Bergljot
| ←Til en gudsøn(1861) | Bergljot av |
Til min hustru (Med et sætt romerske perler)→ |
[ 36 ](Harald Hårdrådes saga kap. 45 mot slutten lyder: Da Ejnar Tambarskjelves hustru Bergljot, som sat tilbake i herbærget i byen, spurte mannens og sønnens fall, gik hun straks op i kongsgården, hvor bondehæren var, og ophisset den meget til slag. Men i samme øjeblik rodde kongen ut efter elven. Da sa Bergljot: „Nu savner vi her min frænde Håkon Ivarson; ikke skulde Ejnars banemann ro ut efter elven, om Håkon stod her på elvebakken“)
[ 37 ]
(I herbærget)
Idag kong Harald
får give tingfred;
ti Ejnar fulgte
fem hundre bønder.
Ejndride, sønnen,
slår vakt om huset,
imens den gamle
går in til kongen.
Så minnes Harald
måske, at Ejnar
har tvenne konger
i Norge kåret, —
og giver fred
og forlik på loven;
hans løfte var det,
og folket længes. —
Hvor sanden fyker
ned over vejen,
og støj der stiger! —
Se ut, min sko-svenn!
— Kanske blot vinden!
ti her er vejrhårdt:
den åpne fjord
og de lave fjælle.
Jeg minnes byen
ifra min barndom:
hit vinden hisser
de vrede hunder.
— Men støj der tændes
av tusen stemmer?
Og stål den farver
med kamprød flamme
Ja, det er skjoldgny!
Og se hvad sand-gov:
[ 38 ]
spydbølger hvælve
om Tambarskjelve!
Han er i trængsel! —
Troløse Harald:
likravnen løfter
sig av din tingfred!
Kjør frem med karmen!
jeg må til kampen;
nu sitte hjæmme,
det gallt jo livet!
(På vejen)
Å, bønder, bærg ham,
slå kreds omkring ham!
Ejndride, værg nu
din gamle fader!
Byg ham en skjoldborg
og giv ham buen;
ti døden pløjer
med Ejnars piler!
Og du, Sankt Olav!
å, for din søns skyld!
giv du ham gagn-ord
i Gimles sale!
(Nærmere)
Flokken de sprænger ...
og kjæmper ej længer ...
i bølger
de følger
hværandre mot elven ...
Hvad er der vel hændt?
Hvad spår denne skjælven?
har lykken sig vændt?
hvad er det? hvi stanser
nu bøndernes skare? ...
med nedstukne lanser
to døde de kranser,
og Harald får fare! —
hvad trængsel der er
ved tingstuens port! ...
[ 39 ]
stille al hær
vænder sig bort. —
Hvor er Ejndride...!
Sorgfulde blikke
flygter til side,
frygter mit møde ...
så kan jeg vide:
de to ere døde! —
— — Rum! Jeg må se:
ja, det er dem! —
Kunde det ske ... ?
Jo, det er dem!
Fallen er herligste
høvding i Norden;
Norriges beste
bue brusten.
Fallen er Ejnar
Tambarskjelve, —
sønnen ved side,
Ejndride!
Myrdet i mørke
han som var Magnus
mer end fader,
kong Knut den rikes
kårede sønne-råd!
Fallen for snigmord
skytten fra Svolder,
løven som sprang over
Lyrskog-heden!
Slagtet i bakhold
bøndernes høvding,
Trøndernes hæder,
Tambarskjelve!
Hvithåret, hædret,
henslængt for hundene, —
sønnen ved side, —
Ejndride!
[ 40 ]
Op, op, bondemænn, han er fallen;
men han som fællte ham, lever!
Kjænner I mig ikke? Bergljot,
datter av Håkon fra Hjørungavåg...
nu er jeg Tambarskjelves enke.
Jeg roper på eder, hær-bønder:
min gamle husbond er fallen.
Se, se, her er blod på hans bleke hår,
eders hoveder kommer det over;
ti det bliver koldt uten hævn.
Op, op, hærmænn! Eders høvding er fallen,
eders ære, eders fader, eders børns glæde,
hele dalens eventyr, hele landets hælt, —
her er han fallen, og I skulde ikke hævne?
Myrdet i mørke, i kongens stue,
i tingstuen, lovstuen er han myrdet,
myrdet av lovens første mann, —
å, lyn vil falle fra himlen på landet,
hvis det ikke luttres i hævnens lue!
Skyt langskibe fra land!
Ejnars ni langskibe ligger her,
lad dem bære hævnen til Harald!
Å stod han her, Håkon Ivarson,
stod han her på bakken, min frænde,
da fant Ejnars bane ikke fjorden,
og eder, fejge, slap jeg bede!
Å bønder, hør mig, min husbond er fallen,
mine tankers højsæte i halvhundre år!
Væltet er det, og ved dets højre side
vor eneste søn, å, al vor fremtid!
Tomt er der nu innen mine to armer;
kan jeg vel mere få dem op til bøn?
Eller hvorhen skal jeg vænde mig på jorden?
Går jeg bort til de fremmedes steder,
ak, så savner jeg dem, hvor vi levde sammen.
Men vænder jeg mig derhen, —
ak, så savner jeg dem selv!
[ 41 ]
Odin i Valhal tør jeg ikke finne;
ti ham forlot jeg i min barndom.
Men den nye gud i Gimle. ..?
Han tok jo alt jeg hadde!
Hævn? — Hvem nævner hævn? —
Kan hævnen vække mine døde,
eller dække over mig for kulden?
Finnes i den et tilstængt enkesæte,
eller trøst for en barnløs mor?
Gå med eders hævn, lad mig være!
Læg ham på karmen, ham og sønnen,
kom, vi vil følge dem hjæm!
Den nye gud i Gimle, den frygtelige, som tok alt,
lad ham også ta hævnen; ti den forstår han!
Kjør langsomt! Ti sådan kjørte Ejnar altid;
— og vi kommer tidsnok hjæm.
Hundene vil ikke møte med glade hopp,
men hyle og hænge med halen.
Og gårdens hæster vil spisse øren,
vrinske glade mot stalldøren
og vænte Ejndrides stemme.
Men den lyder ikke længer, —
ej heller Ejnars skridt i svalen,
som ropte in, at nu måtte alle rejse sig,
for nu kom høvdingen!
De store stuer vil jeg stænge;
folkene vil jeg sende bort;
kvæg og hæster vil jeg sælge,
flytte ut og leve ene.
Kjør langsomt!
ti vi kommer tidsnok hjæm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |