Bibelen (1891)/Prædikerens Bog

Bibelen

Bibelen

Det Amerikanske Bibel-Selskab, 1907 (s. 666-675).

1. KAPITEL.

Prædikeren lærer, at alt i Verden er forfængeligt, og kun uforandret gjentager sig, 1-11; ogsaa den menneskelige Visdom er forfængelig og magter ikke at gjøre lykkelig, hvad han selv har erfaret, 12-18.

 

ORD af Prædikeren, Søn af David, Konge i Jerusalem.
² Forfængeligheders Forfængelighed, siger Prædikeren, Forfængeligheders Forfængelighed! Altsammen er Forfængelighed.
³ Hvad Fordel har Mennesket af al sin Møie, hvormed han møier sig under Solen?
⁴ Slægt gaar, og Slægt kommer, men Jorden staar evindelig.
⁵ Og Solen gaar op, og Solen gaar ned, og den higer hen til sit Sted, der, hvor den gaar op.
⁶ Vinden gaar mod Sønden og dreier sig om mod Norden; den gaar og dreier og dreier sig om, og til sine Omdreininger vender Viden tilbage.
⁷ Alle Bække gaa i Havet, og Havet bliver ikke fuldt; til det Sted, hvorhen Bækkene gaa, did gaa de atter hen.
⁸ Alle Ord blir matte, Ingen kan udsige det; Øiet bliver ikke mæt af at se, or Øret bliver ikke fuldt af at høre.
⁹ Hvad der har været, er det, som skal vorde, og hvad der er skeet, er det, som skal ske, og der er slet intet Nyt under Solen.
¹⁰ Er der Noget, hvorom man vilde sige: Se, dette er nyt, — forlængesiden var det i de forrige Tider, som have været før os.
¹¹ Der er ingen Ihukommelse om de Tidligere, og heller ikke om de Senere, som skulle være, vil der være nogen Ihukommelse hos dem, som skulle vorde sidenefter.
¹³ Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem,
¹³ og jeg gav mit Hjerte hen til at ransage og til at udgranske med Visdom Alt, hvad der sker under Himmelen; det er en slem Plage, Gud har givet Menneskenes Børn at plage sig med.
¹⁴ Jeg saa alle de Gjerninger, som gjøres under SOlen, og se, Altsammen er Forfængelighed og Higen efter Vind.
¹⁵ Kroget kan ikke vorde ret, og Brøst kan ikke tælles.
¹⁶ Jeg talte med mit Hjerte og sagde: Jeg, se, jeg har opnaaet stor og megen Visdom, større og mere end Enhver, som har været før mig over Jerusalem, og mit Hjerte har seet megen Visdom og Kundskab.
¹⁷ Og jeg gav mit Hjerte hen til at lære at kjende Visdom og at kjende Galskab og Daarskab; jeg erkjendte, at ogsaa dette var Higen efter Vind.
¹⁸ Thi hvor der er megen Visdom, der er megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte.

2.KAPITEL.

Sand Lykke opnaaes heller ikke ved sanselig Nydelse, 1. 2, end ikke, naar denne forbindes med jordisk Visdom; ogsaa det har Prædikeren selv erfaret, 3-11; denne Visdom er vel bedre end Daarskaben, men ikke det sande Gode, 12-23. Derimod er det et Gode, i Fred og sand Glæde at nyde Guds Gaver, og det skjenkes af Herren, 24-26.

 

JEG sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil prøve dig med Glæde, og nyd, hvad godt er! Men se, ogsaa det er Forfængelighed.
² Til Latteren sagde jeg: Du er gal! Og til Glæden: Hvad gjør denne?
³ Jeg tænkte i mit Hjerte paa at lade mit Kjød gjøre sig tilgode med Vin, medens mit Hjerte styrede det med Visdom, og at holde fast ved Daarskab, indtil jeg fik se, hvad der var Menneskenes Børn godt at gjøre under Himmelen i sit Livs Dages Tal.
⁴ Jeg gjorde mine Gjerninger store, jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Vingaarde,
⁵ jeg gjorde mig Haver og Lystlunde og plantede i dem alle Slags Frugtræer,
⁶ jeg gjorde mig Vanddamme for af dem at vande en Skov af opvoksende Træer.
⁷ Jeg kjøbte Trælle og Trælkvinder, og hjemmefødte Tjenestefolk fik jeg mig; ogsaa meget Kvæg, stort og smaat, fik jeg mig, mere end Alle, som havde været før mig i Jerusalem;
⁸ jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og Kongers og Landskabernes kostbare Skatte; jeg skaffede mig Sangere og Sangerinder og Menneskenes Børns Lyst, Hustru og Hustruer.
⁹ Og jeg blev stor og mægtig fremfor Enhver, som havde været før mig i Jerusalem; ogsaa min Visdom blev hos mig.
¹⁰ Og Alt, hvad mine Øine begjærede, det forholdt jeg dem ikke, jeg negtede ikke mit Hjerte nogen Glæde; thi mit Hjerte havde Glæde af al min Møie, og dette var min Del af al min Møie.
¹¹ Og jeg vendte mig hen til alle mine Gjerninger, som mine Hænder have gjort, og til den Møie, jeg havde møiet mig med at gjøre, og se: Altsammen var Forfængelighed og Higen efter Vind, og der er ingen Fordel under Solen.
¹² Og jeg vendte mig til at betragte Visdom og Galskab og Daarskab; thi hvad vil det Menneske gjøre, som skal komme efter Kongen? Det, som Andre have gjort forlænge siden.
¹³ Og jeg saa, at Visdommen har Fortrin for Daarskaben, ligt Lysets Fortrin for Mørket;
¹⁴ den Vise har Øine i sit Hoved, men Daaren vandrer i Mørket. Men jeg erkjendte tillige, at det gaar den Ene som den Anden.
¹⁵ Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det gaar Daaren, saa vil det ogsaa gaa mig, og hvorfor har jeg da været saa overmaade viis? Og jeg sagde i mit Hjerte, at ogsaa dette var Forfængelighed;
¹⁶ thi der skal ligesaa lidt være Erindring om den Vise som om Daaren til evig Tid, eftersom i de kommende Dage Altsammen forlængst er glemt, og hvorledes dør ikke den Vise saavelsom Daaren!
¹⁷ Og jeg hadede Livet; thi ond tyktes mig den Gjerning, som gjøres under Solen; thi Altsammen er Forfængelighed og Higen efter Vind.
¹⁸ Og jeg hadede alt mit Arbeide, hvormed jeg havde gjort mig Møie under Solen, fordi jeg skulde efterlade det til det Menneske, som skal være efter mig.
¹⁹ Og hvem ved, om han bliver en Viis eller en Daare? Og dog skal han herske over alt mit Arbeide, hvormed jeg har gjort mig Møie, og hvori jeg har været viss under Solen; ogsaa dette er Forfængelighed.
²⁰ Da vendte jeg mig til at lade mit Hjerte fortvivle over al den Møie, hvormed jeg havde møiet mig under Solen;
²¹ thi der er det Menneske, som har gjort sit Arbeide med Visdom og med Kundskab og med Dygtighed, og til et Menneske, som ikke har havt nogen Møie dermed, skal ha overgive det som hans Del; ogsaa dette er Forfængelighed og et stort Onde.
²² Thi hvad har Mennesket for al sin Møie og for sit Hjertes Stræben, hvormed han gjør sig Møie under Solen?
²³ Alle hans Dage ere jo Smerte, og hans Umag er idel Græmmelse; selv om Natten har hans Hjerte ikke Ro; ogsaa dette er Forfængelighed.
²⁴ Er det ikke en god Ting hos Mennesket, at han æder og drikker og lader sin Sjæl se godt for sin Møie? Ogsaa dette saa jeg, at det er fra Guds Haand;
²⁵ thi hvor kunde æde og hvo nyde mere end jeg?
²⁶ Thi det Menneske, som er godt for hans Aasyn, giver han Visdom og Kundskab og Glæde; men Synderen giver han den Umag, at sanke og at samle for at give til den, som er god for Guds Aasyn; ogsaa dette er Forfængelighed og Higen efter Vind.

3. KAPITEL.

Al Ting i Verden har sin Tid, som Gud bestemmer, 1-8; et Menneske kan hverken udrette Noget ved sin Møie eller tilfulde fatte Guds Verdensstyrelse, 9-11; derfor kan det intet Bedre gjøre end at bruge Guds Gaver med Glæde og gjøre det Gode, 12. 13; at ville ændre, hvad Gud beskikker, er forgjæves, 14. 15. Prædikeren har vistnok seet Uretfærdighed indtage Rattens Sted blandt Menneskene, men han ved dog, at Gud har bestemt en Tid, da han vil dømme Alle, 16. 17. Derved, at Gud en Tid lang taaler Uretfærdighedens Herredømme i Verden, vil han prøve Menneskene og vise dem, hvor dybt de ere sunkne, idet der ingen synlig Forskjel er mellem deres og Dyrenes Død, 18-21. Det Bedste for Mennesket er derfor at kunne glæde sig ved sine Gjerninger, medens det endnu lever, 22.

 

AL Ting har en bestemt Tid, og en Tid er der for enhver Idræt under Himmelen.
² Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø, en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det Plantede,
³ en Tid til at dræbe og en Tid til at læge, en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge,
⁴ en Tid til at græde og en Tid til at le, en Tid til at klage og en Tid til at springe af Glæde,
⁵ en Tid til at kaste Stene bort og en Tid til at smale Stene, en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag,
⁶ en Tid til at søge og en Tid til at tabe, en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste,
⁷ en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen, en Tid til at tie og en Tid til at tale,
⁸ en Tid til at elske og en Tid til at Hade, en Tid til Krig og en Tid til Fred.
⁹ Hvad Fordel har den, som gjør Noget, af den Møie, han gjør sig dermed?
¹⁰ Jeg saa den Plage, Gud har givet Menneskenes Børn at plage sig med.
¹¹ Alt har han gjort skjønt i sin Tid; ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hejrte, kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gjerning, Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.
¹² Jeg ved, at der intet Godet er hos dem, uden at glæde sig og at gjøre Godt i sit Liv;
¹³ og videre: At et Menneske, hvem det saa er, æder og drikker og ser Godt for al sin Møie, det er en Guds Gave.
¹⁴ Jeg ved, at Alt, hvad Gud gjør, det skal være evindelig; dertil er Intet at lægge, og derfra er Intet at tage, og Gud har gjort det saa, forat man skal frygte for ham.
¹⁵ Hvad der er blevet, det var allerede forud, og hvad der skal vorde, det har allerede forut været, og Gud opsøger det Forsvundne.
¹⁶ Og jeg saa ydermere under Solen Rettens Sted, der var Ugudeligheden, og Retfærdighedens Sted, der var Ugudeligheden.
¹⁷ Jeg sagde i mit Hjerte: Den Retfærdige og den Ugudelige skal Gud dømme; thi en Tid for enhver Idræt og over Alt, hvad der er gjort, er fastsat hisset.
¹⁸ Jeg sagde i mit Hjerte: Saa sker for Menneskenes Børns Skyld, forat Gud kan prøve dem, og forat de kunne se, at de i sig selv ere Dyr;
¹⁸ thi en Hændelse ere Menneskenes Børn, og en Hændelse ere Dyrene, og een Hændelse træffer dem; som disse dø, saa dø hine, og een Aand have de alle, og noget Fortrin fremfor Dyret har Mennesket ikke, thi Altsammen er Forfængelighed.
²⁰ De fare alle til eet Sted; de ere alle blevne til af Støvet, og de vende alle tilbage til Støvet.
²¹ Hvem ved, om Menneskenes Børns Aand farer opad, og om Dyrets Aand farer nedad til Jorden?
²² Og jeg saa, at Intet er bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Del; thi hvo lader ham komme til at se det, som skal være efter ham?

4. KAPITEL.

Prædikeren, som har seet mange Undertrykkelser i Verden, priser de Døde lykkelige fremfor de Levende og de Ufødte lykkelige fremfor Begge, 1-3; Nidkjærhedens urolige Stræben gjør ikke lykkelig, saa lidt som Daarskabens Uvirksomhed; lidt Ro er bedre end idel Møie og unyttige Stræben, 4-6; ulykkeligt er dens Liv, som staar ene og forladt i Verden og derhos aldrig faar nok; bedre To end Een, 7-12; ogsaa Konger maa erfare Livets Forfængelighed, thi Undersaatters Kjærlighed er ubestandig, 13-16. Prædikeren formaner til en sand Gudsdyrkelse, 17.

 

OG jeg vendte mig og saa alle de Undertrykkelser, som ske under Solen; og se, der var de Undertryktes Graad, og de havde ingen Trøster, og fra deres Undertrykkeres Haand udgik Vold, og de havde ingen Trøster.
² Da priste jeg de Døde, som allerede vare døde, fremfor de Levende, som endnu vare ilive,
³ men lykkelig fremfor dem begge den, som endnu ikke har været, som ikke har seet den onde Gjerning, som sker under Solen.
⁴ Og jeg saa al Møie og al Dygtighed i Gjerningen, — at det er, at den Enes avindsyge Nidkjærlighed er større end den Andens; ogsaa det er Forfængelighed og Higen efter Vid.
⁵ Daaren lægger sine Hænder sammen og æder sit eget Kjød.
⁶ Bedre er en Haandfuld Ro end Næver, fulde af Møie og Higen efter Vind.
⁷ Og jeg vendte mig og saa Forfængelighed under Solen:
⁸ Der er en Enlig uden en Anden, heller ikke Søn eller Broder har han, og dog er der ingen Ende paa al hans Møie, heller ikke blive hans Øine mætte af Rigdom; — og for hvem gjør jeg mig Møie og lader min Sjæl fattes Godt? Ogsaa det er Forfængelighed, og en ond Plage er det.
⁹ Bedre To end Een, thi de have en god Løn for sin Møie;
¹⁰ thi om de falde, kan den Ene reise sin Stalbroder op; men ve ham, den Ene, som falder uden en Anden til at reise ham op!
¹¹ Ligeledes, naar To ligge sammen, saa blive de varme; men hvorledes skulde en Enlig blive varm?
¹² Og om En kan overvælde ham, den Enlige, saa kunne de To holde Stand imod ham, og tredobbelt Traad sønderrives ikke saa snart.
¹³ Bedre en Yngling, fattig og viis, end en Konge gammel og daarlig, som ikke mere skjønner at lade sig advare;
¹⁴ thi fra Fangernes Hus gaar hin ud for at blive Konge^[1]; denne bliver fattig, endog han er født i sit Kongedømme.
¹⁵ Jeg saa alle de Levende, som vandre under Solen, hos Ynglingen, den Anden, som skulde træde i hans^[2] Sted.
¹⁶ Der var ingen Ende paa alt Folket, paa alle dem, i hvis Spids han stod. Alligevel glæde de Senere sig ikke ved ham, thi ogsaa dette er Forfængelighed og Higen efter Vind.
¹⁷ Forvar din Fod, naar du gaar til Guds Hus! At holde sig nær for at høre er bedre, end at Daarerne give Offer; thi de vide ikke, at de gjøre Ondt.

5. KAPITEL.

Naar man taler til Gud, skal man bruge faa og vel betænkte Ord, 1. 2; man skal betale sin Løfter, 3-6, ikke forarges, naar den Fattige undertrykkes, ikke være havesyg, thi Rigdom er forfængelig, 7-16. En Guds Naade er det, naar man kan nyde Guds Gaver med Glæde og Gudsfrygt, 17-19.

 

VÆR ikke snar med din Mund og lad ikke dit Hjerte haste med at fremføre et Ord for Guds Aasyn! Thi Gud er i Himmelen, og du paa Jorden; derfor lad dine Ord være faa!
² Thi af megen Umag komme Drømme, og daarlig Tale af mange Ord.
Kap. 5.

8. Naar du gjør Gud et Løfte, saa tøv ikke med at betale det, thi han har ikke Behag i Daarer! Hvad du lover, det betal 5 Mos. 23,21. 15.10.12.

. Bedre er det, at du ikke lover, end at du lover og ikke betaler.

5. Tilsted ikke din Mund at bringe dit K ød til at synde, og sig ikke for Enge ens'lI Aasyn: Det var en Over- ilelse"! Hvorfor skal Gud harmes over din Tale og fordærve dine Hæn- ders Gjerning? id. e. Prestens : Mom, 7.

”4 Mos. 15, 25 tg. 30, 7.

6. Thi hvor der er mange Drøm- me, er der ogsaa megen Forfænge- lighed; ligesaa hvor der er mange Ord. Fry t heller Gud!

7. Om u ser, at den Fattige un- dertrykkes, og at Bot og Retfærdig- hed ranes borti Landskabet, saa nn- dre dig ikke over den Tin l Thi en

Høiere er Vogter over en øl, og en Høieste over dem begge.

3, 16; 4, 1. Ps. 82, 1 fg.

Es. 5, 23.

8. Og en Fordel for Landet er med alt dette, at dyrket Land har en Kon- ge, som tjenes.

9. Den, som elsker Penge, bliver ikke mæt af Penge, og den, der el- sker meget Gods, ikke at Indtægt; ogsaa det er Forfængelighed.

4, s. 1 Tim. 6, o. 10.

10. Naar Godset bliver meget, blive de mange, som fortære det; og hvad Gavn har dets Eier uden den, at hans Øine se (iet'l'il *Godsea

11. Arbeiderens Søvn er Sød, hvad- enten han æder Lidet eller Meget: men den Riges Mættelse tillader ham ikke at sove.

12. Det er et slemt Onde, jeg har seet under Solen: Rigdom bevaret af sin Eier til hans egen Ulykke,

- Job 90, :0 ts.

13. og den samme Rigdom forgaar ved en Ul kke, 0 har han avlet en Søn, saa bl ver der nteti hans Haand.

14. Som han udgik af sin Moders Liv, skal han nøgen igjen aa bort, som han kom : og ikke skal en for in Møie høste Noget, som han kunde tage med i simHaand.

Job 1, 21. Ps. 40, 17. 18. i Tim. 0, 7,

15. Og dette er ogsaa et slemt On- de: Ganske som han kom skal han gaa bort; hvad Fordel har han da af, at han gjlør sig Møie hen i Veiret?

16. Ti med - alle sine Dage æder han sit Bring0 i Mørket, og han har

6

PBÆDIKERENS BOG.

Kap. 6.

magen Græmmelse og dertil sin Syg- dom o Vrede.

17. . dette er, hvad jeg har seet at være godt, at være skjønt: At æde 0 at drikke 0 at se Godt for al sin

øle, hvorme En møier sig under Solen alle sine Levedage, som Gud har givet ham; thi det er hans Del.

3, 12. 22; s, 15; 0,7.

18. 0 lieesaa, naar Gud har vel: noget enneske Rigdom og S atte og givet ham Ma t til at æde deraf og at tage sin De og at glæde sigi sin Møie, det er en Guds Gave;

8. 84; 34 13-

19. thi han vil ikke bomme sit Livs Dage meget i En, fordi Gud svarer ham med at skjenke ham Glæde i Hjertet.

6. KAPITEL.

Den, som har-jula! o afLivetsGoder, men hvem Gud ikke ver at nyde dem er heist ul kkeug, 1-3,- bedre erdeu dette

korte, Jyçtiçe Liv med Tllfredehed at

nyde. vad man har, end med umættelia

.Beåfærughed altid at Mye efter Mere,

I' -

DER er en Ulykke, som jeg har seet under Solen, og svar hviler den paa Mennesket:

2. Naar Gud giver en Mand Rig- dom og Skatte og Ære, sa han ikke for sin Sjæl fattes Noge-t, som han attraar, men Gud ikke giver ham Mâåt til at nyde deraf, men en frem- m Mand nyder det, - det er For- fængelighed og ond Lidelse.

Ps. 39, 7; 49, 11. Præd. 4, s; 5. 16. Est. 6, 11-13.

3. Om en Mand avler hundrede Børn' og lever i mange Aar, saa hans Aars Dages Tal bliver stort, men hans Sjæl ikke mættes af det Gode, og han heller ingen Begravelse faar, - jeg siger: Et utidigt Fester er bedre fa- ren end han. Job 3, 16. Ps. 58, 9.

4.1 'ifm l: Forfænåeltighed kom dgâ, o ør e gaar e og m hførke bliver dets Navålâglrket;

5. heller ikke saa og k endte det Solen, det har mere Ro en han.

6. Og om han saa havde levet tu- sinde Aar to Gange, -men ikke seet Godt, - gaar dog ikke Alt"I til eet Sted? *Job ao, 23. Præd. a, ao.

7. Al Menneskets Møie er for dets Mund og do bliver dets Attraa al- drig tilfredssti let; \

. thi hvad har den Vise fremfor Daaren? Hvad har den Fattige, som skjønner at vandre^[3] for de Levende?
⁹ Bedre er det, at Øinene skue^[4] end at Sjælen farer om^[5]; ogsaa det er Forfængelighed og Higen efter Vind.
¹⁰ Hvad der er skeet, dets Navn er forlængesiden nævnt^[6], og kjendt er, hvad et Menneske er; det kan ikke gaa irette med den, som er stærkere end det;
¹¹ thi der er mange Ord, som forøge Forfængeligheden, — hvad Gavn har Mennesket deraf?
¹² Thi hvo ved, hvad der er Mennesket gavnligt i Livet, i hans forfængelige Livs Dagens Tal, dem han tilbringer som en Skygge? Thi hvo kundgjør Mennesket, hvad der skal ske efter ham under Solen?

7. KAPITEL.

Livet er fuldt af Elendighed; derfor kræver det Alvor, 1-4. Man skal høre paa den Vises alvorlige Revselse, 5-7, være langmodig, 8. 9, med Visdom, der er at agte høiere end Rigdom, betragte Guds Styrelse, være tilfreds med, hvad den tilskikker og tillader, ikke lade sig forvilde bort fra den sande Retfærdigheds og Visdoms Middelvei, frygte Gud, i den sande Visdom søge Styrke i Kampen mod Synden, som hænger ved Alle, og til at taale og tilgive Andres onde Ord, 10-22. Prædikeren har søgt efter den sande Visdom, men den er endnu langt borte fra ham; under denne Søgen har han blandt Menneskene fundet megen Daarlighed og Forførelse; Aarsagen dertil ligger dog ikke hos Gud, som skabte Mennesket uden Synd, men hos Mennesket selv, som har vendt sig til det Onde, 23-29.

 

BEDERE er et godt Navn end god Olje, og bedre Dødsdagen end Fødselsdagen.
² Bedre er det at gaa til Sorrigs Hus end at gaa til Gjæstebuds Hus, fordi hint er hvert Menneskes Ende, og den Levende lægger sig det paa Hjerte.
³ Bedre er Græmmelse end Latter; thi medens Ansigtet ser ilde ud, staar det vel til med Hjertet.
⁴ Vises Hjerte er i Sorgens Hus, men Daarers Hjerte i Glædens Hus.
⁵ Bedre er det at høre Skjænd af en Viis, end at En hører Sang af Daarer;
⁶ thi som Tornenes Spragen under Gryden, saa er Daarens Latter; ogsaa dette er Forfængelighed.
⁷ Thi Undertrykkelse gjør den Vise til Daare, og Gave fordærver Hjertet.
⁸ Bedre er en Tings Ende end dens Begyndelse, bedre langmodig end hovmodig,
⁹ Vær ikke hastig i din Aand til at vredes; thi Vrede hviler i Daarers Barm.
¹⁰ Sig ikke: Hvoraf kommer det, at de forrige Dage vare bedre end disse? Thi ikke af Visdom spørger du derom.
¹¹ Visdom er jævngod med Arvegods, ja end ypperligere for dem, der se Solen;
¹² thi at være i Visdoms Skygge er som at være i Penges Skygge, og Kundskabs Fortrin er, at Visdommen holder sin Eier ilive.
¹³ Se Guds Gjerning! Thi hvo kan gjøre ret, hvad han har gjort kroget?
¹⁴ Paa en god Dag være du ved godt Mod, og paa en ond Dag betænke du, at Gud har gjort ogsaa denne ved Siden af hin, forat Mennesket ikke skal finde Noget efter sig^[7].
¹⁵ Alt dette har jeg seet i min Forfængeligheds Dage: Der er en Retfærdig, som om kommer i sin Retfærdighed, og der er en Ugudelig, som lever længe i sin Ondskab.
¹⁶ Vær ikke altfor retfærdig, og te dig ikke overvættes viis! Hvorfor vil du ødelægge dig selv^[8]?
¹⁷ Vær ikke altfor ugudelig^[9], og vær ikke en Daare! Hvorfor vil du dø i Utide?
¹⁸ Det er godt, at du holder fast ved det Ene, men heller ikke fra det Andet skal du holde din Haand; thi den, som frygter Gud, undgaar det altsammen.
¹⁹ Visdommen giver den Vise mere Styrke, end ti Vældige, som ere i en Stad;
²⁰ thi der gives ikke et retfærdigt Menneske paa Jorden, som gjør Godt og ikke synder.
²¹ Læg heller ikke alle de Ord, man taler, paa Hjerte, forat du ikke skal høre din Tjener bande dig!
²² Thi dit Hjerte ved ogsaa om mange Gange, da ogsaa du har bandet Andre.
²³ Alt dette har jeg forsøgt med Visdom; jeg sagde: Jeg vil opnaa Visdom, men den er langt borte fra mig.
²⁴ Hvad der er langt borte og dybt, dybt, — hvo kan finde det?
²⁵ Jeg vendte mig med met Hjerte til at erkjende og til at granske og søge Visdom og Klogskab og til at erkjende Ugudelighed som Daarskab og Daarskaben som idel Galskab.
²⁶ Og jeg fandt Noget, som er bitrere end Døden, den Kvinde, hvis Hjerte er Garn og Snarer, hvis Hænder ere Lænker; den, som tækkes Gud, undkommer fra hende, men Synderem bliver fanget af hende.
²⁷ Se, dette fandt jeg, siger Prædikeren, idet jeg lagde det Ene til det Andet for at finde Klogskab.
²⁸ Hvad min Sjæl ydermere har søgt, og hvad jeg ikke har fundet, det er: Een Mand iblandt Tusinde fandt jeg, men en Kvinde har jeg blandt alle disse ikke fundet.
²⁹ Se, alene dette har jeg fundet, at Gud har gjort Mennesket ret^[10], men de søge mange Kunster.

8. KAPITEL.

Vil man ligne den Vise, maa man aflægge Trods, adlyde Kongen og holde Budet, 1-5, ikke ved Betragtning af Herskeres Uretfærdighed lade sig bringe bort fra den Overbevisning, at det skal gaa de Gudfrygtige, men ikke de Ugudelige vel, og være rolig og glad, om end Guds Gjerning ikke ret kan forstaaes, 6-17.

 

HVO er som den Vise, og hvor forstaar en Tings Udtydning? Menneskets Visdom opklarer hans Ansigt, og hans Ansigts Trodsighed forandres.
² Jeg siger: Tag Vare paa Kongens Bud, og det for den Eds Skyld, du har svoret ved Gud!
³ Hast ikke med at gaa bort fra hans Aasyn, indlad dig ikke i nogen ond Sag! Thi, Alt hvad han har Lyst til, gjør har,
⁴ efterdi Kongens Ord er mægtigt, og hvo tør sige til ham: Hvad gjør du?
⁵ Den, som holder Budet, ved ikke af nogen ond Sag at sige, og den Vises Hjerte kjender Tid og Ret.
⁶ Thi for enhver Idræt er der Tid og Ret; thi Menneskets Ondskab hviler svar paa ham;
⁷ thi han ved ingenlunde, hvad der vil ske; thi hvo kundgjør ham, hvorledes det vil blive?
⁸ Intet Menneske har Magt over Aanden til at holde Aanden tilbage, og der gives ingen Magt over Dødsdagen og ingen Frigivelse i Krigen; ei heller redder Ugudelighed sin Eiermand.
⁹ Alt dette har jeg seet, og jeg har vendt mit Hjerte til enhver Gjerning, som gjøres under Solen, den Tid, da Menneske hersker over Menneske til Ulykke for det;
¹⁰ og da saa jeg Ugudelige blive jordfæstede og komme i Grav, men dem, som havde gjort Ret, at drage bort fra den Helliges Sted og vorde glemte i Staden; ogsaa dette er Forfængelighed.
¹¹ Fordi Dom over Ondskabs Gjerning ikke fuldbyrdes straks, derfor bliver Menneskenes Børns Hjerte fuldt inden i dem til at gjøre Ondt,
¹² fordi Synderen gjør Ondt hundrede Gange og lever længe; dog, jeg ved ogsaa, at det skal gaa dem vel, som frygte Gud, som frygte for hans Aasyn,
¹³ men det skal ikke gaa den Ugudelige vel, og han skal ikke leve længe, lig Skyggen, fordi han ikke frygter for Guds Aasyn.
¹⁴ Der er en Forfængelighed, som sker paa Jorden, at der er Retfærdige, hvem det gaar efter de Ugudeliges Gjerning, og at der er Ugudelige, hvem det gaar efter de Retfærdiges Gjerning; jeg siger, at ogsaa dette er Forfængelighed.
¹⁵ Saa priste jeg sa Glæden, fordi Mennesket ikke har noget andet Godt under Solen end at æde og drikke og være glad; og dette følger ham under hans Møie i hans Livs Dage, som Gud har givet ham under Solen.
¹⁶ Da jeg hengav mit Hjerte til at lære Visdom at kjende og til at se den Umag, man gjør sig paa Jorden, at man hverken Dag eller Nat ser Søven i sine Øine,
¹⁷ da saa jeg hele Guds Gjerning, at Mennesket ikke formaar at fatte den Gjerning, som sker under Solen, fordi Mennesket gjør sig Møie med at udgranske den og dog ikke fatter den, og selv om den Vise siger, at han nok skal lære den at kjende, er han dog ikke i Stand til at fatte den.

9. KAPITEL.

Prædikeren bliver ved at tale om Guds Styrelses Uransagelighed, 1-6; han formaner til at være glad og virksom og befale Gud Udgangen, da ingen Ting staar i Menneskets magt, hvorhos han tillige erkjender Visdoms Fortrin fremfor Styrke, 7-18.

 

THI alt dette har jeg taget mig til Hjerte, og det for at udgrunde alt dette, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; om det er Kjærlighed eller Had, ved intet Menneske^[11]; de kunne vente sig Alt.
² Alt vederfares dem^[12] ligesom alle Andre; det Samme hænder den Retfærdige og den Ugudelige, den Gode og Rene og den Urene, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; den Gode gaar det som Synderen, den, der sværger, som den, der fyrgter Eden.
³ Det er en slem Ting ved Alt, hvad der sker under Solen, at det Samme hænder Alle; og tillige er Menneskenes Børns Hjerte fuldt af Ondt, og der er Galskaber i deres Hjerte, saalænge de leve, og derpaa gaar det afsted til de Døde,
⁴ thi hvo er den, der undtages? For alle dem, der leve er der Haab; thi en levende Hund er bedre end en død Løve;
⁵ thi de Levende vide, at de skulle dø, men de Døde vide ikke Noget, og der er ikke mere for dem nogen Løn, thi deres Ihukommelse er glemt.
⁶ Baade deres Kjærlighed og deres Had og deres Nidkjærhed er forlængesiden forgangen, og de have i al Evighed ingen Del mere i Alt, hvad der sker under Solen.
⁷ Gak da hen, æd dit Brød med Glæde og drik din Vin vel tilmode! Thi Gud har forlængesiden Behag i dine Gjerninger.
⁸ Lad dine Klæder altid være hvide, og lad ikke Olje fattes paa dit Hoved!
⁹ Nyd Livet med en Hustru, som du elsker, alle dit forfængelige Livs Dage, som Herren har givet dig under Solen, alle dine forfængelige Dage! Thi det er din Del i Livet og i din Møie, hvormed du møier dig under Solen.
¹⁰ Alt, hvad der kommer dig for Haanden at gjøre med din Kraft, det gjør! Thi der er hverken Gjerning eller Klogskab eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.
¹¹ Jeg vendte mig og saa under Solen, at Løbet ikke er i de Lettes Magt og Krigen ikke i de Vældiges og heller ikke Brød i de Vises og heller ikke RIgdom i de Forstandiges og heller ikke Yndest i de Kløgtiges Magt; thi Tid og Hændelse møder dem alle.
¹² Thi Mennesket ved helle ikke sin Tid, som Fiskene, der fanges i det slemme Garn, og som Fuglene, der blive fangne i Snaren; som de besnæres ogsaa Menneskenes Børn i en ond Tid, naar den med Eet falder over dem.
¹³ Ogsaa dette saa jeg som Visdom under Solen, og stor tyktes den mig:
¹⁴ Der var en liden By og faa Mænd i den, og der kom til den en stor Konge og omringede den og byggede store Volde mod den;
¹⁵ og man fandt i den en fattig, viis Mand, og han reddede Byen ved sin Visdom, og ikke et Menneske var kommet hin fattige Mand i Hu.
¹⁶ Da sagde jeg: Visdom er bedre end Styrke; men den Fattiges Visdom er foragtet, og hans Ord høres ikke.
¹⁷ Vises Ord, hørte i Ro, ere bedre end en Herskers Skrig blandt Daarer.
¹⁸ Bedre er Visdom end Krigsredskaber, og een Synder fordærver meget Godt.

10. KAPITEL.

Prædikeren priser fremdeles Visdommen, viser udførlig Daarskabs Fordærvelighed saavel i Almindelighed som med særligt Hensyn til Regenter og Øvrighed og lærer, hvorledes man skal te sig overfor Herskeren, 1-20.

 

DØDE Fluer bringe Salvelaveres Salve til at stinke og gjære; lidt Daarskab fordærver en Mand, som rager frem ved Visdom, ved Ære.
² Den Vises Hjerte^[13] er rettet mod hans Høire, men Daarens Hjerte mod hans Venstre.
³ Ogsaa paa Veien, naar Daaren vandrer, fattes ham hans Hjerte, og han fortæller Enhver, at han er en Daare.
⁴ Reiser Herskerens Vrede sig imod dig, saa forlad ikke din Plads! Thi Rolighed holder store Synder nede.
⁵ Der er et Onde, jeg har seet under Solen som et Misgreb, der udgaar fra Magthaverens Aasyn:
⁶ Daarskaben er sat paa de store Høider, medens Rige sidde i det Lave.
⁷ Jeg har seet Tjenere paa Heste og Fyrster ligesom Tjenere gaa tilfods.
⁸ Den, som graver en Grav, kan falde i den, og den, som river et Gjærde ned, ham kan en Slange bide.
⁹ Den, som opbryder Stene, kan volde sig Smerte ved dem; den som kløver Træstykker, kan komme i Fare ved dem.
¹⁰ Naar Jernet er blevet sløvt, og han ikke har hvæsset Eggen, saa maa han bruge des større Kraft; men Visdom har den Fordel, at den gjør en Ting rettelig.
¹¹ Naar Slangen bider uden Besværgelse^[14], saa har Tungens Eier^[15] ingen Nytte af den.
¹² Ordene af den Vises Mund ere yndige, men Daarens Læber opsluge ham selv.
¹³ Begyndelsen af hans Munds Ord er Daarskab, og Enden paa hans Munds Tale er slem Galskab.
¹⁴ Og Daaren taler mange Ord; og Mennesket ved dog ikke, hvad der skal ske, og hvo kundgjør ham, hvad der skal ske efter ham?
¹⁵ Daarens Møie trætter ham, fordi han ikke ved Vei til Byen.
¹⁶ Ve dig, Land, hvis Konge er en Dreng, og hvis Fyrster æde tidlig om Morgenen!
¹⁷ Held dig, Land, hvis Konge er en Ædelbaaren, og hvis Fyrster æde i rette Tid til Styrke og ikke til Fylderi!
¹⁸ Ved Ladhed synke Bjælkerne sammen, og hænger man med Hænderne, saa drypper det ned i Huset.
¹⁹ Til Forlystelse holde de^[16] Maaltid, og Vin fryder Livet, og Pengene skaffe det altsammen.
²⁰ End ikke i din Tanke maa du bande Kongen, og end ikke i dit Sengkammer maa du bande den Rige; thi Himmelens Fugl fører Røsten afsted, og den Bevingede kundgjør Ordet.

11. KAPITEL.

Prædikeren formaner til redebon Godgjørenhed, 1-3, og til med Iver og Flid at gjøre sin Gjerning samt til at glæde sig i Livet, tænkende paa de kommende mørke Dage; navnlig glæde den Unge sig i sin Ungdoms Dage, dog saa, at han ihukommer den Dom, for hvilken Gud vil føre ham frem, 4-10.

 

LAD dit Brød fare hen over Vandet; thi i Tidens Løb skal du finde det igjen.
² Del ud til Syv, ja og til Otte; thi du ved ikke, hvad for Ulykke der skal ske paa Jorden.
³ Naar Skyerne blive fulde af Regn, udtømme de det over Jorden, og naar et Træ falder mod Sønden eller mod Norden, — hvor Træet falder hen, der bliver det liggende.
⁴ Den, som agter paa Vind, saar ikke, og den, som ser paa Skyerne, høster ikke.
⁵ Ligesom du ikke ved, hvad Vindens Vei er, eller hvorledes Benene dannes i den Frugtsommeliges Liv, ligesaalidt kan du kjende Guds Gjerning, som gjør det altsammen.

⁶ Saa din Sæd om Morgenen, og lad ikke din Haand hvile mod Aftenen; thi du ved ikke, hvad der vil lykkes, dette er hint, eller om begge Dele blive gode.
⁷ Og sødt er Lyset, og lysteligt er det for Øinene at se Solen.
⁸ Thi om Mennesket lever mange Aar, skal han glæde sig i dem alle og komme Mørkets Dage i Hu; thi de ere mange, — Alt, hvad der kommer, er Forfængelighed.
⁹ Glæd dig, du Unge, i din Ungdom, og lad dit Hjerte være vel tilmode i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn! Men vid, at for alt dette vil Gud føre dig frem for Dommen.
¹⁰ Og lad Græmmelse vige fra dit Hjerte, og hold Ondt borte fra dit Kjød! Thi Ungdom og Morgenrøde er Forfængelighed.

12. KAPITEL.

Prædikeren formaner fremdeles de Unge til at komme sin Skaber i Hu i sin Ungdoms Dage, før Alderdommen kommer, hvis mange Besværligheder og Ende han skildrer under forskjellige Billeder, 1-7. Han slutter Bogen med det Vidnesbyrd, at Alt er Forfængelighed, med nogle Bemærkninger om sig selv og sit Skrift og med den Formaning, der sammenfatter det Hele i en Hovedsum: Frygt Gud og hold hans Bud, 8-14.

 

OG tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og Aar indtræde, om hvilke du skal sige: De behage mig ikke,
² førend Solen og Lyset og Naanen og Stjernerne formørkes, og Skyerne komme igjen efter Regnet, —
³ den Dag, da Husets Vogtere skjælve, og de kraftige Mænd blive krumme, og de malende hvile, fordi de ere blevne faa, og de, som se gjennem Vinduerne, blive dunkle^[17],
⁴ og begge Døre til Gaden lukkes, medens Møllens Røst bliver svag og hæver sig kun til SPurvens Røst, og alle Sangens Døtre blive lavmælte,
⁵ og man ogsaa frygter for hver Bakke, og der er Rædsler paa Veien, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen slæber sig frem, og Kapersen mister sin Kraft; thi Mennesket gaar bort til sit evige Hus, og de Sørgende gaa omkring paa Gaden, —
⁶ førend Sølvsnoren borttages, og Guldskaalen sønderslaaes, og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderknuses og falder ned i Brønden,
⁷ og Støvet vender tilbage til Jorden og bliver, som det var før, og Aanden vender tilbage til Gud, som gav den.
⁸ Forfængeligheders Forfængelighed, siger Prædikeren; Alsammen er Forfængelighed.
⁹ Forøvrigt er at sige, at PRædikeren var en Vismand; fremdeles at han lærte Folket Kundskab og veiede og ransagede, han bragte mange Ordsprog i Stand.
¹⁰ Prædikeren søgte at finde liflige Ord, og skrevet er, hvad rigtigt er, Sandheds Ord.
¹¹ De Vises Ord ere som Braadde, og Samlingernes Visdomssprog sidde fast som Nagler; de ere givne af een Hyrde^[18].
¹² Og forøvrigt: Lad dig paaminde af dem, min Søn! At gjøre mange Bøger er der ingen Ende paa, og megen Granskning volder Kjødets Udmattelse.
¹³ Enden paa Sagen (det Hele er nu hørt) er denne: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske.
¹⁴ Thi enhver Gjerning skal Gud føre frem for Dommen over Alt, hvad der er skjult, være sig Godt eller Ondt.

---

1. som Josef; 1 Mos. 41, 41 fg.
2. Kongens.
3. rettelig.
4. hvad man har i Eie.
5. med urolig Higen.
6. af Gud.
7. d. e. ikke skal vide Noget af, hvad der skal ske efter ham.
8. nemlig ved farisæisk Egenretfærdighed og Selvklogskab
9. Al Synd kan du vel ikke undgaa (V. 20. 1 Kong. 3, 46. Jak. 3, 2), men tro ikke derfor, at du kan hengive dig til det Onde.
10. rent og godt.
11. Ingen kan af de ydre Omstændigheder med SIkkerhed slutte sig til Guds Velbehag eller Mishag med ham selv eller Andre.
12. de Retfærdige og Vise.
13. d. e. Forstand.
14. førend Besværgelsen er bleven anvendt; Ps. 58, 6.
15. Besværgeren.
16. V. 16.
17. 1 Mos. 27, 1; 48, 10.
18. Ps. 80, 2.