Lisco. Det nye Testament, oversat og omarbeidet
3. Det nye Testament med Forklaringer, Indledninger, en Harmoni for de fire Evangelier, en Tidstavle for Apostelhistorien og et Sagregister. Udarbeidet til Brug for Enhver, som har det guddommelige Ord kjært, i Særdeleshed for Lærere i Kirken og Skolen, af Friederich Gustav Lisco, Dr. th., Præst ved St. Mariæ-Kirken i Berlin. Oversat og paa adskillige Steder omarbeidet. Christiania 1850. 8vo. Priis 1 Spd. 72 ß.
Efterat jeg forgjæves har søgt at faae dette Skrivt recenseret af Mænd, hvis Kald et saadant Arbeide maatte ligge nærmere, har jeg endelig, for at ikke et saa betydeligt Verk skulde blive uomtalt i Tidsskrivtet, troet at burde meddele idetmindste en løselig Beretning derom. Da jeg imidlertid af et Par Mænd, der have Deel i den norske Bearbeidelse, har faaet velvilligen udpeget de vigtigste Steder, hvor Forandringer ere foretagne, og jeg selv derhos med Nøiagtighed har gjennemgaaet flere Afsnit og sammenholdt dem med den tydske Original, troer jeg, endskjønt jeg vistnok ikke har gjennemlæst den hele tykke Bog, dog at have faaet et nogenlunde klart Begreb om dens Charakter, og jeg haaber, at den Dom, jeg nedenfor skal afgive, ikke skal befindes aldeles upaalidelig.
Det nye Testaments Text er aftrykt efter den sædvanlige norske Oversættelse, og derefter skulle da (ifølge Forordet) Dr. Liscos Anmærkninger, der egentligen vare knyttede til Luthers tydske Bibeloversættelse, være lempede af den norske Bearbeider, ledig Personelcapellan Crøger, under Bistand af de theologiske Universitetslærere af hvem især alle dogmatiske Rettelser ere foretagne. Saavidt vides, har dette Verk nydt nogen Understøttelse af Kirkedepartementet, hvilket imidlertid hverken paa Titelbladet eller i Forordet er anført.
Det maa vistnok erkjendes, at et Nytestament med passende populære Anmærkninger virkeligen savnedes i vor christelige Lite- ratur, og det saameget mere, som der nu ogsaa i vort Fædrene- land synes hist og her at opdukke Sect-Aand, mod hvilken altid Udbredelsen af en sund Skrivtfortolkning maa danne den bedste Modvegt. De ældre Verker af denne Art, Bastholms og Guldbergs Testamenter ere for længe siden forsvundne fra Bogmarkedet og Læseverdenen, og vilde desuden nu ingenlunde fyldestgjøre Tidens Krav. Wexels’s fortjenstlige „Forklaring over det N. T.“ er desværre en altfor stor og kostbar Bog til at den kan antages at komme i saamange Hænder, som man kunde ønske. Og endskjønt man fra et reent literært Standpunct just ikke kan ansee Oversættelser fra Tydsk som nogen Vinding for vort Bogvæsen, da derved originale Arbeider, der maaskee engang med Tiden kunde ventes, tildeels hindres, saa erkjendes dog villigen, at hvor det gjælder Gudsords Udbredelse, raade høiere Hensyn end det literære. Derimod kunde der vel vækkes grundet Tvivl om Dr. Liscos Verk just er saa skikket til at udfylde det antydede Savn hos vort Folk. Det kan naturligviis ikke være min Mening her at ville indlade mig paa nogen Kritik over dette tydske Verk, hvis egentlige Værnething er andensteds, men med Hensyn til dets Anvendelighed hos os kan jeg ikke undlade at udhæve tvende Omstændigheder der ialfald synes betænkelige. For det Første er Tonen slet ikke egentlig populær. Skjønt det vistnok ikke er nogen lærd Commentar, hvortil naturligviis hører at Texten stedse citeres i Grundsproget o. s. v., bevæger dog den hele Udlæggelse sig i Kategorier, der forudsætte en mere udstrakt Læsning og en mere udviklet Reflexion, idethele en langt større Paavirkning af en videnskabelig Atmosphære, end den, der hos os kan forudsættes hos Pluraliteten af dem, der kunde trænge til et commenteret Nytestament. Verket er derfor ikke heller beregnet paa det egentlig saakaldte Folk, men paa en vis – saa at sige – literær Middelclasse, der blandt Tydsklands 30 Millioner naturligviis er meget talrig, men som hos os ikke udgjør ret Mange, af hvilke desuden de fleste forstaae Tydsk og saaledes ligesaa gjerne kunde benytte Liscos Verk i Originalen. For den norske, literært-læge, men derfor ikke uoplyste, tvertimod efter Oplysning higende, christne Almue maatte den hele Forklaringsmaade holdes i en ganske anden Tone. At den norske Oversætter af et saadant Verk som det liscoske skulde ved Lempning &c. kunne frembringe noget egte Populært, vilde være formeget forlangt. Der ere faa nok af vore Skribenter der selv i originale Arbeider vise at have det egte folkelige Udtryk i sin Magt; desto mindre ville de kunne dette, hvor et til Grund liggende fremmed og fremmedartet Product idelig frister dem til at falde ud af Tonearten.
Men dernæst maa det ogsaa bemærkes, at Lisco, som tilhørende den unerede Kirke, denne forunderlige Bastard af Christendom og „Preussenthum“, staaer paa et dogmatisk Standpunct, der af vor Kirke hverken billiges eller kan billiges. Vel bestaaer Afvigelsen – paa Grund af Unionens svævende Holdning – ikke saameget i bestemte Lærdomme, som snarere i en forskjellig Stemning, en anden Stilling til det dogmatiske Lærebegreb i det Hele; og en heraf udgaaende Exegese røber sig saaledes mindre i enkelte Anstød vækkende Sætninger, end i en anden Tone, saa at sige et andet Haandelag, hvormed det hele Arbeide fattes. Men desto vanskeligere lader ogsaa en saadan Exegese sig lempe eller omarbeide efter vor Kirkes Tarv. At udstryge enkelte Steder og interpolere hist og her en skarpere Bestemmelse kan under saadanne Omstændigheder saalidet hjælpe, at det meget mere kun maa have en sønderrivende Virkning.
Disse Egenskaber ved Liscos Verk, hvortil endnu kan føies den vistnok mindre væsentlige Omstændighed, at Forklaringen, som forhen berørt, slutter sig til en anden Text, end den hos os benyttede, vilde ialfald gjøre det til et saare vanskeligt Arbeide paa en virkelig tilfredsstillende Maade at overflytte det paa norsk Jordbund. Den tydske Forklaring maatte egentlig kun betragtes som et Forraad af Materialier, der mere maatte selvstændig bearbeides, end oversættes – et Arbeide, der vilde forudsætte megen Flid, megen Kyndighed og meget Talent. For uden Omsvøb at sige min Mening om Hr. Crøgers Arbeide, da forekommer det mig, at han næppe har havt nogen klar Bevidsthed om Opgavens Vanskelighed, og at han idetmindste ikke har været den tilstrækkelig voxen. Nogle Bemærkninger om den Maade, hvorpaa han har søgt at løse den, maae levere Beviset for denne Paastand.
Paa at popularisere eller forresten at indrette det, der siges, og Maaden, hvorpaa det siges, efter de norske Læseres Tarv, sees nu Crøger ikke engang at have tænkt. Han har tvertimod i den Grad bundet sig til blot at oversætte, at han endog f. Ex. ved Matth. 2, 9–12 fortæller at „Kirken feirer denne Begivenhed (ligesom ogsaa Jesu Daab af Johannes) paa 6 Januar og kalder denne Dag Epiphanias d. e. Syn, Aabenbaring“. Med Hensyn til vor Kirke, der ikke kjender nogen saadan Fest paa 6 Januar, er dette vistnok en besynderlig Notits. Dog, saadanne enkelte Bommerter fraregnede, hvilke rigtignok i ethvert Fald burde være undgaaede, kan Oversætteren undskylde sig med, at han jo ikke heller har lovet at levere noget mere Populært end Originalen; han har jo, efter Titelen, ligesom Lisco, især bestemt Bogen for „Lærere i Kirken og Skolen“ og hvis den her finder tilstrækkeligt Publicum kan man ialfald kun beklage, at den ikke tillige skulde kunne være skikket for et større. Vigtigere er Punctet om Verkets dogmatiske Charakter. Her har Oversætteren dog seet, at Noget maatte gjøres og han har derfor henvendt sig til de theologiske Universitetslærere for af dem at faae de nødvendige dogmatiske Rettelser foretagne. Men som allerede ovenfor antydet, var dette kun en mislig Udvei, endskjønt den maaskee in casu var den eneste. Paa de theologiske Læreres Arbeide i denne Henseende kan man Intet med Grund udsætte; de have gjort hvad de efter Omstændighederne kunde gjøre, efterseet de Steder, hvor den dogmatiske Afvigelse traadte nogenlunde kjendelig frem, hvilket naturligviis især maatte finde Sted ved Sacramentlæren), og her deels ved Forandringer, deels ved Tillæg idethele søgt at give den dogmatiske Formel større Bestemthed og Fylde. Som saadanne Steder kunne nævnes Matth. 26, 26 fg.; 28, 19, Joh. 3, 1–3; 3, 4–6; 6, 53; 14, 16–17. Rom. 3, 25; c. 4 Indl.; 5, 19, Gal. 3, 27, 1 Cor. 10, 16 o. s. v. (Ved Aab. 16, 16 er en historisk Feiltagelse rettet). Flere af disse Interpolationer kunne i og for sig betragtet endog siges at være heldige; men ulykken er, at de naturligviis ere og blive – Interpolationer, og saaledes – havde jeg nær sagt – mere forstyrrende, end opbyggende. Man føler Sporet af den fremmede Haand; der er noget Stivt og Fremtvunget i disse enkeltstaaende strenge dogmatiske Sætninger midt i en ellers jævntflydende, mild – altfor mild – Exegese. Man kan her sætte sig i vedkommende theologiske Universitetslærers Sted. Han har den Opgave i dogmatisk Henseende at rense en Bog, hvis Mangel netop bestaaer i en altfor løs, ubestemt Opfattelse af væsentlige Puncter – ja man kan vel med Grund sige: af den hele Christendom. Det er da naturligt, at paa de faae Steder, hvor han har Anledning til at gribe ind, vil han anstrenge sig, for at faae Læren udtrykt saa strengt og bestemt som mueligt; det er ham om at gjøre omhyggeligen at forvare sig mod, at f. Ex. her Sacramentlæren ikke opfattes med reformeert eller halvreformeert Overfladiskhed. Jo mindre han kan stole paa den over hele Verket herskende Tone, der ved sit Alvor bedst maatte forebygge enhver letfærdig Opfattelse af det Enkelte, desmere finder han sig opfordret til paa det enkelte Sted at udtrykke sig ret skjærende bestemt. Saaledes komme disse indskudte Sætninger let mere til at ligne dogmatiske Paragrapher, end exegetiske Udviklinger. Dette er en ligefrem Følge af Opgavens Natur, og kan saaledes ingenlunde lægges Interpolatorerne til Last; hvilke meget mere maa erkjendes at have gaaet frem med al den Moderation, der kunde ventes. Men alligevel vil man udentvivl finde, at f. Ex. Tillægget ved Matth. 26, 26, hvor der udhæves, at Frelseren „i, med og under Brødet i Nadveren virkelig vil meddele Enhver“ &c. har en polemisk Bestemthed, der skjønt i sig selv medførende Sandhed og med Hensyn paa senere kirkelige Differentser beføiet, som Exegese til hiint Sted er mindre passende. Og saaledes flere Steder. Skal man sætte nye Lapper paa et gammelt Klædebon – eller hvad efter en agtet Theologs Bemærkning her maaskee bedre passer: gamle Lapper paa et nyt Klædebon – ligemeget: det Hele bliver Lapperi.
Langt simplere var den anden Art af Omarbeidelse, som Oversætteren maatte faae foretaget, nemlig at lempe Forklaringen efter vor Bibeloversættelse, hvor denne afviger fra Luthers. Dette Arbeide har ogsaa Crøger selv troet at kunne paatage sig; men man maa beklage, at hans Udførelse deraf kun er lidet fyldestgjørende. For det Første er Afvigelsen ofte ikke engang bemærket, og det hænder ikke sjelden, at naar Texten citeres i Anmærkningen, da er dens Udtryk ligetil oversatte efter Luther og Lisco istedetfor at være nedtagne af den norske Text, saaledes f. Ex. blot ved Matth. 1, 18. 19 ikke mindre end tre Gange: „hentede Maria hjem til sig“ (Tydsk: heimholete; i den norske Text staaer: kom tilhobe), „svanger“ (norsk Text: „frugtsommelig“) „forlade Maria“ (n. T. skille sig fra) o. s. v. Herhen hører ogsaa (som vel uvæsentligt men dog charakteristiskt), at i Anm. stedse citeres „Apostelhistorien“, medens Bogen selv over den norske Text har den sædvanlige Overskrivt „Apostlernes Gjerninger“. Andre Steder er Forskjellen vel bemærket, og den norske Textes Udtryk ere ogsaa komne ned i Anmærkningen istedetfor de lutherske, medens NB den Forklaring, der har Hensyn til de sidste, er bibeholdt. Som et slaaende Exempel kan jeg anføre Rom. 9, 28. Her har den lutherske Oversættelse: „Denn es wird ein Verderben und Steuren geschehen zur Gerechtigkeit, und der Herr wird dasselbige Steuren thun auf Erden“. Det er det bekjendte λόγον συντέμνων, som Luther har oversat ved „Steuren“, hvilket af Lisco forklares ved „beschränken“: „der Herr wird dasselbige Steuren, d. h. ein nicht ganz allgemeines, sondern ein auf einen Theil, nämlich auf die Ungläubigen beschränktes Strafgericht ausführen auf Erden“. Den norske Bibeloversættelse har derimod forstaaet συντέμνειν om at fremskynde, hastigen opfylde: – ja et hastigen opfyldt Ord skal Herren vise paa Jorden“. Hvorledes bærer nu Hr. Crøger sig ad? I Anm. hedder det: „Herren skal udføre det samme Ord“ (her er dog „Ord“ vandret ned fra Texten istedetfor Steuren) „ɔ: en ikke aldeles almindelig Straffedom, men en, som kun gaaer ud over en Deel, nemlig over de Vantroe“. Saadant kunde man lee ret godt af, hvis det ikke uheldigviis stod i en Bog, hvor Latter allermindst var paa rette Sted.
Efter Forordet skulde det ogsaa „efter Liscos Anviisning være bemærket, hvor den norske Bibeloversættelse ikke nøiagtigen gjengiver den græske Text“. Da Dr. Lisco naturligviis ikke har taget det mindste Hensyn til den norske Bibeloversættelse, maatte denne „Anviisning“ fornuftigviis kun bestaae i det Exempel, han har givet ved at gjøre opmærksom paa den lutherske Oversættelses Uovereensstemmelser med den græske Text; og at følge dette vilde da forudsætte en ny, selvstændig Revision af Grundtexten. Men til en saadan har jeg idetmindste i de Partier, jeg har gjennemgaaet af det crøgerske Verk, ikke seet noget andet Spor, end ved et Par Steder i Matthæus, hvor selv i Texten ubetydelige Ordforandringer ere foretagne. Derimod er flittigen „efter Liscos Anviisning“ bemærket, hvor den lutherske Oversættelse efter Liscos Mening er unøiagtig, og det selv der, hvor den norske Text har det nøiagtigere Udtryk. See f. Ex. en besynderlig Forvirring ved Matth. 2, 6. At (Rom. 3, 5) „Utroskab“ skal svare nærmere til det græske ἀδικία, end den norske Oversættelses „Uretfærdighed“, er en Bemærkning, som Crøger rimeligviis er kommen til blot ved en Misforstaaelse af Interpunctionen hos Lisco.
Heraf vil formeentlig sees, at Hr. Crøgers Arbeide egentlig talt slet ikke er Andet, end en Oversættelse af Liscos Verk; thi med den saakaldte „Omarbeidelse“ og Tillempning er det isandhed hverken hugget eller stukket som man siger. Men selv Oversættelsen er ikke overalt upaaklagelig. Den lider mange Steder deels af Stivhed, ja Dunkelhed især ved uheldig Ordstilling, deels af slemme Germanismer, undertiden endog af Misforstaaelser. Jeg skal tage nogle Exempler blot af de første Sider. S. 3. „Man har sagt, at Apostlerne før deres Adspredelse ... havde opsat en kort Efterretning .... og denne Efterretning er da efterhaanden udvidet“ &c. (Tydsk: sey, i oratio indirecta). – „(Evangelisterne) vilde lægge for Dagen Historien om Jesu Fødsel“ &c. S. 4. „Jesus taler Matth. 16, 4 i dunkel Hentydning om sin forestaaende Skjebne; v. 21 flg. i tydeligere Aabenbarelse om det Samme; i uafbrudt Modsætning“ (ɔ: in steten Gegensätzen) „bliver Ypperstepræstens, som vil ofre sig selv, og Himmelkongens Forhaanelse og Herlighed, Ringhed og Høihed skildret“. S. 5. „Den offentligen for Messias erklærede Jesu Virksomhed“. S. 8. „under sit religiøse Liv, som ganske havde sin Rod i det G. T. søgte den fromme Israelit i dette et Forbindelsespunct for enhver vigtig Begivenhed, Erfaring, Kjendsgjerning, – en lignende Kjendsgjerning“. „Utvivlsomme“ i activ Betydning. S. 10. „Man seer her ved disse Børn, hvorledes et ret christeligt Væsen staaer i Lidelser“. S. 11. „Indholden af hans“ (Døberens) „Prædiken var Opfordring til Bod, Sindsforandring, som er inderlig Erkjendelse af og Afskye for den hidtil miskjendte (!) og elskede Synd“ &c. (her er Originalens „innerlich“, der er Adv. og antyder Modsætn. til hvad der siden siges om Bodens ydre Virkning, urigtigen taget sammen med det følgende Erkenntniß). – Enhver vil udentvivl finde, at dette dog paa saa faa Sider er en altfor rig Høst af Skjødesløsheder, især naar det tilføies, at langtfra ikke alle ere tagne med.
Om den anvendte Orthographie vil jeg i disse anarchiske Tider ikke tviste med Oversætteren; men jeg kunde dog have Lyst til at spørge ham, hvorfor han f. Ex. conseqvent skriver vesentlig Forskjæl, medens man ellers dog gjerne skriver omvendt væsentlig Forskjel.
Den her leverede Bedømmelse er nu vistnok falden temmelig skarp ud. Men jeg troer dermed ikke at have traadt hverken almindelig Humanitet eller det af mig før i dette Tidsskrivt (1 Aargang S. 129) anerkjendte Lemfældighedshensyn for nær. Thi vel er det saa, at Kritiken hos os, hvor Opmuntringerne til literær Productivitet idetmindste i ideel Retning ere saa ringe, ikke maa være for haardhændt med originale Forsøg paa at berige vor fattige Literatur; men anderledes forholder det sig med Oversættelser og „Tillempninger“, der egentlig kun af fremmede Hensyn tolereres i Literaturen. Jeg kjender her reent ud sagt ingen Grund til at lægge Fingeren imellem. Og alligevel, skjønt jeg vistnok maatte ønske, at Oversættelsen af nærværende Verk, naar det dog skulde oversættes, var falden i kyndigere eller omhyggeligere Hænder, kan jeg ikke overtale mig til at antage, at det Hele havde været bedre ugjort. Thi Guds Ord – det veed jeg til Overflod af Erfaring – maa fremtræde i en overmaade uheldig Form, naar det ikke skal virke til Velsignelse, forudsat at det blot forkyndes med ærligt Sind.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |