Wikikilden

Bidrag til Christian Colbjørnsens Levnetshistorie

I Broderlandet Danmark kalder det indeværende Aar store og betydningsfulde Erindringer tillive. Det er nemlig nu hundrede Aar, siden den danske Bondestand frigjordes for Stavnsbaandet gjennem Forordningen af 20de Juni 1788, og derigjennem en ny Periode i Samfundsforholdenes Udvikling indlededes. Denne mærkelige Begivenhed, der naturligvis allerede forlængst har fremkaldt en Række af historiske Arbeider, deriblandt A. F. Bergsøes Prisskrift „Grev Chr. Ditl. Fr. Reventlows Virksomhed som Kongens Embedsmand og Statens Borger“ (1–2. Kbh. 1836) og C. F. Wegeners mærkelige „Liden Krønike om Kong Frederik og den danske Bonde“ (Kbh. 1843), har iaar givet Anledning til nogle høist interessante Skrifter af et Par af Danmarks bedste Historikere.

Prof. Johannes Steenstrup har efter i de nærmest foregaaende Aar at have anstillet grundige Undersøgelser af Beskaffenheden af det gamle Vornedskab og af Fæstebondens Retsforhold i ældre Tid[1] nys udgivet otte Foredrag om „Den danske Bonde og Friheden“. Forfatteren har her gjort sig særdeles fortjent saavel ved mange nye og vigtige Oplysninger i det rige Emne, som ogsaa derved, at han grundigen har tilbagevist en misvisende og feilagtig Opfatning af den danske Bondestands Historie, der længe – fornemmelig ved den i andre Henseender saa berømmelige Allens Haandbog – har været raadende i Almenhedens Opfatning. Prof. Steenstrup godtgjør, at de gjængse Declamationer om forsætlig Undertrykkelse af den danske Bondestand ere urigtige eller dog høist overdrevne, og at „om end Bonden har oplevet en Underkuelsens Tid, har man ikke Ret til at antage, at denne varede gjennem Aarhundreder“.

Derefter har Prof. Edvard Holm som Festskrift i Anledning af den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, der iaar foregaar i Kjøbenhavn, udgivet en Fremstilling af „Kampen om Landboreformerne i Danmark i Slutningen af det 18 Aarh. 1773–1791“ (254 S. 8. maj.), hvilken udentvivl vil komme til at øve en afgjørende og blivende Indflydelse paa Opfatningen af hin Tid i Danmarks Historie i Almindelighed.

Af dem, der her i Norge med Interesse og Sympathi tænke over den gamle Fællesstats Vilkaar, vil det naturligvis særlig erindres, at mellem Forkjæmperne for den danske Bondefrihed stod i allerførste Række en ædel og høitbegavet Landsmand, Christian Colbjørnsen. Man læser derfor med stor Glæde den korte, men indholdsrige Skildring af hans Fortjenester af Landbosagen, som Holm har givet. Men det er dog, og det maatte være, kun et enkelt Parti, lad være det vigtigste, af Colbjørnsens Liv og Virksomhed, som her er givet,[2] og i det Store er Forfatterens Bemærkning (S. 116), at „medens A. P. Bernstorffs Virksomhed gjentagne Gange har været skildret og Reventlow er bleven stillet i et klart Lys ved Bergsøes store Arbeide, har ingen forsøgt at give et Billede af Colbjørnsens skarpt udprægede og fængslende Skikkelse“.

Den selvsamme Forundring over, at Christian Colbjørnsen endnu venter paa sin Biograph, har jeg selv længe næret. Professor Holms Verk gav mig derfor Lyst til om muligt at fremdrage nogle Materialier og Oplysninger, som maaske kunde være den, der i Tiden kom til at udfylde dette Savn, til en Smule Hjelp og Nytte. Jeg vidste, at der hos en høitagtet Familie her i Christiania, der er nær beslægtet med Chr. Colbjørnsen, skulde existere ikke faa Breve baade fra ham og Broderen Jacob Edvard, skrevne til deres Svoger, den første Justitiarius i Norges Høiesteret, Johan Randulf Bull. Min Henvendelse og Bøn om at faa Adgang til disse Papirer blev mødt med en udmærket Venlighed og Forekommenhed, men desværre vare saagodtsom alle Brevskaber nylig ved et beklageligt Tilfælde gaaede tabt. Kun faa Levninger vare tilbage, det var en privat Forestilling fra daværende Stiftamtmand i Christiania F. J. Kaas og daværende Justitiarius i Norges overhofret J. R. Bull til Colbjørnsen i Anledning af de store Reformer af Domstolene i 1797 tilligemed en (mutileret) Svarskrivelse fra Colbjørnsen til Kaas, samt derhos et vigtigt Brev fra J. E. Colbjørnsen til hans Moder. Nogen Trøst i Skuffelsen var det dog, at Rigsarkivar M. Birkeland i sin Tid havde stødt paa og afskrevet et interessant Brev af 1789 fra Colbjørnsen til Carsten Anker og i Rentekammerarkivet var bleven opmærksom paa en Ansøgning af ham fra 1778, hvilke Sager han strax stillede til min Raadighed. Fra Christiania Skoles Arkiv fik jeg derhos nogle Data om hans tidligere Ungdom. Disse Ting vil man her finde udgivne til et ringe Tegn paa, at Christian Colbjørnsens Navn dog endnu erindres ogsaa i hans Fødeland.

I.

Den berømte norske Familie Colbjørnsen, en Gren af den talrige og anselige Arneberg-Æt i Solør,[3] nedstammer, som bekjendt, fra sognepræsten til Sørum Colbjørn Torstenssøn, der døde 1720 i en Alder af nogle og niti Aar og, efter Biskop Herslebs Vidnesbyrd, var „den største Bjørneskytter i Norge paa sin Tid“. Hans Sønner Hans og Peder og hans Datter Anna, Mag. Jonas Ramus’s Hustru, ere noksom bekjendte. En tredie Søn, Jacob, som blev Landmand i sin Fødebygd paa Gaarden Nordre Sørum, en Parcel af det gamle Herresæde, som engang havde tilhørt Hafthorssønnerne, Hr. Jon Marteinsson, Hr. Sigurd Jonssøn og andre fremragende Medlemmer af den senere Middelalders Aristokrati, henlevede sit Liv mere i Ubemærkethed. Denne Jacobs Søn Colbjørn Colbjørnsen beboede ligeledes Sørum Gaard, men drev det dog til at blive Regimentskvartermester, i hvilken Egenskab han døde 1761 i Holsten, hvor dengang en stor Del af Rigernes Stridskræfter var samlet. Det er ved hans Sønner, at Ætten har vundet sin største Glands. To af disse naaede som Jurister og høitstaaende Embedsmænd en saa stor og velfortjent Berømmelse, at man har betegnet dem som „det vigtigste Tilskud, Norge har ydet til Fællesstatens civile Embedsstand“. En tredie Broder har en agtet Plads mellem Samtidens Digtere.

Af Christiania Cathedralskoles Protokoller meddeles følgende Data om Brødrenes Skolegang.[4]

I Februar 1758 indsatte Regimentskvartermester Colbjørnsen i Skolen Sønnerne Jacob Edvard, der fik Plads som No. 10 i Mesterlectien, Peder,[5] der blev den 3die i anden (nederste) Lectie, og Christian, der blev den 4de sammesteds. Endnu i samme Aar (Juni 1758) indsattes den fjerde Broder Edvard Røring Colbjørnsen (født efter Protokollen 3die Oktbr. 1751) i samme anden Lectie. Christians Fødselsdag, der almindelig angives at være 29de Jan. 1749 (altsaa samme Dag og Aar som Christian den syvendes Fødsel), anføres i Skoleprotokollen at være 1ste Febr. s. A. Som bekjendt var den lærde Skole i hin Tid en ligefrem mild Stiftelse, hvor der ikke var Tale om Skolepenge, hvorimod i de rigere Skoler, som Christianias, samtlige Disciple oppebare nogle Beneficier. Dette var da ogsaa Tilfælde med de unge Colbjørnsener, der nød dels nogle Kostpenge af det ophævede Communitets Fond, dels nogle andre smaa Stipendier.

Det var i en glimrende Periode for Christiania Skole, at Colbjørnsenernes Skolegang indfaldt, thi i hine Aar udgik derfra foruden dem Mænd som Brødrene Joh. Herman Wessel og O. Chr. Wessel, Latineren Søren Monrad, B. D. Prahl, O. G. Meyer, Edvard Storm[6] og flere andre mærkelige Disciple. Rector var den udmærkede Skolemand, Thrønderen Jacob Peder Hersleb,[7] en Brodersøn af Sjellands Biskop, og Conrector (siden 1754) Søren Seerup Monrad[8] (en fjernere Slægtning af den nysnævnte S. Monrad).

I 1760 afgik Jacob Edvard til Universitetet, og i 1767 ligeledes Edvard Røring Colbjørnsen. Derimod forsvinder Christian Colbjørnsen af Protokollen med 1763; i 1764 savnes han nemlig i Fortegnelsen over Disciplene. Han var i Mai 1762 bleven „transfereret“ til 5te (næstøverste) Lectie. Som Vidnesbyrd faar han hvert Aar (det sædvanlige): „Godt Haab“.

Han var, som anført i 1761 bleven faderløs. Moderen, Anna Dorothea Røring, en Sorenskriverdatter fra Øvre Romerike, har kvitteret for hans Kostpenge og formodentlig som Enke boet i Christiania med sine Børn; hun døde 1773. Nærmere Oplysninger om Grunden til Udtagelsen savnes, men man erfarer, at en høitstaaende Embedsmand i den følgende Tid antog sig Christian Colbjørnsen. Dette var daværende Amtmand i Oplandene Christian Petersen,[9] gift med en Datterdatter af Jonas Ramus og Anna Colbjørnsdatter og saaledes fjernere besvogret med Familien. Siden det netop var denne Broder, som Amtmanden antog sig, kunde man maaske formode, at han er opkaldt efter ham. I en Nekrolog heder det, at Petersen „optog Chr. Colbjørnsen i sit Hus med faderlig Ømhed og gav ham Adgang til at arbeide paa sit Kontor“, hvorved han „tidlig vænnedes til Embedsforretninger, imedens han fortsatte sine Studier uafbrudt.“[10] En Ansøgning fra Colbjørnsen, som nedenfor vil findes aftrykt, gjør det utvivlsomt, at han ved 1768 har fulgt Petersen til Bergen og der erhvervet sig det Kjendskab ogsaa til Norges Vestland, som han siden ved given Leilighed paaberaabte sig.

Fra Slutningen af 1771 haves nedenstaaende Brev fra J. E. Colbjørnsen til hans Moder, der baade i og for sig er af Interesse og tillige særlig her vedkommer os, fordi det omtaler den unge Christian Colbjørnsen, der. ved denne Tid altsaa synes at være kommen til Kjøbenhavn. Brevet lyder saaledes:

„Allerkiæreste Mama!

Jeg takker hiertelig for det tilsendte. Mama maae ej fortørnes over, at jeg i saa lang Tiid ej har skrevet. Det giør mig ondt om Mama har troet, at Misfornøyelse, eller Utaknemmelighed har været Skyld deri, da Gud veed, at saadant har været langt fra mig.

Aarsagen har været til Deels, at mine mange Forretninger giver mig kun liden Tiid, deels har jeg ej vildet skrive, saa længe min Skiæbne endnu var uvis; Thi saa længe Forandringen med Høyeste Ret var uafgiort, vidste ingen hvad han var, eller skulle blive; Nu er det da, Gud skee Lov regleret, og alle Ting i Orden, saa at den Frygt og Uvished er forbi: Der har ellers 2 Gange været mig proponeret, om jeg vilde tage imod at blive Professor juris, først her i Kiøbenhavn, da Professor Dons kom ind i det Danske Cancellie, siden i Sorøe, da Professor Erichsen kom ind i Rente-Kammeret: For den første af disse Poster var den visse Gage 400 Rdl. og i den anden 600 Rdl. foruden frit Huus, og paa begge Steder kunde vel det uvisse af Collegia og andet udgiøre alt med den visse Gage 1000 Rdl., men jeg refuserede begge Deele: Imidlertiid staaer begge disse Embeder endnu ledige: Nu bliver der uden Tviil oprettet et nyt Academie udi Christiansand, hvor jeg og kunde blive emploieret som Professor, om jeg havde Lyst. Men jeg er nu fornøyet i det Embede, jeg har.

Min Broder Edward angaaende, da skriver jeg ham til med denne Post, at jeg til Paaske vil tage ham til mig, da han hos mig skal have frit Kammer, Kost, Brænde, Lys, Opvartning og alle Ting, da jeg desuden nok skal skaffe ham saa meget at fortiene, at han rundeligen skal kunde klæde sig, saa at hans Rejse ej skal koste Mama en Skilling. – Christian havde jeg ogsaa længe siden taget til mig, dersom jeg ey havde vidst, at han var en slet Husholder, og at det ej var mig muelig endnu, at fournere saameget, som han ville depensere.

Men saasnart mine Indkomster bliver derefter, skal det skee: Da jeg med Guds Hielp haaber, at mine Omstendigheder herefter skal tillade mig at hielpe mine Søskende; Thi hidindtil har jeg ej kundet fortiene uden for mig selv.

Herr Ulrich Røring angaaende, da kan han ej blive frie for at betale Gielden, skiønt den er over 20 Aar, da Mama har et seenere Brev fra ham, hvori han forpligter sig at betale. Jeg haaber, at jeg til Sommeren skal faae noget udpresset af ham.

Fra det Skarn Hellik Bakke har jeg endnu ej faaet en Skilling, endskiønt jeg har givet Hr. Devegge Fuldmagt at imodtage det halve, om det strax kunde faaes, hellere, end at miste alt. Vær saa god at høre hos Devegge hvordan det bliver dermed.

Den største Fortred, som jeg har ved Advocaturen er, at jeg saa langsomt faaer de Penge ind, som jeg fortiener, helst de, jeg skal have fra Norge. – – – –

Jeg henlever med taknemmeligst Hengivenhed

Hierte Mamas lydigste Søn og Tiener J. E. Colbiørnsen.

Kiøbenhavn d. 30te Novembr. 1771.

P. S. Mine Søstre hilses kiærligst.“

I 1773 finde vi Chr. Colbjørnsen i København, hvor han dog visselig allerede forinden maa have opholdt sig i nogen Tid. Thi i hint Aar blev han først indskreven som Student den 17de Juli, tog derpaa 2 Dage senere juridisk Examen med Laudabilis og blev saa den 11te Novbr. Advocat, eller, som det nok officielt hed, Procurator ved Høiesteret. Det var en Selvfølge, at Broderen Jacob Edvard, der netop i samme Aar fra Advocat blev Professor juris, blev hans Lærer i Lovkyndigheden, og det har da vel ogsaa været ham, der har skaffet ham Ansættelsen ved Høiesteret i den efter ham selv ledigblevne Plads.[11]

Christian Colbjørnsen har altsaa egentlig aldrig ført, hvad man kalder et Universitets- og Studenterliv, og neppe nogensinde erhvervet, hvad man forstaar ved akademisk og lærd Erudition.[12] Netop paa den Tid, han tog sin Examen, begyndte det norske literære Selskab at florere i Kjøbenhavn. Broderen Edvard Røring Colbjørnsen, den senere vestindiske Regjeringsraad, har staaet i nogen Forbindelse med dette Selskab, og hans smukke og lovende Digt „Det norske Foraar“ er optaget i dets „Samlinger“. Men Christian Colbjørnsen, der blot 24 Aar gammel begyndte sin Bane som Advocat, synes at have staaet aldeles udenfor denne Kreds af Landsmænd. Der kjendes vistnok heller intet Spor til, at han senere har besøgt sit Fødeland. Hans Fader var jo forlængst død, Moderen bortkaldtes i 1773, og hans to gjenlevende Brødre vare som han selv komne bort fra Norge. Men om sin Kjærlighed til Fødelandet har han givet smukke Vidnesbyrd gjennem sit hele Liv, og ikke mindst endnu i sit sidste Leveaar 1814. Jeg sigter til hans mærkelige Breve til Christian Frederik, hvem han synes at have staaet meget nær, og af hvilke man faar det skjønneste Indtryk af hans levende Interesse for Norges Vel. Han nærede i Begyndelsen et Haab om, at det skulde lykkes Christian Frederik at grunde et eget norsk Kongedømme. Men den kloge og erfarne Statsmand indsaa snart, at ligeoverfor Europas enstemmige Vilje var Modstand haabløs, og i samme Øieblik begreb han, at hvad der nu maatte arbeides for, var at opnaa de bedst mulige Betingelser i en Forening med Sverige. Den 19de Mai 1814 – samme Dag, som Christian Frederik aflagde sin Kongeed og opløste Rigsforsamlingen – skriver den gamle Nordmand Colbjørnsen saaledes til ham: „Søg derfor, min naadigste Herre, at tilmægle dette tro Folk de bedste Vilkaar, der nu (maaske aldrig siden) kunne erholdes som et føderativt Rige med Sverige. Aldrig har da nogen gavnet Norge saa meget, som De. Da skal jeg velsigne Dem fra min Grav!“[13]

Denne sin Grav stod Colbjørnsen nu nær. Thi „Natten mellem den 16de og 17de Decbr. 1814 døde han efter langvarige og smertefulde Lidelser.“[14] Han efterlod 4 Døtre, men ingen Sønner.

II.

Der har dog i Colbjørnsens Liv været en Tid, da han ønskede at vende tilbage til Norge som Amtmand. I 1778 søgte han om et Embede som saadan i Stavanger. Man kan kun glæde sig over, at denne Plan ikke realiseredes, thi hvad han havde kunnet udrette i en provinsiel Virksomhed i Fødelandet, vilde kun have havt lidet at betyde imod, hvad han siden kom til i Danmark at virke til begge Tvillingrigers Ære og Gavn. Men Ansøgningen er meget karakteristisk og fortjener derfor vel at kjendes.

Han meldte sig altsaa i 1778 til Stavanger Amt, som dog ikke endnu var ledigt, hvorfor han altsaa kun ansøgte om i Tiden at succedere den fungerende Amtmand W. M. Scheel. Han anfører her, at, skjønt Medborgeres Tillid havde gjort det Embede, han for nærværende Tid beklædte, til det fordelagtigste, han kunde ønske sig, forbød hans Helbred ham dog aldeles længere at forblive i denne Post, da den Bevægelse, hans Blod sattes i, „saa ofte han talte offentlig, forøgede hans Gigtsvaghed, saa at han daglig, efter at have talt i Høiesteret, maatte udstaa de bitreste Smerter.“ Han fortsætter: „Den lokale Kundskab, jeg har om dette Sted i Særdeleshed, gjør, at jeg kunde bruges der med større Nytte, end andensteds.“ Videre paaberaaber han sig sin „Kundskab om Lovene, om Norges Øconomie, dets Handel og dets Indbyggeres Tænkemaade.“ Tilsidst udtaler han: „Jeg skal ikke anføre som et Argument, at adskillige af mine Forfædre har havt Leilighed til at opofre deres Blod og deres Formue (der ikke har været ubetydelig) til Fædrenelandets Tjeneste. Deres Kongers Naade og deres Medborgeres Erindring belønner dem for dette.“

Ansøgningen har følgende egenhændige Paategning: „Skal forestilles. Christian Rex“. Den er vedlagt en Skrivelse med Guldbergs Haand, dateret Fredensborg d. 6. Oct. 1778 og undertegnet af Arveprindsen, hvoraf dog kun Begyndelsen hører hid: „Til det kongelige Rentekammer. Da Justitsraad Colbiørnsen er en bekiendt duelig Mand: saa kunne der være Grund nok til, at ham tilstaaes det ansøgte ..... Friderich“.

Tre Aar senere (1781) søgte Amtmand Scheel i Stavanger Afsked mod at nyde af Kongens Kasse 500 Rdl. aarlig, indtil han kunde opnaa andet Embede. Colbjørnsens Ansøgning blev da fremdragen i Rentekammeret, og det er muligt, at Kongens Paategning hidrører fra dette Aar. Men Colbjørnsen maa imidlertid have opgivet sine Amtmandstanker. I Mellemtiden var han (1780) bleven Kammeradvocat, og hans Indflydelse og Betydning var Aar for Aar tiltaget.

III.

Som Advocat eller „Procurator“ nød Chr. Colbjørnsen som bekjendt den høieste Anseelse og den stærkeste Søgning, da han i en mærkelig Grad forenede Skarpsindighed og Veltalenhed. Rahbek har paa sin Maner udtalt Samtidens Dom, naar han siger, at han „var lige Mester i Epigrammet og Panegyriken, lige øvet i at svinge Lynstraalen og slynge Blomsterkrandse“. Og paa et andet Sted kalder han ham „Demosthenes Colbjørnsen, med den Gracchus-Ild, det mirabeauske Vid, den demostheniske Veltalenhed, den mangesidige Sagkyndigbed, den Normandsiver for Frihed og Ret“[15] Han synes i hine Aar at have samlet Formue, da han sees at have besiddet store faste Eiendomme.[16]

Efter at have opgivet Planen om at vende tilbage til Norge som Amtmand besluttede imidlertid Colbjørnsen, udentvivl af de ovenfor af ham selv omtalte Helbredshensyn, at træde ind som Assessor i Høiesteret, naar Anledning dertil gaves. Han fik ogsaa 1783 Løfte om „at nyde Anciennetet til Sæde og Løn“ som Høiesteretsassessor ved forefaldende Ledighed, naar han forinden maatte opgive Advocaturen, et Tilsagn, der indeholdt en større Begunstigelse end de sædvanlige Expectancer. I Juni 1785 ophørte han saa med sin Advocatvirksomhed og levede nu en Tid som privat Mand, indtil han den 10de August 1787 opnaaede det ham i Udsigt stillede Sæde i Retten.[17] Kun ganske kort varede imidlertid for denne Gang hans Virksomhed som Høiesteretsdommer, thi allerede Aaret efter blev han Deputeret i det danske Cancelli.

Ved denne Tid falder hans Virksomhed i Landbosagen, hvorom her kun henvises til Professor Holms ovennævnte Festskrift. Det har sin store Interesse, at en Nordmand, som i sit Fødeland havde været vant til at se Bønderne i Besiddelse af den Frihed, som deres danske Standsbrødre savnede, kom til at øve en saa afgjørende Indflydelse paa disse sidstes Emancipation. Men, ligesom man ikke maa overdrive skildringen af de danske Bønders Undertrykkelse, saaledes maa man heller ikke tænke sig de norske „ædle, kraftige og oplyste Odelsbønders“ Vilkaar altfor frie og misundelsesværdige. Herom har man fra Colbjørnsens egen Haand nogle ret mærkelige Ytringer i et senere af ham udgivet Skrift: „Et Par Ord til Oplysning af de udkomne Breve fra Riegels til Heiberg“ (Kbh. 1797). Det heder her: „Man kan ikke uden at fornegte Sandhed imodsige, at Forordningen af 9de August 1754 i Forening med Land-Milice-Anordningerne for Norge stavnbinder i Bondestanden i dette Rige og underkaster den en saa vilkaarlig Behandling, at samme ei kan bestaae med sand Borgerfrihed.“[18]

I 1789 finde vi Colbjørnsen paa en Forretningsreise i Jylland som Medlem af en kongelig Commission.[19] Fra dette hans Ophold er jeg saa heldig at kunne meddele det nedenstaaende interessante Brev. Det er skrevet til Colbjørnsens norske Landsmand Carsten Anker, paa den Tid Conferentsraad og Deputeret i Bergverkscollegiet. Bekjendtskabet med den omtrent jevnaldrende Anker, der sees at have været meget intimt, er neppe stiftet i Norge, men snarere efter at de begge vare bosatte i København. Brevet lyder – med Udeladelse af et Par, lidet betydelige, men særdeles fidele Linier – saaledes:

„Tak, bedste Ven, for den Godhed, hvormed Du hjelper min Engelke[20] tilrette i Raad og Daad ved Indretningen og Distributionen af værelserne i vort nye Logis. Mig synes, den kan ei være bedre end efter dit Forslag, og jeg er lidt stolt af, at dette stemmer overeens med min egen Idée. Jeg har skrevet min Kone til, at jeg overlader alt til hende og Hans Excellence, hendes Geheime-Raads Befaling. Du kunde ikke, kjæreste Ancher! give mig en behageligere Tidende, end den, at din fromme Hetchen og din raske Erich[21] befinde sig vel.

– – – – – – – – – – – – –

Det er ret en styg Historie, Grev Schach har havt. Man fortæller herom Omstændigheder, som gjør den i mine Øine gyselig. Der siges, at den dræbte har flygtet og bedet forgjeves for sit Liv. Det er ubegribeligt for mig, hvorledes man kan myrde et Menneske, som flyer. Men jeg haaber, endeel af det, her siges, er Løgn, endskjønt det er bygget paa omstændelig Fortælling i Breve fra Kjøbenhavn, hvoraf jeg har seet 2.

Vort Arbeide gaaer frem med utroelig Orden og Roelighed. Jyderne ere særdeles gode Folk og kan godt fatte alt, hvad man forklarer dem. Forskjellen imellem disse og Sjellænderne er mærkelig baade paa Legeme og Sjæl: Vi have udtaget Recruter til Garden af Ungdommen her, som Norge skulde være stolt ved at have frembragt. Hvad siger Du om 20 Aars gamle Drenge paa 70, 71 og 74 Tommer?

Geheime Raad Guldberg har været her siden Søndag, men reiser idag til Aarhuus igjen. Han er aldeles uforandret og ret munter.

Jeg spiste sidste Mandag og skal atter imorgen spise hos det fyrstelige Herskab, som opholder sig i Horsens isteden for at regjere i Rusland.[22] Disse mærkelige Personer have mere Verden (det er at sige utvunget Væsen), end man skulde forestille sig, men de forstaae intet uden Russisk og have intet læst i Verden uden Bønne-Bøger, hvilket endnu er deres eneste Lecture. For Resten er der stærk etiquette ved dette Hof, men man spiser godt og er saa munter, som man gider, ved Bordet.

Hvad siger man i K.havn om Prindsen af Hessens Høst-Champement? Her er man hverken tilfreds med hans Sommer-Cantonneringer og Landsoldaternes Promenader paa 30 à 40 Mile eller med hans Champements paa 18,000 Mand midt i Høsten. Vore Provincial-Politici paastaae, at det er den første Lyst-Leir, der har været holdt midt i Høsten. Jeg troer, at dersom denne Mand kommer til at faae Tømmer, kjører han os i den samme Møding, hvor Kaaberstykket lader Hendes moscovitiske Majestæt kjøre Hans Keiserlige Wienske Majestæt paa en Skub-Karre.

Mig synes næsten allerede at see os i bemeldte Møding, men endog der skal jeg altid være

din hengivneste Ven og ydmyge Tjener Colbiørnsen.

Kys din værdige Frues Haand fra mig og bevidne hende min Ærbødighed.

Ifald de gode og værdige Folk paa Fridrichsdahl[23] skulde erindre min uvigtige Person, saa beder jeg Dig sige dem alt, hvad Du veed jeg føler for dem af Høiagtelse og Hengivenhed.

Apropos! Jeg hører, man giver mig 30 Rd. daglig i Diet- og Reise-Penge. I dette Liv faaer jeg ikkun de 4 Rd.; de øvrige 26 anvises formodentlig til Betaling i det andet Liv. I saa Fald ønskede jeg dem i Banco Sedler, thi disse kunde vel ikke blive gangbar Myndt paa det Sted, hvor man steger Æbler i Vinduerne. Jeg blev altsaa derfra. Gjør Du det samme og lev vel.[24]

Høivelbaarne Herr Conference Raad Ancher,
Deputeret i Bergverks Directorio. til Kiøbenhavn.
IV.

I Cancelliet blev Colbjørnsen allerede Aaret efter, at han var indtraadt i dette Collegium, Generalprocureur og vedblev (tilsidst som første Deputeret) i denne Stilling, indtil han i 1802 tiltraadte sin sidste Stilling, Justitiarii-Embedet i den dansk-norske Høiesteret. Ved hans overordentlig store Virksomhed i Cancelliet som Retsvæsenets Reformator er der i disse aphoristiske Meddelelser ikke Hensigten at dvæle. Her skal kun meddeles en Brevvexling af 1797 mellem ham og Stiftamtmand F. J. Kaas i Christiania og Svogeren Justitiarius i overhofretten Bull angaaende den i samme Aar gjennemførte Forandring af Norges dømmende Institutioner. Saavel Kaas’s og Bulls Forestillinger som Colbjørnsens Svar ere ikke umærkelige. Med Hensyn til Kaas, der, som det synes, er den egentlige Concipist af den omtalte Forestilling, er det værd at iagttage, i hvilken Grad han, skjønt dansk Adelsmand, har tilegnet sig Datidens norske Tænkemaade. Han havde da ogsaa i lang Tid levet i Norge, havde gjort et fordelagtigt Giftermaal og faaet store Eiendomme her og har maaske havt til Hensigt at forblive her i Landet. Det tør muligens være mere end blot smukke Ord, naar han i 1814 skrev til Agent Jacob Nielsen i Christiania: „De kjender mig og maa forstaa, hvordan jeg har været tilmode ved de Hændelser, som have rystet mit Fædreland. – – Om ikke Pligten bandt mig til min Konge, skulde ingen Ting hindre mig fra at dele Skjæbne med mine kjære Nordmænd med Liv og Sjel til min sidste Stund.“[25] Mærkes kan det forøvrigt ogsaa, at J . R. Bull, med hvem Kaas her optræder i Fællesskab og Enighed, af ham faa Aar i Forveien (1793) i en fortrolig Skrivelse til Joh. v. Bülow var bleven omtalt som „anstukken af den nyere Philosophi“, ja endog som en af de „mere farlige“ af den Slags Folk i Christiania.[26] Dette har dog vel neppe havt stort at betyde, siden Bull Aaret efter fra Assessor var bleven befordret til Justitiarius og stedse har bevaret Anseelse som en af Statens troeste Embedsmænd.

Kaas’s og Bulls Forestilling lyder saaledes:

„I Anledning af det os tilstillede Udkast til en Forordning, hvorved der beskikkes Stifts Ober Retter i Norge m. v., frembyder sig følgende Bemærkninger, som vi hermed underkaste vor gode Vens indsigtsfuldere Bedømmelse.

ad § 3. .Er ikke den her bestemte Tid for kort?

Man maa betragte:

a) At en saadan Hovedforandring ey saa letteligen organiseres og sættes i Virksomhed.

b) At de forskiellige Retters Membra skal samles fra langtbortliggende Egne,[27] hvor de med Familie ere boesadte, var det da ikke alt for haardt at ville i en Hast oprykke disse fattige Diævler – thi fattig er enhver Embedsmand – og jage dem med Kone og Børn 30, 40 à 50 Miile bort til et fremmed Sted, hvor de saaledes bindes til Forretninger det heele Aar igjennem, at de maa opgive alt Haab om at komme tilbage for at see Gods og Eyendom udbragt paa en nogenlunde taalelig Maade.

c) Sagernes Antal have i den seenere Tid saaledes forøget sig ved Overretterne, at man nesten kan regne dem for 3 ja 4 dobbelt mod forhen, og dertil er Aarsagen den: at Ford: af 3 Jun: f: A: har fremdrevet alle gamle Sager og befordret de nyeres hastigere Endskab – betænk – alleene ved Overhof Retten staaer ved denne Sessions Slutning over 150 Sager, hertil kan man vist regne 60 à 70, som endnu vil blive indstevnte i Aar foruden 300 Sager fra Stiftets 4re Laugdømmer. – Hvorledes skal Stifts Retten i Aggershuus faa Ende derpaa, naar man tillægger hvad daglig indkommer? -Den vil faae meere Arbeide end den kan bestride – Parterne vil klage over Ophold, og Høyeste Ret vil inden kort Tid skrige høyt, thi nu vil enhver Part ved alle disse Sager søge derhen, deels fordi han i Begyndelsen liden eller ingen Tillid vil have til disse nye Retter, deels fordi Udgifterne ved Processen ere saa meget lettede for ham, at han fristes til at vove sin Sag for Høyesteret. – Erfarenhed lærer derimod, at neppe ¼ Part af O: H: Rets Domme hidindtil ere appellerede.

Paa disse Grunde skulle vi troe det gavnligt, at Forordningens Iverksættelse endnu blev udsat et Aar, derved opnaaede man, at den største Mængde af de omtalte Sager bleve paadømte; at de til Assessores i disse Rotter beskikkede kunde have Tid til at bringe sine huuslige Affaires i Orden, og Stiftamtmændene til at organisere disse Retter. – Skulle De derimod være af en anden Meening og troe Retterne til første Octbr: maatte tage sin Begyndelse, da spørges: 1mo. Om Korsmisse Laugting, som begynder 14 Septb:, skal afholdes?

2do. Om Ov: H: Retten ikke kunde befales at vedblive denne Session i det mindste til ultimo August:?

ad § 8. Da Sagerne for Aggershuus Stifts Ret altid vil blive 4re dobbelt mod de Andre, hvoraf følger, at Retten her uafbrudt maa holdes heele Aaret igjennem, saa ville det være til megen Lettelse for Assessorerne, om det blev fastsat, at 3de ligesom i de andre Stifter kunde sætte Ret og afsige Dom. – Dette ville endog fra en anden Synspunkt være meget gavnligt; thi da det meget ofte vil hændes, at 1, 2 eller Fleere have lovligt Forfald, saa vil man i Tilfælde at 5 Assessorer ere fornødne, ligesaa ofte blive sat i Forlegenhed for at udfinde beqvemme Mænd til at indtræde paa den vacante Plads. – Naar man undtager Præsidenten og General Auditeuren – som maaskee vil som militair Embedsmand frabede sig Constitutionen, saa veed jeg ingen Embedsmand, forsynet med de Qvalitæter, der fordres hos Ov: Dommeren, at constituere. – Det samme vil møde paa andre Steder, altsaa er det fornødent at faae afgiort, hvorledes den constituerede i Henseende til Examen bør være qvalificeret.

Enhver vil vist trykke sig for at modtage Forretninger, som ere hans Embede uvedkommende, og for hvilke han ikke lønnes, han vil derfor altid udfinde en antagelig Aarsag til at undskylde sig, naar han constitueres. Hvorledes skal Stiftamtmanden i dette Tilfælde forholde sig? Inqvirere om Aarsagernes Gyldighed og hver Gang indgive. Besværing til Canc: er i høyeste Grad odieust, og har man ikke Baand paa dem, kommer Retten hver Uge til at standse. – Vi troe derfor visse Embedsmænd burde ordentlig beskikkes til surnumeraire Assessorer, saasom Gen: Auditeuren, som dog har lidet eller Intet at bestille, samt de af Raadstuens Membra, der ere examinerede.

ad § 10. Skal Justitiarius paategne Documenters Tinglysning og Attester af Pantebogen, m: m: Saadant, eller skal dette skee af Secretairen? Det sidste synes vel meest passende (see imidlertid vor Anmærkn: ved 19 §).

ad § 12. Her i Christiania og saavidt vi veed ligesaa i Tronhiem og Christiansand ere Raadstueskriverne tillige Byeskrivere foruden nu at disse Mænd allerede ere saa meget bebyrdede med Forretninger, at de neppe vil kunde paatage sig selv at bestride Secretariatet, som især her paa Stedet vil give ret meget at bestille, saa kunde der vel og spørges, om det var rigtigt, at den samme Mand’ der forretter Skrivertienesten ved Underretten, ligesaa skulle giøre det ved Overretten?

ad § 13. Ved denne § kunde der være endeel at sige, naar kun Tiden tillod os ret udførlig at behandle denne Materie – men Følgende vil vi dog bede Dem, kiere Ven, og det ret indstændig, at tage i Overveyelse.

Alle Laugmænd vil, om det herved skal have sit Forblivende, skrige høyt, og det med god Grund. – Ved Forliig: Commissioners Indretning, og især ved Forord: af 3 Jun: f: A: have disse Embedsmænd tabt en betydelig Deel af sine Indkomster sc: den halve Deel af Laugrets Eeden bortfalder, Laugdage, Udsættelser m: V: Imidlertid tænke alle her i Stiftet saa billigt, at de uden Knur og Klage see sig berøvet en vigtig Deel af den ellers knapt tildeelte Mundportion, og det fordi de føle, at Indretningen er saa vesentlig gavnlig for det Heele. – Der levnes dem og hidindtil et tarveligt Udkomme – men skal disse Mænd nu oprykkes af deres nærværende Assiette og forflyttes til en Bye, hvor Levemaaden er 4re ja 5 Gange kostbarere, skal de savne alle Beqvemmeligheder og Fordeele af den Laugstolene tillagde Gaard, saa liide de virkelig for meget. – De arme Justitz Betiente ere i den seenere Tid haardt medtagne, de ere nesten bragte til den Yderlighed at maatte sulte eller forhverve nødtørftig Udkomme paa ulovlige Maader, ja jeg, Kaas, forsikrer Dem paa min Ære, at der gives dem i Stiftet, som neppe af sit Embeds Indkomster kan tilveyebringe saa meget tørt Brød, at han dermed kan mætte sin Familie.

Kiere Colbiørnsen! Det er nu falden i Deres Lod at være et ufrivilligt Redskab til disse Mænds Vanhæld, vær De nu og med Deres sædvanlige varme deres Talsmand – den herligste Leylighed dertil frembyder sig. – Vil man benytte den, saa tilfredsstilles Laugmænd og Byefogder, som ere de egentlig Liidende, og saa har Regieringen endda Midler tilovers til at give Sorenskrivere, Fogder og Lehnsmænd Opretning for det Tab, de ligeledes ved den nyere Lovgivning have liidt. Midlet, som foreslaaes, er det: At Kongen tager alt Laugmændene beneficeret Gods og sætter dem paa vis Gage. – Skulle Kongen endog herved give de nærværende Laugmænd noget meere i Eqvivalent, end Gagen for en tilkommende Assessor blev reglementeret til, ja, hvad var det saa meere. Kongen fik ligefuldt en betydelig Capital i Hænde, og det beneficerede Gods vandt tillige med det heele Land uendeligt. – Jeg, Kaas, skulle i den Henseende foreslaae: At Kongen lod enhver Laugmand opgive sit Embede Indkomster og derefter tilbød ham en aarlig Gage, som stod i Forhold dermed. – Af det beneficerede Gods blev da udtaget en beqvem Gaard til Skriver, Foged og Lehnsmand i hvert District, Resten sælges og det paa følgende Vilkaar: Gaarden sættes til Auction, saaledes at nærværende Leylænding skulle forbeholdes sin Brugs Ret, – skeede antagelig Bud, som Amtmændene, naar de ville være reedelige Mænd, let kunde komme i Erfaring om, da tilbydes Leylændingen Gaarden imod at svare aarlig 4re pCt. Rente og Afdrag ⅓ af Capitalen med 2 eller 4re pCt. aarlig. – Troe mig, Colbiørnsen, at dette ville indbringe meere, end De formoder, og at Kongen alleene af Laugmands Godset ville have en tilstrækkelig Fond til at underholde det heele Justitz Væsen i Landet, samt endda et Overskud i sin Casse, naar Rettens Sportler faldt til Justitz Cassen. Laugmands Tolden kunne da og isteden for at erlægges hvert 20de Aar, reparteres saaledes, [at] en 20de Deel deraf aarlig blev betalt, hvilket Bonden langt fra ikke saa meget følede.

Endnu en Anmærkning maa vi giøre i Anledning af denne §; Laugtingskriverne have hidindtil været lønnede pro arbitrio og meget forskiel1igen, skal det da staae i Laugmandens Magt at give noget til Raadstue Skriveren som Rettens Secretair, saa vil dette Noget maaskee blive Intet.

ad § 17. Consistorii og Politie Retten ere i visse Sager 1ste Instantz, i andre 2den Instants. – Hvortil disse mange Domstole? Var det ikke nu den beqvemme Tid at hæve dem? Saaledes kunde Provste Rettens Domme indstevnes, naar Geistligheden endelig skal have Jurisdiction, for Stifts Retten og Egteskabs Sager for de ordinaire Ting, saaledes kunde Politiemesteren med Præsidenten og en af Raadmændene udgjøre een dømmende Ret for alle Politie Sager, ligesom i Kiøbenhavn, der appelleres til Overretten, og Brand Commissionens Domme ligeledes indstevnes derfor. Det er latterligt at see en Ret organiseret som Consist: og Politi Retterne, i første er Stiftamtmanden den eeneste Lovkyndige, og hvem siger, at en Prest bedre end den almindelige Dommer kan bedømme de forskiellige Aarsager til Egteskabets Ophævelse. Naar Capaciteten skal undersøges, var maaskee Stads Physicus bedre skikket dertil end det heele høyærværdige Consistorium, som med sine lange Peruquer og Briller paa Næsen sidde og betragte Corpus dilicti, og veed ikke, hvad de skal siige, Proc. Hiort skal engang have foranstaltet den latterlige Scene i Consistorio. – Det var vel for ham, at jeg ikke var tilstaaede og Stift-Amtmand; thi jeg havde just ikke tilladt ham at drive Giæk med mig og Retten, som vist var hans Hensigt, men Stift-Amtm: kommer da sielden i Consistorio, og da fører Provsten Ordet. – Nu kan De vide, hvor vel den Ret er betient. – I Politiretten gaaer det næsten ligedan til, – befrie os derfor fra disse Bieretter.

ad § 19. Imod Slutningen af denne § maa det vel heede: Byetings Dom istæden for Hiemtings Dom, hvorunder her almindelig forstaaes eene Sorenskr: Domme.

Skal Commissariers Udmeldelse underskrives af samtlige Tilforordnede eller af Justitiario alleene? Det synes vel rettest af Justitiarius alleene, da alle Actus, som for Retten gives beskrevne, i Analogie med den 10 § tilkommer ham at- underskrive.

ad § 20. Var det ikke vel, om alle de Sager, hvori var udtagen stevning for Over-Hof-Retten, bleve i sin Orden foretagne paa visse dertil alleene bestemte Dage, thi i andet Fald vil de nye Sagers Paadømme for meget udsættes.

ad § 23. Da Laugdømme er en Benævnelse, som snart vil bortfalde, burde da ikke i det Sted staae Amtet, hvilket nesten kommer ud paa et i Henseende til Districtets Vidtløftighed? Det skader overhovedet ikke, at Districtet i dette Tilfælde indskrænkes og foreskrives almindelig bekiendte Grændser, disse er nøyere fastsatte for Amterne, hvoraf gives 6 i Stiftet, end for Laugdømmerne, hvoraf kun haves 4re.

ad § 24. Troe vi Procuratorerne bør befales at give korte og tydelige Extracter af Sagerne, ligesom ved Høyeste Rets skriftlige Procedure er brugeligt.

ad § 25. Skal Assessorernes Vota, som vel er rimelig, holdes hemmelige, bør saadant befales.

Til Slutning ville De tillade os, kiere Ven! at vi endnu tilføyer følgende Anmærkning:

1mo. Bliver ikke Terminus executionis for Underretten, sc. 15 Dage, vel kort? burde den ikke sættes i det mindste til 4re Uger eller maaskee til 6 Uger?

2do. Bør ikke fatalia appellationis ved Underretten være ligesaa lang som fatalia executionis? Dette synes saa billigt, især for .den almindelige Mand eller rettere den Ulæge, der aldrig giør Forskiæl paa disse Subtiliteter, men gierne staaer i den Formeening, at naar en Dom kan exeqveres, kan den og appelleres. – Vel sandt, han kan faae Opreisning, men imidlertid er Executionen skeed, og saa maa han smukt betale alle Omkostninger.

3tio. Troer De ikke denne Forandring, hvor velgiørende den end er, da en unyttig og kostbar Instantz ganske ophæves, dog vil foraarsage Misfornøyelse hos Nordmanden? Troer De ikke, han ved denne Leylighed vil spørge og maaskee ikke saa ganske uden Grund, da Norge har en fra Danmark i mange Henseender afvigende Lovgivning, hvorfor da ikke ogsaa en Domstol i sidste Instants? Hvorfor skal Holsteen have Fortrin for et heelt Rige? Saa længe en ældgammel Indretning stod ved Magt, saa taug man, men nu en Forandring intenderes, har man da saa liden Agtelse for dette Rige, der dog biedrager saa meget til Danmarks Handels Ballance og Selvstændighed, at man ikke vil sætte det hige med en af Danmarks Provincer? Hvorfor skal Norges Penge ved alle Leyligheder strømme til Hovedstaden? Hvorfor skal Norge fylde en Dansk Advocat Pung for at erholde Ret? Med fleere saadanne Spørgsmaale, som her daglig høres, og som snart circulere over det heele Land. – Vi tale her med denne Frimodighed til Dem, kiere Colbiørnsen, deels fordi vi ansee det for en Pligt, vi, efter Deres Opfordring, skylde Dem, deels fordi vi kiende Dem som den oplyste Fædrenelandets Ven, der med Opmærksomhed hører og lægger Mærke til alt det, der kan befordre dets sande Vel.

Ladegaardsøen Christiania d. 10 Jun: 1797.

Kaas. Bull.

Colbjørnsen svarede i Brev til Kaas:

– – Forordningen aug. Over Retterne er nu underskreven af Kongen. Den begynder d. 1 Novbr. Intet er simplere, end Organisationen, især i Kaases Haand, og med Bulls Medvirkning.

Jeg veed, man kagstryger mig i Christiania for denne nyttige Indretning; men jeg er vant til dette Slags af Belønning.

Jeg kan ikke bare mig for at lee, naar disse egoistiske Patrioter fortælle om Skyggen af de gamle Herredage, som hvilede i Over-Hof-Retten endnu.[28] Det synes dog, at Over-Retten er ligesaa god som Hof-Retten. Hvor er dette Hof? Fire Over Retter, med samme Anseelse, som Over Hof Retten, er dog vel ligesaa god som denne sidste, især naar Lønningerne blive anseelig forøgede, og Rettens Gang hurtigere plejet. Det eeneste, der tabes, er. efter min Meening, Talerne i Proceduren, der fandt Sted tilforn. At det iøvrigt er magligere for Dommerne at læse og tænke over sagerne hiemme, og at Afgiørelserne bliver derved mere betryggende, end naar Voteringerne skeede strax paa Stedet, det er vel ustridigt. Kiære Kaas og Befalingsmand! Sp[29] ......... fra mig, om han ikke vil paatage s ............ [over]ordentlig Assessor, at sidde i Re ........... Fornødenhed skulde kræve det, og ..... ligesom Præsidenten, næst e .......

Han sagde mig her ....... vedligeholde nogen Connexion med Cancelliet.

I Henseende til Anmerkningerne (for hvilke jeg takker baade Dem og den honnête Bull) vil jeg korteligen yttre et Par Ord.

Ad § 10. Sekreteren skal attestere Documenters Tinglysning. Det følger af sig selv.

§ 12. Der skeer ikkun en Prøve med Raadstueskriverne, og de ere ej udnævnte til bestandige Sekreterer. Iøvrigt skal Langballe vedblive Sekretariatet i Xnia.

Ad § 13. Det skal blive arrangeret med Laugmændene paa det bedste. Gud veed, at ingen Mand i Verden ønsker mindre end jeg, at forvolde noget Menneske Tab. Jeg har talt med den mueligste Varme i Stats Raadet om Embedernes Lønninger, og enhvers Skadesløsholdelse.

Gud give, jeg kunde tale med Dem, min Ven! ikkun 1 Time.

Ad § 17. Consistorii Jurisdiction etc. skal jeg ikke mangle at ramme, i sin Tid.

§ 19. Er sat Bye Tings isteden for Hiem Tings Dom. Ellers er enhver Under Rets Dom Hiemtings Dom; Thi forum domicilii er, egentligen oversat, Hiemtinget.

§ 20. Dette staaer til Retten selv at reglere; Thi den skal holdes een Gang om Ugen, men der er udtrykkeligen sagt, at den bør holdes fleere, naar det udkræves. Følgelig er dette overladt til Rettens og især til Presidentens og Justitiarii Bedømmelse og Bestemmelse, da det, [der] hører til Rettergangs Politiet, er dem betroet.

§ 23. Laugdømmernes Grændser kan ej forglemmes; Thi Laugmands Tolden indfordres hvert 20de Aar.

Jeg følger helst Lovens Ord, hvor jeg kan.

§ 25. Voteringers Hemmelighed holdes lige meget, enten det befales, eller ikke. Under Dommerens Votum er aldrig hemmeligt.

Ang. Procuratorers Competence til at møde i Over Retten har jeg bestemt.

Ligesaa ang. fatalia appellationis for bemeldte Rets Domme.

Ang. Summa appellabilis i Post Sager, da følger det af sig selv, at samme Regel gielder her, som i Højeste Ret, at enhver særskildt Post regnes for sig selv.

Gid De, min Ven! kunde læse og forstaae, hvad her er skrevet.

Min Tid er alt for indskrænket, saa at jeg ikke kan løbe det igiennem. Men De er vant til at forstaae halve Ord.

Omfavn Moltke og Grouvelle[30] fra mig. Lev vel og ynd

Deres hengivneste Ven Colbiørnsen.

Kh. d. 12 Aug. 97.

Gud velsigne Dem, Kaas! skriv mig til, naar De har et Øyebliks Tid. Jeg glædes altid, ved at see (om det blot var een Linie) fra Dem. Moltke har havt den Godhed at skrive mig til – og et Brev, som har glædet mig usigelig, formedelst dets Indhold.. Kys ham derfor NB: paa Munden.

Men, i at hilse Befalingsmandens Frue, kan De kysse andensteds, saasom: paa Haanden, med vedbørlig Respekt.“

Tillæg.

Colbjørnsens Ansøgning om Stavanger Amt, der ovenfor udtogsvis er refereret, har man troet at burde meddele i sin Helhed:

Kiøbenhavn d. 16de Augusti 1778.

Justice Raad og Høyeste Rets Advocat Christian Colbiørnsen søger allerunderdanigst om Stavangers Amt- mandskab, naar samme ved Gammer Herre Seheels Forflyttelse bliver ledigt.

Til Kongen!

Omendskiønt mine Medborgeres Tillid har giort det Embede, jeg for nærværende Tid beklæder, til det fordelagtigste, jeg kunde ønske mig, og, den Naade, med hvilken Deres Majestet daglig har værdiget at høre mig fra sin Dom-Stoel, enten som Tolk for undertrykket Uskyldighed, eller Hævner af overtraadte Love, har biedraget til at giøre mig det behageligt, forbyder min Helbred mig dog aldeles længer at vedblive denne Post, da den Bevægelse, mit Blod sættes i, saa ofte jeg taler offentlig, forøger min Gikt-Svaghed, saa at jeg daglig, efter at have talet i høyeste Ret, maae udstaae de bitterste Smerter. Det vilde imidlertid være baade ubehageligt og vanærende for een Mand af min Alder at være ubeskiæftiget, saa længe jeg er i Stand til at tjene min Konge.

Rygtet om det Stavangerske Amts forestaaende Vacance, ved Cammer Herre Scheels Forflyttelse, giver mig derfor Lejlighed til at nærme mig til Deres. Majestets Trone, for allerunderdanigst at anholde om dette Embede, naar det bliver ledigt, ifald Deres Majestet allernaadigst skulde finde mig værdig dertil.

Den locale Kundskab, jeg har om dette Stæd i Særdeleshed, giør, at jeg kunde bruges med mere Nytte der, end nogen andenstæds, hvorfor jeg og allernnderdanigst vil ansee det som een dobbelt Naade, om Deres Majestet allernaadigst vilde betroe mig denne Post.

Den Kundskab jeg har om Lovene, om Norges Oeconomie, dets Handel og dets Indbyggeres Tænkemaade, i giver mig Haab om at beside Duelighed til at forestaae den; og jeg skulde være lykkelig, om Deres Majestet allernaadigst vilde lade mit Forhold hidindtil være Borgen for den beste Villie for eftertiden. Dette, allernaadigste Konge! tilligemed Deres Majestets allernaadigste Forsikring i Højeste Rets Instruxion om Deres særdeles Naade for de Advocater i høyeste Ret, der udmærke sig ved Redelighed, Talents og Activitè, ere de Grunde, paa hvilke jeg bygger min allerunderdanigste Ansøgning.

Jeg skal ikke anføre som et Argument, at adskillige af mine Forfædre har haft Lejlighed til at opofre deres Blod og deres Formue (der ikke har været ubetydelig) til Fædrene Landets Tieneste; Deres Kongers Naade og deres Medborgeres Erindring har tilstrækkelig belønnet dem for dette. Imidlertid vilde Deres Kongelige Majestet allernaadigst tillade mig at forsikre, at jeg har Hierte til at handle som de, ved eenhver Lejlighed hvor Deres Majestet allernaadigst vil værdige at anvende de Evner, Forsynet har betroet mig.

Allerunderdanigst
Colbiørnsen.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Begge Afhandlinger findes i Dansk hist. Tidsskrift, 5. R. VI.
  2. ↑ Allerede ved en tidligere Leilighed har Holm ydet et vigtigt Bidrag til Colbjørnsens Historie, idet han (i sit Skrift Danmark-Norges udenrigske Historie 1791–1807, B. I) har i Tilslutning til A. S. Ørsted renset ham for den gjængse Beskyld- ning, at det skulde være ham, hvem Trykkefrihedens Indskrænkning i 1799 væsentlig skulde være at tilskrive.
  3. ↑ Se om de to Grene af denne Æt, der kalde sig Arneberg og Arntzen, W. Lassens Norske Stamtavler, B. I.
  4. ↑ Efter min Opfordring har Stud. philol. Otto Müller vist mig den velvilje at gjennemgaa Protokollerne og deraf uddrage de her benyttede Notitser.
  5. ↑ Denne Peder, som ikke opføres i Moes Slægtregister (Aktstykker til den norske Krigshistorie under K. Frederik IV, Chra. 1838) angives at være født i Novbr. 1747. Han naaede ikke frem til Universitetet, da han, som noteret i Skoleprotokollen, „druknede i Isen paa Fjorden ved Christiania den 3 Marts 1764“.
  6. ↑ Edvard Storm var Colbjørnsenernes Sødskendebarn (Mødrene Søstre). Paa samme Maade var ogsaa Biskop P. O. Bugge deres Fætter. Om nogen nærmere Forbindelse mellem ham og disse norske Slægtninge ved jeg Intet. Vist er det ialfald, at P. O. Bugge ikke skyldte sin Fætter Colbjørnsen, dengang endnu Deputeret i Cancelliet, sin Bispestol, men at det var Colbjørnsens Antagonist paa den Tid, Cancellipræsidenten Frederik Moltke, der var hans Mæcenas (M. Birkeland, Bidrag til Norges nyere Historie, S. 40), hvorfor Biskopen ogsaa opkaldte en siden bekjendt Søn efter Moltke.
  7. ↑ Se om Hersleb foruden andre Skrifter bl. a. C. B. Dunker, Gamle Dage, S. 68–69 og G. L. Baden, Bidrag til Prof. J. i Badens Levnet o. s. v. S. 59–60.
  8. ↑ Han havde før sin Ansættelse været Professor J. P. Anchersens Amanuensis og boet i hans Hus. „Jeg har,“ skriver Anchersen i 1754 til Grev J. L. Holstein, „aldrig havt eller faar hans Lige udi Solidité, Accuratesse, Arbeidsomhed og Modestie, saa at, om jeg var i Stand dertil, beholdt jeg hannem hos mig, til at han kunde blive min Successor“. I 1756 bemærker Anchersen i en Indberetning til Holstein om Udfaldet af Examen artium: „Christiania Skole kommer sig brav, siden de have faaet Conrector Monrad“. (Breve i det Ledreborgske Bibliothek).
  9. ↑ Christian Petersen var født i Helsingør 27de Decbr. 1701, blev 1722 Regimentskvartermester ved 1ste oplandske Regiment, 1735 charakteriseret Capitain af Infanteriet, 1741 Zahlkasserer i Christiania, 1748 char. Oberstlieutenant, 1760 Amtmand over Oplandene, 1766 Etatsraad, 1768 Stiftamtmand i Bergen, 1772 entlediget. Han døde 19de Sept. 1775 og begroves i Vor Frelsers Kirke i Christiania 5te Oktbr. s. A. Gift 20de Mai 1737 med Anna Michelsen („Ramus“); af 12 Børn overlevede 2 Sønner (af hvilke Kammerherre J. D. F. Petersen var Medlem af Eidsvoldsforsamlingen 1814) og 4 Døtre Faderen. (Efter Chra. Intelligents-Sedler 1775, No. 41).
  10. ↑ Dansk Lit. Tidende for 1814, S. 728.
  11. ↑ Astræa, udg. af Schlegel, IV. S. 378. I „Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn“ udgivet af S. Soldin, 11te Aarg. (1814), No. 102 heder det i Anledning af Chr. Colbjørnsens Død: „Han saavelsom hans afdøde Broder, J. E. Colbjørnsen, kom som to ganske uformuende unge Mennesker her til Kjøbenhavn“. Om J. E. Colbjørnsen vides det, at hans norske Landsmand, den rige Generalmajor Johan Fred. Classen, det store Fideicommis’s Stifter, understøttede ham i hans Studenterdage. C. Nyrop, Johan Frederik Classen, Kbh. 1887, S. 262.
  12. ↑ Dette var da ogsaa noget, som hans Modstandere ikke glemte at bemærke, f. Ex. J. K. Høst, der omtaler ham med liden Sympathi i sine „Erindringer om mig og mine Samtidige“. Kbh. 1835, S. 161.
  13. ↑ Yngvar Nielsen, Bidrag til Norges Historie i 1814, II, S. 19, Christian Frederiks Svar læses i K. Christian VIII’s Dagbog fra Regenttiden i Norge, udg. af A. Ahnfeldt, S. 146–147.
  14. ↑ Kjøbenhavns Skilderie l. c. I Danske Samlinger, 2. R. III, S. 165 berettes, at Colbjørnsen døde i det ham selv tidligere tilhørende, men dengang bortsolgte Holsteinske Palais i Stormgaden, „ifølge Traditionen i det største af den vestre Sidebygnings Værelser paa første Sal.“
  15. ↑ Erindringer, III. S. 111. Her findes overhovedet Colbjørnsen oftere nævnt, f. Ex. IV. S. 144, hvor han kaldes „alle Nordmændenes Skytsguddom“.
  16. ↑ Om Høiesterets-Procuratorernes økonomiske Vilkaar paa den Tid se S. Vedel: Den dansk-norske Høiesterets Historie, S. 335. Man ser af dette Skrift, at det var et ganske lidet Antal Advocater, paa hvis Hænder de lucrative Sager vare samlede, medens de øvrige havde det temmelig knapt. Om Colbjørnsen som Defensor for M. de Beringskiold (1781) se Joh. Grundtvig i Dansk hist. Tidsskrift, 5. R. I. S. 275.
  17. ↑ Se Vedel, l. c. S. 364–365.
  18. ↑ Cfr. J. Chr. Berg, Historisk Underretning om Landeværnet. Chra. 1830, S. 58.
  19. ↑ Cfr. A. F. Bergsøe, Grev Reventlows Virksomhed, I. S. 242.
  20. ↑ Colbjørnsens anden Hustru, Engelke Margareta Falbe, var Søster af den som norsk Statsraad afdøde H. H. Falbe og Datterdatter af Stiftamtmand Hagerup i Christianssand.
  21. ↑ Ankers Hustru, Hedevig f. Wegener, og hans ældste Søn, siden Generalmajor i Norge.
  22. ↑ Som bekjendt blev i 1780 fire Søskende (2 Prindser og 2 Prindsesser) af den ulykkelige, i 1741 dethroniserede og i 1764 dræbte „Keiser Ivan VI (IV)“, efter Overenskomst mellem den russiske og den danske Regjering fra Øen Kolmoguri ved Archangel sendte til Horsens, hvor det tillodes dem at føre et standsmæssigt Liv. Foranledningen til dette Arrangement var den, at Enkedroning Juliane Marie var de ulykkelige Fyrstebørns Faster. Den længstlevende af disse, Prindsesse Catharina, døde 1807. De nyeste Oplysninger om dette russiske Hof i Horsens haves i Historisk Arkiv, 1874, II. S. 107 fgg. og 1875, I. S. 476.
  23. ↑ Dette Sted eiedes da, som fremdeles, af den grevelige Schulinske Familie.
  24. ↑ Med Hensyn til disse frivole Ytringer kan henvises til Jens Møller, N. E. Balles Levnet, S. 266 fgg., hvor Oplysninger findes om Colbjørnsens religiøse Standpunkt. Cfr. L. Koch, Biskop N. E. Balle, S. 115.
  25. ↑ Y. Nielsen, Breve fra Grev H. H. v. Essen til Carl Johan. Chra. 1867. Indledningen, S. XX.
  26. ↑ Af J . v. Bülows Papirer, udg. af L. Daae, S. 125.
  27. ↑ Udkastets § 3 foreslog, at de nye Overretter skulde træde i Virksomhed før Begyndelsen af Octbr. 1797. I § 13 hed det: De Laugmænd, som udnævnes til Assessores i Overretterne, skulle, saalænge de forblive i dette Embede, beholde de samme Indkomster, som de nu nyde af deres Laugstoles Distrikter baade i Hensigt til judicielle og extrajudieielle Forretninger, være sig: for Stevningers Udstedelse, sagers Behandling og Paakjendelse, Documenters Thinglysning, Laugrettes Eeds Imodtagelse (hvilket sidste forrettes af sorenskriverne paa den Maade, som sportel Reglementets 22 § foreskriver), Opbudsmænds Udnævnelse m. v. Heraf følger altsaa, at Raadstueskriverne, (som ad interim ere beskikkede til Secretærer i Overretterne) ikke imidlertid tilkommer anden Løn for det Skriveri, der hidindtil af Laugmændene selv ved deres egne Laugthingsskrivere har været besørget, end det, disse sidste derfor have nydt.“ I § 14 var foreslaaet, at de øvrige Assessorer skulde sættes paa fast Løn og alle Laugmandssportler indgaa i Kongens Kasse, eftersom de daværende Indehavere afgik.
  28. ↑ Dette Ræsonnement om Overhofrettens historiske Ærværdighed har vistnok paa denne Tid været temmelig almindeligt. Enevold Falsen, dengang Assessor i Høiesteret, anfører og imødegaar det 1793, idet han foreslaar Overhofretten ophævet og de Udgifter, den forvoldte (ca. 10,000 Rdl.), henlagte til et vordende norsk Universitet. Han skriver: „De, som støtte den med det forslidte Argument, at den er en Skygge af de gamle Herredage, kjende formodentlig ligesaa lidet Norges Historie som dets Tænkemaade; en Skygge vil jeg ikke afkræfte den at være, men den er uden Lig.“ E. Falsens Skrifter, udg. af L. S. Platou, Chra. 1821, II. S. 30. Jeg benytter Leiligheden til at anføre et Stykke af et Brev fra E. Falsen, skrevet til L. Engelstoft, Chra. 11 Febr. 1805: „Jeg lever her i en ganske behagelig Stilling, jeg er kommet tilbage til det Land, som jeg stedse lidenskabelig har elsket, fordi det gav min Ungdom Glæder, fordi det gav mig en god Hustru, gode Børn, og fordi det er et skjønt, et elskværdigt Land. Jeg har af og til en Hoben at bestille, dog ikke mere, end jeg kan overkomme, jeg aander frit og er procul fra alt det, som stundom forbitrer os Livets Glæder.“ Han ender med at opfordre Engelstoft til at besøge Norge. (Engelstofts Papirer i Univ. Bibl. i Kbhvn.).
  29. ↑ Her er et Stykke bortrevet af Originalen.
  30. ↑ Denne varme Hilsen til „Moltke og Grouvelle“ er noget besynderlig. Den førstnævnte maa vel være Fr. Moltke, men han havde 1795 forladt Stiftamtmandskabet i Christiania, hvori Kaas havde efterfulgt ham. Imidlertid havde han jo Familie i Norge (ved Giftermaal) og kan maaske i 1797 tænkes at have aflagt et Besøg der. Isaafald have vi et Vidnesbyrd om Venskab mellem Colbjørnsen og Moltke ved den Tid; senere kom det som bekjendt til alvorlige Rivninger mellem dem. Endnu underligere er det dog, at han beder Grouvelle „omfavnet“. Denne Mand, „Borgeren Grouvelle“, den franske Republiks Gesandt i Kjøbenhavn og en af dem, som i Nationalconventet havde stemt for Ludvig XVI.s Henrettelse, skulde altsaa have været en Tour i Norge, og Colbjørnsen skulde have bedet Kaas om at „omfavne“ ham. Man tror neppe sine egne Øine, naar man læser, at C. har givet og Kaas modtaget et saadant Hverv! G. L. Baden bemærker ellers i sin Christian VII.s Regjerings-Aarbog S. 325: „Christian Colbjørnsen var snart Demagog, snart Royalist. Jacob Edvard var altid Royalist, ja, om man vil Aristocrat, men han var det af Princip“. At Baden forøvrigt nærede den største Høiagtelse for Chr. Colbjørnsens Fortjenester, sees af mange Steder i hans Skrifter, f. Ex. Fortalen til hans Danmarks Historie, III. S. XVIII.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Bidrag_til_Christian_Colbjørnsens_Levnetshistorie&oldid=202449»