Åpne hovedmenyen

(1842).


1.

De tætſluttede Ø-Rækker, der udgjøre Norges yderſte Veſtkyſt, og ſynes at være voldſomt løsrevne fra det høie Klippeſyſtem i Bergens Stift, danne ogſaa, efter deres Naturphyſiognomi og efter Indvaanernes Væſen og Leveſkik, ligeſom et Rige for ſig ſelv; de ſmalle Sunde og Søbælter, der adſkille dem fra det ſammenhængende Land, ſynes at virke ſom ſtore Vidder. Faſtlandets ſteile Kyſt er en mægtig Skranke; uden for den opſlaaet Søtaagen ſit Telt over Bølger og Klipper; ved hine dybe Strømme er den lille Øverden indmanet i Havregionen, og i denne Adſkillelſe er dens Liv fra mange Sider ſaa afſluttet og eiendommeligt, ſom om den laae henkaſtet langt ude i Vandenes Ørken.

Flere af disſe Øer ere, ſom bekjendt, af betydelig Udſtrækning. Sartor, Aſkøen, Holſenøen, Radøen, kunne efter Størrelſen ſammenlignes med Langeland, Malta, Wight, Ithaka; og enhver af dem afgiver i ſine Hovedformer et Norge i det Smaa. Det Hele er Fjeld med Dalſtrøg og Myrſtrækninger, med Indſøer og Elve, og med ſkarpt indſkaarne Søbugter. Men alt Dette har dog et eget Præg; Træer og Planter ſkyde frem af dybe, fugtige Mosleier, en broget Flora af Lavarter anſætter ſig paa de ſnoede Grene; Engen har tyndt Græs, og er arm paa Markblomſter. Ved Stranden har Klippevæggen ofte en høi Bord af levende Farver, men inde paa Øen hæver Fjeldet ſig ſortladent og ſtrengt Selv paa, klare Dage ſvæver der over disſe Egne et fint Dugſlør. Paa Bjergſkrænten ſer man dets fugtige Glands, og over Landſkabets Grunde ſpreder det en ſkuffende Tone af Henſvinden og Fjernhed.

Det giver et uudſletteligt Indtryk, naar man ſtiger op til nogen Høide paa en ſaadan Ø, og derfra overſkuer de underliggende Strækninger. Ved førſte Øiekaſt ſer det Hele ud ſom en chaotiſk Masſe af ſammenſtørknede Bølgerygge; man betragter det ſom en trøſtesløs Oaſe i Kanten af den ſtore Havørken. Her føles Eenſomhedens Gru, medens Taagelegemer hænge vaklende mellem Himmel og Hav og medens den klamme Luftning ſtryger henover Lyngen; herhid bæres de tungſindigſte Toner, naar Brændingen drøner i det Fjerne, og naar Søfuglen omflagrer Klipperne med ſit klynkende Skrig. Stormen feier disſe Bjergaaſer glatte, og Øiet har i ſin Nærhed et armt Feldt at dvæle ved; ſjelden træffer man en grøn Buſk i Lierne, kun den kraftige Ræveklokke ſtaar kneiſende i Klippevraaen og afbryder, paa en enkelt Plet, det ſørgelige Øde med ſin enſomme Pragt. Men naar man har overvundet den førſte Modløshed, og ordnet Masſerne til beſtemte Partier, vil man ogſaa ſinde noget Tiltrækkende ved disſe Landſkaber; man bemærker nu de ſtorartede Linier i denne Ødemark, hvorpaa der ſjelden mangler iſolerede, ſtoltformede Klippeblokke, der tegne ſig ſkarpt mod Horizonten og ſynes at ſkue hen over Havet ſom halvſunkne Sphinxer. Man begynder endog at blive fortrolig med de vide Tørvgrunde og Lyngſletter, der indtage en lavere Strækning; thi de bringe Afvexling i den monotone Farvning, og danne Overgangen til blidere Scener. Og hvor rigt er ikke det lange Fjernſyn over alle Høider, over alle Holme og Skjer, til den aabne Sø, hvor man tæller Skibene og følger deres Baner, og lader de mangehaande livfulde Tanker flyve hen med de hvide Seil. Paa en ſolblid Dag, naar Straalerne lege paa Vandet og give alle Gjenſtande derude et gyldent Skjer, kan man foretrække det golde Øfjeld for ethvert andet Hvilepunkt. Snart ſer man Skibene ved Kyſten i kjendelige Omrids, og man tænker paa de gamle Sangeres Glæde over de kongelige Snekker, der gik under Ø med „forgyldte Brande“; ſnart øjner man i Havbrynet en enkelt Seiler ſom et tindrende Fnug, og atter ſer man hele Flaader dukke frem af Horizonten og ſøge ind mod de dybe Fjorde.

De frugtbare Trakter af disſe Øer give ſig i Almindelighed ikke ſaa ſnart tilkjende fra de høie Bjergplaner; Dalene ere ſmaa og ſplittede. Nede mellem Klippernes Sænkninger ligge hyppigt Rækker af rolige ſorte Kjern med grønne Bredder. Klare Smaaelve risle fra det ene Basſin til det andet og glide videre; til Stranden. I dette Strøg gaaer det ſmale Dalføre. Fra Fjeldſiden luder Hæggen og Rognen og den vilde Roſentjørn ned mod denne Herlighed og vil ligeſom frem til det blanke Vand, der har kunnet nære de tættere Lunde af ſtore Løvtræer, ſom ſtaae ved Bredden og er den fattige Dals bedſte Pragt. Hernede ſer man de ſmaae Gaarde med talrige, plumpe og meget ſnævre Indgjerdinger af dygtige Kampeſtene. Indenfor disſe Ringmure er der Agre, ſom ligne et Barns Haveanlæg, og Engſtykker, der have et Areal, ſom en almindelig Hustomt. Hytterne ere dog det Selſomſte her; man antager dem, ved det førſte Blik, for ſtore Tuer eller overgroede Markſtene; thi deres forvitrede Vægge ere overordentlig lave, Tagene hænge ſide over dem og antage ukjendelige Former under deres yppige Væxt af Mosſer, Stenpryd og alſkens leveragtige Fjeldplanter; men man ſer Røgen ſtige op af Lyren og ſvæve hen mellem Aſpetræernes bævende Blade.

Hvor Dalſtrøget udvider ſig noget, eller nær Søen, hvor der er Engbund mellem Klipperne, ligger Kirken lav og ydmyg, og dog ſaa ſtærkt fremragende mellem de andre Tage. Her ſtimle Hytterne tættere ſammen og vove at hæve ſig noget mere fra Jorden i Lyet af det hellige Huus. Ved Præſtens Bolig mangler der ſjelden en Have og Træplantninger, ja, man træffer paa flere Steder i ſaadanne indfredede Strøg kæmpemæsſige Aſketræer, der kunde tjene ſom Sømærker med deres fyldige, høitopſkudte Kroner. Men vil man betragte disſe Øers rette Herligheder, da maa man være lige ved Kyſten. Der boer den rigere Fiſker i et veltømret Hus paa det nøgne Svaberg. Hans ſtørſte Skat, Roden og Garnet, ligger prægtigt udbredt over den rundladne Klippe, eller de hænge inde i Nøſtet, maleriſk drapperede over de lange, letbyggede Baade. Ved disſe Øſtrande ſvulmer Søvegetationen i ſin hele Fylde. Tætte Anſamlinger af Albuſkjel omgive Klippefoden ſom en Brem af ſammenføiede Skjoldebuler; under dem hænger den gule Tang i de rigeſte Lag, glindſende og ugjennemtrængelig. Den hæves og ſynker under Havſkvulpet og ſtrækker ſig hen efter de vigende Bølger. Det lønner Umagen paa en ſtille Dag at ſe ned i det klare Dyb under Kyſtkanten. Hvilken fabelagtig Mangfoldighed af Aſterier og Bløddyr og Havvæxter klæbe dernede ved Klipperoden! De ſtore, ſtammede Tangarter fremſkyde der i uendelige Sammenſlyngninger og udfolde en gigantiſk Bladform over de ſmekre Stengler; man ſkal ikke vente længe inden man ſer kraftige Fiſke glide ud af disſe Plantefletninger, og man har da et eget Genre af Groteſker, der i eventyrlig Fylde kan overbyde Phantasmerne i Pompeji og i de vatikanſke Loggier.

Den ſtørſte af de ovenfor nævnte Øer, Sartor, med en Længde af tre norſke Mil, har en myſtiſk Indvaaner, om hvem troværdige Folk kan berette ſelſomme Ting. Der er paa Øen et ſtort afſidesliggende Vand, ſom kaldes Kurelen, dets Bredder ere ubeboede, paa to Gaarde nær, ſom dog er vidt adſkilte; man ſiger om Dybet her, ſom om flere norſke Indſøer, at der paa visſe Steder ei kan naaes Bund; men der ſiges desuden noget Andet, ſom er langt mere mærkeligt. Man har nemlig gjennem en lang Række af Aar, til forſkjellige og ubeſtemmelige Tider iagttaget et Uhyre, der hæver ſin hvælvede Ryg over det mørke, enſomme Kjern, og bliver liggende der ſom en glat Holme. Dets opſkydende Bevægelſe driver mægtige Bølgebuer mod Stranden, men ſiden er det; ſtille og man ſer kun en Art Bæven om dets Sider, ſom naar den bløde Meduſa hænger i Vandfladen. Man har ofte forſøgt at vente Uhyrets Komme og dvælet i mange Dage ved Bredden, men dette Væſen holder ingen Tidsregning, og den kan være borte i flere Aar. Engang roede tvende Mænd i en liden Baad over Vandet — da laae med Et den glatte Holme der, Bønderne vendte juſt Ryggen til og vare nærved at røre Dyret med Aaren. Man kan tænke ſig deres Angſt, da de mærkede det. De ſøgte Stranden af al Magt, og kunde derfra ſe den ſvære Masſe dukke ned igjen i Dybet. Aldrig hører man Nogen forſøge paa at beſkrive andre Dele af Uhyret end netop den hvælvede Ryg, ſom ſtedſe giver ſig tilkjende; man udmaler ikke det ſelſomme Syn og derfor ſtemme alle Vidner overens i deres Udſagn; men dette er et Træk, der udmærker denne Beretning fremfor de almindelige Almuſagn om lignende Væſener. Hvad ſkal man tænke? — Mod dette Phænomen er Søormen og Kraken ſom Intet at regne. Disſe have Verdenshavet til Bolig; men Sartorøens Leviathan er ſat i Fængſel, hvor de omſluttende Fjelde holde Vagt.

2.

Der er et Folkefærd, ſom hedder Striler. De beboe et Stykke af Bergens Stift, der kaldes Strilelandet. Denne Angivelſe er næſten lige ſaa uſikker og løs ſom Beſtemmelſen af de germaniſke Stammer hos Tacitus; men det er ogſaa vanſkeligt at komme Tingen nærmere. Der er noget Gaadefuldt ved Strilenavnet. Snart vil man have det udſtrakt over den hele Veſtkyſt lige til Stat, og ſnart indſkrænkes det til Bergens Omegn; men i begge Tilfælde har det hos alle Fortællere en egen Klang. Tydſke Forfattere glemme ſjelden Strilerne, naar de tale om det høie Norden. Gamle Hübner, der ved Beſked om Alt, ſætter dem i ſin Geographi med udmærkede Typer, og beretter, at de have ligeſom Vosſerne en Dragt, der adſkiller dem fra alle Andre. Med Alt dette ved man endnu ikke Grændſerne for denne mærkelige Nation. I Bergen troer man helſt, at den indſkrænker ſig til Hordeland; men hvad ſkal man da tænke om det almindelige øſtlandſke Sagn, hvorefter den hele Strileſlægt er et Indbegreb af 99 Arter!

Der er Grund til at tro, at Udtrykket Stril er nærved at være et Øgenavn; thi vedkommende Bønder høre det ikke gjerne, og man har, ei uden Medhold i det oldnorſke Sprog, tillagt det en Betydning af Stivhed og Stridighed. Traditionen vil ogſaa underſtøtte denne Fortolkning, ſaalænge Folk vide at tale om de tvende Opløb i Bergen, der ligefrem kaldes Strilekrige. Naar man iøvrigt vil inddele denne Stamme, da ſlipper man letteſt ved at ſkjelne mellem Landſtriler og Havſtriler. Den ſidſte Gruppe henføre vi nærmeſt til den ovennævnte Ørække og til de nærliggende Smaaøer.

Havſtrilerne ere mærkværdige Folk, og Hübner har Ret naar han kalder deres Dragt ſæregen. Deres egentlige Stadſe-Coſtume er en bredſkygget ſort Uldhat, en blaa rundſkaaren Kofte, hvorunder et ubeſtemmeligt Antal Veſte, et Par umaadelig vide, graalige Buxer, der ſlutte om Midien og Knæet, desuden Strømper og Sko. Kvinderne have ofte Hat og Kofte, næſten ganſke ſom Mændene; Skjørtet er deres Pragtſtykke, det er ſort, ſidder ſmukt om Hoften og erlagt i ſmalle, zirlige Folder. Saaledes gaaer dette Folk til Kirke og til Gilde; men naar Havſtrilen har ſit rette Arbeide, da er han fra Top til Taa ſvøbt i brunt Skind. Han ſer da ud ſom om han havde været paa Søbunden og hentet ſig en Dragt af de mægtige Tangplanter. Disſe Øboere ere almindelig af en lav, firſkaaren Bygning, og man har bemærket, at deres Overkrop er uforholdsmæsſig udviklet; men de hale ogſaa meſt ud med Armene og Ryggen. Man maa ſe disſe Karle ved Aaren, for at vide hvad det er at roe. Bergenſerne have Onsdag og Løverdag den prægtigſte Regatta i deres Havn, naar den hele Flaade af Fiſkere løber ind i Kappeſtrid om den førſte Plads ved Torvet. Lange Kiſter med levende Fiſk ſlæbe efter de ſkarpe Baade, Kvinder og Mænd roe lige rappe, Søen bliver ſom en ſkummende Elv. Paa Skibene ſtaae de dovne Matroſer med Latter og Grimacer, men Fiſkeren agter det ikke; nu vil han blot frem, der er Dampkraft i hans Muſkler, han gjør elleve Mil i Vagten.

Naar Havſtrilen kommen til Byen er han med Et Billedet af urokkeligt Phlegma; medens man fra det mylrende, ſkraalende Torv kjøbſlaaer med ham, farer der en Hagl af de groveſte Eder og Forſmædelſer om hans Øren; men han vender Fiſkenaturen ud og er meget rolig, han rækker blot Øſekarret frem for at modtage Penge hvergang en Handel er ſluttet. Naar han ſiden gaaer op i Staden, begynde der nye Prøvelſer; nu har han en Flok huiende Gadedrenge efter ſig:

„Strilen med ſit lange Skjeg, hvor han gaaer der værper han Æg“!

Det nytter ikke — han ſer Intet og hører Intet. Er det Vinter har han det endnu værre; Drengene tage Sigte af hans brede Ryg og gjøre ham til en vandrende Snemand; alligevel bliver han roligt gaaende. Havſtrilen i Land er et underligt Væſen, han vegeterer blot, thi han kjender kun faa Opvækkelſer paa det Tørre. Men man forſøge blot at haane ham, hvor han er ude paa Søen med ſit Stel! Da er han en ganſke Anden; man tirrer ham ſædvanlig ved at lade ſom om man bakkede Muslinger, og dette forſlidte Middel er næſten aldrig Uden Virkning. Han kan ſlippe Aaren og Snøret af Arrighed, og da ſer man ham optræde ſom Mimiker med de meſt burleſke Fremſtillinger.

I en Storm er Havſtrilen glimrende; thi hans Baad er intet rigtigt Søfartøi; den er tynd og rank, og fornemmelig bygget til Roning, men nu ſkal den dog holde Stand i den høie Søgang. Manden er da ligeſom groet ſammen med ſin Snekke. Han har et barket Sprydſeil af den ſimpleſte Indretning, han holder Roret i den ene Haand og Skjødet i den anden. Saaledes jager han afſted med de rullende Vandbjerge; han er inde i deres Leg og forudſee deres Luner. Hans Baad ligner en ſtor, ſortladen Fugl, der uſtadigt henflagrer over Bølgen og dypper Vingeſpidſen deri. Under de haarde Vintermaaneder, naar Silden ſtaaer til Kyſten, er Fiſkeren idelig ude i denne prægtige og farlige Dands; da har han et Dagverk, mellem de barſke Styrtninger, hvorom en Landboer blot kan gjøre ſig et ſvagt Begreb. Ofte maa han ſeile paa Liv og Død, og dertil tænke paa Garnet og Noden, hvori hans vaklende Velfærd hænger. Overalt er han omgivet af det vildeſte Liv. Delphiner og Størjer boltre ſig og ſpringe i hans Kjølvand; de fnyſende Hvaler krydſe hans Kurs; under ham mylrer det af ſammenſtimede Fiſke, og tæt over hans Hoved neddale hele Skyer af ſkrigende Søfugle. Naar Havets Velſignelſe ſkal paa Land, udvikle Fiſkerne for Alvor de mageløſe Kræfter i deres Amphibienaturer. Langt ude i Stranden ſtaae de rækkevis, ofte til Bæltet i Vand, og trække den briſtefærdige Nod, uden at blive trætte. Mangengang er Landet kun en gold Holme med en eneſte ſkrøbelig Hytte; der drage de ind naar Mørket falder paa. De holde ſig ſammen ligeſaa tæt ſom de indeſtængte Sild udenfor. Det ene Legeme ſtøtter ſig til det andet, og ſaaledes ſove de Natten over i deres dampende Sødragt.

Havſtrilen er, ſom man kan tænke ſig, kun en maadelig Jordbruger. Den romerſke og den engelſke Plov ere for ham lige gode; thi han bruger ingen af dem. Hvis han har lidt Jord, ſtanger han af og til deri med en usſel Spade. Han kaſter alſkens Fiſkelevninger ud til Gjødſel, og forreſten lader han Naturen hjelpe ſig ſelv. Der er paa disſe Øer nogle beboede Trakter, ſom man har vovet at kalde Bygder; de ere meget ſtakkede i alle Dimenſioner. En Odelsmand fra Totn eller Smaalehnene vilde le dem ud; men den fattige Fiſker, der boer ude ved Brændingen, har ogſaa paa ſin Maade Ret, naar han anſer dem ſom fagre og velſignede Egne.

I en ſaadan Bygd er der i det Hele en ganſke egen Landhusholdning; man ſer ſnart, hvorledes Sølivets Elementer raade ogſaa her og trænge igjennem overalt. Selv de egentlige Landdyr finde ſig deri, og forandre deres Leveſkik. De ere alle formindſkede Udgaver af deres Arter, og de leve her om hverandre i et meget tættere Samfund end andenſteds. Heſten er dog den ſnurrigſte Figur af dem alle. Naar man ſer den komme ud af ſin Stald, der er noget ſtørre end et almindeligt Hundehus, ved man neppe til hvad Slægt den ſkal henføres. Den er kortbenet og plump og har ofte et Rag ſom en Bjørn; den er nærved at føre et Svins Levemaade, og ſynes derved at have antaget Meget af dette Dyrs Former. Koen er her let at føde; den ſpiſer Sildehoveder ſom en Sælhund, og man kan byde den Tang ſom Græs; det er troligt, at en Hvalrosunge endog vilde ſinde dens Mælk meget velſmagende. Havſtrilens Yndlingsdyr er Svin og Høns; han har paa en Maade indlemmet dem i ſin Familie, thi de tilbringe en ſtor Deel af deres Liv i hans Stue. Svinet viſes dog i Almindelighed ud, naar dets Natur rigtig har udfoldet ſig; men Hønſene have et ſtadigt Tilhold i Familiens Skjød, og føre ſaaledes et lunt Stueliv den hele Vinter. Bonden ved at drage Nytte af denne Ømhed, og ved Juletider gjør han gode Affairer med ſine friſke Æg.

Man kan gjette ſig til, at Renlighed ei er Hovedſagen i disſe Folks Boliger. Der er heller ikke nogen norſk Almue, ſom er mere berygtet for ſit Søleri end Havſtrilerne. Man lugter deres Stel paa langt Hold. Deres lave Huſe ere omgivne af denne Husholdnings Attributer og Herligheder; paa Taget, paa Væggene og paa Stænger ved Indgangen hænger der flækket Fiſk og Pjalter af Sildegarn. Indenfor er der en eneſte Stue, med Grue og Røghul. Man ſtudſer ved dens ubetydelige Omfang, naar man overvejer hvormange Individer, der ofte ere ſamlede i et ſaadant Rum baade Dag og Nat. Der er ved disſe Røgftuer Intet af den Behagelighed og Orden, ſom man ofte træffer i lignende Bygninger hos den rigere Bonde paa det faſte Land. De glat bearbeidede Tømmerſtokke og den egne kniplingsartede Bord af Kridttegninger, der løber om en ſmuk Røgſtues Vægge i de anſelige Fjeldbygder, ſer man kun ſjelden ude paa Øerne, thi her bruger man kun ved enkelte høitidelige Leiligheder at ſkure den hele Stue med Sand. Hos Havbonden er det ſnævre Rum end mere indſkrænket af alſkens plumpt Bohave og Redſkab. Paa Bænkene langs Væggen er der neppe Plads til et Sæde; man træffer der ſmaae Børneſenge mellem Saltekar og Tjerebøtter. Ved Gruen hænger ofte den hele Families vaade Søklæder; paa Gulvet kan man blive hildet i Bunkerne af et Garn, der juſt ſkal repareres. Men Lysfaldet gjennem Taget over alt Dette er af en ypperlig Virkning. Naar den gamle Havſtril i ſin maleriſke Dragt, med ſit lange Graaſkjeg, ſidder i Røgſtuen under Lyren, da minder han levende om mangt et prægtigt Billed af den uforlignelige Rembrandt.

3.

Man ſer ſnart, at Jordsmonnet paa disſe Øer overalt har en underordnet Rang. De dyrkede Egne ſætte kun faa Kræfter i Bevægelſe, og det milde Kyſtklima hviler over mangen brugbar Strækning, ſom udentvivl beſtandig ſkal blive en Ørken, ſkjønt Naturen ogſaa der har henſtrøet ſine Yndigheder i den vilde Abild, i de krybende Rankevæxter og i Lyngarternes glindſende Bær. En Fiſker, der rigtig er ved Magt, vender ogſaa gjerne Ryggen til alſkens Løv og Grønſvær, og vælger ſig et Sted paa Stranden, hvor der blot er god Landingsplads og dertil noget Ly for Huſet. Den ſolide Strandſidder bruger ikke Røgſtue; hans Bolig har Ovn og Skorſten og et Vindve, der vender mod Søen; han taler ogſaa med en vis Selvfølelſe om ſin „Glasſtue“, thi med dette Udtryk vil han tillige vække Foreſtillingen om en ſtørre Bekvemmelighed og Orden i hans hele Oekonomi. Huſet ved Stranden er et Obſervatorium, og fra dets lave Vindue udſpeides Hav og Himmel af meget aarvaagne og kyndige Blik. Naar Fiſkeren ſtaaer med ſin korte Kridtpibe bag de ſmaae Ruder, da er han ingen ørkesløs Betragter. Han ſer ind i Skyernes Vugge og forudſiger deres Væxt, han tager ubedragelige Varſler af Fuglenes Flugt; ved den førſte Morgenlysning læſer han allerede i Havbrynet den kommende Dags Hiſtorie. Man kan vide, at Vandenes Dyb maa for disſe Strandboere afgive et uudtømmeligt Tankeſtof. Naar en Havſtril taler om Søen, har ogſaa hans Sprog en egen Fylde, og han giver den en Mængde metaphorifke Betegninger, af hvilke flere have den legende Fortroligheds humoriſtiſke Anſtrøg. Ofteſt kalder han den „Blaamyren“, og man kan da tænke ſig den ſom en Udmark, hvor hans vrimlende Hjord færdes. Han kjender godt dens Samlingspladſe derude; thi Bølgen er ham et luftklart Dække, og under den har han ſine urokkelige Grændſeſkjel for Grunde og Med. Hans Blik dvæler altid med Forkjerlighed paa Blaamyren, men ved Helligtrekongerstider betragter han den dog med den meſt ſpendte Opmærkſomhed; han venter da Hvalen, og han ſender ſine Børn ud paa alle Klipper forat ſpeide efter dens Komme; thi Hvalen er for ham en Hyrdehund, der driver den vilde Hjord nærmere mod hans Enemærker.

Hos dette Folkefærd finder man endnu friſke Levninger af en forlængſt henrunden Tids Sæder og Leveſkik, og der er viſtnok kun faa norſke Almuer, ſom viſe en ſaadan Faſtholden ved det Gamle. Indvirkningerne fra den nære By maa engang, da Borgernes Skik var mere enfoldig og drøi, have været meget ſtærke og kjendelige; thi den rige Havbonde viſer i ſit rette Optog mangt et Træk af Middelalderens Byliv; men man kan let foreſtille ſig, at de følgende Tiders overdrevne Modeformer, og endelig Rocoroſmagens Finheder og Forvridninger ganſke maa have ophævet dette Slags Tilnærmelſer og Overgange. Men Øboerne ſynes ogſaa i deres Selvudvikling at have mindre Bevægelighed og Foranderlighed end deres Naboer paa det faſte Land; hos Havſtrilen er ſaaledes alle de Egenheder, der blandt Bønder i Almindelighed hentyde paa forældet Skik, ſærdeles ſkarpe og fremſtikkende.

Man ved at Bryllupsfærden med Alt hvad dertil hører, danner et af de mærkeligſte, meſt brogede Optrin af de bergenſke Bondealmuers Liv. En Bondepige der, ſom „ſtaaer Brud“, er i ſin fulde Pragt et eventyrligt Væſen; hun har en vægtig, forgyldt, med Stene beſat Sølvkrone paa Hovedet; hendes Haar er udkæmmet over Ryggen. Paa Bryſtet har hun en ſvær Beſætning af Mynter og drevne Zirater; fra hendes Belte, der beſtaaer af firkantede tætſammenføiede Smykker, nedhænge brede, velbeſlagne Læderremme, og al denne ſkinnende Pragt er, ligeſom Kronen, af forgyldt Sølv. Man kan ikke tvivle om at en ſaadan Skikkelſe har ſit Forbillede i en meget fjern Tid. Saaledes maa Margrethe Fredkulle have ſeet ud da Magnus Barfod fremſtillede hende ſom ſin Brud og Norges Dronning; eller om man ikke vil gaae ſaa langt tilbage, ved man dog af Magiſter Abſalons Kapitelsbog, at Jomfru Brynhilde Benkeſtok omtrent paa denne Maade viſte ſig brudeklædt Anno 1565 i Bergen; thi det hedder at hendes Haar var udredet paa Spanſk, og at hun var udſtafferet med en Krone og med Guldkjeder, der hang ned mod Jorden. — Ude paa Øerne vil dette forældede Coſtume udentvivl holde ſig længſt, og allerede nu maa man være der for at ſe disſe Feſtligheder ret beſynderlige og ublandede. En Fremmed, der træffer Brudebaaden paa dens høitidelige Fart maa blive forvirret og ør ved Alt hvad han da faaer ſe og høre; man kunde troe, at dette var Krigsbud og Nødſignaler, eller at de onde Landevætter nu ſkulde drives fra Kyſten. I Forſtavnen er Trommeſlageren høit opſat med ſit Larminſtrument, ſom han bearbeidet med overnaturlig Udholdenhed. Midt i Baaden ſidder den fabelagtige Brud, ſtiv og blank ſom et udmalet Afgudsbillede. I hendes Nærhed hviner og ſkurrer Violinen under Trommehvirvlernes Pauſer. Men den egentlige Knaldeffekt kommer fra Bagſtavnen. En Vovehals af en Skytte har der ſin Plads; han ſvinger en gammel Rytterpiſtol og fyrer med den langſkibs over Selſkabets Hoveder. Brudehuſets Larm og Stads pasſer godt til dette Optog; her udſlettes Havſtrilens Apathi ved Strømme af Øl og Brændevin. Han kan dandſe her med ſine tykke Sko i det ſnævreſte, kvalmeſte Rum. Han begynder med matte Bevægelſer, hængende Arme og underlig nedſlagne Miner; men efterhaanden bliver Dandſen levende. Tilſidſt dreier Parret ſig om, tæt ſammenſlynget i ensformige Hvirvler, men med ſikkert Fodſkifte; og paa dette Punkt har Havſtrilens Dands Tarantellens Heftighed og foreerede Takt.

I enkelte Sogne viſer Øfolkets Kirkegang og Kirkeſkik visſe antike Former, der ſelv i tilgrændſende Egne ere aflagte. Fjelds Kirke paa Sartor, er et lidet hæsligt og ſkrøbeligt Gudshus. Alt dens Udſtyr er plumpt og fattigt, og paa dens ujevne Vægge ere kolosſale Billeder af hellige Mænd raat henmalede. Til dette Hus gaaer Veien fra Stranden gjennem et trangt Dalføre, og her ſer man Folket henvandre, ſom paa en Pilgrimsgang, med ſæregne, dertil dannede „Kirkeſtave“. Naar denne Menighed er indtraadt i Kirken, falder den ned med Brag paa Gulvet og ligger der nogle Øieblikke i en katholſk, mumlende Tilbedelſe; derpaa gjør den Korſets Tegn, og reiſer ſig for at iſtemme ſine forældede Pſalmer. Men inden Almuen gaaer over den hellige Tærſkel drives Kirkeſtavene med de ſkarpe Jernpigger faſt i Kirkens Bordklædning. Ved alle disſe udſtaaende Spær faaer Huſet et Udſeende ſom et uhyre Pindſvin. Man optager uvilkaarligt dette Billede i den hele Betragtning af Havbondens ſelſomme religiøſe Liv. Inden for det viede Hegn ruger en dunkel, overſkyet Andagt, og Kirken ſelv ſtaaer ſom en myſtiſk Fetiſch i den vilde, tungſindige Dal.

En Kirkefærd, hvorunder en rig Afdød føres til Graven, giver dog maaſke det mærkeligſte Træk af disſe gamle Skikke; thi her anvendes ſtundom Græde- og Hyle-Koner. De ſidde indtil otte i Tallet omkring Kiſten i en egen Baad. Deres Dragt er ſort med hvide, nonneagtige Hovedklæder. Man kan høre deres Jammer paa Afſtand, medens Farten gaaer ſagte over Vandet. Naar de ſtige i Land tiltage deres Klagehyl. De græde virkelige Taarer; thi det er deres Fag, og denne embedsmæsſige Sorg har gode Sportler. Disſe gamle Kvinder have en egen Stil i Hændervridninger og Gebærder. Det er et chriſteligt Eumenidechor, der giver Begravelſesreremonien en vild dramatiſk Virkning, bag hvilken Sørgehuſets Ligegyldighed eller Kummer kan unddrage ſig Mængdens Blik. Denne Pomp er dog en Sjeldenhed, og man taler længe efter om den lykkelige Henſovede, der havde Grædekoner ved ſin Grav.

Men den rige Havſtril ſøger i Livet, ligeſaavel ſom i Døden, ſelſomme gammeldags Vidnesbyrd om og Afløb for ſin Overflødighed. Naar han i lange Aar har været heldig paa Havet og tilkæmpet ſig ret Meget af dets Velſignelſe, tænker han dog ingenlunde paa at udvide ſit trange Hjem, eller udſtyre det med Midler til et ſtørre Velvære. I hans Husvæſen mærker man kun lidet til hans gode Kaar; thi han har intet Begreb om hvorledes hans Levemaade ſkulde kunne mærkeligt forandres eller afvige fra den nedarvede Skik; men han ved godt hvad Beſiddelſe er, ſkjønt hans Foreſtillinger derom ere ligeſaa naive, ſom om de tilhørte Sagaoldet. Hans Higen gaaer ud paa at ſamle Liggendefæ, og han kjender Intet i Verden, der kan lignes ved forarbeidet Sølv. I ſvære, broget malede Kiſter indpakker han ſtedſe nye Erhvervelſer af dette Gods. Her er Skeer med runde, ſkaalformige Blade og tynde, ſnoede Skafter, Kander og Støv af eiendommelige Former, tætbeſatte med frithængende Zirater og alſkens Ringelrangel, og endelig den høieſte Gjenſtand for hans Stræben, en Brudekrone med Tilbehør, ſom han kan udleie og gjenkjende i Kirken! En ſaadan Rigmand i Hytten har paa denne Maade en af den Gjerriges Egenheder, uden at han derfor behøver at røbe noget Hang til egentlig Gjerrighed; han kommer maaſke aldrig til at bruge ſit Sølv, og han ſinder ſig i at det bedækkes af Smuds og Spanſkgrønt, uden at det derfor i hans Øine taber noget af ſin Pragt eller Mærkværdighed; men hans Lyſt til disſe Skatte ligner mere en Raritetsſamlers Glæder end en Gniers Tørſt efter Eiendom. Havſtrilen er med alle disſe Træk en underlig iſoleret Skikkelſe, men ſnart vil han ophøre at være det; thi vor Tid er godt ſkikket til at indføre ſit almindelige Oplysningsvæſen i alle Bugter og Kroge, og dette maa man glædes ved, om ogſaa alle maleriſke Strøg og Halvſkygger derved for det Førſte ſkulde gaae i Løbet. Øernes Beboer viſer ſig nu ſom en Efternøler paa et Kulturſtade, der i mangen nærliggende Bygd forlængſt er tilbagelagt. Naar han førſt er kommet rigtig ind i den almindelige Bevægelſe, bliver han maaſke mindre interesſant og mere bøielig; men han vil alligevel have vundet ved Byttet.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.