Da Norge ikke vilde hjælpe
Når siden du sejler i Kattegat
og gjænnem Bælt,
du finner ej mere den danske fregat
med rød-hvitt felt,
du hører ej mere kommando-ord
i Wessels sprog,
ej al den livsalige sang ombord
bak Dannebrog.
Du møter ej latter, du ser ingen dans
under hvite sejl,
du følger ej kunstens langt viftende krans
om mast og spejl.
Men alt hvad vi ejede der ombord,
til havs er sat,
hvært skjold og hvært minne — i dypet det fór
en vinternat.
Det var i den samme — fregatten skjøt
under Norges land,
nødskudd på nødskudd, mens sjøen brøt
med tang og sand;
en båt sattes ut for at hjælpe dem,
men vændte mot havn . . .
da drev fregatten mot Tyskland frem
og brøt sin stavn!
Da fløj ifra borde hvær stump av vort,
hvært slægtskaps spor,
det hivdes i havet, det ryddedes bort
med forbannelsens ord!
Den nordiske løve, den gamle grå
gallionsfigur,
den hugdes i stykker, fregatten lå
som en nedskutt mur.
Den sattes istand, og den sattes ut
ved Tysklands fod,
men sort-gult var flaget, en ørn slog ut,
hvor løven stod.
Da atter vi sejlte i Kattegat,
det var så tyst,
der lå kun en tysk admiralfregat
under Skånes kyst...
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |