Theremins Reise-Dagbog
13. Frants Theremins Reise-Dagbog, nedskreven i Schweiz 1845. Oversat af Forfatterinden til „En Moders veiledende Ord til sin Datter“. Christiania 1846. 110 S. 12mo. Dybwad & Co. heft. 24 ß.
Den som asketisk Skribent og af Homiletikens videnskabelige Behandling[1] bekjendte Forfatter, der ifjor i Berlin afgik ved Døden, giver i denne lille Bog en religiøs Reisebeskrivelse. Med sin Herre og Frelser til Reisefælle (S. 96) drager han, efter i firti Aar at have virket i sit Kald (S. 57), om paa de ham fra hans Ungdom bekjendte Steder. Han fremstiller sit svundne Livs Minder for sin Herres Aasyn, og søger i hans Lys Forklaring over Livets Dunkelheder, idet han tillige, aflæggende Regnskab for sit Livs Gjerning, for sine Savn, fine Længsler og Forventninger, stræber at gjennemtrænge og forsone Tidsaandens forskjellige Yttringer med sin kraftige Tro og varme Kjærlighed. Med sikkert Blik for „det ene Nødvendige“ skuer han med forventningsfuldt Haab ud over Tidens urolige og forvirrede Stræben; thi han skjønner, at Herrens Aand ogsaa er tilstede i den. „Gaaer jeg nu fyrretyve Aar tilbage, og sammenligner de daværende Tider med de nuværende, saa maa jeg jublende bekjende, at disse ere bedre end hine, fordi Livet, selv i Kamp, er bedre end Dødens Rolighed; jeg maa glæde mig over, at Jerusalems Mure igjen blive opbyggede, om det end skeer i en betænkelig Tid, om end Haanden, der skal sammenføie Bygningens Stene, ogsaa maa føre Sværdet til dens Forsvar.“ (S. 67). Bogen er rig paa Afvexling og fuld af livlige Skildringer, der ere gjennemaandede af en forunderlig klar Fromhed og salig Fred. Christus har skjenket Forfatteren sin Fred. Med Fred drager han ud, med Fred vender han tilbage til sit Hjem. Hans Reisebeskrivelse er en Samtale med Herren, som vandrer med ham, og overalt, hvor han kommer, forklarer ham Guds Raad til Menneskets Frelse. Han har ligget ved sin Herres Bryst, og hans Formaning vender derfor stedse tilbage til dette: „Brødre, elsker hverandre!“ „Hvor Mange er der dog maaskee, som, fordi de af de Troende ere blevne udelukkede af disses Samfund, nu ogsaa selv udelukke sig derfra Maatte de Troende betænke dette, og skrækkes for Ansvaret! Ville de da være uretfærdigere end selve Verden? Thi dette idetmindste er en Uretfærdighed, som Verden ikke begaaer, og ikke kan begaae. Men mig forunde Du, o Herre, at jeg Ingen fordømmer, i hvem jeg finder Noget af Dig, og at jeg Ingen holder for Vantroende, der ikke selv har sagt mig, at han er det.“ (S. 17). – „Jeg beder derfor for mig og for mine Brødre, at vi forudsætte Overeensstemmelse i Troen der, hvor vi finde Kjærlighed, endog blot nogen Kjærlighed til Dig; og da det forekommer mig umuligt ved Eenhed i Lære at komme til Eenhed i Kjærlighed, saa beder jeg Dig at føre Din Christenhed ved Eenhed i Kjærlighed til Eenhed i Lære“. (S. 74).
Denne Reise-Dagbog er et aldeles fortrinligt Opbyggelsesskrift, som, uagtet det i mange Dele nærmest har Hensyn paa de aandelige Bevægelser, saaledes som de fremtræde i Tydskland, maa tiltale og oplive enhver Christen, der staaer aandelig bevæget i Livets Kamp.
Oversætterinden har gjengivet Skriftet i et let og behageligt Sprog, og har ved dette Arbeide forøget sin Fordring paa det christelige Publikums Taknemmelighed, hvortil hun ved sit bekjendte Skrift: „En Moders Ord til sin Datter“ allerede har gjort sig særdeles fortjent. Et fromt og Gud hengivent Sind udtaler sig ogsaa i „Julegave for det barnlige Sind“ (1844, af samme Forfatterinde) ofte paa en gribende og velgjørende Maade, men dette Skrift røber dog i det Hele taget en altfor sentimental Religiøsitet, til at det med samme Tryghed, som hiint, skulde kunne anbefales til Opbyggelse for den christelige Andagt. Theremin, der forekommer mig at være en med Forfatterinden beslægtet Individualitet, vil udentvivl have virket gavnligt til at bestyrke og befæste hendes christelige Charakteer. De, der have faaet hende kjær og ønske at stifte et nærmere Bekjendtskab med hendes aandelige Liv, henvises til: „Nogle religiøse Breve“ af Pastor Stockfleth (1845). Disse Breve ere nemlig skrevne til hende, medens hun under Frygt og Angest kjæmpede med Herren for at erholde hans Velsignelse.
A. N. H. Stenersen.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ „Die Beredsamkeit eine Tugend,“ indf. i Clausens og Hohlenbergs Tidsskrift for 1838. „Demosthenes og Maßillon“. 1845.