Blandt Nordpolens Naboer/11
Intelligents og kunstnerisk begavelse.
Religiøse forestillinger, skikke etc.
At eskimoerne ved Smiths sund i lighed med deres brødre længere sydpaa er intelligente og begavede folk, kan man allerede slutte sig til af deres mange sindrige vaaben og fangstmetoder.
Men særlig har de i de senere aar under sit samkvem med de to Peary-expeditioners medlemmer havt anledning til at lægge disse egenskaber paa en langt tydeligere maade for dagen.
Saaledes forbausede de os ofte ved den lethed og hurtighed, hvormed de tilegnede sig brugen af skydevaaben, samt ved den færdighed, hvormed de manøvrerede vore hvalbaade efter neppe nogle timers øvelse. Men endnu mærkeligere var den sjeldne opfatningsevne, de viste, saavel under mundtlige skildringer som under fremvisning af billeder fra fjerne civiliserede lande.
En af de mest begavede i stammen, ialfald af de yngre, anser jeg Kolotengva for at være. Han er henimod 20 aar, liden af vækst, men tætbygget med muskler af staal og i besiddelse af usædvanlige legemskræfter. Hans øine er smaa, men livlige, og han ser med dem gjenstande der er langt udenfor almindelige folks synskreds. Hans lange, sorte haar er af naturen svagt kruset og danner en vakker ramme om det djærve ansigt.
Ellers minder han mig i mange henseender om høvdingerne, som man kan læse om i de populære indianerfortællinger. Ingen i den hele stamme kunde være stoltere end Kolotengva, ingen mere fri og uatfhængig, ingen trofastere i venskab, koldblodigere i farens stund, eller kløgtigere under jagten.
Tungvingva hed hans kone, et rødkindet, smilende barn med mørke øine og kridhvide tænder.
Disse to havde ofte et tidsfordriv sammen, som neppe nogen anden i stammen forstod at sætte pris paa, eller idetmindste ikke vovede sig ikast med.
De tegnede. Snart var det «Kablunakkernes» (de hvide mænds) skibe, de forevigede, snart mennesker, snart dyr, snart hytter og telte, snart kajakroere og jægere. Blyant og papir kunde jeg uden vanskelighed holde dem forsynede med, da jeg heldigvis havde medbragt mere end tilstrækkeligt for eget behov.
Mange af disse deres tegninger var i høi grad interessante ligesom de alle uden undtagelse tydede paa en meget skarp iagttagelsesevne. Jeg hidsætter ligesaa godt et par prøver af dem, der er nøiagtige gjengivelser efter originalerne i en af mine skitsebøger, forat læseren selv skal kunne bedømme dem.
Det første billede, der er tegnet af Kolotengva, forestiller en jagtscene. To jægere, en eskimo med pil og bue og en kablunak med rifle, er komne med slæde og hunde over søisen, indtil de har faaet øie paa to rensdyr inde paa en odde. Naar denne er de standsede, har forladt slæden og hundene, og man ser dem paa billedet ifærd med at nærme sig sit bytte ad forskjellige veie.
Naar undtages, at kablunakken tilvenstre kanske er noget vel tyndklæd, samt desuden synlig beruset, er tegningen virkelig meget instruktiv.
Det andet billede forestiller dampsælfangeren «Kite». Det blev tegnet efter hukommelsen af Tungvingva en af de første gange, hun havde blyant i sin haand
Den tredie tegning er ogsaa af Tungvingva. Den forestiller to hvide mænd! Da kablunakkerne holder sit haar snauklippet, har hun uden videre fremstillet dem som skaldede, hvorved ørene er kommet til at spille en meget fremtrædende rolle paa de vakre buster.
Kolotengva nærede stor beundring for kablunakkens mange opfindelser, hans skarphed og hans uoverskuelige kundskaber, og han tog villig efter, naar han hos os fandt en eller anden nyttig skik eller mode, der lod sig gjennemføre i praksis ogsaa blandt hans landsmænd. Han var saaledes den første til at anskaffe sig lommer i sin sælskindsnetcha, og snart fulgte mange af de øvrige unge mænd efter.
Kolotengva havde en kamerat, som han holdt mere af end de fleste andre. Det var den jevnaldrende Kudla. Jeg ved ikke nogen bedre fælles betegnelse for disse to, end ordet «hurragutter». Thi overalt var de paafærde, overalt udførte de bedrifter i den ene eller anden retning, og overalt førte de sit uudtømmelige humor med sig.
Jeg var tilfældigvis tilstede engang, som Kolotengva og Kudla kom hjem fra en rensdyrjagt i juli maaned 1894. Da jeg saa skulde give mig i snak med dem, fik jeg se, at Kolotengvas ansigt, hænder og øverste parti af den bekjendte kjødfulde del bogstavelig talt var dækket af myggestik, saaledes at han nærmest saa ud, som han var koparret, mens Kudla derimod var gaaet fuldstændig fri.
Da Kudla saa, at jeg skulde til at gjøre en bemærkning herom, kom han mig i forkjøbet og forklarede med en paataget overlegen og alvorlig mine, at myggene desværre havde plaget «lille» Kolotengva svært, mens de sov om nætterne. Men ham, tilføiede han, med en endnu mere overlegen mine, idet han samtidig pegede paa sig selv, ham turde myggene aldrig røre. «Og hvorfor ikke?» fortsatte straks Kolotengva, «jo fordi selv myggene forsmaar det elendige stof, der flyder i dine aarer!» Som man ser, er der baade satirisk humor og svar paa rede haand hos disse karle.
En om muligt endnu mere udpræget hurragut end de to nævnte var den sprællende livlige Kaschu. Han kunde vel være en smule over de tredive. Hans ansigt var bredt og rundt og saa ud, som det var skaaret i træ i stort hastværk af en tømmermand. Naar han var rigtig glad, lo han, saa mundvigerne trak sig opover mod baghovedet, og lukkede dertil begge øine, i livsfare derimod altid kun det ene.
Vel var han en tyv og en løgner under visse undskyldende omstændigheder, men — for et gjennemprægtigt menneske alligevel. En mere freidig og energisk ledsager paa reiser skulde man vanskelig kunne finde. Hans fysiske udholdenhed maa nærmest betegnes som ubegrænset.
Kaschu havde længe sit telt opslaaet nær den anden Peary-expeditions vinterkvarter, og hver morgen regelmæssig kunde man se ham, selv efterat kulden var kommet i veiret, tage sig en tur udenfor teltet uden en traad paa kroppen, for at tage de meteorologiske observationer for dagen.
Naar der var nogen morro paa færde mellem os kablunakker, maatte Kaschu altid være med, saaledes stedse, naar vi stod paa ski i bakkerne bagenfor huset. Han blev da ogsaa efterhaanden en baade ivrig og forholdsvis øvet skiløber. Elegant blev han dog aldrig. Han var af de bredsporede, og skar desuden altid de frygteligste ansigter, saasnart han fik en smule fart. Blev hastigheden meget stor, lukkede han det ene øie, og ansaa sig da vistnok stedt i den alvorligste fare.
Siden jeg nu er kommen ind paa de biografiske skildringers omraade, vil jeg ligesaa godt med det samme omtale et par andre af stammens mere typiske medlemmer.
Af meget gamle folk kan nævnes Kaschus forældre, Arodoksua og Migibsungua. Som bevis paa, at den gamle mand forstaar sig en smule paa fornuftig sundhedspleie, kan anføres, at da han forlængst er ophørt at fange og saaledes ikke længer paa denne maade faar sig nogen motion, tager han sig regelmæssig hver formiddag en lang spasertur udover søisen, skyvende sin tomme slæde foran sig. Han plages forøvrigt af og til i de senere aar af gigt. Hans kone derimod er ganske frisk, og hendes snakketøi er da ogsaa i den livligste virksomhed fra den tidlige morgen til langt paa nat. Er der fremmede tilstede, er det stedse sin uforlignelige søn Kaschu, hun skildrer, den anden, halvtullingen Aningana, nævner hun derimod sjeldnere. Kaschu, — ja det er vel gut det! Men naar hun kommer til beskrivelsen af, hvor vakker han er, og en mindes træfjæset med den store mund og de halvaabne øine, da skal der beherskelse til for at bevare en alvorlig mine.
Et af de værdigste ægtepar i hele stammen er Ingapaddu og Ituschaksui. De er Tungvingvas forældre og har ialt 6 børn, det største antal, der endnu i mands minde er forekommet i nogen familie. De er begge udprægede pligtmennesker, retskafne og ærlige, og dertil elskværdige og medfølende som faa.
Særlig er Ituschaksui et pragtexemplar af en moder. Engang saa jeg hende springe ud paa isen til et par af sine smaarollinger, der var ude og legte henimod 2 km. fra land, blot for at sige dem, at de endelig maatte tage vaatter paa nu, det var begyndt at blæse saa surt.
Ituschaksui’s fader er den gamle Kommonapek, en af dem, der i sin tid indvandrede vestenfra over Smith’s sund. Ituschaksui var dengang en ganske ung pige, nu derimod er hun en rund og trivelig matrone. Hun har to yngre brødre, der begge er gifte, nemlig Aseio og Panikpa. Saavel disse to som søsteren maa alle siges at være usædvanlig begavede eskimoer.
Særlig har den noget sygelige Aseio med sit blege, smale ansigt og de store, tankefulde øine geniets karakteristiske ydre, med hvilket da ogsaa hans overmaade klare forstand og hans lynsnare opfatningsevne staar i den nøieste overensstemmelse.
Paa grund af hans nævnte sygelighed har hans unge, livlige kone Anavi ikke saa sjelden maattet udføre forskjellige arbeider, der egentlig henhører under mandens pligter, hvorved der omsider er kommet noget vist amazonmæssigt over hende. Saaledes kan hun drive et slædespand med forbausende færdighed og svinger svøben med ligesaa stor udholdenhed og kraft som nogen mand.
Aseio’s broder, Panikpa, er af en mere tilbagetrukken og filosofisk natur. Han liker bedst at have sit telt eller vinterhus staaende paa afsides steder, hvor folk ikke til daglig vanker, og hvor han med sin kone og sine smaabørn kan nyde en rolig og uforstyrret familielykke.
Jeg har ofte havt lange samtaler med Panikpa, der altid har benyttet anledningen til med stort begjær at søge oplysninger om fremmede lande. Hans tillid til kablunakkerne er overmaade stor, og han har en brændende lyst til at se deres lande og byer, jernbaner, heste og andre dyr, alt ting, som han hidtil alene har maattet nøie sig med at se paa billeder. Men om han nogensinde faar dette sit ønske opfyldt, er vel tvilsomt. Imidlertid er allerede nu hans horisont videre end mangen civiliseret bondes, og et helt væld af tanker er det ofte, der røber sig bag mange af hans simple og ligefremme spørgsmaal.
Der findes i eskimostammen ved Smith’s sund blandt andet fire brødre — den femte er død — hvoraf idetmindste tre er af mere end almindelige dimensioner. Det er Miuk, Kayegvitto og Otonia. Saavel den første som den sidste er to saa bra og jevne mennesker, at deres biografi allerede er tilstrækkelig skildret i disse to ord.
Med Kayegvitto forholder det sig imidlertid til en vis grad anderledes. Ogsaa han er en snil og godmodig fyr, men han har en komisk feil, idet han er aldeles umulig indbildsk. Dette at han er nogle tommer høiere end alle sine kamerater, og at han vel ogsaa er stærkere end dem, har efterhaanden faaet en saadan magt over ham, at han nu lever i den faste overbevisning, at han i virkeligheden er stammens første mand og vel ogsaa i det ydre burde anerkjendes som saadan. At denne tanke idethele er vaagnet hos ham, skriver sig vistnok fra efter den tid, vore expeditioner kom til landet, idet han da, ved at lægge mærke til, at en enkelt af amerikanerne vistes ubetinget respekt og lydighed af alle de øvrige, formodentlig har faaet lyst til at spille en lignende rolle blandt sine landsmænd.
Denne forfængelighed falder saa meget mere i øinene, som den ganske savnes hos de øvrige mænd i stammen, hvorfor den da ogsaa hos Kayegvitto bedømmes efter fortjeneste. De smiler lunt og siger omtrentlig saa meget som: «Kayegvitto — ja, han er gal han, stakkar».
Men for os blev engang Kayegvittos forfængelighed til ikke ringe nytte. Det var nemlig omtrent ved midtvinterstider under den anden Peary-expedition, at vi begyndte at mangle foder til vore mange hunde hjemme ved vinterkvarteret.
Nu havde vi hørt, at Kayegvitto sad inde med betydelige kjødforraad ved kolonien Nachsa paa sydsiden af Whale sund. Dette blev det bestemt, at jeg skulde reise over og undersøge, og da jeg den følgende dag i maaneskin naaede kolonien, blev jeg mødt nede ved stranden af alle dens mandlige beboere, hvoriblandt da ogsaa ganske rigtig Kayegvitto befandt sig. Men ikke før havde han seet, at det var en kablunak, der kom paa besøg, før han atter som en pil forsvandt ind i sin hytte, for straks efter at komme tilbage, iført en gammel tyndslidt frak, som han den foregaaende høst havde tilhandlet sig af en af expeditionens medlemmer. Først nu saa han efter sin egen mening slig ud, at han paa en værdig maade kunde repræsentere sine «undersaatter».
Nu gik jeg hurtig frem imod ham og greb hans haand, som jeg rystede kraftig mange gange, en ceremoni, der vistnok ikke bruges blandt eskimoerne indbyrdes, men som de dog havde lært at fatte betydningen af, og som i dette tilfælde smigrede Kayegvitto i høi grad. Saa forklarede jeg ham mit ærinde: Peary, den store herre (nalegaksuak) fra de fjerne lande, manglede kjød til sine sultne hunde. Nu kom jeg for at bede Kayegvitto, innuitternes store herre, at hjælpe ham. Han havde meget kjød, ingen fangede saa meget som han, han alene var innuitternes nalegaksuak. Denne sidste sætning faldt i den grad i Kayegvittos smag, at han gjentog den i det uendelige, indtil han omsider indbød mig til at overnatte i sit hus, hvad jeg selvfølgelig modtog.
Det var først den følgende morgen, at vor egentlige konference fandt sted. Ikke før havde jeg paanyt et par gange kaldt den forholdsvis svære, grovlemmede mand for innuitternes nalegaksuak, før han med
en ubeskrivelig komisk overlegenhed kommanderede
Gruppe af Smith-sund eskimoer. I baggrunden sees toppen av et telt.
kjød. Herunder assisterede han selv nu og da meget naadig med et spark efter de tungeste kjødstykker. Men de eskimoer, som for anledningen frivillig havde nedværdiget sig til at være Kayegvitto’s undersaatter, morede sig kostelig over det hele komediespil, ikke mindst over dennes naragtighed, og var godmodige nok til at spille det hele tilende.
Kadluktu civiliseret.
(Se side 31, Kadluktu uciviliseret.)
Saa fik Kayegvitto en passende present, hvad han tilsyneladende aldeles ikke havde ventet, og jeg forlod den store mand, der han stod i maaneskinnet, fremdeles iført sin tynde frakke, skjønt temperaturen ikke var langt fra ÷ 40° C.
Der findes en liden forældreløs gut i stammen, Kadluktu er hans navn. Han var en vakker og meget opvakt liden fyr, som vi, som rimeligt kunde være, tog os en smule af under vor overvintring. Saaledes boede han i lang tid i vort hus, under Matt’s køie, hvor han blev rigelig gjødet med levningerne fra vore maaltider. Særlig tog Matt sig faderlig af den lille femaaring. Først vaskede han ham ordentlig over hele kroppen, saa satte han et par gamle kjærringer til at rense hans klæder for smuds og utøi, noget der viste sig yderlig paakrævet, hvorefter han klippede ham snau som en sæl over hele hovedet, og dermed var Kadluktu civiliseret.
Ellers har denne lille fyr ikke noget fast hjem, idet han bor snart i den ene, snart i den anden familie; men han behandles dog gjennemgaaende kjærligt overalt.
Kaoni heder en merkværdig dot med 4 børn og en temmelig svær hustru. Jeg har en mistanke om, at denne mand er en smule under tøffelen.
Ved de kolonier, hvor Kaoni holder til, der har beboerne altid morro — men paa hans bekostning desværre. Han er nemlig saa sørgelig klodset i næsten alt, hvad han foretager sig, samtidig som han har den utilgivelige feil, at han stammer og dette tilsammen bevirker uundgaaeligt at han spiller hovedrollen i næsten alle de anekdoter, der jevnlig udgaar fra hans boplads.
Et par fangere fra to nabokolonier møder hinanden. «Nukta fik en narhval iforgaars og Angodlu og Mahotia hver en ugsuk igaar.» — «Jasaa, Akkomodingva og jeg fik ogsaa to sæl igaar. Kaoni skulde været med os, men kajakken, som han havde laant, kantrede, netop som han var kommet nogle aaretag ud fra land, og saa blev han hjemme.» — Lang og stille latter fra begge. — «Hvad sagde Kaoni, da han vel var paa land igjen?» — «Ka-ka-ka-ka-ka-ka-ka-ka-jak er noe hærk! Ka-ka-ka-ka-ka-oni ogsaa, lagde vi til.» Igjen langvarig og stille latter fra dem begge.
Vi medbragte under den sidste expedition en Edisons fonograf, som vi oftere lod eskimoerne lytte til. Mærkelig var den fordomsfrihed, hvormed de allerede fra første stund af tog del i dette tidsfordriv. De syntes ingenlunde at sætte dette for dem saa uforklarlige apparat i forbindelse med noget overnaturligt, men lo og morede sig over de skjulte stemmer som over et legetøi, de havde kjendt i mange aar.
Og dog, — hvor nær vilde det ikke have ligget for dem at antage disse stemmer for aanderøster, der i deres religiøse forestillinger spiller en saafremtrædende rolle. Men med sin skarpe fornuft fastslog de straks, at ponograpi-mut i lighed med de mangfoldige øvrige mærkværdigheder, kablunakken var i besiddelse af, kun var et vidunderlig kompliceret, men forresten ganske naturligt produkt af menneskelige hænders og hjerners arbeide.
De fleste af eskimoerne tæller med lethed til 20, og det uagtet de sjelden eller aldrig har brug for et saa høit tal i det praktiske liv. Thi gaar antallet af noget over 4 eller 5, betegner de det som oftest med «mange» eller et lignende ord. Men naar de i de lange vinteraftener sidder inde i sine lave huler og udskjærer kunstfærdige smaa elfenbens-mennesker og dyr eller andre rariteter, da kan de nok stundom til tidsfordriv finde paa at tælle dem, hvorunder de jo driver det op i baade 30 og 40. De tæller vanligvis paa fingrene, 1 atasuk, 2 magluk, 3 pingarsut, 4 sissami, 5 tedlumet. Skal de videre til 6, kalder de dette den første finger paa den anden haand, eller igluane atasuk (i regelen forkortet til igluane), 7 endvidere den anden finger paa den anden haand, igluane magluk o. s. v.
Er de omsider kommen til 10, og de ingen flere fingre har tilbage, fortsætter de fleste vistnok at tælle paa fingrene nok engang, men benævnelsen gjælder fra nu af tæerne. 13 er saaledes 3 tæer paa den ene fod, 17 to tæer paa den anden o. s. v. Skal han over 20, som han kalder et helt menneske til ende, siger han for 21 en paa det andet menneske (innuit aipachsjani atasuk).
Eskimoernes tekniske begavelse og opfindsomhed er beundringsværdig. Særlig kommer disse deres egenskaber for dagen, naar de skal reparere sine bøsser eller andre fra civilisationen stammende redskaber, noget, hvortil de som oftest savner endog det aller nødvendigste værktøi. Værst er det, naar f. ex. hovedfjæren i geværlaasen brækker. Da gaar der som oftest lange stunder hen, ja der kan gaa maaneder, førend geværets eiermand eller nogen af hans venner hitter paa raad. Men saa en vakker dag optræder atter den bolde skytter med vaabenet i brugbar stand. Den gamle laas har han imidlertid maattet forlade, og fjæren er kanske ikke længer af staal, men dannet af et langt, til kolben i den ene ende fastsurret stykke elfenben, der samtidig maa gjøre tjeneste som hane. Denne er spændt, naar et lidet træstykke befinder sig indunder den elastiske elfenbensstok; naar dette træstykke derimod hastig trækkes tilside, slaar den improviserede bane et kraftigt slag mod tændstemplet, og skuddet gaar dundrende af.
Der findes østenfor Kap York flere store meteorstene, som løitnant Peary vaaren 1894 blandt andet nærmere undersøgte. Dele af disse jernstykker skal de indfødte paa den tid, da den engelske polarforsker Sir John Ross i begyndelsen af aarhundredet opdagede dem, delvis have benyttet til pile- og harpunodder. Hvorledes de imidlertid uden at gløde jernet, en metode, de først under samkvemmet med os lærte at kjende, har kunnet udhamre det til harpunspidser etc., er ikke godt at forstaa. Sandsynligvis er det kun i ringe udstrækning, at de har kunnet drage sig disse stene til nytte, idet det uden tvil kun kan have været nogle faa, af naturen fladformede splinter, de har kunnet anvende.
Et ganske sindrigt træk fra eskimoernes daglige liv er den maade, hvorpaa de om vaaren beskytter hundenes labber mod at beskadiges af den haarde isskare, der danner sig paa sneens overflade paa den tid af aaret. De forsyner dem nemlig med sokker af ugsukskind, der fastsurres til benene lige ved det nederste led, og saaledes udstyrede er dyrene fuldstændig beskyttede mod al saarbenethed.
At eskimoerne gjør forskjel paa haarde og bløde træsorter, ja endog kjender gran fra furu og eg fra ask, vil vistnok mange synes mærkeligt, naar man erindrer, at de aldrig har kunnet glæde sig ved synet af et virkeligt levende, blomstrende træ. Hvor vilde de ikke juble, og deres sind fyldes af fryd og begeistring, om de pludselig kunde faa skue et af de mægtige susende egetræer eller en af de mørkegrønne furuer og graner, hvorfra de beskedne stykker i deres slæder oprindelig er komne!
Musikalsk sans findes der meget af blandt eskimoerne. Men den staar endnu paa et saa lavt trin, at de f. ex. ikke kan opfatte korrekt endog vore mest enkle og ligefremme melodier. Undtagelser er der dog. Saaledes lykkedes det den før nævnte Ituschaksui at lære at synge flere af vore mere populære melodier fuldstændig korrekt, blandt andet Ta-ra-ra-bom-dieh, som de øvrige næsten uden undtagelse sang skjærende falskt.
Men saa kunde de sine egne sange saa meget bedre udenad, og aldrig hørte man f. ex. under deres korsange, at en enkelt tone skar sig ud fra de øvrige.
Jeg hidsætter nedenfor en af deres melodier, der, naar den synges af flere personer, stedse foredrages uden ord, medens solosangere i regelen tilsætter en tekst paa staaende fod.
Eskimoerne er fortrinlige karttegnere, idet de har en overordentlig stærkt udviklet stedsans. Som astronomer staar de heller ikke paa et saa ganske lavt standpunkt, om det end ikke, da vi først mødte dem, var lykkedes dem at adskille fixstjernerne fra planeterne, hvilke sidste de simpelthen ansaa for store stjerner. Muligens skriver dette sig fra den omstændighed at stjernehimmelen i disse egne alene kan observeres i adskillig mindre end den halve del af aaret.
Karlsvognen er, fortæller sagnet, en flok rensdyr; Pleiaderne er et hundespand, der forfølger en bjørn; Cassiopeia’s stjerner danner fødderne til en mægtig stenlampe; Orionsbeltets tre glimrende sole er trin, som en eskimo har udhugget i en brat sneskraaning for at naa dens top; Kastor og Pollux i Tvillingernes stjernebillede er sidestenene i indgangen til en iglu. Arcturus og Aldebaran er to fangere, medens planeten Jupiter er solens moder. Solen er en ung pige, maanen hendes elsker, der forfølger hende rundt paa himmelhvælvingen. At det er maanen, der foraarsager flod og ebbe, har de forlængst fastslaaet.
Innuitternes religiøse forestillinger staar paa et lavt, men derfor ikke mindre interessant udviklingstrin. Thi hos denne lille skare mennesker gjenfinder vi i nutiden et billede af vore forfædres religiøse tro eller famlen mod en tro, saaledes som den i sine hovedformer maa have artet sig aartusender tilbage i tiden. Ja, vi staar i virkeligheden her ligeoverfor et folk, der netop er i begreb med at forlade stenalderen, et urfolk med svundne tiders ærværdige præg. Hvilken værdifuld overlevering for granskere af menneskeslægtens udvikling og historie!
Sommerdag langt fra land.
Vor tids religioner har alle antaget faste og bestemte former og kan hver især sammenfattes i nogle faa, korte troesartikler.
Anderledes derimod med eskimoernes religion, eller, for at undgaa denne maaske uberettigede betegnelse, deres religiøse forestillinger. Disse er vaklende og ubestemte ja ofte rent individuelle, og deres lære vilde utvilsomt, om man forsøgte nærmere at detaljere den, komme til at indeholde en mangfoldighed af troesartikler, hvis den da idetheletaget lod sig sammenfatte.
En forklaring til denne usikkerhed i deres begreber om livets og naturens mysterier ligger maaske ikke saa fjernt, som man skulde tro. Thi i de store samfund stoler gjerne den enkelte, som rimeligt kan være, blindt hen paa sandheden af den lære, millionerne omkring ham hylder. Men naar, som blandt eskimoerne, den offentlige mening eller dom i sin mest imponerende skikkelse neppe repræsenterer over et par hundrede individer, da maa, synes det mig, for den enkelte tilbøieligheden til ikke at turde stole fuldt ud paa nogetsomhelst blive meget naturlig.
Jeg har ogsaa faaet en slags bestyrkelse i denne min opfatning ved de religiøse samtaler, jeg oftere søgte at istandbringe med enkelte af de indfødte.
«Mener innuitterne, der er et liv efter døden»? var et af de første spørgsmaal, jeg rettede til Kolotengva, efterat jeg langsomt og efterhaanden havde vundet hans fortrolighed paa et omraade, som naturfolkene gjennemgaaende sidst af alt er tilbøielige til at lægge aabent for nysgjerriges blikke. «Ja, naar en innuit dør, saa vandrer vist sjælen (egentl. skyggen) til et land under os, hvor der er god jagt, meget solskin og godt at være. Men andre mener, at sjælen gaar til et land høit oppe i luften, og ingen er vis paa, hvad som er rigtigt. Vi innuitter er saa faatallige, men kablunakkerne er der mange af, og I ved alle ting. Sig os, hvorledes det er med dette.»
Hvad jeg svarede, hører ikke hjemme her. I Hans Egede’s aand var det vel neppe, endskjønt jeg gik saa vidt som til at love ham et evigt liv langt lykkeligere end det jordiske. Og større trøst kan man vel ikke skjænke et menneske, der ræddes ved tanken om engang at skulle dø.
Naar kulturmennesket i livets tunge timer lider under sine sorgers mangfoldighed, naar hans sjæl er syg og nedstemt, og han føler sig forladt og ulykkelig ved jordlivets trøstesløse tomhed, da vender han sig i bøn til en almægtig og barmhjertig Gud og finder herunder den lindring og trøst, han saa haardt trænger.
En slags erstatning herfor har eskimoerne i sine eiendommelige aandekonferencer. Endel mægtige, men usynlige aander indtager Guds plads i deres begreber, og disse aander mener de, deres angekok’er eller aandebesværgere kan paavirke saaledes, at de staar dem bi i det daglige liv, helbreder sygdomme, skaffer dem god jagtlykke etc.
Saavel mænd som kvinder kan blive angekok’er, men ikke alle er lige godt skikkede for dette hverv. Behændighed, kløgt og skuespillertalent kan alene sikre et menneske virkelig anseelse som aandebesværger. De ældre angekok’er oplærer de unge, der maatte føle sig særlig skikkede for eller tiltrukne af angekok’ernes mystiske virksomhed. Læretiden strækker sig gjennem adskillige aar og er forbunden med mangehaande hemmelighedsfulde ceremonier
Den betydeligste af de aander, eskimoerne kjender, er Tornahuksuak (oversat egentl.: den kjæmpestore skygge). Den kan gjøre dem saavel skade som gavn og antages vistnok i Nord-Grønland udelukkende at holde til paa land og skal ifølge angekok’ernes udsagn have menneskeskikkelse af overnaturlige dimensioner.
Naar der en stille sommerdag ved en koloni pludselig høres et stenras eller en lignende tilfældig støi i nærheden, udbryder gjerne flere af beboerne samtidig i en ængstelig, dæmpet tone: «Tornahuksua! Tornahuksua!» Da mener de, det er ham, der er ude og vandrer langs de mørke fjeldskrænter.
En anden aand, der efter beskrivelsen lever i havet og har lange, sorte fangarme, benævnes Kokvoia. Mange andre aander og mystiske væsener findes der foruden disse, men de er alle af en mere underordnet art. Der gives idetheletaget en sand rigdom paa overtro, men det meste er, som allerede før antydet, gjennemgaaende løst og vaklende og retter sig altfor meget efter de enkelte individer, til at jeg skulde ville forsøge at samle det hele her, saameget mere som disse naive produkter af enkeltmænds vilde fantasi neppe heller fortjener for megen opmærksomhed.
Hvor mange angekok’er der for tiden findes blandt de 250 innuitter ved Smith’s sund, er ikke godt at sige, idet der synes at herske afvigende meninger blandt stammens medlemmer om, hvem der er berettigede til angekoktitelen. Selv er jeg mest tilbøielig til ikke at trække nogen skarp grænse mellem aandebesværgere og ikke-aandebesværgere, idet jeg har faaet det indtryk at alle de, der blot kan lægge en smule følelse og mystik for dagen i sine sange, fusker i faget ved enhver leilighed, der tilbyder sig.
En af det smukke kjøn med sit barn.
En ting er imidlertid at kunne kalde sig og blive kaldt en angekok, hvad de fleste vistnok tragter efter, en anden ting er virkelig at være en person med indflydelse og respekt, en der kan indgyde sine medmennesker ærefrygt. Af disse findes der neppe over et halvt dusin i stammen, hvoraf igjen maaske to er ældre kvinder, de øvrige mænd.
Den yngste af disse fire mandlige angekok’er og tillige den mest respekterede af dem alle er Kayapaddu. Han kan være omkring de 35 aar, er smilende og tyk og har et ansigt saa jovialt, at han blot behøver at tage paa sig de blaa snebriller, han engang har faaet af Peary, for fuldstændig at se ud som en god, gammeldags præstemand.
Naar han holdt sine spiritistiske seaneer, dæmpedes lyset fra tranlamperne saa meget, at man kun med møie kunde skimte hinanden, hvorefter Kayapaddu med tarmskindstrommen i den ene haand og en trommestikke af ben i den anden gik frem paa gulvet og begyndte at synge og tromme.
I begyndelsen var hans sang dæmpet og nogenlunde rolig, men senere blev den mere og mere ophidset, han slængte kroppen i bugtninger fra høire til venstre, saa det lange haar flagrede vildt i luften, medens ansigtet fik et udtryk, som om han led alle verdens kvaler.
Efter et par timers forløb haglede sveden af ham, han trykkede sig med hænderne for panden, skreg, ynkede sig, brød saa, ret som det var, ud i en dæmonisk, skrattende latter, hvorefter han tilsidst opnaaede at faa en eller flere af de usynlige aander, der tjente ham som sendebud til mægtigere væsener, til at indfinde sig.
Nu forandrede han hyppig sin stemme, idet den snart var hans egen, snart skulde forestille aandernes røst, han blev mere og mere støiende og fik ved alle disse ceremonier tilsidst bragt forsamlingen i en saa ophidset og nervøs sindsstemning, at de skalv af bevægelse, samtidig som mange af de ældre begyndte at ynke sig omkap med ham.
Gjaldt det at uddrive en sygdom eller frelse en døende, kunde han vedblive med disse manøvrer i mangfoldige timer, idet han sjelden gav sig, før hans patient var stokdød eller paa bedringens vei. I første tilfælde hed det sig naturligvis, at redning under enhver omstændighed havde været umulig, da en eller anden fiendtlig aand paa forhaand havde stjaalet den syges sjæl e. l., i det andet tilfælde derimod steg hans anseelse i en overordentlig grad.
At tilhørerne under disse forestillinger tror, at aanderne virkelig indfinder sig og underhandler med vedkommende angekok, er en selvfølge, og for min del tør jeg heller ikke paa nogen maade betvile, at angekok’erne selv er i god tro. Thi der er et ord, som siger, at man kan lyve saa længe, til man selv tror det.
Den over hele verden saa stærkt udbredte tro paa amuletter eller gjenstande der tillægges magt til at beskytte sin eiermand mod fare eller mod skade af aanderne, gjenfinder vi ogsaa hos Smithsund eskimoerne. De bestaar som oftest af smale armbaand af sort afhaaret sælskind eller hos kvinderne tillige af skindhalshaand med smaa skindtagger paa forsiden; endvidere af smaa elfenbensfigurer, forestillende mennesker eller dyr, stykker af afdødes skindklæder o. s. v. Amuletterne indvies gjerne ved over dem at synge tryllesange, sange med forvanskede ord og meningen, og i regelen er det de ældre, der bestemmer eller ialfald foreslaar, hvilke gjenstande børnene og de unge folk bør udvælge sig dertil.
Naar en eskimo dør, har de gjenlevende af familien mangehaande skikke at iagttage for ikke at fornærme den afdødes sjæl. Saaledes maa hans navn ikke nævnes, de maa hyle og sørge en vis tid efter dødsfaldet, ligesom de, der har rørt ved den døde eller nogen af hans eiendele, i længere tid maa iagttage visse regler for diæt og klædedragt.
Liget iføres, før det bringes udenfor, fuld reisedragt og hales gjerne efter en fangrem ud gjennem husgangen, hvorefter det i nogen afstand fra husene og gjerne noget længere inde fra strandbredden tildækkes vel med stene. Ofte bøier de liget sammen, saa knæerne kommer op imod brystet, og tuller det ind i skind. Thi da kan graven gjøres saa meget mindre. Huset, hvor dødsfaldet indtræffer, rømmer de straks efter, og hvis det overhovedet igjen tages i brug, sker det ialfald ikke før efter lang tids forløb.
Alle de af den dødes eiendele, som han kan antages at trænge paa sin lange vandring til sjælenes land, lægges i gravens umiddelbare nærhed, og det er disse gjenstandes «sjæle», der alene herunder vil blive benyttede af den afdøde.
Og medens menneskesjælen drager mod fjerne, sollyse jagtmarker, sover det døde hylster sin evige søvn. Kun nordenvindens isnende pust suser i de mørke vinternætter ind mellem stenene og stryger sig hen gjennem ligets blegede skindpels.