Da Norge ikke vilde hjælpe

Samlede værker. Mindeutgave
Gyldendalske Boghandel (Første Binds. 59).

Når siden du sejler i Kattegat
  og gjænnem Bælt,
du finner ej mere den danske fregat
  med rød-hvitt felt,
du hører ej mere kommando-ord
  i Wessels sprog,
ej al den livsalige sang ombord
  bak Dannebrog.
Du møter ej latter, du ser ingen dans
  under hvite sejl,
du følger ej kunstens langt viftende krans
  om mast og spejl.
Men alt hvad vi ejede der ombord,
  til havs er sat,
hvært skjold og hvært minne — i dypet det fór
  en vinternat.
Det var i den samme — fregatten skjøt
  under Norges land,
nødskudd på nødskudd, mens sjøen brøt
  med tang og sand;
en båt sattes ut for at hjælpe dem,
  men vændte mot havn . . .
da drev fregatten mot Tyskland frem
  og brøt sin stavn!
Da fløj ifra borde hvær stump av vort,
  hvært slægtskaps spor,
det hivdes i havet, det ryddedes bort
  med forbannelsens ord!
Den nordiske løve, den gamle grå
  gallionsfigur,
den hugdes i stykker, fregatten lå
  som en nedskutt mur.

*

Den sattes istand, og den sattes ut
  ved Tysklands fod,
men sort-gult var flaget, en ørn slog ut,
  hvor løven stod.
Da atter vi sejlte i Kattegat,
  det var så tyst,
der lå kun en tysk admiralfregat
  under Skånes kyst...


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.