Breve fra Kongo/Snemarkerne-I
Der var aabenbart Vaar over Byen. Søormen boltrede sig ind i sit vanlige Spalterum; halvnøgne Mænd i slanke Baade gled krumbøiede henover den blanke Flade; Vand-Klub-Husene aabnedes; Seilerne rørte paa sig og sendte de hvide Buxer til Vask! Tennisdamer i korte Skjørter trippede om med lange Hylstre; Gravesens Teltpæle kom frem af sit Skjul; udenfor Akers Skarebank var Græsset grønt — der er jo frugtbar Jord, og inde hos Torgersen sad Sophus Aars og prøvede Fluer og Slug.
Men bag alle Aaser laa Vinteren som en uhyre Gletscher og kalvede ned i Akersbygden, og vi drog ud paa Ski, Madame og jeg. Nordbanen har i hele Vinter udskyllet som en vældig Turbin voldsomme Sportsmasser over hele Nordmarken; — nu var alt fredeligt; de mørke Skove stod ensomme og hviskede ud sin Sommerlængsel i lange Suk.
Fra Grua kunde Skiene bruges; ud paa Kvelden var Sneen fast og haard, og da vi gik over Mylla-Vand, hilste Naturen os med Henrykkelse, — en moderne Farvesymfoni i Champagne og bleu royal, i alle Overgange: nederst mod Aaskanten den lyse tørre Landson, derover den rødlig-gule Mumm, og saa det store Himmelhvælv i blaa Silke.
Kl. 3 om Morgenen var vi igjen paafærde ... Symponien var endt; Mørket var i Brydning med Lyset, — Vesten i Kamp mod Østen og Maanen stod der og saa til, saa mild og blid og apathisk, indtil den efterhaanden svandt hen af bare beskeden Elskværdighed.
Tiuren legte nede paa Vandet, struttende af alskens Indbilskhed, og Røien sad høit paa sin Kvist og beundrede den kjække Frier; Aarhanen buldrede i Furutoppen, mens Hønen lyttede med Hovedet paa Skakke og ventede sin Besøgelsestid.
Og inde i Smaaskoven var der Liv, — en Snadring og Titteriting og Spirreviping og Stemmeprøving, uden Ende; jeg troede endog at høre Gjøken, — og det er det store Tegn, for „naar Gjøken galer i Stubberne — — — da blir det Vaar“!
Saa randt Solen og vi med den. Vi gik fra Mylla over Koller’n, Ringkollen Stubdal, Heggelivandene og Sørkedalen til Byen, — en passelig Maitur med Tinder og Skar, hvide Vande og dunkle Skove.
Føret var som aldrig tilforn, i de aarle Morgentimer og helt udover til kl. 10; halvanden Meter Sne, og god Is paa alle Vande; ingen Gaasegang i gamle Spor, ingen opgaaede Veie; fin kornet Sne paa det faste Underlag, og Morgensol og Fuglesang over hele Nordmarken!
Og saa var der ingen Mennesker! hvor var Stadens 50,000 Skiløbere, heri ikke medregnet Mænd og Børn? Ingen Skitur er saa vakker som om Vaaren, og aldrig er Føret saa herligt; men det var kun medlidende Smil, som fulgte os, da vi reiste; fra dem, som bare gaar efter Almanaken.
Ja, bevares, vi savnede dem ikke, — kun af og til en altruistisk Følelse af Vemod overfor alle dem, som ikke kunde nyde med os.
Hist og her saaes dog et stakkels, enligt Mandfolk — apparent rari nantes in gurgite vast; det var saa glædeligt at se disse Mænd; de var ikke forsagte; der var kommet noget frigjort over dem; som en Reisning efter længere Underkuelse; de bar ikke, i den Grad som Mandfolk før, Slavemerket paa sin Pande. Var det, fordi det endelig atter var opdaget, at Kvinden er skabt af Manden?
— — Skiene var henrykte; den mindste Muskelvirksomhed gav dem Fart, og de gled henover med kaade Spret; der var nok Vaar i dem ogsaa. Og ud paa Dagen, da Solen brandt over Jorden, blev de ikke siddende fast som paa Vinterføre; de gled da ogsaa, om end ikke saa hidsigt; det var bare, da vi vadede Heggelielven med Skiene paa, at det ligesom gik Blegsot i dem, og de for en stakket Tid sank melankolsk sammen.
Luften var kalr og skarp, og fra de forskjellige Koller, navnlig fra selve Koller’n havde vi glimrende Udsigt over alle høie Fjelde fra Blefjeld til Rondande. Gausta laa der hvid og stribet kun nogle Parasanger borte.
Solen steg og ødslede sin Varme udover Sneen, og Lyset strømmede fra de hvide Floder; vi sad paa en Stubbe, medens Blaaveisene legte ved vore Fødder, og bagte os i den vidunderlige Solvarme; vi læskede den tørre Gane med et Glas af den røde Vin; ikke af den rige, kraftige gamle Léoville, som skjænkes med sikre Hænder af galonerede Tjenere i slebne Glas; nei, i den solide, borgerlige Cate-Jens hilsede vi Vaarens Komme, og glædede os ved, at det ikke altid skal være saa koldt, at Sjælen kraver sig i Kroppen.
I al denne Herlighed gjorde Skoven et sørgeligt Indtryk. Vinterens tunge Snemasser havde knuget Toppene, og de sterke Vinde havde meiet dem ned, især i alle Sydskraaninger, og hvor Skoven er tæt; mest de unge Trætoppe; men sommesteds var der ogsaa taget „midt paa Træet“. Vinteren havde herjet som fordum Attila, Hunnernes Konge.
Søndag Middag var vi ved Stadens Porte. — — Damerne svinsede i Torpedo og marquis; Herrerne prangede med Silkefor fra Jobs Tid; de flygtede alle, da de saa os; jeg hørte siden, at de frygtede for „den brune Fare“.