Bonden og Bispen
„Det hændte sig engang, at en Overmand tragtede efter sin Grandes Gaard for Lutters og Lunders Skyld og begik det saaledes, at han fik Promiss (Løfte) paa samme Gaard. Der Bispen engang kom i Visitats, og samme fattige Mand roede for ham, gav den gode Mand sig i Snak med samme Bonde og udspurgte af hannem al Leiligheden om Præsten og Ungdommen og deres Forhold. Iblandt andet tilspurgte den gode Hr. Biskop samme fattig Mand, om han og kunde sin Børnelærdom. Han svarede ja og begyndte at læse de ti Budord, indtil han kom til det niende, hvilket han sprang over. Da tilspurgte Bispen ham videre, af hvad Aarsag han ikke læste det niende Bud med. Efter lang Tids Stilsvigen[1] svarede han omsider, at det niende Bud intet agtedes eller holdtes her. „Thi,“ sagde han, „der tragtes mig fattig Mand efter mit Hus og Gaard af min Grande, som er rigere og mægtigere end jeg, og han er velhørt hos de Store. Kjære Fader, hjelp mig, eg maatte be- halda Gaaren min, eg skal ala deg ei Oxeplyt atte føre.“ Den gode Herre Bisp ynkedes over den fattig Mand for hans Kones og Børns Skyld, bad ham læse det niende Bud med de andre, han skulde hjelpe ham til at beholde sin Gaard.“
Christen Jensen: Den norske Dictionarium eller Glosebog. Kbhvn. 1646, S. 128–129. Forf. af denne første Ordbog over det norske Almuesprog, udentvivl en danskfødt Mand, var Sognepræst til Askevold i Bergens Stift.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Stillschweigen (Taushed).