Christian den Sjette paa Søndmøre
Christian den gjette foretog i 1733 i Følge med sin Dronning, Sophia Magdalene, og sin Svigermoder, Markgrevinde Sophia Christina af Culmbach, samt en stor Skare Hoffolk en kostbar og for Undersaatterne yderst trykkende Reise i Norge. Den er beskreven af J. Kjerulf i en stor Foliant. Paa Søndmøre har Traditionen endnu bevaret endel Træk fra Kongens Besøg der.
Da Kongen paa sin Norgesreise drog sydover fra Throndhjem, fik Lensmændene i Vatne og Valle Skibreder, Christopher Gering og Peder Jetmundsen, Befaling til Bygdernes bedste Mænd for at skydse. Peder Jetmundsen, som haabe hørt om Christians pietistiske Tilbøieligheder, lod for at behage Kongen sine Aarer, Øsekar, Tofter, Seil, Master, Tiljer o. s. v. bemale med Korsets Tegn og befalede sit Mandskab at sætte sit bedste Bededagsansigt op. Da Bønderne nu vare komne sammen og ventede paa Kongen, fik de høre mange Rygter om, hvor strengt denne havde faret frem mod Fogder og Lensmænd og mod formuende Folk, som havde beriget sig paa Fattiges Bekostning. Blandt dem, som hørte paa dette, var en af de rigeste Bønder paa Søndmøre, Anders Christensen Sorte. Dagen efter var han væk, og man fik siden vide, at han var bleven bange for Kongen og havde listet sig hjem og krøbet ind paa Høhjellen i Fjøset, hvor han laa saalænge, til Skydsfølget var vel af Gaarde. Men alt dette kunde Anders dog have sparet sig, thi Kongen tog en anden Vei, og disse Skydsfolk kom ikke til at saa ham at se.
Amtmand Solgaard, som boede paa Moldvergaard ved Aalesund, havde ventet, at Kongen vilde taget ind til ham, og derfor gjort store Forberedelser i sit Hus, hvorfra der vaiede fire og tyve røde Vimpler. Men Christian „havde hørt adskillige mistænkelige Ytringer“ om Amtmanden og tog derfor i Land paa Brunholmen. Amtmanden bad ham da gjentagne Gange komme over til sig, men fik i dets Sted Befaling selv at drage over til Brunholmen. Det turde han ikke, og „der kom derfor Bud til Kongen, at Amtmanden var død om Natten.“ (Han levede dog rigtignok endnu ni Aar senere).
Paa den Tid var Hr. Peder Strøm (S. 53–54) Præst i Borgund, „han og Kongen havde studeret sammen i Wittenberg,“ og derfor skulde han nu prædike. Der blev da i Herberget paa Brunholmen indrettet et Rum til Gudstjeneste. Tversover Gulvet satte man et Stakit, og indenfor det sad Kongeparret og Hoffolkene, men udenfor det kunde hvem, som vilde, komme, saalænge Pladsen strakte til.
Da Veiret var slet, maatte det kongelige Følge blive flere Dage i Aalesund, som da ogsaa fik Navn af Taalesund. Da man endelig kunde komme afsted, havde Sophie Magdalene vanskeligt for at komme i Baaden, thi der manglede Landgangsbrygge. Da tog Lars Paalssøn Ingeset, Tjenestedreng hos Manden paa Brunholmen, Dronningen paa sin Arm, som hun stod der i fuld Reisedragt, og bar hende til stor Forbauselse for alle Tilstedeværende ned i Baaden som Ingenting.
Meddelt af P. Fylling i Møringen 1870, No. 11–12. Amtmand Solgaard er formodentlig den samme Christian Solgaard, som var Regimentskvartermester under de danske og norske Troppers Tjeneste i Nederlandene 1692 (Chr. Bruun, Frederik Rostgaards Liv og Levnet, Kbhvn 1870, S. 29).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |