Utgitt av Selskabet for Folkeoplysningens Fremme,  (s. 113-117).
Carl XII bereder sig til atter at angribe Norge.

Efter at Carl XII i 1716 havde forladt Norge med sin Hær, opholdt han sig i Juli og August Maaned paa Bondegaarden Nordby ved Svinesund[1], uagtet Skaane truedes med et Angreb af en forenet dansk og russisk Hær paa 58000 Mand.

Af dette Angreb blev der imidlertid Intet, da den ærgjerrige Peter Czar nærede hel andre Planer end at hjelpe Danmark, hvorfor det Hele endte med, at Czaren og Fredrik IV bleve uenige.

Da Faren fra den Kant var overstaaet, henvendte Carl igjen sin Opmærksomhed paa Norges Erobring; men det udtømte Sverige syntes at savne Midler til at udføre et saa kostbart og vanskeligt Foretagende. I den holstenske Minister Baron Gørtz havde Carl imidlertid fundet en Mand med store Evner og vidt omfattende Planer, hvem han skjenkede sin hele Fortrolighed. Denne havde raadet Kongen at nærme sig den mægtigste af Sveriges Fiender, Peter Czar, der var misfornøiet med sine Bundsforvandte. Gørtz begyndte paa Ålandsøerne at underhandle med Czaren, der viste sig villig til at hjelpe Carl til at ydmyge hans øvrige Fiender og at fratage Fredrik IV Norge som Erstatning for de Landskaber, Sverige skulde afstaa til Rusland. Ligeledes taltes der om et Giftermaal mellem Carl og Peters ældste Datter Anna.

Samtidig drev Carl med Iver paa at stille en ny veludrustet Hær i Marken, og Gørtz skaffede de fornødne Penge tilveie, i hvilken Anledning han dog nødtes til Forholdsregler, der paadrog denne Udlænding Svenskernes Had.

Carls Plan mod Norge var at erobre Fredriksten, som derpaa skulde sprænges i Luften tilligemed Kongsvinger og andre Befæstninger langs Grændsen. Den prøvede Carl G. Armfelt skulde med den finlandske Hær bemægtige sig Throndhjem, som med Akershus og Christiansand strax skulde tages i Besiddelse og indrettes som svenske Landshøvdingdømmer, ligesom Carl X gjorde med Skaane, Halland og Bleking. Kunde man ikke i en Hast bemægtige sig Bergenhus og de nordenfjeldske Fjeldbygder, skulde man lade de fattige Folk være; thi Trangen til Korn, Salt og Mere vilde snart bringe dem til Underkastelse, især naar en svensk-russisk Flaade afskar Tilførselen. Fremfor Alt skulde man, eftersom Landet indtoges, uddrive alle Danske og Dansksindede, indsætte svenske og norske Embedsmænd om hverandre og tillige ansætte Nordmænd i Sverige. Begge Lande skulde styres efter fælles Love[2].

Denne Gang havde Carl, inden han rykkede ind i Norge, sørget for at udruste sin Hær med Kanoner og øvrige Krigsfornødenheder. Den 30 April 1718 vare allerede 23 Skibe med alle Slags Krigsfornødenheder ankomne til Strømstad. For at undgaa Faren ved at sende disse Sager søveis, besluttede Carl at føre dem landveis fra Strømstad til Idefjorden. For derpaa sikkert at faa Alt ført videre til Fredriksten, maatte han ligeledes skaffe sig en Flaade paa Idefjorden, som kunde maale sig med den der liggende norske, der bestod af 17 Prammer, Galeier og Chaluper.

Ligesom de Norske i 1717 havde transporteret nogle mindre Krigsfartøier ind i Idefjorden nordenfra fra Rosneskilen til Knivsø, en Mil overland, tildels efter Foranstaltning

af Fredrikshalds Borgere; da Idefjorden var
General Armfelt.

stængt ved Svinesundsbroen og Sundsborg[3], besluttede Carl nu at gjøre det samme søndenfra, skjønt Veien baade var længere og besværligere. Under Ledelse af den dygtige Generalkvartermester von Dalheim og den berømte Bergassessor Svedenborg lykkedes det de Svenske i Løbet af 7 Uger at faa 16 Galeier (en 17de blev staaende fast) og nogle Smaafartøier førte fra Strømstadbugten til Pilegaardene ved Idesjorden. De bleve strax den 7 Juli angrebne af den lille norske Flaade, men da de Svenske vare overlegne i Antal og kjæmpede i Overværelse af Kongen og hele Generalitetet, og desuden understøttedes af et Landbatteri, fandt de Norske det raadeligst at trække sig tilbage igjen, hvilket skede i god Orden og med ringe Tab. Den 22 Juli blev Kapitainlieutenant Walter Jansen af General Lützow beordret igjen at angribe de Svenske. Det skede efter de tilstedeværende Generalers og Andres Udsigende med Tapperhed og Dygtighed, men Fienden var for stærk til at det kunde lykkes de Norske at blive Herrer over Idefjorden, skjønt endnu et Par Sammenstød fandt Sted. Kommandør Paulsen havde Overanførselen over den lille norske Flaade.

  1. Fryxell XXIX 21.
  2. Handl. rør. Skandinaviens Hist. VII 241.
  3. Schrøder 92. Garde II 381. Top. Journ. IV 57.