Blandt Nordpolens Naboer/10
Eskimoernes levevis, skikke, karakter, moral
og sociale forhold.
Underligt er i vore øine innuiternes huslige liv. Vinteren tilbringer de i lave, smaa hytter byggede af sten og mos. Disse lægges altid i havets umiddelbare nærhed.
Hyttens længde og bredde er neppe 4 meter paa hver kant og taget ikke høiere, end at en mand maa staa bøiet under det. Ikke sjelden ser man ogsaa to hytter byggede saa tæt ind til hinanden, at de ved en bred aabning i den fælles midtre væg er forenede til en, der dog altid huser to familier.
Hyttens indre naar man gjennem en lang og trang husgang, ligeledes af sten.
Denne gang maa man passere gaaende paa hug, indtil man omsider gjennem en trang firkantet aabning i den øverste del af endevæggen kommer op i selve beboelsesrummet. Ret over indgangen er en firkantet vinduesaabning, overspændt med et, som regel af tyk rim belagt, tarmskind. Midt i tarmskindsruden er der et hul af nogle faa centimeters gjennemsnit, hvorigjennem den ophedede og kvalme luft oppe under taget strømmer ud i vinterkulden som en tyk dampstraale. Hullet tjener forøvrigt ogsaa som kigehul, hver gang der høres stemmer eller støi udenfor.
Familien sover i baggrunden paa en platform af sten, der er hævet omtrent en halv meter over gulvfladen og er dækket af bjørne- eller rensdyrfælder. I høide med soveplatformen befinder sig ogsaa paa en af de to sidebrixer den skaalformede lampe af vek-sten, over hvilken et avlangt firkantet kogekar af samme materiale er anbrakt, hængende fra taget i snorer.
Plan og længdesnit af en nord-grønlandsk vinterhytte.
Det er ved lampens lange klare flamme, der underholdes ved tran og fint opsmuldret torv, at det lille rum oplyses og holdes varmt. Dette sidste skal der ikke meget til, idet vægge og tag er fuldstændig tætte ligesom rummet i nogen afstand fra væggene er klædt med en paneling af sælskind. Al generende træk gjennem det næsten stadig aabne dørhul er desuden forhindret ved, at det kommer ind fra neden, og den kolde ydre luft derved ved sin tyngede er forhindret fra at stige op i husets indre.
Gaar spækflammen af og til paa grund af manglende tilsyn ud, hvad særlig om natten kan indtræffe, skaffer de sig atter ild ved at slaa gnister fra et stykke flint eller magnetjernsten hen paa nogle overordentlig fine og tørre torvtrevler.
Vinterhytter.
I vinterhytternes umiddelbare nærhed er der i regelen opbygget smaa stenkammere, halvt over, halvt under jorden, og her opbevarer husmødrene sin beholdning af færdiggarvede skind og lignende værdifulde raamaterialer samt jægerne sine vinterpelse. Kjødforraadene er gjerne i noget større afstand fra husene og dækkede af sammenhobede stene.
Udpaa vaaren, naar dagene bliver lange og lyse, og solens straaler begynder at sprede en smule varme over landskabet, forlader eskimoen det kvalme og mørke vinterhus, pakker familiens sælskinds telt paa slæden og begiver sig afsted, for paa et eller andet snebart sted i naboskabet at opslaa sin enkle sommerbolig. Som oftest river de da taget af husene, før de forlader dem, forat de i sommerens løb kan blive godt udluftede. For et snes aar siden, da de endnu var uden kajakker, trak de sig gjerne ind i fjordene med sine telte om sommeren, for herinde, hvor isen altid ligger længer end andensteds, i ro at kunne fortsætte sin sæljagt.
Teltet er syet af sælskind, der som regel først er blevne afhaarede. Det breder sig nederst i en slags halvrund form, medens det foroven ret over den flade, næsten lodrette frontvæg ender i et skarpt, meget kort møne. Dets indre skelet, der holder det hele oppe, bestaar dels af narhvalhorn, dels af træstænger. Døren, der er paa den flade side, lukkes ved et forhæng af tarmskind. I baggrunden indenfor er der, som i husene, indrettet en soveplatform belagt med skind.
I disse telte bor de gjerne fra begyndelsen af mai til et stykke ind i september, hvorefter de atter flytter i hus, men kun sjelden paa samme sted, hvor de den foregaaende vinter havde tilhold. Thi «forandring fryder» mener ogsaa eskimoen, og for denne lyst giver man stedse efter.
Det er husmoderen, der saavel i hytten om vinteren som i teltet passer lampen og tilser, at spækstykkerne paa dens ene side, eftersom de smelter, fornyes, samt at flammen ikke oser. Desuden udføres de vigtigste under husholdningen hørende hverv af hende, saasom kogningen og snesmeltningen.
At det huslige stel ikke just er af det appetitligste, kan i betragtning af eskimoernes før omtalte mangel paa renlighedssans ikke forundre os. Saaledes er baade stengryden, de flade kar og drikkekoppe samt brixen, hvorpaa madvarerne ligger, bedækkede af et tykt lag af smuds, spæk og gammelt blod, der ved sin temmelig modbydelige stank i førstningen kan betage en hvid mand appetiten.
Men, efter en lang dags vandring over uveisomme snemarker og i arktiske temperaturer, naar musklernes energi er slappet, og cellerne i ens legeme blot synes at forene sig i et eneste skrig efter vand og næring, da gad jeg se den civilisationens søn, der om hans egen sirlige nistepose var bleven tom, ikke med glæde og tak vilde spise af de elskværdige eskimoeres simple retter og drikke af deres spæksmurte kar.
De retter, som den eskimoiske husmoder til forskjellige aarstider formaar at byde sin familie eller sine gjæster, er ikke mange og heller ikke meget komplicerede. Kjødet af hvalros, sæl, narhval, bjørn, rensdyr, hare, alker eller en sjelden gang laksørret, samt forskjellige sorter blod danner saaledes grundlaget for hele hendes madlavning. Krydder, salt eller nogen anden tilsætning kjender hun ikke. Spæk fortæres der ogsaa en del af, men det meste af dette gaar dog til belysningsstof.
Kjødet koger de som regel, men spiser det ogsaa jevnligt raat, isæri frossen tilstand. Som en delikatesse regnes det, naar det er rigtig bedærvet, i hvilken tilstand det minder meget om ældre gammelost.
Ogsaa visse dele af indvoldene sættes der stor pris paa, saasom leveren af flere dyr, tarmene paa sælen, samt indholdet af mavesækken hos rensdyret. Denne sidste ret, der jo bestaar næsten udelukkende af vegetabilske stoffe er forøvrigt en saa sjelden delikatesse, at man trygt kan sige, at kjød og atter kjød er, hvad eskimoerne der nordpaa er henvist til at ernære sig af.
Hundekjød spises ikke sjelden, dog ikke egentlig under normale forholde. Kun i den yderste forlegenhed for føde griber nemlig den indfødte til at slagte nogen af de voksne trækdyr, og heller ikke synes han at sætte nogen større pris paa deres kjød, særlig hvis de ved slagtningen har været i en mere eller mindre udmagret tilstand, Hvalpekjød holder de derimod for en meget god ret, og deri kan jeg være enig.
Ved Kap York-kolonien er jeg bleven beværtet med frossent, raat hvalpekjød, som jeg, skrubsulten som jeg var, fandt særdeles velsmagende. Det smagte fuldstændig som isbjørnkjød, der igjen smager som meloner. Det vil sige, dette er mit personlige indtryk og behøver derfor ikke at gjælde for alle.
Til drikke benytter de udelukkende vand. Da vi i førstningen bød dem the eller kaffe, sendte de det uden videre ud igjen. Senere kom dog de fleste at dem til at synes godt om disse sager, naar det af og til hændte, at de blev trakterede dermed. Ogsaa beskjøiter lærte de meget snart at sætte pris paa, noget man jo ikke kan forundre sig over, naar man erindrer, at de i ordets egentligste forstand er et «brødløst» folk. Brændevin og tobak kjendte de, som rimeligt kunde være, ingenting til, hvorfor vi jo ogsaa vogtede os vel for at give dem det. Mærkeligt var det imidlertid, at de heller ikke kjendte eller benyttede nogetsomhelst andet kunstig sansepirrende eller stimulerende middel. De befinder sig med andre ord i den henseende endnu i den oprindelige «uskyldigheds tilstand», som ingen anden af jordens folkestammer synes at have kunnet bevare.
Maaltiderne indendørs indtager de paa en meget enkel og letvindt maade. Husmoderen lægger de kogte kjødstykker hen i et kar, hvor familiens øvrige medlemmer, alle mere eller mindre nøgne, tager dem med hænderne, eftersom de trænger dem. Selve fortæringen af et af disse større kjødstykker foregaar paa den maade, at den spisende med venstre haand fører det til munden, hvorpaa han med en skarp kniv, som holdes i den høire, en for en afskjærer saftige mundfulde tæt ind til læberne. Jeg forsøgte et par gange at spise paa denne maade, men uagtet jeg gik saa forsigtig tilværks, at alle de mørke skøiere omkring mig satte i en vældig latter, maatte jeg dog prise mig lykkelig, at jeg fik beholde min næse hel og «ubeskaaret».
Ude i friluft paa slædereiser eller jagtture, naar maaltiderne meget ofte alene bestaar af frossent raat kjød, foregaar fortæringen som regel paa den maade, at hver person med sin kniv «spikker fliser» af et større, fælles kjødstykke.
Hvor ofte de spiser hver dag, kommer meget an paa, om dagen tilbringes hjemme ved hytten eller teltet, eller paa reise. I første tilfælde indtager de gjerne sine 4 à 5 maaltider, der vel ikke sjelden efter forudgaaende, særlig anstrengende dage kan trække ud i en eneste lang spisescene fra morgen til aften, – i sidste tilfælde derimod indskrænker maaltiderne sig som regel til en lettere, kold frokost samt en varm, betydelig mægtigere aften.
Man vil uden tvil allerede have opfattet, at ægteskaberne blandt innuitterne ved Smiths sund indgaaes for livstid, som hos os. Forholdet mellem mand og kone er gjennemgaaende udmærket, om der end en sjelden gang forekommer skilsmisser blandt dem. Saaledes satte for faa aar tilbage Agna, Kolotengvas mor, en skilsmisse igjennem med Kaochu, sammes fader, under foregivende af, at Kaochu nu virkelig var bleven saa gammel, at han ikke længere passede for hende. Og saa slog hun sig en tid efter sammen med den gemytlige, middelaldrende, fedtglindsende enkemand Kala, med hvem hun for tiden lever sammen i tilfredshed.
Til undskyldning for denne i mange henseender prægtige dame maa det forresten siges, at livet virkelig havde taget en smule haardere paa den stakkels Kaochu end de fleste andre. Thi egentlig gammel i aar er han endnu ikke, men hans gang er vaklende, hans ene ben er kroget af gigt, hans ansigt skakt og grinende og fuldt af smudsige rynker, hans næse og kinder blaasprængte af veir og vind, øinene rødkantede og haaret — ja haaret, — lad os standse her. Og dog har denne haltende pusling et humør, der daglig skaffer hans naboer mangen en god latter. Nogen nød lider han da forøvrigt heller ikke, derfor sørger hans medmennesker, og ikke mindst hans tro pleiedatter, der styrer hans hus.
Hytte-interiør. I forgrunden mænd, paa platformen i baggrunden kvinder.
Flerkoneri findes, ialfald for tiden, ikke iblandt dem, endskjønt de nok har tilbøieligheder i den retning, hvorfor en og anden af dem muligens under gunstigere livsbetingelser ikke vilde være sene om at indføre det. Derimod er konebytning meget almindelig, især paa reiser. Disse bytninger kan ogsaa gjælde for længere tid, især mellem saadanne mere modne par, hvis to halvdele lider af den svaghed af og til at blive en smule kjede af hverandre. Naar saa hustru og mand efter nogle ugers forløb atter faar hinanden tilbage, er de som regel saa grundig kurerede, at det hele blot har virket til at bestyrke dem i rigtigheden af det engang i tiden trufne gjensidige valg. Blandt de ugifte gutter og piger hersker der gjennemgaaende streng kydskhed.
Kvindens stilling i ægteskabet er, tiltrods for at hun vistnok i alle vigtigere tvistepunkter maa underordne sig sin ægtefælle neppe mindre værdig end mandens, samtidig som livets byrder er særdeles ligelig fordelt imellem dem. Fordelingen er da ogsaa netop saadan, som man herhjemme finder naturlig, idet manden underholder familien med sin jagt og pusler i hjemmet med vaaben og fangstredskaber, medens kvinderne koger, steller med børnene, bereder skind og syr klæder og kamikker med en beundringsværdig flid og udholdenhed.
Forholdet mellem forældre og børn er det samme kjærlige og myrsneppeagtige som overalt ellers paa jorden. Børnene er gjennemgaaende meget vakre, saalænge de er smaa, men taber sig betydelig senere. Ved fødselen faar de af forældrene sine navne, som oftest et enkelt, der betegner navnet paa en gjenstand et dyr e. l., men ikke sjelden ogsaa to saadanne.
At tugte dem er der saagodtsom aldrig tale om, og er heller ikke nødvendigt, thi af naturen skikkeligere børn skal man vanskelig kunne finde. Rørende søde kan disse smaarollinger være, naar de f. ex. leger sammen ude i friluft, saaledes blandt andet en leg, der omtrentlig svarer til vor «Sidsten». Eller naar de ager kjælkebakke med de nette smaa slæder, som kjærlige fædre har arbeidet til dem. Aldrig slaas de; trætte gjør de kun i den mildeste form, skjældsord eier de ikke; de er som en flok skidne englebørn.
Ogsaa de voksne morer sig af og til med at age kjælkebakke, men ellers maa man sige, at eskimoerne idetheletaget ikke er meget anlagt for lege eller fornøielser. Selve livet er fornøielse nok for dem, endskjønt det kanske ogsaa er rigere paa alvor end de flestes.
Passiar og uskyldig skjæmt er det sædvanligste tidsfordriv om aftnerne, naar mændene er komne hjem fra jagten, nu og da afbrudt af underlige, monotone sange, der enten synges af en enkelt mand eller ældre kvinde, eller af alle de tilstedeværende i forening. De ledsager stedse disse sange med regelmæssige dumpe slag paa en af en benring og et over samme udspændt tarmskind bestaaende tromme.
Æteskaberne indgaaes i en efter vore forholde temmelig tidlig alder, saaledes for mændenes vedkommende, saasnart de nogenlunde tror at kunne ernære sig selv og kone, det vil sige i 16—20 aars alderen, medens pigerne ansees som fuldstændig giftefærdige, allerede naar de er omkring 14 aar gamle. I regelen er det kjærlighed der danner grundvolden i ethvert ægteskab. At tage nogen for pengene eller anden verdslig vinding, er man ialfald saa temmelig undskyldt for.
I den nye stand indtræder det unge par uden nogensomhelst ceremonier, men dog saagodtsom altid først efter en temmelig langvarig forlovelse. Antallet af børn i deres ægteskab er som oftest 3 eller 4 og kun meget sjelden saa høit som 5 eller 6.
Naar en besøgende eskimo en vakker dag kommer langveisfra til en koloni, siger han ikke «goddag», ligesaalidt som nogen saadan hilsen lyder ham imøde fra koloniens mænd og kvinden. Et undseligt smil er alt, hvad han til en begyndelse har at byde paa, hvilket pligtskyldigst besvares paa lignende maade. Saa gjør en af de ældre en dæmpet bemærkning eller et spørgsmaal, og samtalen kommer lidt efter lidt
Nordlys.
igang. Naar den besøgende atter skal reise, gjentager det samme sig, han siger intet farvel, men forspænder sine hunde i stilhed og reiser maaske afsted til et flere hundrede kilometer bortliggende sted,
uden saameget som at ymte et ord derom til sine
værtsfolk. De lægger idetheletaget stedse i deres opførsel en despotisk uafhængighed for dagen, der maa forbause enhver europæer, der kommer i berøring
med dem.
Før de drager afgaarde paa slige længere slædereiser, sørger de altid først for at fylde sig op til svælget, saaatsige, med vand, selv om de ikke i øieblikket er tørste, i den hensigt nemlig, mest mulig at beskytte sig mod den frygtelige tørst, man under den strabatiøse reise i den overordentlig tørre arktiske luft ellers skulde være udsat for. Jeg havde selv anledning til, mod forventning, at overbevise mig om den heldige virkning af dette middel.
En omstændighed der gjør, at eskimoerne ved Smiths sund kan faa den henved fire maaneder lange vinternat til at forløbe forholdsvis hurtig, er den herunder udfoldede selskabelighed. Især de yngre familier tilbringer saaledes som regel en langt større del af mørketiden paa reiser og besøg omkring hos forældre, svigerforældre, tanter, onkler og andre slægtninge og bekjendte, end hjemme hos sig selv, og er de en kort tid hjemme, sker det sjelden, uden i forveien at have sikret sig gjæster.
I december og januar maaneder er det forøvrigt saa mørkt hele døgnet rundt, at alle længere reiser maa forlægges til de dage, da der er maane. Og naar maanen hver fjerde uge kommer, bliver den gaaende og vandre rundt paa himmelhvælvingen i henimod en uge uden at forsvinde og afgiver herunder, som man kan skjønne, det prægtigste lys for de reiselystne innuitter.
Jeg vil gjennem et uddrag af min dagbog for den 21de december 1893 forsøge at meddele læseren mine indtryk under en saadan slædereise i maaneskin, en reise, hvorunder jeg alene var ledsaget af en gammel ordknap eskimo:
«Iklædte vore varme pelsklæder og siddende saagodtsom tause paa den lave slæde, havde vi god tid til at betragte det vidunderlige sceneri omkring os. Man vil neppe kunne tænke sig noget mere uddøet og forladt end det landskab, vi saa. Det var som vi ikke længere befandt os paa vor egen planet, men pludselig var bleven hensat til overfladen af en mystisk og fremmed klode i verdensrummet, saa usigeligt øde og saa usigeligt langt fjernede fra alt menneskeligt syntes vore omgivelser at være.
Et par gange standsede vi for at bringe orden i hundenes trækremme.
Dødens stilhed rugede over egnen. Kun nu og da naaede mægtige suk fra de mørke fjeldvægge nærved os ud til vore øren. Det var isstykker, der leirede sig paa klippepynter og afsatser under tidevandets fald. Den hvide, ofte ujevne flade omkring os, spøgelseagtig belyst af den blege, tause maane, mindede om en kirkegaard ved vintertider; thi de talløse isblokke havde en uhyggelig lighed med sneklædte gravstene og vældige monumenter.
Langs de lodrette, kjæmpehøie kyster nær ved os i nord, hvor isfladen stødte op til det faste land, saaes et baand som af skinnende sølv, frembragt ved klippernes overisning efter høivande. Men langt mod syd strakte sig den mørke stribe af en fjern kyst, paa hvis fjeldplateauer tronede de luftige kupler af evig sne og is, fortonende sig indover til landets indre som en hvid, svagt rullende havflade. Og over denne fjerne kyst flagrede det hemmelighedsfulde nordlys, snart flammende i rødt, snart skinnende i alle regnbuens farver.
Atmosfærens klarhed var vidunderlig. Fjeldenes former, deres kløfter og skar, udhævede ved de skarpe skygger kunde tydelig skjelnes i en afstand af op til 70 km.»
Lidt senere heder det: — — — — «Men hvor forskjelligt fra det nysbeskrevne billede var ikke det, der mødte os indenfor den lille eskimohyttes sodede vægge. Snakkende og spisende mænd og kvinder, skrigende unger og veirbidte kjærringer, tæt sammenstuvede, alle mere eller mindre nøgne og mange tydelig mærkede af decenniers smuds.
Den hytte, jeg befinder mig i, tilhører den unge Aunolka, han, der mistede sin kone ifjor, men atter er gift med en enke med tre børn. Der hersker en usædvanlig urenslighed herinde, og skindfælderne er fulde af liv. Jeg vil derfor ikke negte for, at jeg befinder mig noget uvel, i stærk modsætning til den hygge og det velbefindende, jeg har følt i mange andre eskimoers hytter.
Aunolka har dog den undskyldning, at hans hus ligger lige i ruten mellem vort vinterkvarter og talrige eskimokolonier, hvorfor det for tiden nærmest maa gjøre tjeneste som «privathotel» eller «logis for reisende».
Jeg har allerede tidligere en gang været under dette tag. Der var da 21 mennesker herinde, og for at forene det nyttige med det behagelige brugte jeg en liden gut til hovedpude og 4 andre unger, der laa tversover mig, til dyne. Den næste morgen betalte jeg forresten værten rigelig, hvad dog ingenlunde havde været nødvendigt. Betalingen var — — en gammel tandbørste, som samtlige tilstedeværende naturligvis straks maatte prøve!»
Der lyser glæde og livslyst ud af de brede, lidt gustne ansigter, naar efter vinterens trykkende mørke solen i februar maaned begynder at klæde skylagene nærmest horisonten i sit gyldne skrud. Og naar endelig for første gang solskiven selv, fladtrykt gjennem luftlagene og vidunderlig vakker, viser sig over den sydlige horisont, da kjender glæden ingen grænser. Da flokker mænd og kvinder, gamle og unge sig sammen paa fjeldknauserne bag koloniens hytter, der, hvor udsigten er friest, og hilser den tilbagevendende lysets hersker med taknemmelige blikke og glade udraab.
Nogen nøiagtig tidsregning har eskimoerne ved Smith’s sund ikke. Skal de angive et vist punkt paa dagen, benytter de solens eller stjernernes stilling paa himmelen paa den tid. Er det derimod en bestemt aarstid, de ønsker at betegne, saa findes der i deres sprog saavel navne for vore fire aarstider, som passende betegnelser for alle aarets vigtigere begivenheder, saasom «de dage, da de flytter i telte,» eller «da alkekongerne kommer sydfra,» «de dage, da solen forlader os,» o. s. v., o. s. v.
Man skulde nærmest antage, at et folk som det eskimoiske, der fører en saa haard kamp for tilvælsen, og som ofte ikke kan være sikre paa, om de imorgen vil lide nød eller ikke, skulde have et sind, fuldt af alvor, og et syn paa livet, som om det hele var en langvarig lidelse, de af en eller anden grund
maatte gjennemgaa, og hvorfra døden alene vilde fri
. . . . . «Da hilser de den tilbagevendende lysets hersker med takknemmelige blikke og glade udraab» . . . . .
en saadan antagelse. Naar man hører deres lystige latter eller forstaar nok af deres sprog til at opfatte deres eiendommelige og morsomme vittigheder og indfald, eller naar man paa jagten hører deres nynnende sange og friske skjæmt saa kan man ikke komme til nogen anden slutning, end at disse folk maa være usædvanlig tilfredse med sin livsskjæbne.
Og i virkeligheden er dette fænomen, naar man ser lidt nøiere paa sagen. ikke saa rent uforklarligt, som man fra først af skulde tro.
Først og fremst maa vi nemlig erindre os deres udmærkede helbred. Sjelden saa man vel sundere folk end disse ublandede og af civilisationen uberørte eskimoer. Lidt gigt faar jo en og anden af dem i en mere fremskreden alder, men dette er ogsaa omtrent den eneste mere almindelige plage, de hjemsøges af. Thi de lettere øienbetændelser — sneblindhed — som ikke sjelden forekommer blandt mændene hver vaar, naar solstraalernes reflex fra sneen bliver uudholdelig for det ubeskyttede øie, kan neppe regnes som nogen alvorligere plage.
Dernæst maa, og ikke mindst, den omstændighed tages i betragtning, at det lille eskimosamfund, vi her taler om, helt igjennem er bygget paa lighedens principer, det er et samfund, hvori penge er en ukjendt ting og næstekjærlighed en grundregel for enhver. Det maa derfor ogsaa af denne grund indeholde ganske overordentlige betingelser for dets medlemmers lykke og tilfredshed. Et samfund, hvori frihed, lighed og broderskab ikke er et fjernt og haabløst ønske blot, men den ægte, sande virkelighed!
At dette overhovedet kan være muligt, er ene og alene paa grund af de livsvilkaar, hvorunder de lever. Eskimoerne er gode, fordi de ingen interesse har af at være anderledes.
Er en jæger dygtigere end alle andre, saaledes at han kanske i løbet af en sommer har samlet sig et langt større kjødforraad, end han og hans familie i vinterens løb kan fortære, skulde han saa gaa hen og nedgrave den del deraf, han ikke kunde benytte, forat det i aarenes løb skulde forvandle sig til støv? Eller forsøge at sælge det, der, hvor ingen kjøbere findes!
Nei. — Med glæde og stolthed vil han dele sit forraad med dem, hvis øie er mindre øvet, eller hvis arme er svagere end hans.
Men, vil man maaske indvende, vil ikke de jægere, der ved sin overlegne dygtighed i forholdsvis kort tid er istand til at fylde sine vinterforraad, være mere tilbøielige til at benytte de indsparede uger til dovenskab og lediggang, end til at fortsætte jagten i fremmedes interesse? Dertil maa der imidlertid svares, at saalænge den enkeltes ærgjærrighed staar paa den høide, som den nu gjør, er der, selv om deres gode hjertelag ikke tages med i beregningen, neppe nogen fare for tilbøieligheder i den retning.
I fuld overensstemmelse med det ovenfor fortalte, hersker der da ogsaa den regel iblandt dem, at hvad en fanger ikke transporterer hjem af sit bytte, men f. ex. efterlader dækket af stene paa nærmeste land til mulig fremtidig afbenyttelse, med fuld ret og uden indhentet tilladelse kan benyttes af andre, hvad der ogsaa meget hyppigt sker. De danner ligesom tilsammen en eneste familie, for hvis fælles bedste de alle uden undtagelse vier sit livs arbeide.
Det er derfor en umulighed iblandt dem, at nogle skulde kunne leve høit, medens andre sultede. Thi livets glæder saavelsom dets lidelser tager de i fællesskab. Nogen virkelig hungersnød er heldigvis af meget sjelden forekomst inden denne stamme, idet de, tvert imod hvad andre forfattere har hævdet, er meget forsynlige og som regel gaar overvintringens besværligheder imøde med fyldte forraad.
En udpræget kjærlighed til næsten synes at beherske dem alle, hvad jo forøvrigt ikke kan synes mærkværdigt, naar man samtidig erindrer, hvor nær i slægt med hinanden disse halvtredie hundrede, gjennem aarrækker isolerede mennesker maa være. Det var en rørende ængstelse kan jeg huske, beboerne af en koloni, hvor jeg engang i nogle dage opholdt mig, viste for en af pladsens yngre fangere, fordi han en dag var bleven noget længere borte fra jagten, end han pleiede. Og hvorofte har jeg ikke været tilstede ved den trætte renjægers ankomst til sit hjemsted, belastet med rensdyrets liflige kjød. Beholde det for sig selv og sin egen husholdning, det kunde der for ham ikke være tale om. Gilde skulde der være, og alle baade store og smaa rigelig beværtes.
Det er en overordentlig sjeldenhed at se to eskimoer trætte, og hænder det en enkelt gang, gaar det meget lempelig for sig, idet de hverken bliver høirøstede eller bruger skjældsord. Voksne mænd trætter overhovedet ikke. Bliver de uenige, og føler den ene sig paa nogen maade tilsidesat af den anden, forlader han simpelthen stedet. De tilhører idetheletaget en udpræget sagtmodig race, der hader splid og ufred, af hvilken grund de ikke sjelden endog gjør de mennesker tjenester, som de i sit indre har imod.
En jæger, der forsyner sig af et offentligt kjøddepot.
Eskimoerne dør ifølge de mangelfulde oplysninger, vi herom var istand til at skaffe os, gjennemsnitlig i en alder af henimod 60 aar af alderdomssvaghed, der gjerne faar sit udslag i en kortvarig lungebetændelse.
Deres ærlighed sig imellem er beundringsværdig, og tyverier indbyrdes er, ikke mindst paa grund af den omtalte socialistiske samfundsorden, fuldstændig udelukket. Men netop af den samme grund forsynte de sig i begyndelsen ikke saa sjelden med en og anden bagatel fra den første Pearyexpeditions beholdninger, naar de dertil havde anledning, noget de efter deres egne regler jo nærmest maatte anse sig berettigede til, da vi jo umulig selv kunde have brug for alle de i deres øine saa overflødige forraad.
Gjort opmærksomme paa, at vi misbilligede denne fremgangsmaade, kunde vi senere næsten altid stole paa deres ubetingede ærlighed, og det uagtet de med sin skarpe intelligents nok saa det uretfærdige i, at vi uden vederlag og uden deres tilladelse havde taget deres land i besiddelse, for derefter systematisk at rense dal og høifjeld paa lange strækninger for de for dem saa værdifulde rensdyr.
Løgn gjorde de sig kun sjelden skyldig i ligeoverfor os, og da vistnok mere af en slags trang til rigtig at holde os hvide mænd, der altid troede os saa kloge, for nar, end egentlig af vane eller ondskab. At de nogensinde lyver for alvor indbyrdes, er ikke tænkeligt da de jo ganske maa mangle motiver for en saadan fremgangsmaade. Derimod er det dem meget imod at maatte fortælle en mand en sandhed, der kan tænkes at være ham ubehagelig, hvorfor de under saadanne omstændigheder helst forsøger at omgaa den ved allehaande udflugter.
Deres moral er i det hele taget, som man vil have seet, i de fleste retninger fuldt overensstemmende med kristendommens ideelle grundsætninger. Men medens vi, der lever under forholde, der daglig forleder os til at sætte os udover disse grundsætninger, desværre oftest maa nøie os med at beundre dem som vidunderlig skjønne og ophøiede, saa formaar de fattige innuitter lettere at efterleve dem, fordi de er født under enklere og sundere livsvilkaar.
Eskimoens gode humør er uudtømmeligt. Især kommer deres overgivne lystighed tilsyne der, hvor der er mange tilstede samtidig, hvad saaledes flere gange var tilfældet ved Peary-expeditionens huse. At forsøge at beskrive de cirkusscener, der her foregik f. ex. da et halvt dusin mandlige innuitter for første gang i sit liv lik øie paa et æsel, vilde lidet nytte. Slige scener kan alene opleves. Deres jubel kjendte ingen grænser. Men notabene, ikke den uskyldige barnslige jubel, man alene skulde ventet fra disse «formørkede hedninger», men en regn af vittige og skarpe bemærkninger, snart om dets lange ører eller trinde hængemave, snart igjen om den altfor nøgne hale, som de mente kunde blive et prægtigt svøbeskaft, naar blot kulden om en tid kom i veiret.
En af stammens mere anerkjendte komikere var den lille, tykke ægtemand Ekva. I timevis kunde han sidde midt i en liden kreds og smaasnakke og sladre og herunder fremkalde sine tilhøreres stadige munterhed. Jeg ser ham endnu i erindringen, saaledes som han engang pludselig viste sig for os en af de første dage, vi var sammen, roende paa fangst i sin kajak, kun iført sine bjørneskinds bukser og en gammel manchetskjorte. Men under lystighedens hylster bankede et varmt faderhjerte. Aldrig glemte han under sine besøg hos os at putte en del af hver af de beskjøiter, vi gav ham at spise, ned i en liden skidden sælskindspose. Det var til at glæde den lille to-aarige Annedor med, naar han kom hjem.
I eskimostammen ved Smiths sund findes ingen høvdinger eller personer med myndighed over andre. Enhver er fuldstændig sin egen herre og blander sig aldrig i en andens affærer. Dog synes de ældre mænd, der enten tidligere har været eller endnu er i besiddelse af usædvanlig dygtighed som fangere, at have en vis autoritet over de øvrige beboere ved en koloni.
Men det kan man alligevel sige, at frihed hersker mellem disse glade borgere, ikke den frihed, der er begrænset af en lovbogs strenge bud, men friheden, saa fuldkommen som man overhovedet kan haabe at faa den her i verden!