Carl XII i Norge/13

Andreas Faye

Carl XII i Norge

Utgitt av Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, 1868 (s. 117-136).

Armfelts Angreb paa det Nordenfjeldske 1718^[1].

Medens Carl med en slagfærdig Hær nærmede sig Fredriksten, rykkede General Carl G. Armfelt, som med stor Tapperhed og Dygtighed i Finland havde kjæmpet med de i Antal langt overlegne Russer, med den finske i Hær gjennem Jæmteland ind i Norge^[2]. Den finske Hær bestod af Kjernetropper, som længe havde kjæmpet under Carl Armfelts Banner, og han „var skabt og skaaren til med Udmærkelse at føre Krig nordpaa.“ Under ham tjente Generallieutenant Reinhold Johan de la Barre og Generalmajorerne Otto R. Yxkull, Erik Vittinghof og Finlænderen Reinhold Henrik Horn, der var Chef for Jæmtelands Regiment.

Den 7 September brød Armfelt ind i Norge og fulgte med sin Hær den samme Vei, som Olaf den hellige i gamle Dage havde draget, nemlig over Sul i Værdalen. Her stødte han sammen med de Norske. Disse vare kun maadelig beredte paa et saadant Besøg. I de kongelige Kasser fandtes ei engang saa mange Penge, som udfordredes til at lønne Kundskabsmænd. Forgjeves søgte man et Laan af 20000 Rdl. til Kongens „høimagtpaaliggende Tjeneste“ hos Throndhjems Borgere; de undskyldte sig med, at de ei havde kunnet faa tilbage hvad de tilforn havde forskudt Kronen. Man maatte hjelpe sig med Anvisninger paa resterende Skatter.

Kommandoen nordenfjelds var nu betroet Vincents Budde, en i udenlandske Krige dannet og provet Officier. Han ankom til Throndhjem den 12 Mai^[3] og fandt Stillingen mislig, Almuen forarmet ved Transporter og andre tvungne Ydelser, Soldaternes Underholdning knap og mange Syge. Da han ikke vidste, ad hvilte Veie Fienden vilde trænge ind, fordelte han sin Krigsmagt saaledes: Oberst Meitzner, Oberst for 1ste eller nordre throndhjemske Regiment, og Oberstlieutenant Louis de Vauvert bleve med 4 Kompagnier Ryttere og 6 Kompagnier Fodfolk stillede ved Stene Skandse, en Mils Vei Sydøst for Værdalens Kirke, medens Oberst Christian Ulrik Storm, Oberst for 2det eller søndre throndhjemske Regiment, stod i Holtaalen med 6 Kompagnier, for det Tilfælde at Fienden skulde rykke ind over Røraas. Oberst Mühlenphort blev beordret til Størdalen med 5 Kompagnier, Major Schønberg til Meraker med 2 Kompagnier, om Fienden skulde bryde ind gjennem Meraker, og Major F. Brun blev stillet ved Burum, $\scriptstyle {\frac {3}{4}}$ Mil Sydvest for Stene, med 2 Kompagnier. Oberstlieutenant Dietrichs stod i Tydalen med 2 Kompagnier og Major Christian Charlotte Amalia Huitfeldt med sit Kompagni i Snaasen^[4]. Vicestatholder Kragh udstedte den 24 Sept. 1718 fra Christiania trykte Plakater, hvori han formanede Thrønderne til Troskab og advarede dem mod at lade sig lokke til Affald ved Armfelts fagre Løfter eller Trusler.

Armfelt rykkede, som fortalt, med sin samlede Styrke ind i Værdalen. Han laa nogle Dage stille ved Færen Vand og holdt de Norske i Uvished, om han vilde rykke videre ind i Værdalen eller i Størdalen. Ved Gaarden Indalen havde de Norske for at dække Indgangen til Værdalen opkastet en lang og stærk Forhugning fra Værdalselven lige mod Fjeldet. Armfelt rykkede mod samme med sine Fodfolk, medens han lod sit Rytteri ad en anden Vei, som Nordmændene ansaa for ufremkommelig og derfor ei havde besat, omgaa de Norskes Stilling. Det naaede lykkelig og ubemærket Tromsdals Bro, Syd for Stene Skandse^[5]. Her stødte de Svenske paa en Feltvagt paa 24 Mand under Lieutenant Ludvig Conders. Efter at have ladet give Fyr med alle sine Folk, „søgte han strax Skoven, hvor den tykkest var, saa han med sine Folk reddede sig.“ Ved deres Skud blev imidlertid Budde, som selv førte Kommandoen ved Stene, underrettet om, at hans Stilling var omgaaet, og at de Norske vare nær ved at overrumples og fanges.

Stene Skandse med sine Befæstninger blev nu til ingen Nytte. Ved den første Allarm lod Budde Kapitain Collins Dragonkompagni og det halve Livkompagni rykke imod Fienden, men da de saae de Svenske i stort Antal komme anrykkende, gjorde de ingen Modstand, men vendte tilbage i største Uorden. Oberst Meitzner, der med Reserven havde Kvarter udenfor Stene Forskandsninger, rykkede nu frem med 3 Kompagnier Infanteri og 1 Kompagni Dragoner og angreb Fiendens Fortrop. Dragonerne bleve kastede tilbage; men Meitzner havde stillet sit Infanteri bag en lang og stærk Skigard, indenfor hvilken de flygtende Ryttere fandt Frelse, medens det fiendtlige Kavalleri blev modtaget med tre saa vel rettede Geværsalver, at det holdt inde med videre Forfølgelse. Meitzner blev endnu staaende med god Holdning indtil Besætningen i Stene under den 66aarige Premierlieutenant Klüwer fik Tid til ad en anden Vei at trække sig tilbage til Gaarden Levringen, hvorhen da ogsaa Meitzner førte sine Folk i god Orden og forenede sig med Budde og Vauvert. En Del norske Dragoner, som vare henlagte langs Værdalselven, Nordvest for Stene, bleve vel afskaarne, men det lykkedes dem dog at slaa sig igjennem til Levringen med Tab af en Fane og nogle Folk^[6].

At Generalmajor Budde kunde lade sig overfalde under de omhandlede Omstændigheder, er næsten ubegribeligt^[7].“

Armfelt besatte nu Stene Skandse, opstillede sin Hær i Slagorden og lod lystig blæse i Trompeter og slaa med Pauker; men Budde følte sig for svag til at modtage Udfordringen. Han trak sig samme Aften Syd til Størdalen, og de Norske ansaa det for en stor Lykke at Armfelt ikke forfulgte den lille Seier, da „de norske Tropper vare faa adspredte, henved 30 Mile at regne, Elvene og Veiene tørre samt Elven ved Throndhjem saa liden, at den kunde rides over mange Steder, og Fæstningsværkerne og Skydset sammesteds i slet Stand^[8].“

Armfelt slog nemlig Leir ved Stene og forblev her i 3 Dage medens han omhyggelig lod undersøge Egnen og den norske Hærs Stilling. Han indrettede Stene til Hospital og Oplagssted for de Krigsfornødenheder, som ventedes fra Sverige. Han sendte derpaa en Afdeling af sin Hær til Skaanes Skandse, Nord for Levanger, hvor de Norske havde samlet en hel Del Levnetsmidler for deres Krigsfolk, men som kun var besat med 80 Landdragoner under Kapitain Fredrik J. von Wahlen og en Hob Bønder under Befaling af to Invalider, den svage Kapitain Oldesløw og den gamle Lieutenant Hjort. Da den svenske Fortrop nærmede sig, sprang henved 60 Bønder over Pallisaderne og løb sin Vei. Resten blev vel, men da Kommandanten erklærede, at han vilde forsvare sig, raabte de forskrækkede Bønder „Nei,“ hvorfor han ogsaa besluttede at overgive sig. Wahlen gik selv ud af Befæstningen og leverede Nøglerne til Armfelts Generaladjudant Gotthard Marks von Würtemberg, der her anførte de Svenske. Besætningen bød Armfelt at reise hjem til deres Gaarde og passe deres Gaardsbrug. Han vilde ogsaa lade Kommandanten von Wahlen, der var en Liflænder, gaa hvor han vilde, „da han var gammel og lam paa den ene Fod,“ men han dristede sig ei til at blive i Norge, hvorfor han blev sendt til Sverige, hvor han døde i usle Omstændigheder^[9]. En Del Proviant faldt ved denne Leilighed i de Svenskes Hænder og kom dem vel tilpas, da Forraadet hjemme var knapt og Transporten lang og besværlig^[10].

Den lette Erobring af Stene og Skaanes Skandser vakte Misnøie blandt Thrønderne, der aabenbarede sig i Yttringer som: „Vi have slette Officierer, som ikke kan slaa Svensken. De passe ei paa ham, lade ham komme ind i Landet. I gamle Dage sloge Bønderne ham ihjel: nu kan ikke Krigsfolkene gjøre det. Vore Officierer og Soldater have nu ei Hjerte i Livet som i gamle Dage. Gid Roland eller Stærkodder havde levet! Det var Karle, som kunde slaa ihjel for Fode^[11].“

Budde var imidlertid ingen Roland, hvor kjæk og haardfør han end var. Efter at han i Størdalen havde forenet sig med Oberst Storm og Mühlenphort, bestod bane Hær kun af 3500 Soldater og 2400 Bønder, og med saadan Styrke vovede han ei at byde de seiervante Svenske Spidsen. Han fandt det derfor raadeligst at trække sig tilbage til Throndhjems By, saameget mere som de Forhugninger i alle Passer paa Veien, hvortil de Norske havde sat saa megen Lid, kun lidet standsede den kloge og krigsvante Armfelt, der omgik dem. Den 22 Septbr. kom Budde med sin Hær tilbage til Throndhjem efter underveis at have afkastet alle Broer og ladet borttage alle Baade. I Throndhjem drev han med største Iver paa Byens Befæstning, idet han lod istandgjøre de gamle Volde og anlægge nye Batterier.

Armfelt fulgte efter Budde, kom lykkelig gjennem den farlige Vei ved Langstenen, som de Norske uden Modstand forlode, og gik over Størdalselven ved Vernes Kirke. Imidlertid indtraf efter den lange Tørke en stærk og vedvarende Regn, der gjorde Overgangen over Elvene besværlig og hindrede Anskaffelsen af Fødemidler. Armfelt sammenkaldte derfor et Krigsraad, der erklærede sig for, at man istedetfor at gaa løs paa Throndhjem skulde vende om til Levanger og Værdalsøren. Dette Raad blev til Throndhjems Lykke fulgt. For at samle den fornødne Proviant udsendtes nu mindre Hærafdelinger, der selv maatte skjære Kornet, som endnu stod paa Agrene, og selv tærske og male det. Et Parti paa 100 Mand under Oberst Stjernschantz blev under dette Arbeide overrasket paa Ytterøen d. 27 Septbr. af 200 Norske, som Budde paa Baade havde sendt did, under Major P. Lund.

De Norske roede gjennem Nordviksund forbi Mosviken mod Strømmen lige paa Ytterøen. Stjernschantz, som var paa Prestegaarden, blev først Baadene var og spurgte Provsten Peder Leth, hvad det var, som sortnede saa paa Søen? Han svarede: „at han ikke vidste det, men troede at det var Skyer.“ Obersten stod endnu en Stund og betragtede dem. Da udbrød han pludselig: „Det er, tusinde Djevler! ikke Skyer, det er Juten,“ sprang ud af Stuen, lod Trommen røre og ilede med de Folk, som samledes, til sine Baade, der laa paa den nordøstlige Side af Øen, for at undslippe til Skaanes Skandse. De Norske roede af alle Kræfter for at indhente de Flygtende, men naaede kun Kapitainerne Falck og Torne med 64 Mand. Disse gjorde ingen Modstand, men raabte kun: „Skyd ikke, kjære Herrer! giv os Kvarter!“ Obersten selv undkom, idet han med Kaarden i Haanden truede sine Folk til at ro af alle Kræfter. Soldaterne vare smaa og uanseelige Folk, der ikke kunde tale svensk^[12].

For selv at iagttage Fiendens Foretagender i Skogn og Værdalen og om muligt at hindre hans videre Fremrykken, inden Throndhjem var sat i fuldkommen Forsvarsstand, efterlod Budde 4000 Mand og en Del Mandhusinger i Throndhjems By under Anførsel af Oberst Storm, medens han selv med Oberst Meitzner tog Stilling ved Vangs Kirke i Aasens Annex med 2000 Mand Fodfolk og 400 Dragoner. Paa Ytterøen stillede han 400 Mand under Oberstlieutenant Vauvert og ved Strømmen 300 Mand under Majorerne Aussig og Brun^[13]. Ved udsendte Troppeafdelinger søgte han nu at hindre de Svenske i at inddrive Fødemidler under hele Oktober og derved vel ogsaa forsinke deres videre Fremrykken saa længe som muligt, indtil Sne og Kulde vilde vanskeliggjøre deres Fremskridt. Da Armfelt i Begyndelsen af November med sin samlede Styrke rykkede mod Throndhjem, samlede Budde ogsaa sine Hærafdelinger der.

Throndhjems Fæstningsværker vare imidlertid betydelig udbedrede, og der var 1 November kommet en anselig Forstærkning nemlig 720 Mand af det oplandske Regiment under Oberst Jørgen O. Brockenhuus, 720 Mand af det akershusiske Regiment under Oberstlieutenant Fredrik O. Rappe og 2 Eskadroner (160 Mand) af Kruses Regiment under Oberstlieutenant Fredrik Budde. Byens Besætning var saaledes steget til henved 5000 Mand foruden de nævnte 2400 Reserver og Landdragoner^[14]. Den 12 November naaede Armfelt efter en anstrengende Marsch under stadigt Regn og paa næsten ufremkommelige opblødte Veie Throndhjem, som han med Følge tog i Øiesyn tilligemed de omliggende Fæstningsværker. Han fandt det betænkeligt at forsøge en Storm paa en befæstet By, der havde en Besætning, der næsten var ligesaa talrig som hans Hær, som havde lidt saa meget ved Anstrengelse, Hunger og Sygdom, manglede baade Klæder og Fode og var saa misfornøiet, at et Mytteri udbrød, der kun kvaltes ved at Formændene bleve hængte. Der blev derfor ikke foretaget noget Alvorligt fra nogen af Siderne^[15]. De Svenske maatte hovedsagelig beskjæftige sig med at inddrive Levnetsmidler til Folk og Heste, og de Norske lode sig nøie med at udsende smaa Hærafdelinger for at have Øie med Fienden. I denne Anledning forefaldt der nogle Sammenstød. Det skarpeste fandt Sted 19 November ved Sundlandsbroen $\scriptstyle {\frac {1}{4}}$ Mil fra Byen, hvor Oberstlieutenant Fredrik Budde og Kapitainlieutenant Fritzner med 50 Dragoner af Kruses Regiment bleve afskaarne af en overlegen fiendtlig Ryttertrop. Denne opfordrede Budde til at overgive sig, men han svarede: Jeg har aldrig lært at give mig fangen, men vel at slaaes,“ gav sin Hest af Sporerne og sprængte med Sine ind paa Fienden. Med Tab af en Underofficier og 7 Dragoner hug de Norske sig igjennem og kom lykkelig tilbage til Byen.

Mangel paa Fødemidler og Foder nødte Armfelt til at bryde op fra Throndhjem den 24 November. Han drog langs Nidelven op til Klæbo. For at hindre Fienden i at gaa over denne Elv sendte General Budde Oberst P. Motzfeldt med sit Dragonregiment og en Del Fodfolk afsted. Motzfeldt lod afkaste Broen ved Tiller Kirke og gjorde det i længere Tid umuligt for de Svenske at komme over Nidelven. Endelig fik de nogle Kanoner frem, og nu fattes under disses Beskyttelse 1000 Mand under Generallieutenant Reinhold de la Barre’s Anførsel over Elven paa Tømmerflaader. For denne Styrke veg Motzfeldt. Infanteriet trak sig tilbage til Throndhjem, men Motzfeldt selv med sine Dragoner drog sydefter gjennem Melhus, Støren, Rennebu og Opdal, stadig forfulgt af de la Barre. For at hindre de Svenske i at følge sig til Gudbrandsdalen afbrændte han Drivstuen, Kongsvolden, Hjerkin og Fokstuen paa Dovrefjeld med den der værende Fourage. I sin Indberetning fra Sell i Gudbrandsdalen den 14 December 1718^[16] oplyser han, at han ved at afkaste alle Broer skulde have hindret Fienden; men da der var lidet Vand i Elvene, kom de Svenske let over. I Rennebu havde han ved Almuens Hjælp tænkt at gjøre en Forhugning; men efter Lensmandens og Sorenskriverens Beretning var kun een Mand at formaa til at fremmøde, hvorfor han ei kunde udføre sin Plan. Hestene vare ved den uophørlige Anstrengelse og Mangel paa Foder saa udmattede, at de knapt kunde bære sin Mand, men maatte ledes. Dragonerne bleve ogsaa syge, saa at 3–4 daglig døde, da de endelig naaede Gudbrandsdalen, og „jeg nu ei over 300 tjenstdygtige Mænd haver.“ De Menige, tilføier han, ere fulde af god Villie, men Orden og Disciplin mangler i høieste Maade og jeg har meget slette Subalterne^[17]. Medens Generallieutenant de la Barre forfulgte Motzfeldt til Dovre, gik Armfelt selv med Resten af sin Hær ogsaa over Nidelven og drog langs Gulelven gjennem Melhus og Støren til Holtaalen.

Her besluttede Armfelt at lade sin Hær udhvile, medens Kapitain Långström, en fra Krigen i Finland berømt Partigjænger, med et lidet Frikorps skulde søge at trænge gjennem til de efterladte svenske Poster ved Stene og Skaanes. Forsøget mislykkedes. Da Långström, kun ledsaget af 6 Ryttere, efter en besværlig Reise kom til Hegre Annex i Størdalen, hvor han tog Natteherberge, samlede sig en Del Bønder i Omegnen. Da Långström om Morgenen skulde over Elven, blev han ramt af en gammel Bjørneskytters Kugle. I det samme han fik Skuddet, rev han en Pakke med Breve op og kastede den i Elven, hvorpaa han sank død om. En Bonde opfiskede Brevpakken, som han bragte Budde^[18].

Armfelt fattede dog den Plan med sin Hær at trænge igjennem til Værdalen hvor han i Stene og Skaanes ventede at finde den fornødne Underholdning og Resten af sin Hær. I den Hensigt drog han over Bokhammeren, som er et høit Fjeld mellem Holtaalen og Tydalen, og kom efter 3 Miles besværlig Marsch til Floran Gaard i Sælbu, hvorfra en Vei fører langs Neaelven og den østre Bred af Sælbusøen til Størdalens Kirke.

Ved Hillemo ved Neaelv, nederst i Tydalen, laa i en liden Forskandsning nogle Norske under Major Johan Henrik Emahusen, som strax trak sig tilbage for denne store Overmagt. Ved Opsnappelse af en norsk Post fik imidlertid Armfelt Underretning om Kong Carls Død for Fredriksten, og at de Svenske søndenfjelds havde forladt Norge samt at en Afdeling af den norske Hær var i Anmarsch gjennem Østerdalen til Røraas. Disse Efterretninger bragte Armfelt til at opgive sin første Plan og derimod tage den korteste, men farligste Vei over Tydalsfjeldene tilbage til Sverige. Veien fra Tydalen over til Handølgaardene i Jæmteland, 2 Mil vest for Dufve Skandse, er 8 smaa Fjeldmil og ansees om Sommeren at være en Dags Marsch for en rask Karl, men om Vinteren ved godt Skiføre behøver en flink Skiløber ei mange Timer for at fare den. Efter af have forsynet sig med Veivisere begave de Svenske sig fra Østby, den øverste Gaard paa denne Kant i Tydalen, tilfjelds for over Søen Øisanden, mellem Sylan og Ruten, at naa Enbogen og saa ved venstre Side af Snasafjeldet at komme over til Handøl. Dette var just Nytaarsdagen 1719 efter gammel Stil (12 Januar efter ny Stil). Neppe havde de naaet op paa Fjeldryggen, førend de overfaldtes af en voldsom Storm fra Østen, ledsaget af gjennemtrængende Kulde. Fjeldene stode i lutter Snedrev, saa man ei kunde se de opreiste Kjendemerker og Varder, som viste Veien. Kulden var saa frygtelig, at allerede den første Nat en stor Del tilsatte Livet. De havde nemlig om Aftenen slaaet Leir i en Dal ved Indsøen Øisanden, for at udhvile sig. For at faa opvarmet sig tændte de, af Mangel paa anden Brændsel, Ild paa deres Geværskjæfter, eller de stillede sig sammen i tætte Klynger. Ikke desto mindre, siger den svenske Feltprest Niels Idman, der selv var med paa Toget, fandt man disse Hobe staaende døde i den Stilling de havde indtaget, da man om Morgenen atter skulde bryde op. Til Ulykke for de Svenske var den ene af de norske Veivisere ogsaa om Natten ihjelfrossen, og den anden, den graahærdede Lars Østby, som de Svenske havde tvunget til at følge sig, da han var vel kjendt paa Fjeldene^[19], havde besluttet med Fare for egen Frihed og Liv at bringe Fienden i Fordærvelse. „Da han mærkede at Storm og Snedrev føiede hans Hensigt, førte han Fienden fra Veien hid og did i Vildfarelse. De ulykkelige Svenske vankede nu frem og tilbage paa disse frygtelige Fjelde i samfulde 5 Dage, og deres Vei betegnedes med Hobe af ihjelfrosne Fodfolk og Ryttere, bortkastede Vaaben og Bagage „Jeg saa,“ beretter Emahusen, som med norske Skiløbere efter Stormen kom op paa Fjeldene, „vel den ene Halvdel af Folkene og en Hoben Heste ligge døde paa Fjeldet og nogle 100 Heste omkringløbende med Sadel og fuld Eqvipage^[20], hvilke kunde ikke andet end krepere^[21]. Man kan tænke, til hvad Yderlighed Nøden gik, at da Fjeldet var bart uden Skov, havde paa nogle Steder den gemene Mand af Mangel for Brande eller Ved slaget Skjæfterne fra deres Geværer, lagt dem i en Dynge tilsammen og gjort Ild op deraf for at varme sig ved; jeg fandt sommesteds Folkene, ligesom de havde lagt sig omkring Ilden, døde. At ikke hele Hæren omkom, kan tilskrives, at der var paa den Tid liden Sne som sjelden indtræffer, da man kunde ride og gaa, hvor man vilde, uden Hinder af Sne.“ Under Omvankningen stødte endelig en Del jæmtelandske Soldater paa Enaelv, som de vidste flød ned i Jæmteland. En Afdeling fulgte denne Elv, medens en anden gik en kortere, men besværligere Vei over Snasahøgarne. Dette var sandsynlig de Soldater fra Jæmteland og Helsingeland, som Armfelt havde forsynet med Skier, som de vare vante til at bruge, og som han sendte afsted forud til Handøl med Befaling, at man skulde møde ham med Heste, Slæder og Sengklæder.

1ste og 2den Nytaarsdag skal henved 4000 Svenske have tilsat Livet og blandt dem Oberst Carl von Gerten, Overkommissair Werling øg Fortifikationskapitain Baron Oxenstjerna^[22]. Armfelt, som var blandt de første, som gik tilfjelds, kom vel derfra med Livet, men tog Skade i Ansigtet af Kulden^[23].

Efter utallige Besværligheder og med uhyre Tab naaede de forskjellige Partier endelig frem til Handøl, hvor dog en Mængde døde af Mangel paa Forpleining eller af Følgerne af Anstrengelsen. Mange bleve Krøblinger deres hele Liv^[24]. De Norske gjorde en Del Bytte, hvoriblandt 6 Feltkanoner.

Inden vi slutte vor Beretning maa vi dog meddele nogle Oplysninger om Generallieutenant de la Barre, som vi forlode ved Dovre. Rygtet gik, at da han ei kunde følge Motzfeldt over Dovre, agtede han over Kvikne og Tolgen at drage mod Røraas. Her var en Skandse med en liden Besætning. Den norske Kapitain, som kommanderede her, blev bange, ødelagde Skandsen, opbrændte Kongens Magasiner og drog sig tilbage mod Nord for at gjøre en Forhugning paa Dragaasen i Holtaalen. Han medtog ikke alene fine Soldater, men ogsaa de vaabendygtige Arbeidsfolk paa Kobberværket, men da disse kun vare væbnede til Værkets Forsvar erklærede de, da de kom til Aalen, at de ei vilde gaa længere og vendte trods Kapitainens Indsigelser tilbage til Røraas. Ved deres Hjemkomst traf de Værket besat af de Svenske, som strax afvæbnede dem. Da Generallieutenant de la Barre ei kunde følge Motzfeldt over Dovrefjeld, tog han nemlig fra Opdal Veien over til Kvikne og derfra til Vingelen i Nærheden af Tolgen Kirke. Her fik han Underretning om, at Røraas var besat baade af Soldater og bevæbnede Værksfolk. Han stod allerede i Begreb med at forandre sin Marsch og ad en anden meget besværlig Vei at forene sig med Armfelt, da han fik den uventede Efterretning, at Røraas var forladt af sine Forsvarere. Han drog da strax mod Røraas, hvor han ankom den 21 December 1718 i en meget stærk Kulde, medbringende et Korps Ryttere paa 400 Mand^[25], som strax bleve indkvarterede. Han tog selv Kvarter hos Værkets Direktør Theodorus Bergmann († 1719). Da han havde faaet Underretning om, at noget Kobber var skaffet af Veien, truede han med at afbrænde Værket, hvis det ei blev udleveret. Bergmann, som havde nedsænket 18 Skippund Kobber i en Grube, som stod fuld af Vand, maatte nu lade denne pumpe lens og udlevere Kobberet, som de la Barre lod føre over Rutefjeld til Sverige tilligemed Geværer, Faner og andet Bytte.

I den Tid de Svenske laa paa Røraas, kom Rygtet did, at de søndenfjeldske Skiløbere vare i Anmarsch, hvorfor 250 Ryttere sendtes sydpaa for at iagttage deres Foretagender. Ved denne Leilighed fandt flere Sammenstød Sted, hvoraf det varmeste var ved Øverby i Tyldalen, hvor 2 svenske Dragoner bleve skudte og 10–12 saarede, hvoriblandt Ritmester Steinmann, der fik sin Hest skudt under sig. Af Skiløberne bleve ogsaa nogle saarede og en fangen.

„Der maa ellers meldes,“ siger en Samtidig, „til de søndenfjeldske Skiløberes og deres Officierers, Kapitain Bondes og Lieutenant Michael Meldahls Berømmelse, at de i Krigens Tid opførte sig meget tappert og vare en virkelig Skræk for de Svenske. Saa længe de Svenske laa ved Værket, opførte de sig vist ikke som Fiender, naar den Underholdning, de og deres Heste skulde have, undtages, hvilken de inddreve med Alvorlighed. Som Røraas ikke kunde skaffe faa meget Hø, som til 700 Hestes Underholdning behøvedes, lode de fouragere i nærmeste Bygder; men uagtet dette, som er sædvanligt ved saadan Leilighed, vare de meget høflige og begegnede Landets Indbyggere paa langt anden Maade end de siden ankommende søndenfjeldske Dragoner, der fremfore uden Undseelse ligesom Fiender og behandlede tildels Bønderne paa en barbarisk Maade. De Svenske stode under en stærk Mandstugt, og som Generalmajor de la Gardie (d. e. Generallieutenant de la Barre) var meget streng og haard i sine Straffe, turde Ingen af hans Underhavende fratage Nogen det Allerringeste; men nogle Heste, som Generalen syntes om, tog han dog med sig, givende derfor sit Bevis med de Ord, at de kunde søge sin Betaling hos Kongen af Danmark^[26].“

Efter at de Svenske havde ligget paa Røraas fra 21 December 1718 til 5 Januar 1719, kom en svensk Underofficier med den Underretning, at Kong Carl var skudt og alle nordenfjelds liggende Tropper strax skulde vende tilbage. Natten derpaa brød de la Barre op med det meste af Mandskabet og fulgtes den paafølgende Dag af Resten^[27]. Alle toge Veien til Holtaalen. De medførte did Sognepresten i Holtaalen Hr. Johan Lobes, hvem de havde fanget og ført til Røraas, fordi han som sin Konges tro Mand havde meddelt de nordenfjeldske Skiløbere adskillige Efterretninger. Fra Røraas førte de ham med til Holtaalen, hvor han ikke alene for sin Person blev ilde medhandlet, men og berøvet saavel alt hvad han eiede af Møbler og saadant mere, som og alle Fødevarer, saa at han ei havde noget tilbage til Livsophold^[28]. I Holtaalen forenede de la Barre sig med Hovedhæren, gik med den over Bokhammeren og Tydalsfjeldene til Handøl og deltog saaledes i Hovedhærens sørgelige Skjebne^[29].

Kort efter at de Svenske havde forladt Røraas, ankom Grev Sponneck did med et lidet Følge af Dragoner, medens hans 3000 Mand havde gjort Holdt i Tønset 3 Mil syd for Røraas.

Da de i Stene og Skaanes efterladte svenske Besætninger erfarede, at Hovedarmeen var vendt hjem, solgte de til Bønderne, hvad de havde inddrevet af Levnetsmidler, og droge hjem, efter at have stukket Forskandsningerne i Brand. Noget blev dog reddet ved Skaanes, da Lieutenant Henrik A. Tønder i Tide kom til med endel norske Soldater.

1. Kilder til dette Kapitel:
   1. J. W.Klüwer. Et Øienvidnes Beskrivelse af den svenske Armees Tog under Generallieutenant Armfelts Kommando, som indfaldt ved Stene Skandse 12 Sept. 1718, i Ny Minerva for April – Juni 1800 og fortsat i Norske Saml. I 153–59. 2. Premierlieutenant Henrik A. Tønders Beretning om Krigsbegivenhederne nordenfjelds under Fredrik IV, udgivet med Anm. af H. & E. Huitfeldt i Norske Saml. II 517. 3. Kort Efterretning om Felttoget i Throndhjems Stift 1718 med en Del hidtil utrykte Efterretninger, i Magasin for Milit. Vidensk. af Fibiger VI 584. 4. G. Schønings Beretning om de Svenske paa Tydalsfjeldene i hans Reise i Norge 1773–75 I 57–59. 5. O. Hagstrøms Beretning om de Svenskes Tilbagetog, beskreven af 2 Øienvidner Pastor Niels Idman og Regimentsfeltskjær Per Hagstrøm. 6. Buddes og Motzfeldts Rapporter 1718 i N. Saml. II 549. 7. Rektor Krogs Brev af 17 Septbr. 1718 i Aktstykker af L. Daae i Militært Tidsskrift.
2. Carl havde nemlig som før fortalt sluttet Vaabenstilstand og begyndt Fredsunderhandlinger med Russerne. Med Fradrag af Syge og Besætninger paa Skandser bestod den egentlige finske Hær kun af 6500 Mand, som dog med Helsinger og Jæmter samt „Tre og Femmænnings Regimenter“ udgjorde 10000 Mand. (Fant i Saml. III 104). Den 30 Nov. opgav Armfelt sin Hær til 14540 Mand, men har da sandsynlig regnet med Trosknegte og Skydsbønder. Fryxell XXIX 125.
3. Buddes Brev til Wedel i Rigsarkivet. „Almuen er saa medtagen forleden Vinter formedelst den da stede Skyds til Proviants Frembringelse til de kantonnerende Tropper samt til den idelig stede Marsch og Kontramarsch, at det er ubeskriveligt. Jeg kan sandelig og paa min Ære forsikkre, at jeg aldrig havde kunnet forestille mig det saa slet at være, som jeg det nu forefinder; thi den fleste Almue bliver ei god for i Aar at sætte Plogen i Jorden formedelst Mangel af Heste, der ere udslæbte og kreperede for dem, saa det er en stor Ynk for de fattige Mennesker.“
4. Sognepresten i Snaasen Magister Niels Muus havde allerede 20 April givet Indberetning om, at han ved sine „Kundskabere“ var underrettet om, at 5000 Mand vare ankomne til Jæmteland. De Svenske, som havde ham mistænkt for at staa i Forbindelse med en svensk Prest, lode ham bortsnappe ved deres berømte Partigænger Långstrøm. Den 76aarige Mand førtes til Stockholm, hvor han et Aarstid holdtes fangen. Han vendte derpaa tilbage til Snaasen, hvor han, efter at have været Prest i 64 Aar, døde 95 Aar gammel 1737.
5. Denne Vei var i Almindelighed ufremkommelig, men paa Grund af den vedvarende stærke Tørke vare Myrerne blevne gangbare.
6. Schønings Reise i Top. Journ. XII 110. Klüwer 40. 69. Blandt de Norske udmærkede sig, saa fortæller Sagnet, Dragonen Stor-Ingvald. Efter at han i Begyndelsen af Træfningen havde mistet begge Fødderne, krøb han længe omkring og stak Folk ihjel, inden han blev dræbt. Han var en Husmandssøn fra Levringen. Klüwer 69.
7. Meydell Mil. Tidsskr. XII 74. I sin Rapport af 16 Sept. (Norske Saml. II 549) undskylder Budde sig med, at, „som den usædvanlige lange Tørke havde gjort alle Elve, Myrer og onde Veie passable, saa kom og Fienden ned paa nordre Side Medieaasen og Suleelv imellem disse og Romsdals Forhugningers Besætning igjennem en tyk, muret og blød Vei og paa saadant et Sted, hvor aldrig Folk har passeret eller kunnet passere.“
8. Carl XII var høist misfornøiet med, at Armfelt ei havde benyttet den første Skræk og bemægtiget sig Throndhjem. Carls Generaladjutant Grev Dohna blev derfor afsendt med fornyet Befaling til Armfelt: „at bryta igenom alla svårigheter, hvilket väl strax kunnat lyckas, om man i rättan tid sett sig visligare före och brukat mera drist än hlttils skett.“ Lundblad II 503.
9. Tønder 529.
10. Nordberg II 670.
11. Klüwer 69.
12. Klüwer 43, Tønder 528. Om Leth og Svenskerne, som med dragne Sabler fordrede Føde, se Norske Saml. II 545.
13. Klüwer 46.
14. Om de forskjellige Kompagniers Poster, se Klüwer 49. Ved Skandseporten stod det throndhjemske Dragonregiment under Oberst Peter Motzfeldt. Den norske Styrke var i Alt 7036 Mand.
15. De Norske mistede imidlertid 1500 Mand ved Sygdom, især af de Nationale, der, vante til Fladbrød, ei taalte Kommisbrød og vare uforsigtige i deres Levemaade. Den 24 Oktbr. afbrændte de Bispens Gaard paa Bakke Kloster og Helgesæter Gaard med flere Huse nær Byen, for at Fienden ei skulde betjene sig af dem mod Byen.
16. N. Saml. II 554.
17. Underordnede Officierer.
18. Tønder (N. Saml. II 534). Af disse Breve skal Budde have erfaret at Mangel paa Kanoner og den store Elv hindrede Armfelt i at angribe Throndhjems By.
19. Lars var vel kjendt paa disse Fjelde, da han fra sin Ungdom havde vandret om paa Skytteri og Fiskeri og aarlig fulgt de nederlandske Falkefængere, der pleiede at tage Herberge hos ham paa hans Gaard Østby. Han var just kommen fra Sæteren for at erfare, hvorledes det stod til hjemme, da de Svenske ankom og strax pressede ham til Veiviser, hvori han maatte finde sig, efter at have maattet se paa at svenske Efternølere plyndrede hans Gaard og slagtede hans Kreaturer. De Svenske, som mistænkte ham, for at han havde med Villie vildledt dem, førte ham med sig og sluttede ham paa Dufve Skandse i Bolt og Jern, hvor han nogle Uger efter døde, efter at han for en Ven, som af hans Kone var udsendt for at søge efter ham, havde fortalt sin Gjerning, „en Gjerning“, siger Emahusen, der kjendte Manden og meddelte Beretningen, „af en Underdan at vove heller sit Liv midt iblandt Fienden end at ville vise dem den rette Vei til deres Frelse, er værd at ihukommes.“ (Manuskript i Rigsarkivet).
20. Oppakning.
21. omkomme.
22. Fant i Saml. III 194.
23. Bussæus beretter, at han mistede sin Næse.
24. Fryxell XXIX 149. Beretningerne om de Dødes Antal er som sædvanlig høist forskjellige. Nordberg angiver de Svenskes Tab til 600 Døde, 200 af Kulden Beskadigede og 300 Syge. Bussæus og Hojer sige, „at af den ganske Hær neppe 500 kom uskadte tilbage.“ Hülphers i sin Jæmtelands Beskrivelse siger, at af de 7000 Mand, som fra Tydalen vilde marschere til Handøl, omkom det Halve. Fryxell XXIX 149 fortæller endog, at Armfelt kun med 1500 eller 2000 Mand naaedeHandøl. Blandt de Ihjelfrosne nævner Klüwer Generalmajor Zöge, hvis stærkt forgyldte Kaarde og Brevskaber bleve bragte til Budde. Da der i denne svenske Hær ei fandtes nogen Generalmajor Zöge, maa det være en Forvexling med Overkommissair Werling. En anden Ofsicier blev funden, hvis store Hund laa paa hans Bryst og levede endda, men vilde ei forlade sin Herres Lig, skjønt de Norske lokkede for den. Nogle Dage senere blev den funden død paa Liget. 5 Dragoner af Kruses Regiment, som vare fangne ved Sundlandsbro og havde fulgt de Svenske som Fanger, kaldte Armfelt for sig under Uveiret og sagde, at om de kunde redde Livet tilbage fra Fjeldet, saa havde de deres Frihed. De modtoge Tilbudet med Taknemmelighed og kom uskadte tilbage til Tydalen. De kunde ikke noksom rose den venlige Behandling, de havde nydt. Om dette skrækkelige Tog se Schønings Reise I 58, Klüwer i Minerva 65. 66, Bussæus 201 og Magasin for militair Videnskabelighed af Fibiger VI 594, hvor Beretningen dog ei er ganske paalidelig.
25. Han har sandsynlig efterladt en Forpost i Vingelen eller Tønset, da Rygtet gik, at Sponneck var paa Marschen til Røraas. Deichmann (Saga II 228) beretter nemlig, at en Del Bønder, der havde samlet sig under Anførsel af Prestens Søn paa Tønset, angreb og forjog nogle svenske Kompagnier, som havde taget Kvarter der.
26. Aas: Efterretninger om Røraas.
27. Dette pludselige Opbrud blev og fremskyndet ved Efterretning om, at General Sponneck med en betydelig Troppeafdeling nærmede sig Røraas. Da de la Barre tog Afsked med sin Vert, bad han denne formelde Grev Sponneck sin Respekt med disse Ord, at „han heller havde ønsket at kunne slaaes med en saa brav General end nu at gaa til et stort Fjeld i saa stærk Kulde og faa en mere haard Død.“
28. Aas 166.
29. En anden Beretning siger, at de la Barre drog fra Røraas over Skarsfjeldet og naaede lykkelig Sverige. Magasin for militair Videnskabelighed af Fibiger VI 592.