Bibelhistorien, udsat i Vers af H. Vinsnes
14. Bibelhistorien, udsat i Vers af Hanna Vinsnes. Christiania 1846. Mallings Forlagshandel. 203 Sider liden 8vo. i Papbind. 36 ß.
Et varmhjertet lille Skrift, om man kan bruge dette Udtryk, for hvilket intet mere passende strax falder os ind. Man behøver ikke at læse længe deri, førend man erkjender, at Indholdet er kommet fra Hjertet og gaaer til Hjertet, og Skriftet, nærmest forfattet for den barnlige Alder, kan saaledes neppe forfeile sin Hensigt, især da det med hiin Hjertelighed forener en vis ligefrem Simpelhed, der aldeles udelukker Tanken om, at det ei skulde være forstaaeligt for Enhver, der har lært at læse. I Fortalen siger Forfatterinden: „Da Erfaring har lært mig, at Børn trættes ved at læse den samme Historie flere Gange igjennem, saa at deres Lyst og Opmærksomhed derved undertiden sløves, saa har jeg troet, at det ikke vilde være uden Gavn at forskaffe dem en Bog, der indeholdt de samme Fortællinger paa en anden, og – hvis mit Haab ikke ganske slaaer feil – mere underholdende Maade. Jeg har derfor i nærværende lille Skrift bestræbt mig for at følge Bibelhistorien saa nøie, at intet Ord skulde være udeladt, der var nødvendigt at binde til deres Hukommelse. At saadant har lagt et Baand paa Poesien, vil de Skjønsomme og Overbærende vist indsee og deri finde en Undskyldning mere for de poetiske Ufuldkommenheder, der sikkerlig ogsaa uden denne Tvang vilde have indsneget sig fra en saa uøvet Haand.“ – Forfatterinden er her, forekommer det os, altfor beskeden. Vi tilstaae at det forundrer os, hvorledes det, trods hiint ved mange Leiligheder trykkende Baand, dog har lykkets hende i det Hele taget at undgaa slette og prosaiske Vendinger, medens derimod Formen somoftest har en Reenhed og Tankerne hæve sig saaledes, som man ellers kun træffer det i de fortrinligste Psalmedigtninger, hvilke den ædle og fordringsløse Simpelhed og Letfattelighed, der er en conditio sine qua non, dog sætter i en anden Klasse af Poesi end almindelig Lyrik og Romantik. Vi maa tillige høiligen rose Versenes Velklang og den mangfoldige og behagelige Afvexling af velvalgte Metra, der ikke kunne andet end virke dannende paa Barnets Øre og Takt, og bidrage til at vække en større Sands for reen og elegant Metrik, end de mere udannede Læsere her til Lands i Almindelighed besidde. At meddele Prøver ansee vi for overflødigt; Bogen er ikke større end man i Hast kan læse den igjennem, og man vil ikke fortryde denne lille Umage.
m.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |