Bibelen (1891)/Jakobs almindelige Brev
Jakob hilser de Omvendte af de told Stammer, formaner dem til Glæde i Trængsler, til Bøn og Tro, 1-8, priser de Ringe salige fremfor de Rige, 9-12. Fristelse til det Onde er af os selv, men al god Gave er af Gud, 13-19. Man skal være langsom til at tale og til Vrede, 19. 20, annamme Ordet og gjøre derefter, 21-25. Om den sande Gudsdyrkelse, 26. 27.
JAKOB, Guds og den Herres Hesu Christi Tjener, hilser de tolv Stammer, som ere i Adspredelsen.
2 Mine Brødre! Agter det for idel Glæde, naar I falde i forskjellige Fristelser,
3 da I vide, at eders Troes Prøvelse virker Taalmodighed!
4 Men Taalmodigheden frembringe fuldkommen Gjerning, forat I skulle være fuldkomne og uden Mangel og ikke fattes Noget!
5 Men dersom Nogen af eder fattes Visdom, da bede han Gud, som giver Alle gjerne og uden at bebreide, saa skal den gives ham!
6 Men han bede med Tro, ikke tvivlende! Thi den, som tvivler, er ligesom en Havsbølge, der røres og driver af Vinden.
7 Thi ikke tænke et saadant Menneske, at han skal faa Noget af Herren!
8 Han er en tvesindet Mand, ustadig paa alle sine Veie.
9 Men en Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed!
10 Men den RIge rose sig af sin Ringhed! Thi han skal forgaa som Græssets Blomst.
11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og dets Blomst faldt af, og dets deilige Skikkelse blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne paa sine Veie.
12 Salig er den Mand, som taalmodig lider Fristelse; thi naar han er bleven prøvet, skal han faa Livsens Krone, som Herren har lovet dem, der elske ham.
13 Ingen sige, naar han fristes: Jeg fristes af Gud! Thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller ikke Nogen.
14 Men Enhver fristes, idet han drages og lokkes af sin egen Begjærlighed;
15 derefter, naar Begjærligheden har undfanget, føder den Synd; men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.
16 Farer ikke vild, mine elskelige Brødre!
17 Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller Skygge af Omskiftelse.
8 Efter sin Beslutning har han født os ved Sandheds Ord, forat vi skulle være en Førstegrde af hans Skabninger.
19 Derfor, mine elskelige Brødre, være hvert Menneske snar til at høre, sen til at tale, sen til Vrede!
20 Thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
21 Derfor aflægger al Urenhed og al Ondskabs Overflødighed, og annammer med Sagtmodighed Ordet, som er sindplantet i eder, som er mægtigt til at gjøre eders Sjæle salige!
22 Men vorder Ordets Gjørere og ikke dets Hørere alene, hvorved I bedrage eder selv!
23 Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, da er han lig en Mand, der betrager sit naturlige Ansigt i et Speil;
24 thi han betragtede sig selv og gik bort og glemte straks, hvordan han var.
25 Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne, som ikke er bleven en glemsom Hører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning.
26 Dersom Nogen iblandt eder mener, at han er en Gudsdyrker, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit eget Hjerte, da er hans Gudsdyrkelse forfængelig.
27 En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.
De skulle ikke anse Personer, 1-7, men vise Kjærlighed mod Alle og vandre efter Herrens Bud, 8-13. Tro uden Gjerninger er død, 14-26.
MINE Brødre! Hvaer ikke Troen paa vor Herre Jesus Christus, Herlighedens Herren, forenet med Persons Anseelse!
2 Thi dersom der kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring paa Fingeren, i skinnende Klædebon, og der ogsaa kommer en Fattig in i skident Klædebon,
3 og I fæste Øie paa den, som bærer det skinnende Klædebon, og sige til ham: Sæt du dig her hæderlig! og I sige til den Fattige: Staa du der, eller sæt dig dernede ved min Fodskammel! —
4 gjøre I da ikke Forskjel hos eder selv og blive Dommere etter onde Tanker?
5 Hører, mine elskelige Brødre! Har Gud ikke udvalgt dem, som ere fattige i denne Verden, til at vorde rige i Troen og Arvinger til det Rige, som han har lovet dem, der elske ham?
6 Men I vise Ringeagt mod den Fattige. Er det ikke de Rige, som underkue eder, og som drage eder for Domstolene?
7 Bespotte ikke de det gode Navn, med hvilket I ere nævnede?
8 Dersom I da fuldkomme den kongelige Lov efter Skriften: Du skal elske din Næste som dig selv, da gjøre I vel;
9 men dersom I anse Personer, gjøre I Synd og blive af Loven overbeviste som Overtrædere.
10 Thi hvo der holder den hele Lov, men støder an i eet Bud, er bleven skyldig i dem alle.
11 Thi den, som sagde: Du skal ikke bedrive Hor, sagde ogsaa: Du skal ikke slaa ihjel. Dersom du da ikke bedriver Hor, men slaar ihjel, da er du bleven Lovens Overtræder.
12 Taler saaledes og gjører saaledes, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov!
13 Thi der skal gaa en ubarmhjertig Dom over den, som ikke gjør Barmhjertighed; men Barmhjertighed roser sig mod Dommer.
14 Hvad Gaven er det, mine Brødre, om Nogen siger, han har Tro, men ikke har Gjerninger? Mon den Tro kan frelse ham?
15 Men dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Næring,
16 og Nogen af eder siger til dem: Gaar bort i Fred, varmer eder og mætter eder! men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørft, hvad Gavn er det?
17 Ligesaa er og Troen, dersom den ikke har Gjerninger, død i sig selv.
18 Men En vil kunne sige: Du har Tro, og jeg har Gjerninger; vis mig din Tro af dine Gjerninger, og jeg vil vise dig min Tro af mine Gjerninger!
19 Du tror, at Gud er een; du gjr vel; ogsaa Djævlene tro det og skjælve.
20 Men vil du vide, du forfængelige Menneske, at Troen uden Gjerninger er død?
21 Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort ved Gjerninger, da han ofrede sin Søn Iska paa Alteret?
22 Ser du, at Troen virkede med hans Gjerninger, og at ved Gjerningerne blev Troen fuldkommet?
23 Og Skriften blev opfyldt, som siger: Men Abraham troede Gud, og det bblev regnet ham til Retfærdighed, og han blev kaldt Guds Ven.
14 Se I nu, at et Menneske retfærdiggjøres ved Gjerninger og ikke ved Tro alene?
15 Men ligesaa og Skjøgen Rahab, blev hun ikke retfærdiggjort ved Gjerninger, da hun tog imod Sendebudene og slap dem ud en anden Vei?
16 Thi ligesom Legemet er død uden Aand, saaledes er og Troen død uden Gjerninger.
De skulle ei lettelig tage sig fore at være Andres Lærere; thi Tungen betvinges vanskelig og misbruges ofte, 1-12. Den rette Visdom viser sig i Sagtmodighed, er uden Nid og Trætte og bærer gode Frugter, 13-18.
MINE Brødre! Ikke Mange blive Lærere, eftersom I vide, at vi skulle faa større Ansvar!
2 Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom Nogen ikke støder an i sin Tale, er han en fuldkommen Mand, i Stand til ogsaa at holde det hele Legeme i Tømme.
3 Se, vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, forat de skulle adlyde os, og vi vende deres hele Legeme.
4 Se, ogsaa Skibene, som ere saa store og drives af stærke Vinde, vendes med et saare lidet Ror, hvor Styrmandens Hu vil hen.
5 Saaledes er og Tungen et lidet Lem, men pukker storlig. Se, en liden Ild, hvor stor en Skov antænder den!
6 Ogsaa Tungen er en Ild, en Verden af Uretfærdighed. Saaledes er Tungen sat iblandt vore Lemmer, den, som besmitter det hele Legeme og optænder Livets Løb og er optændt af Helvede.
7 Thi enhver Natur, baade Dyrs og Fugles, baade Ormes og Havdyrs, bliver tæmmet og er bleven tæmmet af den menneskelige Natur;
8 men Tungen kan intet Menneske tæmme, — et ustyrligt Onde, fuld af dødelig Gift.
9 Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere skabte efter Guds Lignelse.
10 Af den samme Mund udgaar Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! Dette bør ikke saa være.
11 Kan en Kilde af det samme Væld udgyde sødt og bittert Vand?
12 Kan et Figentræ, mine Brødre, bære Oliver, eller et Vintræ Figen? Saaledes kan ingen Kilde give salt og sødt Vand.
13 Hvo er viis og forstandig iblandt eder? Han vise ved god Omgjængelelse sine Gjerninger i Visdommens Sagtmodighed!
14 Men have I bitter Nid og Kivagtighed i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke mod Sandheden!
15 Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, naturlig, djævelsk;
16 thi hvor der er Nid og Trætte, der er Forvirring og alt Ondt.
17 Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter upartisk og uden Skrømt.
18 Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holde Fred.
De kjædelige Lyster foraarsage Krig og Strid, forhindre Bønhørelsen, gjøre os til Guds Fiender, 1-4. Aanden giver Kraft mod de onde Lyster, 5. 6; derfor skal man ydmyge sig under Gud, holde sig nær til ham og saa modstaa det Onde, 7-10. Man skal ikke bagtale eller dømme, 11. 12, ikke glemme at man i Alt er afhængig af Herren, 13-17.
HVORAF kommer saa megen Krig og Strid iblandt eder? Er det ikke heraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer?
2 I begjære, og I have ikke; I slaa ihjel og bære Nid, og I kunne ikke faa; I føre Strid og Krig, men I have ikke, fordi I ikke bede;
3 I beder, og I faa ikke, fordi I bedelide, for at kunne fortære det i eders Vellyster.
4 I Horkarle og Horkvinder! Vide I ikke, at Verdens Venskab er Guds Fiendskab? Hvo der da vil være Verdens Ven, bliver Guds Fiende.
5 Eller mene I, at Skriften taler forgjæves? Den Aand, som bor i os, begjærer han Avind? Tvertimod, han giver større Naade.
6 Derfor siger Skriften: Gud staar de Hoffærdige imod, men giver de Ydmyge Naade.
7 Værer derfor Gud underdanige! Staar Djævelen imod, saa skal han fly fra eder!
8 Holder eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til eder! Renser Hænderne, I Syndere, og lutrer Hjerterne, I Tvesindede!
9 Føler eders Elendighed, og sørger og græder! Eders latter vendes til Sorg, og Glæden til Bedrøvelse!
10 Ydmyger eder for Herren, saa skal han opnøie eder!
11 Teler ikke ilde om hverandre, Brødre! Hvo der taler ilde om sin Broder og dømmer sin BRoder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gjører, men Dommer.
12 Een er Lovgiveren, som er mægtig til at frelse og til at fordærve; hvo er da du, som dømmer din Næste!
13 Nu vel, I, som sige: Idag eller imorgen ville vi drage til den eller den Stad og blive der eet Aar og kjøbslaa og vinde,
14 I, so ikke vide, hvad imorgen skal ske! Thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som en liden Tid er tilsyne, men derefter forsvinder.
15 Istedetforat I skulde sig: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gjøre dette eller hint.
16 Men nu rose I eder i eders Overmod; al saadan Ros er ond.
17 Hvo der altsaa ved at gjøre Godt og ikke gjør det, for ham er det Synd.
De Rige bør ei hovmode sig af sin Rigdom og ei forholde Daglønnerne deres Løn, 1-4, ei leve i Vellyst, ei fordømme den Retfærdige, 5. 6. Man skal være langmodig, ikke hevngjerrig, men taalmodig i Lidelse efter de Helliges Eksempel, 7-11, ikke sværge, men bede og lade bede for sig, 12-15, bekjende Synderne for hverandre, 16-18, og omvende de Vildfarende, 19. 20.
NU vel, I Rige! Græder og hyler over de Elendigheder, som komme over eder!
2 Eders RIgdom er raadnet, og eders Klæder ere mølædte;
3 eders Guld og Sølv er forrustet, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd mod eder og æde eders Kjød som en Ild; I have samlet Skatte i de sidste Dage.
4 Se, den Løn, som af eder er forholdt Arbeiderne, der have høstet eders Marker, skriger, og Høstfolkenes Raab ere komne ind for Herrens, Hærskarernes Guds, øren.
5 I have levet i Yppighed paa Jorden og i Vellyst; I have gjort eders Hjerter tilgode som paa en Slagtedag.
5 I have fordømt, I have dræbt den Retfærdige; han staar eder ikke imod.
7 Værer derfor taalmodige, Brøde, indtil Herrens Tilkommelse! Se, Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt og bier taalmodig efter den, indtil den faar tidlig Regn og sildig Regn.
8 Værer ogsaa I taalmodige, styrker eders Hjerter! Thi Herrens Tilkommelse er nær.
9 Sukker ikke mod hverandre, Brødre, forat I ikke skulle fordømmes! Se, Dommeren staar for Døren.
10 Mine Brødre! Tager Profeterne, som have talt i Herrens Navn, til Eksempel paa at lide Ondt og være taalmodige!
11 Se, vi prise dem salige, som lide taalmodig. I have hørt om Jobs Taalmodighed og seet Udfaldet fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og forbarmende.
12 Men for Alting, mine Brødre, sværger ikke, hverken ved Himmelen eller ved Jorden eller nogen anden Ed, men eders Ja være Ja, og Nei være Nei, forat I ikke skulle falde under Dommen!
13 Lider Nogen iblandt eder Ondt, han bede! Er Nogen vel tilmode, han synge!
14 Er Nogen blandt eder syg, han kalde til sig Menighedens Ældste, og de skulle bede over ham og salve ham med Olje i Herrens Navn,
15 og Troens Bøn skal frelse den Syge, og Herren skal opreise ham, og har han begaaet Synder, skulle de forlades ham.
16 Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, forat I kunne læges! En Retfærdigs Bøn formaar Meget, naar den er alvorlig.
17 Elias var et Menneske, samme Vilkaar undergiven, som vi, og han bad en Bøn, at det ikke skulde regne, og det regnede ikke paa Jorden i tre Aar og seks Maaneder.
18 Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.
19 Brødre! Dersom Nogen iblandt eder er faren vild fra Sandheden, og En omvender ham.
20 han vide, at hvo der omvender en Synder fra hans Veis Vildfarelse, han skal frelse en Sjæl fra Døden og skjule Synders Mangfoldighed.