet selvstændigt Fantefølge og udførte mange Fantestreger, hvoriblandt var det at mærke sit Sødskendbarn, hin Christian paa Tugthuset, med det omtalte stygge Ar. Men Lystigheden fik Ende, da han engang i Hidsighed over et Ukvemsord bibragte en Bonde, hos hvem han med sit Følge havde faaet sig Natteherberge, et farligt Knivstik, der paadrog ham en Slaveridom paa 10 Aar. Nu havde han i ni Aar slidt sine Slavejern, og Rygtet om, at hans Kjæreste imidlertid drev omkring med forskjellige Fanter, havde vel bidraget Noget til, at hans Taternatur længe yttrede sig i en høist usømmelig og urolig Opførsel, indtil ganske kort før mit Bekjendtskab med ham en rystende Begivenhed – det var en Slave, som tildels formedelst den hevngjerrige og ondskabsfulde Taters Angivelse af en ubetydelig Forseelse havde hængt sig – efterlod et varigere Indtryk paa hans utæmmede Sind. Hans virkelig gode Religionskundskab blev nu til en i enkelte Øieblikke idetmindste oprigtig og levende Erkjendelse af hans mange Feiltrin og store Uværdighed. Ved Tanken om sin Søn, der vel voxede op paa Fantestien hos den utro Moder, kunde han, hvad der hos en Tater vist er en stor Sjeldenhed, fælde stride Taarer, og med Bevægelse yttrede han sit Haab om herefter at skulle modstaa Fantelivets Fristelser. Men der var Taternatur i ham endda; det mærkedes paa det Afbrudte i hans Væsen, den Flygtighed, hvormed hans Sind i et Øieblik kunde slaa om fra Vemod til vild Lystighed, den Heftighed, hvormed han kunde fare op, naar han, som stundom maatte ske, mærkede, at jeg bar Tvivl om Rigtigheden af hans eventyrlige Taterhistorier. Og sandelig, jeg kunde ofte ikke undertrykke den Bemærkning hos mig selv; at Lystigheden, Vildheden klædte ham bedre end Rørelsen; den passede bedre til hans raske, vilde Physiognomi. Han var i sin bedste Alder, 35 Aar gammel, af Middelstørrelse og velbygget, og Fængselsluften havde ingenlunde slappet hans Smidighed eller lammet hans Kraft; han var endogsaa vakker med den brungule Hud og de sorte Haar, klare Tænder, og et eget blødt, ægte tatermæssigt Træk om Munden, med Ørnenæse og den forunderlige Glød i det sorte Øie. Han var uforlignelig, naar han med livlig Mimik fortalte mig Træk af sine og sine Kammeraters Historie, rigtignok lutter Taterstreger fra først til sidst, men som dog kaldte ham kjære, stundom vakre Minder tilbage; da levede han sin Ungdom om igjen; Taterlivet aabenbarede sig da hos ham i en vis forædlet Skikkelse, og hans Taterøie funklede. Mangengang troede jeg, han fortalte mig Eventyr, og var paa min Post imod ham; men lidt efter lidt fik jeg Anledning til at kontrollere ham i de fleste Stykker, og aldrig fandt jeg et usandfærdigt Ord i hans Mund. Han viste sig ogsaa som en ærlig Sjæl, da jeg ved mine første Samtaler formanede ham til ikke unødig at røbe for sine Medfanger, hvad vi talede sammen om, saasom han maaske truedes af Fare derved; han vidste dette, sagde han; men, føiede han til, det var for at gavne sine Brødre selv mod deres Villie, at han fortalte mig alle deres Hemmeligheder, og Følgerne maatte da staa i Guds Haand. – Han viste ogsaa en uforandret Iver for vore Taterstudier lige til Aarets Ende; han var skrivkyndig og havde altid Papir og Blyant ved Haanden for at optegne de Ord af sit rommani, som efterhaanden randt ham i Hu, og han par ikke lidet glad ved hver Berigelse til mit Lexikon, han næsten ved hvert Besøg kunde bringe mig[5]. Omsider aabnedes Fængselsdøren for ham; han traadte atter ud i Verden, hvor han nu saa at sige skulde begynde forfra at føre et skikkeligt Liv. For en Del maaske af Hengivenhed mod mig, ialfald uden Tilskyndelse fra min Side, valgte han netop min Fødeby, en af Smaabyerne i Christianssands Stift, afsides fra Taternes almindelige Vei, til sit fremtidige Opholdssted; der ønskede han – og det var sikkerlig dengang hans fulde Mening – at leve sin Tid ud i Fred. Han kom did og fandt megen Velvillie hos gode Mennesker, som ikke blot hjalp ham til Arbeidsfortjeneste, men ogsaa vel Advarsler og venlig Tiltale søgte at komme hans Svaghed tilhjælp, naar den længe savnede Friheds Fristelser bleve han for store. Han kunde levet godt her. Men den medfødte Taternatur var ham vel for stærk. Da Sommeren første Gang vendte tilbage med varme Solskinsdage og lyse Nætter, saa strøg han afsted igjen; i Nabobyens Apothek kjøbte han sig Urter og Draaber, agerede dermed Mirakeldoktor for Folk og Fæ i Omegnen og – blev komplet Fant igjen som før eller værre end før. Jeg nævner nu hans Navn, Frederik Larsen Hartman; jeg frygter nu ikke som før, idet jeg nævner det, for nogen stor Fare fra hans Kammeraters Side; men jeg haaber og beder om, at enhver retsindig Mand, som maatte faa Anledning til at handle med denne vistnok dybt Faldne, vil udvise mod ham den overbærende Skaansel og kjærlige Omhu, som den for hans Slægt eiendommelige moralske Svaghed og hans selvvoldte og derfor saa store Ulykke gjør Krav paa. Ved her at nævne hans Navn har jeg udtalt det Haab jeg i det Længste ikke vil slippe, at hans Sjel endnu skal kunne reddes[6].

Ved mine i Løbet af et Aar jevnlig fortsatte Besøg hos denne Frederik Larsen var det, at jeg saa nogenlunde indviedes i Taternes Mysterier; han er ogsaa min Hovedhjemmelsmand for de fleste af de Træk af det norske Taterliv, som de følgende Blade skulle levere. Men hvad jeg først søgte at komme efter, det var Tatersproget. Jeg skjønnede, at skulde Noget give mig Nøglen til Taternes Fortrolighed, skulde det være Kjendskab med deres Sprog. Og jeg bedrog mig ikke. Saasnart min Sprogmester med en hvis Selvtilfredshed erklærede mig, at jeg havde faaet Grebet paa hans rommani, opsøgte jeg alle de Tatere, jeg i Fængsler og Strafanstalter kunde finde, og bemærkede med stor Fornøielse, at jeg i min Smule Glosekundskab havde som et Tryllemiddel til at bortjage deres Mistænksomhed og løse deres Tunge. Det var ofte høist pudserligt at se, hvad Virkning 2–3 Taterord kunde gjøre. I en Lensmandsarrest paa Ringerike traf jeg temmelig tidlig en gammel Fantekjærring; hun havde spadseret ned fra Nordlandene for at se til et Barn her i de sydligere Egne og var nu høist utilfreds over, at hun her skulde standses, fordi hun intet Pas havde; paa mit Spørgsmaal om, hvad hun pleiede ernære sig med, forklarede hun, hvor overmaade skikkelig hun var, og hvorledes hun syede og vaskede for Folk omkring paa Gaardene; men da jeg hertil tillod mig at yttre den Formening at hun nok ogsaa nu og da befattede sig med mangipà og tjaaripà, med summipà og ragusta, havde jeg Moro af at se et særdeles livligt Minespil, idet Overraskelse og Nysgjerrighed og Ængstelse i vexlende Flugt jog over det brune Ansigt; hun grundede en Stund, nærmede sig saa, slet ikke saa kjæk og tvær som før, men, med en Blanding af Underdanighed og Fortrolighed; „jeg maa – ja, De naa ikke tage det ilde op – jeg maa spørge Dem: „er de sødt i dette Land?“ – et Spørgsmaal, hvormed hun røbede sin Bevidsthed om, at hun, en Datter af det sortladne Folk, selv stod som en Fremmed i Landet. Nu var der ikke mere Tale om at sy og vaske, og det listige Blik, hvormed hun før skottede til mig for at prøve, om jeg havde ladet mig fange af hendes Løgne, var borte. – Vanskeligst faldt det mig at vinde Bugt med de stive Halse, jeg allerede før havde havt at gjøre med paa Tugthuset. Her sad mange og mangeslags Fanter, Tatere og Skøiere; men Taterne vare mig stridest. De havde jo engang begyndt at lyve, ja at forene sig i Løgn mod mig, og det var ikke at vente, at de saasnart skulde gaa til Bekjendelse igjen. Efter flere Forsøg med dem enkeltvis besluttede jeg at forsøge det Yderste for at faa nedbrudt denne Skillevæg, som stod imellem dem og mig og jo aldeles maatte forhindre min Indflydelse paa dem som Lærer, da de nu engang havde dannet sig den Mening at jeg kanske var et Slags Politispion. Jeg samlede dem for mig alle paa engang omtrent 20 Mandspersoner i Tallet, gamle og unge, som næsten alle gik til Konfirmation paa Tugthuset. Det var en Søndag Formiddag, og jeg holdt et Foredrag for dem. Jeg fortalte dem om Adam og Eva i Paradis, om Moses paa Sinai og Christus paa Golgatha og om Pintsedagsunderet og dets Betydning, at Guds Lov og Evangelium skulde forkyndes i alle Tungemaal og for alle Folk; dette skulde ogsaa opfyldes nu, yttrede jeg; Guds Ord skulde ogsaa om kun en enkelt Gang forkyndes paa rommani, til Tegn paa, at Gud ikke forsmaar selv det Usleste, og at dette ikke skal bruges til Guds Fortørnelse; med dette Forord og ikke uden Ængstelse foredrog jeg i dette fast ugudelige Sprog en Oversættelse, jeg, saa godt det ved Fredr. Larsens Hjælp lod sig gjøre, havde sat sammen af Parablen om den forlorne Søn, denne Sum af Naadens Evangelium. Og jeg havde den Glæde, at først En, saa en Anden, tilsidst alle hine sortøiede, vilde Mænd kom hen til mig og sagde, at de forstode det næsten Altsammen. Næste Søndag havde jeg dem atter for mig og fortalte dem Stykke for Stykke om alle de Udyder, jeg vidste gik i Svang imellem Fanterne, og som jeg maatte formode, at de ogsaa havde øvet; jeg tilføiede kun ganske korte Bemærkninger for at vise, at saadant Liv ganske nødvendig maa føre til al Slags Elendighed, og indskrænkede mig mest til at fortælle om de forsaa vel bevarede og derfor saa kjære, men nu blottede Mysterier, og jeg hørte fra flere Munde lydelige Bekjendelser og Yttringer af Skamfuldhed. – Nu ere alle tyve Fanter igjen paa fri Fod, og jeg frygter for, at de alle vandre omkring paa Fantestien igjen som før; men det kan ikke feile, at de en og anden Gang maa komme til at tænke paa hine to Søndagsformiddage og da erindre, at de idetmindste engang i deres Liv have havt et andet Sind og Anelsen om et bedre Liv. Og kanske det i saadanne Stunder endnu kan behage Herren at røre deres Hjerter.

Saaledes udvidedes Kredsen af mine Taterbekjendtskaber mere og mere; jeg har ogsaa havt den Tilfredsstillelse at erfare, at mit Navn og Rygte paa en ikke ufordelagtig Maade trængte endnu videre frem i denne obskure Verden, et Bevis paa, hvilket Sammenhæng der er imellem de vidt adspredte Fantefølger. Ifjor Sommer kom jeg saaledes paa Landeveien langt oppe i Throndhjems Stift i Lag med et stort Fantefølge, hvis Høvding sagde mig, at han havde hørt tale om en Mand med mit Navn, „som skulde høre til Taterfolket, men i Christiania være kommen til Høihed og Værdighed,“ en Ære i Fanternes Øine, jeg dog aldrig har lagt an paa at vinde. Men ved Siden af dette Held til at overvinde Taternes Mistænkelighed bør jeg ikke fortie, at jeg ogsaa har trusset ikke saa faa af det samme mistænkelige og menneskesky Folk, som ikke have givet mig Anledning til at rose mig af nogen Magt over deres uvillige Hjerter.

Den første Betingelse for, at man skal kunne vente at komme i et fortroligt Forhold med saadanne Mennesker, er naturligvis, at man søger deres Fortrolighed i en god og ærlig Hensigt; men det bedste Middel til at gjennembryde det hemmelighedsfulde Væsen, bag hvilket de gjerne søge at forskandse sig, er at vise dem, at man i Grunden allerede kjender deres Hemmeligheder, og det fornemmelig ved at tiltale dem i deres eget Sprog. Men her bør jeg forklare, at jeg fast har været ganske undselig ved at kalde dette Sprog med dette Navn, som egentlig er for godt for det. De norske Tateres Maal er et høist fattigt og dertil i en væsentlig Henseende ufuldstændigt Sprog. At Sproget er fattigt eller kun skikket til at udtrykke et indskrænket Omfang af Begreber, det gjør imidlertid her ikke saameget til Sagen; et raat Folks Sprog er altid fattigt, og naar nærværende Sprog er istand til at betegne alt, hvad der hører til Tyveri og Tiggeri og til Tilfredsstillelsen af de sandselige Begjærligheder, saa er det desværre omtrent tilstrækkeligt til at betegne alt, hvad der udfolder Taterens Sjel. Men det er i en anden Henseende ufuldstændigt. Til et Sprog hører nemlig 2 Ting, først egne Ord til at udtrykke Begreberne, dernæst en egen Maade at forbinde Ordene paa til en sammenhængende Tale, eller hvad man kalder grammatiske Former. Nu have vore Tatere saadanne egne Ord, men mangle saa godt som ganske disse grammatiske Former. Se vi derimod hen til Taterne f. Ex. i Bøhmen eller Rusland, fra hvilket sidste Land de ere komne til os, saa finde vi hos dem et aldeles fuldstændigt Sprog. Tatersproget har altsaa undergaaet en væsentlig Forandring her hos os; Taterne have glemt meget deraf, idet de kun have beholdt en Del af Ordene, som de nu sammenføie i Talen ganske efter Reglerne for det norske Almuesprog; det er i saa Henseende gaaet vore Tatere ligesom de spanske, der ogsaa bøie og sammenføie Ordene aldeles paa spansk Maade; en Følge deraf er ogsaa, at den norske Tater fordetmeste maa bruge mange norske Smaaord i sin Tale.

Denne Forandring i Sproget tyder hen paa en tilsvarende Forandring i selve Folkets Liv. Flere Smaatræk gjøre mig det sandsynligt, at denne Forandring helt og holdent har fundet Sted i de allersidste Generationer, og der turde maaske endnu blandt gamle norske og svenske Tatere (thi Grændsen imellem Sverige og Norge er ikke nogen Grændse for dem) findes en og anden, som endnu taler sine Fædres rommani fuldstændigt og rent; endnu støder jeg nemlig nu og da i Tateres Mund og dem selv uafvidende paa oprindelige og ægte Sprogformer; jeg har hørt dem synge gamle Viser i en saa antik Stil, at de, skjønt de erindre Ordene endnu, ikke ganske kunne tyde dem. At denne Forandring nylig er foregaaet, er ogsaa rimeligt nok. For faa Generationer siden – det saaes ovenfor – vare Taterne Gjenstand for en skarpere Forfølgelse enten af Øvrighedens Arm eller af Almuens Afsky; men da holdt ogsaa Taterne sammen indbyrdes, skjønt i saa lidet Antal spredte ud over hele Norges og Sveriges Land, og gjengjeldte Had med Had. I den senere Tid har man været mildere mod dem; den Skillevæg, som stod imellem dem og andre Folk, forfaldt, og de før mere krye Tatere have ladet adskilligt andet Pak faa Indpas i deres Samfund. Men ligesom man paa Hudfarven kan skjønne, at der i de fleste Taterfamilier er kommet en god Del fremmed Blod i Aarerne, saa bærer ogsaa Sproget Mærke af fremmed Indflydelse, som har udslettet dets oprindelige Charakter. Ligesom dette rommani var det sikkreste Spor til at finde Taternes Slægtskab med lignende Horder i andre Lande, saaledes er det os i sin nuværende usle Tilstand det tydeligste Billede paa den Opløsningstilstand, hvori Folket selv nu befinder sig.

Endnu er dog dette samme rommani en Helligdom for Taterne, som de med stor Standhaftighed have stræbt at holde hemmelig, saaledes at endnu en af dem, som man saa, ialfald kunde falde paa at true den, der aabenbarede samme, med at knuse Benene i hans Krop. Det er ogsaa let at skjønne, hvad der gjør denne Hemmelighed saa vigtig for dem. For et Kastefolk som dette er det af stor Vigtighed at kunne gjøre sig forstaaelige for hinanden uden at blive forstaaet af Uindviede, og det er ganske vist, at Medlemmerne af et Fantefølge mangengang i Husfolkets Paahør have aftalt med hinanden, hvorledes de bedst skulde bestjæle det Hus, der gjæstevenligt havde tilstaaet dem Ly og Varme i en stormfuld Vinternat. Selv for Retten vove disse dristige Mennesker saa smaat at gjøre Brug af dette Lønsprog. En Fant har fortalt mig følgende Scene: „Nu har jeg givet al min Forklaring om Skjorten, naadige Hr. Skriver!“ sagde en for Tyveri beskyldt Fantekjærring under et Forhør; „men det er jo af smaa Børns og Umyndiges Mund, at Sandheden skal høres; her har jeg et 5 Aars Barn, som fulgte mig ved Haanden hele Tiden. Hør nu, mit uskyldige Barn! nu maa du huske paa, at du staar for den strenge Guds og den naadige Hr. Dommers Aasyn, og nu maa du huske paa, hvad jeg altid har formanet dig, at sige Sandhed og ikke lyve; saa du, at jeg tog Skjorten, saa maa du ikke hense til din Moders timelige Elendighed, men i den store Guds treenige Navn sige Ja – penna naben!“ og Barnet fulgte ganske rigtig det med de to sidste Ord givne Vink og sagde Nei.

Det er dog ikke denne ligefremme Nytte, som giver dette Fantesprog dets største Interesse. Naar en ful Taterske ved at slaa om sig med nogle uforstaaelige Talemaader af et fremmed Tungemaal kan bestyrke en enfoldig Bondefamilie i Troen paa, at hun er en Finkjærring, vel forfaren i finsk Trolddom og Lægekunst, saa kan hun jo drage stor Vinding deraf; men kunde man se ind i hendes Sjel, forfølge hendes lønlige Tanker, saa skulde man rimeligvis finde, at hendes Hjerte fryder sig vel saa godt, naar hun, efter endt Besøg i et Hus, imellem de udsøgte Talemaader, hvormed hun fremfører sin Tak for al bevidst Godhed, imellem de rigelige Velsignelser, hendes løbende Tunge ved at udøse over det fromme Hus, ogsaa i sit underfundige Sprog er istand til i samme Tonefald, med samme tilsyneladende ydmyge Hengivenhed at lade indflyde en Del Forbandelser, der fuldt opveie Velsignelserne, og dermed tilfredsstille sit onde Hjertes Trang. Det kan man ogsaa stadig bemærke, at naar Tatere skulle have en lystig Skjemt sammen, saa maa Vittighederne altid krydres med nogle Reminiscentser af deres rommani, og de synge ikke gjerne nogen Vise, uden at idetmindste Hovedtankerne deri ere udtrykte i dette Sprog, hvori sjelden nogen sædelig, alvorlig Tanke har været udtalt som kunde møde deres Erindring og forstyrre dem Nydelsen af de Letfærdigheder, som gjerne udgjøre Visernes Indhold.

Og hvad er det, som har holdt Taterne sammen, saa de ikke i Tidernes Løb ganske ere smeltede sammen med de Fold de færdedes imellem, men endnu den Dag idag saa nogenlunde udgjøre et eget Samfund? Det er dette rommani. Deri udtalte de første Tatere sin Bevidsthed om, at de vare Udlændinger i vore Bygder, og denne Bevidsthed gik med Sproget og med de faa Traditioner, som knytte sig dertil, i Arv fra Slægt til Slægt. Og ligesom dette Sprog forbinder den: følgende Slægt med den foregaaende, saaledes samler det ogsaa den Dag idag alle Individer til et Hele. „Ascha dero rommanisæl?“ – “Ehe!“ Dette Spørgsmaal og dette Svar, udvexlede mellem to ellers fremmede Fanter, der mødes paa en Landevei eller Markedsplads, gjøre dem strax som til svorne Fostbrødre, som følge fælles Grundsætninger for Tænke- og Handlemaade og uden videre gjøre fælles Sag mod alle de bengeske buroar, de møde. En spansk Gitano fortalte Borrow et Eventyr, han havde oplevet i den spanske Frihedskamp mod Franskmændene under Napoleon; tvungen til at staa med et Armekorps maatte han deltage i et Slag; det kom til Haandgemæng; han og en fransk Soldat fægtede længe med Bajonetten, kastede saa Geværerne, toge hinanden om Livet og brødes; Tateren segnede, og hans Modstander satte allerede Bajonetspidsen mod hans Bryst; da mødtes deres Blikke; „Zincalo!“ raabte Spanieren; „Zincalo!“ raabte den Anden, en Ungarsk Tater, der strax tog sin Vinflaske frem og vederkvægede sin forsmægtende Broder; de listede sig ud af Kamptummelen op paa en Bakke, hvorfra de med Hjertens Lyst betragtede, hvorledes deres fælles Fiender, buroarne, dræbte og lemlæstede hverandre i den rasende Kamp[7]. Saadant Frimurerskab er der imellem Taterne hele Verden over.

  1. ↑ F. Ex. devel, Gud, Sanskrit deva, manusch, S. manusha; dives, Dag, S. divasa; schtar, fire, S. tschatvari.
  2. ↑ „De jydske Zigeunere og en rotvelsk Ordbog.“ 2den Udg., Kjøbenhavn 1837 (af Dorph, Rektor i Viborg). Først senere hen, ved Sammenligning med andre Verker, kunde jeg skjønne, at Forf. urigtig har kaldt de Kjeltringer, hvis Sprog han beskriver, Zigeunere. Men derom mere siden.
  3. ↑ Istedetfor af Christian at faa Oplysning om ham og hans Folk, fik jeg af Tugthusets Præst høre, at de Undersøgelser, som vare blevne anstillede om hans Daab, havde ledet til det Resultat, at Manden var udøbt, ligesom hans Kjæreste endnu i voxen Alder havde været.
  4. ↑ Dette Træk bedes erindret til den følgende Beretning om Taternes Forhold med deres Dødes Begravelse. Hvad Tateren fortalte om Bedstefaderens Maade at bære Haaret paa, kan maaske forklares af Herved maatte jeg bestyrkes i min ængstelige Formodning om, at han og hans Slægt bevarede afskyelige Hemmeligheder. den fra andre Lande omtalte physiske Eiendommelighed hos Taterne at Haarvæxten trækker sig tilbage op over Tindingerne, som om det skulde være afraget der, en Eiendommelighed, jeg ogsaa syntes at spore hos hin Gamles Sønnesøn (se det ovenfor anf. Berlin. Monatschr., B. 21, S. 122).
  5. ↑ Han fik ogsaa tilstrækkelig Anvendelse for sine særdeles gode Evner naar det gjaldt om at udskille de i Tatersproget indblandede svenske, finske, ja russiske Ord, at adskille selve Ordene fra de tilføiede grammatiske Endelser, at gjøre Forskjel paa Synonymer og Homonymer, Hoved- og Bibetydninger – et for ham meget fremmed og kunstig Arbeide, som han alligevel skilte sig godt ved.
  6. ↑ De Fleste ville forstaa, hvorledes jeg maatte bedrøves, da jeg modtog Tidende om denne Taters Fald, netop Dagen før jeg tiltraadte min Reise omkring i Landet for at virke til hans Kammeraters Redning fra det ulykkelige Fanteliv. Men nu, da disse Blade skulle lægges under Pressen, kan jeg tilføie, at jeg tør anse mit Haab om ham for opfyldt. Ganske tidlig modtog jeg nemlig meget uventet et tilfredsstillende Brev fra ham. Han fortæller mig, at han er bleven gift med en Enke, som eiede Hus og nogen anden Formue; hans Kone er snild; et triveligt Barn har han faaet istedetfor den paa Fantestien fødte Gut, som han efter Omstændighederne var glad ved at vide død; han bor i et Strandsted paa Vestkysten og ernærer sig ret godt af sit Arbeide som Blikkenslager; nu var hans Bøn til mig, at jeg efter et tidligere Løfte endelig maatte sende ham min Bog om Fanterne, som han af Aviserne havde hørt var færdig til Trykken. – Se, denne Mand havde under Samtalerne med mig mere grundigt end vel ellers nogensinde før gjennemgaaet og tænkt over Fantelivets Utilbørligheder og Vederstyggeligheder, og mon jeg ikke nu tør tror at han netop derfor desto snarere væmmedes derved, da han atter havde givet efter for Tillokkelsen og var gleden ud paa Fantestien? Nu havde jo hans Taterliv heller ikke Hemmelighedens Interesse.
  7. ↑ Borrow, anf. St., 1, 224.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Beretning_om_Fante-_eller_Landstrygerfolket_i_Norge/5&oldid=219057»