Breve fra Kongo/Snemarkerne-II
Vi var ukjendte. Kjendte har Unoder, er hensynsløse, stimulerer ikke, kan hverandre; den ene er flinkere; den anden giver sig over, lader ham raade, bliver afstumpet. Ukjendte er hensynsfulde, høflige, ærgjerrige, giver det bedste, vil vinde hinanden — lutter kurtiserende Elskværdighed.
Vi præsenterede os i Kupeen Palmesøndag Morgen i Trondhjemstoget. Straalende Sol, høi og uforanderlig Barometerstand, Udvexling af Komplimenter, venlig kritisk gjensidig Vurdering, Kapteinen og jeg. Jeg forklarede ham, at jeg i usædvanlig lang Tid og paa fortjenstfuld Maade havde deltaget i Militærlivet som Soldat, og vi enedes og at give Turen et sterkt militært Anstrøg. Følgende Forudsætninger opsattes for de forestaaende Detachementsøvelser:
Vestpartiet (Fienden, Kaptein L.) vilde Onsdag Aften fra Otta ankomme til Mysusæter, hvorhen dets ubeskyttede Træn, den rigelige Proviant, allerede var afsendt. Østpartiet (Vi, Kaptein M.) havde saa, ad Atnedalen og gjennem Rondande, at naa Mysusæter Onsdag Middag, besætte Fiendens svage Leir, tage hans Proviant, afvente hans Ankomst, slaa og oprive ham, da han som Helt uden Øl og Mad var ingenting.
Struttende af Kampmod dampede vi op Østerdalen i tindrende Vaarlys, svang os af ved Atna, hilste paa det elskværdige gamle Guldbrudepar paa Atneosen, snørekjørte i Maaneskin op Atnedalen med en liden ragget Fjordhest og en endnu mindre Skydsgut — alle fire efter hinanden i et sagte Dilt til Hestens og den spredte Befolknings store Forbauselse — pæste opover Sollibakkerne, laa som en stram Hyssing over Finsjø-Vola og naaede Brænden ved Atnesjøen Palme-Mandags Middag.
Vi hvilte. — — — Vi prøvede vore Kompas- og Kartkunster; undersøgte vore geografiske Kundskaber; fortalte om vore Forældre, vor Barndom og Ungdom og kappedes i henrivende Ynde og altbeseirende Væsen.
Tirsdag Morgen Kl. 6 stillede vi i straalende Veir. Det faldt dog ingen af os ind at bryde de taktiske Forudsætninger og begive os direkte til Mysusæter via Musvolddalen med Ankomst did om Aftenen. Rondanes vilde Trakter frembød formange interessante Punkter, og vi var helt gjennemsyret af den militære Tanke.
Vi drog derfor glade afsted paa Rekognoscering østover mod Stor-Sølen for over Skarsfjeld at naa til Statsboøyen mellem Atnesjøen og Foldalen. Kl. 12 Middag kom Stormen, pludselig, voldsom, hensynsløs, en veritabel, vinterlig Snestorm; den fandt os oppe i Skarsfjeld; men vi trodsede, vi haanede den — vi havde den i Ryggen! Og i tæt Skodde, piskende Snestorm og ypperligt Føre suste vi for fuld Slør som gjennem hvid Uld Time efter Time langs Fjeldsider, ned Elvedrag, op Skrænter og ned Styrtninger til vort ovennævnte Maal i Foldalen. Herligt, friskt, nyt og morsomt! Rypesækkene blæstes fuld af Sne, men Jensens Vindtrøier var tætte og varme, og vi fik en fortræffelig Modtagelse hos Dorotheus Moen Øver-Nordigard-Statsboøyen. Hele Aftenen og Natten raste Stormen.
Onsdag — Slagets Dag — oprandt. Vi skulde gaa gjennem Døraadalen, under Rondeslottet, over Rondevandet, langs Foden af Ildmandshø og nedover til Mysusæter.
Vi stod op 6 og afventede Begivenhedernes Gang. Luften var lettere og med varme Solgløt iblandt, Stormen ligesom gav sig, og den trak sig østlig, saa vi vilde faa den i Ryggen. Barometret stod stille, ja havde opadgaaende Tendens. Desuden — det stor jo fornylig i „Aftenposten“, at Snestorme paa denne Aarstid gaar pludselig som de kommer, er korte og behagelige — April, snart Taarer, snart Smil, og det stod i Almanaken, at Skjærtorsdag var det Fuldmaane. Vi vidste ikke da, at Sol og Vind var „Fiendens“ Leietropper, at Solen lokkede os, til vi nikkede og fulgte den, at den saa forsvandt og lod Stormen dænge os.
Vi havde begge Kart og Kompas. Vi havde Chokolade, Smørbrød, Pølse, Kjæx og nul Drikke.
Kl. 9 Morgen skinnede Solen, og vi gik. Solen svandt og vi gik feil. Hvordan — det er mig endnu ubegribeligt; men vi maa i Storm-Skodden være kommet ind i Haverdalen istedetfor i Døraadalen, altsaa ½ Mil nordenfor, og med et feilagtigt Udgangspunkt har mange store Mænd før os havt vanskeligt for at naa det rette Maal. Vi gik paa Elven; den gik i Svinger og Veien blev lang. Men de bratte Skrænter var snebare; Stormen feiede Sneen væk. Vi kunde se ca. 10—20 Meter paa hver Side, og Vinden var egtenfor tvers.
Vi skjønte, at sydover til Rondevandet kom vi ikke, da vi efter Tiden alt maatte have passeret Langlup-Elven. Vi opgav derfor Mysusæter. Vi rastede Kl. 3 Eftermiddag og spiste, og fortsatte saa mod vest ind Dalen, for over Fjeldet at naa Høvringen. Først langt ud paa Eftermiddagen var vi paa Opmarsch til Vidden, som vi troede langs Graahø, og styrede saa med Kompas i Haanden sydvestover mod Høvringen. Vi vidste jo ikke, at vi var en halv Mil for langt nord; Terrænet kunde alene skjelnes i svage Omrids, saa Kartet var ubrugeligt. Stormen gik til Orkan og feiede Vidden. Maanen gjorde smaa Forsøg paa at trænge gjennem de svarte Skymasser, men blev straks vist tilbage, og naar vi prøvede at faa lidt Greie paa Kartet, greb Stormen os som paa fersk Gjerning, med et extra Vindstød. Retningen var dog rigtig, og Farten heroppe paa Høiden med Stormen i Ryggen upaaklagelig, men Seilleden var gal! Støvler og Bindinger frøs, saa vi havde absolut Herredømme over Skiene. Humøret var fortræffeligt. — — —
Pludselig blev det svart forud, og en stupbrat Dal, nordover og tvers paa vor Retning, aabnede sig lige foran os i det svage Maanedis. Vi opgav da Høvringen, og holdt os til Dalen, som vi agtede os ned i; dernede var vel Træt og Ly, Hus og Fred. Det blev en haard Tørn! Dalsiderne var steile; vi maatte omgaa bratte Tverdale, kom halvveis ned, maatte saa helt op igjen, passere farlige Skavler og gaa over lange, bare Rabber med Vinden stik imod, — — Time efter Time! Vinden var tilmed ondskabsfuld; den stansede op imellem, tog Tilløb og kom i graahvide Bundter, som sprang ligesom Granater lige i Fjæset paa os. Maanen lo høilydt i korte Minutter og forsvandt. De gamle Nordmænd havde en Sten til Hovedpude; vi havde ingen.
Og intet Steds noget Ly for Vinden.
Kl. 2 Nat skimtede vi Trær opover Dalsiden; der maate vi ned! Vi huggede Skiene i Sneskavler og Mosedotter og kom stykkevis nedocer, til vi saa nogenlunde kunde se, hvordan det laa an, og saa rutschede vi paa skraa ned i Dalen i lange Svinger. Hvor der var stille!... Vi ruslede nordover, tændte snadde og kosede os i magelig Dilt; men Stormen var nok blevet forbauset over at have mistet sit Butte; den ledte efter os, — vi hørte den oppe i Lien; den for ned i Dalen og pludselig fandt den os med et Henrykkelsens Hvin, just som vi med Karter og Kompas prøvede at tage en Peiling. Vi gik et Par Timers Tid og fandt en Sæter.
Que faire? Som Jurist holdt jeg strax et instruktivt Foredag om Forskjellen mellem det absolut forkastelige: „Indbrud“ og det mindre utilladelige: „om Nattetid hemmeligen at begive sig ind i andens Hus, Gaard eller Skib, og paa deslige Steder at skjule sog,“ og i uskyldig Hensigt, samt med Nødstilstand som særdeles formildende Omstændighed. Min Manuduktion var som vanlig af fortræffelig Virkning, og vi enedes om at foretrække Døden for Indbrud... Hytten var ikke lukket, og vi faldt med Døren ind i Huset, som var ubeboet og iskoldt. Vi lagde lidt raa Ved paa Peisen, byttede Strømper, delikaterede os med Appelsin og Pølser og sov blidelig ind paa en Brisk med en Mængde gamle Tepper over os. Vi blev altsaa straffet med dette nye: „haardt Natteleie“, men vi havde absolut foretrukket „Vand og Brød“. Peisen gav ikke saa meget Varme, at vi kunde faa smeltet Sne, og Tørsten var uhyre. Kl. var 4 Morgen, og vi havde da været paa Vandring i 18—19 Timer.
Vi sov de Retfærdiges Søvn i tre Timer; da var vor Kropsvarme opbrugt, og vi vaagnede. Skjærtorsdagens Veirudsigter var: Opklarende Veir, tildels med Vindbyger. Vi spiste vor lille Pølsefrokost, stelte vore kjære Ski, og begav os afsted sydover: vi gik tversover Dalen og op en uendelig lang og tung Fjeldskraaning. Vi var slappe og vel tørre i Halsen; men op kom vi. Deroppe paa Vidden kom Solen, den Skøieren, og hilste os hjertelig velkommen; Skodden forsvandt, og vi fik et godt Rundskue.
Det viste sig da, at vi om Natten var havnet i Bjørneskar-Sæteren, midt oppe i Grimsdalen, en af „Rondanes Baggaarde“. Det var altsaa Grimsdalen, vi om Aftenen havde stødt paa og fulgt ca. to Mil nordnordvestover til nævnte Sæter. Nu var det Solskin, og nu var vi ovenpaa! Vi saa Haverdalssætrene dybt nede i Syd, tog af Skierne og bar dem i Mose og Ur — fuldstændig snebart — ned i Haverdalen, og ved Sætrene, ikke 20 Meter fra, i Ly under en Bakke, saa vi fire kokette, halvt udviskede Skispor, — det var vore! Altsaa havde vi gaaet Haverdalen, men uden at se Sætrene.
Det var en deilig, varm Dag, formelig stille, og straalende Solskin. Vi varmede os paa Sætertrappen og manglede kun Vand. Sult plagedes vi ikke af; men Tørst!! Vi enedes om at fortsætte Turen, — det var jo saa vakkert Veir; bare Hvile at gaa i sligt Veir. Vi havde bare at fortsætte ind Dalen til Fjeldet, rundt Slethø, langs Vestsiden af Rondane og ned til Mysusæter, ca. 3 Mil. Kl. var da bleven 3 Eftm., og Føret var godt. Smaa perlemorfarvede Skyer frydede vort Øie, men ak! de var som den falske Smerdes.
Da vi var færdige med Dalen og kom op paa Fjeldet mod Slethø, forsvandt Solen med et afskyeligt, bedaarende Smil og vinkede til Stormen. Den var strax villig!
Nu skulde den faa Hevn for to Dages Formastelighed; den kom fra Sydvest — stik imod, og med Granater som igaaraftes. Jeg tror, vi er de eneste, som har havt Solskin den Skjærtorsdags Eftermiddag! Solen formelig kjærtegnede os, den lokkede os og — narrede os som igaar. Vinden var lur nok til ikke at skræmme os strax; den begyndte med korte Stød, som bare virkede forfriskende; vi aabnede de knustørre Læber imod den og drak den ind som Champagne. Men da den saa, vi følte os trygge og fortsatte Vandringen, peiste den paa, og snart stod hele Fjeldet i én Røg, og SKodden rullede sig om os. Vi opgav Fienden paa Mysusæter og satte Kurs for Høvringen. Stormen øgede til Orkan, den drev os agterover, vi gik og gik, bøiede os flade langs Marken og gik igjen; Sneen var haard som Fjeld, Vinden blæste tvers igjennem os og kom ud paa den anden Side.
Efter fire Timers Kamp rundede vi Slethø Kl. 10 om Kvelden, stod paa Elven ned Høvringdalen i et eneste hvidt Gyv, stoppede for aabne Vande, omgik Styrtninger i Dalen, stansede Gang paa Gang paa de yderste Afsatser, gik snart op den ene side af Dalen, snart den anden, for saa tilslut at kravle op paa venstre Side, hvor Sætrene skulde ligge; der skraanede det jevnt med Buske og Stup iblandt, og den, som gik foran i den Alvorsdyst — Kapteinen gik selvfølgelig altid foran — fik nok føle Sanheden af, at „han kjæmper kun og falder“. Maanen viste sig overhovedet ikke den Kveld.
Kl. 12 Nat kom vi susende ned til Høvringe. Vi havde altsaa gaaet fuldstændig korrekt den Dag — mod Vind og i Skodde. — Og vel var det, for da var vi trætte. Det var ingen Hvile at finde paa Fjeldet, og vi havde strævet haardt de sidste 9 Timer foruden alt det tidligere.
Men — Høvringsætrene er mange, og vi vidste ikke, hvor der boede Folk; overalt var der mørkt, vi havde aldrig været der, og sa vi saa fandt Vei med Spor og klingende Føre, drog vi ligesaa godt videre den 1 Mil lange Vei ned til Skydsstationen Laurgaard i Gudbrandsdalen. Vi stod ned Kleven til Dalen, men du milde Skaber, for en Nedkomst for den trætte Vandrer! Som hundrede Frøensvoldklever efter hinanden i uafbrudt Rækkefølge, en Meter brede, i utallige Svinger og med Elven 1000 Fod stupbradt under; min gamle, lappede Buxebag var borte, da vi kom ned i Dalen og lykkelig havnede paa Laurgaard Kl. 2 Nat til Langfredag.
Vi havde da været paa Farten i Fjelddale og paa fjeldvidde i 41 Timer med 3—4 Timers Hvil paa Vjørneskar Sæter, og hele Tiden uden Vand. 1 Flaske Rødvin, 3 Mugger Melk, 3 Karafler og 2 Vaskevandsboller med Vand forsvandt kort efter vor Ankomst.
og sunde og henrykte. Vi drog — ad samme Vei som Fienden — op paa Fjeldet igjen til Mysusæter. Angrebet var mislykket, og Kmapen blev „afblæst“. Vi betragtede Fienden med den knusende Foragt, som han fortjente, men hans Proviant og hans Pol Roger vederfores Retfærdighed!
Stormen fortsatte Paasken ud som før, og specielt hvergang den rasende fik Øie paa Kapteinen og mig.
Ja, om den Paasken kan man med en æret Samtidig udbryde, at den var „vel blaast“.