Carl XII i Norge/11

Andreas Faye

Carl XII i Norge

Utgitt av Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, 1868 (s. 104-112).

Carl XII forlader Norge.

Dagen efter den svenske Transportflaades Ødelæggelse l i Dynekilen, nemlig 9 Juli, trak den ilde medtagne svenske Hær sig tilbage over Svinesund; men Carl lagde en stærk Besætning i Skandsen Sundsborg og overdrog Kommandoen over de Tropper, som skulde dække Grændsen, til Generalmajor Grev de la Gardie under Overkommando af General Mørner, der kort tilforn var bleven udnævnt til kongelig Raad, Feltmarskalk og Generalguvernør i Gøteborg, men havde faaet Orlov til at besøge Badet ved Medevi^[1]. Den svenske Hær stod uanfegtet ved Svinesund ligetil Oktober, da den brød op for at dække Skaane og kun efterlod en mindre Afdeling under Oberst Fuchs til at forsvare Sundsborg.

Hvad foretog imidlertid Lützow og den norske Hær? Lidet eller Intet! – Saasnart den svenske Hær havde forladt Landet, sammenkaldte Lützow i sit Hovedkvarter paa Nygaard ved Fredrikstad den 10 Juli et Krigsraad, som bestod af de samme Mænd, som udgjorde Krigsraadet 30 Juni^[2]. Her besluttedes, at Oberst Oetken med Rytteriet skulde bryde op fra Rolfsøen og stille sig ved Borge i Kirke hvorhen ogsaa Oberstlieutenant Schilling og Kapitain Hack med deres Infanterikompagnier bleve sendte. Budde og Huitfeldt skulde med 1200 Mand paa smaa Fartøier sætte over paa Vigsiden i Nærheden af Strømstad for at tilføie Fienderne al mulig Skade paa deres Tilbagetog og nøde dem til ganske at forlade Landet. Naar dette var skeet, agtede Lützow med sin Hær at besætte Grændsen ved Svinesund. I sin Indberetning til Kongen af 25 Juli udbad han sig dog Besaling, om han efter foregaaende Raadførsel med sine Officierer skulde søge at angribe Fienden og fuldkommen jage ham bort fra Grændsen. Deraf blev Intet De Norske gjorde ikke engang noget Forsøg paa at bemægtige sig Sundsborg. Fiendtlighederne ophørte, og de Svenske foresloge en Udvexling af Fanger den 31 Juli 1716. I Sponviken sammentraadte Oberst Oetken, Schilling og Generalauditør Sverdfeger med den svenske Oberst Fuchs, Oberstlieutenant Nummens og Overauditor Gabriel von Seth. Man kunde imidlertid ei blive enig. De Norske forlangte, at Udvexlingen skulde ske efter Rullerne, saa at en Officier udvexledes mod en Officier, en Menig mod en Menig. De Svenske forlangte, i Følge deres Fuldmagt, at alle Svenske skulde udvexles mod alle norske Fanger, og at alle de Fanger, som ikke kunde udbyttes Mand for Mand, skulde betales med Penge eller med russiske Fanger. Følgen var, at ingen Udvexling fandt Sted^[3].

Til Undskyldning for Lützows mærkelige Uvirksomhed maa dog bemærkes, at der under det hele Felttog var sørget hel stedmoderlig for de norske nationale Tropper, der ved at sammenligne deres Forsørgelse med de fra Danmark opsendte Krigsfolks fandt fuld Grund til Misnøie. Baade Officierer og Soldater vare enige i at beklage sig over den Behandling, som blev dem til Del. Deres ringe Løn og de knappe Levnetsmidler bleve dem ei engang ordentlig leverede; deres Klæder vare udslidte og sønderrevne, paa de fleste Fornødenheder havde man Mangel. Sygdomme begyndte at rase.

Den 1 August klager den arme Lützow sin Nød baade for Kongen og for Generalkommissariatet. Til det sidste beretter han, „at sandelig mere end Hælften af Tropperne forsmægter og ere syge, saa at de døe bort i stor Mængde og Sygdommen dagligdags tiltager. Og hvad som mere er, de nationale Folk her af Regimenterne har nu begyndt at rømme over til Fienden, som vel aldrig har været hørt før, og ikke er for andet end af Hunger og Nød de lide.“ Som en Følge af, at Folkene ei saa deres Lønning anfører han, at Landdragonerne af Vaage og Lom, der vare stillede ved Fedtsund, have forladt sin Postering.

Endnu værre gik det med de opsendte hvervede Tropper, som dog bleve bedre underholdte end de nationale; thi da de formedelst Pengemangel ei fik sin Løn, rømte de saa stærkt, at alle Forposter maatte besættes med de Nationale „for at bevogte de opsendte Regimenter, at de ei skulde overløbe“. De Nationale fandt sig deri med Taalmodighed og Taushed medens de opsendte Tropper ved en slet Krigstugt opaade og ødelagde de norske Soldaters Husholdninger, ja behandlede deres hjemmeværende Familier ilde, medens de selv altid maatte staa i første Angreb og lide baade Hunger og Nød paa de langt og vidt adspredte Posteringer^[4].

Disse Omstændigheder maa tjene Lützow til nogen Undskyldning for den ellers uforklarlige Uvirksomhed og Forsigtighed han viste, og som stod i skjærende Modsætning til den Virksomhed Mod og opoffrende Fædrelandskjærlighed som ei blot enkelte Mænd som Brødrene Colbjørnsen, men Folket i det Hele lagde for Dagen.

Kaste vi Blikket tilbage paa dette Aars korte Felttog, maa vi tilstaa, at det hverken var den danske Regjerings Foranstaltninger, eller Slotslovens Virksomhed eller Lützows Feltherredygtighed, der hindrede den krigerske Carl i at bemægtige sig Norge; men at hans Forsøg strandede dels paa Landets Beskaffenhed, der udsætter en Fiende for let at overrumples og afskjæres eller – sulte ihjel, naar han ei er Herre over Søen, dels paa uforudseelige Omstændigheder og fornemmelig paa et modigt Folks Modstand, der var sin Konge tro og høit elskede Frihed og Fødeland.

Her i Norge fik Carl en Kamp ei med hvervede og øvede Soldater – thi i Norge fandtes ved hans Indfald kun uøvede og slet forsynede nationale Krigsfolk, der anførtes af uforsøgte lidet fremragende Officierer, hvoraf mange som Udlændinger og lidet dygtige vare ilde anskrevne hos sine Folk^[5] – men med et helt Folk.

Carl havde vistnok haabet, at han ved sine Udsendinger, ved sine Løfter om en mild Regjering og om Nedsættelse af Skatterne m. m. skulde lokke Folket til Frafald fra en Regjering, som havde behandlet det saa stedmoderligt, og endelig paa Grund af sin Hærs strenge Disciplin og sin mægtige Personlighed og Ædelmod skulde af Mange blive modtaget som en Befrier fra det danske Aag. I disse Forventninger blev han imidlertid bittert skuffet. Den Tanke synes da som senere 1808 at have gaaet gjennem Folket: „Mægter ei Konge, Regjering og de lønnede Soldater og Officierer at forsvare Land og Rige, saa faa vi gjøre det selv.“ Da Varderne begyndte at brænde og Folket efter gammel Skik opbødes ved Budstikken, da krøb Ingen i Skjul, men Folket reiste sig i Masse og strømmede til den høistkommanderende General i saadan Mængde, at baade han og Slotsloven, som vi have bort, kom i Forlegenhed ved deres Anvendelse. De Fleste bleve brugte til at anlægge vidtløftige Forhugninger; en Del blev af Mangel paa Proviant og Vaaben sendte hjem igjen^[6].

Det var imidlertid ei blot de nationale Krigsfolk der med berømmelig Taalmodighed og Udholdenhed bare et Vinterfelttogs store Savn og Besværligheder, men selv de, som ei hørte til Hæren, kappedes om at gjøre Fienden al den Afbræk og Skade, de formaaede. Hverken Carls Mildhed eller hans Trusler formaaede at hindre Bønder og Borgere i at optræde til Forsvar for Arne og Fødeland. Han kunde hverken faa Almuen til, selv mod Betaling, at bringe hans Hær de fornødne Levnetsmidler eller betale de Paalæg som de Svenske fordrede, ikke engang Presterne til at offentliggjøre hans Bekjendtgjørelser. Naar de Svenske saaledes nødtes til selv paa de adspredte Bondegaarde at inddrive de fornødne Næringsmidler til sig og sit talrige Rytteri, fandt de som oftest Modstand. Overalt laa Nordmændene i Baghold, skjøde mangen fiendtlig Krigsmand og opsnappede næsten alle svenske Sendebud, hvorved de Norske bleve bekjendte med Fiendens Stilling og Planer. Forgjeves truede Carl i en Kundgjørelse af 19 Mai enhver „Snaphane“ med Galgen og hans Hjem med Brand, forgjeves afbrændte Svenskerne enhver Gaard, i hvis Nærhed der blev skudt paa dem. Dette gjorde kun Ondt værre, idet Nordmændenes Forbittrelse derved kun mere opflammedes. En Samtidig siger: „Det er bekjendt, hvor mange af Fiendens Folk der bleve nedlagte af Bønder overalt, som laa blandt Fjeldene og lurede paa dem; blandt Andre kom en Rytter i et Bondehus, hvor Ingen var tilstede uden tvende Smaadrenge paa 6–8 Aar, hvilke efter at Rytteren havde i Sikkerhed lagt sig til at sove, dristede sig til at tage en Øxe og dermed dræbte ham^[7].“

Med Almuen kappedes Borgerne i virksom Fædrelandskjærlighed, hvorpaa vi have seet Beviser baade i Drammen og fornemmelig paa Fredrikshald. Med Bønder og Borgere gjorde Presterne Fællesskab. De vare Lützows paalideligste Kundskabsmænd om alle Fiendens Foretagender. Enkelte som Kapellan Abildgaard paa Asker tjente endog med Livsfare som Speidere og bragte ham personlig Underretning om Fiendens Styrke og Planer. At Sognepresten i Skjeberg Peder Rumohr ved sine Forestillinger fik den svenske General Ascheberg til ilsomt at forlade Landet have vi for hørt. Den samme Skjebne, som ramte Rumohr, var tiltænkt Hans Iversen, Sogneprest i Marker (Aremark), da de Svenske havde opsnappet hans Indberetning til Lützow. Til Lykke for ham var han just ved Annexet da Fienden kom til Prestegaarden for at gribe ham. Som Seierstegn toge de med sig en af hans Prestekraver. Med Ros nævnes ogsaa den residerende Kapellan i Berg, Lauritz Storm, der under Fare for Frihed og Liv meddelte Lützow nøiagtig Efterretning om Fiendens Stilling og Færd.

Vi have saaledes søgt at paapege Grundene, hvorfor selv en Carl XII denne Gang med stort Tab og uforrettet Sag maatte forlade Norge, og vi maa give den samtidige danske Prest Jørgen Friis Ret, naar han ender det Digt, hvori han beskriver denne Folkekrig, med de Ord:.

„Mod, Troskab, Tapperhed og hvad som giver Ære,
den hele Verden kan blandt norske Klipper lære.
Det var den Overskrift, som Kongen Landet gav,
og mangen Svensk i Aar har sandet i sin Grav.“

Faren for Norge var saaledes for denne Gang overstaaet, men Carl opgav ikke saa let en fattet Plan. De Norske maatte derfor være beredte paa et nyt Besøg.

Den 10 November 1716^[8] holdtes i Christiania et Krigsraad, som bestod af Vicestatholder Baron Kragh, Generallieutenant Lützow, Generalmajor Cicignon, Brigadeer Wind, Oberst Oetken og Oberst Garmann, hvor 9 Forslag af Lützow bleve fremsatte og behandlede angaaende hvad der skulde gjøres til Landets Forsvar i den tilstundende Vinter. Troppernes Stilling og Vinterkvarter bestemtes; Almuen skulde forsynes med de nødvendige Vaaben og efter Slotslovens Anordning fremføres til de Steder, som anvistes af Amtmænd, Fogder, Skrivere og Lensmænd Foruden den bergensiske Bataillon under Oberst Hartvig Huitfeldt, som laa i Danmark, skulde derfra forlanges 6 Batailloner og 100 Mand Rytteri. Bestemt Befaling og Foranstaltning til Forfremmelser og Lønningspengenes nøiagtige Betaling, saavelsom et tilstrækkeligt Forraad af Fødemidler, maatte nødvendig fordres 2–300 Par Ski^[9] og et Par hundrede Issage skulde anskaffes.

I Januar 1717 ankom endelig til Norge General Erhard Wedel, der allerede 10 Januar 1716 var udnævnt til kommanderende General i Norge efter den gamle Hausmann. Ham kan man vel hovedsagelig tilskrive, at Fæstningerne bleve istandsatte, at Armeens Lægevæsen, som under Krigen i høi Grad havde været forsømt, blev forbedret, idet en Stabschirurgspost oprettedes og flere Feltskjærer ansattes. Hæren blev ogsaa fra Danmark forsynet med de høist fornødne Klædningsstykker og Fødemidler. Efter Forslag af en Lieutenant Franzen indførtes et nyt Slags Slædelavetter til de mindre Kanoner, som han havde opfundet.

Hæren i Norge blev forøget. Fra Danmark opsendtes 8 Batailloner Fodfolk og 1 Regiment Rytteri^[10]. De norske Infanteriregimenters Antal blev forøget til 13, hvert paa 12 Kompagnier og hvert Kompagni paa 100 Mand. Oetkens Dragonregiment forøgedes med 3 Kompagnier og Kruses med 4, saa at hvert Dragonregiment kom til at udgjøre 1000 Mand. Den norske Hær bestod saaledes ved Begyndelsen af 1718 af 13 norske Infanteriregimenter, hvert paa 1200 Mand; 2 norske Dragonregimenter søndenfjelds, hvert paa 1000 Mand, og det thrønderske Dragonkorps (formodentlig 500 Mand); 8 Batailloner dansk Fodfolk, rimeligvis hver Bataillon paa 600 Mand, tilsammen 4800 Mand, samt et dansk Rytterregiment, formodentlig 6–800 Mand. I alt henved 24000 Mand regulære Tropper foruden Reserve, Landdragoner og Mandhusinger^[11].

Med Overkommandoen sandt en Del Forandringer Sted. Brigadeer Halche, der førte Overkommandoen nordenfjelds, døde i Januar 1717 og esterfulgtes af Generalmajor Ove Wind; Brigadeer Budde blev Generalmajor og Kommandant i Fredrikstad, Oberstlieutenant Steen Blix blev Oberst og Chef for det vesterlenske Regiment. Lützow hædredes med Danebrogsordenen, en Ære, som vakte hans særdeles Taknemmelighed^[12].

Aaret 1717 hengik uden Fiendtligheder tillands. Derimod fandt et Par alvorlige Sammenstød Sted tilsøes. Den driftige Tordenskjold havde nu faaet Overanførselen over Flaaden i Nordsøen. I Mai gjorde han et dristigt Angreb paa Gøteborg, som mislykkedes og den 19de Juli angreb han efter Overlæg med den kommanderende General i Norge, Wedel, Strømstad, som Carl havde ladet stærkt befæste, da han vilde gjøre det til Oplagssted for sin Krigshærs Fornødenheder under et paatænkt nyt Angreb paa Norge. Det var derfor en Sag af høi Vigtighed for Wedel at faa Fæstningsværkerne ødelagte. Tordenskjold angreb med sædvanlig Uforfærdethed og Heltemod; men denne Gang forgjeves. Strømstads Forsvar havde Carl betroet til den prøvede Generalmajor Johan Gjerta^[13] med det udsøgte nye Grenaderregiment, som bestod af prøvede gamle Krigsfolk. Disse gjorde Tordenskjold en saa klog og udholdende Modstand, at han, selv saaret af 2 Kugler, og med Tab af 96 Døde og 246 Saarede, med uforrettet Sag maatte vende tilbage^[14]. Følgen var, at han mistede Kommandoen i Nordsøen, som overdroges til Viceadmiral Rosenpalm, der vel Intet tabte, men heller Intet udrettede.

Den 30 Mai 1718 nedlagde General Wedel sin Post som kommanderende General, da hans Bestræbelser for at sætte det norske Forsvarsvæsen paa en bedre Fod fandt Hindringer, især hos de danske Magthavere.

Lützow fik derpaa i Juni atter Overkommandoen. Næstkommanderende blev Grev Sponneck, der fik Anførselen over det Armekorps, som besatte Grændsepasserne og fornemmelig Tistedalselvens vestlige Bred.

1. Nordberg II 578.
2. Ovfr. Side 78.
3. Norske Saml. I 434.
4. Deichmann i Saga II 226–27.
5. Generalmajor J. Vibe erklærede i en Beretning fra Throndhjem 1709: „Vi har deroppe mere slette ene dygtige Officierer.“
6. Saga II 225.
7. Schrøder 72.
8. N. Saml. I 445.
9. Lützow havde i sin Skrivelse til Kongen af 1 August foreslaaet Oprettelsen af et Par Kompagnier Skiløbere, „som en fast uomgjængelig og nyttig Sag“ (N. Saml. I 441). – Lützows Breve til Kongen vare stedse skrevne paa Tydsk og Krigsraadets Beslutninger som oftest paa Tydsk eller slet, stundom meningsløs Dansk.
10. Først i December 1716 forlod Tordenskjold Kjøbenhavn for at hjemføre de norske Tropper, som vare sendte til Danmark i Anledning af det paatænkte dansk-russiske Angreb paa Skaane; men i en Storm adsplittedes Flaaden, og 4 Transportskibe strandede paa den svenske Kyst, hvorved 4 Insantericompagnier faldt i svensk Fangenskab. I Begyndelsen af 1717 overførte han Resten af de 6 Batailloner, som skulde til Norge, fra Fredrikshavn til Fredriksværn.
11. Generalkommissariatets Registratur. Milit. Tidsskrift X 96. XII 60.
12. Se hans Brev til Kongen af 11 Juli 1716. N. Saml. I 434.
13. Han frelste Carls Liv ved Pultava ved at overlade ham sin Hest.
14. Rothe Tordenskjolds Levnet II 253. Fryxell XXIX 72. Nordberg II 639.