Utgitt av Selskabet for Folkeoplysningens Fremme,  (s. 98-103).

Peter Tordenskjold i Dynekilen 8 Juli 1716.

Ved Fredrikshalds heltemodige Forsvar var Faren vel for Øieblikket overstaaet, men Carl var ei den Mand som opgav en engang fattet Plan. Han ventede derfor kun paa Ankomsten af en Transportflaade, der skulde bringe ham de Kanoner og andre Fornødenheder, han tiltrængte, for at begynde en ordentlig Beleiring af Fredriksten. Men ogsaa i denne grundede Forventning blev Carl bittert skuffet.

Han havde, som før berettet ladet en saadan Transportflaade

udruste i Gøteborg. Da Admiral Gabel, som
Tordenskjold.
førte Kommandoen paa den danske Flaade i Nordsøen,

med sine store Orlogsskibe ei kunde hindre den svenske Transportflaade, der kunde gaa indenskjærs, sendte han den bekjendte Søkapitain Peter Tordenskjold til Kjøbenhavn for at faa nogle mindre Krigsfartøier, hvormed han kunde hindre de Svenske i at naa Fredrikshald. Imidlertid forlod den svenske Transportflaade Gøteborg og nærmede sig den norske Grændse. Med 4 Skibe, besatte med 116 Kanoner, og 3 Galeier ilede Tordenskjold efter. Da han kom til Hvaløerne, fik han Underretning om, at den hele Transportflaade var kommen til Dynekilen, 3 Mil søndenfor Fredrikshald, og laa der for Modvind.

Dynekilen, som gaar dybt ind i Landet, er ingensteds bredere end 160–180 Skridt, og det lange Indløb er saa trangt, at et enkelt Skib kun med Nød kan manøvrere. Midt i Mundingen laa desuden paa en Holme et Batteri med 6 Tolvpundinger. At angribe de Svenske i denne stærke Stilling var et farligt Vovestykke; men Hr. Peter Tordenskjold var en Vovehals. Da Vinden,var god, og han desuden havde hørt, at de svenske Officierer samme Nat vare i Bryllup paa Gaarden Dyne, besluttede han at angribe den svenske Transportflaade, som førtes af Schoutbynacht Olof Strømstjerna og forsvaredes baade af Krigsskibe, Landtropper og et Landbatteri.

Ved Daggry den 8 Juli seilede Tordenskjold ind i Skjærgaarden og kom saa uventet, at han med sine Skibe uden Tab passerede det lange smale Indløb til Havnen. I Spidsen seilede Tordenskjold selv paa Fregatten Hvideørn, fulgt af sine modige Staldbrødre. Da han var kommen ind i Havnen, modtog han med Ro en varm Velkomsthilsen fra Batteriet paa Holmen, en Stykpram, 11 Galeier og Halvgaleier og nogle Skjærbaade; men da han havde faaet bragt sine Skibe i den ønskede Slagorden, lod han det ei mangle paa Svar. Fra Klokken 8 til 11 om Formiddagen kjæmpedes med største Tapperhed paa begge Sider. Henimod Klokken 11 begyndte den svenske Ild at aftage, og medens den tykke Krudtdamp endnu skjulte Tordenskjolds Bevægelser for Fienden, lod han sine Skibe bugsere nærmere ind paa de svenske Fartøier og bød den kjække Kapitainlieutenant Tønder at tage Batteriet paa Holmen og fornagle dets Kanoner, hvilket han lykkelig udførte. De Svenske søgte nu at sætte deres Galeier og Transportskibe paa Grund, idet Besætningen flyede i Land med Undtagelse af de Folk, som skulde gjøre Forberedelser til at stikke dem i Brand, naar Fienden nærmede sig for at entre dem. Seieren tilsøs var saaledes vunden, men skulde Øiemedet naaes, maatte de svenske Skibe ødelægges, hvilket var forbundet med stor Fare, da Skydningen havde samlet en Mængde Tropper paa de omliggende steile Fjelde, der ved velrettede Skud søgte at holde Fienden borte fra de tæt ved Land bragte Skibe. Dog Tordenskjold var ikke den Mand, som lod sig skræmme. Medens hans lille Flaade vedligeholdt en uafbrudt Kartætskild mod Landet, satte han tillige med sine dristige Medstridere Tønder, Grib o. Fl. med sine Fartøier ligeind paa de fiendtlige Skibe. Tordenskjold selv var stedse i Spidsen og opmuntrede ved sine Ord og sit Exempel sine underordnede saaledes, at de med det dristigste Mod udførte de voveligste Foretagender. Hist entrede den uforfærdede Tønder et med Krudt ladet Skib for at borttage den Tjæreballe, som allerede brændte ganske i Nærheden af Krudtfadene; ja han gik endog ned blandt Krudttønderne og greb med egen Haand en brændende Lunte, som var fastgjort i en af Tønderne, og slukkede den. Her besteg Kapitain Grib, som havde raadet til Angrebet, en fiendtlig Galei, i hvis aabne Etage stod en opslagen Tønde Krudt med en brændende Lunte i Kanten, som han griber og kaster i Vandet, lukker Lugen og frelser Skibet. Strax efter besteg han „Stenbukken“ paa 24 Kanoner, og frelste den i det Øieblik de Svenske havde tænkt at sprænge den i Luften, idet han ogsaa her fik den brændende Lunte slukket. Her roede man i Smaabaade hen og fastgjorde under Fiendens Kugleregn Varp i de fiendtlige Skibe, for at drage dem fra Land.

Disse heltemodige Anstrengelser lønnedes ved Erobringen af Stykprammen Stenbukken, 8 Galeier, 2 mindre Krigsfartøier og 19 med Krigsfornødenheder og Levnetsmidler ladede Transportskibe. Resten ødelagdes. De Svenske tabte derved 44 Skibe, besatte med 60 Kanoner.

Klokken 9 om Aftenen var Dyne Havn ryddet og Norge for denne Gang frelst; thi Ødelæggelsen af den med Længsel ventede Transportflaade nødte Carl til med uforrettet Sag igjen at forlade Landet. Nu gjaldt det for Tordenskjold og hans kjække Kammerater igjen at komme ud gjennem det trange og farlige Indløb. De undkomne Svenske samlede ogsaa Kanoner for idetmindste at hindre dem i at bortføre sit Rov, men Tiden var for kort og Tordenskjold for hurtig. Inden de Svenske bleve færdige, var han med sine Skibe, sit Bytte og sine Fanger sluppet ud af den trange Kile og i aaben Sø. Tordenskjolds Skibe havde lidt adskilligt, og han havde 19 Døde og 57 Mand saarede.

Han selv blev belønnet med en Guldmedaille og med Udnævnelse til Kommandør[1].

  1. Peder Tordenskjold ved C. P. Rothe II 37–82. Garde II 330.