Bibelen (1891)/Salomos Høisang
Bruden (den israelitiske Menighed) længes efter sin himmelske Brudgom (Messias), 2-4. Hun taler om den uanselige Tilstand, hvori hun ved sine Trængsler er kommen, og om sin hjertelige Attraa efter at finde sin Brudgom, 5-7. Denne underviser hende om, hvor han er at finde, og lover hende herlig Prydelse, 8-11. Hun vidner om, hvilken dyrebar Skat hun har i ham, 12-14. Han priser hende, 15, hun ham igjen, 16. 17.
2 Han kysse mig med Kys af sin Mund! Thi din Kjærlighed er bedre end Vin.
3 Dine Salvers Lugt er liflig, dit Navn er en udgydt Salve; derfor elske Jomfruer dig.
4 Dag mig! Efter dig ville vi løbe. Kongen har ført mig ind i sine Kamre; vi ville fryde og glæde os i dig, vi ville prise din Kjærlighed mere end Vin; oprigtig elske de dig.
5 Sort er jeg, dog yndig, I Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som Salomos Telttepper.
6 Ser ikke paa mig, at jeg er saa sort, at Solen har brændt mig! Min Moders Sønner bleve vrede paa mig, de satte mig til at vogte Vingaardene; min egen Vingaard har jeg ikke vogtet.
7 Fortæl mig dog, du, som min Sjæl elsker: Hvor vogter du Hjorden? Hvor lader du den hvile om Middagen? Thi hvorfor skal jeg være som en Kvinde, der gaar tilhyllet ved dine Medbrødres Hjorde?
8 Ved du det ikke, du deiligste blandt Kvinder, saa gak ud i Faarenes Spor og vogt dine Kid ved Hyrdernes Boliger!
9 Med Gangerne for Faraos Vogne ligner jeg dig, men Venind!
10 Yndige ere dine Kinder mellem Kjæderne, din Hals i Perleraderne.
11 Guldkjæder vile vi gjøre dig med Sølvprikker i.
12 Saalænge Kongen var ved sit Bord, gav min Nardus sin Lugt.
13 Min Elskede er mig en Myrrakugle, som hviler mellem mine Bryster.
14 Min Elskede er mig en Cyperdrue i En-Gedis Vingaarde.
15 Se, du er deilig, min Veninde, se, du er deilig; dine Øine ere Duer.
16 Se, du er skjøn, min Elskede, og liflig, og vort Leie er grønt;
17 Cedere ere vore Huses Bjælker, Cypresser vort tavlede Loft.
Bruden ligner sig med en Lilje, Brudgommen stadfæster hendes Ord, 1. 2. Hun priser ham, skildrer sin Længsel efter hans Kjærlighed og sin Salighed i den og beder, at hun ikke maa blive forstyrret i dens Nydelse, 3-7. Bruden udtaler sin Glæde over, at Brudgommen besøger hende, forkynder hende, at hendes Trængsels Tid er forbi, og opfordrer hende til at glæde ham med sin deilige Skikkelse og liflig Sang, 8-14. Hun ytrer Ønske om, at Vingaarden, som staar i Blomst, maa blive beskjermet mod sine Fiender, udtaler sin Glæde over sit Samfund med Brudgommer og beder ham ved Afskeden at gjentage sit Besøg, 15-17.
2 Som en Lilje blandt Tornene, saa er min Veninde blandt Døtrene.
3 Som et Æbletre blandt Skovens Træer, saa er min Elskede blandt Sønnerne; i hans Skygge lyster det mig at sidde, og hans Frugt er sød for min Gane.
4 Han har ført mig til Vinhuset, og hans Banner over mig er Kjærlighed.
5 Styrker mig med Druekager, kvæger mig med Æbler! Thi jeg er syg af Kjærlighed.
6 Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans Høire favner mig.
7 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre, ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken: Vækker ei og opvækker ei Kjærligheden, førend den slev begjærer det!
8 Min Elskedes Røst! Se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Høiene.
9 Min Elskede ligner en Raa eller en ung Hjort; se, der staar han bag vor Væg, kigende ind gjennom Vinduerne, skimtende frem gjennem Gitteret.
10 Min Elskede tager tilorde og siger til mig: Stat op, min Veninde, min Deilige, og kom!
11 Thi se! Vinteren er forgangen, Regnet er forbi, er borte,
12 Blomsterne komme tilsyne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst har ladet sig høre i vort Land,
13 Figentræet krydrer sine Figener, og Vinrankernes Blomster dufte. Stat op, kom, min Veninde, min Deilige, saa kom dog!
14 Min Due i Klippens Rifter, i Fjeldtindens Ly! Lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! Thi din Røst er sød, og din Skikkelse yndig.
15 Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene! Vore Vingaarde staa jo i Blomst.
16 Min Elskede er min og jeg er hans, som vogter sin Hjord blandt Liljerne.
17 Inden Dagen bliver sval og Skyggerne fly, vend om og lign, min Elskede, en Raa eller en ung Hjort paa de kløftede Bjerge!
Bruden taler om, hvorledes hun i Trængselens Nat længe forgjæves har søgt efter sin Brudgom, omsider fundet ham og nu ikke vil slippe ham; hun beder om, at hun ikke maa blive forstyrret i Nydelsen af hans Kjærlighed, 1-5. Bruden sees at komme op fra Ørkenen; Brudgommen (som her her kaldes Salomo) har Bæresengen færdig til hendes Modtagelse og er selv smykket med en herlig Krone paa sin Bryllupsdag, 6-11.
2 [Da sagde jeg:] Jeg vil staa op og gaa omkring i Staden, paa Gaderne og paa Torvene; jeg vil lede efter ham, som min Sjæl elsker. Jeg ledte efter ham, men jeg fandt ham ikke.
3 Vægterne, som gaa omkring i Staden, fandt mig. [Jeg sagde til dem:] Have I seet ham, som min Sjæl elsker?
4 Neppe var jeg gaaet fra dem, før jeg fandt ham, som min Sjæl elsker; jeg tog fat i ham, og jeg slipper ham ikke, før jeg har ført ham til min Moders Hus, til hendes Kammer, som undfangede mig.
5 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre, ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken: Vækker ei og opvækker ei Kjærligheden, før den selv begjærer det!
6 Hvo er hun, som kommer op fra Ørkenen som Røgstøtter, omduftet af Myrra og Virak, af alle Kræmmerens Kryderier?
7 Se, Salomos Seng — seksti Vældige staa trindt omkring den, af Israels Vældige,
8 allesammen fortrolige med Sverd, oplærte til Krig, hver med sit Sverd ved sin Lænd for Rædslernes SKyld om Nætterne.
9 En Bæreseng gjorde Kong Salomo sig af Libanons Træer.
10 Dens Stolper gjorde han af Sølv, den Rygstød af Guld, dens Pude af Purpur; dens Indre er smykket med Kjærlighed af Jerusalems Døtre.
11 Gaar ud, I Zions Døtre, og ser paa Kong Salomo med den Krone, hans Moder har kronet ham med paa hans Bryllupsdag, paa hans Hjertes Glædesdags!
Brudgommen priser Brudens Deilighed 1-7, erklærer, at hun skal dele Herredømmet med ham, fordi hun ved sin Ynde har vundet hans Hjerte, 8-11, og sammenligner hende med en vel tillukket Have og Kilde, med en Lysthave, fuld af herlige Frugttræer, vellugtende Urter og friske Vande, 12-15. Bruden ønsker, at Vinden vil bringe hendes Have til ret at dufte, og at Brudgommen vil komme og nyde sin Haves kostelige Frugter, 16.
2 Dine Tænder ere som en Hjord af klippede Faar, der stige op af Badet, der allesammen føde Tvillinger, og intet iblandt dem er uden Lam.
3 Dine Læber ere som en Skarlagensnor, og din Mund er yndig; som et Stykke af et Granatæble er din Tinding bag dit Slør.
4 Din Hals er som Davids Taarn, bygget til at hænge Sverd paa; tusinde Skjolde hænge paa det, alle de Vældiges Skjolde.
5 Dine to Bryster ere ligesom to Raakalve, en Raaes Tvillinger, som græsse blandt Liljerne.
6 Naar Dagen bliver sval og Skyggerne fly, vil jeg gaa til Myrrabjerget og til Virakhøien.
7 Du er aldeles deilig, min Veninde, og der er intet Lyde paa dig.
8 Med mig fra Libanon, min Brud, med mig fra Libanon skal du komme; du skal skue ud fra AManas Top, fra Senirs og Hermons Top, fra Løvers Boliger, fra Parderes Bjerge.
9 Du har indtaget mit Hjerte, min Søster, min Brud! Du har indtaget mit Hjerte med et Blik af dine Øine, med en af Kjæderne om din Hals.
10 Hvor liflig er din Kjærlighed, min Søster, min Brud! Hvor meget bedre er din Kjærlighed end Vin, og dine Salvers Duft end alle vellugtende Urter!
11 Af Honning dryppe dine Læber, min Brud! Honning og Melk er der under din Tunge, og Duften af dine Klæder er som Duften af Libanon.
12 En tillukket Have er min Søster, min Brud, et tillukket Væld, en forseglet Kilde.
13 Dine Skud ere en Lysthave af Granatæbletræer med den kostelige Frugt, Cyperbuske med Narder,
14 Nardus og Safran, Kalmus og Kanel med allehaande Viraktræer, Myrra og Aloetræer samt alle de bedste vellugtende Urter,
15 en Kilde i Haverne, en Brønd med levende Vande og Strømme fra Libanon.
16 Vaagn op, Nordenveir, og kom, Søndenveir! Blæs gjennem min Have, forat dens Duft maa udstrømme! Min Elskede komme til sin Have og æde sin kostelige Frugt!
Brudgommen svarer sin Brud, at han har fulgt hendes Indbydelse, og indbyder sine Venner til at tage Del i hans Glæde, 1. -- Bruden klager over, at hun ikke i rette Tid har lukket op for Brudgommen, at han derfor er forsvunden for hende, og at hun siden forgjæves har ledt efter ham under Trængsel og Forsmædelse, 2-7; hun opfordrer Jerusalems Døtre til, om de finde ham, at fortælle ham, hvor høit hun elsker ham, og priser paa deres Spørgsmaal om hans Fortrin fremfor Andre hans Skjønhed og Herlighed, 8-16.
2 Jeg sover, men mit Hjerte vaager; da lyder min Elskedes Røst, der banker paa: Luk op for mig, min Søster, min Veninde, min Due, min Fromme! Thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.
3 [Jeg sagde:] Jeg har afført mig min Kjortel, hvorledes skulde jeg iføre mig den? Jeg har tvættet mine Fødder, hvorledes skulde jeg smudse dem til?
4 Min Elskede rakte sin Haand ind gjennem Lugen, og mit Indre blev heftig bevæget for hans Skyld.
5 Jeg stod op for at lukke op for min Elskede, og mine Hænder dryppede af Myrra, og mine Fingre af flydende Myrra paa Laasens Haandtag.
6 Jeg lukkede op for min Elskede, men min Elskede var vendt om, var gaaet bort; min Sjæl var ude af sig selv, da han talte; jeg ledte efter ham, men fandt ham ikke; jeg raabte paa ham, men han svarede mig ikke.
7 Vægterne, som gaa omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, saarede mig; de toge mit Slør fra mig, Vægterne paa Murene.
8 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! Om I finde min Elskede, hvad skulle I fortælle ham? — At jeg er syg af Kjærlighed.
9 Hvad er din Elskede fremfor en anden Elsket, du deiligste blandt Kvinderne, hvad er din Elskede fremfor en anden Elsket, at du saaledes besværger os?
10 Min Elskede er hvid og rød, udmærket fremfor Titusinde.
11 Hans Hoved er som det fineste Guld; hans Lokker bølge ned, sorte som Ravnen.
12 Hans Øine ere som Duer ved Vandbække; de bade sig i Melk, sidde i sin Indfatning.
13 Hans Kinder ere som et Balsambed, som Taarne af Kryderurter; hans Læber ere som Liljer, de dryppe af flydende Myrra.
14 Hans Hænder ere Guldringe, fyldte med Chrysoliter, hans Liv et Elfenbens Kunstverk, besat med Safirer.
15 Hans Ben ere Marmorstøtter, grundfæstede paa Fodstykker af fineste Guld; hans Skikkelse er som Libanon, udsøgt som Cedrene.
16 Hans Gane er idel Sødme, og hele hans Væsen er Liflighed; dette er min Elskede, og dette er min Ven, I Jerusalems Døtre!
Jerusalems Døtre tilbyde Bruden at ville opsøge hendes Brudgom og spørge om, hvor han er gaaet hen; hun svarer paa deres Spørgsmaal og vidner om det inderlige Forhold mellem ham og hende, 1-3. Han priser atter hendes Skjønhed og dens Magt over ham og vidner om, at han elsker hende fremfor alle sine andre Brude, 4-10. Hun fortæller om, hvorledes hun uforvarende blev ophøiet, 11. 12, og opfordres af Jerusalems Døtre til at vende om, forat de kunne glædes ved Synet af hende, 13.
2 Min Elskede er gaaet ned til sin Have, til Balsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og for at sanke Liljer.
3 Jeg er min Elskedes, og min Elskede er min, han, som vogter sin Hjord blandt Liljerne.
4 Deilig er du, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, forfærdelig som de bannerførende Hærskarer.
5 Vend dine Øine bort fra mig, thi de opflamme mig! Dit Haar er som en Hjord af Gjeder, der leire sig nedad Gilead
6 Dine Tænder ere som en Hjord af Faar, der stige op af Badet, der allesammen føde Tvillinger, og intet iblandt dem er uden Lam.
7 Som et Stykke af et Granatæble er din Tinding bag dit Slør.
8 Seksti Dronninger har jeg og otteti Medhustruer og unge Piger uden Tal.
9 Een er dog min Due, min Fromme; hun er sin Moders Eneste, hendes Udkaarede, som fødte hende; Døtre saa hende og priste hende salig, Dronninger og Medhustruer — og roste hende.
10 Hvo er hun, der straaler frem som Morgenrøden, deilig som Maanen, ren som Solen, forfærdelig som de bannerførende Hærskarer?
11 I Nøddehaven gik jeg ned for at se paa Dalens grønne Vækster, for at se, om Vinranken havde faaet Skud, om Granattræerne blomstrede.
12 Førend jeg vidste af det, satte min Sjæl mig hen paa mit ædle Folks Vogne.
13 Vend om, vend om, i Sulammit! Vend om, vend om, forat vi maa se paa dig! — Hvad ville I se paa Sulammit? — En Dans som Mahana’ims Dans!
Brudgommen priser atter sin Bruds Skjønhed og Elskelighed og vil nu nyde hendes Kjærlighed, 1-9. Hun bevidner ham sin Kjærlighed og indbyder ham til at komme med hende ud paa Marken og i Vingaardene, hvor hun vil skjenke ham sin Kjærlighed, 10-13.
2 Din Navle er lig et rundt Bæger; gid det aldrig maa fattes Krydervin! Dit Liv er som en Hvededynge, omgjærdet med Liljer.
3 Dine to Bryster ere ligesom to Raakalve, en Raaes Tvillinger.
4 Din Hals er som Elfenbenstaarnet, dine Øine som Vanddammene i Hesbon ed Batrabbims Port, din Næse som Libabnons Taarn, der skuer hen imod Damaskus.
5 Dit Hoved paa dig er som karmel, og dit Hoveds bølgende Haar som Purpur; Kongen er fangen i Lokkerne.
6 Hvor deilig er du, og hvor liflig er du, o Kjærlighed, i Vellyst!
7 Denne din ranke Vækst ligner et Palmetræ, og dine Bryster Vindruer.
8 Jeg siger: Jeg vil stige op i Palmetræet, tage fat i dets Grene, og dine Bryster være som Vinrankens Druer, og din Næses Duft som Æblernes,
9 og din Gane som den gode Vin! — [1]Den, der gaar glat ned for min Elskede, der bringer Sovendes Læber til at tale.
10 Jeg er min Elskedes, og til mig er hans Attraa.
11 Kom, min Elskede! Lader os gaa ud paa Marken, lader os blive Natten over i Landsbyerne!
12 Lader os aarle gaa til Vingaardene, lader os se, om Vinranken haar faat Skud, om Blomsterne ere udsprungne, om Granattræerne blomstre! Der vil jeg skjenke dig min Kjærlighed.
13 Alrunerne dufte, og over vore Døre ere alle Slags kostelige Frugter, baade nye og gamle. Min Elskede! Jeg har gjemt dem til dig.
Bruden ønsker, at hun havde BRudgommen hos sig som en kjærlig Broder, 1. 2. Hun beder atter om ikke at blive forstyrret, 3. 4. Bruden stiger op fra Ørkenen, lænende sig til sin Elskede, kommer til hans Hjem, minder ham om hans tidligere Kjærlighed og beder ham om, at hans Kjærlighedssamfund med hende maa være uopløseligt, idet hun vidner om den sande Kjærligheds uovervindelige Bestandighed, 5-7. Hun taler videre om, hvad der er at gjøre med hendes yngre Søster, og denne vidner om den Troskab, hun vil vise, 8-10. Bruden erklærer at ville omhyggelig vogte den Vingaard, Salomo har betroet hende, og yde ham, hvad ham tilkommer, 11. 12. Han beder om at faa høre hendes Røst, og hun tager Afsked med ham, 13. 14.
2 Jeg skulde lede dig, jeg skulde føre dig til min Moders Hus, du skulde lære mig; jeg skulde give dig at drikke af den krydrede Vin af mit Granattræes Most.
3 Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans høire Haand favner mig.
4 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! Hvorfor ville I vække, og hvorfor ville I opvække Kjærligheden, førend den selv begjærer det?
5 Hvo er hun, som kommer op fra Ørkenen, støttende sig paa sin Elskede? — Under Æbletræet vakte jeg dig, der blev din Moder forløst med dig, der blev hun forløst, hun, som fødte dig.
6 Sæt mig som et Segl paa dit Hjerte, som et Segl paa din Arm; thi stærk som Døden er Kjærlighed, haard som Dødsriget er Nidkjærhed; dens Luer ere Ildsluer, en Herrens Flamme.
7 Mange Vande kunne ikke udslukke Kjærligheden, og Strømme ikke overskylle den; om Nogen vilde give alt sit Huses Gods for Kjærligheden, — man vilde kun foragte ham.
8 Vi have en liden Søster, og Bryster har hun endnu ikke; hvad skulle vi gjøre med vor Søster paa den Dag, der bliver beilet til hende?
9 Er hun en Mur, ville vi bygge paa den Tinder af Sølv; men er hun en Dør, ville vi stænge den med en Cederplanke.
10 Jeg er en Mur, og mine Bryster som Taarne; — da blev jeg i hans Øine som En, der finder Fred.
11 En Vingaard havde Salomo i Ba’al-Hamon; han overgav Vingaarden til Vogterne; hver skulde bringe tusinde Sekel Sølv for dens Frugt.
12 Min egen Vingaard er for mit Aasyn; de tusinde Sekel tilhøre dig, Salomo, og to hundrede dem, som vogte dens Frugt.
13 O du, som bor i Haverne! Venner lytte til din Røst; lad mig høre den!
14 Fly, min Elskede, og vær lig en Raa eller en ung Hjort paa Bjerge med duftende Urter!
- ↑ Brudens Ord.