Lars Paalssøn Ingeset
Han var nitten Aar gammel, dengang han bar Sophia Magdalena ned i Baaden, og vedblev endnu i syv Aar at tjene paa Brunholmen. Da kom han hjem for at overtage Gaarden lille Ingeset, som var Bygselgaard under Skauge Kirke. Som han engang en Høstnat listede sig afsted til Store Fylling, hvor hans Kjæreste, Ingeborg Thorsteinsdatter, boede, fik han se Lys i Brunekleven. Lars havde sit Gevær med sig, tog Sigte paa Lyset og fyrede. I Graalysingen gik han op i Uren, thi han troede fuldt og fast, at det maatte være en Skat, siden der havde brændt Lys. Og ganske rigtig, han fandt, efter at have ledt vel, en Bøtte fuld af Sølvpenge. En Stund efter kom Ingeborgs Fader til Ingeset, og Lars begyndte at tale til ham om hans Datter. Thorstein sagde først Nei og beskyldte Lars for at have sat sig i Gjæld i de Aar, han tjente paa Brunholmen. Da gik Lars ind i Koven og kom igjen med sin Bøtte, satte den paa Gulvet og gav den et Spark, saa alle Sølvpengene dryssede henover Gulvet. „Her ser du den Gjæld,“ sagde han, „som jeg har gjort paa Brunholmen.“ Nu havde Thorstein Fylling Intet imod Giftermaalet, og det blev da bestemt, at Lars skulde komme til Fylling om Løverdagen, saa skulde Alt blive bragt i Orden. Han kom og blev godt modtagen, men Bevertningen var tarvelig, thi det var midt i de tre store Uaars Tid, i 1742, og det foregaaende Aar havde man ikke faaet Avlingen ind førend otte Dage over Nytaarsdag, og da var Kornet, som havde ligget under Sneen, blevet rent ubrugeligt til Folkemad. Lars fik derfor nøie sig med Barkebrød og Smør. Først om Morgenen kom Ingeborg hjem, vaad og forreven, thi hun havde været ude i Marken. Lars sagde ofte siden, at han havde faaet en klædeløs Kone, men for sine Penge i Bøtten kjøbte han hende en stadselig rød Stak.
De store Uaar fremkaldte almindelig Nød og sørgelig Tilstand blandt Almuen paa Søndmøre, og kun Faa var det, som kunde betale sine Skatter. Ogsaa Fiskeriet slog feil, og Gjælden til Kjøbmændene i Bergen voxte derfor mere og mere. Lars Paalssøn vidste at føre sig alt dette til Nytte. Hvert Aar kom han til Gamlheim, naar Thinget holdtes, og de Skattepligtige fik ham til at lægge ud Skattepengene for dem til Fogden, imod at de skulde bringe ham sin Fisk om Sommeren. Saa reiste han selv med det Hele til Bergen og solgte Fisken med god Fordel. Bergenskjøbmændene undredes paa, hvorfor saa mange af de andre Søndmørsbønder bleve borte, og da de fik høre Sammenhængen, besluttede de, at Lars skulde tugtes, naar han kom igjen. Næste Gang han kom, blev han strax stevnet op paa Raadstuen, hvor baade Byfogden og Raadstueskriveren begyndte at skjælde ham ud, men Lars blev dem ikke Svar skyldig, holdt en djerv Tale om, hvorledes han havde hjulpet Søndmøringerne, medens Bergenserne havde suget dem ud, tog tilsidst et Insekt ud af Byfogdens Paryk og dræbte det under stor Munterhed blandt Tilskuerne. Uantastet gik han igjen ud og fortsatte siden som før sine Bergensreiser.
Naar Lars reiste til Thinget paa Gamlheim, red han altid med sin Pengesæk hængende foran paa Sadelknappen. Paa Veien maatte han igjennem en øde Skovstrækning, Grytelien. Det var i de Dage ikke altid sikkert for Tyve og Røvere, og det hændte flere Gange, at Lars var udsat for dem. Engang kom saaledes en bortrømt Soldat i en forreven Mundering imod ham, men Lars vendte sig paa Hesten og raabte af fuld Hals: „Kom hid, Karle, her har vi Tyven!“ Den Anden blev nu saa forskrækket, at han rømte sin Vei.
Paa sine gamle Dage blev Lars stolt af sine Penge og kom saaledes en Søndag i 1760 til Skauge Kirke med Metalknapper i sin Trøie, hvilket var en næsten ukjendt Pragt blandt Bønderne i de Dage, da man hjalp sig med Hægter. Hans gamle Ven, Anders Christenssøn Sorte, den samme Mand, som i sin Tid havde rømt for Christian den Sjette, gik da hen til ham og sagde: „Hvad ser jeg, Lars, du har jo faaet Knapper i din Trøie. Jeg har nu næsten tre hundrede Daler i Sølv, men Knapper i Trøien har jeg ikke, og dem skal heller ikke du bære, om du vil være min Ven herefter.“ Lars mente, at han havde fulde tre hundrede Daler og derfor vilde bære sine Knapper. „Ja, men de Penge har du ikke erhvervet dig ved dit Arbeide, men du har gravet dem op i Brunekleven,“ sagde Anders. Men Lars lo og beholdt sine Knapper.
Møringen 1870, No. 42, meddelt af P. Fylling.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |