Åpne hovedmenyen

1.

I de Egne af vort vidtſtrakte Land, der ligge udenfor Touriſternes meſt betraadte Baner er den „byklædte“ Fremmede endnu en Gjenſtand for Almuens nysgjerrige Studſen; man forelægger ham allehaande Spørgsmaal og fremfor Alt ønſker man at kjende Henſigten med hans Reiſe. Her har den almindelige Touriſt, der ſøger Formaal i det Interesſantes vide Omfang, vanſkeligt ved at give et tilfredsſtillende Svar, men han mærker ſnart at det befordrer den gjenſidige Forſtaaelſe, naar han af det Meget, han ønſker at tilegne ſig, kan udhæve en enkelt Side, der nogenledes gaaer ind i den Spørgendes Foreſtillingskreds. Særdeles heldigt er derfor den Reiſendes Vilkaar, naar han kan knytte ſin Interesſe til nogen Gjenſtand, der har Betydning for den Egn, han befaret, og han iøvrigt der møder opvakte og venlige Folk; thi han finder da Udbytte overalt og ſtilles efterhaanden paa de rette Punkter, ſelv for en vid Overſigt.

Saaledes er der ogſaa her i Spørgsmaalet om Henſigten et nyttigt Vink, der ofte tjener ſom den bedſte Veiviſer. Naar man da bærer over med Fjeldbondens Nyfigenhed, fordi den er troſkyldig, kan man ogſaa lægge Mærke til, at den med ubevidſt Ironi træffer mangen Reiſendes ørkesløſe Udfart. Thi endog Den der, ſom det hedder, blot reiſer for ſin Fornøielſe, har et Øiemed, ſom nok fortjener at overveies og ſammenholdes med Midlerne.

Den Sommertour, hvis Erindring jeg nu ſøger at faſtholde, foregik i en Egn, der i det mindſte efter ſit Hovedſtrøg er bleven fortrolig med Touriſternes mangeartede Slægt. De mægtige Skranker, hvorunder denne Egn udfolder ſin ſtørſte Pragt, ere forlængſt gjennembrudte. Paa Klippeſtier og Skovſkrænter, hvor det alvorlige Naturpræg næſten er overvældende, ſer man Spor af det forfinede Livs Indtrængen, og i den underliggende Dal færdes man blandt Alverdens Reiſende ſom i et Parkanlægs Spadſeregange.

Indvaanerne af det ſkjønne, nu ſnart europæiſk berømte, Ringerige, hvortil jeg lagde min Vei, have ophørt at gjøre naive Spørgsmaal; de lade den Reiſende ſelv ſpørge og Svaret er da ſom ofteſt paa rede Haand, men denne gjenſidige Forſtaaelſe, der i rum Tid er ligeſom indøvet, gjelder i Almindelighed kun til Hønenfosſen, der pleier at være Grændſen for de Skuelyſtnes Tog i Ringerige. Udover dette Punkt begynde ſtillere Sideveie, farbare Elvedrag og overſkyggede Fjeldſtier, der lede ind i alvorlige Skovtrakter og Sæteregne, hvorom Folket i den tætbebyggede Dalvidde kun har ringe Kundſkab, og hvortil intet Ry kalder den Fremmede, der enten ſtandſer ſin Udfart ved det ſkummende Fosſefald, eller drager videre paa Hovedveiene mod et fjernere Reiſemaal.

Engang, for en god Del Aar ſiden, blev der dog midt i Krogkleven forelagt mig Spørgsmaal, ſom der ere uſædvanlige Jeg var da paa en Reiſe fra Bergen til Chriſtiania og ſaae dette Fjeldpas for førſte Gang. Medens mit Reiſeſelſkab raſtede paa Klevſtuen, gik jeg et Stykke nedad i Følge med Skydsgutten, der førte en løs Heſt ved Grimen. En Valdersbonde, ſom hvilede i Veikanten, hilſede mig med God Kveld, og ſpurgte: „Hvad Kar er du? Skal du ride eller kjøre, vil du frem i Landeveien eller vil du tilſkovs“? Dengang havde jeg intet Valg, da jeg ſtundede til Byen; men ſaa ofte jeg ſenere har beſøgt Kleven og det ſkjønne Land, hvortil den giver Adgang, har jeg ogſaa for mig ſelv maattet gjentage hint Spørgsmaal: vil du tilſkovs? Allerede paa Dronningens Udſigt, hvor dog Synet af den dyrkede Engs Vidde og ſkjøntformede, rigtvexlende Grunde er ſaa meget tiltalende, har Landſkabets fjerne Skovbrem under de, blaanende Bjerge vinket mig, og atter fremkaldt Indtrykket af de tæt bevoxede Moer og duftende Granealleer, der lede frem til Kleven. Men end ſtærkere har jeg følt dette Vink paa Tandbergmoen, hvor Øiet i en Afſtand, der kun ſynes ringe, dvæler ved de mægtige, ligeſom vidt henſkridende Skovfeldter, hvis Indre er ſaa ganſke ſkjult for det overſkuende Blik. Endelig har ogſaa Hønenfosſen, ſkjønt paa en anden Maade, vakt min Skovlængſel. Denne Forſamling af Vandfald ſkuffer maaſke de fleſte Reiſendes Forventning, efterdi ſaa mange af dens Styrtninger ere tagne i Brug af Induſtrien, der overbygger dem, indleder dem i Render og belæsſer dem med Tømmerſtokke. Men ved hele denne Bedrift og iſær ved de vældige Stammer, der fare afſted i Vandløbet og dukke i Skumdybene, hendrages Tanken til det dunkle Skovland, hvor Elven finder ſin Vei i Granernes Tykning, og blander ſin Bruſen med Øreklangen og mod Drønet af de faldende Træer, ſom den ſnart langſomt, ſnart ilende bortfører.

Alligevel var jeg neppe nogenſinde bleven bekjendt med disſe Skovegne, derſom jeg ei omſider havde fundet den Veiledning jeg ønſkede; thi jeg tænkte altid, at jeg for at have det rette Udbytte af en ſaadan Fart maatte ſøge mit Reiſeſelſkab blandt Jægere eller Forſtmænd. Til begge disſe Klasſer kan jeg henføre Lieutenant G., med hvem jeg forrige Sommer fik gjøre et Indblik i det dunkle Skovland, der mod Nordveſt afgrændſer Ringeriges aabne og ſmilende Egne. Grosſerer B., der har Eiendomme paa den Kant, gjorde Toget med, og det viſte ſig fra Førſt til Sidſt, at jeg ei kunde have bedre Ledſagere.

Vor Reiſe var planmæsſig anlagt og udſtyret med alle de Bekvemmeligheder, ſom Veiens Beſkaffenhed paa nogen Maade kunde tillade. Vi havde ypperlige Rideheſte, og paa Kløvheſte, der ſnart fulgte med os og ſnart ſendtes forud til beſtemte Hvilepladſe, førtes Telt, Spiſekammer, Kjøkken og Kjelder. Mod de tvende almindelige Lidelſer paa en ſaadan Fart, Udmattelſe og knap Næring, vare vi ſaaledes tilſtrækkelig ſikrede, og ſom et Tog af forſonlige Nybyggere drog vi op i de tætte Granelier. Men inden det kom dertil, havde vi et længere Vasdrag at befare, og et godt Stykke af denne Vei fulgte endog vore Damer os.

Det var en ſmuk, fuldkommen klar Morgen i den ſidſte Halvdel af Juli, da vi tog ud fra Aſk, der ligger ved Tyrifjordens nordlige Kyſt. Medens Damerne og Bagagen drog forud til Støen, hvor den ſtore Føringshaad til Elvefarten laae færdig for at modtage dem, kjørte jeg med Lieutenanten, Grosſereren og Kandidat G. til Hønenfosſen, hvorfra vi ſkulde følge Strømleiet opad til det nysnævnte Samlingsſted. Vandmasſen var ved denne Tid ei betydelig, men dog ſtor nok til at vedligeholde den maleriſke Virkning af de mange ſærſkilte Fald, der i Hønenfosſen, trods alle Induſtriens Hindringer, tiltale det øvede Øie. Mine Ledſagere, der begge vare-interesſerede i Tømmerdriften og gjorde Reiſen iſær for den Sags Skyld, begyndte her ſine Underſøgelſer; de betragtede Bolverker og Vandledninger og efterſaae Tømmerets Mærker, medens det ſagte gled frem i Renden, ſom derpaa med tiltagende Helding førte det afſted mod Dybet.

Skjønt jeg allerede havde ſat mig nogenledes ind i mine Reiſefællers Anliggende og afvundet det en Interesſe, der ſtemmede med denne Udfarts Retning og Øiemed, blev jeg dog ſnart fængſlet af den hele Scene, der omgav mig. Paa de dirrende Brædder ſtod jeg midt i den vilde Tummel og fik det dobbelte Bad af Skumſtøvet og af den ryſtede Luft. De prægtige, tindrende Styrtninger, Tømmerets Dands i Elveleiet, de arbeidende Verkers Indgriben i den ilende Vandmasſe, Alt dette bragte mit Væſenet en uvant Bevægelſe. Det hele Tankeliv ſtrømmede ligeſom hen og opløſtes med disſe Hvirvler; men denne Tilſtand er forfriſkende for en Sjel, der mellem Bylivets matte Indtryk længe har tørſtet efter en ſaadan bruſende Drik.

I nogle Øieblik var jeg fuldkommen henreven af dette Optrin, men efterhaanden udſondrede ſig de enkelte Partier med ſtørre eller mindre Fordring paa min Opmærkſomhed. Og en ganſke egen Foreſtillingsrække dannede ſig nu. Blandt de mange Fald i denne vide Fjeldaabning, gjenkjendte jeg flere fra Malerier, hvori de ſom ſkjønne Motiver vare indbragte i andre Naturomgivelſer; disſe Billeder fremſtillede ſig for Tanken ſamtidigt med Virkelighedens Indtryk. Jeg kunde gjenkalde mig det høie Fosſefald mellem øde Klippevægge af Morgenſtern, det lavere Elvedrag i Birkelien, af Dahl, og Skovſtrømmen af Fearnley. Det ſidſte Billede med de dybe og dunkle Granepartier var mig en Bebudelſe af det Skovliv, jeg drog imøde.

Vi gik fra Hønenfosſen et kort Stykke opad til et Sted, hvor Elven atter begynder at blive farbar; her ſteg vi i Baad, og nu viſte ſig allerede Skoven. Den ſtod paa Elvebredden og i alle Lier, den ſpredede ſin aromatiſke Duft over det ſagterindende Vand, den ſortnede i det ſkyggede Bakkeheld og ſkinnede paa de ſolbare Vidder, dens vedvarende Suſen ledſagede det dæmpede Drøn af de fjerne Fosſefald. Og i vor Rorskarl havde den ſendt os en af ſine mærkeligſte Indvaanere. Denne Mand var efter ſit Udſeende en Syttiaarig. Han var ſtærktbygget og veirbidt, og hans Hoved havde paafaldende Lighed med en Ulvs. En Skjorte af grovt Dreil og et Par lappede Knæbuxer, om hvis oprindelige Stof og Farve man ei kunde have nogen beſtemt Mening, dannede hans hele Klædning. Hans Bryſt og Ben vare ikke mindre ſolbrændte end hans graaſkjeggede Anſigt, og hans hele Perſon fremviſte et fraſtødende Billede af halvtæmmet Vildhed. Saaledes ſad han for mig i det fulde Sollys og afnødede mig den ſtille Bemærkning at jeg kun havde ſeet Faa, der lignede ham. Det var Gudbrand Haglkjernbraaten, om hvem man i Aadalen fortæller en Saga, ſom jeg ſenere ſkal berøre. Paa den korte Strækning han førte os opad Elven, lærte jeg ham kun at kjende ſom en flink Strømſkipper. Deſto mærkeligere ſtod han ſiden for min Erindring.

I Nærheden af Hofsfosſen gaaer Elven ſtrid, og Gudbrand fik her Anledning til at viſe ſin Kraft og Behændighed i at ſtyre Baaden. Med nogen Vanſkelighed kom vi op i Bagevjen, og gik tæt under Fosſen i Land, hvor vi roligt kunde betragte det ſkjønne Fald, hvis driſtige Klippepartier ragede frem af den ringere Vandmasſe. Tilvenſtre hævede ſig den bratte Fjeldſkranke, ſom ingen Flom kan overſtrømme, men paa den modſatte Side af det egentlige Fosſefald ſaae vi det mægtige Leie, Elven indtager, medens den om Vaaren fylder det hele Pas og bruſer frem over Klipper Vog Dæmninger. Hvilket Optrin da, naar de mange vældige Tømmerſtokke fare ned fra det jevnere Vasdrag mod disſe Hvirvler. Forvovne „Brøtningsmænd“ holde beſtandig Øie med Bjelkernes Gang for at ſtikke dem løs, hvor de hefte ved nogen Hindring, og for at klare dem fra hverandre, hvor de have ophobet ſig, eller, ſom det hedder, ere komne i Houg. Da gjelder det i den flyvende Haſt, i det kogende Skum, og i den bedøvende Larm, at virke paa de rette Punkter og at være ſikker, naar det Hele igjen kommer i Bevægelſe; thi pludſelig ſtilles Anſamlingen og i raſende Løb fare Stokkene afſted i Styrtningerne. Men den farlige Bedrift kræver mangt et Menneſkeliv, og mangen prøvet Tømmerfører maatte her undgjelde at han et Øieblik tabte Ligevægten eller Fatningen i Vandenes Oprør.

Vi vandrede med nogen Vanſkelighed om paa de glatte Fjeldterrasſer, ſom Elven havde afſlebet, og hvorpaa nu det ſtærke Sollys ſkinnede. Overalt var der Spor af Flomgangen. Paa vor Vei laae Brudſtykker af gamle Dæmninger, og der fandtes mangfoldige Tømmerſtokke, der ſnart vare ſammenhobede, ſnart enkeltvis henkaſtede i Revner og Fordybninger. De fleſte af disſe Stammer vare blegede af Ælde og viſte ſig nu i Solſkinnet med en mat Sølvglands. I Ly af dem rødmede Jordbærret, og paa den ſmuldrende Bul opſpirede mangen kraftig Fjeldplante.

Hofsfosſen med ſine tvende Fald er et Elvparti af udmærket Skjønhed. Klippeleiets Former ſplitte og bevæge Vandmasſen ſaaledes, at der fremkommer et ſtort og tiltrækkende Hele af dette rigtvexlende Spil. Det nedre Fald frembyder ſig dog bedſt for Betragtningen. Den tindrende Fos under den bratte Fjeldvæg, hvis mørke Grundfarve brydes af de ſine Regnbutoner, ſom Skumſtøvet frembringer, er ved et udſpringende Klippehjørne delt efter Høiden i tvende Fald, af hvilke det høiere gaaer i en ſkummel, tæt omſluttet Vraa, hvis Vanddyb opſluger Skummet og kun viſer et ſkvulpende Basſin. Denne natlige Elvgrube kaldes Budeigraven, ſkjønt det ei er nogen Kvinde, men en af Vasdragets dygtigſte Brøtningsmænd, ſom har fundet Døden her. Man kaldte ham efter Moderen, Budeigutten. Under en Vaarflom, medens Arbeiderne hvilede, gik han ud paa en Houg, og ſtak blindt hen i Masſen, da traf han netop „Bandſtokken“, det Træ, der holdt Hoben ſammen; og nu ſkede Bevægelſen. Med de løsrevne Stokke foer han ud i de raſende Hvirvler. Som en Svømmer, der vil dukke, ſlog han i Forfærdelſen Hænderne ſammen over Hovedet og forſvandt i Styrtningen, hvor Tømmeret gik knagende over ham. Ud paa Sommeren fandt man ham knuſt i det ſorte Dyb, ſom efter ham har faaet ſit Navn.

Ved det øvre Fald tilſtedede Grundens Beſkaffenhed at vi, ſaagodtſom omgivne af de bruſende Vande, kunde ſidde trygt og bekvemt og modtage det kjølende Bad af Fosſens Skumtaager. Paa den anden Side havde vi ligeoverfor vort Sæde den dybe mosbeklædte Klippeſpalt, der ligeſom Budeigraven bevarer en Erindring fra Tømmerførernes vanſkelige Bedrift. En uforſigtig Mand foer engang her afſted paa de løſe Stammer. Han kom pludſelig af Syne og man troede ham fortabt, men han var kun kaſtet tilſide i denne Spalt, hvor han ſad indeklemt. Fosſen overſprøitede ham, mange hundrede Tylvter Tømmer foer ham forbi, de mægtige Stokke ſtævnede idelig mod hans Skjul, og ſaaledes ſad han i den rædſomme Larm, i den altid fornyede Dødsfare, et helt Døgn, indtil man med Touge fik heiſet ham op ad Fjeldſiden, der heldede ud over hans farlige Tilflugtsſted.

Vi hørte disſe Fortællinger paa vor Vei over Klippegrunden, ſom Flommen om Vaaren ſkjuler, og det Sommerbillede, vi nu betragtede, blev os derved end mere tiltrækkende. Over det ſtærkt belyſte Vandfald, ſom Strømleiet nu ſaa ſmukt begrændſede, gik de mørkegrønne Skovlinier, og bag dem hævede ſig Aaſen i Soltaagens gjennemſigtige Slør mod den lysblaa Luft. Paa det nære Bakkeheld under Granerne ſtrakte frodige Buſke ſig ned mod Klippeblokkene i det tørre Elveleie, hvor ſtore Grupper af Brægner og Gederams og Strøg af nøiſomme Stenplanter afbrød Grundens Asphaltfarve. Vi dvælede længe ved dette Syn, og da vor Ledſager, en aldrende Mand fra Hønenfosſen, hørte mine Glædesudbrud, bemærkede han, at alle Fremmede beundrede hvad de ſaae her. „Men“ tilføiede han, „aldrig har vel Nogen været ſaa forelſket i Hofsfosſen, ſom en ung engelſk Dame, der engang kom hid i Følge med et Par Lorder. Hun ſteg tilſidſt op paa den ſtore Sten henne ved Dæmningen og løſte ſit grønne Slør og lod Vinden føre det ud over Fosſen; ſaa kysſede hun paa begge ſine Hænder og udraabte nogle Ord, ſom de Fremmedes Tolk og Tjener udlagde mig ſaaledes: Farvel du evig uforglemmelige Deilighed!“

Men hvor ſkjønt er ikke hele dette Vasdrag og hvor rigt paa Afvexling. Over Hofsfosſen ſer man atter et ſtille Vandløb, der er tæt omſluttet af ung og frodig Graneſkov. Ligere et Kjern end en Strøm er Elvefaret her, og dets Bredder ſaa milde og rolige, ſom om de vare fredlyſte af alle Naturmagter. Vor Baad gled let ſom en Fjer paa det luftklare Vand, hvis Bund af tæt og jevnt ſammenføiede Stene lignede en Brolægning. Det hele Speil laae i Skygge. Kun over Skovkanten og mellem de ranke Stammer faldt et ſtærkt Sollys, der ogſaa hvilede paa mangen yndig Grønning, hvor Lunde af ſmækre Løvtræer vare opſkudte blandt Granerne. Overalt var en varm Sommermiddags Ro udbredt, og denne indfredede Scene viſte os kun en eneſte Yttring af det bevægede Naturliv, nemlig de blaa Libeller og brogede Sommerfugle, der i ſtore Sværme flagrede over Elvbredden.

Vi vare her inde i en af de Landſkabsepiſoder, hvor vort Fjeldlands phantaſirige Aand ſynes i ſtille Selvforglemmelſe at have efterdannet ſydlige og mildere Egnes Naturbilleder. Saaledes mindede denne ſaa yndigt udſtyrede Plet mig om et af Neckardalens Smaaparadiſer, der er forekommet mig ſom Mønſtret paa et ſydtydſk idylliſk Landſkab. Medens denne Lighed ſtod mig for Tankerne, ſagde man mig at dette Strøg af Elven kaldes Munkevad, fordi en Munk i gamle Dage var vadet herover. Det var kun en mager Beretning, men for mig afgav den nu en god Figur til den Scene, jeg havde for Øie. De ſydlige Folks Humor har ofte fremſtillet de hellige Eneboere ſom et Slags Fauner i Naturidyllen, og ſaaledes ſaae jeg Munken med opkiltret Kutte ſkride gjennem det ſagterindende Vand. I Kurven paa hans Ryg havde jeg gjerne ſtillet et godt Stykke Vildt mellem Meloner og Druer; men jeg maatte betænke at det udentvivl var Munken fra Kloſterhoſpitiet paa Hadeland, ſom her lakkede hjemover med en tilſtrækkelig Ret af de ypperlige Ørreter, der videnom har gjort Aadalselven navnkundig.

Vi roede ſagte og behageligt frem i dette Indelukke; men ſnart begyndte Elven at ſtrømme igjen, og vi mærkede at et nyt Vandfald var i Nærheden. Vi landede paa et fremſpringende Nes og havde nu foran os et aabent, vidtudſtrakt Elvparti, hvis lette Strømninger kom fra den lave Svinefos. Midt i dette Fald er en Holme med prægtige rødſtammede Fyrretræer; derover danner et blaaligt Bjerg Baggrunden. Til begge Sider af Elven hæver ſig Skoven, der hiſt og her viger for en fremtrædende Fjeldvæg. Det hele Billede venter paa Landſkabsmaleren; han vil finde alle Linier og Former her ſaa ſmukt givne og ordnede, at der Intet kan være at tilføie og Intet at borttage.

Paa en Skovſti, hvor alſkens Løvtræer hyppigt vexlede med Gran og Fyr, drog vi nu videre under de bratte Lier. Tilvenſtre havde vi Heenfosſens lange Fald, hvis ſkummende Hvirvler vi ſkimtede mellem Træerne paa de Steder, hvor Faldet ei var ſkjult af de mægtige Fjeldmure og Klippeblokke, der udmærke denne Strækning af Elven. Saaledes kom vi frem til Kullebund. Her gik vi atter i Baad og roede over mod den anden Side, hvor Bjergryggen ſkjermede for Solen. Vi havde kun gjort faa Aaretag i denne kjølige Skygge, da vi ved det nærmeſte Nes ſaae den ſtore Føringsbaad med vore tre ventende Damer.

Baadene i disſe Egne have en eiendommelig, ſmuk Bygning og blive i det Hele omhyggeligt behandlede; de ere fladbundede, ſmalle og ſkarpſtævnede, og viſe i Hovedlinierne nogen Lighed med den grønlandſke Kajak. Stavntræerne ere brede og have til Hold for Fanglinen et hult Snit udad, der giver dem en uſædvanlig Form. Den vanſkelige Forening af Støhed og Lethed ſynes godt truffet i denne Bygningsmaade, og de ſtørre Fartøier her afgive ſærdeles magelige Befordringsmidler. Vor Baad havde fem Par Aarer, hvormed den i det jevne Vandløb gled raſk afſted mod Strømmen; kun paa enkelte Steder, hvor Elven var meget ſtrid, gik vi i Land, medens Karlene med Liner og Stænger trak Baaden gjennem Strømningerne og ſtyrede den klar af de farlige Grunde. Paa denne Maade kom vi ind i den yndige Saamdal, hvor den alvorlige Skov giver Plads for frodige Engſletter, hvor Smaahuſe ligge ved Elvbredden i Ly af Birkelunde, og hvor et ſmukt kollformigt Fjeld hæver ſig over Dalen. Vi ſtode her i Skyggen af den høie, ſtærktbevoxede Elvbred, medens vor Baad blev trukket gjennem det ſtride Løb. For vort Blik laae et deiligt Landſkab med den ypperligſte Staffage. I Forgrunden havde vi det lange Fartøi med den brogede Oppakning og de kraftige Mænd, der ſtyrede Farten. I ringe Afſtand over mod den anden Bred, hvor Vandet flød roligere, var en Flok halvnøgne Børn ſamlet i en liden Baad, hvorfra de ufravendt ſtirrede paa de Fremmede. Ved Hytten paa Elvbredden ſtod en Kone med ſit Diebarn paa Armen, henſunken i den ſamme Betragtning, og alle disſe Figurer ſkinnede i ſtærkt Sollys. Vi fandt dette Syn meget tiltrækkende, og vi havde udentvivl en god Stund kunnet faſtholde det. Beſkuelſen var gjenſidig, men af noget forſkjellig Interesſe. Vi, der jo vare Kjendere og Overlegne, havde for os, ganſke i vor Stillings Medfør, et Billede, hvis Anordning og Belysning frembragte en maleriſk Virkning, hvorimod det naive Parti nød Fordelen af den Overraſkelſe og Spending, ſom det Uſædvanlige medfører. Det var ogſaa os, der forſtyrrede Billedet ved at afbryde Betragtningen og drage videre.

Blandt vor Elvfarts Behageligheder havde vi ogſaa gjort Regning paa Ørretfangſt med engelſke Fiſkeſtænger. Vore Redſkaber vare fortrinlige; vi havde endog en Stang, der hørte til den vidtbekjendte Fiſker Hutchinſons Efterladenſkab; men her viſte ſig Dilettantismens Utilſtrækkelighed. Jeg, der aldrig havde haandteret en ſaadan Maſkine, afholdt mig ogſaa nu fra Forſøget; men mine Medreiſende, de tvende Forſtmænd, ſom ei vare ganſke udenfor Tingen, toge med nogen Forhaabning Stængerne i Brug. Det gik kun ſmaat og nogle Gange greb endog Krogen i Bunden. Det Træffende i Blikket og Haanden manglede, og tilſidſt var Udbyttet tre Smaafiſke, ſom formodentlig Ungdom og Uerfarenhed bragte i Fordærvelſe. Vort Togs Leder havde imidlertid; forudſeet at dette Foretagende kunde mislykkes, og derfor ladet Vasdragets ypperſte Fluefiſker, Rasmus Berſund, anmode om at møde os ved Bjørnekaſtet. Det var rimeligt, at Betragtningen af hans Fiſkeri vilde for vort Selſkab være af ſtørre Interesſe end dets egen mangelfulde Udøvelſe af Kunſten, og vi glædede os derfor ret meget til dette Møde; men da det var os bekjendt at Rasmus Berſund et Par Dage før var draget til et anſeligt Bryllup i Hedalen, var vort Haab noget uſikkert.

Medens vi omtalte denne Sag tog en aldrende Mand blandt vore Baadsfolk Ordet og udbredte ſig over Berſundsguttens Færdighed. „Jeg er nok den Førſte“, ſagde han, „der har drevet paa Flueſiſke i Aadalselven, ſaa jeg ved hvad der hører til, men Rasmus forſtaaer de Kunſter, ſom hverken jeg eller nogen Engelſkmand eller Krødsherredspræſten kan gjøre efter. Mange Folk troe, han farer med Troldſkab, for han tager Fiſk, hvor en Anden ei faaer et Nap. Der er intet Liv i Elven, ſom kan ſkjule ſig for Rasmus Berſund; han ved baade hvor Ørreten render og hvor den ſtaaer ſtille, og hvad vi Andre kalde daarligt Fiſkeveir er godt nok for ham; er det ſtegende Solſkin og lavt Vand, ſaaat Ørreten holder ſig ganſke dorſk og døſig under Stenen, ſaa ved Rasmus ligefuldt at finde den; han ſtaaer paa langt Hold og kaſter Snoren ligeſaa ſikkert ud, ſom en flink Skytte træffer med Riflekuglen, og da lader han Fluen ſpille ſaa livagtigt over Fiſkens Øine, at den ſnapper Krogen bare for at faae Ro. Men da maa den blive med om den er nokſaa løsmundet. Ja, det er fornøieligt at ſe paa Rasmus Berſund, og udſøgte og fede ere alle hans Fiſke; for de andre endſer han ikke“.

Disſe Meddelelſer vare godt ſkikkede til at ſpende vor Forventning. Vi nærmede os Bjørnekaſtet og befandt os i et Strøg af Elven, hvor dens Bredder ere høie og ſaaledes omgivne af den tætte Skovs Ensformighed, at den med ſine Hvirvler og Bugter i forhøiet Grad tilvender ſig den Reiſendes Opmærkſomhed. Vi ſtirrede ned i det klardunkle Løb og ønſkede meget at faae Øie paa Rasmus Berſunds ſvømmende Hjord. Nu og da ſmuttede ogſaa enkelte Fiſke forbi, ſom flygtige Skygger. Endelig havde vi lige foran os det bratte Sandſkred, der kaldes Bjørnekaſtet. Paa den anden Side var en liden Baad faſtgjort ved Bredden; „Der er Rasmus Berſund“! raabte paa eengang flere Stemmer, og der ſad han ogſaa i Graneſkyggen; „Har du ventet os, længe, Rasmus“, ſpurgte Lieutenanten. „Omtrent en halv Time“, „Hvorledes bider det“? „Daarligt“. „Har Du Fiſk“? „Tolv“, ſvarede Rasmus Berſund.

Vor Baad lagde til i en liden rolig Bugt og Folkene fik nu travlt med at bære i Land og ordne der en Hoben Ting, ſom hørte til et Middagsmaaltid og til Bekvemmelighederne ved nogle Timers Hvile i det Frie. Paa den brede Fjeldterrasſe, der dannede en høi Vold over Elven, udſøgte vi os en aaben Plads, hvor Blaabærlyngen vexlede med Græspletter, der viſte os en broget Pragt af modne Jordbær og fine blomſtrende Urter. Ved Skovkanten ſtod et tæt Hegn af Smaabirk, Rogn og Hasſel, og derbag hævede ſig de ranke Graneſtammer i tættere og tættere Stimmel, der tilſidſt tabte ſig i Skovdybets, kun af enkelte Solglimt afbrudte, Skumring.

Medens Selſkabet indrettede ſig her, gik jeg i Baad med Rasmus Berſund, der, ſom han udtrykte ſig, havde ladet Ormen hvile en Stund, og nu fandt det paatide, at ſørge for at vort Middagsbord, ſaavel til Herſkabet ſom til Baadsfolkene, blev tilſtrækkelig beſat.

Denne Fiſkers Perſonlighed er ikke mindre mærkelig end den Færdighed, hvormed han udøver ſin Kunſt. Han er en ung Mand, ſmelter og fint bygget, med et fornemt Anſigt, hvori et eget tungſindigt Udtryk er herſkende. Han bruger denne Egns almindelige Dragt; men ſom det ſyntes noget forædlet i Snittet. Saaledes tog han ſig godt ud i den graa ringerigſke Kofte med de ſmaa Sølvknapper og den ſmalle Kantning af ſort Fløil; dertil havde han fint Linned og bar ſit Uhr i en ſmuk pfortzheimer Guldkjede. Jeg vil maaſke have vanſkeligt ved at begrunde og betegne den Interesſe, Rasmus Berſund indgjød mig. Han danner ligeſom et Parti for ſig ſelv blandt mine Erindringer fra denne Udfart, ſkjønt han ikke deſtomindre pasſer meget vel til de Naturomgivelſer, hvor jeg gjorde hans Bekjendtſkab. Men han er den gjennemførte Forening af engelſk Sportsman og norſk Bonde, og da denne Form unegtelig er ny, kan det ei være underligt om den overraſker.

Rasmus Berſund fremtraadte i vor Kreds med en beſkeden Tilbageholdenhed, der langt fra at være keitet eller paataget, ſnarere viſte ſig ſom en ſikker Perſonligheds gode Anſtand. Man kunde deri ſe en Paavirkning af hans idelige Omgang med Fremmede; men det var iſær mærkeligt, at den havde faaet en ſaa naturlig Udvikling. Han var ordknap, men i Alt hvad han ſagde hørtes denne Egns Mundart ram og uforvanſket. Som en ægte Meſter gjorde han lidet Væſen af ſin Kunſtfærdighed, alligevel kunde man ei tvivle om at Elven var hans Element og at han drev ſit Fiſkeri med en indgroet Tilbøieligheds Iver. Rasmus er mageløs i Alt, hvad der hører til hans Fag, og han forfærdiger ſelv ſine Redſkaber. Saavel hans Net ſom hans Fiſkeſtænger og kunſtige Fluer, er af en uforlignelig Godhed. Iøvrigt driver han en liden Gaard, der ligger triſt og bratlændt under Berſundskollen. Elven løber der forbi og maner ham til Haſt med Markarbeidet. Naar det afbrydes af ugunſtig Veir og naar det vel er overſtaaet, befarer han atter Vasdraget, hvor alle Strømninger og Grunde ere hans Kunſt undergivne. Jeg var nu kommet ind i hans Virkekreds og kunde nærved betragte de Kunſtſtykker, om hvis fuldendte Udførelſe ſelv bekjendte engelſke Fluefiſkere have yttret Forundring. Der var en egen Zirlighed og Lethed i hans Bevægelſer, naar han hævede den ſmekre og ſmidige Stang og ſlyngede den ſine Snor langt ud mod et Punkt i Strømmen, ſom han havde iſigte og naaede med Sikkerhed; det ſeilede næſten aldrig at han traf Fiſken der, og idet han medede, og dertil veiede Stangen i ſine Hænder, kunde man ſe at han havde det hele vanſkelige, i visſe Dele næſten ſvævende Redſkab, fuldkommen i ſin Magt. Det var Solſkinsveir og Fiſken bed ſaa løſt at det ei vel gik an at tage den ind fra Baaden; naar derfor Rasmus havde en Ørret paa Krogen, lod han ſig ſætte i Land, og nu haandterede han Snoren ſaa ſnildt og lempeligt at man ſaae Fiſken i det lave Vand ligeſom legende og tam ſvømme ham i Hænderne. En halvvoxen Dreng, der roede hans Baad og forſtod hans mindſte Vink, bidrog Sit til at lette Fangſten og indtog ſaaledes den ſamme Plads, hvormed Berſundsgutten for et halvt Snes Aar ſiden hos Hutchinſon havde begyndt ſit Fiſkerliv.

Medens jeg var med Rasmus paa Elven og med ſtigende Opmærkſomhed fulgte hans Bevægelſer, kom jeg uvilkaarligt til at anſtille Betragtninger over det egne Tungſind, der udtaler ſig ikke blot i hans Miner, men i hans hele Væſen. Eller er dette maaſke et udvortes Præg, hvorunder der alene findes en almindelig phlegmatiſk Natur? I ethvert Tilfælde har denne Perſonlighed noget Tiltalende: hvormed man ei ſaa let kan blive færdig. Jeg troer at det fornemmelig er hans Sysſel, der har udpræget ham ſaaledes; thi hvilken forunderlig Magt over Sindets Stemninger har den riſlende Skovſtrøm! At færdes enſom paa dens Bred eller paa dens overſkyggede Vande er at falde i drømmende Tanker, og derpaa ſtilne hen i ſit Inderſte; at ſtandſe lyttende til dens Bruſen er at have grebet Vemodens Akkorder uden at kunne finde deres Løsning. Dette bevægede Liv, denne altid fornyede Haſt ytrer ſig med Ødets Ensformighed og med de klagende Toners langſomme Strøg. Under denne Paavirkning har Folkedigtningens Aand dannet Nøkken med den frugtesløſe Længſel og det ſørgmodige Strængeſpil. Gjennem Elvefiſkerens Sjel gaae disſe ſnart kaldende, ſnart dysſende Indtryk, og medens hans Higen er vendt mod de ſtumme, forborgne, ſvømmende Flokke, lærer han at foretrække den ſkyede Himmel og Regnbygerne, da Fiſket lykkes bedſt, for det ſkjønneſte Klarveir. Selv det Ensformige i hans Bedrift, der dog altid holder Forventningen ſpendt, faaer over Sindet en Magt, der let forener ſig med hine Paavirkninger, og da kommer uformærket en halvvaagen Tilſtand, ſom allerede fordi den hemmer Tankebevægelſen, ligger nær ved de tungſindige Stemninger. Alt dette kjender jeg godt fra den Tid, jeg ſom en raſk og livsglad Dreng gik med Rogneſtangen ved Bækken og medede Foreller med Regnorm. Jeg huſker hvorledes jeg da kom til de enſomme Udmarker og gjennemvandrede dem med ſtedſe ſtigende Iver, medens dog mit indre Liv alt mere og mere dysſedes og ſtilnede. Naar jeg faſtholder denne Erindring ſinder jeg det rimeligt, at Englændernes Meſterſkab,i Elvefiſkeriet, ſtaaer i Forbindelſe med deres Spleen, ſom ved de ſtrømmende Vande paa eengang faaer Næring og Lindring. Rasmus Berſund er da vel en Melancholiker af denne Skole; men hvo der med aaben Sands befarer Aadalselven og ſer en Sommeraften kaſte ſit Skjer og ſine Skygger over dens mørkladne Strømme og alvorligſkjønne Bredder, vil under det Indtryk, han ſelv fornemmer, med forhøiet Deltagelſe betragte den unge Fiſker, hvis Liv glider hen paa dette mægtige Elveløb.

Efter en halv Times Arbeide havde Rasmus Berſund ſkaffet os et rigt Forraad af ypperlige Fiſke til vort Maaltid. Da vi kom tilbage til Selſkabet fandt vi Kjøkkenet indrettet i et udtørret Bækkeleie, og Spiſebordet, der var ſammenſat af Baadtilierne, og lagt paa nedrammede Pæle, fuldſtændig dækket og omgivet af Bænke, der ogſaa hørte til Baadinventariet. Rasmus Berſund ſad med os tilbords og vi drak hans Skaal i fortræffelig Hochheimer. Derefter forlod han os og drog hjem i ſin Fiſkerbaad. Det var aftalt, at vi den næſte Dag ſkulde træffe ham ved Kongſtrømmen.

Imidlertid heldede det mod Aften. Vi havde holdt Middag ved en ſtandsmæsſig Time, og da vi efter Maaltidet gjorde en liden Udflugt paa den høie Elvbred, ſaae vi den dalende Sol kaſte ſit ſtærke Lysſtreif over Skoven. Vi ſatte os paa Skrænten, hvorunder de dunkle og dog ſaa klare Vande ſtrømmede hen, dels mildt bevægede og dels i ſtride Hvirvler. Paa den anden Side, ligeover for vor Plads, var Bjørnekaſtet, det ſteile Sandſkred, hvor Bamſen engang har baaret en Heſt ligefra Elvebredden til Aasryggen. Dette Skred danner med ſin lyſe Grund den eneſte Afbrydelſe i Bjergſidens tætte Granvæxt, ſom i Forbindelſe med de brat afſatte Bredder giver Elvpasſet her en vild Charakter, der forreſten ei tilhører Aadalens ſkjønt indfattede Vasdrag. Medens vi hvilede paa Skrænten og det mægtige Naturindtryk havde ſtandſet al Tale, ſvandt fra Aaſen den ſidſte Solglands. I det ſamme Nu ſtrøg et ſvalt Vindpuſt gjennem Pasſet, og fra Skovmørket lød en Suſen, der et Øieblik overdøvede Elvens Hvirvler.

Vi havde valgt veſtre Berſund til Natteherberg, men for at komme did havde vi endnu en Elvſtrækning at befare, hvor der er ſlemme Steder med Skjer og ſtærk Strøm. Vi fandt det derfor rigtigſt at gaae i Land ved Gjermundsſtryken, medens Baaden blev trukket gjennem dette rivende, ujevne Løb.

Jeg blev her opmærkſom paa en gammel Mand, der hørte til Opſynet med en i Nærheden liggende Tømmergrime, og ſom nu gav vore Baadfolk en Haandrækning. Det var en af de utryksfulde Skikkelſer, der have den norſke Fjeldbondes ægte Grundpræg og ſom ere koſtelige Fund for Figurmalere. Men Billedet af en djervtſkaaren Karl lykkes ogſaa bedre for Kunſtneren, end for den Skrivende, ſom med Ord vil betegne en ſaadan Perſonlighed, uden at den iøvrigt fremtræder tilſtrækkeligt i mærkelige og eiendommelige Livsytringer. Den Gamle havde en mønſteragtig, ſtærk og tillige fin Bygning, der Intet ſyntes at have tabt ved Alderen, og ſom i Stillinger og Bevægelſer røbede Meget af den naturlige Anſtand, ſom man med italienſke Modelfigurer for Øie, pleier frakjende Nordboerne, ſkjønt den ingenlunde er ſjelden blandt vore rigtige Bønder. Iſær var det dog den Gamles Anſigt med de livlige Øine og den tætſluttende, men behagelige Mund, der vakte min Opmærkſomhed. Det var et ſkuende, gjemmende og alligevel meddelende Phyſiognomi. Han maa kunne fortælle, tænkte jeg; disſe Øine maa have ſeet Meget paa Fjeldet og i Bygden; der maa være Sagn at hente fra disſe velvillige Læber. Men vort Møde ved Elven var altfor pludſeligt og kortvarigt, og da Tilfældet ſiden et Par Gange førte os ſammen, var Leiligheden til Meddelelſe omtrent lige knap. Jeg erfarede imidlertid ſaa meget, at jeg ved førſte Øiekaſt havde opfattet ham rigtigt. Han var udentvivl en Fortæller, og det af den ſjeldne uforbeholdne Art. — Da vor Baad var trukket det værſte Stykke mod Strømmen, ſpurgte jeg, uden juſt at henvende mig til ham, hvad der havde givet Anledning til Navnet, Gjermundſtryken. „Jeg har aldrig hørt Nogen tale derom“ ſagde den Gamle, „men vi ere nu klar af Fogedøren, der kaldes ſaa fordi en Kongens Foged i Fortiden ſatte Livet til her, og blev draget tilbunds med hele Sølvſkatten fra mange Bygdelag. „Naar ſtede den Ulykke“? ſpurgte Grosſererens Tjener, der ſaa godt han kunde havde taget Del i Arbeidet. „Det var den Gang“, ſvarede den Gamle, „da Øllet i Aadalen var ſtærkere end nu for Tiden; men ellers ved Ingen rettere end at Fogden kom bort i de gamle Hiſtoriers Dage, ſom gaae af Minde baade her og andenſteds. Alligevel turde der endnu være Fogedſølv her for Den, der var iſtand til at tage for ſig“. „Mener du det, gamle Thorbjørn“, udbrød en af Baadsfolkene, „det var vel uviſt“. „Ikke ſaa uviſt endda“, ſvarede den Gamle, „for jeg har hørt ſige, at der under Bjerget her er taget en ſvær Fiſk, hvori der blev fundet myntet Sølv. Rasmus Berſund prøver vel at faae Ret paa Reſten, men det kan vel være, at det falder langſomt at inddrive Skatten paa den Vis“. Dette Indfald var ganſke i Baadsfolkenes Smag og Thorbjørn endte ſaaledes ſin uventede Optræden med en heldig, for ei at ſige glimrende, Bortgang. Vi ſkikkede os atter til Sæde og Folkene grebe Aarene. Om den Gamle vidſte de ingen bedre Beſked, end at han ſjelden kom til deres Bygd, og at han var løs og ledig og meget omvandrende, men nok paa en Maade hørte hjemme i Fluberg.

Idet vi nu kom nær til vort Nattekvarter betragtede vi en af Aadalens mærkeligſte Udſigter. Elven udvider ſig her og danner tilhøire en Bugt, ſom er omgiven af Graneſkov. Længere frem indtager Meſterfiſkerens Gaard en ujevn Grund af Høider og Bakkeheld. I umiddelbar Nærhed derover hæver ſig Berſundskollen, ſteil, mægtig af Omfang og ſelſomt præget i ſine Kløfter og Afſænkninger. Paa den anden Side, hvor vi gik i Land, ligger veſtre Berſund, med fremragende Bygninger paa en Slette, der tunger ſig ud mellem Elven og en frodig Skovaas. Over denne Vidde er Baggrunden dannet af den ſmukke Ringerudkoll og nogle lavere Bjerglinier.

Vi ſaae dette Landſkab i en ſildig, men klar Sommeraftens Halvlys og under en Himmel, der endnu havde Glands af Solnedgangens Ildfarver. Mod denne ſkinnende Luft ſtod Partiet tilvenſire ſkarpt og mørkt; men Elven glimrede, og over Berſundskollen laae et mat violet Lysſkjer, der gjorde dens Hovedformer kjendelige. Der herſkede en forunderlig dyb Stilhed paa denne ſtortbyggede Aftenſcene. Gaardens Beboere ſyslede endnu i det Frie; vi ſaae dem vande de ſmaae Haver og bære Drikke fra Elven til Heſtene, men vi ſyntes at dette foregik ſaa varſomt og lydløſt, ſom om der kunde være Meget vundet ved at den ringeſte Støi blev fjernet. Paa vor Vei fra Elvebredden tiltalte vi En og Anden, og deres Svar lød næſten hviſkende. Men ogſaa vi følte os paavirkede af denne Naturs Magt, der ſelv ved Boligerne og under Menneſkers Sysſel kan kræve og overholde en ſaadan Stilhed.

Vi udbredte vore Kapper og leirede os paa en Græsvold, hvorfra vi havde fri Udſigt over Elven og dens anden Bred. Her viſte ſig det ſagterindende Løb for en ſtor Del optaget af tvende Tømmergrimer, der vare faſtgjorte ved Bredden og nu ſkulde løſes og aabnes, forat de mange hundrede Tylvter kunde følge Vasdragets hurtige og ufeilbare Vei. I Begyndelſen ſyntes disſe Masſer at ligge ubevægelige ſom før; men lidt efter lidt ſaae man de mægtige Triangelflader glide og forlænges, og nu vare de nærved den førſte ſtrømmende Helding. Da ſteg Farten med Et; det var ſom om Strømmen ſugede Tømmeret til ſig. I et Øieblik var Masſernes Sammenhold brudt, og baade enkeltvis og i Smaaklynger omtumledes nu Stokkene, ſnart med Haſt, ſnart i langſomme Svingninger og Kredſe, efter Elveløbets Luner. Jeg havde ventet en ſtørre Virkning af dette for mig nye Skueſpil, men jeg mærkede nu at Scenen, hvor det foregik, havde, maaſke iſær fra vor Plads betragtet, et Alvor og en Magt, hvorimod det enkelte Optrin blev ubetydeligt. Ved ſaadanne Erfaringer er det man kommer til at maale og forſtaae Naturſtorhedens Indtryk, ſom i Begyndelſen altid er dunkelt og ubeſtemt. Det Hele er en uſædvanlig Sandsning, hvortil det Øiemaal, man medbringer, er ubrugeligt. Men Landſkabets ſelſomme og mægtige Bygning fik en forhøiet Virkning ved det Halvlys, hvori vi betragtede den. Den ſildige Time og Sommerſkumringens ubeſtridelige Farvetoner omgav disſe Former med et eget Slør, ſom om der til alle Sider aandede noget Hemmeligt. Derſom jeg nærmere ſkulde betegne min Stemning her, da maatte jeg vel gaae ud fra, at mit indre Væſen var kommet i en uſædvanlig Forbindelſe med den drømmende Naturaand. Dette Indtryk har noget Ængſtende og Spendende, men man føler og, at det maa være den ſamme Stemning, der under Folkedigtningen frigjør ſig i Myther og Eventyr.

Da vi kom frem paa Tunet havde vi for os den fuldkommen jevne Slette, hvorpaa Gaardens forſkjellige Bygninger i vid Firkant ere opførte. Der findes ei en Buſk paa denne Flade. Det er ſom om man ret har trængt til dog paa eet Sted at have det ganſke ryddigt og bart mellem al denne Skov og disſe opragende Fjeldſkranker, og det er maaſke en lignende Trang, der har bevirket, at det tømrede Vaaningshus er bleven hvidkalket; thi Dalen er dyb, og Skoven, Elven og Fjeldet ere mørke. Berſundskollens alvorlige Masſe ſtaaer i kort Afſtand bag denne Bolig, ikke juſt truende, men ſtreng og ſkyggende. I disſe Omgivelſer har maaſke et lyskjert Blik ſaa længe higet efter et rigtigt Hvilepunkt, at det har fundet Engens Grønt utilſtrækkeligt, og faaet Huſet hvidtet.

Jeg havde en kort Stund været indenfor og drukket The med det øvrige Selſkab, da der blev ſagt at Maanen var kommet op. Dette lokkede mig ud igjen, og jeg tog Plads ved en af Gaardens yderſte Bygninger, hvorfra jeg havde den frieſte Udſigt. Maanen ſkinnede endnu kun ſvagt gjennem Skumringen, men udbredte dog en Lysning, der gav Tunet og dets nærmeſte Omgivelſer en ny Interesſe. Fra Folkeſtuen kom der en Mand, ſom ſtandſede idet han juſt ſkulde gaae mig forbi. „God Kveld igjen“, ſagde han, „der er vel ſaa godt ude ſom inde nu“. Det var gamle Thorbjørn, ſom vilde ſøge ſig et Natteleie paa Laaven, men dog ſyntes at have god Lyſt til førſt at faae en liden Aftenſnak i det Frie.

„Leiligheden er nok daarlig her“, begyndte han igjen, „for ſaa mange Storfolk“? „Aa nei“,i ſagde jeg, „Huſet er rummeligt og temmelig vel indrettet; men det har rigtignok Udſeende af at være gammelt og ſkrøbeligt“.

„Ja det ſtaaer ogſaa paa en Maade for Fald nu“, ſagde Thorbjørn „da Manden tænker paa at bygge et nyt; men det ſkal opføres længere nordpaa Bakken, hvor Sletten ender. Der er heller ingen Moro ved at ſidde beſtandig og ſe ligeop i ſorte Bjerget, hvor der i lang Tid har været ſaa utrygt og underligt, at man hverken Nat eller Dag kunde ſlaae ſig rigtig til Ro“.

„Hvorledes det? Derom har du vel Adſkilligt at fortælle“.

„Ja Mangt er at ſige og Mangt at fortie“, ſvarede Thorbjørn, „men de Fleſte vide at Berſundskollen er det underligſte Fjeld i alle disſe Bygder, og fornemmelig maa Kirſti-Gudbrand vide det, for han har en Stue klods under Fjeldvæggen og er vel den Eneſte, ſom har ſtaaet ud med at gaae Skaret op og komme paa Toppen“.

„Ja, Kollen er jo dygtig ſteil“ ſagde jeg, „men det er nok ikke derfor du kalder den underlig“.

„Det kan vel være“, ſvarede Thorbjørn, „og jeg, ſom er alleſteds og ingenſteds, og hverken har Tomt eller Tærſkel, tør nok ſige hvad en Anden ved denne Dagens Tid vilde tie med. Førſt maa det kaldes underligt, at der er et Hul tvers igjennem Kollen. I den Aabning har Folk drevet Tømmer frem, men Mange mene, at det var ilde gjort, efterſom Hullet er en Sætervei for den Buſkab, ſom Bjørn ei tør bide og Fæhund ei følge. Ja, det er viſt og ſandt, at Huldren holder til i Berſundskollen, og har mange Eiendele her omkring. Undertiden ſtaaer hun ved Solnedgang paa den høie Bjergknab, ſom kaldes Korpeſkabet, og lokker og kauer, og da ſkinner hendes Bryſtſmykke ſaa ſtærkt at man ſtrax maa vende Øinene bort igjen; men i det ſamme Dagen er forbi, gaaer hun ind i Bjerget og lukker ſin Port med et ſaadant Skrald at det høres langt borte. Ved det Signal vide Folk, at her maa være tyſt og ſtille med al Færdſel og Gjerning, ſaa tyſt ſom det kan blive for Elven, der har ſin egen Villie“.

„Men“, indvendte jeg, „i Aften har jeg dog hverken ſeet Huldren eller hørt Skraldet“.

„Vel nok“, ſvarede Thorbjørn; „men der er i den ſidſte Tid ſkeet adſkillig Forandring her. Folk tale om, at der er opkommet her paa Sletten en Magt imod Huldremagten“.

„Her, hvor vi ere“? ſpurgte jeg forundret.

„Ja“, ſagde Thorbjørn, „Den, der farer vidt om, faaer meget vide; Mangt er uvittigt og Mangt ubevisligt, men en Del troligt, ſom ei kan føres til Thinge. Der ſiges, at her paa Vangen er kommet et Skrømt af en Kirke, ſom ei ſees uden af Den, der har de rette Øine; men kan han i det ſamme mærke den med Staal, ſaa bliver den tydelig for Alle, ſom et rigtigt og paatageligt Gudshus. Engang, for nogle Aar ſiden, havde en Skræppekarl ſpiſt Middag i Folkeſtuen her. Strax han kom udenfor, ſaae han Kirken. Han løb da tilbage for at hente ſin Tollekniv, ſom han havde lagt fra ſig paa Bordet; men Kirken var borte, før han fik mærke den, og efter den Tid har nok ikke Mange haft det Syn mere. Desuagtet kan Huldren godt vide, at der ſtaaer en Trusſel paa veſtre Berſund“.

Under denne Samtale var det blevet Midnat. Et Par af mine Medreiſende, der havde ſiddet paa Laavebroen og nydt den ſkjønne Aften, gik nu mod Huſet, og erindrede mig om at det var Tid at komme til Ro; jeg ſkiltes da fra Thorbjørn, der imidlertid havde ytret, at vi nok ſkulde træffes igjen ved Kongſtrømmen. „Og det bliver gildt Veir“, ſagde han, idet han ſaae op mod en Luft, der nu forekom mig truende. „Ja jeg tør nok love for, at en hel Uge gaaer hen med fornøieligt Solſkin“.

Saaledes endte med et godt Budſkab denne Dag, der for min Sands og mine Tanker havde ſtillet et rigt Naturſtof og mange nye Billeder. Jeg ſyntes at den tilbagelagte Vei havde viſt os ethvert af ſine mærkelige Partier netop til de rette Tider, og ſaaledes kunde jeg nok være tilfreds med at have ſeet Berſunds alvorligſkjønne, eventyrlige Dal i det ſidſte Aftenlys og i Sommernattens førſte Timer.

2.

Thorbjørn blev ſandſpaaet; den Dag, i hvis Lys vi vaagnede paa Berſund, kunde ei være ſkjønnere. Luften var let og af en vederkvægende Friſkhed; paa Himlen var der kun enkelte hvide, ſkinnende Skyer. Elven og Skoven tindrede i Solglandſen, og dog havde vi ogſaa nu Indtrykket af denne Dals alvorlige Væſen. Førſt og fremmeſt maatte jeg betragte Berſundskollen, der nu ſtod ſkygget, men i Dagens Klarſkygge, ſom kun forhøiede Indtrykket, uden at ſkjule noget af Fjeldets Former. Man viſte mig høit oppe den mørke Spalt, der betegner Hullet i Kollen; jeg ſaae Korpeſkabet, det konſolagtige Fremſpring, hvor Ravnen ruger og hvor Huldren i Kveldſtunden lokker paa ſit Kvæg. Jeg fulgte med Øiet de mange Kløfter og Afſatſer, der ligeſom inddele og udforme denne vældige Masſe til et gjennemført Verk. Ved alle Fjeldets grønne Smaalier, med de ſine, hængende Lunde, dvælede min Betragtning, ja mangt et enkelt Træ, der ſtod rankt og frodigt i Klippefuren, fængſlede mig med ſin Skjønhed, og naar jeg ſaa overſkuede det Hele, maatte jeg vel ſynes, at dette var et rigtigt Huldrebjerg, ret et Hjem for Fjelddalenes og de løvſmykkede Høiders Diſe, der ſer ned paa Menneſkenes Boliger og beliver Vildheierne og de enſomme Stier med ſit Spor og ſine Toner.

Paa Tunet traf jeg Gaardens Eier, en ſtille, venlig Mand, hvis Væſen kun lidet ſyntes at pasſe med hans Opholdsſteds Natur. Han undveg enhver Hentydning til Berſundskollens Egenheder, og rettede min Opmærkſomhed paa Elvebredden, der tæt op mod hans Hus havde Tegn af Vaarflommens Gang. „Det er ingen Spøg“, ſagde han, „at vaagne af ſin Natteſøvn ved Elvens forfærdelige Bulder, naar den bryder Gjerder og Pæle og kaſter ſit Skum ſom en drivende Regn mod Vindverne. Derfor vil jeg og lægge det nye Hus, ſom jeg vel ſnart bliver nødt til at bygge, høiere op paa Tunet“. Han fortalte nu, at min Ven Lieutenanten havde raadet ham til at give Bygningen en Sval og et lavmønet, udliggende Tag. Medens jeg meget anbefalede den Plan, kom juſt Lieutenanten til, og Sagen blev da i Korthed afhandlet. Endelig ſagde Berſundsmanden: „Ak, Hr. Lieutenant, derſom De endnu var en ivrig Jæger, ſom i gamle Dage, kunde der vel ogſaa blive Raad til at faae Gavlen paa det nye Hus prydet med et Bjørnehoved eller to; men ſiden De hørte op med Jagten paa disſe Kanter, trække Udyrene ned i Bygden. Her gaae nu to ſvære Bjørne langs med Aaſen og gjøre megen Ugavn; endnu igaar morges faae vi dem begge i Skovbrynet, og ventelig faae vi ſnart Skimt af at der følger Unger med. „Vi have da“, ſagde Lieutenanten, „igaar med al Magelighed holdt Maaltid paa den Families Enemærker, og Thorkild Veſtby kunde let faaet Brug for ſin Riffel. Thorkild, Skovbetjenten, der ſtod hos, optog dette Vink, og lovede at gjøre ſit Bedſte, naar han var færdig med ſine Sommerreiſer. „Det turde træffe godt til“, ſagde han, „da jeg juſt ſtaaer i Akkord med en Mand i Drammen om en forſvarlig Bjørnefeld“.

Disſe Beretninger og Overveielſer ſamlede efterhaanden det hele Selſkab om Gaardens Eier, og med Studſen hørte Damerne hvad han fortalte om Bjørnenes Nærhed. Imidlertid var Alt blevet færdigt til vor Afreiſe, og omtrent Kl. 9 gik vi i Baaden, ſom i Begyndelſen førtes tungt mod Strømmen og kun langſomt fjernede ſig fra Gaarden. Berſundsmanden blev længe ſtaaende paa Bredden, hvor han havde ſagt os Farvel. Jeg maatte tænke paa hvor underligt hans milde, ſpagfærdige Liv er ſtillet mellem den rivende Elv og Skovaaſen, hvor Bjørnene gaae paa Rov.

Vi befandt os nu tæt under Berſundskollens høie Strand og havde ret en Storhed at ſe op til. Vi kunde ogſaa fornemme dens Magt og Myndighed; Blikket løftedes uvilkaarligt, det var ſom om man ellers maatte føle ſig beklemt og utryg. Høit over Elven paa en græsbevoxet Skrænt, mellem ſtore Klippeblokke og ſmekre Birke, ſtod Kirſti-Gudbrands Hytte. Kun Stuen havde nødtørftigt Tag; over det Øvrige ſaae man de nøgne Spærrer. Den uſle, af Sten og Tømmer ſammenflikkede Bolig, var ei bleven fuldført, og ſyntes nu at være yderlig forfalden. Paa den brogede Grund mellem Fjeldſtykkerne, Buſkene og de hvidſtammede Birke, udfandt Øiet efterhaanden Gudbrands talrige Familie af Smaa og Store, der havde ſpredet ſig i Nærheden af Hytten. Øverſt i Lien ſtod Konen med Forklædet fuldt af friſkt Græs, ſom hun havde ſkaaret under Fjeldkanten. En Ged benyttede det ubevogtede Øieblik og nappede ivrigt af hendes Forraad, medens hun paa Lieutenantens Tilraab og Spørgsmaal ſvarede, at Gudbrand var reiſt til Kongſtrømmen med Rasmus Berſund. Denne Familie og dette ſkrøbelige Hus var Menneſkelivets eneſte Tegn paa det alvorlige Huldrebjerg. Det ſtore NatUrbilledes overmægtige Indtryk blev derved end mere føleligt, og Øiet vendte ſig derfor gjerne mod de mildere Bredder, der ſnart ved en Bøining af Elven omgav vor Fart.

I det klare Solſkin, ved det dybe rolige Vandløb, ſtode Graner og Løvtræer i den ſkjønneſte Blanding paa de djervt afſatte Bjergleier og grønklædte Jordvolde, hvori Elven var indfattet. Til begge Sider havde vi lavere Strækninger, men foran os ſteg Landſkabet fra Elvebreddens dyrkede Bræm i langbratte og mørkladne Skraaninger mod høie, ſkjønt tegnede Fjeldformer. Elven bugtede ſig yndigt, ſnart i ſnævert Leie, ſnart betydelig udvidet gjennem den frodige og ſolglindſende Egn. Det blinkede i Vandløbets utallige fine Strømninger, Bredderne tindrede med Birkeløv og Barnaale; de fjernere Fjeldmasſer ſtode i det klareſte Ultramarin mod Luftens Sølvtone.

Saaledes glede vi frem i Nærheden af de veldyrkede Marker hvor Flaſkerudgaarden viſte ſig i fuldt Lys mod en diſig Baggrund, der dannedes af den høie, men mildt afrundede Ringerudkoll. Til høire er den dybe Bugt, der gaaer ind til Buſterud, omgivet af granklædte Moer, og Vasdraget har her ved ſin Vidde og ſit rolige Løb Udſeende af en Indſø eller en Fjordarm. Baadsfolkene, ſom hidtil havde ſiddet tauſe ved Aarene, begyndte nu en Samtale om Flaſkerudætten, der ſnart vakte min hele Opmærkſomhed. „Se til Flaſkerudkarlene“, ſagde Ole Aſk, „de have nu en anden Skik end før paa deres Ager og Eng“. „Ja vel“, ſvarede hans Sidemand, „de faae nok bedre Brug for Kræfterne ſine nu for Tiden“. Ole, der ſad mig nær, henvendte nu Ordet til mig og ſagde: „De ſkal vide, at der paa Flaſkerud boer en Kæmpeſlægt, hvoraf der er kommet de ſværeſte og haardeſte Karle i alle disſe Bygder; iſær var tre Brødre af den Æt grumme Fredsforſtyrrere og Voldsmænd. De have ryddet mangen Gildeſtue, hvor der var Dands og Lyſtighed og godt Samkvem før de kom i Gaarden. Ja der ſtod en ſaadan Skræk af disſe Brødre, at forſamlede Folk ofte gik fra hverandre blot de viſte ſig paa Tunet“. „Det var ellers underligt“, tilføiede Ole Aſk, „at en af de ſtærkeſte Mænd i Flaſkerudætten, Erik, der boede herinde paa Buſterud, ſkulde ſinde ſin Overmand, hvor han mindſt ventede det; thi han maatte give tabt for ſin egen Husmand, Gudbrand Haglkjernbraaten. Men Erik var nok med al ſin Styrke den ſpageſte Mand af den Slægt, og Gudbrand havde derimod et haardere og ſtridigere Sind end alle Andre“.

Fortællingen om Erik Buſterud og hans Husmand begyndte nu at beſkjæftige vort hele Selſkab, og enhver af Baadsfolkene havde en Formening om eller et Træk af Begivenheden at indføre. Saaledes fremkom en Beretning i Brudſtykker, der ſtærkt mindede om de islandſke Fortællinger, hvor en dybtnæret Hevnfølelſe og en utæmmelig Selvtægt fremkalder de vildeſte Handlinger. Ligeſom i den islandſke Saga om Hønſethorer, begyndte Fortællingen fra Buſterud med en Tviſt om noget Hø. Begivenheden her blev vel mindre rædſom og blodig, men medførte dog Træk, der ſnarere ſynes at tilhøre Oldtidens Ubændighed end Nutidens fredede Samfundsorden.

„Det var vel et grumt Syn“, ſagde Ole, „da den ſtore Granemo paa Buſterud ſtod i lys Lue midt i Sommertørken. Det ſkede ſtrax over Midnat; Ilden gik lige ind paa Huſene, og Erik, der var en betænkt og forſonlig Mand, fik nok dengang ſtørre Haſtværk end han ſkjøttede om. Der ſiges, at Gudbrand kort før i Manges Paahør ſkal have lovet, at der ſnart ſkulde blive baade lyſt og ryddigt paa Buſterud; men ſiden, da Sagen kom for Retten, blev de Ord udlagte om Braatebrænding, ſkjønt det næſten var utænkeligt, at dette kunde være Meningen“.

„Det blev ikke derved“, ſagde Oles Sidemand, „thi Erik fik efter den Tid ſaa ſtor Skade paa ſit Kvæg, baade med Sot og anden Ulykke, at Enhver kunde vide det var anſtiftet i Fiendſkab“. En anden af Baadsfolkene, der engang havde været i Arbeide paa Buſterud, bemærkede hertil: „Al den Fortred er let at forſtaae, efterdi det var kommet ſaa vidt med Erik og Gudbrand, at de med ſvære Eder havde undſagt hinanden. Gudbrand vidſte godt at han var ringere af Kræfter, derfor drev han Alt med Underfundighed, og havde nok ikke meget Mod paa at træſfe Erik alene, ſkjønt Mange mente at Udfaldet af et ſaadant Møde kunde være uviſt; thi Gudbrand var iøvrigt en haandfaſt Karl og grum naar han blev angreben. Ved den Tid ſagde han ofte, at han beſtandig gik med Ligſkjorten paa, og at det var ham ligemeget hvad enten han tog Liv eller miſtede Liv. Engang hendte det at Gudbrand, der havde været i Skoven for at hugge Gjerdefang, vandrede hjemover paa en ſmal Sti, der gik gjennem en Myr. Han ſaae da ſin Modſtander paa temmelig Afſtand komme ſig imøde; men Erik, der pleiede at lude noget med Hovedet, mærkede ei den Anden før Sammenſtødet var uundgaaeligt. Da ſagde Gudbrand: En af os maa ud i Myren her. Denne Gang faaer det blive mig, ſvarede Erik, ſiden Du har Øxe og jeg har bare Kniv, og idet ſamme ſprang han ud paa en Tue i Myren; alligevel havde Gudbrand ſaa ſtor Frygt, at han gik et godt Stykke baglænds med hævet Øxe“.

„Men hvad blev ſaa Enden paa deres Stridigheder“, ſpurgte jeg, da det lod til at den Fortællende her vilde ſlutte ſin Beretning. „Der ſiges“, ſvarede han, „at Erik tilſidſt for Freds Skyld maatte betale Gudbrand en Sum Penge, mod at denne forpligtede ſig til at flytte bort fra Aadalen. Det er nu længe ſiden; Erik er død, og hans Søn har Gaarden efter ham. Gudbrand ſidder paa en Plads ved Hønenfosſen og hans Stel er nok daarligt i alle Maader“. Denne Slutning paa et ſaadant Fiendſkab forekom mig beſynderlig og uventet, ſkjønt den unægtelig, ligeſom alt det Øvrige, havde et viſt ſagamæsſigt Præg. Men ſaaledes var ialfald Begivenheden kommet i Folkemunde.

Under denne Fortælling gik Baaden raſkt frem mod Kongſtrømmen. Snart mærkede vi Vandets forøgede Modſtand, og idet vi kom frem i Strømløbet, ſaae vi et kort Stykke foran os Rasmus Berſund med ſin Medeſtang, roet af Kirſti-Gudbrand. Kongſtrømmen er indſluttet af ſmukke ſkovdækkede Bredder, hvor Granerne paa en og anden græsrig Plet give Plads for frodige Løvtræer. Aadalselven gaaer her ud af den alvorlige Sø, Sperilen. Dette Vandſpeil laae ſolbelyſt nu; dets høie, fjeldbyggede Bredder viſte ſine mægtige Afſænkninger i Klarſkygge; de fjernere Bjerge, der lukkede Udſigten, ſtode lyſt fortonede mod den ſkyfrie Luft.

Vi landede paa den høire Elvebred ved en opdyrket Plads, der ligger ſmukt i Skovkanten, lige ved Sperilens Udløb, og vi vare ventede her. En venlig, aldrende Kone med nogle vakre Smaabørn modtog os paa Bakkeheldet; foran hendes Hytte var der ſtrøet Blomſter.

Med en Del af Selſkabet gik jeg ſnart i Baad igjen. Det luftede ſvalt over Elven og det var ret en Lyſt, under de ſtyrende Aareſlags, ſnart langſomme, ſnart hurtige Bevægelſe, at krydſe om paa disſe Strømninger. Her kunde vi atter nærved betragte Rasmus Berſunds ſtore Kunſtfærdighed, og juſt her var hans rette Fiſkeplads; thi Kongſtrømmens Ørreter ere de fortrinligſte i det hele Vasdrag. Kirſti-Gudbrand førte hans Baad med megen Kyndighed, og Fangſten blev, i Forhold til det ugunſtige Veir og den lave Vandſtand, ret betydelig.

Efter en Times Forløb var Selſkabet atter ſamlet ved Landingſtedet i Nærheden af Hytten. Vort Bord var dækket paa en grøn Slette, hvis Træer gav os tilſtrækkelig Skygge. Vi havde medbragt Mangt og Meget af det ſaakaldte finere Livs Bekvemmelighed og Nydelſer til denne deilige Afkrog, hvor en oprindelig, fritvirkende Natur trindt om os udfoldede ſin Storhed og ſine Yndigheder; men disſe Omgivelſers vederkvægende Magt gjennemtrængte os ogſaa ganſke; vi følte os frigjorte og fornyede ved denne pure Luft, ved disſe friſke Indtryk for alle Sandſer. Enhver af de Hjelpende og Tjenende havde vi inddraget i vor glade Kreds; Rasmus Berſund ſad atter hos os; Baadsfolkene leirede ſig om deres Andel af vore gode Sager under Hasſelbuſken ved Elven; Husmandskonen havde taget Plads paa en Tue tæt ved Bordet, og Børnene ſadde i Græsſet ved hendes Fødder; hun drak ſød Vin af et ſlebet Kryſtalbæger, de Smaa fik Hvedebrød og Appelſiner. Da hun havde tømt ſit Glas ſagde hun ſmilende: „Saadan Glæde og Herlighed har aldrig været ſpurgt ved Kongſtrømmen, og denne Dag ſkal være god at mindes“. Jeg fandt i disſe Ord den ſmukke Betydning, at vor feſtlige Anretning, ogſaa for hende, ſamſtemmede med Dagens og Egnens Skjønhed; vi hørte nu Ytringen af det aabne, venlige Sind, hvormed hun havde ſtrøet Blomſter for ſin Hyttedør.

Medens vi ſade ved Maaltidet havde vore Folk faaet Kirſti-Gudbrand mellem ſig, og jeg kunde her nøie betragte denne Perſon, ſom var bleven mig mærkelig efter den Maade, hvorpaa han under vor Elvefart oftere kom fororde.

Kirſti-Gudbrand har, ligeſom Svend Eſtridſen, Navn efter ſin Moder, men med ſtørre Grund, efterdi hans Fader er ubekjendt. Naar mat ſpørger ham om den Ting, pleier han ſvare, at der ſtaaer en Soldat, eller, ſom han helſt udtrykker ſig, en Kongens Mand i Kirkebogen. Hans Moder bar ham om i Gaardene ſaalænge hun aarkede; derefter maatte han, ſom ſaa mange Andre, hjelpe ſig ſelv paa Benene, men ſtaaer endnu ſom en femtiaarig Karl, faſtere paa dem end de Fleſte. Han er uſædvanlig ſtor og ſværlemmet og har et ſkarptformet, men dog afſlappet Anſigt, der ſnarene ſynes at pasſe til en magelig Kjøbſtadsborger end til den fattige, haardt arbeidende Almuesmand. Hans Dragt beſtod kun af tvende Stykker; men derved var den Egenhed, at han bar en Skjorte af temmelig fint Linned med zirlige Læg og Traadknapper, formodentlig tilkaſtet ham af en eller anden fiſkende Englænder, der har fundet hans udvortes Menneſke altfor fremtrædende. Til denne Overklædning havde han et Par graa forrevne Vadmelsbuxer; dermed var han fix og færdig.

Folkene drillede ham paa mange Maader og han fandt ſig deri med megen Godmodighed. Idet han reiſte ſig for at modtage et Glas Vin, ſom Lieutenanten rakte ham, ſagde Ole Aſk med Henvendelſe til de Fremmede. „Dette er Kirſti-Gudbrand, ſom for et godt Ord gaaer Skaret op paa Berſundskollen. Folk ſige, at han ſpiſer for Tre, men at han alligevel er god at ſætte paa, efterdi han arbeider for Sex. Om Sommeren er han Færgemand paa Aadalselven, men om Vinteren drager han om i Gaardene og ſkjerer Hakkelſe med ſaadant Udfald, at alle Maſkiner til den Bedrift paa disſe Kanter ere overflødige. Den øvrige Tid ſuger han paa Labben og bliver ligeſaa fed af denne Beſtilling ſom af ſine øvrige Gjerninger“.

Imidlertid havde Kirſti-Gudbrand i tre eller fire Stød drukket Vinen og begyndte nu med en mageløs Tungefærdighed og Ordrigdom at knytte ſine Bemærkninger til et ſæreget Punkt af Oles Anbefaling. Hans Tale var ganſke i disſe Egnes Mundart, men tillige blandet med ſaadanne halvforſtaaede Udtryk af Bogſproget, ſom man ellers pleier høre hos Skoleholdere paa Landet, og ſom han udentvivl af en forfængelig Drift og ved ſit omflakkende Liv havde tilegnet ſig.

„Ole har ſagt“, begyndte han, „at jeg for et godt Ord gaaer Skuret op paa Berſundskollen. Men der vil nok Mere til, naar det ſkal ſke, ſom for hele Brøtningsmagten var et uhørligt Vidunder. Det er gjort dengang i Mangfoldiges Paaſyn, og det var i Veddemaals Pligt og Medfør; men der vil endnu ſtørre Ting til, naar det herefter ſkal gaae for ſig. Vi vare To ſammen, der gik til fjelds; men da den Anden var kommet ſaa langt ſom til Korpeſkabet og ſaae ſorte Elven ſom et grueligt Slug dybt under ſig, da blev han ganſke klein, med Graad og Skjelven, og bød forgjeves fem Daler til Den, der ſtrax vilde hjelpe ham ned igjen. Han maatte da for det Førſte bage ſig faſt der, ſaa godt han kunde, og han kom ſiden med ſtor Vemodighed nedover med min og Andres Biſtand. Jeg gav mig liden Tid til Omſyn og Forbauſelſe, da jeg var i Skaret, og jeg endſede hverken Rift eller Risp ſkjønt det gik alvorligt gjennem Skindet. Fælt uhyggeligt var det med Korpeſkriget deroppe, og med den idelige Flakſen af rugende Fugle, ſom jeg ſkræmmede op af Rederne deres. Ja, der var ugreit og vrangvilligt overalt, og det var betænkelig Livsredning ogſaa, naar jeg havde Tag i en fattig Birkebuſke, medens hele Stenſkred gik bort under mine Fødder. Nu ſkulde jeg have Lyſt til at ſe Den, der gik ſamme Vei ned igjen; men ſlig en Karl er vel ikke født endnu“.

„Saae du ikke noget til Huldrens Leilighed dengang“, ſpurgte Grosſereren. „Aa nei“, ſvarede Kirſti-Gudbrand. „Hun lukker godt for ſig og ſtaaer ikke paa Pinde for Enhver. Skjønt jeg boer paa hendes Enemærker, har jeg dog kun en eneſte Gang ſeet ſom et Skimt af hende. Det var mod Kvelden, omtrent ved denne Aarstid, og det var højtideligt Veir med ſvært Solpral paa Kollen. Da hørtes det ſom om En ſagde: Stakar! høit oppe i Lierne. I det ſamme jeg ſaae op, ſmat Huldren ind i Fjeldet, og havde en broget Ged paa Skuldren“. „Men Ingen har vel“, tilføiede Kirſti-Gudbrand, „vidſt ſaa god Beſked om det Væſen ſom Chriſten Sergeant, for han havde Børn med Huldren, en Søn og en Datter. Men han var ogſaa mangfoldig, rigtig en Omſtreifer og et vidtløftigt Menneſke“. Da Kirſti-Gudbrand mærkede vor Forundring over denne Meddelelſe udbrød han, „Ja vel; de Børn vare ei ſom andre Folks. De bleve voxne pligtſkyldige Menneſker uden nogen Lærdomstugt, og da de endelig ſkulde til Præſten, bleve de borte med Et, og ſpurgtes ei ſiden. Det er ſagt, at Jenten vævede ſaadanne Roſer i Lin og Uld, ſom Ingen har ſeet voxe eller virkes, og at Gutten ſmeddede Laaſe og Lykkeknuder, ſom Ingen kunde løſe, og ſpillede Slaatter paa Mundharpe, ſom Ingen havde hørt og Ingen kunde efterhærme. Nogle fremmede Skræppekarle, ſom drog herigjennem, mente at det ſelvfølgelig kunde være Nøkkeſpil, men det var uſkjellig Tale; thi der findes ei Nøk i Aadalselven“.

„Er du ſaa vis derpaa“, ſpurgte jeg, idet jeg ventede nu at faae Oplysning om Grunden til den ofte forekommende Egenhed i Folkeforeſtillingen, at Nøkken kun holder til i visſe beſtemte Vandløb; men jeg fik en utilſtrækkelig Forklaring. „Folk, der ere klogere end jeg“, ſvarede Kirſti-Gudbrand, „kan mærke paa Elvedraget, at her ei er Sted for Nøkken, men om og Leiligheden var dertil i andre Maader, er her nok formeget Pargas med Tømmerfløding og andet Stel. Alligevel kan jeg være fuldt forſikret om at der er Nøk til; efterdi han ſtaaer beſkreven. Der ſiges i Viſen med rene og tydelige Ord:

Nøkken opløfter ſit vaade Skjeg,
og venter med Længſel ſit Bytte“.

Saaledes gik Kirſti-Gubrand med ſin villige Tunge over fra et Kapitel i Folketroen til et andet, og det kunde nok have lønnet Umagen at følge ham længere, derſom han havde haft en anden Tilhørerkreds. Men blandt os Fremmede var der nogle, ſom med al Omhu for ei at ſtøde disſe Folk, hvis Tro paa hine Phantaſivæſeners Virkelighed var meget kjendelig, dog altfor tydeligt røbede ſin Vantro. Skjønt Fortælleren ſelv ei ſyntes at mærke eller endſe dette, kunde jeg dog ei overſe de Andres Forſtemning. Det forekom mig derfor ret beleiligt, da Rasmus Berſund ytrede at Fiſken nu havde „hvilet“ tilſtrækkeligt og at han igjen vilde prøve ſin Lykke paa Kongſtrømmen. Han tog Kirſti-Gudbrand med, og jeg fulgte dem til Elvebredden, hvor den kjølige Skygge og den ſmukke Lysvirkning paa Træer og Klippeblokke indbød mig til Vandring.

Jeg havde kun fjernet mig et kort Stykke fra vort Landingſted, da jeg ſaae en Mand hvile under Bakkeheldet. Det var gamle Thorbjørn. Han havde ſin Næverſkræppe under Hovedet og laae iøvrigt ret mageligt i et blødt Sandleie.

„Det træffer godt til“, ſagde han, idet han reiſte ſig og rakte mig Haanden; „jeg vidſte nok vi ſkulde mødes ved Kongſtrømmen“. „Snart var det dog blevet for ſilde“, ſvarede jeg, „da Selſkabet om lidt ſkal afſted igjen“. „Ja“, ſagde Thorbjørn, „jeg har rigtignok været her en god Stund og hørt Fremmedfolkets Latter og Munterhed henne paa Græsvolden, men jeg mærkede godt hvad der paa denne Dagstid er bedſt for et gammelt Skind, ſom i nogen Tid har haft liden Nattero og er paa Langtour, derfor lagde jeg mig til her og har nu faaet en god Søvn“.

„Jeg ſer, ſagde han videre, idet Fiſkerbaaden kom frem paa Elven, „at Kirſti-Gudbrand er med nu. Men han kan ogſaa bedre end enhver Anden roe for Rasmus Berſund“. „Hans Færdighed i den Slags Roning er viſtnok ſtor“, bemerkede jeg, „men kan dog ei være ſaa paafaldende, ſom hans Lethed i at gaae tilfjelds paa de vanſkeligſte og farligſte Steder“. „Nei viſt“, ſagde Thorbjørn, „han er jo ſvært grovlemmet og bredlabbet; men det gik da ogſaa ret opover med ham, og kom iſær an paa Bjørnekræfter. Værre var det for mig, engang i min Ungdom da jeg ved ſorte Natten og imod Blæſten gik over Junkerſtien“.

„Hvorledes bar det afſted“, ſpurgte jeg, da jeg mærkede at Thorbjørn havde faaet Munden paa Gang og gjerne vilde fortælle: „Ja“, ſvarede Thorbjørn, „det kan jeg nok ſige; men De vil forſtaae den Hændelſe bedre imorgen, hvis det er ſandt, hvad jeg har hørt paa Berſund, at De reiſer med Lieutenanten op over til Skillingshovde; thi paa det Strøg omtrent gjorde jeg mit Prøveſtykke“.

„Det var ſenhøſtes; jeg gik i Budſending for Skriveren til Septun ved Randsfjorden. Paa Veien kom jeg ind i en Plads under Graneim, hvor der var fuldt op af Brøtningsfolk og ſvært Traktemente med Øl og Brændevin. Det var ud paa Eftermiddagen før jeg blev klar der, og ſaa vilde jeg ſtikke tvers over Vildheierne, for at komme ſnarere frem; men alt ſom jeg gik, blev det overhændig Nat med Duſkregn og Blæſt, og i det ſamme var det forbi med Veikjendingen. Jeg kunde nok ſkjønne at jeg var kommet ind mellem de ſtore Kjern; men det var ſlet Beſked, thi der opover er ugreit nok at at ſinde frem ved Dag, end ſige i ſaadant Mørke„ Saaledes gik det bedrøveligt med Stød og Fald, indtil der kom ſaa meget Skimt af Maanen at jeg netop kunde mærke jeg ſtod ved Junkerſtien. Nu var jeg viſtnok paa et Spor, men ilde var det alligevel; thi ſaaledes ſom jeg ſtod, havde jeg intet andet Vilkaar end at ſætte over der. Bjerget gik brat ſom en Væg ned i Kjernet, og Stien var bare et ſmalt og ujevnt Afbræk paa Bjergſiden. Det Værſte var at jeg maatte tænke paa Junkeren, ſom ſtyrtede i Kjernet der; det tog paa Kræfterne, og da jeg kom op i Skaret paa den anden Side, og fik fat i Granerne, var jeg mere død end levende“.

„Hvad var det for en Junker“, ſpurgte jeg, da jeg ventede at den ældre Begivenhed, ſom havde givet Stien ſit Navn, ſkulde have mere Interesſe end den, jeg nu havde hørt. „Der er nok Ingen ſom ved rigtig Beſked om den Ting“, ſvarede Thorbjørn, „og Stien er ogſaa glemt for længe ſiden; thi Aaret efter jeg kom derover, gik et ſvært Bjergfald Ud og gjorde ſaa ſtor Forandring paa det Sted, at der ſiden er blevet en Ur med Smaabuſke og Blaabærlyng. Den Eneſte, jeg har hørt tale om Junkeren, var Langemarthe, en gammel Budeie paa den Sæter, hvor jeg var Jetergut i min Ungdom. Hun havde ſelv ſeet Junkeren, men det var længe før min Tid. Jeg mener hun kaldte ham Albrekt eller Alfeldt. Han hørte nok ikke til paa disſe Kanter, men kom herop i Skovbefaring, ſnart med andre Storſolk og ſnart alene. En dygtig Jæger var han ogſaa, og gik meget i Samlag med den navnkundige Chriſten Skytter efter Bjørn, ſom der i de Tider var fler af end nu. Langemarthe ſagde ofte at Junkeren var den ſtrunkeſte Karl Nogen kunde ſe, naar han kom paa Skovſtien med lange Støvler, gule Skindbuxer, grøn Livkjole, Sværd ved Siden, Rifle paa Nakken og forreſten i alle Maader ſom den ſkjønneſte Officer“.

„Dengang var der paa Nes en Jente, hvis Deilighed og ſine Væſen kom ſaaledes for Ord at hun overalt kaldtes Flubergsroſen. Hende vilde Junkeren forlokke. Men det kunde ikke lykkes, for hun var af en gammel ſtormodig Gaardmandsæt, og holdt ſig bedre end de fleſte Andre. Alligevel blev Junkeren ved at friſte hende, og Folk ſagde at han var en hel Vinter i Bygden og ſad Kongens Befaling overhørig alene for Flubergsroſens Skyld. Tilſidſt lovede han endog at han vilde ſætte Bo der, derſom hun vilde have ham, og da ſkulde han kjøbe Gaard og bygge Hus med fire Piber paa Taget, og ſaa mange Stadsværelſer i ſom hun kunde forlange. Men dermed kom han heller ingen Vei; hun vilde ikke. Henimod Sommeren, da Folk begyndte at drage tilſæters, havde nok Junkeren faaet ſtreng Reiſeordre. Flubergsroſen var juſt naaet frem paa Fjeldet med Buſkaben, og der ſkede det en Dag, at Junkeren kom ſaa brat over hende, at hun ikke vidſte andet Raad, end at rende ligetil den Vildſti, jeg talte om, ſom var i Nærheden. Junkeren ſatte efter, for han var en raſk Karl, men han kjendte nok ikke den Veis Farlighed, før han var lige paa Kanten, og ſtyrtede ned i ſorte Kjernet. Jenten var da kommet lykkelig og vel over i Skuret, hvor der laae meget løſt Vindfald. Herfra ſaae hun Junkeren komme op i Vandſkorpen, og vilde nu hjelpe ham det bedſte hun kunde. Med ſtor Møie, kan jeg tænke, fik hun et Træ kaſtet udover i Kjernet; men da hun ſaae han havde godt fat i det, kunde hun ikke bare ſig, men raabte ned til ham: Der har Storfanten den førſte Stok til det prægtige Huſet ſit. Junkeren kom nok tillands omſider; men havde dog faaet en alvorlig Knæk. Kort efter døde han, og ſkal ligge begravet paa Norderhoug Kirkegaard. Flubergsroſen fik ſiden et godt Gifte i Valders, og baade der og i Fluberg er der Folk af hendes Æt“.

Medens Thorbjørn var inde i denne Fortælling, ſaae jeg at der blev gjort Anſtalter til vort Opbrud. En Del af Selſkabet, der et Øieblik havde været over paa den anden Elvebred, roede nu tilbage; Tofter og Hynder lagdes tilrette i den ſtore Føringsbaad, og adſkillige Sager bleve fra den bragte over i en mindre Baad, der laae beredt til vor Fart paa Sperilen. Endelig mærkede jeg at man havde ſavnet mig, idet flere Stemmer raabte mit Navn. Med Nød og Neppe fik jeg høre Hiſtorien til Ende og ſkiltes, ſkjønt ugjerne fra Thorbjørn, der imidlertid havde faaet Skræppen paa Nakken. „Farvel“, ſagde han, „vi ſees nok ikke oftere. Det er et rart Træf for mig at ſidde ſaa fornøieligt hos en Bykarl. Jeg gaaer udenom jeg, ſagde Hakkeſpetten, da Hanen vilde have den med i Hønſegaarden“. Dermed greb han ſin Briſkeſtav og gik op mod Graneſkoven.

Jeg fandt atter Selſkabet paa vort Samlingsſted ved Hytten. Det var ſnart Tid at ſkilles ad; Lieutenanten, Grosſereren og jeg ſkulde over Sperilen drage op i Skovtrakterne, og Damerne ſkulde, ledſagede af Kandidat G., fare hjem til Aſk. Skjønt denne Afſked hørte med i vor glade Sommerudflugts Anordning, fik den dog et vemodigt Anſtrøg. Disſe tvende Dage havde for os Alle været ſaa kvægende, og vort Selſkab, hvori flere mødtes ſom Fremmede, var hurtig kommet i venligt Samliv. Vi, ſom ſkulde beſøge Vildmarkerne, følte nu dobbelt hvor meget vore Damer havde forſkjønnet og belivet denne Elveſart og hvor nødigt vi vilde ſavne dem. De ſtode nogle Øieblikke med os paa Sperilens Bred og ſaae over mod den Fjeldegn, hvor vi agtede os hen. Den dalende Sols Glands faldt over Vandet og Birkelunden, medens vore Bægere fyldtes med Champagnevin til Damernes Pris, og paa et glædeligt Gjenſyn. Begge Baade ſtødte ſamtidig fra Land, og for os, der droge nordover, var det et ſmukt Billede, da den ſtore Føringsbaad gled hen under Skovkanten i det glimrende Sollys.

3.

Sperilen er ei, ſom Tyrifjord eller Randsfjord, et Speil, hvori grønne Bygder og løvdækkede Fjeldſider ſkue ned. Denne Sø har Udſeende af et ſtort Fjeldvand; dens bugtede Form ſpærrer idelig Udſigten og lader Kyſtlinierne fremtræde i vældige Profiler. Gaardene ligge adſpredte paa dens Bredder og det nøgne Fjeld viſer alleſteds ſin ſtore Overlegenhed i Landſkabet. Fornemmelig, er den veſtlige Kyſt ſteil og mægtig formet. Her bæver Ringerudkollen og længere mod Nord, Elsrudskollen, ſine Tinder over de mørkladne Jettemure, der ſtige brat op af Sødybet. Saaledes danne Sperilens Omgivelſer en ſtreng Modſætning til Aadalens ſmuktbevoxede Skraaninger, ſom kun afbrydes ved enkelte alvorligt fremtrædende Fjeldformer. Sperilen henhører ogſaa blandt de Vande, ſom Sagnet tillægger bundløſe Steder og dertil ſvømmende Uhyrer, der undertiden ſtige op mod Dagen og drage en ſkummende Strømfure i den rolige Flade. De ſteile Strande ſynes ialfald at tyde paa et ſærdeles dybt Vand og kun paa et Sted, under Elsrudskollen, ſkal der være en ſynlig Grund, ſom ſtrækker ſig et godt Stykke tvert over mod den anden Bred. Dette ſiger Sagnet er den Bro, ſom en Jutul, der holdt til i Elsrudkollen byggede en Nat, da han vilde over til en Gyge, ſom ſad paa den anden Side af Søen i Engerkollen; men Solopgangen overraſkede ham, og dermed braſt baade han og Broen, hertil ſigte disſe Rim:

Elsrudkoll, Jutulbo;
der blev væltet Sten til Bro.
Elsrudbro, gjort ved Nat,
Jutulgrav, da Solen ſprat.

Vi havde ei faret meget langt paa denne alvorlige Sø, før vi ſaae Aftenlyſet ſvinde fra Høiderne, og Skyggerne udjevnes i den almindelige Skumring, der pludſelig blev hengydt over Fjeldene, medens dog Himlen og Vandet endnu en Tidlang beholdt et blankt Lysſkjer. En kjølig Luftning nordfra ſtrøg hen over Søen, og frembragte idet den bevægede alle Trægrupper ved Stranden, den eneſte Lyd, der afbrød Stilheden. Vor Baad ſkjød frem med jevne Aaretag fra Nes til Nes, og vi ſade længe tauſe, ligeſom indmanede i den dybe Ro, der omgav os. Jeg følte denne Naturſcenes Magt over mine Tankers Retning, og alt ſom de enkelte Former og Partier af det ſtore mørkladne Billede ſtillede ſig for mit Blik, vaktes i min Sjel Stemninger og Erindringer, der vel berørte mangt et nærliggende Livsmoment, men dog uvilkaarligt ſamlede ſig om de tidlige Indtryk fra mit Barndomshjem, fra de dybe Fjordbugter og ſteile Havkyſter, hvor jeg ſaa mangen Aften ſad opmærkſom hos Fiſkeren og lyttede til hans underlige pſalmeagtige Viſer og til hans Eventyr om Søens og Bjerghallernes Vætter. Saa mægtigt virkede dette Vandſpeil i den ſtortformede Indfatning paa min Tanke, og dog kunde jeg henflytte det Hele i min vaagne Drøms Egn og holde det paa eengang fjernt og nærværende; ſaaledes var jeg med denne ſtrenge aftendunkle Natur kommet i en ſtille Forſtaaelſe, der befriede mig fra dens Tryk, inden jeg endnu havde opfattet den i en Foreſtillingskreds, der nærmere tilhørte den.

Den Enſomhed og Ro, hvori vi færdedes her, var ſaa dyb, at det ubetydeligſte Optrin maatte blive os mærkeligt. En ſtor Fugl fløi op over et fremſpringende Nes, tegnede ſig et Øieblik mod den ſkinnende Luft og dalede atter mod Fjeldſiden, hvor den kom os afſyne i Skumringen. „Det var nok en Lom“, ſagde Ole Aſk. „Hvis det ikke ſnarere var Gaſten“, bemærkede en gammel Mand, ſom vi havde faaet med ved Kongſtrømmen. „Gaſten“, vedblev han, „flyver juſt om ved denne Tid, og man.ſkal være bedſt faren, naar man ikke endſer den“. Jeg havde tidligere paa Ringerige hørt denne fabelagtige Fugl omtale ſom et Slags Harpy med Ildøine og hvasſe Klør, og der ſagdes da, at den undertiden ved visſe Lyd, ſom tilfældigt kunde opſtaae i Sang eller Lokning, kom farende og kaſtede ſig baade over Menneſker og Dyr. Jeg blev derfor opmærkſom da dette Væſen atter bragtes paa Bane.

„Har du ſelv ſeet Gaſten nogenlunde i Nærheden, du Gamle“? ſpurgte Ole Aſk, thi underligt ſkulde det være om det ei er ſamme Fugl ſom Hubroen eller den ſtore Bjergugle, der af og til kommer ned i Bygderne“. „Jeg kan ikke ſige at jeg bar ſeet den ſelv“, ſvarede den Gamle, „men den er meget omtalt og angives af forſkjellig Skikkelſe. Nogle fortælle at den har meſt Lignelſe af en Reverunge“ (et Svøbelſebarn). Denne Forklaring faldt unægtelig komiſk, og vakte ogſaa almindelig Munterhed, imidlertid var det tydeligt at den ſelſomme Fugl ſaaledes blev forvexlet med et andet Fabelvæſen, med Barne-Gjenfærdet, Udbaaren, ſom kaſter ſig tungt over Vandreren og førſt ſlipper ham naar han ſegner om af Mathed. — Med hine uſikre Antydninger var Materien om Gaſten udtømt; men Talen var nu vakt, og den eventyrlige Gjenſtand fremkaldte i Forening med Omgivelſernes alvorlige Indtryk, Meddelelſer om lignende Væſener, der høre til vor Sagnverdens Natſide. Der kom dog intet rigtigt Løb i Samtalen, og da den en Stund i korte Satſer havde bevæget ſig fra Gjengangere til Hougfolk og til Elsrudskollens Jutul, tysnede den ganſke, og Aareſlagene faldt atter med en jevnere og ſikrere Takt.

Vor Baad holdt ſig nær under Sperilens veſtlige Kyſt, hvis Bygning alt ſom vi kom længere nordover, blev mere og mere ſelſom og ſtortformet. Disſe Gneismasſer forekom mig i en paafaldende Grad at viſe det Naturſpil, hvorved Bjergformer faae Udſeende af Forſkandsninger. Her ſaae jeg en Række af ſaadanne Verker, ſnart halvfærdige, ſnart voldſomt ſprængte og afbrudte, ſnart fuldførte med Karnapper og Tinder, men tillige forvitrede og tildels begroede.

„Nu komme vi til Rambjerget“, ſagde Ole Aſk, medens jeg betragtede alt dette. Og hvor mægtigt var Indtrykket, da jeg fik Øie paa Borgen, der ſlutter Forſkandsningernes Række. Det er ſom om det maatte tages i egentlig Forſtand, naar man vilde kalde Rambjerget et Jetteverk; thi kun ſjelden fremtræder Naturen med et ſaa ſkuffende Præg af perſonlig Kraftanvendelſe og Anordning. Derfor gjør ogſaa dette af den ſnævre Indſø opſtigende Fjeldhjørne en anden, og man tør nok ſige mere dyb og fængſlende Virkning end den langt betydeligere Bjergmasſe, hvor Indtrykket af Naturſtorhed er klart og ublandet. Rambjerget hæver ſig ei ſom Berſundskollen over Vandløbet fra bratte tildels dyrkede Skraaninger. Dets faſte Mur gaaer ret op af Søen med mægtigt udbuede Bryſtninger og ſteile Escarper. Her ſtrøg Vinden ſtærkere forbi, høit oppe ſuſede de enkelte Graner, og det hørtes ſom naar ruſtede Taarnſpirs Fløie bevæges.

Strax før man kommer til dette mægtigt afſluttede Fjeldparti ſer man paa Søbredden grønne Smaaenge, men de ligge ſaaledes ſpredte mellem umaadelige Jetteſtene og fremtrængende Fjeldknuder, at man i Førſtningen er nærved at overſe dem. Alligevel danne de tilſammen en ret anſelig Gaard, hvis Bygninger ſtøtte ſig til de mørke Fjeldſtykker og titte frem af Uren. Som en Part af Jetteborgens Byggetomt ligger denne Gaard mellem Reſterne af det vældige Materiale, ſom Menneſkehaanden hverken har kunnet bortrydde eller ſkjule.

Vi lagde til her for at ſpiſe til Aften og give Folkene nogen Hvile. Ved Stranden laae et Par velbyggede Baade, og paa Støre, der ſtode i Klipperevner, var der udſpendt Fiſkenet. Gaardens Eier, en gammel Bjørneſkytte, modtog os paa Tunet, og ønſkede os velkommen til Ramberget. Denne Mands Udſeende var ſærdeles paafaldende; han var brunladen og mørkøiet, hans dybtfurede Anſigt havde forreſten beſtemte og kraftige Træk, hans Haar var ſølvgraat og krøllet, hans hele Perſonlighed havde et ſtrengt, afhærdet Udtryk; han lignede mere en Sydeuropæer end en Nordbo. Da han fulgte os op mod Huſet ytrede jeg min Forundring over at ſinde ſaa meget dyrket Jord paa hans Grund. „Ja“, ſagde han, „det er nok underligt for de Fleſte. Engang da Grev Wedel for mange Aar ſiden var paa disſe Kanter, bød jeg ham og hans Folk op her paa hvad Huſet kunde formaae. Da han var kommet frem mellem Engene, ſlog han mig paa Skuldren og ſagde: Nu kan jeg ſe, min kjere Chriſtopher, at du har noget at byde; men da jeg var ved Stranden mente jeg at du havde knap nok Føde til en eneſte Julekalv. Jeg ſagde ham da, at her var ganſke godt Udkomme for otte til ti ſtore Kreaturer foruden Smaafæet“.

„Har du haſt nogen Skade paa din Buſkab i Sommer“, ſpurgte Lieutenanten, „jeg hører at Bjørnen her opover begynder at ſøge frem til Gaardene igjen“. „Det kan vel være“, ſ varede Chriſtopher, „at Skaden er ſtørre andenſteds end her. Jeg har miſtet en Ungko, men har ogſaa taget Gjengjeld“. Han fortalte nu at Bjørnen havde viſt ſig oppe i Skuret, hvor en Sti gaaer ned til Gaarden; der blev da udlagt en Gilder med et godt Stykke af en Heſt, og Stedet var ikke længere borte end at man paa Tunet kunde høre Bjørnen ſkrige, da den var kommet i Fælden. Chriſtopher gik med ſin ældſte Søn op for at hente den, og de havde Rifler med. Bjørnen var imidlertid kommet løs; en af dens Labber ſad igjen i Gildren. De fulgte nu Blodſporet, og det varede ikke længe før de traf Bjørnen. Begge dens Bagben vare ubeſkadigede og den reiſte ſig mod Mændene med raſende Arrighed; da ſkjød Chriſtopher den gjennem Bringen. „Det var et prægtigt Dyr“, ſagde den Gamle, „og Lieutenanten ſkal ſe at denne Bjørn godt kunde maale ſig med den, vi for en god Del Aar ſiden vare ſammen om at tage af Hie“. Dermed gik Chriſtopher til et af de enkeltſtaaende Udhuſe og hentede en endnu temmeligt friſk Bjørnehud, ſom han bredede ud paa Grønſværet. Skindet var mørkebrunt med lyſere Haarſpidſer og med et ſaa tykt og langt Rug under Nakken, at det næſten ſaae ud ſom en Manke.

„Jeg bliver for gammel og tung nu til den Bedrift“, ſagde Chriſtopher, „og mine Sønner have nok ei ſtor Lyſt til at være rigtige Bjørnejægere; dertil hører ogſaa et andet Liv end det, en Jordbruger maa føre, naar han ſkal holde ſit Stel i Orden. Jeg troer næſten, Hr. Lieutenant, at en Bjørneſkytte, der vil have den rette Fremgang, bør være en Udligger og Skovmand i alt ſit Væſen“. „Deri har du viſt Ret“, ſvarede Lieutenanten, „jeg har tænkt det ſamme, og er derfor ophørt med Jagten; men jeg ved dog Ingen, ſom har drevet Tingen paa den Maade, uden Chriſten Skytter, ſom du vel ofte har hørt omtale“. „Ja vel“, ſvarede Chriſtopher, „han er vidtbekjendt, ſkjønt det er uviſt om der findes nogen Levende nu af dem, der vare Smaagutter, da han ſom en Olding løſte ſit ſidſte Skud. Gamle Per Sandager, ſom Lieutenanten har kjendt, var oplært af Chriſten, og vidſte mere Beſked om ham end nogen Anden“.

Chriſtopher henvendte nu Ordet til mig og fortalte: „Chriſten Skytter havde oppe i veſtre Buvadsfaret en liden Rydning inde i den vildeſte Skovtykning. Folk kaldte dette Sted Skytland, men der var nok ikke Mange, ſom lagde Veien did. Han boede der Vinter og Sommer, og kom blot til Bygden for at ſælge ſine Skind og kjøbe det Lidet, han behøvede. Han var en ſtille, ordknap Mand, og vidſte lidet om Folk, ſkjønt han drog ſaa ſærdeles vidt omkring; desbedre kjendte han Vilddyrenes Omſtændigheder, og havde god Jagtlykke beſtandig. Af Bjørne har han fældet netop hundrede og een. Der ſiges forviſt, at han aldrig gjorde tvivlſomt Skud, og at han kun en eneſte Gang var krøbet i Skjul. Det ſkede juſt i Parringstiden. Chriſten lavede ſig til Sigte paa en ſtor Bjørn, men inden han fik trukket af, kom der Tolv i Flok, og da maatte han ned i en Sandgrav og tulle ſig ſammen ſom en Grævling der“.

Under disſe Meddelelſer blev vort Aftensbord dækket i Chriſtophers Gjeſteſtue, og vi trængte ogſaa vel til en Forfriſkning, thi Luften var noget ſkarp her, og vi havde endnu et godt Stykke til vort Natteherberge. Da vi alle kom reiſefærdige til Stranden vare flere af Gaardens Beboere ſamlede der. En halvvoxen Dreng og en ung Pige ſade ſammen paa en ſtor Sten, der ſtak ud i Søen; bag dem, ved Fiſkenettet, ſtod gamle Chriſtopher, og tæt hos, i en af Baadene, var hans ældſte Søn, en mørkladen og rankvoxet Karl, beſkjeftiget med en Line, ſom han vandt op over ſin Arm.

Der var ved denne Gruppe noget eget Tiltrækkende, ſom fængſlede min Opmærkſomhed. Det var lutter udtryksfulde Skikkelſer, ſmukt ſamlede i maleriſke Omgivelſer; men dertil kom, at det Hele uvilkaarligt mindede mig om et af Leopold Roberts Billeder: De venetianſke Fiſkere. Hvor var her det egentlig ſlaaende Lighedspunkt? Jeg havde ſelv vanſkeligt ved at afgjøre det, men ialfald laae det dybere end det omtrentlige Fællesſkab, ſom dannedes af Strandſeenen og Fiſkeriets Attributer. Dette Udſtyr virkede viſtnok med i Foreſtillingen, men det var vel iſær det næſten ſørgmodige Alvor i disſe Nordboers ſydlandſke Anſigter, forhøiet ved Aftenſtundens Halvlys, ſom, i Forbindelſe med enkelte overensſtemmende Træk i Grupperingen, fremkaldte den uvilkaarlige Sammenligning. Men dermed var ogſaa Modſætningen given. Rambjergets høie, eventyrlige Klippeſtrand lignede ligeſaa lidet den lave Kyſtſtrækning ved Chioggia-Bugten, ſom de Vilkaar, hvorunder Chriſtopher og hans Familie levede, kunde jevnføres med Nøden, der driver de fattige Fiſkere i hint Billede til en Udfart i Adriaterhavet under det optrækkende Uveir. De ſkjønne og fine Former, den omhyggeligt opfattede ædle Holdning hos disſe Sydens Børn ſtaaer i Strid med den Armod, der paalægger dem det haarde Arbeide, og giver deres Miner det ſorgfulde Træk: dette er Billedets Braad, dets melancholſke Virkning. Men den levende Gruppe, jeg havde for mig, betegnede ingen ſaadan Strid. Disſe Skikkelſer pasſede godt til Stedet; et Liv uden Nød og Trang har udpræget dem ſaa alvorligt; men viſtnok et anſtrengende Liv. Det har afhærdet den Gamles Sener og allerede ſtrammet Drengens. Derfor var ogſaa Alvorets melancholſke Anſtrøg af en anden Beſkaffenhed her. Det kom ei af nogen Disſonants i Perſonernes Væſen. Den idelige Dyſt mellem Naturen og Menneſkelivet danner et nordiſk Fjeldhjems tungſindige Alvor. Her, i denne ſildige Sommerkveld, var Ro paa begge Sider; men Menneſkekraften hvilede dog tæt omſluttet af en truende Naturs vældige Skranker. — Der paakom mig en Lyſt til at dvæle længere i den gamle Bjørneſkyttes Kreds for at betragte disſe Folks Gjerning nærved, og opleve med dem, hvad der iſær kunde være betegnende for deres Kaar; men nu ſtødte vor Baad fra Land, og de faa levende Meddelelſer, jeg havde hentet hos Rambjergets Beboere, ſtandſede pludſelig i et ſtumt Billede, hvis Former inden kort tabte ſig for mit Blik i Aftenſkyggerne.

Rambjergets mægtige Hjørne danner den Bøining af Stranden, hvor Sperilen gaaer ind i Nordveſt og optager Bægna- og Urula-Elven. Vi holdt os temmelig nær under Fjeldmuren, der nu fik Gjenſkin af en Luft, hvori et ſvagt Maanelys blandede ſig med Sommerdagens ſidſte Afglands. Det var en ſmuk Aften; den kjølige Vind, der nylig ſtrøg over Søen, ſtilnede hen, og det rolige Vandſpeil laae nu for os i en ſtørre Vidde. Beſøget hos Chriſtopher havde oplivet os alle, derfor kom der ogſaa ſnart Bevægelſe i Samtalen.

Ole Aſk pegede paa en dyb Kløft oppe i Fjeldet og ſagde: „Der var det de to Hougkarle drog op tog gik ind i Bjerget“. „Jeg kalder dem Hougkarle“, tilføiede han, „ſkjønt Nogle mene det var Nisſer; men det er vanſkeligt at finde ret Navn paa ſaadant Folk, ſom holder til i det Skjulte og ſjelden kommer for Dagen. Disſe Karle gik afſted, hvor ingen Ged kan finde Fodefæſte, de havde røde Huer, og bare Randſler paa Ryggen“.

„Er det længe ſiden“, ſpurgte jeg. „Nei“, ſvarede Ole, „det er nok bare to Aar ſiden. Det ſkede ved høi lys Dag, og blev paa eengang ſeet af fire Tømmerflødere og en hel Skoleungdom, ſom drog her forbi; men der er ſaa meget Skrømt og underligt Væſen paa disſe Kanter, at man faaer troe paa Adſkilligt, ſom ellers kunde drages i Tvivl. Herinde i Bugten ligger Holtegaarden, og Sætren, ſom hører dertil, er ogſaa i Nærheden. Den Uro og Forſtyrrelſe, ſom der tildrog ſig, er vidt bekjendt, bekræftet ved Thingsvidner og ført tilbogs. Lieutenanten ved nok derom ligeſaa god Beſked, ſom jeg“. Deri havde Ole Aſk Ret, og hans Fortælling blev i alle Dele ſtadfæſtet af Lieutenanten, ſom hos Sorenſkriveren havde læſt Sagens Akter. „Holteſætren ligger paa en høi Vold, og Vangen er vidt om bar og aaben til alle Sider. Ud paa Høſten da Buſkaben var kommet hjem, blev der Folk tilbage for at fuldføre et Fjøs, der var paabegyndt den Sommer. Disſe Tømrere holdt om Natten til i Sæterſtuen; men nu begyndte der et ſaadant Styr med Stenkaſtning mod Hytten, at Ingen kunde have Ro der. Nogle Stene tørnede mod Væggen, andre kom ind af Vinduet og ned igjennem Piben. Der ſattes da Vagt ud paa alle Kanter; men intet Levende blev opdaget; alligevel kom Stenene ligeſaa hyppigt ſom før, og nu trak der flere Folk til fra Bygden. Omſider kom der et ſaa ſtort Klippeſtykke ind ad Vinduet, at alle blev forfærdede og beſluttede ganſke at rømme Sætren. De førte med Beſværlighed Stenen med ſig, og da den blev veiet i Holtegaarden havde den en Tyngde af 11 £℔“.

„Aarſagen til al den Larm og Fortræd“, vedblev Ole Aſk, „er ikke vanſkelig at ſinde: Huldren vil have Brug af Sætren, naar Tiden at ligge tilfjelds med Buſkaben for Bygdens Folk er forleden; og allermindſt taaler hun ſaadant Stel paa Vangen, ſom Bjelkehugſt og Huſetømring fører med ſig“.

„Ellers har du jo erfaret“, ſagde Lieutenanten „at Huldren kan være mildere mod Den, der ſelv er rolig“. „Ja, det er lidet værdt at tale om“, ſvarede Ole Aſk, „men jeg kom rigtignok engang til urette Tid paa Huldrens Enemerker. Det var paa vor egen Sæter, hvor jeg ſkulde hente noget Redſkab, ſom var efterladt der. Juſt ſom jeg laae vaagen om Natten og ſyntes at Maanen ſkinnede klarere end ſædvanligt, ſtod Huldren med Et for min Seng, men var ligeſaa hurtigt borte igjen; thi Jagthunden Tyran, ſom jeg havde taget med og ſom laae ved Peiſen, gav ſaaledes Hals i det ſamme, at det ei kunde være hende behageligt at blive. Men deraf kan jeg ogſaa vide, at jeg var.virkelig vaagen og havde haſt et rigtigt Syn og ingen Drøm. Huldren var ganſke, ſom Folk ſige, et velvoxet og deiligt Kvindfolk, linnedærmet og med udſlaget Haar. Da jeg nu ei kunde tvivle om hvem der var tilſtede paa Sætren, pakkede jeg ſtrak ind og drog hjemover den ſamme Nat“.

Ole Aſk var altſaa, ligeſaavel ſom enhver Anden, blandt disſe Egnes Folk, der for mig har omtalt Huldren, overbeviſt om dette Væſens Tilværelſe; men det kunde ſynes underligt at ogſaa han nærede en ſaadan faſt Tro, thi han var en ſærdeles tænkſom Mand og havde desuden i flere Aar været Tjener hos et anſeligt Herſkab i Chriſtiania. Overalt paa min Fart, i Vasdraget ſom tilſkovs, havde jeg rig Anledning til at bemærke, at de nedarvede Foreſtillinger om Landevætter og eventyrlige Naturvæſener endnu ere friſke og levende hos Befolkningen, og at Huldren er det ſtærkeſte, fyldigſte Udtryk for Almuens aandelige Naturopfatning, og ligeſom Dronningen i denne Fabelverden. Ingenſteds hørte jeg dog ſaameget ſom en Hentydning til Kohalen og den hule Ryg, ſom hiſt og her gives hende. Men deri har man ogſaa kun de Tegn, hvormed Folkedigtningen undertiden ſøger at gjøre hendes uchriſtnede Naturliv anſkueligt; hvor derimod denne Side af hendes Væſen ei er det Fremtrædende, eller hvor den af ſig ſelv røber ſig i det hele Billedes Udtryk, bortfalde hine Mærker ſom løſe og uvæſentlige Attributer. Denne for visſe Bygdelag egne Vedhængen ved den gamle Tro paa Huldren og lignende Vætter, ſtaaer udentvivl i nøie Sammenhæng med Egnens landſkabelige Charakter og Naturbeſkaffenhed, og det kan vel vare længe inden en tiltagende Kultur har fortrængt hine Folketroens Phantaſibilleder fra deres rette Hjemſteder. Vi, der dog vare fremmede og oplyſte, følte ſnart paa vor Vei Naturomgivelſernes Magt til at ſtemme Sindet for ſaadanne Foreſtillinger, og iſær havde Sperilens eventyrlige og ſtortbyggede Kyſter denne Virkning. Medens Fjeldene ſtode i den klardunkle Skumring under en blank Himmel, og ſiden, da Maanen gjennem et fint Skyſlør udbredte en ny, uſikker Lysning over de ſelſomme Kyſtformer, bleve ogſaa vi dybere indlokkede i Tryllekredſen og fik ligeſom med Et Syn for dens Billeder.

Denne alvorlige Scene betegnede for mig en vigtig Side af vor Folkedigtnings Spiregrund. I en ſtreng, mægtig udformet Natur ſtaaer Menneſket overalt Fare for at henfalde i Sløvhed og Raahed, naar det ei med ſit indre Liv kan beaande de haarde Omgivelſer; men ſom Gjenlyden mellem Fjeldene, der i ſtedſe mildere Gjentagelſer beſvaret en menneſkelig Stemme, ſaaledes kommer ogſaa det Tankebillede, ſom Sindsſtemningen, under Naturmagtens Paavirkning, uvilkaarlig har betroet det ſtrenge Stof, mildere udpræget og ligeſom fortroligt tilbage; men da er Fjeldødets værſte Tryk hævet, og da begynder Aanden at udbrede ſit Rige. Man tør derfor, uden at ville begunſtige en mørk begrebsforvirrende Overtro, ønſke hine Digtninger, der ſtaae ſom Midlere mellem Naturen og Menneſkelivet, bevarede hos Folket; thi det er vanſkeligt at ſinde deres Erſtatning, hvor de ere tabte. Man kan ei føre de nordiſke Fjelddales Folk gjennem Videnſkab og Kunſt til en lutret Naturbetragtning; man kan derimod i Følge med den Oplysning, der pasſer til deres Kaar, gjøre en tør Forſtandskritik gjeldende mod deres naivpoetiſke Syner; men da truer man en indre Sands hos Folket, der hører med til dets Eiendommelighed og beſjeler dets Hjem, og hvorfra friſke Livskilder tilſtrømme Kulturverdenen.

De Phantaſibilleder, ſom fremgaae af denne Naturopfatning, har en Egenhed, der i Almindelighed er kjendelig, hvor det Oprindelige ei gruer overmodent op i en Udartning af løſe Anekdoter og Tildigtninger. Disſe Billeder ere nemlig juſt ſaadanne, ſom man heller kalder Syner end Skikkelſer. Trods den Udvikling, Folkedigtningen har givet dem, bevare de endnu en Aandighed, der viſer det Grundforhold, hvoraf de ere fremkomne. De tiltale Sandſen og Tanken, men de kan ei uden en Vold, der ganſke ophæver deres Beſkaffenhed, faſtholdes til nøiagtig og alſidig Beſkuelſe; de tilhøre Naturlivet, og den Trang, der fremkalder dem, tilfredsftilles kun derved, at de dog altid hefte ved deres Hjem, røres og aande der i de ſkiftende Dags- og Aarstiders Stemninger. Naar man rigtig vil ſtirre paa dem, vige de tilbage i Naturgrunden; men det Svævende og Flygtige i deres Aabenbarelſe er juſt det, der giver dem Magt og Liv i Folket. Huldren, det meſt udprægede af disſe Billeder, har i ſin eiendommelige Form, det ſamme undvigende Væſen. Trods hendes rige Udſtyr med Koſtbarheder og Kvæghjorde, er hun endnu, ſom i Oldtiden, den Tilhyllede, den Forborgne. I et pludſeligt Solſtreif, der bringer Lien til at glimre, i en Lurtone, der klinger hen mellem Fjeldene, giver hun hyppigſt ſin Nærværelſe tilkjende, og naar hun drages til Menneſker og faaer Magt over dem, da er Samkvemmet ſom en Drøm, ofte ſkuffeligt og tomt, en bedøvende Henſynken i Naturlivet. Det Landſkabeliges mægtige Overgriben i Kredſen af Folketroens Skikkelſer har ogſaa en gammel Hævd. Vi ſe det i Eddaſangene, og der fornemmelig i Thorsmytherne. Gudeverdenens ſtærke Perſonligheder kunde ei løſe lig fra og ei udſlette denne Magt. Efter Gudernes Fald, da Menneſkelivet havde faaet et nyt aandeligt Holdpunkt, vedblev Folket, ei af nogen religiøs Trang, men ved uvilkaarlig Phantaſivirkſomhed, paa den gamle Naturdigtnings Grundlag, at danne ſig hine, ſnart mørkladne, ſnart lyſere Syner, hvis Former ei ere tættere og ſtrengere end at baade den Troende og den Vantro, ſkjønt hver paa ſin Maade, kan ſe dem henſmelte i Landſkabet. Men det magiſke Spil i disſe Billedets Fremtræden, denne deres Tvetydighed, der bringer Folket til at indbefatte dem under, Fælledsbenævnelſen Skrømt, giver dem juſt en ſæregen poetiſk Interesſe, der vel maa varetages, naar man vil indbringe dem i Kunſtdigtningen. Lad dem optræde roligt eller bevægeligt, men ſøg ei at give dem plaſtiſk Djervhed eller at inddrage dem anderledes i det virkelige Livs Færd, end at de altid kan være rede til at dæmre hen i Naturgrunden.

Dog, dette er kun Antydningen af et Emne, ſom paa Sperilens i Aftenſkjeret hvilende Flade kom mig i Tankerne, og ſom iøvrigt nok kunde foranledige vidtløftige Underſøgelſer. Jeg havde ofte før anſtillet ſaadanne Betragtninger, men de fornyede ſig her ſom den umiddelbare Virkning af en ſagnrig Egns friſke Indtryk.

Skumringens milde Halvlys dvælede længe mellem Sperilens høie Kyſter; men efterhaanden formørkedes Himlen af tættere Skymasſer og mellem dem virkede Maanelyſet i ſelſomme Glimt og Farvetoner. Vi havde naaet Søens nordlige Ende og roede nu op i Bægnaelven. Graneſkoven ſtod ſort og ſtille paa dens Bredder. Hiſt og her rislede Vandet blinkende hen over en Stamme, der var faldet ud fra Skovkanten. Enkelte Natfugle fløi op ved Aareſlaget og ſtrøg lavt hen over Elven. Ellers var Alt ſtille og indhyllet i Dunkelhed.

Vi landede kort før Midnat i en Bugt der gaaer op til en vid ſkovløs Slette. Derfra havde vi en halv Fjerdings Vei til vort Natteherberge paa Gravlimoen hos den rige Jordbruger og Skoveier, Ole Øen.

Det blev atter en deilig, ſkinnende Morgen, og i dens Glands laae Moen dugget og friſk med ſine Engſletter og Agre. Landſkabet, der omgiver Gaarden, er uden juſt at være ſmukt, værdt at betragte. I en ſaadan Egn overraſkes man ved at ſinde en ſaa vidtudſtratt Vang, næſten uden Helding og Ujevnhed og ſaa godt ſom ganſke bar for Træer. Denne Slette viſer ſig trindt om begrændſet af en Bjergkrands, hvis veſtlige Halvkreds nu tindrede i Sollyſet og lod de fjerne Fjeldnuter fremtræde gjennem den tynde og rene Luft, ſom nærliggende Høider. Det var en ſand Vederkvægelſe at aande her, medens Blikket hvilede paa den grønne, omhyggeligt dyrkede Vidde. Vi ſade i Skyggen af det gjeſtmilde Hus og nød ſtille de rolige Morgentimer, uden at føle nogen Higen efter at komme bort. Vore Rideheſte til Skovfarten førtes ud af Stalden: raſke, fintbyggede Dyr, en muſet, en brun og en ſodet. De bleve ſlupne paa en nyſlaaet Eng, hvor de med den ſtørſte Livlighed ſprang omkring og boltrede ſig ſom om de ſtrax vilde viſe os den Lethed og Smidighed i deres Bevægelſer, ſom vi ſiden nærmere ſkulde lære at kjende.

Omtrent Kl. 9 ſtode disſe ypperlige Gangere ſadlede paa Tunet, men for det Førſte ſkulde de kun bringe os til Elvebredden og derfra, med tvende andre Heſte til Tøiet, føres ad en Sidevei did, hvor vi tilbaads vilde naae Skovkanten. Det korte Styrke af Elven, vi nu bereiſte, havde et mildt Løb og var ſmukt indfattet; hiſt og her ſtod Sivet tæt og frodigt i Bugterne. Dybe, dæmrende Kanaler gik ind i disſe Tykninger, og i en ſaadan Sivallee kom en talrig Familie af Krekænder roligt fremglidende mod vor Baad. Da vi undredes over denne Tryghed hos de vilde Fugle, bemærkede Ole Øen, ſom fulgte os, at der var ſtor Fred paa disſe Kanter for alſkens uſkadeligt Vildt, dertil pegede han paa et Orekrat, ſom ſtod i Skraaningen af en dyrket Eng. Der, ſagde han, gaaer undertiden Elgen ned og drikker af Bækken. Saaledes kom vi, hilſede og fulgte af friſke, yndige Billeder, til det beſtemte Sted i Skovkanten, hvor vi landede og hvor vor Karavane ſnart var ſamlet.

4.

Naar man i Norge nævner Skovene, da tænker man i Almindelighed kun paa vor Trælaſt. Betragtningen ſlipper uvilkaarligt Naturbilledet og bliver ſtrax ſtatsoekonomiſk; thi Norges Skove danne en betydelig Del af Nationalformuen, og den Opmærkſomhed, der viſes dem, er i en ſaa overveiende Grad henvendt paa det Nyttige, at den for det Førſte næſten har fortrængt Opfatningen af det Skjønne, ſom et her uvedkommende Henſyn. Derfor har vor Kunſt og Poeſi endnu ſaa lidet beſkjeftiget ſig med denne Side af Landets Udſtyr, uagtet den er ſaa overordentlig rig paa ſkjønne og tiltalende Scener. Fyrren og Granen ere prægtige Naturformer, men for os ere de iſær en Vare, og de immergrønne Naaleſkove, der ſmykke ſaa mange vidtudſtrakte Dale og Fjeldſkraaninger, vække meſt Opmærkſomhed ſom ſtore Varebeholdninger. Jeg har hørt en Landſkabsmaler ſige, at hans Studier fra en af vore Skovbygder i lang Tid vare ham ufordragelige, fordi en fagkyndig Mand ved at betragte dem, havde erklæret det Meſte for Hollænderlaſt, og bemærket at der kun fandtes et Par Træer med rigtige Stokke til tyve Tommers Top. Vort Naaletræ kan altſaa være ſmukt nok; men det er fornemmelig et Gavntræ, og det kunde i den Henſeende lignes ved Roſen i Gazipur, ſom pleies i ſtore Markſtrækninger og afmeies i Masſe for at kaſtes under Oliepresſen; thi ved en ſaadan Bedrift vil nok Faa tænke paa Roſens Skjønhed, og endnu Færre paa dens poetiſke Dyrkelſe. Men det nordiſke Tømmertræ har det dog bedre end den indiſke Roſe; thi det ſtaaer mægtigt og frit paa Fjeldgrunden og faaer beholde ſin vilde Naturvæxt; og ſaaledes vil det efterhaanden tildrage ſig flere og flere Betragtere, der ere upaavirkede af Toidſatſer og Handelskonjunkturer. Imidlertid ſkal ſelve Tømmerdriften, gjennem en tiltagende Omhu for Skovene, ogſaa tjene til at bane Vei for de Vandrere, der ſøge Naturſkjønhed i de tætbevoxede Vildmarker. Den Skov, der holdes i forſtandig Røgt og luftes af en velordnet Hugſt, bevarer godt ſin maleriſke Charakter, og den æſthetiſke Betragtning vil der med Glæde gaae i Virkſomhedens Fjed.

Men, ſiger man, vore Naaleſkove have en trættende Ensformighed; de dække ſtore Vidder med et mørktfarvet Tæppe, der ſvækker Præget af Landſkabets Bygning, og viſe til Vederlag kun den ſamme tilſpidſede Træform i uendelig Gjentagelſe. Saaledes er viſtnok Indtrykket mangeſteds, naar man fra en Høide paa Landeveien, under jevnt Graaveir, ſer hen over de ſtore Granemoer; men ganſke anderledes bliver allerede Betragtningen, hvor man overſkuer Skoven, medens dens Partier fremhæves af Lys og Skygge. Og fører nu Veien den Reiſende ind mellem de ranke Stammer, da vil han ſnart fele ſig tiltalt af Naaleſkovens eiendommelige Skjønhed. Allerprægtigſt viſer ſig Granen en klar Junidag, naar Solen ſkinner paa dens purpurrøde Blomſter og paa det nye lysgrønne Bar, og intet Syn i Nordens Væxtrige kan være ſmukkere end dette. Men Naaleſkoven er ſkjøn til enhver Aarstid, og det lønner Umagen at befare den. Har man fra en Høide ſeet hen over dens Toppe, og fundet dens uafbrudte, tætpakkede Masſe øde og ſørgelig, da vil man ſom ofteſt i dens Indre faae et modſat Indtryk og ſtudſe ved den Mangfoldighed af Naturſcener, ſom Skovtykningen ſkjuler.

Den Tømmerſkov, vi havde at befare, beſtaaer af Gran og Fyr, og indtager en betydelig Dal- og Fjeldſtrækning, der gjennemſtrømmes af Skilbreien, en Elv, ſom falder i Bægna. Elveleiet er her i Almindelighed trangt og har hyppige Fosſefald; Tømmerdriften bliver derved vanſkelig, og mine Reiſefæller, Lieutenanten og Grosſereren, ſkulde juſt nu beſigtige nogle Forbygninger og Udſprængninger, der bleve udførte for at gjøre Vandløbet mere bekvemt og brugbart.

Vor Indgang i Skoven ſkede paa et af dens ſkjønneſte Punkter. En temmelig brat men kort Bakke førte til et jevnt Strøg, hvor Fyrrene ſtode ranke, frodige og ſmukt ſamlede med luftige Mellemrum paa en friſk Bund, i hvis Lyngteppe et fint lysfarvet Græs og det ſkjøntſormede Blaaveisblad vare rigeligt indvævede. Enkelte Birke og Klynger af tyndſtammede Oretræer ſtode paa ſmaa ſolbare Grønninger; hiſt og her viſte ſig en overgroet Klippeblok blandt de rødlige Fyrreſtammer. Solſkinnet legede mellem Træerne og en ſvag Luftning aandede i deres Kroner.

Veien var tilvenſtre af denne Skovſlette. Paa den anden Side havde vi en lav, kratbevoxet Fjeldrabbe og derbag gik Skilbreien i Dybet og lod os høre ſin Bruſen. Min brune, livlige Fjeldheſt havde ført mig et Stykke foran de Andre. Jeg ſtandſede den ved en Bjergſkrænt, hvor Veien bøiede af og delte ſig i flere Skovſtier. Elven gik lige under Skrænten i et faſt Klippeleie, Dalſtrækningen blev ujevn, Skoven vildere og tættere her, og kun ved at ſe tilbage paa Fyrremoen fandt Øiet en ſparſom Udſigt. Jeg følte her, førſte Gang paa denne Reiſe, Enſomhedens underligt beklemmende Indtryk. Det var ſom om jeg med Et fik en Opfatning af Skovens overordentlige Udſtrækning. Fjernhederne bleve mig ligeſom hørbare i den uafladelige, dæmpede Suſen, der drog hen gjennem Trætoppene; Omgivelſernes Vildrede forekom mig ugjennemtrængeligt, naar jeg betragtede de dybe Dunkelheder, hvori Stierne ſmuttede ind, og ſelv den ſtærke aromatiſke Skovduft bidrog Sit til den overvældende Fornemmelſe af det Naturliv, der omſtimlede mig. Saaledes følte jeg kun Enſomheden og glemte et Øieblik at mine Reiſefæller vare i Nærheden. Men ſnart hørte jeg Stemmer og Heſtenes Hovſlag, og om lidt ſaae jeg Toget komme frem mellem Stammerne. Det var en god Staffage i det ſolbelyſte Skovbillede. Lieutenanten og Grosſereren rede ſammen ved Siden af Stien, og ſyntes at betragte en Gruppe af ſtørre Tømmertræer, der ſtod i Nærheden, ſaa kom Kløvheſtene og vore fire veiviſe, ſkovvante Mænd. Grosſererens byklædte Tjener og to halvvoxne Drenge fra Gravlimoen med bare Fødder og Hoveder, ſluttede Toget.

Paa en liden Grønning, tæt ved det Sted, hvor jeg havde oppebiet mine Reiſefæller, gjorde vi Holdt, og ſtege af Heſtene. Vi ſkulde her betragte den førſte Udſprængning, og gik derfor ned i Elveleiet, hvor den ringere Vandmasſe efter Sommertørken tillod os at finde en viſtnok møiſommelig Vei over Fjeldterrasſer og Klippeblokke. Saaledes kom vi til en Snævring, ſom man nylig med ſtort Beſvær havde ſøgt at udvide.

Medens de Sagkyndige betragtede det udførte Arbeide, blev jeg ganſke optaget af det uventede Billede, der viſte ſig i Fjeldaabningen. Elveløbet forandrede her pludſelig ſin Beſkaffenhed, og udvidede ſig til et næſten kredsformigt Basſin med de prægtigſte Bredder. Tilhøire bag Fjeldmuren gik Skovbanken mildt afſænket ud i Vandet, ſom her havde en bred Brem af Siv og Kjernroſer; men tilhøire var Stranden dannet dels af vældige Jetteſtene, og dels af bratte Fjeldvægge, hvor det ſagteſtrømmende Vand gik ind i dunkle, mosbegroede Grotter. Over disſe Mure hævede ſig i tette Klynger Skovens ſtolteſte Stammer. I det lavere Bælte, mellem Klippeblokkene, ludede Vidiekrattet ned, ſtore Knipper af kraftige Brægner ſkjød frem af Gruſet ſom unge Palmer, og Klipperifterne rødmede af blomſtrende Gentianer.

„Her er vakkert Vandløb“, ſagde Ole Aſk, „men desuagtet er dette Sted ſiden ivaar blevet ſørgeligt. En Unggut fra Hedalen, ſom var ferm og flink til Alting, og meget afholdt, kom bort her ved Tømmerflødningen. Henne ved den ſtore yderſte Sten fik han fat i en Buſk, men der hvor Strømmen nu er ſaa ſvag, at den knap Lok ſpiller i Solen, gik den da ſom en rivende Fos, og den vilde nok have gjort det af med Gutten, om ſaa aldrig Tømmeret havde revet ham med ſig. — Under denne Beretning kunde jeg, nøie betragte det angivne Punkt. Klippeblokken ragede op ved Elven, ſkinnende og blomſterſmykket, og Vidiekratet ſtrakte ſig ud over Bredden og dyppede ſine bleggrønne Blade i det mørke Vandløb.

Da vi atter ſade til Heſt havde vi foran os den dunkleſte Skovſtrækning. Stien gik ind i Granetykningen med en ſaa lav Aabning, at vi iſtedetfor at holde Tømmen, ſtadig maatte bruge Armene til et Slags ſvømmende Bevægelſe for at bryde gjennem det vilde Virvar af Grene og Bar. Saaledes blev det ved et godt Stykke paa ujevn, opſtigende Grund, indtil vi kom i Nærheden af en Hytte, der nylig var optømret til Ly ved Skovopſynet, og hvor vi atter raſtede nogle Øieblikke. Her omkring havde Øren gjort lyſt i Skoven. Paa Elvebredderne, paa Bjergſkrænterne og i Lierne var der mange aabne Strøg og mange friſke Stubber. Naar man fra den nye Dæmning, der tæt ved Hytten gaaer over Elven, overſer disſe Strækninger, kan man i en ſtor Vidde opfatte Dalgrundens Bygning, betragte hvor ſmukt den til begge Sider ſænker ſig mod Elven, medens kun enkelte djerve Aaslinier afbryde de langſtrakte Bakkeheld; men paa disſe Skraafladers ſolbare Steder ſygnede Grundens Planteliv efter de mægtige Stammers Fald, og den klare brændende Dag laae ſkaanſelløs over de henvisnende Væxter, der paa den haarde Bund kun havde taalt Lyſet, ſaalænge de tillige fik Ly og Skygge.

Det var en Vederkvægelſe at komme ind igjen paa Skovſtien, hvor Træerne ſkjermede for Solen, og hvor Smaabækkene riſlede hen i Skjul af Urter og Buſke. Vi fjernede os fra Elven, for ad en kortere Vei at naae den længere oppe, og nu aabenbarede Skoven os en ny Side af ſit forborgne Væſen. Grunden blev her mere og mere bjergig og Skoven ſondrede ſig mere i Partier, adſkilte ſnart ved Klippehøider, og ſnart ved dybe Kløfter og Smaadale. En Mængde ſnævre Gange, Sæterſtier, Kløvveie, Fugleſtier, ſlyngede ſig i uendelig Forvirring gjennem denne Vildmark, og de veikyndige Mænd vare ei ſjelden uenige om Valget. Af og til ſteg jeg af Heſten og fulgte Stien alene, idet jeg dog holdt mig i Nærheden af vort Tog. Saaledes kom jeg ind paa mangen Plet, hvis Yndigheder vare beſkjermede bag mørke og mægtige Skranker.

Betragt et af disſe Skovens hemmelige Aflukker! De alvorlige Graner træde til Side, og give Plads for en frodig Grønning, der holdes friſk af en opvældende Kilde, hvis Vande ſamle ſig til et klart blinkende Speil. Paa den blomſterrige Engbund ſtaae Klynger af Birk og Alm og blandt dem hæver ſig de ſmaabladede Linde, ſmekre og ranke, ſom unge Graner. Ved Kilden voxer Fjeldmorbuſken, mellem hvis tætte Grene Spiræen opſkyder ſin ſine Stilk med de hvidlige, ſtærktduftende Blomſter. Selv Klippeſtykket, der rager op af Grønningen, er rigt beprydet. Det er omſlynget af rankende Væxter, og dets bløde Mosteppe ſkinner ſom guldindvirket Fløil. Indtrykket af en ſaadan Plets milde Skjønhed bliver ſelſomt forhøiet ved Bevidſtheden om at man er dybt inde i den mørke Naaleſkov. Man foreſtiller ſig, at her maa være det rette Hjem for Alferne; et Sted, hvor de vækkes tidligſt om Vaaren og holde ſig længſt vaagne, naar det bliver høſtligt i Skoven. Til et ſaadant Alfehjem ſlutter ſig vel ogſaa en Fortælling, jeg hørte i Aadalen, om en liden Gut, der var gaaet tilſkovs for at ſanke Bær. Han blev ude om Natten; men den følgende Morgen kom han løbende til Folk, der ængſteligt ſøgte ham. Han talte underlige og uhørte Ting om en Løvſal, hvori han havde ſovet. Der var Alfpuſt paa hans Kind, men i begge ſine Hænder bar han ſaa deilige Blomſter, at Ingen før havde ſeet deres Mage.

Paa en af disſe indelukkede, løvſmykkede Grønninger kom Skovlivet, om ei juſt i Alfernes Følge, mig imøde med Indtryk, der paa en overraſkende Maade afbrød den dybe Stilhed og Ro. Det raſlede i Buſken, og en ung Hare hoppede frem i Solſkinnet, den ſtandſede et Øieblik, og ſmuttede atter tilbage i ſit Skjul Kort efter ſlog en Iriſk i Birketoppen ſin ſtærkeſte Trille. Langt borte lød det ſom et Svar, og nu vaktes Fugleſangen trindt omkring; men ſnart forſtummede den igjen ganſke, og der blev atter ſtille i Skoven.

Omtrent ved Middagstid nærmede vi os Elven paany, og rede over en tyndt bevoxet Bjergflade lige til den trange Høgfos, ſom er Elvens høieſte Fald. Her er den ſlemmeſte Hindring for Tømmerdriften i denne vidtløftige Skov, hvis Produkt kun gjennem Skilbreien kan føres ned til det ſtørre Vasdrag. Elveleiet her dannes af en dyb Klipperevne, ſom i ſelve Faldet har fremſpringende Hjørner og ſtærkt indſkaarne Vraaer. Virkningen af denne Egenhed ved Fjeldbunden er ſynlig i Fosſen; thi ſtore Masſer af ſammenknippet og faſtkilet Tømmer fylde en betydelig Del af Løbet og kan ei ſplittes ad ved den ſtærkeſte Flom. Man kalder denne Anſamling Omſted-Tømret, og der ſiges at det nu i ſytti Aar har ſtaaet faſt i Fosſen. Det ſelſomme Parti, ſom derved er fremkommet i Skovbilledet, kan vanſkelig beſkrives; men det kunde udentvivl med god Virkning anbringes af Landſkabsmaleren ſom et Træk af den vilde Natur, der i Kamp med Induſtrien, har været iſtand til at fravriſte denne en Del af Rovet og vil atter inddrage det Gjenvundne i Væxtriget. De Tømmerſtokke, der ligge nærmeſt mod Fjeldmuren er næſten ganſke overgroede af Mos, Bregner og Saxifrager, og faſt den hele Masſe er gjennemvirket af et kraftigt Planteliv. Vandhaarets mørkegrønne Svæv hænger ned fra Tømmeret; det ſmidige Siliekrat og Birkebuſken med ſkjermformigt, udbredte Grene, ſtrække ſig frem fra Klippevæggen og kaſte Løvſløret over de blegede Stammer.

De tvende Forſtmænd betragtede denne Del af Elven med megen Opmærkſomhed; thi det var deres Henſigt at lægge en ſtor Tømmerrende noget til Siden af det vanſkelige Fald. Jeg fulgte dem ned i Dybet, hvor Elven under Fosſen med Et faaer et jevnere Løb i Klipperevnen; her havde Fugtigheden og Fjeldlyet fremkaldt de frodigſte Væxter: Stormhatten med det brede, ſkarpt udfligede Blad og den høie violetblaae Blomſterpyramide, Gederamſen med ſin rige karmoſinrøde Flor, og den blaaliggrønne, cypresſeagtige Buſk, ſom Bønderne kalde Klaaved, ſtode i ſtore Klynger paa et Teppe af Smaaurter under den mørke Fjeldvæg. Elven dannede her flere ſtille Høler; over dem flagrede brogede Sommerfugle og rødvingede Græshopper. Paa al denne Herlighed laae Solſkinnet med magiſk Glands mod den dybe Skygge under Løvhanget og i Klippevraaerne.

Et kort Stykke ovenfor Høgfosſen tog vi Plads ved Elvbredden og lavede os til at holde Middag der. Ridetøiet og Oppakningen blev taget af Heſtene og de forſkjellige Sager, vi førte med os, bleve efterſeede og ordnede. Ole Aſk tog ſig af Kjøkkenet, og valgte en tør Fordybning af Elveleiet til Arneſted. Imidlertid dannede et Par af Folkene os en Løvhytte, der ſtøttede ſig til en Rad prægtige Fyrreſtammer, og hvori mangehaande Ting af vort Reiſeſtel bleve anvendte til Bord og Bænke. Saaledes havde vi ſnart ſlaaet Leir og fandt os nu midt i den vilde Skovtykning ſmukt og bekvemt indrettede.

Ja, kunde man altid til den rette Stund, naar Sjel og Legeme i Støv-, Papir- og Pudsverdenen ſukke efter det ſunde Naturlivs Huſvalelſe, flygte til et ſaadant Friſted, føle denne inderlige Hvile efter Veiens Beſvær, nyde Stilhedens og Beſkuelſens Velbehag, indaande Naaleſkovens Duft, og ſaa tømme et Glædesbæger! Sandelig, jeg ſkulde have været hjertelig tilfreds med et Stykke Brød og en Drik af Elven, men til Overflod havde paa denne Fart enhver Stund, der anvendtes til Vederkvægelſe, et feſtligt Præg. Saaledes fik her Skovhallen ny Glands ved den homeriſke Anretning, da vor flinke Kok og Mundſkjenk

„ſatte i Orden der vort ſmykkede Bord og vor Madkurv,
og til en hjerteſtyrkende Drik det vinfyldte Bæger“.

Her var Maaltidet ypperlig indledet, her havde det ſin rette forfriſkende Kjerneſmag.

„Og da nu vor Lyſt til Mad og Drikke var ſtillet“,

kunde jeg dvæle ved alle Skovens Skjønheder med en ublandet Nydelſe, ſom mangengang gaaer tabt for den trætte og nødtørftigt beſpiſte Vandrer.

Vi raſtede her et Par Timer og fik Stedet kjert; det havde ligeſom et hjemligt Udſeende, ydede rigelig Skygge og gav os et ſmukt Indblik i Skoven. „Kunde vi i det Ringeſte tage Løvhytten med“, ſagde Ole Aſk, da vi ſkulde afſted; „men nu faaer den blive ſtaaende til Bamſen“. „Ja vel“, ſvarede Thorkild Veſtby, „jeg har ſeet Spor af ham nede ved Høgfosſen, og her i Nærheden voxer den Urt, han ynder meſt; nu gaaer han afvejen for det Styr, hvormed vi fare frem, og der maa førſt blive tyſt i Skoven, inden han tager vor Leilighed i Øieſyn“. „Ja, lad Bamſen komme“, ſagde Ole Aſk; „han ſkal i det mindſte ſe, at her har været Folk før“. Dermed tog han en tom Vinflaſke, ſatte Blaabærlyng i dens Aabning, og ſtillede den i Løvhytten.

Nu begyndte for Alvor vor Skovfarts Anſtrengelſer. Vi lærte ſnart, at det her gjaldt at beſtige en af de ſteile Terrasſer, ſom føre op til Fjeldvidden. Paa de bratte Skraaninger gik Stien ſnart over haardt afglattet Svabjerg og ſnart i en Grusjord, der hvert Øieblik truede med at glide ned i Dybet; et Par Steder var der ingen anden Udvei end at ſøge frem over en ſmal opſkydende Fjeldkam, hvor Jordvolden til begge Sider var nedſkreden.

Ved ſaadanne Leiligheder viſte vore Heſte den forunderligſte Forſigtighed og Klatrefærdighed. Jeg fattede ſnart en ubetinget Tillid til min Brune og lod den have ſin Villie i alle vanſkelige Foretagender; ofte ſtandſede den prøvende, haltede lidt ved Grunden med det ene Forben og ſtillede ſig tilrette inden den gik videre; den kunde krybe og gjøre Hop, trække ſig ſammen og udſtrække ſig, og alle disſe Bevægelſer lempedes nøie efter Stedets Beſkaffenhed. Engang ſtod den ganſke ſtille og gjorde ingenſomhetſt Mine til at komme af Stedet. Vort Tog havde delt ſig paa Grund af Traktens Vanſkeligheder, og Thorkild Veſtby, der fulgte mig ſom Veiviſer, havde netop fjernet ſig noget for at ſøge en Høide, hvorfra han kunde forvisſe ſig om den Retning, vi ſkulde følge. Jeg befandt mig paa et Sted, hvor den ſnævre Sti under en brat Fjeldvæg, dannede en virkelig Afgrundsrand. Et kort Stykke foran mig var Stien optaget af et høit Granekrat, der ſyntes ugjennemtrængeligt. Skjønt det forekom mig betænkeligt at ſtige af her, forſøgte jeg det dog, og mærkede ſtrax at Heſten gjorde ſig Umage for at lette denne Bevægelſe. Saaledes kom jeg læmpeligt ned over dens Lænd, og ſtod nu ved Fjeldvæggen. I ſamme Øieblik gik Heſten afſted og arbeidede ſig gjennem Krattet. Jeg fulgte den uden megen Vanſkelighed, hvor det ei vilde været mig muligt at komme frem paa dens Ryg.

Paa en nøgen, høitliggende Bjergflade, der ſtrakte ſeg temmelig vidt hen, gjorde jeg atter Holdt, idet jeg uvilkaarlig ſtandſede for et Syn, hvorom jeg aldrig havde dannet mig nogen Foreſtilling. Jeg ſaae foran mig Ruinerne efter en Skovbrand. Ilden havde raſet paa et tætbevoxet Strøg, men ei faaet tilſtrækkelig Luft, og Skoven har maaſke da været noget fugtig; thi Stammerne ſtode for det Meſte helt forkullede. Kun hiſt og her vare de kaſtede om hverandre i Hobe og heldende Klynger. Den ſtærke Solglands, der faldt over Brandſtedet, og ſkinnede ind paa Ødelæggelſens Gange, forhøiede denne Scenes Gru og Fælhed.

Thorkild indhentede mig her og meldte, at den rimeligſte Vei, vi nu kunde vælge, gik igjennem Skovbranden, da der til begge Sider var dybe Afſtyrtninger. „Denne Fortred“, ſagde han, „er ſkeet ſiden jeg var her ſidſt. Formodentlig er der gaaet et Fantefølge herover; thi det er en ringe Ting for ſaadant Folk at gjøre Ild op midt i Skovtykningen, og det hender da at Fillerne deres blive tørrede ved en koſtbar Varme“.

Med megen Ulyſt red jeg ind mellem de forkullede Træer, og det varede ei længe før jeg fandt mig ligeſom indeſpærret i disſe infernalſke Irgange, hvorfra der paa flere Punkter neppe øinedes et Glimt af den grønne Natur, der nylig omgav mig. Hvor ſelſomt at færdes paa en ſteil, vildtløbende Vei i Kul og Aſke, gjennem en Skov af ſlukkede Brande! Jeg følte her, at Sjelelivet paa en Reiſe, hvor Naturpaavirkningen er overveiende, let bliver et Speil, og gaaer op i lutter Stemning; jeg mærkede det nu ved den voldſomme Afbrydelſe af de ſammenhængende Indtryk, ſom hidtil havde dannet mit Sinds Tilſtande. Det uvante Hæslige var her dobbelt pinligt og forſtyrrende. Mangeſteds koſtede det ſtor Møie, at komme over og igjennem Ruinerne, og med dette Beſvær forenede ſig Fjeldgrundens Vanſkeligheder. Plndſelig ſyntes Fordærvelſen ſtandſet; et tæt Orekrat, der fulgte en Myrſtrækning, havde lige foran os ſat en Skranke for Branden, men vi fik ſnart ſe, at denne længere oppe havde omgaaet Krattet og udbredt ſig paa nogle fritliggende Bjerghøider. Her var Ødelæggelſen ſtørſt, og paa disſe lyløſe Steder havde Blæſten ſiden omkaſtet mangfoldige forkullede, halvbrændte Stammer. Det var ei muligt at ride her. Mand og Heſt maatte hver for ſig klatre over disſe Baal af grueligt Vindfald, der ſpærrede Stien.

Endelig kom en gold Aasryg og afſluttede det brændte Strøg. Paa denne Høide aandede jeg atter frit og overſkuede med Lyſt den grønne Skovmark, der nu i ſtor Vidde dannede Udſigten. Det ſorte Virvar var ſom en ond og ſkrækkende Drøm indkaſtet i mit Reiſeliv, og ſom et Stof for Nattedrømme hviler det endnu i Dybet af min Sjel.

Under Aaſen begyndte Grundens Opſtigning atter; men Naaleſkoven viſte ſig nu mere indſprængt med Løvtræer og mere gjennemſkaaret af Smaadale og kratbevoxede Kleve. Af og til var der i udtørrede Bækkeleier magelig Ridevei. „Her er nylig gaaet Elg“, ſagde Thorkild Veſtby, og viſte mig dens friſke Spor ved Siden af et Siliekrat, med hvis Løv den havde gjort ſig tilgode. Vi fulgte Sporet et Stykke indtil det ſtandſede i et Dalføre, ved en ſagterindende Bæk, hvor Dyret udentvivl var vadet over. Her hørte vi vore Reiſefællers Raab, ſom vi ſtrax beſvarede, og ſnart var Selſkabet atter ſamlet. Vi havde nu en Sæter i Nærheden. Den blaalige Røg ſteg op mellem Granetoppene, vi hørte Kobjelden klinge i Orekrattet, og inden kort førte Stien os til Sætervangen, der laae paa en Skraaning midt i Skovtykningen.

En Sæter i Graneſkoven var mig noget Nyt, ſom jeg i Tankerne udmalede paa det Bedste, men dette Nye ſvarede kun ſlet til min Forventning; thi vel var Beliggenheden ret ſmuk paa det aabne Bakkeheld, hvorfra man over Lunde af friſke Løvtræer ſaae Toppene af Granernes tætte Hærſkare og en enkelt fjernere Bjergryg; men her forſtyrrede Menneſkenes Væſen og Anſtalter Naturindtrykket. Det idylliſke Livs værſte Udartning til Vanrøgt og Elendighed var her kjendelig i Alt. Sætervangen laae mager og uryddig ſom en Udmark, og Smaahuſene, der vare omſtrøede paa den, ſyntes neppe at kunne give det nødtørftigſte Skjul. Tagene vare indſunkne, Væggene ſortgraae af Ælde og raadne i Lafterne. Selve Sæterhytten var en forfalden, yderſt usſel Stue, med ſaa ſtore Aabninger mellem Bjelkelagene, at den grønne Skov derigjennem tittede ind til Menneſkenes Sløvhed og Urenlighed. En gammel Kone ſtod ved Arneſtedet over Grødgryden. Udenfor Hytten laae en lang, halvnøgen Karl og nogle pjaltede Børn paa en Bunke Hø, men hos ingen af disſe Folk ſyntes vor Ankomſt at vække den ringeſte Opmærkſomhed. Førſt da de Smaa havde faaet nogle Skilling blev Manden en Smule tilgjengelig og kom nu frem med en Del Elgshorn, der nylig vare fundne i Nærheden af Sætren, og ſom Lieutenanten og Grosſereren afkjøbte ham. Imidlertid havde jeg nærmet mig den Gamle ved Peiſen og ſøgte at indlede en Samtale med hende.

„Hvad hedder denne Sæter“, ſpurgte jeg til en Begyndelſe.

„De kalde den Nyſætren“.

„Det høres underligt, hvor alt er ſaa forfaldent ſom her“.

„Aa ja“, ſvarede hun, idet hun vedblev at røre i Grøden, „det er vidt bekjendt, at her er uvane Greier“.

Dermed havde den Gamle nok af Tale, og mine Beſtræbelſer for at gjøre hende mere meddelende bleve aldeles beſkjemmede.

Det var pinligt at dvæle paa dette Sted, hvor Menneſkelivet ſyntes nærved at gaae ud midt i en friſk og ſtor Natur. Disſe ſørgelige Skikkelſer, de Gamle med de Unge, forekom mig ſom en henſygnende Slægts Reſter, der i en dunkel Følelſe af Undergangen havde ſøgt de faldefærdige Hytter i Skovſkjulet, for endnu engang at varmes af Sommerſolen, og ſaa ſlukkes i Stilhed mellem Ruinerne paa den gamle Tomt. Og, i Sandhed, disſe Menneſker betegnede den Del af Folket, ſom ei hærdes og opdrages, men overvældes og ſløves af det nordiſke Hjems Strenghed. Det er vort Haab at denne Klasſe efterhaanden ſkal formindſkes, alt ſom Erkjendelſen af Landets rette Livskilder mere og mere gjennemtrænger Folket. Men vi, der ſidde lunt inden Døre, maa da ogſaa ophøre med det aandelige Kjelenſkabs Klagetoner over Hjemſtavnens Armod, Kulde og Mørke.

Efter Reiſeplanen ſkulde Skillingsſætren være vort Nattekvarter, og det var antaget, at vi kunde naae dette Punkt før Solnedgang; men der opſtod nu Tvivl derom hos de Veikyndige. Det blev da afgjort, at vi førſt ſkulde drage til Buvadsſætren, ſom laae os nærmere, og der tage Tiden og Leiligheden i Agt. En af Mændene og de to Drenge bleve ſendte did med Kløvheſtene paa en ſaakaldet Snarvei, medens vi Andre valgte en noget længere Gangſti, der ogſaa ſkulde være taalelig god for Ridende. Saaledes forlod vi efter et kort Ophold den ſørgelige Sætervang.

Det gik ſtrax brat op gjennem en Graneli, der efterhaanden viſte ſig tyndere bevoxet, og inden kort befandt vi os paa en vidtſtrakt Bjergflade, hvor Skoven ophørte og gav Plads for en Fjeldørkens ſparſomme og kummerlige Væxter. Store Myrſtrækninger vexlede med tørre Lyngmarker og golde Sletter, hvor Fjeldgrunden af hvid, forvirret Feldſpat overalt laae blottet. Hiſt og her ſtode vantrevne Løvtræer, ſom Birk og Aſp, ved Stien og paa Duer i Myren. Men Skoven var kun afbrudt. Vi ſaae i nogen Afſtand foran os dens mørke Brem, hvorover enkelte fjerne Fjeldlinier hævede ſig.

Den dalende Sols Glands laae gylden over Fjeldet, da vi atter fik Skoven fat. Granetoppene tindrede i det ſtærkeſte Lys; men Skovtykningen ſtod ganſke i Skygge. Grunden var her i Begyndelſen jevn, og Træerne havde en betydelig Størrelſe. Stien førte os ind i de dunkle, kjølige Skovhaller, hvor Duggen ſtod ſom en ſin Taage over den moſede Bund, og hvor Stilheden var ſaa dyb, at der ei engang hørtes den ſvageſte Suſen. Alligevel var der herinde Livsbevægelſe nok. En uendelig Myller af hvide Phalæner, tæt ſom et Snefog, omſværmede i visſe Strøg de mørke Graner, og ſænkede ſig undertiden faa lavt, at vore Heſte bleve urolige derved. Denne lydløſe Flagren af de utallige hvide Skarer var ſom et magiſk Spil i Skovmørket. I et Øieblik var Sværmen ligeſom bortmanet, og atter igjen kom den tilſyne, ſom før gjøglende mellem Træerne i den tætteſte Vrimmel.

Efterhaanden ſom Grunden ſteg, blev Skoven, vildere og mere ſammengroet, og den dybe Skumring mellem Stammerne forøgede nu Veiens Beſværlighed. Gjennem en Række af ſteile Kleve naaede vi endelig til Buvadsſætren, og idet vi nænnede os Indhegningen, ſaae vi vore Kløvheſte, fra en anden Side føres ind paa Vangen.

Her var atter en Rydning midt i Skoven, men Naturbilledet viſte ſig dog ganſke anderledes end paa Nyſætren, hvor Vangen var i Skjul og Skygge. Her derimod laae Sætervolden frit paa en Høide, hvorfra man trindt om i ſtor Udſtrækning overſkuede Skovmarkerne. Fjeldgrundens Bygning i flere Miles Omvidde, Aaſernes Ryglinier, og Daldybenes mørke Furer laae her udbredte for Betragtningen; men Alt ſkovbevoxet, Alt ganſke dækket af de alvorlige Naaletræers uafbrudte Samling; thi ſkjønt Volden havde en fri Beliggenhed, var Standpunktet dog ei høiere, end at Skoven ſteg op til alle Sider og begrændſede Udſigten. Hvor vare nu Elveleierne, Ørkenerne og Grønningerne, ſom jeg nylig havde beſøgt? Jeg ſaae hen i denne Retning, men det var Alt indelukket og bortgjemt i Granernes talløſe Stimmel. Ja, her maatte jeg tænke paa det Landvide, hvorom en danſk Oldforſker taler, den tauſe Vidars Hjem, Skovriget paa den jernhaarde Grund med den uforgjengelige Spirekraft. Og hvor alvorlig ſkjøn var Aftenſtunden her! Den heldende Dags Ildſkjer faldt hen over Aaſerne, en enkelt fjern Tone bævede gjennem Luften; men videſt herſkede Skyggerne og Stilheden. Huſene paa denne Sætervold vare, trods deres ſynlige Ælde, i god Stand, og der var overalt Præg af Orden og rimelig Skik, men det ſaae ud ſom om Stedet var ganſke forladt. Alle Døre vare ſtængte og ingen af Beboerne lod ſig ſe eller høre. Ikke deſto mindre troede enhver af vore Folk, at der var Menneſker i Sæterhytten. Vi bankede paa, talte venligt, gjorde Løfter; men Intet hjalp. Det ſelſomme Hus var fra øverſt til nederſt og rundt omkring ſkrammet med en Mangfoldighed af indſkaarne Navneciffre, Aarstal og Bomærker, og det lod ſom om vi nu blot vare anviſte til at ſinde en ubenyttet Plet, indridſe vore Mærker der, og ſaa drage afgaaede. Men Ole Aſk lagde Øret til Dørſprækken, og gav os Tegn til at være ſtille. „Javiſt er der Folk“, ſagde han derpaa, „jeg hørte grant adſkilligt ſmaat Pusleri derinde“. Nu bleve vi for Alvor paatrængende og omſider lød der en ſkarp Kvindeſtemme, ſom ſpurgte hvad al den Larm ſkulde betyde. „Vi vilde gjerne have Nattely til Folk, og Havn for Heſte“, ſvarede Lieutenanten. „Nei, nei“, lød det igjen, „det tør aldrig ſke, min Mand er ikke hjemme, og han er ſtreng. Naar han kommer tilbage kaſter han alle ud“.

Vi holdt nu Raad. Lieutenanten forſikrede, at Skillingsſætren endnu kunde naaes nogenlunde betimeligt, iſær derſom vi fik laane Baad her, for dermed at ſætte over Buvandet. Heſtene kunde da føres paa en Gjenvei, ſom Ole Aſk kjendte, men ſom var altfor beſværlig for uvante Folk.

Underhandlingerne begyndte da paany. „Hør Mor“, ſagde Lieutenanten, „vi faae vel i det mindſte for gode Ord og Betaling laane Baaden eders over Buvandet“? „Nei, nei“, ſvarede hun atter, „min Mand taaler det ikke; han er i Skoven og han er grum at træffe“.

Hvilken forfærdelig Mand, tænkte jeg, og hvor fabelagtig er denne Vildmark. Det er dog ikke det ſtille, hellige Landvide vi have betraadt. Snarere ſer det ud til at vi ere midt i det bekjendte Eventyr om Skovtrolden, hvis Skjeg er ſom Heſtetagl, hvis Kølle er et Maſtetræ, og ſom kommer brølende hjem og mærker „Kriſtmandlugt“, og gjør det af med den Fremmede.

„Her er vrang og knap Leilighed“, ſagde Ole Aſk; „men Kjerringen bør dog vide, at vi ei behøve at frygte Mandbjørnen hendes“. Dermed gik han til Døren og raabte med ſtort Eftertryk: „Vi ere her otte Mand og to Unggutter med fem Heſte, og om vi tage Farkoſten din paa egen Haand, ſkal vi nok komme ganſke godt fra den Gjerning“. Hertil ſvarede Konen med en forandret, bønlig Stemme: „Kjere, Vakre, Vene, gjør det ikke! — det var ſtørre Fortred end Nogen kan tænke“!

Vi havde nu tilſtrækkeligt Indblik i de huslige Forhold her. Den Ængſtede fik til Afſked nogle beroligende Ord, og derpaa forlod vi Sætervolden. Vort Tog delte ſig atter, idet et Par af Folkene drog afſted med Kløvheſtene paa den omtalte Gjenvei, medens vi andre fandt en ret god Sti gjennem et Dalføre, hvor en gammel Dæmning gik over Elven ved dens Udløb af Bergevandet. Vi travede her et godt Stykke lyſtigt frem ſaa det klang i Skoven. Men Grunden hævede ſig atter, og vi ſkulde nu naae et Punkt, der laae meget høiere end det, vi nylig havde forladt. Jeg bar denne ſidſte Anſtrengelſe med en vis Uvilje, og Mødigheden efter den beſværlige Dagsreiſe blev ei mindre følelig derved, at jeg nu higede ſaa meget efter at komme til Ro. Disſe bratte Skovkleve ſyntes ei at ville tage Ende, og medens Veien ofte lod til at fjerne ſig fra vort Maal, ſaae jeg med liden Lyſt Solnedgangens Ild ſkinne mellem Granerne.

Med Et blev Stien bredere og Skoven mere ryddig, og i det Samme lød der Lurklang fra den nærmeſte Høide. Det var en Velkomſt!. Aldrig før havde jeg hørt ſaadanne Toner. Klangfylden gik vældigt over den hele Skov, ſkingrende, men tillige klar og ſikker; den gjenlød fra alle Aaſer, og førſt naar det ſidſte Svar var kommet, begyndte Luren igjen. Ingen anden Toneleg kan lignes med dette ſtormægtige Vexelſpil. Og juſt nu ſuſede Skoven, der før havde ſtaaet tyſt og ſtille; thi nu gik Solnedgangens Vindpuſt gjennem dens Kroner. Vi ſatte vore Heſte i ſkarpt Trav, og i jagende Fart kom vi op paa Sætervangen. Paa Høiden der tegnede ſig Huſe og Folkegrupper mørkt mod den glandsfulde Himmel, men fjernt over Vangens Helding og over de mørke Skovbælter bævede de udſtrakte Fjeldvidder ſine lange Bølgelinier. Paa Jevnlifjeldets Kam ſtod det yderſte Solglimt ſom en gniſtrende Stjerne. Den ſluttes med den ſidſte Lurtone og ſendte det vifteformige Straaleſpor gjennem de lette, rødmende Skyer. Lyſe Taager hang over Skovgrændſen, og et blegt Roſenſkjer faldt paa Baggrundens Snetinder. I dette Øieblik var al Træthed borte, og jeg følte mig gjennemſtrømmet af en uſigelig Livsglæde.

5.

Mændene med vore Kløvheſte vare kort før os komne til Sætren. De ſagde os at her var godt Herberge og venlige Folk, og vi erfarede ſnart at dette var Sandhed. Der var to Sæterpiger og desuden en aldrende Mand og en Unggut, ſom ved Daggry ſkulde tage hjem til Bygden. Da den ene Pige endnu ſtod med Luren i Haanden, bemærkede Thorkild Veſtby, at hun havde blæſt ſine ſmukkeſte Stykker ved vor Ankomſt, og at hun ogſaa var bekjendt ſom den bedſte Lurſpillerſke paa denne Kant. Vi bad hende ſpille endnu en Gang, men dertil ſvarede hun med Alvor: „Det maa ei ſke naar Sol er nede; thi Folk ſige at her er kveldsvart, men imorgen tidlig ſpiller jeg igjen naar Buſkaben ſlippes ud“. Det blev virkelig roligt og omhyggeligt ſtille paa Sætren. Den livlige Scene med Klang og Jubel ved vor Ankomſt ſtiftede hurtigt med en dyb Ro, ſom Ingen vilde afbryde. Buſkaben var i Hus, og Heſtene gik afſides paa en indhegnet Rydning. Ingen Klokke, ingen Røſt hørtes. Vore Folk ſyslede lemfældigt med det, de nu ſkulde bringe i Orden, og begav ſig efterhaanden ind i Huſene. Tilſidſt var jeg alene paa Sætervolden; thi jeg kunde ei blive færdig med Beſkuelſen af det Billede, ſom her laae udbredt i Sommeraftnens jevne, dæmpede Lys. Det vide Fjerne fængſlede mig; jeg følte det mægtige Indtryk af Storheden i disſe Linier, der ei viſte nogen enkelt høit fremragende Form, men et helt opløftet og udſtrakt Rige af Skov og Fjeld. Jeg ſøgte et Øieblik at afbryde denne Betragtning ved at henvende Tanken til andre Foreſtillinger, til de dunkle Skovſtier og Vildtets natlige Skjuleſteder, til de ſivbegroede Bredder af de ſtore Kjern i Daldybet under Sætervolden, til de dyrkede Egne, der laae gjemte mellem Fjeldryggene. Men det hele Billedes Magt overvældede ſnart denne Tankeleg, og foreholdt mig den ene Gjenſtand: Fjeldvidden. Kun ved Grundenes adſkillende og atter famlende Linier, og ved Farvetonernes ſmeltende Overgange, fik Betragtningen Liv og Bevægelſe; jeg ſaae Skovbælterne ſortne mere og mere, medens endnu Lysſkjeret hvilede paa de golde Høider; men efterhaanden hengraanede Farveſpillet der, og det var ſom om alle de ſkarpe Omrids bortaandedes af den kolde Luftning, der nu ſtrøg hen over Fjeldet og bruſede gjennem Skovmørket.

I Sæterſtuen fandt jeg mine Reiſefæller og Pigerne. Der brændte en dygtig Ild paa Arneſtedet og den rummelige Stue viſte ſig lys og hyggelig. Der var høit under Spærreloftet, og ryddigt og ordentligt inden de fire Vægge. Paa brede Hylder var en vigtig Del af Sæterbrugets Produkter, Mysoſtene, opſtillede. Tilvenſtre af Indgangsdøren gik Bordet ud fra Væggen, og i Krogen ligeoverfor var to Senge anbragte, den ene over den anden.

Pigerne ſade med deres Haandarbejde ved Gruen; thi Ole Aſk havde afſlaaet deres Tilbud om at hjelpe ham med Kogningen af Thevandet og Æggene til vor Aftensmad. De vare endnu tauſe og tilbageholdne og det lod til, at vort Beſøg havde overraſket dem. „Saadanne Folk ſom I“, ſagde den ene af dem, da Samtalen ſenere var nogenledes i Gang, „komme aldrig hid. Der fortælles kun at en Officer har været her for en Del Aar ſiden paa Laandmaaling“. Begge disſe Piger vare unge og vakre, men iøvrigt meget forſkjellige. Lurſpillerſken var brunladen og ſmekker, og af Natur ſtille og ordknap, den anden var lys og trind, udmærket velſkabt, meddelſom og lattermild.

Da de havde ſpiſt af vort Fad og drukket af vort Krus, ſpurgte vi om deres Navne. Den blonde ſvarede for dem begge: „Hun der, hedder Mærit, men mit Navn høres ſaa underligt, at jeg nok er alene om det i hele Fluberg“. Hun vægrede ſig næſten ved at ſige det; men endelig kom det ud. „Jeg hedder nok Antonette ſagde hun, og derfor ſpurgte Klokkeren vor engang om jeg maaſke var kommen af Storfolk“. Dette gav Anledning til, at hendes Slægt blev omtalt. „Min Fader“, ſagde Antonette, „er død for flere Aar ſiden, og min Moder anden. Gang gift med en Hallænding, der er meget yngre end hun. Han havde ingen Ro hjemme, ſkjønt han ſad paa en god Gaardpart, og ſaa ſolgte de Alt deres og reiſte over til Amerika. Der er nylig kommet Brev fra dem, og de vil have mig til ſig; for der, hvor de nu boe, er Mangel paa Kvindfolk, ſige de; men jeg har en god Tjeneſte, og turde aldrig tage bort, uden med Bror min, ſom de ogſaa vil have over, uagtet han er vel fornøiet og har god Lykke her. Altſaa blive vi nok begge hvor vi ere“. Mærit ſkulde nu ogſaa gjøre Rede for ſin Slægt, men hun fattede ſig kortere og betroede os blot, at hun var fra Valders og at hendes Forældre vare Husmandsfolk.

Saaledes blev det nærmere Bekjendtſkab indledet, og da vort Ophold her ei ſkulde være ganſke kort, traf det ſig ret heldigt, at det tilfaldt Antonette at være hjemme paa Sætren, medens den tauſe Mærit hele Dagen vogtede Kreaturene i Skoven. Vi kunde ei have fundet noget bedre Mønſter af en norſk Sæterjente end denne blonde Pige med det underlige Navn. Hun var troſkyldig, klar af Sind og Stemme, og dygtig i ſin Gjerning. Med den friſke Naturlighed i hendes Væſen forbandt ſig Præget af den eiendommelige Civiliſation, der bevares i vore Fjeldbygder, og ſom blandt Andet ytrer ſig i en fri Anſtand ligeover for Fremmede; ſaaledes var der intet Tvungent og intet Uſkjønt i hendes Adfærd. Det klædte hende ſærdeles godt naar hun kysſede paa Haanden, og rakte os den til Tak eller ſom en Hilſen.

„De reiſende Folk maae vel være mødige nu“, ſagde Antonette, da Bordet blev ryddet efter vort Maaltid. „Mærit og jeg har ſkikkeligt Natteleie paa Laaven, derfor ſige vi god Nat og bede de Fremmede tage tiltakke med Stuen“. Da hun ſtod i Døren tilføiede hun endnu: „Det gjøres viſt ei nødigt at reiſe Telt paa Volden, thi Den, der vil prøve det, ſkal nok mærke at Sengene her ere rene og gode at ſove i“. „Det er tydeligt nok“, ſvarede Lieutenanten, „men jeg er ſaa egen, at jeg altid ligger i Telt naar jeg overnatter tilfjelds. „Ja vel, jeg ſkjønner dette“, ſagde hun lidt ſkjelmſk, „Den, der fører Telt og Seng her opover paa Heſteryg, maa vel have Moro af at faae det opſat“. Derpaa ſagde hun og Mærit atter Godnat og forlod Stuen.

Lieutenantens luftige Sovekammer ſtod høit paa Sætervolden under Skillingshovde, og foran det brændte en prægtig Stokild af tørre Granekubber. Grosſereren og jeg tog Kvarter i Stuen, men forat hæve den ædelmodige Strid om hvem af os, der ſkulde have den underſte Seng, ſom var bekvemmeſt, valgte jeg en af Teltkøierne, og lod Ole Aſk binde den op ſom en Hængekøi under Spærrerne.

Ilden ſlukkedes efterhaanden paa Arnen og der blev dunkelt i Stuen, men kort efter viſte der ſig en ſvag Dæmring; det var Maanelysningen, ſom faldt ind gjennem det lille Vindue. Jeg ſaae i Tankerne de ſtore Skovmarker, der nu laae ſlumrende under det milde Lysſkjer, og ligeſom ved en Efterklang af Dagens bevægede Liv dysſedes jeg i Søvn i min gyngende Seng.

Ved Solopgang var jeg atter vaagen, og nød paa den duggede Vang den uſigelig friſke Lufts Vederkvægelſe. Solen kom netop frem over Graneaaſen, der mod Øſt begrændſer Sætrens Udſigt; men over de udſtrakte Vidder mod Veſt laae endnu Morgentaagerne i lange, halv gjennemſigtige Lag. De ſtore Kjerns blanke Flader ſkinnede derunder, og enkelte Skovtoppe ſtak op af Taagedækket. Himlen havde det ſkjønneſte Blaa, og kun over Skillingshovde hævede ſig hvide Skybanker.

Som ved et Trylleſlag laae Sætervoldens Høide i fuld Solglands, og med ny Interesſe betragtede jeg nu i den ſtærke Lysvirkning Gruppen af de ſimple Bygninger, Sæterhuſet, Fjøſet og Laaven Fjøsdøren var aaben, og Bjeldekoen ſtak Hovedet ud, idet den hilſede Morgenen ſaa godt den kunde, med ſin Glædesrøſt. Mærit, der havde malket Kreaturene, gik nu over Gaarden og gjennem den aabne Portgang, der deler Sæterhuſet i de to ligeſtore Dele, Stue og Melkebod. Mod Syd, hvor Bakkeheldet i jevn Skraaning gaaer ned mod Skoven, ſtillede hun ſig ved Husvæggen og blæſte i Luren. Det ſyntes mig at hendes Toner nu ei faldt ganſke ſom igaar, da Spillets Vendinger havde Lighed med de korte, men ſmeltende Stropher, man kan høre i Maaltroſtens Sang. Nu var der i hendes Foredrag en egen Lyſt og Freidighed, der ſvarede til den friſke Sommermorgen; hun blæſte Fanfarer, og mellem hver af dem føiede hun til Skovens og Fjeldets Gjenlyd et fint, dæmpet Efterſpil. Det var atter ſom om disſe Toner gjennemtrængte alle Omgivelſer, ſom om Alt fik Liv og Rørelſe ved dem; og ligeſom ved Solnedgangen igaar, indtraadte ogſaa nu, ſamtidigt med Lurſpillet, en Forandring i Naturſeenen. Taagerne ſvandt, og Morgenglandſen faldt tindrende paa den lavere Strækning af Sætermarken og paa de nærmeſte Skovlinier. Det var et Trylleri, der mindede om Harpelegen i Hr. Tønnes Viſe:

„Der blomſteredes Mark, der løvedes Ris;
det kunde de Toner ſaa vende“.

Sandelig man kan ikke nokſom priſe Lurſpillet mellem vore Fjelde, og for Den, ſom tænker over, hvor Mangt og Meget, der nu arbeider opløſende paa Folkelivets Umiddelbarhed, faaer dette klangfulde Aandedrag i den alvorlige Natur en ny, gribende Magt. Der ſiges, at Luren trindt om i Bygderne alt mere og mere gaaer af Brug; man ſer den ogſaa hyppigt nu falbudt, ſom en Mærkelighed, ſom et dødt Kurioſum til fremmede Reiſende. Og den er i ethvert Tilfælde værd at lægge Mærke til; det er ſmukt og mærkværdigt, at Folket i dette ſimple Inſtrument har fundet et ſaadant Toneſprog. Ja, her er et ſjelfuldt Udtryk for Fjeldnaturens Storhed, og dog lader det til, at disſe Toners rette Tid er forbi. Men Mærit ved hverken det ene eller det andet, og derfor ſpiller hun ſaa friſkt og deiligt; hendes ſtille, alvorlige Væſen udfolder kun ſit ſkjulte Indhold i Spillet. — Hun ſkal ud paa den lange Dagsvandring med Kreaturene og nu kalder hun dem ſammen. De komme fra Fjøſet i god tilvant Orden, førſt ſtort og derefter ſmaat Kvæg. Saa ſtandſer hun ſit Spil, og anfører Toget. Det gaaer muntert nedover Skraaningen: hele Buſkaben er paa Vandring, undtagen er rødſidet Ko, der ſnart ſkal kalve og er ſat i en egen Indhegning paa Vangen; den udſtøder et Brøl og ſer langligt efter de bortdragende. Et Par hvide Kid ſlutte Følget; Fæhunden løber ved Siden og har meget at tage vare. I Skovkanten begynder Mærit at kaue, hun traller og jodler og hendes Stemme er ligeſaa klar og ſikker, ſom hendes Lurſpil. I disſe ſnart udholdende, ſnart afbrudte Recitativer taler hun forſtaaeligt til Kreaturene og nu er hun ei indeſluttet og ordknap. Ud paa Dagen, naar Skoven ſkjuler hende og Hjorden, høres af og til hendes klingende Røſt, og Koen hjemme paa Sætervangen hæver da Hovedet og ſvarer hende.

Mit hele Reiſefølge ſov endnu; Antonette ſyslede i Melkeboden og jeg var alene paa Sætervolden, hvor det udſtrakte Fjeldbillede fængſlede mig paany. Alt viſte ſig nu klart og ſkarpt tegnet. Det nærmeſte Skovbælte under Vangen laae med ſin mørke Lokalfarve beſtemt afgrændſet mod det næſte, hvor allerede Lufttonen virkede og hvor lyſe Myrſtrækninger, med ſmaa blinkende Vandſamlinger afbrød Skovtykningen. Noget tilvenſtre mellem disſe Grunde ſkinnede Bergevandet, i hvis Bugter de ranke Graneſtammer ſtode i tætte Rader. Det tredie Skovbælte dannede en ſmuk Bølgelinie af tvende Aasrygge, der ſænkede ſig i Midten af Billedet; tilhøire under denne Grund ſtrakte ſig det lange Buvand, ſom en ſtille Flod, og høit over dets Bred laae i Buvadsſætren, ſom en liden bar Plet i Skoven. Bag disſe Aaſer hævede ſig det egentlige Fjeldſyſtem i fjernere og fjernere, næſten paralelt løbende Linier med let optrukne Tinder og Nuter. Saaledes viſte ſig nærmeſt den rundformede Hougskoll, derneſt Valdershorn, og længere borte Treknattens Snetinder og Jevnlifjeldets buede Ryg. De hvide Skybanker over Skillingshovde vare nu ſplittede i enkelte Masſer. En ſvag Øſtenvind drev dem afſted, og deres lange Skygger ſkred ſagte hen over Skov og Fjeld.

Medens jeg betragtede denne vide Udſigt og nedtegnede dens Hovedlinier, var Antonette kommet ud. Hun ragede en Del nyſlaaet Græs ſammen, og da hun var færdig dermed, ſatte hun ſig ved Siden af mig paa en Markſten og viſte ſig høilig forundret over min Smule Tegning. „Alt ſynes mig ſaa ſmukt her“, ſagde jeg, „og du ſer jeg vil hjelpe Erindringen til at bevare det“. „Nei, er her ſmukt“! udbrød hun leende, „frit og vidt er her, det ſige alle, og Sætervolden er vakker nok; men her er hverken Ager eller rigtig Eng, og vi have langt til Folk“. „Synes du maaſke her er altfor enſomt“. „Ja“, ſvarede hun, „her maa vel være enſomt; men jeg har ſaa meget at ſtelle med, at her aldrig bliver en ſørgelig Stund. Værre ſynes det mig at gaae med Buſkaben i Skoven“. .

„Mærit er nok af en anden Mening“.

„Ja, hun følger helſt med Kreaturene. Hun frygter hverken Skadedyr eller Skrømt og hun forſtaaer at holde Flokken ſamlet; men du kan tænke, at det er vanſkeligt i ſaadanne Vildmarker“.

„Hender det da, at Kvæg kommer bort her“?

„Ja vel hender det. Bjørnen gjør meſt Skade, og det har truffet ſig, at Kvæg er faldet i Braadyb. Der ſiges ogſaa, at ſaavel Folk ſom Fæ ſtundom blive bjergindtagne baade her og andenſteds“.

„Kan du fortælle noget derom ? Det vilde være fornøieligt“.

„Jeg kan nok ikke; men jeg har tjent med en Valdersjente, ſom nu er i Vardal; hun ſamlede Folk om Kvelden med ſine Hiſtorier, og jeg huſker godt en af dem, ſom var ſaa vakker at høre, og ſom hun ofte maatte fortælle. Der var engang en Budeie, fortalte hun, paa en Sæter under Bjødalsfjeldet. I hendes Buſkab fandtes der en ſort, hvidblisſet Ko, ſom de kaldte Stjerne; den vilde altid gaae ujetet og liſtede ſig ſaa fort den kunde bort fra de Andre. Budeien havde hvergang den ſtørſte Møie med at finde den igjen, og det nyttede tilſidſt lidet, alt hvad hun lokkede. Saa fik hun en Jetergut til Hjelp, og en Dag pasſede han Buſkaben, medens hun gik efter Stjerne. Da hun havde vandret en Stund over Myr og Fjeldrabber, hørte hun langt borte en Kobjelde, og fik den Tanke, at Stjerne havde ſlaaet ſig til en fremmed Buſkab. Saa gik hun efter Lyden, og kom ind paa Stier, hvor hun aldrig før havde været. Der var uſigelig deiligt rundt omkring. Blomſterne vare ſtørre og ſkjønnere end andenſteds, og det Meſte var Lilier. Alm og Abild og Hvidtorn ſtode ved Stien; der galede Gjøg og der ſang Troſt, og Hermelinen ſad under Linderod. Bjelden lød nu nærved, og Jenten kom ind paa en Eng, hvor der ei var Græs, men bare Vikker. Der hørte hun den fineſte Lokkeſang, og ſaae Stjerne ſmutte ind i Buſkene; men paa Engen ſtod en fed, brandet Ko, ſom havde en guldbeſlaaet Rem med en Sølvklokke om Halſen. Da blev der ſunget i Lokningen:

Nu gaaer Stjerne i Huldrehage;
Brandſi’ tør du i Bytte tage.

Jenten ſkyndte ſig bort; men Brandſi’ fulgte hende, og holdt ſig ſiden i Buſkaben hendes, og vidſte altid at ſinde det bedſte Fjeldbeite“. „Det var viſt et godt Bytte“, ſagde Antonette, „for det er et gammelt Ord, at det Slags Fæ er det ſkjønneſte der findes; men havde det været Mærit, var nok Stjerne ei kommet bort; thi hun har ſtor Magt over ſin Flok“. „Hør nu“, tilføiede hun, idet Mærits Sang lød over fra Skoven, ſaa det gjenklang i Aaſerne, „nu er hun nede ved Bækken; der er godt at jete, der er fedt Græs og fine Urter“.

Antonette havde en mild, bøielig Stemme, og en ſmuk Mundart. Hendes aabne Anſigt kom let i Smil, og naar hun talede, gav det hendes Miner en egen Ynde. Hun pasſede godt til den lyſe Morgen, der ſkinnede over Vidderne og Sætervolden. — Hvor rolig og klar var min Stemning i denne tidlige Stund! Som Luften over mig, hvorfra nu den ſidſte Sky var bortdragen, ſom Vandene forneden, hvori Skov og Himmel ſpeilede ſig, ſaa roligt og klart blev Sindet, og kvægende ſom Duften af de duggede Fjeldplanter, var mig her Antonettes Tale og Sagnets Enfold.

Solen havde allerede været oppe et Par Timer, inden mit Reiſefølge kom i Bevægelſe; men nu blev der efterhaanden nyt Liv paa Sætren. Vi fik Ild paa Gruen; vore Folk gik til deres Sysſel, nedtog Teltet, ſtellede med Heſtene og leirede ſig derpaa med deres Frokoſt i Skyggen af Huſet. De to Drenge fra Gravlimoen følte Morgenens friſke Indtryk, og gjorde Hallingkaſt paa Volden. Antonette ſtandſede af og til i ſin Virken ude og inde, og glædedes ſynlig ved det muntre Liv, der omgav hende. Hun bredede nu Dug paa Stuebordet for „de Fremmede“, og gik os tilhaande ved vort Maaltid.

Mine tvende Reiſefæller havde endnu en Skovſtrækning at befare, og det var aftalt, at en god Del af Dagen ſkulde anvendes til denne Udflugt. Vi ventede en Veiviſer, der havde faaet Bud om at møde os her, thi ingen af vore Folk var tilſtrækkelig kjendt i den Vildmark, vi nu ſkulde beſøge. Paa Skillingshovdes nordveſtlige Afſænkning, og i det trange Daldyb derunder, ſtaaer en ældgammel Graneſkov, ſom neppe nogenſinde har været rigtig brugt, og hvor der ei ſkal have været Tømmerøxe ſiden 1806. Did ſkulde vi begive os dels tilheſt og dels tilfods, og vende tilbage til Sætren, naar vi ſaaledes havde omgaaet Fjeldet. Min Ven Lieutenanten, hvis Reiſeplaner jeg har fundet uovertræffelige, beſtemte at vi ſkulde tage Veien over Høiden af Skillingshovde, ſpiſe Middag der, og ſaa ſtige ned i Skovlierne. Vi havde imidlertid intet Haſtverk, og Sætren var for os alle et tiltrækkende Hvileſted. Der var godt Sæde paa dens friſke duftende Hø, og alt ſom Solen ſteg, udfoldede den vide Udſigt nye Skjønheder i den vexlende Lysvirkning.

Ud paa Formiddagen gjorde vi os færdige til vor Fjeld- og Skovfart. Rideheſtene og den ene Kløvheſt blev benyttede. Veiviſeren, Ole Aſk, og et Par andre af vore Folk, fulgte os. Veien gik beſtandig opad gjennem et Fjeldſkar, der dels er ſkovbegroet og dels nøgent med trappeformige Afſatſer, hvorover Stien ſlynger ſig i mangehaande Bugtninger. Det tog derfor Tid inden vi kom paa Høiden. Deroppe er Grunden tør, lyngbevoxet og ligeſom afdelt ved opſkydende Bjergleier, der har Helding mod Nord. I de Smaadale, ſom derved dannes, ſtaae enkelte fororedne Løvtræer, og hiſt og her et lidet Graneholt. Skillingshovde er et trigonometriſk Punkt, og øverſt paa Høiden findes en forfalden Varde efter Landmaalingen. Man har her et overordentlig vidtſtrakt Panorama, hvis Fjernheder, nu i det ſtærke Middagslys og under den rene Himmel, fremtraadte i tydelige Omrids. Mod Syd ſkuede vi henover Fjeldene, der omgive Sperilen, til Modums og Krogſkovens Høider. Mod Veſt hæver ſig i kort Afſtand Høgbjerget over ſkovbegroede Aaſer. Derbag ſtaae Muggedalens og Hedalens Fjeldmure, og over dem i ſydveſtligt Strøg, mellem Hallingdalens Tinder, viſe ſig Norefjelds Snevidder, og end fjernere lette Fortoninger af Thelemarksfjelde. Men prægtigſt er Udſigten mod Nord og Nordveſt; naar Blikket følger Retningen over Vikerkampen og Torpens mørke Skovmark, ſtandſer det førſt ved den mægtige Bjergryg, der i Øyer og Ringebo hæver ſig over Lougens øſtlige Bred, og ſer man opad i det Strøg, ſom Etnedalselven gjennemſtrømmer, naaer man Udſigtens yderſte Fjerne i en Kjede af blaanende Nuter og ſkinnende Snefjelde, blandt hvilke Svartdalspiggerne og Storhøpiggens ſorte Kegler pege op. Kun mod Øſt er Fjernſynet noget indſkrænket. I ringe Fraſtand ſer man Glimt af Randsfjorden og derover viſe ſig Skovhøiderne i Fluberg og Linier af Skreifjeldene.

Vort hele Selſkab ſtod længe i uafbrudt Betragtning af disſe Vidder. De kyndige Mænd ſøgte at tyde Tindernes og Fjeldliniernes ſammenſlyngede og henilende Skrift; Formodninger, Sammenligninger og Kjendsgjerninger bleve udvexlede og prøvede, for at Alt kunde faae ſit rette Navn, og da man havde inddraget alle Punkter under den Tydning, jeg nu har meddelt, hengav vi os til Beſkuelſen med fornyet Behag.

„Sidſt da Lieutenanten og jeg var paa Skillingshovde“, ſagde Ole Aſk, „var der ei nær ſaa fornøieligt for Øinene ſom nu; thi det var midvinters med tykt Veir og ſvære Snebyger. Vi vare Mange i Følge, og kom fra Veſteraasſætren hid paa Ski. Uagtet det ſkulde være midt paa Dagen, var her dog mørkt og ukjendeligt. Det høres underligt, men dengang ſtellede vi ſaa længe til vi fik Ild paa, og kunde koge ſtyrkende Mad, ſom vi Alle havde nødig. Nu ſer det værre ud med Madlavningen, for her er ingen Sne at tine, og vil man nu ſinde Vand paa denne Tørhammer, maa man nok ſe efter om der ſkulde være noget igjen af Morgenduggen“.

„Sig ikke det, min kjære Ole“, ſagde Lieutenanten, „du pleier ei ſaa hurtigt give tabt, og ſiden det er din Sag at ſkaffe Vand, gjør du nok dit Bedſte“. „Jeg faaer vel prøve da“, ſvarede Ole, og gik afſted paa Underſøgelſe.

Efter et Kvarters Tid kom han tilbage og meldte, at vi nu kunde vælge mellem en kold og en varm Olle. I en af Bjergkløfterne havde han lagt Mærke til en Lund af ganſke ſmaa Løvtræer og fundet en friſk Kilde der; tæt ved traf han et Myrhul, hvis Vand var blevet lunket i Solen. Vi leirede os paa denne venlige Plet, drak af Kilden og fyldte der vore Kogekar.

Vi befandt os nu ganſke i Nærheden af Bjerghøidens veſtlige Afſænkning, og medens vort Maaltid blev tilberedet, gik jeg med mine Reiſefæller, efter Veiviſerens Angivelſe, hen mod det Punkt, hvor vi ſiden ſkulde ſtige ned i Dalgrunden. Vi ſaae udover en Vildmark, der var temmelig forſkjellig fra de Trakter, vi før havde befaret. Den egentlige Skovſtrækning viſte ſig endnu ei her; men den blev ligeſom bebudet og foreſtillet ved Grupper af mægtige Tømmertræer paa de moslagte Volde og Fjeldbanker, ſom træde frem i Dalens lange Myrſtrøg. De fleſte af disſe Kæmpegraner ragede op blandt omſtyrtede Stammer og havde døde, afblegede Toppe; men Myrbunden under dem ſkinnede med friſke Farver, og mellem de gamle Skovreſter ſtrakte ſig hiſt og her ſtore, frodige Siv-Agre. Gjennem dette øde og ſom det ſyntes, utilgjengelige Feldt, ſlyngede ſig dog enkelte Stier, hvis Retning vi fra denne Høide nogenledes kunde overſkue; men mangeſteds viſte de ſig afbrudte, ſnart ved Sammenhobninger af Sten og Vindfald, ſnart ved Aabninger i Myren. Mit Blik fulgte uvilkaarligt disſe Irgange, og det var mig en betænkelig Sag at jeg ſnart ſkulde betræde dem.

Da vi kom tilbage til Hvilepladſen var Alting færdigt til vort Maaltid. Ogſaa her havde Folkene dannet os en Løvhytte, viſtnok ei ſaa tæt og ſmuk, ſom den ved Skilbreien, men dog ſkyggende og behagelig. Ole Aſk havde med Lune betegnet den gode Viljes Forhold til Midlerne her, ved at ophænge i Løvſalens Indgang en Blomſterkoſt efter Omſtændighederne. Det var et fattigt Smykke af Lyng, Myrdun og Jakobsurt, der bad os tage tiltakke med Stedets Leilighed. Vi forſtod Vinket, og nød atter et fornøieligt Maaltid i det Frie.

Hidtil havde en ſvag, men kjølende Vind ſtrøget hen over Skillingshovde; nu ſtandſede den ganſke og Sommerheden blev ſnart trykkende. Over Fjeldlinierne laae en tør hvidlig Farvetone, og de nærmere Gjenſtande tindrede med en næſten metalliſk Glands. Græshoppernes ſkjerende Lyd hørtes uafbrudt, men ellers herſkede den dybeſte Stilhed over Storvidderne. Vore Folk ſtrakte ſig hen i Lyngen under de ſmaae Granehækker, og ſyntes allermindſt at tænke paa noget Opbrud. Ude paa en Brink, hvor der maaſke endnu fandtes lidt Luftbevægelſe, ſtode vore Heſte i en Klynge, med ſænkede Hoveder og viftende Haler. Kun Grosſererens muſede Ganger havde vendt ſig noget fra de Andre, og var ligeſom henſunken i Betragtninger over ſit høie Standpunkt og over det fugtige Land forneden.

Veiviſeren ſagde, at Luftningen om en Time eller to nok vilde komme igjen. Dette indtraf ogſaa til Glæde for os Alle, da vort Tog paany ſkulde ſættes igang. Vi gik ned ad Klevene, og red derpaa et Stykke, indtil Myrbunden og andre Hindringer bragte os til at gjøre fuldkommen Afkald paa denne Befordringsmaade. Folkene tog da Heſtene og ſøgte, efter den Anvisning, der blev dem givet, frem gjennem Dalføret. Vi, der vilde beſøge Skovlien, fulgte derimod under Veiviſerens Anførſel en Sti, der førſt gik myrlændt over Tuer og raadne Kavler, men ſiden op i Uren, og derfra over den vildeſte Fjeldgrund gjennem Granetykningen.

Denne Skov ſaae ud ſom en Levning fra Hedenold, fra den Tid, da Landets Dyrkning kun hiſt og heri var begyndt. Selv Stien, ofte ukjendelig og ſtundom ganſke afbrudt, lignede ſnareſt et Mærke efter Vilddyrenes Vandring. Man maatte ved førſte Øiekaſt troe, at denne Strækning var omgaaaet eller glemt af Menneſker, og overladt til Naturmagternes ødelæggende og atter fornyende Virken. Den yderſte Affældighed og Henſmuldren viſte ſig her ſammen med et yppigt og kraftigt Liv. Granevæxten havde naaet ſin mægtigſte Udvikling; de yngre Stammer ſyntes allerede at ſtaae overmodne mellem de ganſke henvisnede og mellem Dvergerne af ældgammelt Vindfald, ſom det lavere Planteliv i frodig Mangfoldighed næſten ganſke overdækkede. Faſt, den hele Slovgrnnd var ſaaledes overgroet; Stenene i Uren, de enkelte vældige Klippeblokke paa det ſkovdækkede Bakkeheld, Afſtyrtningerne mod Daldybet — Alt dette var, ligeſom Træernes Levninger, optaget og ſtundom indtil Ukjendelighed omformet af den tætte Plantevæxt. Mosſernes udbredte Slægt viſte ſig her i al ſin Farverigdom, bleggrøn og brunlig paa det ſmuldrede Træ, ſmaragdfarvet paa mangen Jetteſten i Skovtykningen. Alleſteds fremtrængte ſig Væxternes Overflod; Ranker og Slyngplanter krøb henad Grunden og viklede ſig om Stammer og Rødder; i Kløfter og Bjergvraaer ſtode hele Smaalunde af Brægner, og mandshøie Klynger af blomſtrende Stormhat; paa Skrænterne udbredte den ſkinnende Marikaabe de vifteformige Blade, derover ſtod Fjeldduſken, Blaaklokken, Kvannen og ſaa mange andre af Klippegrundens kraftige Planter. Jordſtrøget imellem Træerne var ilte mindre rigt, og, Lyngen, der ellers er almindelig i vore Skove, havde her i ſtore Strækninger veget Plads for en Mangfoldighed af ſine og ſaftige Urter, der ſmykkede de lavere Grunde med det friſkeſte Grønt.

Granernes Størrelſe var overordentlig; men det ſyntes ſom om der blot fandtes faa ganſke: friſte Træer. Skovenes Fordærver, den graadige Boſtrikus, havde gjennemſtunget de prægtige Stammer med utallige ſine Huller. En ſtor Del af de gamle Graner ſtode, ſom hiſt paa Myrſtrækningen, med visne, forbitrede Toppe, og paa mangt et dygtigt Tømmertræ var det ſtride Lav ifærd med at fortrænge Baret: Hiſt og her viſte ſig, enkeltvis og i Grupper, nøgne Kæmpetræer, hos hvem det ſidſte Livstegn forlængſt har været udſlettet; de ſtode ſom hvide Gjenfærd i Skoven, ganſke afſkallede og ligeſom ſkeletterede indtil de yderſte Barkviſte, og disſe Skikkelſer gjorde et eget ſørgeligt Indtryk. Et henſmuldrende Bygverk virker ei ſaaledes; men i den Fornemmelſe, ſom her greb os, følte vi pludſelig vor Naturs Slægtſkab med det Liv, hvis afſjelede Former traadte os imøde.

Det var mangeſteds ſærdeles vanſkeligt at trænge frem i denne vilde Skovtykning. Stierne vare ei at ſtole paa, og Grundens Beſkaffenhed frembød allehaande Hindringer. Idelig ſpærredes Veien af ſammenſtyrtede Træer, hvis afbrudte Grene ſtode i Veiret, ſom ſpanſke Ryttere, medens de oprevne Rødder dannede uformelige Bolverker, hvoraf igjen et Krat af alſkens Planter og Buſke var, opſkudt. Undertiden, naar vi troede at have faſt Grund under Fødderne, ſank vi ned i de ſmuldrende Træhobe, hvis Former ganſke var udſlettede og ſkjulte under de tætte Mosdækker.

Vi ſøgte ſaa meget ſom muligt at holde os i Lien under Fjeldkanten; thi trods al den Møie, en Gang over Uren mangeſteds voldte os, var dog Veien her mindſt beſværlig. Naar vi fra den ſteile Skrænt ſaae ned i Skovdybet blev denne Vildmarks alvorlige Storhed os meſt paafaldende. De mægtige Tømmertræer ragede fra et natligt Mørke op her med ſolbeſkinnede Toppe, deres Grene ſtrakte ſig vidt hen i tætte Hækker, og fra et ſaadant Stade var den værſte Ødelæggelſe ſkjult i Skovtykningens Dunkelheder.

Etſteds oppe i Lien, i en Snævring mellem Fjeldet og Granerne, ſtandſede vi ved en egen Lyd, der kom fra det lavere Bakkeſtrøg. „Stille“, ſagde Lieutenanten, „dernede gaaer Bjørnen“. Vi hørte den drage forbi lige under os, og det lod ei til, at den foer med Lempe. Den ſatte afſted over Sten og Stok, gjennem Bar og Buſk, og det bragede og ruſtede, ſom om et pludſeligt Vindſtød gik gjennem Skoven. „Nu ſkal den nok frem i Dalen til Moltemyren“, ſagde vor Veiviſer, „der er godt Beite; ved denne Tid ere Bærene modne“. Vi tittede gjennem Granehækken for at faae Øie paa Skovkongen; men vi gjorde det udentvivl altfor varſomt, og maatte derfor lade os nøie med hvad vi hørte.

Da det igjen blev tyſt og roligt mellem Granerne, forekom det mig ſom om jeg hvert Øieblik kunde vente, at Stilheden i den ældgamle Skov paany ved et eller andet ſelſomt Optrin maatte afbrydes. Jeg lyttede uvilkaarligt. Henne paa Bakkeheldet hørte jeg Hakkeſpettens drønende Hug i Graneſtammen, og langt borte enkelte Lurſtød. Saa blev Alt igjen ſtille; men Skoven havde nu for mig faaet et eget eventyrligt Liv. Selv det dæmpede Sus, der af og til gik gjennem de vældige Træer, lød mig nu anderledes end før, og under Kæmpegranernes Hviſken ſteg de ringerigſke Skovmarkers gamle Saga frem for mine Tanker:

Urſkovens Erindring gaaer langt tilbage; den ved, ſom de ældgamle Gubber, intet om den nyere Tid, og aldrig har den ſeet en gjevere Herre end Sigurd Hjort, Kongen paa Ringeriget. Han var ſtørre og ſtærkere end enhver anden Mand; ſkjønneſt at ſe til var han og af Alle. Hans Fader var Helge hin Hvasſe, men hans Moder Aslaug, Datter af Sigurd Orm i Øie, Ragnar Lodbroks Søn. Det var Kong Sigurds Lyſt og ſtadige Færd at ride alene ud i Ødeſkovene og veide ſtore og farlige Dyr; men dette blev og hans Bane, thi engang kom imod ham Hake Berſerk med tredive Mand; da gik der Gny gjennem Skoven. De ſtrede. Sigurd Hjort faldt; men og tolv af Hakes Mænd; ſelv miſtede han Haanden og fik tre andre Saar. Sigurd havde en ſtorſindet Datter. For hendes Tanker ſtod Faderens Færd og Skovſynerne. Da fik hun de ſtore Drømme, og mens hun bar Harald Haarfagre under ſit Hjerte, drømte hun om Kviſten i hendes Haand, der ſlog Rødder og blev et vældigt Træ, nedentil rødt ſom Blod, men foroven med Grene ſaa ſtore, at de tyktes hende at ſprede ſig ud over Norges Rige.

Ja her i den dybe Skumring mellem de forældede Graner, udſlettedes af Sindet denne Tids Foreſtillinger, og iſteden kom den fjerne Forgangenheds Billeder, et efter andet. Skovens enkelte Partier vakte ei længere min Opmærkſomhed; thi den hele Vildmark var mig nu ſom en forladt Scene, der ei har Virkningen i ſig ſelv, men i Efterklangen af ſvundne Optrin. Saaledes vandrede jeg frem i Lien, overladt til en Tankebevægelſe, der var ſaa ganſke udenfor det Nærværende, at det ei faldt mig ind, at jeg allerede længe havde været ſkilt fra mine Ledſagere. Da hørte jeg deres Raab langt borte, og beſvarede det. Medens jeg oppebiede dem blev de gjenſidige Raab af og til gjentagne. Mændene, der førte Heſtene under Aaſen paa den modſatte Side af Dalføret, gav ſig nu paa ſamme Maade tilkjende; det gjenlød ſmukt fra Bjerghallerne, og nu var ogſaa den Tryllekreds brudt, hvori jeg nylig havde fundet mig indtagen. Da jeg atter var ſamlet med mine Reiſefæller, fik jeg vide, at jeg havde fulgt det rette Spor, og at vi vare i Nærheden af Sætren. Lieutenanten gik nu med Veiviſeren ned i Dalgrunden, for at underſøge Skovkanten ved Buvandet. Vi andre To beſteg den ſidſte Ur i Lien, og ſtode ſnart paa Vangen, hvor Mærit netop med ſine Lurtoner kaldte den hjemdragende Buſkab i Hus.

Et Øieblik efter kom vore Folk med Heſtene til Sætren, og vi tog nu Plads i Stuen. Antonette havde ordnet Alt paa det Bedſte; Bord og Bænke vare ſkurede, Gulvet blomſterſtrøet, og der brændte en lyſtig Ild paa Gruen. Begge Piger ſade ved deres Haandarbejde, og Antonette ytrede ſtor Lyſt til at høre Beretningen om vor Skovfart. „Der tør vel være dygtig ulændt“, ſagde hun, „og mere uryddigt end andenſteds“. Jeg fortalte hende om de vanſkelige Stier, ſom hun aldrig havde betraadt, og om Bjørnen, der ſkulde til Moltemyren. Den maa være ſlem, mente jeg, at have i Nærheden. „Kanſke det er den Samme“, ſagde hun, „der for en Maaned ſiden brød ind over Garen her og rev en Kvige ihjel nede paa Vangen; men her omkring er der ei ſaa meget at frygte af Bjørnen i Bærtiden“. Mærit ſaae op fra ſit Arbeide og ſagde: „Bjørnen har ſin egen Art og ſine egne Veie; Den, der pasſer rigtig paa, kan nok jete ſig fri“. Ole Aſk var af ſamme Mening, og desuden gjorde han den Bemærkning, at det var godt og vel, ſaalænge Bamſen holdt ſig i dette Dalføre, hvor der var altfor beſværligt og altfor ſtort Vilderede for Folk med Buſkab. „Den, ſom vil frem der“, ſagde han, „har nok med ſig ſelv, og kan komme i Tull før han ved et Ord deraf“.

Denne Ytring gav Underholdningen en ny Vending, idet der nu blev Tale om Folk, der havde gaaet ſig bort i Skoven, eller endog været „ſortroldede“ paa øde og uveiſomme Strøg. Saaledes kom de bekjendte Sagn om Hedalsbruden og om Sæterjenten fra Haugner i Land, paa Bane. „Oppe i Torpen“, ſagde Antonette, „hvor jeg er bedre kjendt end her, findes der nok af vildſomme og uhyggelige Steder, og det kan hende der er utrygt paa mange Maader. Henrik Smed, ſom var her igaar, og drog til Bygden i Graalysningen, fortalte, at der nu var ſtor Søgning efter en Gut, ſom var blevet borte i Skoven deroppe. Han ſagde, at Nogle mente det ei kunde nytte, fordi han ventelig var bjergindtagen“.

„Det er ſtor Daarſkab“, ſagde Ole Aſk, „at give ſig over i den Tro, før Alt er forſøgt, og ilde var det blevet, om Folk var gaaet i ſaadanne Tanker, da jeg var med i Mandgaren ude paa Holleia“. „Den Begivenhed er værd at høre“, tilføiede han, „og jeg vil gjerne fortælle hvad jeg ſelv ſaae og erfarede, iſær da vi nu have ſligt at beſtille“.

„Det var ved Sankt Hans Tider. Jeg havde været et Par Uger tilſkovs med Lieutenanten; og Karlsruden, ſom ſtyrede Skovene hans, var ogſaa med. Vi kom ned i Sognedalen, ſom ligger mellem Aadalen og Krødsherred, og vare Alle rigtig trætte og udaſede. Der i Bygden hørtes megen Stor og Klage over en femaars Gut, ſom var bleven borte. Han havde været i Følge med Moderen, der ſkulde til Sletteſætren, men et kort Stykke derfra, traf de en ældre Gut, der hørte til Naboſætren. De to Drenge vilde gjerne lege ſammen; Moderen lod da den lille Johannes, ſaa hed Sønnen, blive der, og bad ham kun komme ſnart efter. Men borte blev han, og den anden Dreng vidſte ei rettere, end at han havde taget Veien til Sletteſætren. Nu havde Bygdens Folk været paa Søgning i fire Dage og opgivet alt Haab om at udrette Noget. Det kan vel være, at der ogſaa fandtes dem, ſom fra førſt af troede at Gutten var bjergindtagen“.

„Da Lieutenanten hørte Alt dette, ſpurgte han os, der vare med ham, om vi endnu havde nogen Kraft tilovers; thi han vidſte vi vare ſkovvante, og han tænkte, med Guds og godt Folks Hjelp, at gjøre et nyt Forſøg paa at finde og frelſe Gutten. Ja, vi vare da villige til at gjøre hvad vi kunde. Det var ſent paa Aftenen. Om Natten gik Budſtikken rundt i hele Dalen og varſlede Folk til Møde ved Sletteſætren. Det var et ſtort Under at ſe den talrige Flok, ſom ſamledes der tidlig om Morgenen. Mange vare trætte efter de forrige Dages Arbeide; men alle troede nu, at derſom Gutten ſkulde findes, maatte Een raade. Der var flere hundrede Menneſker, Unggutter og Jenter, ſaavel ſom gamle Folk. Den Yngſte i Skaren var en ſmuk halvvoxen Pige, Guttens Søſter, der græd uſtandſeligt, og den Ældſte var en udlevet Gubbe, ſom gik ved Stav. Moderen ſtod paa Vangen og takkede og velſignede Alle. Hun var ſort ſom Jord af Bedrøvelſe. Jeg venter ei, ſagde hun, at ſe ham mere ilive, men nu er mit Haab at faae igjen det lille Legeme“.

„Lieutenanten delte Folkene, og indrettede en ordentlig Mandgar, og han har nok aldrig før mønſtret et ſligt Kompagni. Selv vilde han være i Midten; men Karlsruden og jeg ſkulde have Fløiene. To Dage iforveien, da Folk var blevne ængſtelige under Søgningen, havde de bragt Sognedalens Kirkeklokke op til Sætren, og da vi nu ſkulde afſted, ſpurgte Stavgubben paa Fleres Vegne, om det ogſaa var tilladt at lye Klokken. Nogle holdt ſig til den gamle Tro, at der var en Guds Magt i den Klang, Andre mente, at det ſkulde være et godt Tegn, at Klokken var foræret til Kirken af Tordenſkjold, efterdi han var en berømmelig Helt, ſom aldrig vilde give tabt. Lieutenanten ſagde hvad Ret og rimeligt var, at det var gavnligt at røre Klokken, naar Nogen kunde føle ſig ſtyrket og opbygget derved, og at det ialfald vilde tjene til Veiledelſe og Samhold under Søgningen. Saa gik vi da afſted i Guds Navn, medens Solen ſkinnede ſaa vakkert. Vor Linie havde en halv Mils Udſtrækning paa vanſkelig Grund, og der var ſtort Beſvær for Alle. Klokkeklangen lød ſaa underligt i Aaſen, underligt og bevægeligt, ſaa at Ingen tænkte paa ſin Træthed. Det gik ſaaledes hen til ud paa Eftermiddagen. Da ſyntes Mange, at der var lidet Haab tilbage, ſiden man ei engang havde ſeet noget Spor efter den Lille“.

„Men juſt da Folk begyndte at blive modløſe, kom det ſom en Løbeild over hele Linien, at Gutten var funden. Det hørtes i Førſtningen mere ſom en Forudſigelſe end ſom en paalidelig Beſked, men ſaa indtraf der ſikker Melding fra venſtre Fløi at de havde ham og at han var ilive. Da blev der en Glæde; ja, ſandelig blev der Dands i Lyngen og Glædeslyd i Lierne. Der var med os en af Bygdens rigtige Kurer; han kunde ei give Taal et Øieblik, men vilde lige frem gjennem Tykt og Tyndt. Da raabte Ungdommen: Nei ſe paa Hovlandsmanden, han bryder ſig frem ſaa Smaabuſken røsſer om ham. Enhver havde nu Haſt til Sletteſætren, hvor Gutten blev baaret hen, og hvor Moderen førſt af Alle modtog ham“.

„Vi hørte da der, at han var bleven funden fladſides paa et Svaberg ved en ødeſtaaende Sæter. Den lille Stakkel var til det yderſte udmattet og afpillet, og nærved at ſlukne, og Lieutenanten, ſom hurtig var paa Pletten, raabte ſtrax: Han maa ei faae Mad nu! Selv gav han ham draabevis Mælk og ſiden Smule for Smule af ſin Niſte. Gutten kunde da godt forklare hvad der var hendet ham. Under Sletteſætren havde han taget feil af Veien og fulgt en Fæ-Sti langs med Myren der; ſaaledes blev han ude den Nat og ſov under en Buſk. Dagen efter tænkte han at naae Folk, men forvildede ſig alt mere i Holleia, og kom endelig til den tomme Sæter. Der gik han ind i Fæhuſet, men følte Angſt ved at være der om Natten og laae heller paa Tunet; han blev ſvagere og ſvagere, men kunde dog krybe til en Bæk og drikke der. Den fjerde Dag kom nogle Mænd, der ſøgte Heſte, ſaa nær til Sætren, at han hørte dem tale om Gutten, ſom var blevet borte, men han har vel ligget ſom i en halv Dvale og været for ſvag til at give ſig tilkjende“.

„Denne Underretning blev baaret om i Mængden fra Mund til Mund, Alle raabte nu paa Johannes, og alle ſtimlede til for at ſe ham. Lieutenanten ſteg da paa en Markſten, og løftede Gutten op for alt Folket. Da kunde Ingen holde Taarerne tilbage, men alle kaldte dette en god Dagsgjerning“.

Ole Aſk endte ſin Beretning med bevæget Stemme, og ſaae hen for ſig i Arneilden. Efter et Øiebliks Taushed, ſagde han igjen. „Ja, det var en god Dagsgjerning; men haard var Anſtrængelſen for udmattede Folk. Karlsruden har ei haft Helbred ſiden den Dag, og heller ikke jeg har forvundet, at jeg var med i Mandgaren under Sletteſætren“.

Denne Fortælling virkede ſaaledes paa os Alle, at der en Stund blev ſtille i vor Kreds. Som det pleier at ſke ved ſaadanne Anledninger, blev der endnu gjort et og andet Spørgsmaal, ſom Ole kortelig beſvarede; men Ingen af os havde Lyſt til at bringe noget nyt Emne paa Bane. Jeg tænkte paa Dalefolkets Sommerliv i disſe vidtſtrakte Fjeldmarker, hvis Væſen jeg nu ſelv havde opfattet, og jeg følte mig kjerlig hendraget til de trofaſte Menneſker, hvis kraftige Sind ſaa mildt kan udfoldes paa den haarde Livsvei i de vilde, aflukkede Egne. I denne Stemning gik jeg ud paa Vangen for endnu engang at betragte den vide Udſigt under Aftenſkjeret. Solen var juſt gaaet ned, og det fine Net af hvide Smaaſkyer, der længe havde været udbredt paa den veſtlige Himmel, ſkinnede nu med den ſkjønneſte Guldglands. Jeg fik det hele Selſkab, Piger og Mænd, ud i det Frie, og ſaaledes vare vi ſamlede paa Volden, da Lieutenanten kort efter kom fra Skoven. Vi takkede ham alle for Toget i Holleia og ſpurgte til Gutten. „Jeg holder fremdeles Øie med ham“, ſagde Lieutenanten, „han voxer godt, og ſer ud til at blive en flink Karl; endnu er han hos Moderen, men nu maa han ſnart ud for at lære noget“.

Aftnens Skjønhed og Lunhed holdt os længe paa Sætervangen, og ſaa ſtyrkende og forfriſkende var denne rene Fjeldluft, at vi neppe havde Følelſe af Træthed efter vor beſværlige Vandring. Lieutenanten henvendte vor Opmærkſomhed paa Vandene og Skovfeldterne under Sætervolden, og det blev mig nu tydeligt, hvorledes den ældgamle Skov, vi havde beſøgt, ſtod i Forbindelſe med Vasdraget, og hvorledes dens brugbare Tømmertræer, ved de Arbeider, der udførtes i Skilbreiens Leie, vel kunde føres frem til Udſkibning. Saaledes ſkal Øxeklangen høres i den øde, overgroede Vildmark. Mangeſteds, hvor Skovmørket nu ruger, vil der ſnart blive lyſe Rydninger, og Menneſkehaanden vil hurtigt nedfælde de udlevede Graner mellem de Ruiner, ſom Naturens egne forſtyrrende og opløſende Kræfter langſomt har dannet. Jeg priſer denne Bedrift, og ſer i Tankerne Ungſkoven opſkudt af den frodige Dalgrund; men jeg er ogſaa glad ved at jeg har vandret i en nordiſk Urſkovs Dunkelheder og paa eengang følt det enſomme Naturlivs og den fjerne Forgangenheds Indtryk der.

Forſtmændene havde nu naaet Maalet for deres Udfart. Det blev derfor aftalt, at vi den næſte Dag ſkulde bryde op fra Sætren og drage øſtover gjennem de lavere Skovlier til Randsfjorden, for ſaa at benytte Dampſkibet. Efter denne Beſlutning, der blev taget under vort Aftensmaaltid, gik vi til Ro; og Hvilen kom nu ſaa ſød og dyb over mig, at jeg bortſov de tidlige Morgentimer og laae døv for Mærits Lurſpil. Henved Kl. ſex var jeg dog med min Stuekammerat paa Tunet og hilſede atter en Sommerdag, der var ligeſaa klar og ſmuk, ſom de foregaaende. Solen ſkinnede paa Lieutenantens lukkede Telt, og bag det i Granelunden paa Fjeldſiden, iſtemmede et Par Trælærker, ſom jeg ei før havde hørt i disſe Egne, en Vexelſang, der ordentlig ſyntes anlagt paa at vække den Sovende. Det varede heller ei længe før Teltet aabnedes, og Chefen, ſom vi undertiden kaldte ham, traadte ud paa Sætervangen. Jeg maatte tilſtaae, at et ſaadant luftigt Leie i en ſmuk Sommernat ei kunde være andet end behageligt, og at det vel var en egen Nydelſe ſtrax ved ſin Opvaagnen, at føle ſig beaandet af en Morgen ſom denne. „Læg dertil, ſagde Lieutenanten, „at det er godt at have Nattekvarteret med ſig, hvor man ellers maatte tage tiltakke med et Hytteſkjul, ſom det paa Nyſætren“.

Antonette kom til i det ſamme for at melde at Alt var færdigt til vor Frokoſt. Vi fortalte hende om de „uvane Greier“ i den faldefærdige Skovſæter og priſte den gode Orden og Skik paa hendes Enemerker. „Ja“ ſagde Lieutenanten, „hvis der overalt i Skov og paa Fjeld var halv ſaa god Leilighed, ſom her, under Skillingshovde, kunde det nok gaae an at glemme baade Telt og Randſel efter ſig hjemme“. Antonette ſmilede og ſagde: „Det er godt at have ſaa fine Fremmedfolk under Tag, og det er et ſandt Ord, at Den er Tak værd, ſom gjerne vil tækkes“.

I Sæterſtuen udtalte vi atter vor ſtore Tilfredshed med Opholdet her, og vore Folk ſamſtemmede nu i denne Ros. Antonette nippede til vort ſidſte Vinbæger og ønſkede os en lykkelig Hjemreiſe. „Nu igjen bliver her enſomt paa Sætren“, ſagde hun; „thi paa denne Tid ſe vi ſjelden Folk fra Bygden“. „Sig ikke det“, indvendte Thorkild Veſtby, ſom oftere havde været paa disſe Kanter, „imorgen er det jo Løverdag“. „Du mener nok“, ſagde Antonette, „at vi da kan vente Karlebeſøg; men deri tager du feil, thi Karlene ſøge nok andenſteds hen, hvor der er mere Lyſtighed at vente end her“. „Jeg huſker blot“ ſvarede Thorkild ſkjemtende, „paa Valdersgutten, ſom var ſaa vel kjendt her“.

„Ja, han har nok lang Vei hertil nu“, ſagde Antonette, „og Jenten, han gik efter, er ogſaa borte; thi mig var det ikke, og Mærit jetede dengang en anden Buſkab“. „Den Valdersgut“, vedblev hun, „hedte Nub og var et underligt Menneſke. Vakker og flink var han, og de Fleſte kunde lide ham. Han hang beſtandig efter Birthe, ſom var Budeie her; og naar han kom hid, havde han altid Noget at forære hende, helſt udſkaarne Ting, ſom Skeer, Tiner og Ambere, for han var en Meſter med Kniven. Jeg er vis paa, at hun ſyntes om ham, men hun havde ſaa mange Sind, ſom Timer om Dagen og drillede ham beſtandig. Forrige Sommer, i Høaanens Tid, var han her ſidſte Gang, for han havde tinget ſig i Arbeide paa Modum og vilde ſige Farvel. Vi ſtode alle Tre ude paa Tunet, og Birthe var vrang ſom ſædvanlig. Da tog Gutten Noget frem af Barmen og ſagde: Lov mig idetmindſte, Birthe, at gjemme Dette til jeg kommer igjen. Da hun havde ſeet hvad det var, ſlog hun en ſtor Latter op, og kaſtede den Ting langt bort paa Marken, men da blev Gutten ganſke forandret; han greb over begge hendes Arme og ſtirrede hende ind i Anſigtet. Nu ſkal det være forbi, ſagde han, og aldrig vil jeg ſe dig mere; — dermed gik han afgaarde. Men Birthe blev ogſaa anderledes fra den Tid, ſkjønt hun ei vilde tilſtaae det. Jeg ſøgte ſaalænge i Græsſet til jeg fandt det Bortkaſtede og her er det“. Hun tog nu fra Hylden et fladt Stykke Træ af et Kortblads Størrelſe. Der ſtod: Nub Nielſen, i en Ramme af Løvverk og Blomſter. Det Hele var ſmukt og flinkt udſkaaret. „Jeg gjemmer dette“, ſagde Antonette, „til Erindring om Nub, ſiden Birthe ei vilde have det. Ivaar reiſte han til Amerika med et Følge fra Thelemarken, og Birthe drog da nedover til Byen for at ſøge Tjeneſte“.

Denne ſimple Fortælling, havde, ſom ſaa mange andre Træk af Folkelivet i Norden, en tilſløret Inderlighed, der nok kunde vække Interesſen for de fremtrædende Perſoner. Men Ole Aſk, der havde bragt vort Tøi i Orden til Afreiſen, tog Sagen fra en anden Side. „Da du har en ſaa venlig Erindring“, ſagde han, „ſaa vil du nok ogſaa mindes Dem, der nu ſtaae reiſefærdige, og naar du ſer vel efter paa Skillingshovde, kan du ſinde en Birk der, hvori Thorkild Veſtby har udſkaaret et Bogſtav for Enhver af de Fremmede“. Antonette ſmilede til denne Spøg, og mente, at hun ei havde nødig at gaae ſaa langt for at bevare Erindringen om vort Sæterbeſøg. „Vi vil heller ikke glemme dig“, ſagde jeg, „og hvis du blot ikke ſelv drager til Amerika, kan vi maaſke endnu engang træffe dig i Dalen eller paa Fjeldet“.

Saa tog vi Farvel med Antonette, og bad hende hilſe Mærit. Hun ſtod ved Huſet, med Haanden ſkyggende for Solen, og ſaae efter vort Tog. Da vi havde naaet Skovkanten, vendte vi os mod Sætren og vinkede endnu engang til Afſked.

Den Strækning, hvor vi tog Veien, ſænkede ſig efterhaanden. I de lavere Lier fandt vi mange Løvlunde, og mellem dem friſke Bække, og frodige Engſletter. Her er Skillingsſætrens bedſte Græsgange, og fra en af Smaadalene inde i Skovtykningen, hørte vi ogſaa Kobjelden og Mærits Lokkeſang. Naaleſkoven vexlede ſmukt med Birk, Asp og Hasſel, og Solvirkningen paa de mangehaande Afændringer af det Grønne gav de alvorlige Fjeldſider en egen Ynde og ſmykkede Skovhegnet, der omgav os. Hiſt og her ſtode Jordbærrene ſvulmende og glødende paa Bakkerne, og ſtandſede os paa vor Vei. Saaledes kom vi over Moer og gjennem Kleve fra den ene Fjelddal til den anden, hvor Naturen overladt til ſig ſelv, øvede ſine Kræfter og udfoldede ſine milde Skjønheder. Vi drog langſomt afſted; thi nu var der Intet, ſom paaſkyndede vor Fart, men derimod ſaa Meget i de altid ſkiftende Billeder, der krævede vor Betragtning. I en af de ſtørre Lier ſaae vi en Række af lange Kjern forbundne med klare, letſtrømmende Elvedrag. Stien fulgte de kratbevoxede Bredder; Solſkinnet laae paa det ſvagtbevægede Vandſpeil, ſom om det var beſaaet med utallige blinkende Stjerner, og over paa den anden Side, tindrede Birkelundene under de mørke Fjeldvægge.

Endnu engang gik vor Vei ſteilt opad gjennem en Skovklev, der fører til Thelemarkſætren. Her hvilede vi under den varmeſte Dagstid, og nu ſaae vi tydelige Tegn til at vi nærmede os Bygden. En liden Gaard med Ager og Eng ligger tæt under Sætervangen, og paa denne er der mange ſmukke Løvtræer. Rundt om viſe ſig lave, ſkovbegroede Bjergaaſer; Fjeldvidden med dens ſtore Feldter og Former, er tilbagelagt.

Fra denne Sæter drog vi over jevnere Skraaninger ned mod Vilbergkleven, og her førſt bliver det rigtig Alvor med Nedſtigningen; thi nu gaaer det fra Aasryggen i een Brathed lige ned til Dalen ved Randsfjorden. I Aabningen af Graneſkoven ſaae vi den høitliggende, ſolbelyſte Strækning af Bygden paa den øſtlige Side af Søen, medens denne ſelv og Dalen laae ganſke ſkjult i Dybet. Vi vandrede nedover paa Stier, der mangeſteds vare ſvimlende bratte, og for det meſte gik i tørre Bækkeleier. Efterhaanden udfoldede ſig de lavere Egne for vort Blik, og endelig kom vi ud paa Eftermiddagen, dygtig trætte, mellem Agre og Frugthaver, ned i den grønne veldyrkede Dal. Her tog vi med Færgen over til Rødnes paa den modſatte Bred af Randsfjorden, hvor vi ſkulde overnatte.

Jeg ſad paa en Tømmerhob ved Stranden, og ſaae hen over Søen og dens Omgivelſer, og Alt var mig her ſaa forſkjelligt fra de Egnes Væſen, jeg nylig havde befaret. De ſtore Gaarde, med bymæsſigt tilſtudſede Vaaningshuſe, laae brammende under Aaſen; fra Landeveiene hævede ſig af og til tunge Støvſkyer, og over Søen førtes ſvære Pramme med alſkens Gods. Selv Luften var anderledes her, og ſkjønt den hvilede over den ſtore Fjord og de friſke Enge, forekom den mig dog lummer og trykkende. Jeg ſaae over til Vilbergkleven, der gik ſom en bleg Stribe gjennem Bjergets mørke Granevæxt; Aasryggen tegnede ſig ſkarp mod den lyſe Himmel. Men derbag, høit over Dalfuren og dens Færdſel, laae det ſtille, lukkede Land med de udſtrakte Skove, de hendragende Fjelde, de klare Vande, og den pure Luft. Der var godt at hvile og ſundt at aande. Fra Skovmørket, fra den ſolbare Vang, og ved den enſomme Arne opſteg nye, forfriſkende Livsbilleder, ſom ukjendte Væxter, der pludſelig udfolde ſig og dufte for Vandreren. Under Sindets Hvile, og i enhver ſtille Betragtning følte jeg der mit Væſens ſande Fortrøſtning og Ligevægt.

Ja, der fandt jeg Anvendelſen for Henrich Steffens’s Ord, naar han ſiger om vort Klippeland: „Den der fra Verdens forvirrede, forviklede Gjering kommer hid, for ham er det ſom om et ſimpelt herligt Livs friſke Luft duftede ham kvægende imøde, ſom om han ſaae den klare, kjølige Livsſtrøm fremvælde fra en tidligere, længſt ſunken Tilværelſes dybe Brønd“. Men, ſandelig, ogſaa i vort Hjem indſkrænkes Oprindelighedens, det friſke Naturlivs Rige, og trænges ſtedſe høiere op i de enſomme Lier. Derfor ſad jeg i den grønne Dal og følte, at den Egn jeg havde forladt, var mig ſom Eventyrets lukkede Land. Fra dets ſtille, overſkyggede Sti, var jeg henflyttet mellem Tummel, og Travlhed i et Dampſkibs Route, og medens jeg gik fra Stranden til vort Herberge, kom Idſted-Slagets Ry mig imøde, og fjernede fra min Tanke i det ſamme Nu alle Skovens og Fjeldets Billeder.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.