Brynjolf Bjarme. Catilina, Drama i 3 Akter
At en ung Forfatter, thi Brynjolf Bjarme er uden Tvivl ung, fremtræder blandt os med et originalt Drama, er i og for sig en saa usædvanlig, Opmærksomhed vækkende Ting, at det er at vente at en stor Deel af det læsende Publicum allerede strax har søgt at gjøre sig bekjendt med Bogen, uden at oppebie at den prentede Kritik skulde lade sit Lys skinne. Deri har Publicum ogsaa gjort ret; den derved i dette selv dannede Dom, vil i de fleste Tilfælde være den rigtige til at afgjøre en Bogs Afsætning og videre Læsning. Hvis ikke saa var, maatte Anmelderen være bange for at tage fat paa sit Værk; thi det er klart at han, hvor det gjelder en ung Forfatters Arbejde, som oftest maa have Adskilligt at dadle og udsætte, uden at det er hans Mening at fordømme, og maaskee nytter det da i de fleste Tilfælde kun lidet at Kritikken ender med en rosende Anbefaling i det Hele taget. Tør man derimod haabe at Publicum allerede har gjort sig bekjendt med en Bog, maa den om den givne Anmeldelse mere betragtes som Udtrykket af den almindelige Dom, afgiven mest til Forfatterens eget Brug. Med dette for Øje kunde man maaskee vente større Vidløftighed og mere Begrundethed i følgende Linjer. Det Hele maa imidlertid indesluttes i et indskrænket Rum. Hvilke nyttige eller unyttige Vink der nu end maatte indeholdes i følgende faae Linjer, haaber dog Anmelderen, at baade Forfatteren og Andre ville see, at han, om han end troer at burde gaa Catilina temmelig skarpt paa Klingen, dog antager Brynjolf Bjarme allerede værd Publicums Opmærksomhed og for en Forfatter om hvem man kan nære gode Forhaabninger.
Catilina er Navnet paa en Charakter; Udtrykket „han er en Catilina“ er i al Fald i det mere erudite Folks Mund ligesaa gjængs og betegnende som det: han er en Herostrat, en Alexander, en Cæsar. Navnet er blevet et Begreb, hvis Indhold næsten tænkes med Nødvendighed. Da Anmelderen derfor læste de Ord, Forfatteren af foreliggende Drama i Slutningen af Bogen henvender til Læseren, hvori han haaber Undskyldning for at historiske Navne i Stykket optræde med ikke historiske Charakterer, da var han vistnok villig til at skjænke ham denne Tilgivelse; kun ahnede det ham ikke at den ogsaa blev forlangt naar det gjaldt Hovedmanden, Catilina, selv. Jeg ventede vel, at Digteren, hvis Kald det jo er at forsone os med Livet, vilde indlægge et mindre uædelt Motiv der, hvor Historien peger paa idel Slethed, at han vilde vise os nogle af de store Egenskaber, som efter Samtidiges Dom gik til Grunde i ham, kort at han vilde pynte paa Maleriet med et eller andet ædelt Træk for at oplyse dets sørgelige Mørke; men ventede dog at gjenkjende Catilina i det Hele taget, og var mere forberedt paa at gyse for ham som slet end ynkes over ham som charakterløs og svag. Som saadan er imidlertid Helten fremstillet og af denne, jeg vil ikke sige Opfatning af Heltens Charakter, thi det er umuligt at Nogen saaledes kan opfatte den virkelige Catilina, men af denne Omformen, som Forfatteren har troet nødvendig for at kunne bruge ham som Helt, skriver sig den store Fejl i Dramaets hele Udvikling. At saa er Tilfældet, vil formentlig vise sig ved en kort Fremstilling af det Heles Gang.
Allerede i første Scene viser Catilina sig vaklende og ubestemt; han føler, at hans ydre Liv staaer i skarp Modsætning til det, han troer at være hans indre Trang; han kommer eengang til det Resultat, at han maa foragte sig selv for sit Livs Skyld, der ej svarer til det der rører sig i hans Indre, og dog kommer han anden Gang til Vished om, at dette kun er „Gjøglespil og Nattens Drøm“; medens han strax derpaa i Scenen med Allebrogerne (sic), hvis Fremtræden giver Anledning til at omtale, men ikke at skildre og fremstille Usselheden og Nederdrægtigheden i Rom, med eet faaer et andet Sind, omtaler sig som
den der er„en Ven af hver en Undertrykt og Svag,
med Mod og Kraft, den Mægtige at fælde,“
ligesom han ogsaa varslende, formodentlig menende sig selv, forkynder at paa Romas
„Himmel snart en Sol skal gløde,
Og for dens Straaler svinder Mulmet brat“.
Man har saaledes lært Helten at kjende som en Malcontent, der gaaer svanger med Planer. I de følgende Scener lærer man ogsaa hans Kamerater i Udskejelser og vordende Fæller i Ulykken at kjende, Coeparius, Lentulus o. Fl., forgjeldede og ruinerede Folk, der ogsaa klage over Usselheden i Rom, uden at de dog sees at have anden Grund dertil end den, at de efter Fortjeneste stevnes og pantes, letsindige Communister, der dog ikke tage i Betænkning at slutte sig sammen med den ærligere Manlius, der just paa Grund af den ham af Communerne paaførte Skade pønser paa en Omvæltning af det Bestaaende. I et Øjeblik er Planen til en saadan istand og man beslutter at henvende sig til Catilina for at faa ham til Sammensværgelsens Hoved. Catilina har fattet Kjærlighed til en Vestalinde, Furia, som, ubekjendt med hvem han er, faaer ham til at sværge evigt Had mod den Mand, der har forført hendes Søster; da han har svoret, faaer han vide, at det er ham selv, over hvis Hoved han har nedkaldt Forbandelsen, og fra dette Øjeblik af er Furia hans Furie; fordi hun har ladet Vestas hellige Ild slukke, bliver hun nedstødt i „Forbrydergraven“ men frelses af den unge Curius, Catilinas Ven, der har forelsket sig i hende. Catilinas gode Engel, hans trofaste, hengivne Hustru Aurelia har imidlertid overtalt ham til at beslutte sig til at forlade det vilde Liv og Rom og drage til Gallien; denne Beslutning, der dog ikke koster den Mand stort, hvis Planer nys havde et mægtigt Krav paa hans Sjæl saa at han maatte vende enhver sin Tanke paa dem, holder han endnu fast ved, da Lentulus og Cethegus paa de Øvriges Vegne opfordre ham til at blive deres Leder; og han har virkelig Fasthed nok til at vise dem bort, endskjønt han, efterat Aurelia i en følgende Scene har forladt ham, tilstaaer, at hans Plan om at søge Rolighed kun er en byrdefuld Forstillelse, et Skin af Rolighed, som allermindst findes i hans Hjerte, – hvilket dog ikke senere igjen hindrer ham i at bruge just det, at han har ladet al Ærgjerrighed fare, som et Argument mod Furia, der søger at ægge ham til højere Planer. Men hvilke ere disse Planer, som Catilina før har havt og fremdeles skal nære? hvad er det, han har tænkt og hvorfor han har kjæmpet? dette bliver aldeles ikke Læseren klart. Er det en Kamp mod Usselheden og Nederdrægtigheden i Rom, da ville vi her strax bemærke, at Catilina selv anklager sig som den, der i fuldeste Maal har deeltaget i den; hans Livs Maal, tilstaaer han selv, har kun været Mættelse af sandseligt Begjær, han har selv solgt Alt hvad han ejer og har for at bestikke og alligevel taler han i høie Toner om sin Kraft, sin Kamp og sine Planer. Furia vækker ham igjen, og dog vakler han atter, da han skal række hende Haanden for at give det forsikrende Haandslag og det er kun ligesom i Vildelse han gjør det. Da iler han til Tavernen, hvor han veed han træffer sine Stalbrødre, lover at stille sig i deres Spidse, og da han, medens Læseren alt vil udraabe et quousque tandem, paa Lentulus’s Opfordring fremstiller sine Planer, nemlig at han vil styrte det nye, fordærvede Rom for at fremmane de gamle Aander, blive de Øvrige, som derved finde deres communistiske Planer skuffede, saa rasende, at de ville dræbe ham; Catilina afvæbner dem og efterat de have gjensidigen bebrejdet hinanden deres Usselhed, gaaer dog Catilina, i Overbevisningen om at han ikke kan opbygge, ind paa deres Planer om at nedrive Alt. Fra nu af har Furia vundet Spil og Aurelia søger forgjæves at holde ham tilbage. I sidste Act, hvori Catilinas Lejr forestilles viser han sig dog atter forsagt og modløs; han har onde Drømme, som Ingen kan tyde ham; alle Ulykker storme løs mod ham, hans træske Venner forraade ham og ville myrde ham; men Catilina tilgiver i et Overmaal af Godhed dem allesammen. Nu storme Romerne mod ham, og da han skal i Kampen, overvinder han det sidste Anfald af Svaghed, idet han støder Aurelia fra sig. Efter Nederlaget kommer han saaret tilbage; Furia triumpherer, men faaer ham endnu i sidste Øjeblik til at dræbe Aurelia, der saaret slæber sig hen til hans Side for som en forsonende Kjærlighedens Engel at følge ham i Døden.
Spørge vi nu, hvad er Heltens Plan? og hvad er hans Motiv? da er man visselig i en ikke ringe Forlegenhed for Svaret. Det er klart, at han kommer til at udføre noget ganske Andet end han fra først af har tænkt sig. Han duer, som ubestemt og uklar, ikke til at optræde som Hoved for et Parti, der skal styrte et andet, og naar han bliver det, saa er det blot fordi Partiet gjør ham dertil; han har ingen Ret til at fremstille sig som den, der vil styrte hvad der er raaddent i Romerstaten, thi han erklærer sig selv i befængt Overmaal med deres Fejl og i al Fald har Forfatteren ikke lavet en eneste Person af dette andet Parti optræde ligeoverfor Catilina, at Conflicten kunde vise os begges Fortrin og Fejl; vi kjende det kun deraf, at vi høre, at der er Fejghed og Usselhed i Rom. At en Helt, som blot er „scelus anhelans“, ikke duer for Tragedien, er klart, men de gode Egenskaber, Forfatteren har villet give ham, gjøre ham charakterløs og svag og hans hele Væsen er en ubestemt Famlen og Higen efter Noget, som han selv ej gjør sig Rede for. Letsindig er han i højeste Grad; han sælger sin Kones Medgivt for at bestikke og giver dog i samme Øjeblik det derved vundne Guld, sin sidste Skjærv, til en Betler. Det er ikke uretfærdige Krænkelser, som drive ham; thi han tilstaaer at han selv har gyst for det vistnok sande Billede af hans Liv, som Cicero i Senatet har udkastet. Heller ikke hans oekonomiske Ruin er hans, ligesom de Andres, Drivefjeder; thi Catilina foragter dem, fordi de ville drive Borgerkrig for dens Skyld. Der bliver da Intet andet tilbage end at antage, at hans Furie, hans onde Aand driver ham, Furia nemlig, denne halv levende, halv fra de Døde opstaaede mystiske og skrækkelige Skikkelse, der ham selv uafvidende faaer ham til at forbande sig selv og siden ved sit Ord forlokker ham Skridt for Skridt; men saaledes bliver Helten hverken sig selv bestemmende eller selv handlende, og medens den gamle Scenes tragiske Helte med uimodstaaelig Magt af Skjæbnen drives frem paa deres Bane til Maalet er fuldt, er der her to ydre personligt handlende og tænkende Magter som vexelviis trække ham til sig og for hvem Catilina i Almindelighed giver efter alt efter som den ene eller den anden har talt til ham sidst; ja, deri staaer Stykkets Helt saagar tilbage for Lentulus og Cethegus og de Øvrige; de vide fra først af hvad de ville, han giver efter for dem og det synes kun at være Letsind, som gjør at han ikke ligesaavel giver efter for sin gode som for sin onde Aand. At dette Billede langt fra passer paa den Catilina, vi maa tænke os, vil formentlig være klart, og det er ikke indlysende hvorfor Forfatteren hellere har foretrukket at berøve ham Farverne end at lade ham fremtræde med dem, han havde; hvad der af Historien kunde og burde benyttes til Dramaet er paa denne Maade aldeles forsvundet, og har Forfatteren ikke troet at kunne benytte Noget, da burde han heller ikke benytte Navnet. Ligesom Anmelderen finder Heltens Handlinger mindre motiverede, saaledes er dette ogsaa Tilfældet med Scenen hvori Sullas Aand fremtræder; Forfatteren kjender vist Regelen om at man ej bør mane Aander, nisi dignus vindice nodus.
Furia og Aurelia ere heldigt tegnede Charakterer; de vide begge hvad de ville, endskjønt dette maaske ikke tilfulde gjælder om Furia i hendes første Fremtræden, da hun misfornøjet med sit klosterlige Liv vil drage til fremmede Lande, for at finde en Frihed, som hendes Aand vistnok bedre vilde finde i det urolige Rom. Derfor ere ogsaa flere af de Scener, hvori de fremtræde, heldige, som f. Ex. Scenen i Catilinas Huus og i hans Logi, hvor de begge træffe sammen.
Medens Anmelderen saaledes med Hensyn til Heltens Charakters og det hele Dramas Udvikling maa formene at meget savnes, troer han med Hensyn paa Sproget og den hele poetiske Iklædning at kunne ønske Forfatteren til Lykke. Vistnok forfalder han ofte til at synge i hastemte Toner og selve Ordet „ha“ forekommer i enkelte Repliker i en alt for overflødig Mængde. I Scenen, hvor Furia opfordrer Catilina til at sværge Hevn, forekommer det Anm. at Cothurnen i høi Grad vakler baade under ham og hende. De hyppige Riim, der ofte indtræde og igjen forlades uden tilsyneladende Grund, kunde man paa de fleste Steder ønske borte, ligesom Anmelderen troer, at Versefaldet nu og da altfor skarpt fremtræder derved, at ogsaa de urimede Vers ofte ende vexelviis paa to- og eenstavelses Ord, hvorved det Hele bliver ligesom en Samling af Disticha. Vers som det andet af følgende:
„Forhadte Haller! Vidner til den Smerte,
til den Kval, hvortil jeg er fordømt“
hvormed stemmer:
„Af Haan og Foragt for det Høje, Ædle“
kunne ikke læses, ligesaalidt som følgende:
„Der roer Charon lydløs i sin Baad“.
I Verset: „Betræde begge Proserpinas Hal“ – har Proserpina urigtig Accent ligesom „Icarus“ i Verset:
„Ha hvis jeg kunde som Icarus selv“.
Naar Furia siger:
„Saa viid, endskjønt i Templet her jeg leved,
i Roma mellem Eder findes Een; –
ham har jeg“ &c.
da er dette formodentlig en Incurie. En Incurie af grovere Art er det naar Furia i 2den Acts 1ste Scene siger:
Kuns Eet
Kuns Eet er evigt uforanderligt.
Og hvad sig frem!
Din Skjæbne Catilina!
og det derpaa, paa følgende Side i samme Scene heder:
Jeg maa, jeg maa! min Skjæbne driver mig!
Din Skjæbne? har du da ej Mod og Kraft
at kjæmpe mod, hvad Du din Skjæbne kalder?
Her synes Furia, som dog ej taler ironisk, virkelig at forlange for Meget.
Forfatteren har da efter Anmelderens Formening ved denne sin første Fremtræden skjænket Noget, der vistnok ikke tilfulde tilfredsstiller, men dog ved Enkeltheder tiltaler og hvad der er det vigtigste, giver Haab om, at han, naar han med Tiden faaer klaret sig, vil være i Stand til at skjænke noget mere fuldkomment. Ingen vil kunne nægte, at han har valgt sig et vanskeligt Emne; og at han, om han end har været forsigtig hvor det gjaldt Catilinas Charakter, har været dristig hvor det gjaldt Furia. At han i det Hele ikke har ligget under, maa være ham en Spore til at søge at uddanne sig videre.
Tö.
Da denne Anmeldelse er anonym, troer jeg som den, der midlertidigt forestaaer Tidsskrivtets Redaction, med Hensyn til Udgiverens Ytring om anonyme Bidrag (1 Aarg. S. V.) at maatte forvare mig imod, at den her udtalte Dom ansees for min. Skjønt jeg nemlig med Fornøielse har optaget en Recension af en videnskabeligt og literært dannet Mand, der tilmed af den forrige Redacteur var anmodet om at skrive den, en Recension, der fremdeles er affattet i en human Tone og som i ethvert Fald indeholder flere grundede Bemærkninger, maa jeg tilstaae, at jeg maaskee endog hvad Hovedsagen angaaer, ei kan dele den deri udtalte Anskuelse. Thi mig forekommer det netop, at Digtets Hovedtanke er baade klar og skjøn, men at Udførelsen i det Enkelte rigtignok lider af mange Ufuldkommen- heder, Skjødesløshed i Versification, Bredde og rhetorisk Prunk i Udtrykket o. s. v. – idethele Tegn paa en uøvet Pen. Og just derfor finder jeg, at Brynjolf Bjarme lover Noget – i Modsætning til den poetiske Pøbel, især dem, der begynde at skrive for Theatret, der ialmindelighed besidde en vis Lethed og Slebenhed i Udtrykket og have endeel gode Indfald men ikke ere i Stand til at fatte en eneste heel eller storartet Tanke. Det er bedre, at Udviklingen begynder indenfra, fra Ideen; hvor denne kraftigt rører sig, finder den nok tilsidst sin Form.
Jeg kan her naturligviis ei begrunde, hvad kun er sagt som en Reservation. Men jeg kan ikke afholde mig fra at antyde, at hvad jeg kalder Digtets skjønne Hovedtanke, er den skarpt udhævede Modsætning mellem det sædelige, det til de bestaaende sædelige Magter tilsluttende Princip, og Indivivets dunkle Uafhængigheds-Higen, der, skjønt udgaaende af moralsk Corruption ja dæmonisk i sit Udspring, dog i Friheds-Begeistringen, i Sværmeriet for det Svundne, endog i Oppositionen mod den almindelige Corruptton selv, hvori den har sin Nød, søger en Tilknytning og et Skin af Berettigelse. Til at fremstille denne Kamp i sin fulde Betydning, behøvede Digteren en Tidsalder, i hvilken Corruptionen var almindelig og de sædelige Baand idethele løsnede; thi kun i Fordærvelsens Almindelighed har Individets Opposition mod det Almene hiint Skin af Berettigelse, hvorved den bliver en respectabel Magt og saaledes tragisk; medens den under sædvanlige Forholde bliver enten komisk, hvor den nemlig opløser sig i frugtesløse Attentater, eller nedsynker til gemene Forbrydelser, der ligge udenfor det Æsthetiskes Gebet. En saadan almindelig Opløsningens Periode var den romerske Republiks sidste Tid, og den catilinariske Sammensværgelse er i denne Henseende netop en charakteristisk Begivenhed; saaledes er endog Stykkets historiske Grundlag – uagtet det Historiske her kun er Middel og Bisag – væsentligen sandt. De tvende Principer, der her krydse hinanden, har Digteren nu i den poetiske Anskueligheds Interesse objectiveret i de halvallegoriske Kvinder, den lovlige Hustru med sin roligmilde Kjærlighed og den ulovlige Elskerinde med sin vilde af Kjærlighed og Had forenede Flamme; men væsentligen ere disse Principer ogsaa indre, subjective, have begge sit Hjem i Catilinas Bryst. Deraf det Vaklende, Modsigende i hans Handlemaade, deraf de voldsomt fremstødte og undertiden som det synes umotiverede Kraftytringer i begge Retninger – Træk, der idethele udentvivl ere aldeles psychologisk rigtige. Endog det rhetorisk opskruede Sprog, Catilina fører, kan man for en Deel – dog gaaer det nok undertiden vel vidt – finde passende med hans Charakters ideelle Gehalt, ligesom en rhetoriserende Tone i Almindelighed er egte romersk.
Men om et saadant Stykke, med dets Alvor, dets Længde, dets berørte formelle Ufuldkommenheder, dets Allegoriseren og dets ovenikjøbet altfor bekjendte Sujet, vilde gjøre Lykke paa Skuepladsen endog hos et solidere og taalmodigere Publicum end vort – derom nærer jeg rigtignok med Rec. megen Tvivl, og det uagtet dets Emne desværre ikke er aldeles utidsmæssigt.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |