Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken
Denne Mand, der havde studeret udenlands, derpaa var bleven Rektor ved Skolen i Bergen og gift med Magdalene, en Datter af Bispen sammesteds, Mag. Anders Foss, blev tilsidst Provst og Sognepræst i Indviken og omtales i adskillige historiske Kildeskrifter, saasom Schutze, Vita Chytraei, III. p. 329, Monumenta hist. Daniae. udg. af H. Rørdam, II. p. 556–558, Nye kirkehistoriske Samlinger, III. S. 625, 631–37. Allerede som Rektor havde han ført et yderst forargeligt Liv, mishandlet sin Kone o. s. v., og som Præst blev hans Forhold endnu værre. Han gjorde sig skyldig i en Række af oprørende Forbrydelser (Budstikken 7, S. 78), dømtes fra sit Embede og senere ved verdslig Ret til Henrettelse 1617. De Sagn, som tildels endnu leve om ham blandt Almuen, afgive et af de mange Exempler paa, at denne over Forbryderens Ulykke glemmer hans Brøde. En Søn af Mag. Jon var siden Hører i Bergens Skole.
1. „Om hans Død fortælles af Bønderne, at han af sin egen Hustru, Magdalene Andersdatter, skal være anklaget for Trolddom og derpaa dømt at halshugges. Han blev af Kongen pardonneret, men Pardonen skjult og forholden, til Exekutionen var forrettet, hvori en vis Herre, som havde kommet i mer end sømmelig Fortrolighed med Præstens Hustru, skal have været Aarsagen. Hustruens liden Ægtekjærlighed og mindre Christenkjærlighed ved Mandens Henrettelse ved Folk at tale om. Da han paa Retterstedet strax nedenfor Præstegaarden ved Søen begjærede en Draabe Vin at vederkvæge sig med og en af hans Tjenestepiger løb op for at hente samme, mødte Hustruen Pigen tog Flasken og slog den i Marken med de Ord: „Den Hund kan drikke Vand.“ Præsten holdtes for at være falskelig anklaget og uden Skyld henrettet. Dog blev han efter de Tiders Vankundighed, efter sin særdeles Lærdom og Fermeté i Chymien agtet af Mange for en Troldmand. Han blev begraven udenfor Kirkegaarden, men hans Efterkommere har ladet Kirkegaarden udvide, saa han nu ligger indenfor. Hans Hustru levede siden til høi Alder, som Manden ogsaa siges at have ønsket paa Retterstedet, og det i saa stor Fattigdom og Elendighed, at hun i en Kurv blev baaren fra Mand til Mand. Hun blev almindelig kaldet Utro-Malene.“
Chra. Univ.-Bibl. Mskpt. No. 337, fol. Nedskrevet 1751 for E. Pontoppidan af Stedets Sognepræst. J. Meldahl.
2. Paa Præsteskolen i Wittenberg var der engang en Mand, som kaldtes Mester Jon. Da han havde gaaet i Lære i fem Aar, var han færdig som Præst; men nu blev han endnu fem Aar til ved Skolen for at lære Svartebogen, og den lærte han da ogsaa tilgavns. En Dag, da de ti Aar vare omme, kom Gamle-Erik og vilde have Jon fat. Jon var inde i sin Stue og havde stængt Døren. Gamle-Erik[1] stod udenfor og raabte: „Jon! Jon!“ Det havde Jon ventet. Han tog fire Tolleknive, satte en i hvert Stuehjørne, og disse svarede nu Gamle-Erik med Jons Røst og holdt ham op med Snak, mens Jon selv krøb op igjennem Skorstenspiben for at slippe bort. Fanden lod sig narre en Stund, men tilsidst skjønte han dog, at der maatte være galt paafærde, brød Døren op og for ind i Stuen. Da han ikke saa noget til Jon, gav han sig til at lede i alle Kroge og steg tilsidst op i Gruen. Her saa han, at Jon sad høit oppe i Skorstenspiben, og greb da efter Benene hans, men Jon var alt kommen saavidt tilveirs, at Fanden bare fik Tag i den ene Støvle, som han sled Hælen af, og den beholdt han. Uden nogen videre Men kom Jon hjem til Norge, giftede sig og blev Præst til Indviken i Nordfjord. Der gik imidlertid ikke lang Tid, før hans Kone fik ham mistænkt for ulovlig Omgang med en Bondepige og førte Klage over ham til Kongen. Kongen bød, at Konens Klage nøie skulde undersøges, og Sagen kom for Retten i København. Medens denne Sag stod paa, skulde Mester Jon engang forrette Gudstjeneste ved Opstryens Kirke. Præsten red den Dag og havde Skydsgut med sig. Da han var kommen saalangt som til Risøerne, saa han en stor Orm, som kom farende midt over Veien og blæste høit. Præsten holdt stille, blev tankefuld, saa paa den og sagde: „Ved du det ogsaa?“ Skydsgutten spurgte, om Ormen sagde Noget. Præsten svarede: „Den siger, at det er sidste Gang jeg reiser her.“ Saaledes blev det ogsaa. Kort Tid efter faldt Dommen over Mester Jon, og den lød paa, at han skulde rettes. Jon bad nu Kongen om Naade, og den fik han ogsaa, men Præstens Kone satte sig saa stærkt imod, at Kongen ikke fik Fred for hende, før han havde befalet, at det alligevel skulde blive ved Dommen, slig som Retten havde afsagt den. Retterstedet blev reist nær Indvikens Kirke. Da Mester Jon førtes did, sagde han: „Hvis jeg er uskyldig, skal mit Blod rinde op for Bakke.“ Og se, da Præsten var rettet, randt Blodet op for Bakke, saaledes som han havde sagt. Paa det Sted kunde sidenefter ikke gro Græs, og Præstekonen gik det ilde. Hun blev slagen med Sygdom, krøgnede sammen, saa hun hverken kunde staa eller gaa, og blev saa liden, at man maatte bære hende i en Kurv, inden hun døde. Af alt dette drog Almuen den Slutning, at Mester Jon var dømt uskyldig, og derfor kaldtes Stedet, hvor han blev rettet, Mordskogen, som det heder endnu den Dag idag.
Saaledes meddelt i Illustr. Nyhedsblad for 1862, No. 42 af Henrik Ibsen, der selv har hørt det fortælle af en Bonde.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Paa Vestlandet ogsaa kaldet „Gamle-Sjur“ (Hallagers Ordsamling).