Dagbøger 1854–1889/1861 (Statsraads-Skiftet)
Mødet, under Kongens Forsæde, varede fra 11¼ til 2½. Det fandt Sted i Statsraad-Salen, dog sadde vi ikke ved det sædvanlige Bord, men samledes om et rundt Bord placeret i et Hjørne.
De Geer tog Ordet med Forklaring om de i hans Dept. hvilende tvende Sager, som staae i nær Forbindelse, nemlig Rigsdagens Begjæring om Revision og Unions-Kommitteens Arbeide, om at han fandt det fornødent nu at optage dem. Efter den meget langagtige Indledning sagde han, at efter hans Mening er der saa væsentlige Indvendinger at gjøre imod Unions-Kommitteens Arbeide, at det ikke kan blive at tage tilfølge, hvorfor Spørgsmaalet nu maatte være om Nedsættelse af ny Kommittee, og han vilde gaae iværk med Begrundelse, hvorfor.
Jeg faldt ind med Forklaring om at det formeentlig var meget for tidligt nu at handle om Realiteten. Med Hs. Majst.s Tilladelse vilde jeg først have heftet Opmærksomhed ved Spørgsmaalene om Sagens Tidsmæssighed og om Formen for dens Behandling. Hvad der i ethvert Fald maatte være først at gjøre maatte være at klare den i 14 Aar hvilende fra Norsk Side behandlede Kommitte-Indstilling. Med det Foreliggende gaaer det ikke an at forudsætte Ubrugelighed, saaledes som det rigtignok forekommer mig man vil gjøre naar jeg seer hen til hvad der er passeret i den allerseneste Tid. Just.Statsministeren har ladet trykke Konklusionerne af Indstilling og Norske Regj.s Betænkning men uden Motiver, og i det Hele paa saadan Maade at Regjerings-Konklusionen nærmest ser ud som et dissenterende Votum inden Kommissionen. Derfor gaar ogsaa nu en for de unionelle Forholdes Opklaring skadelig Usandhed over Sveriges Land igjennem Dagl. Allehanda. Der er nu fortalt at de Svenske Medlemmer i Kommitteen have givet sit Votum og de Norske sit. Vi vide Alle at saa ikke er Tilfælde, at i Kommitteen ere gode Svenske Mænd og gode Norske Mænd i alt Væsentligt komne overens om det foreliggende Udkast.
De Geer at Trykningen alene var til Brug for Konseljet, som ikke kunde antages at behøve Motiverne trykte, at han ikke kunde være ansvarlig for Misbrug.
Jeg fortsatte med at denne 14 Aar gamle Sag ventede endnu sin Behandling fra svensk Side, at det ikke lod sig gjøre at optage den til Afgjørelse i kombineret Statsraad efter mundtlige Indkast, og at det forekom mig som det maatte være det Rigtige at Just.Statsministeren indkom med skriftlig Betænkning. Herimod ytrede
De Geer, at det var nu engang ikke den sædvanlige Svenske Forretningsorden, og da ogsaa
Kongen istemte heri, imedens
Sibbern fremkastede, at det heller ikke er sædvanligt at Sager vente 14 Aar paa Foredrag, fandt
Jeg mig nødt til at udtale, at det heller ikke kunde volde Ulempe om saa ikke skeede, idet der nemlig ikke nu kan siges at foreligge Norsk Regjerings Betænkning. Naar Exc. De Geer altsaa foredrager Sagen, saa kommer Protokollen til at gaa til Norge til Betænkning. Dette begyndte
De Geer ligesom at medgive, men saa kom
Hoved-Agitatoren Gripenstedt paa scenen. Han protesterede imod at dette skulde kunne finde Sted. Aldrig maa det kunne ske at Svenske statsraads Udtalelser undergives Kritik af Regjeringen i Norge. Og nogen Nytte af nogen saadan Forføining ved nærværende Leilighed formaaede han heller ikke at finde. Sagen var kjendt nok. Men det var jo rigtignok Tilfælde, at for hvem der ønskede at forhale Sagen vilde derved jo gives en Udvei.
Jeg skulde ikke finde det nødvendigt at optage denne Gripenstedts Ytring. Forhaling er ikke skeet fra Norsk Side. Uagtet jeg holder paa Ligeberettigelsen til det Yderste, vil jeg ikke gjøre Paastand for os om nye 14 Aar. Men ordentlig Behandling maa enhver Sag undergives. Her er ikke Regjeringens Betænkning. Hvad der foreligger er afgivet længe førend Deres Majst. overtog Rigernes Styrelse, det er ikke Deres Majst.s Raad som har afgivet Betænkningen. Heri istemte
Sibbern som tog overmaade stærkt tilorde mod Gripenstedt for hans Ytring, og desuden
Manderström, der fremhævede at ialfald ikkun een eneste af de nuværende Norske statsraader havde været med om Betænkningen.
Gripenstedt mente at om ny Betænkning maatte ansees fornøden, saa fik den indhentes, men dertil var ikke Udtalelse fra svensk Side nødvendig. Naar Sagen bringes i Statsraad er der først at forhøre om den ansees færdig til Afgjørelse, og de Norske statsraader faae da om de saa synes begjære Betænkning indhentet.
Thyselius stammede da bag min Ryg noget om at det er ganske rigtigt, at saa er Forretningsordenen, men
Jeg lod ham ikke komme tilorde forklarede at her ikke var Tale om at undergive Kritik og overhovedet ikke om at bringe ny Forretningsorden. Men Meningen maa dog vel være om muligt at komme til Enighed. At dette muligens kan komme til at finde Sted i Henseende til Ikke-Benyttelsen af Unions-Kommitteens Arbeide. Og da gjælder det dog først at kjende hinandens Meninger. Er der Nogen som tror det skal være nogen Fordeel at Norske Regjering først sidder i Vest og finder Indvendinger, og at dernæst Svenske Regjering sidder i Øst og finder andre Indvendinger, komme Begge til Forkastelse men kanskee af høist forskjellige Motiver – slig Enighed som naar Yderste Venstre ved Votering holder sammen med Yderste Høire. Efter flere Indkast fra begge Sider, kom ogsaa
Gripenstedt til det Resultat, hvorimod Ingen ytrede Indvending at Justitiæ-St.ministeren kunde foredrage Sagen, og naar det er skeet kunne uden at de øvrige Svenske Medlemmer behøve at ytre sig, de Norske begjære Protokollen sendt til Betænkning. Men det var en selvfølge at Unions-Kom.s Indstilling ikke kunde komme til Foredrag uden i Forbindelse med Rigets Stænders Skrivelse om Revisionen. Her blev da et andet Hovedpunkt i Diskussionen, som blot løseligt havde været fremme forhen, dog strax antydet af os og derved bidraget til at fremkalde Gripenstedts ovenangivne Impertinence.
Fra Norsk Side blev der holdt paa hver Sag for sig.
Svenskerne vidste ingen Fordel derved.
Jeg mente at det i hvert Fald var nyttigt at gjøre en Begyndelse med Noget hvorom der var Udsigt til at Enighed kunde opnaaes.
Vi fremholdt at det er Spørgsmaal for sig hvorvidt det er Tid til at befatte sig med Stændernes Skrivelse, et Spørgsmaal som Kongen i den os meddelte Svenske Protokol har forbeholdt sig at afgjøre.
De Geer forklarede at hans Pligt er at bringe Skrivelsen til Behandling og
Gripenstedt tog heraf Anledning til at forklare, at hans ovennævnte Ytring simpelthen refererede sig til vor Mening om at yderligere Opsættelse er tjenlig, og altsaa ikke var ilde ment. Han istemmede selvfølgelig med De Geer, og sagde at det ikke var vanskeligt at godtgjøre Sagens paatrængende Nødvendighed. Realiteten vilde
Vi Intet have med at bestille, og holdt fast ved at «Uppskofet» af Kongen var erklæret tjenligt.
Svenskerne kunde ikke begribe hvad det skulde hjælpe at dele Sagen, det vilde da ialfald ikkun give enkelte Dages Opsættelse.
Jeg oplæste Storthingets Adresse (Deel deraf) og forklarede deraf at vise sig aldeles nødvendigt, førend man tog sig paa at faa Resolution om Kommitte, at indrette sig saa at Mistilliden kunde hæves; og Middel dertil at forsøge maatte da være at Svenske Statsraad ved Indstilling om Unions-Kommitteens Arbeide benyttede Leiligheden til at udtale sig klart og bestemt om Rigernes Ligeberettigelse og Eneraadighed i ikke-unionelle Anliggender. Megen Tale herom paa begge Sider.
Kongen vilde være af vor Mening, og
De Geer ytrede sig ligesom indgaaende paa vor Fordring, da paa eengang
Lagerstråle hørtes sige, at det kunde lidet hjælpe at udtale saadanne Ord, naar det dog kanske senere viste sig at man ikke er enig om deres Betydning. Herved tog
Svenskerne ny Fart.
De Geer forklarede at han ikke dristede sig til at udtale saadanne Ord uden at definere dem, og ulykkeligvis støttede
Kongen os med at sige at den Definition ikke var vanskelig, og det maatte være meget let at gjøre Overendekastningen af Unions-Kom.s Arbeide smagelig, naar man med det Samme underhaanden underrettede om ny Kommittes Nedsættelse. Efter atter lang Diskussion forklarede
Jeg at min Hensigt med Delingen var at give Svenskerne den omhandlede Anledning til forsonlig Udtalelse, hvorefter Udsigt maaske kunde vindes til at fortsætte Forhandlingerne, men at denne Grund faldt bort naar det viste sig at Hans Excell. ikke dristede sig til at tage hine Ord i sin Mund eller Pen, uden Definition, hvilket aldrig af mig havde været forudsat. Det vilde da blive at begynde med Uenighed, det var efter faldne Ytringer let at forstaa. Heraf tog
Gripenstedt Anledning til at spørge, om jeg altsaa kjendte De Geers Nedskrevne, hvortil nei, Sligt var klart nok uden Læsning,
Jeg havde ikke villet befatte mig med Realitet.
Vi fremholdt gjentagende, at under disse Omstændigheder maatte vi, med Storthingets Adresse for Øie, antage at der ikke vilde findes Norske Mænd til Kommitteen, og at det for os er uforklarligt at Sagen har det forunderlige Hastværk; ligesom vi i det Hele taget ikke skjønnede Revisionens Nødvendighed. For Hastværket var rigtignok af De Geer anført et Medlems, Wallensteens forestaaende Udtrædelse af Raadet, men
Jeg var ikke med paa det Slags Argumenter. Før den Ting lidt videre! Forudsæt at alle Mine Herrer forklare inden kort Frist at ville forlade Raadet, saa vil jeg selvfølgelig finde det ørkesløst at forhandle med Eder.
De Geer stammede da noget frem at naar ny Mand kom ind, maatte han have Tid til at sætte sig ind i Sagen, og ved slig Opsættelse kunde der blive opsættelse i det Uendelige.
Gripenstedt bød sig til af Sagens Realitet at ville dokumentere Hastværkets og Revisionens Nødvendighed, men derimod Protest af os. Han forklarede da at det var høist fornødent at Styrelsen tog Sag om Haand, thi ellers vilde Sagen faae større Vanskeligheder ved at optages af Agitatorer. (!) Var ikke af Regjeringen gjort hvad gjøres burde, saa vilde næste Rigsdag udtale sig anderledes.
Sibbern forundrede sig over Frygten for Agitatorer, og
Vi ytrede som vor Mening, at det Bedste der kan gjøres er at lade Sagen være stillet i Bero Rigsdag og Storthing over. Herpaa vilde hverken
Kongen, Gripenstedt eller De Geer gaae ind.
Vi forfægtede yderligere vor Mening.
Jeg meente ikke at Stændernes Anmodning nødvendigvis maatte opfyldes før næste Rigsdag. Der ei lignende Sag for Norges Vedkommende. Kongen har i Svensk Statsraad sagt at han vil bestemme Tid for Revision: Kongen har i Norsk Statsraad sagt at han vil bestemme Tid for Proposition om Statholderpostens Ophævelse. Norske Statsraader finde sig ikke forpligtede til at kræve Tiden bestemt for Opfyldelsen; under hvilke forskjellige Forpligtelser Svenske Raadgivere maatte være, kunde jeg ikke kjende.
Gripenstedt forklarede at imedens han vidste at Rigsdagen ikke dermed vilde lade sig nøie, saa skjønnede han heller ikke at det kunde gjøre nogen Forskjel for Storthinget, som selvfølgelig ikke kunde Andet end drive paa Statholder-Sagen igjen. Hertil sagde
Vi, at efter vor Forvisning vilde Statholder-Sagen ikke komme til at give Ulempe, dersom man ikke gav sig til at røre op i disse Anliggender og
Sibbern tog Anledning til at udvikle, hvorledes det ikke forholdt sig saa at Storthinget havde grebet Sagen for at drive den igjennem imod Svenskernes Ønske: at disses Modvillie først sidenefter viste sig. Videre fremholdt han, at Revisionen var modtaget lunkent ved Rigsdagens Begyndelse og først fik Fart ved Statholder-Sagen: han appellerede derom til Kongen og Manderström. Efterat
Manthey og Jeg heri havde istemmet, mente
Gripenstedt at det nu maatte være anderledes; at efterat det var blevet et nationalt Stoltheds Spørgsmaal vilde Ingen kunne votere anderledes.
Jeg mente fremdeles at om Alt stilledes i Bero, vilde jeg kunne gjøre det: vore Folk bruge altid omtanke, og Sagen har ikke den store praktiske Betydning.
Gripenstedt sagde dertil, at om han var Nordmand maatte han votere som antydet, og
Jeg stillede ham Spørgsmaal om han virkelig ved Voteringen paa Rigsdag vilde lade sig lede af Frygt for ikke at ansees for god Svenske. Slige Hensyn tager jeg ikke.
Svenskerne streifede nu i denne Del af Diskussionen ind paa Realiteten. Navnlig kom
Wallensteen med lange og brede Forklaringer om det længe følte Krav paa Revision, med Snak om at der ikke er Greie paa hvad der skal i kombineret Statsraad.
Kongen sagde at han kjendte begge Lande, han vidste hvad der er muligt og ikke muligt, at De Geers Opsats indeholdt meget som der ikke kan være Snak om. Dette vilde ogsaa
De Geer indrømme, exempelvis sagde han nok at kunne vide at Nordmændene ikke ville gaae ind paa fælleds Representation, som Svenskerne ikke kunde medgive uden efter Folketal. Han troede dog at det er nyttigt at fremkomme med sine Ønsker og sine Meninger om det Rigtige.
Gripenstedt fremkastede at det var vel ikke vanskeligt at vise hvorledes Fælleds-Representation var fornøden til mange Spørgsmaales Løsning.
Vi derimod mente at man alene havde at slutte fra Fortid ikke at bevæge sig i Billeder af Fremtids-Muligheden at det var gaaet godt i 50 Aar, og iblandt Andet mente
Jeg at slig Nødvendighed ved Loves Affattelse kunde være for tydske Professorer, men ikke for praktiske Folk. Og da
Gripenstedt havde omnævnt Fælleds-Udgifterne, fremholdt
Vi Spørgsmaal om Nogen kunde sige at disses Udredsel havde mødt Vanskeligheder, hvortil
Manderström tog Ordet med Forklaring om at dette ingenlunde havde været Tilfældet.
Jeg spurgte da om man virkelig ikke kunde skjønne at jo mere af deslige Ønsker og Meninger desmere Uvillie, desmere Umulighed for at faae Kommitte fra Norsk Side.
De Geer mente Nei, Nordmændene fik jo skjære bort og søge stillet Programmet som de ville have det.
Jeg fremholdt da gjentagende, hvorledes Foreningen er bygget paa Overenskomst, og at naar ny Overenskomst ikke kan opnaaes saa er Forandring umulig.
De Geer svarede dertil, at saa havde Svenske Statsraad gjort sin Pligt, mere kunde det ikke gjøre. Denne Ytring sagde
Jeg var netop hvad jeg vilde have frem: til den vilde jeg knytte Spørgsmaal om man troede det skulde være nyttigt at faae saameget Ansvar som muligt væltet over paa Nordmændene for Standsning af alle Forhandlinger. Som det ser ud nu, forekommer det mig ikke urimeligt at man fra Norsk Side kommer til at holde fast ved Erklæring om at ingensomhelst Revision nu kan ansees tidsmæssig. Skulde det da ikke være i Unionens Interesse at man havde stræbt fra begge Sider at udtrykke sig saa mildt som muligt. Vi have nu udtalt vor Mening for Udsættelse, videre kunne vi ikke gjøre, hindre Svenske Statsraad fra at bringe Sagen frem kunne vi ikke.
Kongen talte atter om at Unions-Kom.s Arbeide kunde forkastes i Forbindelse med Underhaands-Forhandlinger om et Program for ny Kommission, men
Vi erklærede dertil at al Forhandling efter vor Mening bør drives officielt, og deri istemmede strax
Gripenstedt. Ogsaa De Geer istemmede heri, og Ingen ytrede sig derimod. Der taltes da igjen endel op og ned, frem og tilbage. Kongen reiste sig, og Mødet var forbi. –
Som det sees førtes Diskussionen fra Svensk Side hovedsagelig af Gripenstedt. Foruden De Geer, Manderström, Lagerstråle, Wallensteen og Thyselius, hørtes ogsaa Bredberg med et Par Ord, nemlig til Udredning af hvorledes Protokollen skulde blive som kom til at gaae til Norske Regjerings Betænkning. Thulstrup, Ehnemark, Malmsteen og Björnstjerna aldeles tause.
Efterat Mødet var hævet forblev Kongen nogle Øieblikke i Salen og talte med En og Anden.
Gripenstedt, med hvem jeg har staaet paa den Fod at vi aldrig havde talt sammen og saavidt muligt gjensidig havde søgt undgaaet Hilsning, kom lige hen til mig med Haandsrækning og de Ord: «Vi blive enige.» «Da har jeg den modsatte Tro, var mit Svar, jeg holder mig forvisset om, at vi blive ikke enige.» Saa kom vi i Klynge sammen med Lagerstråle og Manthey og fortsatte noksaa pynteligt Samtalen. Derunder sagde jeg iblandt Andet: Svenskerne ere mig besynderlige. Deres Klagemaal er at de ikke mødes med Velvillie og Kjærlighed nok. Men hvor er det muligt at tro at Sligt kan fremskaffes ved Lov-Bestemmelser, at det ikke maa være Tidens Værk. Saalænge vi ikke ville have al den Kjærlighed som bydes os, saa have vi Ret til at være fri for den. Det faar erindres, at Kjærlighed, som paatrues, bliver Voldtægt.
Scenen forandredes derefter til Klynge af Gripenstedt, Manderström, Wallensteen og jeg. Wallensteen bød sig til at give til Bedste en hel Række af Tilfælde, hvori det skulde have vist sig at behørige Regler for Kombineret statsraads Sfære mangle. Han talte ogsaa en hel Del derom, men Ingen af os hørte videre derpaa. Paa een Gang blev der Lyd i Klyngen, om Interims-Regjeringen som Motiv for Revisionen. Jeg spurgte da strax om det kunde være Nogens Mening at ville give os Skyld for at Rigsdagen har forkastet den af Storthinget vedtagne Proposition, og Gripenstedt indskrænkede sig til at sige, at det maatte dog erkjendes at være altfor galt, at imedens Norge har sin egen Regjering, som afgjør de fleste Sager, saa skal Interims-Regjeringen med 10 Norske Mænd ind i alt svensk. Jeg mente da at det var noget som maatte kunne rettes af Svenskerne selv. Gripenstedt paastod at det vilde være Brud paa Rigs-Akten, og at han var for omhyggelig om Norges Ret til at være med paa sligt. Men han gjentog om Forargeligheden af at Norske Mænd skulde kunne bestemme i Svenske Sager, og til min Ytring at om ogsaa Formen var dertil, vilde det dog aldrig ske, forklarede han at det er skeet, idet de Norske Medlemmer engang have givet Udslag ved, hvor der hos Svenskerne stod 5 imod 5, at holde imod Formanden. Jeg beklagede at man ikke kunde sikre imod at ogsaa i Regjeringen sidde Folk uden Menneskeforstand, men haabede at sligt Tilfælde ialfald for Eftertiden ikke skulde kunne træffe. Gripenstedt sagde at han vil have Interims-Regjeringen saaledes beskaffen, at den alene har med unionelle Sager, som høre under kombineret Statsraad, at bestille. Jeg troede ikke just at dette er det Bedste, men mente, at naar Svenskerne ønske det, er der Intet iveien for Nordmændene at være med derpaa.
I denne Passiar talte Gripenstedt ogsaa om, at man burde undgaa Mulighed af Gjentagelse af saadanne unionsfarlige Tilfælde som da Svenskerne i 1841 forandrede Regjeringsformen og først senere ved Nordmændenes Imødekommen, som han paaskjønnede, fik dertil svarende Forandring i Rigs-Akten. Men ikke fuldt inde i den Sag turde jeg ikke give min Besyv.
Herfra trak Manderström og jeg os hen i en Vindus-Fordybning og Manderström ytrede sig i saare forsonlig Aand. Han mente at det vel kunde være værd at tage under Overveielse, om ikke Kongen naar De Geer gjør sit Foredrag, kanske bør lade Unions-Komitte-Historien først gaa særskilt til Norske Regjerings Betænkning, hvortil jeg sagde, at kom man til det Resultat saa kan det vel ogsaa være at tage under Overveielse om ikke Svenske Statsraad dertil bør først give Raadet, for at være med fra første Stund paa Forsonligheds-PolitikenV Jeg fik det Indtryk at Manderstrôm nok vil være den midlende„ saa langt han forniaan – men ogsaa, at han formaar ikke meget –
Stockholm 18 Marts l861.
Stockholm 18 Marts 1861.
Kl. 2½ Eftm.
Her sender jeg Dig Protokol over Mødet. Den er jo ikke saa grei, som jeg kunde ønske – naar man tager aktiv Del selv, er det ikke saa godt at gjengive og dertil kommer at Tiden virkelig har været knap. – – – – – – – – – – – – – – – – – Af Protokollen vil Du formodentlig kunne se hvad der nu er at vente. Vort Formaal under Mødet var 1) at faa paa det Rene at al Underhandling maa være officiel 2) at foreholde Svenskerne Revisionens Utidsmæssighed 3) at faa givet Antydning om at det neppe engang kan lade sig gjøre for Regjeringen at gaa med paa nogen Revision fortiden og 4) at lade Svenskerne faa fuld Forstaaelse af at vi ikke frygte at vi fole os stærke ved vor Ret.
Dette Formaal tror jeg vi have naaet. Men heller ikke mere. Om Andre kunde gjort større Affairer skal jeg lade usagt.
Under Mødet var det godt at se at Kongen imod os var lutter Velvillighed, at han gjerne gik med os. Men det var desværre ogsaa godt at se, at han magter det ikke. Vanskelig Ting at være Unionskonge.
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Jeg kommer tilbage til «Vden store Sag». Jeg har begyndt at faa Betænkeligheder ved om det skulde være rigtigt at gjøre Andet end kort og godt at begjære Sagen sendt til Norske Regj.s Betænkning. Paalægget desangaaende er nemlig givet i Rigsakten: at saa skal ske, at Kongen ingensomhelst Beslutning fatter, ikke engang om «Uppskof», uden at Norske Regj.s Betænkning indhentes kunde vel saaledes strængt taget endogsaa kræves af Svenske Ræder. Tag den Ting under overveielse strax og lad os faa Eders Mening. Bedst om I sende Udkast til Tilførsel for det Tilfælde Protokollen bliver som i Mødet antydet.
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –Stockholm 18 April 1861.
– – – – – At Revisions-Sagens Ilivebringelse kommer til at føre idetmindste Sibbern, Birch-Reichenwald og mig ud af Raadkammeret, det er saa temmelig let at skjønne. Og for mig stiller Sligt sig jo ikke som noget Forfærdeligt. For det Første er jeg nu ikke vant til at være længe i Bestillingerne, og dernæst er jeg ganske inde paa det gamle Ord, «ce ne sont que les morts qui ne reviennent pas». Men anstændigt maa det være. Det er med Redegjørelse hvorfor man ikke indlader sig paa Svenskernes Forlangende vi maa fortrække, ikke med et paa Forhaand afgivet nei. Dette kunde jo vi herinde have fremkommet med. Vi maa i hvert Fald efterlade en Redegjørelse som kan gjøre Tjeneste under de Forhandlinger, som man maatte se sig istand til at makke sammen under et Overgangs-Ministerium. – –
30 november. I Statsraad idag Underretning om at der til General Wergeland og til Fleischer Telegram fra Kongen om at han vil komme her den 7de. Telegrammet afgaaet fra Stockholm igaar 6 Em. Intet til Petersen. Dersom denne Reise var bleven besluttet tidligere, kunde vel kanske meget været forebygget. Nu er den mig sikkert Tegn paa at der skal drives ny Betænkning.
1 december. Efter at have faaet Besked om Kongens Reise var det mig rigtignok utænkeligt, at her idag skulde komme Telegram fra Bretteville om at Sibbern igaar i Statsraad blev afskediget. Det sker efterat Regj. officielt har paavist Ansøgningens Aarsag, og imedens det vides at Regj.s Forklaring om Differentsen kommer til Stockholm om 2 Dage. Bretteville og Lange have som det ser ud til været enige med Kongen om at Afskeden maatte gives. – Telegrammet havde ingen officiel Meddelelse om Kongens Reise; Lange og Bretteville skulle medfølge.
Morgenbladet havde idag Beretning om Kongens Reise. Hvorledes kommer det nu til at hedde naar der berettes om Sibberns Afsked? Mig bliver det ikke uventet om Birch-Reichenwald (og jeg) faar Skylden for hvad der nu passerer.
2 december. Forannævnte Forventning begynder allerede at gaa i Opfyldelse. Den i Middags komne Morgenblads-Artikel er overmaade betegnende. Efter hvad Birch-Reichenwald har sagt mig, skal Stabell ikke have Del i den, men han er ligelidt at undskylde, eftersom jeg for kort Tid siden, under Forhandlinger som frembragte hans Unions-Artikel i Morgenbladet 8 November, med Forklaring om min fuldkomne Ligegyldighed for alskens Angreb angaaende indre Anliggender, opfordrede ham til at varetage Morgenbladet i disse Unions-Sager. Stabell har i Fm. søgt mig i Kontoret under min Fraværelse. Der er nok gaaet op en Tanke om at Dags-Artiklen kan være ilde, thi ved Middagstider indfandt der sig hos Birch-Reiehenwald en fra Morgenbladet sendt Mellemmand for at formaa ham til at bitræde med paalidelige Oplysninger. Det begav sig da at den Kundskab som skinner igjennem i Dags-Artiklen er erhvervet gjennem Assessor Manthey. Atter Bevis paa Beskaffenheden af Statsraad Mantheys Taushed.
3 december. Manthey bragte idag paa Bane Gaars-Artiklen med Forundring om hvem der kan have leveret Materiale. Idet jeg delte denne Forundring og mente at det ogsaa var forunderligt nok at Morgenbladet nu kunde finde det passende at lave sammen et løgnagtigt Rygte for derpaa at lave Skjældsord til mig, forklarede Manthey «Det maa De ikke sige, efter min Opfatning er ikke Artiklen saaledes.» Mit Svar Var kort, «den der ikke forstaar den Ting, bør aldrig læse Aviser.» Men saa tog jeg tillige Leiligheden til at forklare mig om den mere end besynderlige Fremfærd, at Ingeniør-Sagen[3], om hvilken det i sin Tid hed, at den var udsat efter mit Komme fra Stockholm, fremdeles var urørt af Manthey imedens den havde været Gjenstand for Behandling i Aviserne med fuldt op af Gemenhed til mig. Ordvexlingen endte med at jeg sagde at være færdig til at give mit Votum naar Sagen engang kommer fore, men at jeg forøvrigt ikke vil have med Behandlingen at bestille. Iaften kom han hjem til mig for at faa mig til at indgaa paa Konferance, jeg svarede Intet.
Igaaraftes var Birch-Reichenwald her med Dunker, som oplæste en for Aftenbladet bestemt Artikel, foranlediget ved at jeg efter at have seet Morgenbladets Udgydelser bad ham anvende sin Indflydelse for at holde Aftenbladet i Skindet. Hele Indmaden gik ud, og Resultatet blev Artiklen i Dagens Aftenblad. Indmaden var hverken mere eller mindre end Forsvar ved at rykke frem med Contentum af Regjeringens yderligere Forklaring. Som dette var os til Forbauselse ikke mindre at erfare at Dunker havde indviet Meidell i hele Historien. Det er af sine Venner man skal have det.
4 december. I Statsraad idag Besked om Telegram fra Bretteville som Svar paa Telegram fra Petersen om Middag for Kongen. Yderst betegnende. – Manthey foredrog saa klodset som muligt den 2 Gange hjemviste D. Handels Tr. Sag. Atter om Conferancer ang. Ingeniør-Sagen, hvortil jeg mente, at nu ser det ikke ud til den kommer fore i vort Regimente: thi vil jeg ikke spilde Tiden med den.
Af U A. Motzfeldt fik jeg vide i Middags, at Friele til ham havde talt om den Manderströmske Note. Jeg søgte derfor Dunker, som maatte strax søge Meidell.
5 december. Isøndags lik Stang Indstillingen fra Birch-Reichenwald og idag talte han om den. Selvfølgelig svare ilde. De omtvistede Punkter burde aldrig været indtagne, fornemmelig ikke Noten være tilsigtet. Han havde i sin Tid allerede beklaget Indiskretionen ved at give Samme til Storthinget. Det kunde vel være tjenligt til personlig Justifikation at rykke frem med disse Omstændigheder, men ikke for Sagen. Stang beklagede i det Hele det Resultat, hvortil man i Betænkningen er kommen. Tiden er netop efter hans Mening gunstig til at forhandle; man gjør dette bedst netop naar man har lidt Uret. Svenskerne kunne nu lægge Betænkningen for Europa med Forklaring om at vi ere uvillige til Alt. Som Svenske vilde han været glad i Betænkningen. Storthingets Udtalelse forelaa vistnok, men man kunde give Forklaring til næste Storthing; nu gjaldt at sætte en stærk Commission.
Alt sagt naturligvis med sædvanlig sødladen Tone. Jeg skulde ikke taalt det.
Birch–Reichenwald fik Anledning til at forklare, hvorledes han i sin Tid havde henvist til Stang for Raadets Suppleren, men at Kongen dengang sagde at derom ikke var Tale, og det paa en Maade der afskar al Adgang til at spørge om Grund. Ved Antydning om at Tiderne jo nu kunne have forandret sig, mange Forsikringer om at han ikke paa nogen Maade kunde lade sig bevæge til at træde ind igjen.
6 december. Statsraad idag. Petersen Brev fra Kongen. Harmonerer ikke just med Telegrammet. God og stærk Stemning hos vort Personale nu som jeg troer. Skjelderup berettede at Kildal i Statsrevisionen har gjort Rede for saavel Betænkningen som den yderligere Forklaring. – Hvad er Planen med Brettevilles Constitution som Statsminister? Og er den Sibberns? – – Igaar talte jeg med Schweigaard og leverede ham Betænkningen med Forklaring til Gjennemlæsning.
Under sit Ophold paa Værnø-Kloster Sommeren 1861 fik Sibbern efter Anmodning tilsendt fra Birch-Reichenwald de første Afsnit af et Concept til Betænkning i Revisions-Sagen, og han skrev da, at efter en rigtignok ikkun flygtig Gjennemlæsning kunde han ikke Andet end lykønske til Værket. Hentydningen til det Manderströmske Circulære fandt han dog burde udgaa, uagtet den erkjendtes at passe ind som en Sten i den vel sammenføiede Hvælving. Angaaende Hentydningen til de med Svenske statsraader førte Conferencer nævntes dengang Intet.
Ved Udgangen af August sendte Birch-R. mig til Stockholm en Afskrift af det Concept til den hele Betænkning som samtidigt blev sat i Circulation til Gjennemgaaelse af den Norske Regjerings Medlemmer. Deri var noget stærkere Hentydning til Indholdet af det Manderströmske Cirkulære end senere kom til at blive staaende, medens dog selve Cirkulæret aldrig har været enten citeret eller nævnt. Bretteville fik Afskriften til Gjennemlæsning af ham selv samt af Sibbern og Lange, der Begge ventedes til Stockholm ved min Afreise midt i September. Bretteville udtømte sig for mig i Lovtaler over Conceptet, og sagde udtrykkeligt, at han vidste intet Ord deri som han skulde ønske forandret; hans eneste Bemærkning var, at for fremmede Læseres Skyld burde vel angives Indholdet af den etsteds (Aftrykket[4]) Pag. 36) citerede Grundlovens § 80.
Efter Sibberns Tilbagekomst til Stockholm skrev han atten først i Oktober, til Birch-R. om denne Sag, og sagde da at han lagde afgjørende Vægt paa at Hentydningen til det Manderströmske Cirkulære skulde komme til at udgaae. Derhos gjorde han ved den Leilighed for første Gang Indvendinger imod Hentydningen til Conferancer med Svenske Statsraader, hvilke Indvendinger fornemmelig støttedes til Frygt for at fuldt Bevis ikke maatte kunne præsteres ifald paafordret, dog ogsaa til Frygt for at Bevisførelsen skulde lede ind paa det «ømfindtlige omraade». I Brev af 9 Oktober fortsatte Sibbern med Forklaring om at al Hentydning til Conferancerne burde udgaa. Men det erkjendtes med klare Ord at Hentydningen havde sin Rigtighed; og af dette Brev er det saameget mindre at faae ud at Sibbern dengang tænkte sig Besvarelsen af det om den reiste Spørgsmaal som afgjørende med Hensyn til Statsraadets Bestaaen, som den i Tilsvar til en Ytring af Birch-R. om at være stærkt betænkt paa at opgive sin Stilling er fremholdt Nødvendigheden af hans Forbliven og Begges Fælleds-Forpligtelse til at forblive i Raadet indtil det paa Dagsordenen værende unionelle Anliggende til en vis Grad maatte være ordnet.
Ogsaa til Petersen havde Sibbern skrevet angaaende Indstillingens betænkelige Hentydninger, og Petersen svarede iblandt Andet at Departementets Foredrag i disse Punkter maatte staa ved sit eget Værd, og at det ikke vilde kunne gaa an at nogen af de øvrige Statsraader tilførte at Et eller Andet ikke burde været sagt Med Henhold hertil, og i Tilsvar til et Brev fra Birch-R. af 11 Oktbr., hvori fremdeles var argumenteret for Hentydningernes Bibeholdelse, skrev Sibbern til Birch-R. under 17 Oktbr., at han, naar det kom derhen, ved Udtrædelse af Raadet vilde sætte sig i saadan Stilling, at han blev uden al Medvirkning paa Sagen.
Forinden Betænknings-Udkastet kom til endelig Behandling i Statsraadet i Christiania den 21 Oktbr, var deri af Birch-R., dels af egen Drift og dels efter Collegernes Bemærkninger, gjort endeel Forandringer, og navnlig i Henseende til de af Sibbern omhandlede Hentydninger havde Udkastet faaet den Form, der er bibeholdt i Betænkningen saadan som den findes i de ved Birch-R. trykte Aktstykker, naar undtages at der istedetfor de Ord (Aftr. pag. 30) «samt at de ……………………………………………… og overdrevne», var brugt mere stærke og fra det Manderströmske Cirkulære laante Udtryk. Under Udkastets Cirkulation havde Riddervold fra Først af været af den Mening, at Betænkningen kanske hellere burde gives en i det Hele mindre stærk Form, men efter derom at have confereret med Birch-R. fandt han ikke at ville inhærere denne sin Mening, og med Forudsætning om at den fuldstændigere Argumentation skulde føres, erklærede han sig tilfreds med Udkastet. Efter Møinichens Mening manglede dette derimod et Resume imod Slutningen som kunde indtrængende give tilkjende hvad Indtrykket var af den Svenske Statsministers Foredrag i dets Helhed; og da vi Andre, Birch-R. ikke undtagen, deri gave ham Medhold, blev ogsaa efter et af Møinichen leveret Concept, som af Birch-R. alene blev noget mildnet i Formen, indtaget det Afsnit af Betænkningen, (Aftr. Pag. 82–83) som begynder med «Hs. Exc. har endvidere» og ender med «ogsaa i Sverige har trængt igjennem». –
Efter at de forskjellige under Cirkulationen gjorte Bemærkninger – hvoraf dog ingen gjaldt de nævnte Hentydninger – vare drøftede i Statsraads-Mødet den 21 Oktbr., oplyste Birch-B. uopfordret om den i hans Correspondance med Sibbern omhandlede Meningsforskjel, og han opfordrede sine Colleger til nøie at drøfte de af ham paa Sibberns Vegne fremhævede Betænkeligheder ved Hentydningerne, idet han erklærede for det Tilfælde at Collegerne maatte dele dem, at ville paany optage det til yderligere Overveielse, hvorvidt han kunde gaa ind paa Sibberns Ønske. Efterat Statsraads-Mødet var endt, blev det ogsaa af Manthey nævnt til nogle af os, at han fra Bretteville havde havt Brev med Udtalelser i samme Retning som Sibberns.
Paa den af Birch-R. som anført givne Anledning ytrede alle Regjeringens Medlemmer sig derhen at der ikke fandtes tilstrækkelig Grund til at lade Hentydningerne udgaa. Betænkningen blev saaledes vedtaget af Regjeringen, idet man, efter motiveret Forslag af Møinichen, enedes om at det sædvansmæssige «i det Væsentlige» ikke skulde indtages i Tiltrædelses-Erklæringen.
Imedens Birch-R. i dette Møde gjentagende havde udhævet, at Sibbern lagde særdeles megen Vægt paa sine Betænkeligheder, havde han dog ikke omtalt, at der i det den samme Dag erholdte Brev af 17 Oktbr. var Tale om Sibberns eventuelle Afgang af Hensyn til de omhandlede Hentydninger, dels fordi han tænkte sig at Udtalelsen herom kunde bero paa en øieblikkets Stemning, som muligens ved nærmere Overveielse og fortsat Correspondance vilde forandres, og dels fordi han ialfald ikke fandt at Sibbern burde have nogen anden end Argumenternes Indflydelse paa Affattelsen af en Betænkning, som skulde være den Norske Regjerings og ikke Sibberns. Men den 25 Oktbr., forinden endnu den vedtagne Betænkning havde kunnet blive færdig til Underskrift, samledes Regjeringens Medlemmer efter Opfordring af Petersen for at erholde Underretning om, at han med Dagsposten havde modtaget Brev fra Sibbern om at denne, ifald Hentydningerne bibeholdtes i Betænkningen, vilde søge Afsked. Alle vare da fremdeles enige om, at der ikke i Sagen selv var Grund til nogen Beslutning forskjellig fra den allerede fattede, men Meningerne delte sig i Henseende til hvad der skulde være rigtigt at foretage af Hensyn til Sibberns i Udsigt stillede Udtrædelse af Raadet. Riddervold ytrede sig for at man hellere end at faa en saadan Splittelse burde lade Hentydningerne udgaa. Møinichen og Manthey syntes at helde til samme Mening. Petersen, Wergeland og jeg udtalte os derimod, imedens Birch-R. ytrede, at han gjerne saameget som det efter hans Opfatning af Sagen var ham muligt vilde lempe sig efter Collegernes Mening. Med Forklaring om, at hvad der sigtedes til ved de omhandlede Udtryk var ingen Hemmeligheder, og at navnlig hvad det Manderstrømske Cirkulære angik maatte det erindres, at det endogsaa var meddelt mig og Hundrede andre Mennesker i Storthinget, hvorfor der efter mit Skjøn ikke engang kunde være noget iveien for at trykke det om jeg saa behagede, blev det under Diskussionen af mig fremholdt, hvorledes det allerede skulde være ilde ifald Trudsel om Afgang, fremsat af Nogen som har at deltage i Betænkningens Afgivelse, skulde øve afgjørende Indflydelse paa dens Beskaffenhed, men at det vilde være endnu langt værre ifald Regjeringen i Christiania skulde, angaaende Betænkninger, som den grundlovmæssigen har at afgive, lade sig foreskrive Betingelser af Statsministeren, der ikke i nogen Maade deler Ansvaret for disse Betænkninger, og hvis grundlovmæssige Indflydelse paa Sager af heromhandlede Beskaffenhed først skal vise sig, naar de komme fore i Statsraad hos Kongen. I Betragtning heraf, og da Hentydningerne efter min Overbevisning vare høist væsentlige til at friholde Norge for Beskyldningerne om at skulle have ved Mangel paa Opmærksomhed for og Hensyn til Forholdene i Sverige givet Aarsag til den stedfindende Strid Rigerne imellem, erklærede jeg, i Tilfælde at Regjeringen udelod Hentydningerne, at ville optage dem i et Tillægsvotum. Som Følge heraf gik man over til at behandle Spørgsmaalet om hvilke Modifikationer i Hentydningernes Form der maaske kunde gjøres og som muligens kunde tilfredsstille Sibbern. Birch-R. formente da at for dennes Vedkommende vilde Hentydningerne forblive lige ubehagelige, hvormeget de ogsaa modificeredes; Andre mente dog, at nogen Forandring kanske vilde bringe ham fra Beslutningen om Udtrædelse, og navnlig heftede man sig ved de ovenfor nævnte fra det Manderströmske Cirkulære laante stærkere Udtryk. Diskussionen endte med at man vilde overdrage Birch-R. at gjøre den Forandring i Redaktionen, som han efter egen nøiere Overveielse maatte finde passende, og at jeg dertil ytrede, at forsaavidt jeg ikke maatte finde nogen Betænkelighed ved den nye Form skulde jeg gaa ind paa den, men at jeg ikke paa Forhaand vilde vedtage nogen Forandring. Resultatet blev at de omhandlede Udtryk ombyttedes med dem der nu forefindes i Aftrykket. (Aftrykket Pag. 30).
Betænkningen afgik den 28 Oktbr. til Stockholm, hvor den ankom den 31te.
Den 8 Novbr. modtog Petersen Sibberns ikke motiverede Afskeds-Ansøgning, dateret 2 Novbr. I Betragtning af at det skulde være mindre passende om Kongen først ved en fuldstændig Indstilling blev vidende om at det første Medlem af hans Raad søgte Afsked, og da Sibbern ikke i sit Følgebrev nævnte noget om at have talt med Kongen om Sagen, skrev Petersen med næste Post, den 11 Novbr., til Hs. Majst. med Beretning om, at Ansøgningen var indkommen, og om dens Aarsag. Til yderligere Oplysning i saa Henseende vedlagde Petersen sit Brev en af Birch-R. given Fremstilling af de Omstændigheder hvortil de omhandlede Hentydninger knyttede sig. Efter at have udviklet, hvorlunde han ikke havde kunnet Andet end finde det sin Skyldighed i Betænkningen at indtage Paavisning af at den Norske Opfatning af Statholder- og Revisions-Sagerne indtil Decbr. 1859 ogsaa havde været accepteret af competente Svenske Mænd, om ogsaa saadan Paavisning ikke kunde bilægges med officielle Data, sluttede Birch-R. denne sin Redegjørelse saaledes: «Men saafremt det maatte befindes, at hine Momenter i Fremstillingen af Sagernes Gang ere benyttede anderledes end Hensyn til Sandhed og Ære tilsteder, eller saafremt der antages at være i den Grad overvægtige Grunde tilstede for slet ikke at benytte disse Momenter, at her er begaaet en politisk Feil, da rammer i ethvert Fald skylden mig, som den, der er fuldtud ansvarlig baade for Fremstillingens Form og for dens Indhold, – og Følgen af, at der kan findes at burde gives en opreisning for hvad der er skeet, maa da nærmest blive den, at jeg fjernes fra Hans Majestæts norske Statsraad, men for den Sags Skyld heller ikke nogen Anden end jeg.»
Samme Dag som Petersens Brev afgik fra Christiania, den 11 Novbr., behagede det Hs. Majst. at sende Petersen en Skrivelse, hvori det sagdes at Sibbern havde anmeldt Ansøgningen, og at, med hvormeget Savn endogsaa Hs. Majst. vilde see Sibbern forlade sit Embede, nærede Hs. Majst. dog formegen Agtelse for enhver redelig Overbevisning til at ville modsætte sig hans Ansøgning. Dernæst tilkjendegav Hs. Majst. sin Hensigt at kalde til Statsminister i Stockholm Birch-R., der som Forfatter af Regjeringens Betænkning havde havt mest Anledning til at gjøre sig fuldstændig bekjendt med Revisions-Sagen i dens Heelhed og Detailler. Petersen blev paalagt derom at underrette Birch-R. og uden Ophold bringe hans Svar til Kongens Kundskab.
Den 15 Novbr. kom dette Brev til Christiania og samme Dag indmeldte Petersen til Kongen Birch-R.s Svar, der gik ud paa, at de samme Grunde, der som Hs. Majst. bekjendt, tidligere havde gjort det ikke ønskeligt for ham at modtage den ham dengang ligesom nu tiltænkte Statsminister-Post, fremdeles og nu i høiere Grad end tilforn vare tilstede, og at der ikke i Hensyn til Revisions-Sagen kunde være noget Motiv for ham til at forandre Embeds-Stilling, eftersom han netop i Egenskab af Justits-Departementets Chef havde sin fulde Del i den Sags Behandling. Forinden dette Svar fremkom til Stockholm, hvilket ikke skeede førend 18 Novbr., var der imidlertid den 16de afholdt et Statsraad, fra hvilket Sibbern med Kongens Tilladelse holdt sig borte, og hvori Regjeringens Betænkning blev foredragen. Sagen udsattes i Forbindelse med at Hs. Majst. paalagde den Norske Regjering at indkomme med nærmere Forklaring saavel om hvortil der sigtedes med de i Betænkningen paaberaabte vægtige Udtalelser i Novbr. 1859 om den paa Ridderhuset fremsatte Motion angaaende Revision af Foreningen, som ogsaa om til hvilke Data Regjeringen støttede den paa et andet Sted i Betænkningen anførte Paastand om, at den i Norge raadende Mening om Statholder-Sagens Beskaffenhed som Norsk og om dens Tidsmæssighed i 1859 blev paa samme Tid delt inden Kredse i Sverige, hvor det paalideligste Bekjendtskab til Forholdene og Opinionen der i Landet maatte forudsættes at være tilstede.
Samtidigt med Statsraads-Protokollen herom kom ogsaa den 22 Novbr. en Skrivelse af 18 Novbr. fra Kongen til Petersen som Svar paa dennes Skrivelser af 11 og 15 Novbr. Tilfølge denne Hs. Majst.s Skrivelse, der uopholdelig meddeltes Regjeringens til den Hensigt forsamlede Medlemmer, blev Sibberns Ansøgning overleveret Indre-Departementets Chef, Manthey, til Expedition. Noget Tilkjendegivende om, hvorvidt Hs. Majst. fandt Hentydningerne at burde have Plads i Betænkningen eller ikke indeholdtes ikke i Brevet, i hvilket der heller ikke ytredes noget i Henseende til Spørgsmaalet om Birch-R.s overtagelse af Statsminister-Embedet.
Statsraads-Mødet Dagen efter begyndte med en Meddelelse af Petersen om, at han ved den fra Hs. Majst. modtagne Skrivelse fandt sig foranlediget til at søge Afsked. Jeg tog derefter Ordet med Forklaring om, strax ved Brevets oplæsning at have faaet det Indtryk at saa maatte blive Tilfælde. Derhos mente jeg, at eftersom vi Alle havde handlet i fuldkommen overensstemmelse med Præses, forekom det mig som der maatte være fuld Grund, ogsaa for os Andre, til i nærværende Tilfælde at handle som han. Denne min Betragtningsmaade fandt imidlertid ikke Anklang, imedens dog ingen ytrede sig imod den af Præses for sit Vedkommende nærede opfatning.
Manthey fremlagde derefter Udkast til Indstilling om Sibberns Afskeds-Ansøgning. Udkastet var umotiveret ligesom Ansøgningen. Efter Forslag af mig og adskillig Forhandling desangaaende enedes man om at bruge den Form, at «da det tør antages, at denne Ansøgning ikke er uden Forbindelse med nogle Punkter i en af Regjeringen under 21de Oktbr. sidstleden i Underdanighed afgiven Betænkning, om hvilke Deres Majestæt ved naadigst Dictamen i Statsraadet den 16 d. M. har forlangt yderligere Forklaring, tillade vi os under denne Forudsætning underdanigst at tilraade at Afgjørelsen af nærværende underdanigste Ansøgning udsættes.» (ordene under denne Forudsætning bleve indbragte af Møinichen).
Indstillingen afgik til Stockholm den 25 Novbr., og samme Dag afgik en underdanigst Skrivelse fra Petersen, hvori blandt Andet udtaltes, at da han med Beklagelse havde erfaret at have paadraget sig Kongens Mishag, maatte han forudsætte at Hs. Majestæt ikke kunde være tjent med at han skulde beholde sin Stilling, men haabede dog at Hs. Majst. naadigst vilde tillade ham at opsætte med definitivt at anmelde sit Ønske om Afsked indtil det kunde ske i Forbindelse med den Forklaring Regjeringen havde at afgive som Følge af naadigst Dictamen den 16 Novbr.
Fra Bretteville var der ogsaa kommet Brev til Petersen dateret 18 Novbr. Det blev, som sædvanligt med saadanne Skrivelser til Præses, meddelt til Regjeringens øvrige Medlemmer. Der var i Brevet ingen Forklaring om hvad der havde bevirket omslaget i Brettevilles Omdømme af Betænkningen fra dengang da han til mig ytrede sin ubetingede Tilfredshed med den; men at omslag havde fundet Sted fremgik jo vistnok deraf, at han berettede i Breve til Manthey at have ytret, under 17 Oktbr., at Tiraden angaaende det Manderströmske Cirkulære burde udgaa, og under 28 Oktbr. at Sibberns Udtrædelse var at befrygte saafremt Cirkulæret paa nogen Maade kom til at skinne igjennem. Efter Brevskriverens Formening beviste Cirkulæret lidet eller intet, og han antog at det vilde blive vanskeligt for Justits-Departementet at give de af Kongen begjærte Forklaringer, endnu vanskeligere for de øvrige statsraader ganske at slutte sig til dem, ifald de meddeltes heelt ud efter det Kjendskab som Birch.-R. havde til Sagen. Forøvrigt berettede Bretteville at Kongen, som nogle Dage forud havde ladet sig Betænkningen tilsende, havde i Statsraadet den 16 Novbr., efter at have udtalt sig angaaende Sagen, ladet protokollen tilføre det ovennævnte Dictamen, som Hs. Majst. havde havt færdigt med sig.
De af Bretteville for Justits-Departementets og for Regjeringens Vedkommende befrygtede Vanskeligheder viste sig dog ialfald ikke at være uovervindelige. I Statsraad den 27 Novbr. fremlagde Birch-R. den begjærte Forklaring. Den slutter saaledes; «Medens paa den ene Side Henvisningen til hine Data, der havde været den væsentligste Aarsag og Anledning til min Opfatning i 1859 af Statholder-Sagens Forhold til Sverige og Unionen, ikke i Foredraget kunde undlades, eftersom det alene derigjennem kunde gjøres klart, hvorledes den Understøttelse, som blev Motionen til Del fra Deres Majestæts Norske Raads Side, hvilede paa den i de paaberaabte Omstændigheder begrundede Overbevisning, at en endnu større Tilfredshed med Unionen og en deraf bevirket yderligere Tilnærmelse mellem Broderfolkene saavel i politisk som social Henseende vilde blive fremkaldt ved det Vidnesbyrd om Sveriges broderlige Sindelag, som antoges at ville ligge deri, at ingen Indvending fremkom fra Svensk Side mod Ophævelse af Statholder-Posten ved Overenskomst mellem Norges Konge og Norges Folk – fandt jeg paa den anden Side i den Omstændighed, at de Meddelelser, som havde fundet Sted imellem Svenske og Norske Statsraads-Medlemmer angaaende et rent Norsk Anliggende efter sagens Natur ikke kunde være officielle, saavelsom i den Betragtning, at Cirkulæret af 7 Novbr. 1859, skjønt meddelt Storthinget og bekjendt for alle dets Medlemmer, dog kun var meddelt i confidentiel Form, Anledning til at tro, at udtrykkelig og speciel paavisning af de Data, hvortil der i mit underdanigste Foredrag hentydedes, burde eller i alt Fald kunde undlades, saalænge den ikke af Deres Majestæt Selv var forlangt.» Og dette Birch.-R.s Foredrag vedtoges i Regjeringen under følgende Form: «Statsraadets øvrige Medlemmer have ikke Andet at tilføie Statsraad Birch-R.s underdanigste Forklaring, end at de deri anførte Omstændigheder, forsaavidt vi ikke allerede tidligere kjendte dem, bleve os meddelte forinden vi tiltraadte Justits-Departementets underdanigste Foredrag af 21 f. M.» –
I dette Statsraad den 27 Novbr. blev endvidere Petersens Afskeds-Ansøgning fremleveret, og det vedtoges at herom skulde ved Møinichen gives foreløbig Meddelelse til Kongen, i Lighed med hvad der var skeet i Henseende til Sibberns Ansøgning.
Imedens den nysnævnte efter naadigst paalæg afgivne Forklaring var underveis til Stockholm, og imedens Statsraads-Afdelingen var underhaanden gjort bekjendt med at den vilde komme did Mandag den 2 December, blev der afholdt et Statsraad hos Kongen Lørdag 30 Novbr., i hvilket Sibbern bevilgedes Afsked, Bretteville konstitueredes som Statsminister og det blev tilkjendegivet at Kongen vilde komme til Christiania 7 Decbr.
Om Kongens besluttede Reise bragte Morgenbladet Underretning den 1 Decbr., og Dagen efter havde det en Artikel angaaende Sibberns Afskeds-Ansøgning, om det Birch.-R. gjorte Tilbud at blive Statsminister, og angaaende et i al Fart lavet «det nævnes» om at jeg nu skulde være designeret til Sibberns Eftermand, til hvilket selvfølgelig var knyttet behørig Udskjælden. Fra nogen af Raadets herværende Medlemmer havde Morgenbladet neppe erholdt nogensomhelst Besked.
I den mellem Sibbern paa den ene Side og Petersen, Birch.-R. og mig paa den anden Side fortsatte Korrespondance – der for Birch.-R.s og mit Vedkommende var fuldkommen privat og i den fortroligste Tone, hvilket dog ikke har været til Hinder for at den i Morgenbladets Fremstillinger er bleven betragtet som et imod os brugeligt Moment – var det stadigen af os blevet fremholdt, at den constitutionelle Fremgangsmaade med Hensyn til den opstaaede Difference maatte være, at Betænkningen forelagdes Kongen tilligemed Sibberns Argumenter imod Oversendelsen, og at Kongens Bestemmelse i saa Henseende kom til at blive Motivet for eventuel Forandring i Statsraadets Sammensætning. Sibbern formente derimod, at det netop var det Rigtige for ham paa Grund af Menings-Forskjellen «at holde sig ganske udenfor». Derfor søgte han Afsked og holdt sig borte fra Statsraadet den 16 November; derfor tog han ilde op, saavel at Ansøgningen ikke strax blev expederet, som ogsaa at dens Motiv omtaltes i Indstillingen; at Motivet ogsaa uden denne kom til Kongens Kundskab viste sig dog allerede af Hs. Majst.s Brev til Petersen af 11 Novbr. Ved Dictamenet i Statsraad den 16 Novbr. havde Kongen selv, ytrede Sibbern, taget initiativ i Sagen, imedens det efter vor Opfatning maatte være de tilstedeværende Raadgiveres Mening der ved Dictamenets Afgivelse var bleven billiget. Med Bevidsthed om, at Betænkningen holdt den Norske Side i Et og Alt, og uden Tvivl om at den jo inden vort Land maatte komme til at faa Medhold overalt, fremholdt jeg i mine Breve til Sibbern med Styrke Forudsætningen om at han, ved under de forhaandenværende Omstændigheder at unddrage sig fra Delagtighed i Sagens Behandling, vilde paadrage sig almindeligt Misnøie. Det var udelukkende af Interesse for Sagen og for Sibbern at jeg udtalte mig saaledes, og ikke var det at mærke, at mine Breve bleve ilde optagne; dog kunde det jo nok være noget paafaldende. at Sibberns Breve – af hvilke de Sidste vare til Birch-R. af 2 Decbr. og til mig af 5 Decbr. – intet Ord indeholdt om hvad der skulde ske efter Sibberns Afsked og ved Kongens Reise til Norge, som tiltraadtes den 5 Decbr.
I forberedende Statsraad i Christiania den 6 Decbr. bragte Birch.-R. paa Bane Stillinger og Forholde med Hensyn til Revisions-Sagen. Hvorledes Hs. Majst. betragtede Betænkningen, ytrede han, kunde jo for Øieblikket ikke med Bestemthed vides, og det saameget mindre, som den æskede Forklaring først var kommen til Stockholm i Mandags, altsaa tvende Dage efter Statsraadet den 30 Novbr., i hvilket Sibbern bevilgedes Afsked. Men Kongens Reise syntes ham ialfald at antyde som noget ikke usandsynligt, at her kunde forestaa Forandringer i Statsraadet i Anledning af denne Sag, og da deslige Brydninger efter hans Mening altid burde søges gjorte saa ringe som muligt, vilde han ikke forsømme at henlede Opmærksomheden paa at han, som den der havde skrevet Betænkningen, selvfølgelig indehavde en Stilling i Henseende til denne forskjellig fra hans Collegers, saa at det vel maatte kunne lade sig gjøre i fornødent Fald at faa Brydningen ved nærværende Leilighed indskrænket til hans Udtrædelse af Statsraadet. Manthey tog da Ordet, og ytrede med en vis Heftighed, at der ikke burde være Tale om nogen saadan Splittelse, at Styrken var i Sammenhold, og at det var at forsvage Stillingen endogsaa blot at omhandle som en Mulighed at Collegerne skulde forlade hinanden. Birch-R. svarede at han naturligvis maatte sætte fuld Pris paa, at man vilde holde sammen med ham, og at han visselig ikke vilde være den der bragte Brydning paa Bane; men for det Tilfælde, at den alligevel maatte indtræde, havde han anseet sig forpligtet til gjentagende at fremhæve. at hans Udtrædelse maatte kunne være tilstrækkelig. Derefter ytrede jeg ganske kortelig, at for mit Vedkommende gjorde det hverken fra eller til hvadenten man her diskuterede yderligere det af Birch-R. antydede Spørgsmaal eller ikke; jeg var gaaet ind med Birch-R. og vilde gaa ud med Birch-R. Dermed bortfaldt videre Tale om den Sag.
Uagtet Alt hvad der var passeret maatte dog Birch-R. og jeg, med vor Opfatning af de konstitutionelle Former, gaa ud fra den Forudsætning, at Kongen ved sit Komme her vilde i Raadet stille Fordring om Betænkningens Forandring. Birch-R. vilde da, – i Overensstemmelse med Slutningsordene i hans Redegjørelse af 11 Novbr. – udtale, at hvilke Grunde det end maatte være som krævede Forandringen, saa maatte dog efter hans Mening den forandrede Betænkning blive at levere af en anden Departements-Chef, hvorfor han maatte bede sig entlediget; og jeg var bestemt paa, uden Hensyn til hvad der maatte blive vore Collegers Mening, for mit Vedkommende at gjøre den samme Betragtningsmaade gjældende i Henseende til, at jeg havde tiltraadt Betænkningen. Vi tænkte os, at naar Forandring blev fornøden, skulde den ialfald komme til at ske i al Fredsommelighed ved en Tilslutning om Bretteville og Lange som de for Tiden værende Representanter for den af Kongen godkjendte Mening.
Lørdag den 7 December havde Morgenbladet Beretning om Sibberns Afskedigelse samt tvende Artikler i den Anledning, hvis Hoved-Indhold var Klage over det Coterivæsen der skulde have hersket i Regjeringen siden Sibberns og Birch-R.s Indtrædelse, samt Forklaring, der sagdes hentet fra flere sikre Kilder, om at Afskedens Aarsag var Menings-Forskjel angaaende nogle i Betænkningen forekommende Ytringer om det Manderströmske Cirkulære og om de i Statholder-Sagen førte Forhandlinger med Svenske statsraader.
Lørdag Aften Kl. 7½ ankom Kongen. Allerede ved Modtagelsen paa Slottet var det synbart nok, at Beslutning var fattet. Kongen talte ikke med Andre af Regjeringens Medlemmer end Petersen, og med ham alene om Reisen. Bretteville og Lange vare nogle Timer forud komne til Christiania og vare saaledes ogsaa tilstede. Riddervold sagde den Aften, at efter hvad han havde troet at forstaa paa Lange, var det Kongens Tanke at samtlige Medlemmer af den Norske Regjering skulde komme til at afgaa.
Søndag Formiddag var Stang og Mandag Formiddag A. B. Stabell kaldt til Kongen.
Mandag Middag bragte Morgenbladet 2 Artikler, hvori bebudedes en større Forandring i Statsraads-Personalet og Stang nævntes som den Mand, hvis Gjen-Indtrædelse vilde blive hilset med Jubel. «Et er klart,» hed det endvidere, «at dersom der nu bliver en eller flere Mænd med anerkjendt overlegen Dygtighed, der kaldes til Kongens Raad, saa maa det bero paa deres Skjøn, hvad Indhold den Norske Regjerings Betænkning skal faae.» Forøvrigt indeholdt disse Artikler vidtløftige Forklaringer om, hvor misligt det havde været med Birch-R.s indtrædelse i Statsraadet, om hvor mislig hans Færd havde været, navnlig i Statholder-Sagen, under hvis Behandling der var brugt den ukonstitutionelle Fremgangsmaade, paa Forhaand at love Sanction, om hvorledes Birch-R., som i ethvert Fald var mindre end nogen anden politisk Mand skikket til at behandle Revisions-Sagen, ydermere i «sin sygelige Tilstand» havde været under stærk Paavirkning af Svogeren Ketil Motzfeldt, om at der, dels fordi et Departements Foredrag altid kun tiltrædes i det Væsentlige: og dels i Betragtning af den Terrorisme, hvorunder Ketil Motzfeldt, som forøvrigt paastodes at lefle med alle Opinioner, havde holdt de «gamle Herrer» i Raadet, ikke kunde lægges Vægt paa at disse øvrige Regjerings-Medlemmer havde tiltraadt Justits-Departementets Foredrag. Paa næste spalte havde Bladet med Tilføiende af, at efter Forlydende havde Petersen indgivet Afskeds-Ansøgning, og at «det ventedes» at Birch-R. og Ketil Motzfeldt vilde fratræde, endvidere Beretning om at Kongen havde henvendt sig til Stang angaaende en ny Sammensætning af Statsraadet, hvori Hs. Majst ønskede at Aall skulde tage Plads Om at A. B. Stabell skulde være bleven anmodet om at indtræde deri, hvilket senere af Dagl. Allehanda blev fortalt, nævnte derimod Morgenbladet Intet. Dagen efter, den 10 December, bragte Morgenbladet Underretning om at Hs. Majst. havde designeret Haffner til Marine-Minister, og om at Ministerkrisen antagelig ikke vilde faae for store Dimensioner, da det Meste af det gamle Maskineri vel ikke vilde betænke sig paa at virke med Stang. Derhos kom Artiklen «Et Ord til Eftertanke», hvori det forklaredes at Ministeriet ikke havde behørig Tillid hos Nationen til at kunne varetage de unionelle Anliggender, fornemmelig efter at Sibbern var udtraadt, til hvem man i saadanne Sager havde havt størst Tiltro, og hvem man under de forhaandenværende Omstændigheder havde at takke for at Alt endnu kunde staa til at redde. Sverige havde rakt Haanden til Forligelse, hed det videre, og Storthingets Adresse kunde ikke være til Hinder for at underhandle, tværtimod var netop til at gjøre dette den rette Tid nu forhaanden.
Samme Tirsdag, den 10 Decbr., holdtes forberedende Statsraad efter Berammelse af Bretteville som konst. Statsminister. Det var første Gang at Birch-R. og jeg mødtes med de fra Stockholm komne Statsraader, naar undtages ved Kongens Modtagelse, da der forøvrigt ikke vexledes Andet end faa og ligegyldige Ord imellem os. Under dette Statsraadsmøde fremholdt Birch-R., at saafremt det var Tilfælde, hvad han havde Grund til at antage, at den af Regjeringen under 27 Novbr. afgivne yderligere Forklaring ikke var bleven foredragen i Stockholm, var det hans Pligt som Justits-Departementets Chef at anmelde den i Statsraadet den følgende Dag til Foredrag i Forbindelse med den udsatte Betænkning om Revisionen, og han forhørte sig saaledes efter sagens Dokumenter. Det begav sig da, at Bretteville ikke havde tænkt herpaa, og derfor ikke havde medtaget dem. Da der ytredes nogen Forundring herover, faldt der en Conversation, hvorunder Lange forklarede, at han saagodtsom ikke havde seet den nævnte Fremstilling, idet den havde skullet bringes til Kongen strax efter Postens Komme til Stockholm Mandag, og Bretteville berettede ikke at have faaet den tilbage førend her i Christiania Aftenen forud, da den bragtes med en af Kongens Bagage-Vogne, som havde været opholdt ved Havari underveis. Birch-R. og jeg mente da, under Omtale ogsaa af hvad der, efter Brettevilles ovenfor anførte Brev af 18 Novbr., var foregaaet med selve Hoved-Betænkningen, at Regjeringens Indstillinger vel gik til Stockholm for at blive Kongen foredragne ved ansvarlige Raadgivere; men vi mødtes alene med Spørgsmaal fra Lange om der skulde være noget iveien for at Kongen lod sig bringe Dokumenterne til Overveielse: Lange «ønskede at Saadant maatte ske ofte, meget ofte». Hvorvidt det maatte være Kongens Mening at lade sig Revisions-Sagen foredrage næste Dag eller om den skulde blive at udsætte, derom sagde Alle sig ikke at vide Besked. Revisions-Sagen i dens Realitet blev ligesaalidt som den Dissents, der havde bragt Sibbern til at udtræde af Statsraadet, i mindste Maade omhandlet; at bringe disse Ting paa Bane ansaa vi for vort Vedkommende unyttigt, naar de fra Stockholm komne statsraader ikke fandt sig foranlediget til nogen Udtalelse om, hvorvidt eller til hvilken Grad deres Opfatning var stemmende med Sibberns eller med den herværende Regjerings. Diskussionen endte med at Bretteville sagde at ville sende Dokumenterne til Birch-R.
Under Fortsættelsen af Mødet var Møinichen en Stund fraværende, som han sagde os, efter Kaldelse til Kongen, og vi erfarede, at Manthey havde været hos Hs. Majst. tidligere paa Formiddagen. Begge de nævnte statsraader sagde Birch-R., at det var dem forbudt at omtale til ham, hvad der mellem Kongen og dem var forhandlet. Fra Statsraadet fulgtes Birch-R og jeg med Riddervold til hans Kontor. Under den førte samtale angaaende Dagens Anliggender var det en Forudsætning, at en større eller mindre Forandring i Statsraadet vilde komme til at finde Sted; det lod næsten som Riddervold regnede sig blandt dem der skulde komme til at afgaa – hvilket ogsaa netop var et af de mange Dagens Byrygter. Men efterat det var blevet nævnt, at Møinichen og Manthey havde været hos Kongen, og at de havde ladet sig give Forbud imod at omtale hvad der var bleven dem sagt, ytrede Riddervold ganske uventet, at han var i den samme og som han erkjendte noget ubehagelige Stilling, da ogsaa han nemlig havde været kaldet til Kongen Aftenen forud og heller ikke maatte omhandle Samtalen. «Der vil komme til at høres forunderlige Ting, Ting som Ingen venter», lagde han til. Derefter fandt da Birch-R. og jeg at burde anbefale os.
Kongen gav samme Dag (Tirsdag) stor Middag, hvor ogsaa alle Statsraadets Medlemmer vare tilstede. Om ikke Stillingen allerede tilforn havde været Birch-R. og mig klar, saa maatte den ialfald være bleven det ved den Leilighed. Beretningen om denne Middags Tilsyneladelser var endogsaa til megen Tilfredsstillelse for Dagligt Allehanda, hvorom Vidnesbyrd frembares senere af Morgenbladet den 28 December. Til yderligere Oplysning maatte det desuden tjene, at Haffner sagde mig at være anmodet om at overtage det mig fortiden betroede Marine- og Post-Departement.
Vel havde vi ikke faaet noget udtrykkeligt Tilkjendegivende, anderledes end gjennem Morgenbladet, om at der var Dissents inden Statsraadet, og Indvilgelsen af Sibberns Afskeds-Ansøgning skulde vel efter sædvanlig constitutionel Skik nærmest antyde at det ikke var hans Anskuelser som deltes af Kongen. Hvad vi denne Dag havde erfaret, nemlig om at vore Colleger lode sig give Forbud imod at gjøre os bekjendte med deres Forhandlinger med Hs. Majst. angaaende den af dem i Fælledsskab med os vedtagne Betænkning, og om at der allerede paa Forhaand disponeredes over de os hidtil betroede Departementer, maatte imidlertid nødvendigvis give os fuld Forvisning om at Morgenbladet havde været vel underrettet da det annoncerede at det var Meningen at faae Petersen, Birch-R. og mig udskilte af Statsraadet. Imedens Petersen havde indgivet Ansøgning om Afsked, hvorom der forøvrigt ikke efter Kongens Ankomst blev talt med Petersen førend Afskeden fandt Sted, maatte det saaledes nu være Spørgsmaalet for os Andre hvorvidt vi burde gjøre det Samme. En Maanedstid tidligere havde Birch-R. skrevet til Sibbern, at saafremt Hs. Majst. delte Sibberns Anskuelser i Henseende til Betænkningen, i hvilket Fald det selvfølgelig ikke kunde blive Sibbern men Birch.-R. der gik af, vilde det Fornødne i saa Henseende kunne opgjøres uden videre Conferance med Birch-R., da Grundlovens § 22 jo paa Forhaand havde ordnet Forholdet for et saadant Tilfælde. I Henhold hertil var Birch-R. ogsaa nu, den 10 Decbr., først betænkt paa at afvente Begivenhedernes Gang, imedens derimod jeg stundede stærkt efter at komme fuldstændig bort fra alt Fælledsskab med Colleger, der paa omforklarede Maade havde skilt sig fra os. Den Betragtning blev imidlertid tilsidst bestemmende for os Begge, at Kongen ikke paa nogen Maade af os burde være hindret i at faae istandbragt hvilkensomhelst Sammensætning af sit Statsraad, og at det, naar Grundlovens § 22 skulde komme til Anvendelse ved denne Leilighed, antageligt maatte blive en Umulighed for vore Colleger at blive siddende i Raadet og i Henhold til bemeldte § give Erklæring om hvorvidt vi havde forgaaet eller ikke forgaaet os ved Afgivelsen af en Regjerings-Betænkning, som de selv havde godkjendt og underskrevet.
Onsdag, den 11 Decbr., havde Morgenbladet atter tre Artikler i Anledning af Ministerkrisen. Det gjentoges deri, at dennes Aarsag var nogle i Betænkningen forekommende Hentydninger til Conferancer med Svenske statsraader og til Manderströms Cirkulære, der tillagdes Prædikaterne «uvæsentligt» og «uskyldigt», og som opgaves at handle om Betydningsløsheden af Anckarsværds bekjendte Motion.
Regjeringen i Christiania forklaredes at have, under Birch-R.s og Ketil Motzfeldts ivrige Indflydelse, været «eenvis og paastaaelig» ved ikke at føie Statsraads-Afdelingen i Stockholm i at udstryge af Betænkningen de omtvistede Punkter, og Kongen berettedes at dele Statsraads-Afdelingens Mening og at være reist hertil for at afskedige de «umedgjørlige» statsraader. At Sibberns Afsked bevilgedes under saadanne Omstændigheder fandtes dog ikke ganske klart. Det antoges at Petersen, Birch-R. og Ketil Motzfeldt maatte afgaa, men om Riddervold, Møinichen, Manthey og Wergeland vilde komme til at afgaa eller give efter, vilde maaske blive overladt til deres eget Omdømme eller til Stangs Indflydelse. Efter Forlydende skulde Stang definitivt have modtaget Kaldelse til at indtræde i Raadet, og Sibbern muligens være at bevæge til igjen at indtræde. Dette sidste hørtes da for første Gang.
Ved Mødet i Statsraadet den samme Dag underrettede Birch-R. og jeg vore Colleger om at vi agtede at indgive vore Afskeds-Ansøgninger, og da Kongen traadte ind, anmeldte Birch-R. for Hs. Majst., at da han, uagtet derom Intet var blevet ham sagt, havde Grund til at antage, at Hs. Majst. ønskede at disponere over hans Embede, tillod han sig at stille dette til Hs. Majst.s Disposition. Umiddelbart derefter henvendte jeg mig til Hs. Majst. med Forklaring om at jeg havde for mit Vedkommende at afgive den samme Erklæring. Kongen svarede Intet, og Statsraadet sattes. –
sagerne foredroges i sædvanlig Orden, og da Birch-R. anmeldte den udsatte Betænkning om Revisionen tilligemed den derom senere afgivne Forklaring. befaledes disse Sager udsatte. Da alle de øvrige Sager vare afgjorte, sagde Kongen, at der var en Sag som han ønskede, efter at Statsraadet saaledes var sluttet, at omtale udenfor Protokollen, og Hs. Majst. opfordrede Enhver af statsraaderne til at udtale sig med Hensyn til de punkter i Regjeringens Betænkning af 21 Oktbr., der vare omhandlede i det Kongelige Diktamen af 16 Novbr.
Bretteville tog da først tilorde. Efter at have udtalt sig meget anerkjendende om Betænkningens hele Indhold forøvrigt, udviklede han, at for det Første kunde han ikke anse det rigtigt i et saadant Dokument at omhandle et ikkuns confidentielt meddelt Aktstykke eller confidentielt førte Forhandlinger, dernæst at han fandt at det Manderströmske Cirkulære ikke var synderligt bevisende, men ialfald, naar betragtet i dets Heelhed, snarere førende til at godtgjøre det Modsatte af hvad der i Betænkningen i saa Henseende var forudsat, og endelig at han var ganske uenig i den i Betænkningen udtalte Opfatning, hvorefter der i Sverige ikke skulde have været en stærk Stemning for Revision ogsaa førend Beslutning i statholder-Sagen fattedes paa Storthinget. Han havde gjennemgaaet Masser af Svenske Aviser fra den Tid og var derved kommen til et modsat Resultat.
Lange holdt et meget langt Foredrag. Han havde i Aviserne fundet ganske anderledes paalidelige Data om stemningen i Sverige end hvad der i Betænkningen var hentydet til. Stemningen havde i lange Tider været for en Revision og i 1859 havde den netop været ugunstig i Henseende til statholder-Embedets Ophævelse. Manderströms Cirkulære var venligt imod Norge. Det var ikke i sin Orden at bruge det, det var Misbrug af betroet Gods. Og hvad de confidentielle Forhandlinger angik var det endnu mere urigtigt at benytte dem. Sibbern havde saaledes sagt, at naar Sagen kom for i kombineret Statsraad og han da maatte blive nødt til at udtale Sandheden i disse Ting, vilde dette kunne have mislige Følgen-, ja det kunde endogsaa lede til at inddrage i Sagen Hans Majestæts høie og hellige Person. Idet han saaledes erklærede sig enig i de af Bretteville førte Anker, kunde han dog ikke indskrænke sig dertil. Han kunde ikke tiltræde den fordelagtige Dom om Betænkningen af 21 Oktbr. i det Hele. Idet den nemlig var holdt i en saa separatistisk Tone som man ikke havde været vant til og som der ikke kunde komme noget godt ud af.
Efter at Bebreidelserne mod Betænkningen saaledes vare fremkomne, opfordrede Kongen Wergeland og os Andre i Ordenen efter vore Pladse at udtale os.
Wergeland ytrede, at han ikke havde været Medlem af Statsraadet paa den Tid da de Ting foregik, hvortil der ved Hentydningerne var sigtet, men at han efter de Oplysninger, som under Sagens Behandling vare blevne meddelte, ikke havde fundet nogen Betænkelighed ved at slutte sig til sine Colleger i Regjeringen.
Touren var nu til mig. Med den nu erholdte Bevidsthed om, at Petersen, Birch-R. og jeg skulde have uden Forberedelse at imødegaae en i Forveien vel overveiet Optræden, havde jeg vel helst skullet indskrænke mig til at henholde mig til Regjeringens endnu ikke for Hs. Majst. foredragne Redegjørelse af 27 Novbr. Dette faldt mig imidlertid ikke dengang ind. Ogsaa efter min Mening, ytrede jeg, var det Manderströmske Cirkulære venligt imod Norge, men netop af den Grund, netop fordi det indeholdt protest imod at der i Sverige skulde raade nogen uvenlig Stemning imod Norge var der i Betænkningen hentydet til Cirkulæret. At den Norske Regjerings Medlemmer skulde være forpligtede eller endogsaa kunde være berettigede til at ignorere et saadant til deres Kundskab kommet Cirkulære, der var bestemt til at oplyse Hs. Majst.s Missioner i Udlandet om de sande Forholde, kunde jeg ikke fatte, ligesaalidt som at det skulde være nødvendigt eller nyttigt at lægge Dølgsmaal paa den Omstændighed, at der angaaende stemningen i Sverige i Henseende til Statholder-Spørgsmaalet var blevet forhandlet mellem Norske og Svenske Statsraader. At Lange endogsaa havde fundet i den Forbindelse at burde tale om Inddragen af Hs. Majst.s hellige Person i Sagen havde været mig ganske uventet, og jeg tilbageviste den deri liggende Beskyldning med Erklæring om at være mig bevidst at ville fuldt saa meget som nogen Anden have Kongens grundlovmæssige Rettigheder opretholdte. Hvad angik Bebreidelsen for Separatisme mente jeg, at Tonen i Betænkningen var i den Henseende netop saadan som den stedse havde været holdt i dette Land og udgaaet af den Overbevisning, som jeg vedkjendte mig, at Foreningen fremmes bedst ved at hvert af de forenede Riger uafhængigt af det andet udvikler sine indre Forholde i Overensstemmelse med sine Traditioner og sine Ressourcer. Naar Lange havde anseet Stemningen i Sverige saa ugunstig for Statholder-Spørgsmaalets Løsning i 1859, undrede det mig at han dengang havde været med paa at indstille Storthingets Beslutning til Sanction, og hvad Talen om Aviserne angik vilde jeg ikke undlade for det Første at erindre om at det Manderströmske cirkulære netop tilkjendegiver sig at have til Hensigt at modarbeide virkningen af Avisernes Behandling af Sagen, og dernæst at navnlig Bretteville sikkert ligesaalidt som jeg kunde være tjent med at faa Pressens Udtalelser anseede som det sikre og sande Udtryk for den i Landet raadende Opinion.
Birch-R. indledede sit Tilsvar med, at sikkerlig Enhver, som med ham i Regjeringen havde deltaget i denne Sags Behandling, vilde kunne bevidne, at der saa langt fra har været nogen Tanke om ved den Fremstilling af Forholdene i 1859, hvorom her var Spørgsmaal, at kunne foranledige Vanskeligheder for Hs. Majst., at det tværtimod just havde været et Øiemed for denne Fremstilling at bestyrke Overbevisningen om, at Alt hvad der paa Tid hertillands blev talt og handlet i disse Anliggender havde sin fuldkomne Beføielse i daværende Forholde. Under en fortsat Udvikling heraf imødegik han kortelig forskjellige af de imod Betænkningen fremsatte Anker.
Manthey, der forøvrigt ytrede noget om at han henholdt sig til Birch-R., havde ikke ved Betænkningens Vedtagelse seet Sagen fra en saadan Side, at han dengang havde havt nogen Betænkelighed ved de brugte Hentydninger.
Møinichen og Riddervold udtalte sig ligeledes ganske kort og med Hensyn til Hentydningerne i samme Retning som Manthey, dog uden at fremhæve Ordet «dengang».
Petersen argumenterede udførligt og i stærke Udtryk saavel for Berettigelsen til i Betænkningen at benytte de omhandlede Momenter, som ogsaa for Nødvendigheden af at benytte dem som skeet for at vise hvorledes Sagen i det Hele var tilgaaet og derved navnlig at godtgjøre, at den angaaende Statholder-Spørgsmaalet opkomne Tvist ikke var yppet fra Norsk Side, hvilket maatte være af Vigtighed netop ved den Forbindelse hvori Revisions-Sagen var sat til Statholder-Sagen i den Svenske statsministers Foredrag.
Da Petersen sluttede, vilde Lange atter tage Ordet, men Kongen hindrede det med den Bemærkning, at Hensigten ikke havde været at faae hørt nogen Diskussion, at det var tilstrækkeligt at Enhver havde givet sin Udtalelse efter Hs. Majst.s Opfordring, og at hvad her nu var hørt neppe vilde forandre den Mening som Hans Majestæt allerede forhen havde dannet sig angaaende de omhandlede Punkter i Betænkningen. Kongen tilføiede endelig, at eftersom Petersen havde indgivet sin Ansøgning om Afsked og da Birch-R. og Ketil Motzfeldt havde erklæret sig villige til at indgive deres, paalagde Hs. Majestæt Statssekretæren at føre dette til Protokols og Statsraadet at afgive sin Betænkning desangaaende. Birch-R. og jeg lagde da vore Afskeds-Ansøgninger paa Statsraads-Bordet, hvorpaa Hs. Majst. forlod Raads-Salen, og strax efter gik ogsaa Petersen, Birch-R. og jeg. –
I Statsraad Dagen efter, den 12 December. bleve vi afskedigede. Revisions-Sagen kom i dette samme Statsraad til Behandling og blev atter udsat, idet Hs. Majst. afgav et Diktamen, hvis Indhold senere af Norske Aviser (Morgenbladet for 10 Mai) ved Aftryk fra det Danske Blad Fædrelandet bragtes til deres Læseres Kundskab, og hvori udtaltes Misbilligelse af at de omhandlede Hentydninger vare optagne i Betænkningen. Til denne offentliggjørelse var ikke knyttet nogen Meddelelse om, hvorvidt Tilkjendegivendet af Misbilligelse støttede sig til samstemmig Mening inden Statsraadet eller ikke[5].
Den 15 December havde Morgenbladet atter flere Artikler som skulde tjene til yderligere Oplysning om Forholdene. Der blev iblandt Andet fortalt, at Kongen havde, i et Dictamen, givet i det første her afholdte Statsraads-Møde (Onsdag 11 Decbr.), i hvilket Birch-R. og jeg erklærede at ville tage Afsked, udtalt sin Misbilligelse af Hentydningerne i Betænkningen, og at der var givet Morgenbladet Haab om at dette Dictamen tilligemed de øvrige Aktstykker vilde, hvad ogsaa Almenheden sagdes at have Krav paa, blive trykte i Rigstidenden saasnart Betænkningen var bleven oversendt til den Svenske Regjering. Erindringen fæstedes paa, at de aftraadte Statsraader i Virkeligheden vare styrtede allerede derved, at Hs. Majst. havde (Søndag 8 Decbr.) tilkaldt Stang for at rekonstruere Ministeriet med specielt Hensyn paa at Birch-R. og Ketil Motzfeldt skulde afgaa. Imedens det forklaredes, at Unionskongen afgjorde Tvisten ved at afskedige Norske Statsraader, gik Bladets Bestræbelser ud paa at vise, at Hoved-Forargelsen egentlig var kommen fra statsraadernes Tilførsel i Statsraadet i Stockholm den 21 April 1860 – hvori rigtignok, hvad dog ikke blev anført, Sibbern og Møinichen deltoge ligesaavelsom Birch-R., derimod ikke Ketil Motzfeldt – og at holde Statsraads-Afdelingen i Stockholm ved nærværende Leilighed fri for enhver Tanke om at den skulde have handlet under noget Slags svensk Paavirkning. I denne Forbindelse gaves ogsaa tilbedste en Antydning om at de Svenske Statsmænd skulde erkjende og beklage de Fornærmelser, som de tilføiede Norge i statholder-Sagen. –
Dagen efter kom Morgenbladet atter tilbage til denne Friholden af Vedkommende for at svensk Indflydelse skulde have gjort sig gjældende: og med Forklaring om, at Sibbern, Bretteville og Lange havde havt Betænkningen til Opbevaring, spurgtes der, hvorledes den da skulde være kommen til nogen svensk Mand. Man bør holde sig til Sandheden fremfor Alt, sagde Morgenbladet ved den Leilighed.
Sibbern var imidlertid kommen til Christiania den 14 Decbr. Morgenbladet for Torsdag, den 17 Decbr., meddelte at han var villig til igjen at indtræde, og samme Dag bleve Sibbern, Stang, Meldahl og Haffner udnævnte. Tirsdagens Morgenblad havde videre en Artikel med Overskrift «den ministerielle Ansvarlighed», hvori atter søgtes godtgjort, at Statsraads-Skiftet havde sin Rod i Protokollen af 21 April 1860, som Følge af hvilken det ogsaa tidligere havde været antaget at Birch-R. maatte aftræde – om Sibbern og Møinichen var i saa Henseende ikke Spørgsmaal – og at Skiftet var blevet en konstitutionel Nødvendighed paa Grund af Hentydningerne i Betænkningen, dem vi ikke havde villet frafalde, og som muligens kunde sætte Hs. Majst. blot for Miskjendelse. Under Argumentationen herfor fremhævede Forfatteren gjentagende, at Statsraaderne skulde dække den Kongelige Majestæt og holde denne udenfor Diskussionen – hvilket dog ikke var til Hinder for i Artiklen netop at handle om Kongens Optræden, om Kongens Opfatning og Gjennemførelse af den konstitutionelle Nødvendighed, og ikke om Statsraaders Mening desangaaende, som maatte være godkjendt af Kongen.
I Morgenbladet for 19 Decbr. meddeltes yderligere Oplysninger om hvorledes det skulde være tilgaaet under Ministerkrisen, og iblandt Andet blev det berettet, først at der angaaende Hentydningerne til det Manderströmske Cirkulære var i Regjeringen hersteds ført saa skarpe Forhandlinger, at Ketil Motzfeldt under høist upassende Gebærder og Udeladelser truede med at lade Cirkulæret trykke, ifald han ikke fik sin Villie igjennem, dernæst at Hentydningerne vare blevne reducerede fra deres oprindelige skarpe Form som Følge af «Forhandlinger mellem Regjeringen her og Statsraads-Afdelingen i Stockholm, hvorunder de faldne Statsraader viste sig mere eller mindre medgjørlige, indtil Ketil Motzfeldt som før nævnt optraadte terroriserende og afgjørende» samt endelig at «de afgaaede Ministre havde fuldkommen Tid og Opfordring til Overveielser, og at de ikke kunde paaregne den samme Overbærenhed nu som efter protokollen af 21de April 60, især efter Ketil Motzfeldts Optræden inden den herværende Regjering.»
Den 21 December bragte endelig Morgenbladet Underretning om at i et Statsraads-Møde den 14 Decbr., hvori deltoge «Lange og Bretteville, samt Riddervold, Møinichen, Manthey og Wergeland, hvilke udgjorde den da bestaaende Norske Regjering», var af Hs. Majst. resolveret, at den oprindelige Betænkning alene med Udeladelse af de omtvistede punkter skulde oversendes den Svenske Justitiæ-Statsminister. Revisions-Betænkningen var nemlig, hed det, bleven forelagt Hs. Majst. «i omarbeidet Stand, det vil sige, med Udslettelse af de omtvistede Punkter, idet Regjeringen udtalte, at den fandt de uomtvistede Steder i den oprindelige Betænkning saa uvæsentlige for Argumentationen, at den ikke kunde være i Tvivl om at de burde udgaa, naar der af dem kunde befrygtes Tvist at opstaae mellem Broderfolkene.» Hermed forholder sig imidlertid saaledes, at imedens selvfølgelig «den Norske Regjering» ikke existerede under Kongens Ophold i Christiania, blev der i Statsraads-Mødet den 14 Decbr. brugt den Fremgangsmaade, at samtlige statsraader i Fælledsskab indgik med Indstilling angaaende Revisions-Betænkningens Behandling, i hvilken Indstilling ganske kortelig sagdes, at Statsraaderne efter at have taget Sagen under overveielse fandt at det «efter Omstændighederne» vilde være det Rigtigste, at hvad der angaar de i Diktamenet af 12 December omhandlede punkter udgik af Betænkningen». Og med denne Indstilling fremlagdes da atter Betænkningen af 21 Oktbr., alene med Udeladelse af nogle Sætninger og Forandring af et enkelt Ord, refererende sig til de omhandlede Hentydninger, uden at Lange nu fandt sig foranlediget til at reservere sig imod Betænkningens efter hans tidligere Ytrede utilbørligt separatistiske Retning, og atter med den Usædvanlighed i Formen, at ingen af de i Funktion værende Statsraader stillede sig som særligt ansvarlig for Betænkningen, i hvis Intimation man, uanseet de foretagne Forandringer og det foregaaende Statsraads-Skifte, fremdeles lod Birch-R. blive staaende som den foredragende Departements-Chef. –
Revisions-Betænkningens Oversendelse var saaledes besluttet forinden de nye Ministre bleve udnævnte. Det var imidlertid ikke tænkeligt at dette kunde have fundet Sted uden deres Vidende og Villie, sagde Morgenbladet, som ogsaa vidste at fortælle, at Alt netop var tilgaaet efter Overveielse med de nye Ministre og med flere andre til Raadslagning kaldte Mænd, og som derhos tog Leiligheden til at fremhæve, hvorlunde «Indstillingen om Afslag af Revisionen, overensstemmende med National-Representationens Adresse, maatte være den nye Regjerings Program». Morgenbladet sees saaledes at have gjort et ikke saa ganske uvæsentligt Afslag i sin Paastand fra dengang, da det faa Dage iforveien, den 9 December, forklarede, at «det maatte bero paa de nye «Statsraaders Skjøn, hvad Indhold Regjeringens Betænkning om Revisionen skulde faa». Om Grunden til at de eventuelle Statsraader gjorde Afkald paa embedsmæssigen at gjøre deres Indflydelse gjældende med Hensyn til Betænkningen, til at de saaledes stillede sig ganske udenfor alt Ansvar for deres havte Delagtighed i Behandlingen af det vigtige unionelle Anliggende, som netop havde foranlediget Statsraads-Skiftet, derom meddelte Morgenbladet ingen Oplysning. At Betænkningen ligesaalidt i dens forandrede som i dens oprindelige Lydelse var det nye Ministeriums Program viste sig imidlertid tilfulde, da den Kongelige Resolution af 18 Febr. 1862 blev afgiven, idet ved denne Betænkningen sattes tilside forsaavidt angik et af dens væsentligste Punkter, nemlig angaaende Omraadet for det sammensatte Statsraads Virksomhed. I Henseende hertil havde der ikke været ringeste Dissents under Ventilationerne mellem Statsraadets Medlemmer om Betænkningen af 21 Oktbr. 61, og den Svenske Justitiæ-Statsminister sees til Protokollen af 9 April 1861 at have ytret, at hellere end at den tidligere Ubestemthed af Omraadet skulde vedvare, maatte det være langt at foretrække endogsaa om den af ham dersteds betegnede Norske Opfatning skulde gives Medhold. Da imidlertid bemeldte Svenske Statsminister i Statsraadet den 18 Febr. 62 argumenterede imod denne samme Norske Opfatnings Retmæssighed, og androg paa at Hs. Majst. ikke maatte give den Medhold, men indtilvidere maatte lade foredrage i sammensat Statsraad saadanne Sager, som hidtil i Almindelighed havde været anseede for at egne sig til at paakalde Fælleds-Behandling, opgav Statsraads-Afdelingen Betænkningen i dette Punkt og sluttede sig til den Svenske statsministers Mening.
Denne Kongelige Resolution vilde selvfølgelig have bevirket Birch-R.s og min Udtrædelse af Statsraadet, om vi paa den Tid endnu havde havt Sæde deri.
Den attraaede Forandring i Statsraadets Personale var opnaaet og af Betænkningen var slettet de Hentydninger, som ikke behagede. Men det ansaaes ikke ganske sikkert, at Morgenbladets Virksomhed endnu havde været tilstrækkelig til at borttage hos Almenheden enhver Tvivl om Beføielsen af det Passerede. Paa Aarets sidste Dag leverede Morgenbladet derfor sine saakaldte «Upolitiske Betragtninger over Minister-Krisen», hvori der holdtes en Straffe-Prædiken over den Uroens Aand, som i den senere Tid var kommen i Politiken – og hvis Representanter de aftraadte statsraader havde været – til Modsætning af Kong Oscars fredelige Tider, da Regjeringen ingen Kjæpheste, ingen sprøde Planer havde, da Landet gik frem under en saa organisk og for stærke Rivninger fri Udvikling, under en saa fredelig Samvirken af Fyrste og Folk, at selv den saakaldte oppositions-presse ikke vidste noget at opponere imod. A. B. Stabell havde sænket i Forglemmelse sit hele foregaaende Liv, ikke engang for Adresse-Sagen i 1848 gjorde han Undtagelse. Intet Under da, at han allerede i de første Dage af December kunde have tabt Erindringen om de skarpe Udtalelser, som fandtes i en Artikel i Morgenbladet for 8 Novbr. 1861, «Om Foreningen mellem Norge og Sverige», som han skrev tilfølge en Opfordring af mig om at imødegaa de stadige Klagemaal der fra svensk Side og tildels ogsaa i Udlandets Blade og Tidsskrifter førtes over Foreningens Beskaffenhed. Efter min Mening kunde det dog vistnok ikke været nødvendigt eller nyttigt til den Hensigt at foreholde Svenskerne Følgen af et væbnet indfald i Norge og at stille Foreningens Opløsning i Udsigt, saaledes som det skeede ved denne A. B. Stabells Artikel.
Nytaarsdag optog Morgenbladet igjen sin utrættelige Virksomhed med at levere «faktiske Oplysninger» om Ministerskiftet af samme Art og Beskaffenhed som de tidligere, og fortsatte dermed den 4 Januar, da Birch-R. nemlig fandt sig beføiet til at bryde sin til da iagttagne Taushed med en Erklæring om, at Nytaars-Udgydelserne, forsaavidt angik Communikationen til Storthinget af det Manderströmske Cirkulære var ham uvedkommende, og forsaavidt de handlede om de med Svenske Statsraader førte Forhandlinger vare helt igjennem usandfærdige.
– – – – – – – – – – – – – – «Angaaende Aarsagerne til at Unions-Komiteens Forslag, efter for den norske Regjerings Vedkommende at være fuldstændigen forberedt til naadigst Afgjørelse, er forblevet i saa lang Tid hvilende uden tilsvarende Behandling fra svensk Side, er der ikke i Hans Excellenee Justitiæ-Statsministerens her omhandlede underdanigste Foredrag meddelt nogen nærmere Oplysning. Efter hvad Departementet for øvrigt har havt Anledning til at erfare, vil man imidlertid neppe fjerne sig fra den rette Forklarings-Grund ved at søge denne deri, at man paa svensk Side [ikke blot] var kommen tilbage til den, efter det Foranførte, i 1840 af begge Rigers Statsraad udtalte Anskuelse, efter hvilken det i al Fald ikke kunde have nogen paatrængende Hast med at faa den senere iværksatte Revision af Unions-Acten bragt til et endeligt Resultat, [men at man derhos fandt, at det hermed saa meget lettere kunde henstaa til en anden Tid som de formentlige Mangler ved Rigs-Acten for den svenske Betragtning fornemmelig fandtes at være betingede af fremtidige Eventualiteter, for hvis indtræden heldigvis ingensomhelst sandsynlighed da var eller fremdeles er forhaanden.]
Og under denne Sagernes Stilling er vel heller ikke fra norsk Side Spørgsmaalet om den mere omfattende Revision af Forenings-Acten, om hvilken, efter hvad der allerede er bemærket, baade det svenske og det norske Statsraad i 1840 havde været enige i, at den overhoved hverken var nødvendig eller hensigtsmæssig, senere igjen blevet anseet at være af en saadan Beskaffenhed, at yderligere Skridt til at faa Sagen atter bragt i Gang, gjennem fortsat Behandling af den norske Regjerings Betænkning af 1847, fandtes at burde ske herfra, naar der fra svensk Side viste sig en vedvarende Tilbøielighed til helst at lade den fremdeles indtil Videre forblive hvilende.
At det nævnte Spørgsmaal, efterat det saaledes siden 1848 har henstaaet uafgjort, uden atter at være fremkommet til Forhandling i sammensat Statsraad, og, saavidt Departementet har kunnet erfare, uden i Mellemtiden at have været Gjenstand for nogensomhelst videre Behandling inden det svenske Statsraad, nu er blevet optaget paany og i den her foreliggende Form, dertil har Anledningen været en ved den svenske Rigsdag i Efteraaret 1859 af en Repræsentant paa Ridderhuset[6] fremsat privat Motion om et Andragende til Hans Majestæt Kongen, gaaende ud paa, at Foranstaltninger til Revision af Forenings-Acten maatte blive trufne. Med Hensyn til Beskaffenheden af de i dette Forslag udviklede Motiver for ønskeligheden af en Revision, og til den Retning, hvori en saadan efter Forslaget skulde søges gjennemført, anseer Departementet det ikke paa dette Sted passende at indgaa i nogen nærmere Forklaring. [Kun tror man, i Forbindelse med hvad ovenfor er anført om den Opfatning af Forholdene fra svensk Side, der havde ledet til Standsning i 1848 med Behandlingen af Unions-Comiteens Forslag, at burde bemærke, at efter Alt, hvad der er blevet Departementet bekjendt, kan det ikke antages, at denne Opfatning blev i nogen mærkelig Grad paavirket enten ved selve den her omhandlede Motion eller ved dens umiddelbare Virkninger. Der gaves saaledes endnu i November 1859, umiddelbart efter denne Motions Fremkomst, ikke blot utvetydige, men ogsaa paa Grund af vedkommendes Stilling og nøie Bekjendtskab til Forholdene i Sverige desto mere vægtige Udtalelser i den Retning, at Revisions-Spørgsmaalets snare Behandling fremdeles ligesaalidt fra svensk som fra norsk Side kunde med Føie ansees som paatrængende, og at Behandlingen i ethvert Fald maatte komme til at foregaa i en anden Aand end den, der havde udtalt sig igjennem hiin private Rigsdags-Motion, samt at de i dennes Præmisser indeholdte Klagemaal over de nugjældende Forenings-Vilkaar og over den norske Nation ingenlunde havde fundet nogen støtte i den da raadende Opinion, men at de meget mere vare Gjenstand for almindelig Misbilligelse som baade ubetimelige og overdrevne.
Hvorvidt den ligeoverfor Revisions-Anliggendets fornyede Behandling fremtrædende Stemning i Sverige, der gjennem disse og lignende Udtalelser havde fundet sit Udtryk, ogsaa senere har vedligeholdt sig i det tidligere Omfang, eller i hvilken Grad den er bleven modificeret under og efter Sagens Behandling paa den svenske Rigsdag, er et Spørgsmaal, som for en Del vil finde sin Besvarelse ved den nedenfor følgende Fremstilling, og som Departementet i al Fald finder foreløbigen ikke at burde nærmere berøre her, hvor man har anseet det for øiemedet tilstrækkeligt at faa Opmærksomheden fæstet paa den Kjendsgjerning, at en saadan Stemning med Hensyn baade til den omhandlede Revisions Betimelighed og til dens Retning i Virkeligheden forefandtes og blev udtalt paa den Tid, da Spørgsmaalet desangaaende paa ny blev Gjenstand for Behandling i Sverige ved den paa Rigsdagen i 1859 fremsatte private Motion.]
Departementet skal nu tillade sig, forinden man fortsætter Udsigten over selve Revisions-Anliggendets hidtil havte Gang, og for at kunne give denne Udsigt den fornødne Klarhed, at gaa noget tilbage i Tiden med Fremstilling af et indre norsk Anliggende, hvis Behandling af de norske Statsmagter har, uden at noget Saadant derved var eller efter Sagens Beskaffenhed kunde være enten tilsigtet eller forudsat, faaet en, som det synes, aldeles afgjørende Indflydelse paa Revisions-Spørgsmaalets Stilling i Sverige, og navnlig paa dets nu for første Gang siden 1848 igjen optagne forberedende Behandling inden det svenske Statsraad.»
Efter en Fremstilling af Gangen i de til forskjellige Tider førte Forhandlinger om en Forandring af Grundlovens Bestemmelser om Statholder-Posten fortsætter Foredraget:
«Til denne Opfatning af det her omhandlede Anliggendes Stilling paa den Tid, da Storthingets Beslutning af 9de December 1859 blev afgiven, knyttede sig ganske naturligt den Forudsætning, at – – – – – – – – – – – – – – – – – – saaledes maatte der paa den anden Side være saameget mindre Grund til Frygt for, at Sagens Behandling paa den Maade, som skeet af Storthinget i 1859, skulde med Hensyn til de unionelle Forholdes retlige Opfatning i Sverige kunne afstedkomme væsentlige Ulemper, da der ikke havde vist sig Tegn til saadanne enten efter Storthingets Beslutning i 1854 og Afgjørelsen, som ovenmeldt, i norsk Statsraad af Spørgsmaalet om dens Sanction eller Ikke-Sanction, eller paa noget af Sagens tidligere Stadier, hvor der dog efter det nys Anførte kunde have været en forholdsvis større Anledning end i 1859 til Opmærksomhed fra svensk Side paa dens Behandling.
Denne Forudsætning om, at man ikke i Almindelighed i Sverige vilde fæste nogen Interesse ved Bibeholdelsen af den allerede længe i Virkeligheden ubenyttede Adgang for Kongen til med en svensk Mand at kunne besætte et enkelt norsk Embede, har udentvivl ogsaa havt sin Indflydelse paa den næsten fuldkomne Samstemmighed, med hvilken Storthingets Beslutning i 1859 blev fattet. Thi saa stadigt og stærkt som man fra norsk Side altid har fastholdt den Grundsætning, at der angaaende Forandring af Bestemmelser i Norges Grundlov, som ei have Sammenhæng med Rigs-Acten, ikke retligen kan forhandles af eller imellem andre end de norske statsmagter indbyrdes, saa har man dog derfor ikke været uopmærksom paa det ønskelige i, at en Forandring, som, uden i Virkeligheden at berøre nogen unionel Ret eller Interesse for Sverige, dog efter Udseendet kunde tillægges nogen Betydning i den svenske Folke-Opinion, helst maatte ske paa en Tid, da den rette Erkjendelse af Broderfolkenes gjensidige Stilling har naaet frem til en saadan Klarhed, at der ikke engang i den sidst antydede Retning kunde blive nogen betænkelig Anledning til Misforstaaelse og Anstød.
[Den Mening, at et saadant Tidspunkt var indtraadt i 1859, og at altsaa Spørgsmaalet om en Forandring med Statholder-Embedet da kunde, uden Ulemper fra nogen anden Side, paa ny bringes frem til Afgjørelse, ikke blot som et i formel Henseende rent norsk Anliggende – hvorom der ikke vides paa den Tid, ligesaalidt som tidligere, fra nogen Kant at være ytret Tvivl, – men ogsaa med et i Realiteten gunstigt Resultat, denne i Norge, som anført, dengang almindeligt raadende Mening, blev paa samme Tid ogsaa delt inden Kredse i Sverige, hvor det paalideligste Bekjendtskab til Forholdene og Opinionen der i Landet maatte forudsættes at være tilstede.]
Ved den saaledes fra begge Sider nærede Forventning om, at den omhandlede Sag, uden forstyrrende Paavirkning af fremmede Momenter, skulde kunne bringes til Endskab paa en i det Hele heldbringende Maade, havdes heller ikke udelukkende for Øie den særlige Interesse for Norges indre Forholde af den tilsigtede Forandring. Der lagdes ved Siden heraf en væsentlig Betydning i den Udsigt til en gjensidig større Tilnærmelse og bedre Forstaaelse mellem Folkestemningerne inden begge de forenede Riger, og til en deraf betinget naturlig og sund Udvikling af selve Foreningen paa den bestaaende Grundvold, som maatte aabne sig ved [Erfaringen] om, at der ogsaa i Sverige raadede en saadan Opfatning af Foreningens Væsen og Vilkaar, at hint norske Grundlovs-Anliggende kunde finde sin endelige Afgjørelse af de norske Statsmagter uden at derved, navnlig for Rigernes fælles Konge, skulde møde Vanskeligheder fra nogen almindelig Opinion inden Broderriget om, at dettes retlige Stilling i Foreningen vilde blive forrykket ved en Forandring fra Norges Side af de i dets særskilte Grundlov indeholdte Bestemmelser angaaende Statholder-Embedet. Men hvor gunstigt end Udsigterne i saa Henseende tidligere syntes stillede, blev Forholdet dog allerede strax i en mærkelig Grad forandret, da der, endnu førend den norske Regjerings Indstilling var afgiven betræffende Spørgsmaalet om Sanction paa Storthingets ovennævnte Beslutning af 9de December 1859, blev ved den svenske Rigsdag af en Repræsentant paa Ridderhuset[7] den 22de samme Maaned fremsat en Motion om, at Sveriges Stænder skulde andrage paa, at Deres Majestæt, forinden Høistsamme afgjorde det nævnte Sanctions-Spørgsmaal, vilde meddele Rigsdagen Storthingets Beslutning og give det svenske Folks Repræsentanter Anledning til derom at afgive sin Betænkning.»
Hvad der her er sat mellem Klammer blev efter statsraaderne Petersens, Birch-Reichenwalds og Ketil Motzfeldts Udtræden af Regjeringen udeladt af Foredraget. Det sidst indklamrede Ord «Erfaringen» blev da ombyttet med «Tanken».
I Advokat Dunkers i 1866 udkomne Skrift: «Om Revision af Foreningsakten mellem Sverige og Norge», p. 50–51 gjengives Noten saaledes:
Udenrigsministeren Grev Manderström lod den 7de Novbr. 1859, altsaa femte Dag efterat den Anckarsvārdske Motion var afgiven paa Ridderhuset, udgaae en Circulærnote til alle svensk-norske Legationer, hvori han siger, at dersom Stænderne antage den Anckarsvårdske Motion, vil den kunne foranledige en ny Undersøgelse af Unionsbestemmelserne, hvortil den ældre Commissions Arbeider ville levere værdifulde Materialier, men som i saa Tilfælde vil blive foretagen i en ganske anden Aand end den, som har ledet hin oppositionens Veteran, der i sine Betragtninger har tilladt sig ligesaa uretfærdige som ørkesløse Anklager mod salig Kong Carl Johan, hvis allerede i 16 Aar lukkede Grav ikke har kunnet beskytte ham mod lidenskabelige og ildesindede Beskyldninger fra denne gamle politiske Modstander, som heller ikke har taget i Betænkning at paatage sig det sørgelige og lidet indbringende Hverv at fremsætte overdrevne og ofte barnagtige Anklager mod den norske Nation og dens Repræsentanter, et Sprog, der saa meget mere maa vække Forundring, som han til enhver Tid har været den varmeste Lovpriser af Norges constitutionelle Institutioner. «Men – fortsætter Udenrigsministeren – «disse ubetimelige Udfald have heller ikke fundet nogen Støtte eller Sympathi ikke engang hos hans sædvanlige Tilhængere, og Synet af en Olding, som paa Gravens Rand overtager det Hverv at forsøge at udsaa Mistro og Splid mellem to Folk, der ere bestemte til at agte og elske hinanden, har paa Almenheden gjort et pinligt Indtryk. De to Nationers sunde Sans og oplyste Forstand,» slutter Ministeren, «vil se dette ildesindede Attentat i sit rette Lys; men da Pressen ikke vil undlade at bemægtige sig og til sine Hensigter benytte det, har jeg troet at burde omtale det for Dem for at oplyse Dem om dets virkelige Betydning, og jeg tror ikke at feile ved at forsikre Dem, at den Opsigt, som Grev Anckarsvärd har søgt at vække, ikke vil være ham gunstig, men kun vil gjøre det end klarere for de forenede Folk, hvor nødvendig til begges Vel den Enighed og gjensidige Velvillie er, som deres Konge har stillet som Maal, og som han til Fuldendelse af hans ophøiede Bedstefaders glorværdig grundlagte Værk aldrig vil ophøre at hellige al sin Omsorg.»
En Afskrift af denne Note blev i December meddelt det norske Storthings Præsident til oplæsning i dets Forsamling.
I den Indstilling angaaende Unions-Actens Revision, som jeg i Egenskab af Chef for Justits-Departementet afgav den 21 October 1861, og som den norske Regjering da tiltraadte, finder man fremstillet Gangen i de Forhandlinger, der havde fundet Sted paa Storthingene i 1818 og 1821 samt fra 1848 til 1857 med Hensyn til Spørgsmaalene om en Forandring af Grundlovens Bestemmelser om Statholder-Posten[8].
Som Medlem af Storthinget i 1854, hvor et af Assessor U. A. . Motzfeldt fremsat Forslag til en saadan Forandring blev antaget med 72 mod 29 Stemmer, men ikke erholdt kongelig Sanction, var jeg i den Minoritet, der stemte imod dette Forslag. Upasselighed afholdt mig fra at fremkomme med en udtrykkelig Motivering af min Stemmegivning, hvortil jeg havde nedskrevet nogle Momenter, som jeg tilfældigvis har opbevaret. Deraf sees, at jeg fandt den da foreslaaede Beslutning uheldig baade i Form og Realitet, idet jeg for øvrigt var enig i det ønskelige af at Benævnelsen «Statholder» kunde blive fjernet fra Grundloven. Min Indvending mod Formen støttede sig væsentligt til den Betragtning, at det efter den Maade paa hvilken de omhandlede Bestemmelser ere indkomne i Grundloven, ikke let kunde ventes at opnaae Sanction paa en af Storthinget i sagens daværende Stilling uden videre fattet Beslutning om deres Forandring, men at man paa den Maade rimeligvis blot vilde gjøre det vanskeligere for Kongen, om han for øvrigt skulde billige Sagen i sig selv, at faae denne sat igjennem. Hvad Realiteten angik var jeg ubetinget af den Mening, at der i Statsraadet burde være en fast Præses, og at dette burde tilkjendegives ved i Forbindelse med Grundlovs-Forandringen, om denne skulde blive bifaldt, at fatte Beslutning angaaende Statholder-Gagens Anvendelse i den nævnte Retning. Resultatet af mine Betragtninger var formuleret i et løst Udkast til Beslutninger, saa lydende:
- «1. Det af U. A. Motzfeldt fremsatte Forslag til Grundlovs-Forandring: «Statholder-Embedet ophæves» bifaldes ikke (for Tiden?).
- 2. Storthinget indgaaer til H. M. Kongen med en Adresse, hvori udtales:
- a. at der er forelagt Storthinget til Afgjørelse et Forslag til Grundlovs-Forandring derhen, at statholder-Embedet ophæves;
- b. at Storthinget ikke anseer Benævnelsen statholder eller de om denne i Grundloven indeholdte Bestemmelser svarende til Norges Stilling i Unionen;
- c. at Beskaffenheden af de Forretninger, der kunne tillægges dette Embedes Indehaver, egentlig kun betegne ham som Præses i Statsraadet eller den i Christiania værende norske Regjering, og at han derfor ogsaa, i Tilfælde, bør benævnes og lønnes som saadan;
- d. at man imidlertid, da Bestemmelserne om Organisationen af de forenede Rigers Regjering i det Hele, navnlig i den Retning, hvorom her er Spørgsmaal, tildels kunne antages at have Betydning i de unionelle Forholde, ikke har fundet det rigtigt for Tiden at fatte særskilt Beslutning om hin Grundlovs-Forandring, men derimod anholder om
- e. at Resultatet af de i Følge kongl. Resol. af 30 Januar 1839, foranlediget ved Storthingets Anmodning i Adresse af 24 Januar 1837 stedfundne Forhandlinger om Ordningen af forskjellige unionelle Forholde maatte blive Storthinget meddelt saa snart som muligt, og enten i Forbindelse dermed eller særskilt
- f. Oplysning om, hvilke Forføininger fra Storthingets Side med Hensyn til Bevilgning af Midler til Regjerings-Forretningernes Fremme en Beslutning om statholder-Embedets Ophævelse muligens kan gjøre nødvendige eller ønskelige.»
For det Tilfælde imidlertid, at Motzfeldts Forslag desuagtet skulde bifaldes, havde jeg antaget, at i Forbindelse dermed burde fattes saadan Beslutning:
«Den for en statholder paa Gage-Listen hidtil opførte Gage med Taffel-Penge kan af Kongen i det Hele eller for en Del anvendes til Gage og Taffel-Penge for det Medlem af Statsraadet, der maatte blive bestemt at skulle have Forsædet i samme eller i den norske Regjering.»
De saaledes af mig i 1854 nedskrevne Antydninger, skjønt ikke dengang komne til Benyttelse, kunne dog tjene til Oplysning om hvorledes jeg fra Begyndelsen opfattede Statholder-Spørgsmaalet, og jeg har derfor fundet at burde give dem Plads i en Fremstilling, der nærmest har til Hensigt at udvikle Sammenhængen i de Forholde, under hvilke jeg efterhaanden er kommen til at fremtræde handlende i dette Spørgsmaal paa en saadan Maade, at min tidligere Stilling dertil med nogen Føie, og det ikke blot fra mit eget Synspunkt, tør tillægges en større Betydning, end den ellers kunde have erholdt. –
Det vil være bemærket, at de af mig nærede Betænkeligheder i Realiteten mod Storthingets Beslutning i 1854 i denne Sag hvilede ganske paa de samme Betragtninger, som det Grundlovs-Forslag der, efter at Sanction paa hin Beslutning var negtet, fremkom fra Rector Musæus til Afgjørelse paa Storthinget i 1857 angaaende Statholder-Postens ombytning med et nyt Statsminister-Embede. Det var imidlertid ogsaa i 1857 min Mening, at de Hensyn der fra andre Sider kunde gjøres gjældende mod Forandring af Grundlovens Bestemmelser om Statholder-Posten for Tiden endnu maatte ansees at have den Vegt, at jeg, saafremt jeg da havde havt Sæde paa Storthinget, uden Betænkning atter vilde have sluttet mig til dem, der stemte imod Forandringen selv i den Form, hvori den efter det Foranførte vilde være i Realiteten fuldkommen tilfredsstillende for mig.
Blandt de Omstændigheder, der for mig betegnede Tiden i 1857 som ugunstig for nogensomhelst Forandring med Statholder-Posten kan her nævnes dels den bitre Polemik om Unions-Forholdet, som i Tidsrummet efter 1854 jevnlig førtes mellem norske og svenske Aviser, dels og fornemmelig den gjennemgribende Misstemning, der vaktes i Sverige ved Odelsthingets Forkastelse i 1857 af Forslagene til Mellemrigs-Love. –
Medens jeg derfor heller ikke har kunnet fæste ret Lid til løse Ytringer, der have været paaberaabte i den Retning, at saafremt Storthinget i 1857 havde bifaldt Forslaget om Grundlovs-Forandring, kunde man have ventet denne sanctioneret af den daværende Regent, havde jeg derimod paa den Tid al Grund til at antage at en lignende Beslutning af det følgende Storthing kunde ventes sanctioneret, saafremt dette ved Siden deraf vilde fatte mere imødekommende Beslutninger angaaende Mellemrigs-Forholdene end i 1857. –
Til denne Forudsætning støttede sig ogsaa en ved K. Motzfeldts Mellemkomst i sidste Øieblik i October 1857 standset Tanke om at der strax skulde udnævnes en Statholder, blot for at beklæde denne Stilling, indtil Grundlovs-Forandringen blev bifaldt.
I ethvert Fald forelaae altsaa det samme Forslag til Grundlovens Forandring paa Ny til Afgjørelse af Storthinget i 1859 under saadanne Omstændigheder, at man ikke kunde ønske den da, mere end i 1857, given i bifaldende Retning, saafremt ikke Forholdene i det Hele, og navnlig den i Sverige vakte Misstemning i Anledning af de forkastede Mellemrigs-Love, maatte have lempet sig derhen, at Sanction paa Grundlovs-Forandringen og den deraf flydende Ophævelse af Kongens Adgang til at besætte det norske statholder-Embede med en svensk Mand, kunde finde Sted uden at give yderligere Næring til et Misnøie i Sverige, hvis fortsatte vedvaren baade for Unionens egen og for den fælles Konges Skyld maatte være betænkelig. Paa den anden Side fremstillede det sig for mig som en klar Sag, at efterat Statholder-Spørgsmaalet i Norge gjennem dets Behandling paa flere Storthing efter hinanden var voxet op til en større Betydning end maaske de Fleste fra Begyndelsen havde tillagt det, vilde dets heldige Løsning virke desto mere styrkende for den gode Forstaaelse mellem Broderfolkene, saasnart som den maatte vise sig at kunne foregaa uden Fare for Anstød mod nogen i Sverige almindeligt raadende, skjønt efter norsk Opfatning vildfarende Opinion. –
I den Tanke saaledes, at fornuftig Unions-Politik vistnok burde lede til Forandring med statholder-Posten i Norge, men tillige til at lade det i fornødent Fald henstaa med Storthingets Beslutning desangaaende til en med Hensyn til stemningen i Sverige gunstigere Tid, for ikke uden absolut Nødvendighed at bringe Kongen i et vanskeligt og for Unions-Forholdet paa begge Sider uheldigt Dilemma ved Afgjørelsen af Sanctions-Spørgsmaalet, fandt jeg at burde benytte Anledningen til under et Ophold i Stockholm om Høsten 1858 at søge at erfare nogle af de mest betydende svenske Mænds Mening om Sagen. Det er en Selvfølge, at dette maatte ske ganske underhaanden og med al mulig Varsomhed, for ikke paa nogen Maade eller paa nogen Kant at give Næring til den Tanke, at der kunde være nogetsomhelst Spørgsmaal om fra norsk Side at erkjende Beføielsen til at svensk Indflydelse i denne Sag skulde kunne gjøres gjældende anderledes end gjennem det Hensyn, som man i Norge af egen Drift maatte finde sig foranlediget til at tage til sin Kundskab om Beskaffenheden af den for Øieblikket raadende Opinion i Sverige ligeoverfor Norge. –
De 3 eller 4 notable Personer, som jeg først talte med derom, ytrede mod min Forventning ingen Betænkelighed for eget Vedkommende, men enhver enkelt af dem endte med at henvise mig til daværende Statsraad Grev Hamilton, som den der efter sin hele politiske Stilling baade forhen paa Rigsdagen og nu i Regjeringen maatte være den bedste Autoritet i et saadant Anliggende. –
Den Samtale, jeg derefter havde med Grev Hamilton Aftenen forinden jeg d. 2n October 1858 forlod Stockholm, er jeg saa heldig hvad det heromhandlede Punkt angaar, at kunne gjengive med hans egne Ord, idet Greven har gjort Rede for den i et til en Tredie henvendt Brev af 3die s. M., om hvis Oversendelse til mig han deri selv har ytret Ønske, og hvoraf jeg saaledes er i Besiddelse af en Gjenpart.
«Blandt andre Gjenstande for vor Samtale» – anføres der i dette Brev – «forekom ogsaa Spørgsmaalet om Statholder-Posten i Norge, og Herr B.-R. spurgte mig om min Mening med Hensyn til den. –
Jeg svarede, – hvad jeg fremdeles holder fast ved, – at jeg anser denne Sag for at være uden praktisk Betydning for Sverige og Unionen, da det nu ikke længere synes antageligt, at Kongen skulde kunne eller ville udnævne en Svensk til Statholder i Norge, hvilket visselig fra alle Synspunkter vilde være et uklogt Skridt; – at jeg antager Unions-Forholdets Udvikling alene at kunne ske som een naturlig Følge af begge Folks unionelle Følelser, og at disse vel kunne fremmanes gjennem kloge Lovgivnings-Foranstaltninger, men ikke fremtvinges gjennem en Bestemmelse, som betragtes paa den ene Side af Grændsen med Ligegyldighed, paa den anden med Uvillie; – at da der ikke i Rigs-Acten eller anden svensk Lov findes nogen Bestemmelse om Norges Statholder, betragtedes Sagen af mig som Norsk, – og at vel Norges Konge kunde have Føie til ikke at eftergive sin Ret i denne Henseende uden fra Norges Side at erholde tilsvarende, til Befæstelse af Unionen ledende Indrømmelser, men at Sveriges Konge ved sagens Afgjørelse ikke behøvede at tage Hensyn til dette Land i anden Maade end som Medlem i Unionen, – samt endelig at da jeg efter hvad der ovenfor er bemærket, ikke havde havt Leilighed til at overlægge med mine nærmere Venner angaaende denne Sag, kunde jeg heller ikke med Bestemthed indestaa for deres Anskuelser, men at jeg dog havde Grund til at antage, at min Synsmaade deltes af et stort Antal blandt de mere oplyste i vor Repræsentation, uagtet jeg vistnok ikke vilde fordølge, at Statholder-Postens Afskaffelse vilde fra visse Hold her fremkalde en temmelig voldsom Storm.
Med denne min Udtalelse syntes Amtmand Birch-Reichenwald særdeles tilfreds, og da det er muligt, at han tillægger den en større almindelig Betydning, end den i sig selv fortjener, har jeg troet at burde meddele (Tit.) at jeg i Gaar talte om denne Sag med Statsraad Gripenstedt, som ingenlunde var af min Mening, men antog at Kongens Ret til at udnævne en svensk til Statholder i Norge er for det unionelle Forhold af en saadan Betydning og saa bestemmende, ligesom ogsaa at denne Opfatning af Sagen blev omfattet af den almindelige opinion i Sverige med saamegen Varme, at han troede en Frasigelse af denne Ret vilde være for Sveriges Konge høist betænkelig. At gaa ind paa en nøiere Drøftelse af hans Grunde, vilde ikke her være betimeligt, og (Tit.) vil neppe mangle Leilighed til at høre dem mundtlig udviklede af ham. For mig har det blot været Pligt at oplyse om Tilværelsen, endogsaa i Statsraadet, af Anskuelser stridende imod mine, og jeg anholder om, at dette Brev maa blive – – oversendt til Amtmand Birch-Reichenwald, for at jeg ikke skal udsættes for den Bebreidelse at have fremstillet et Forhold i en lysere Farve end den sande.»
Med særdeles Hensyn til offentlig fremsatte Beretninger om, at jeg efter den anførte samtale skal have modtaget Meddelelser fra Grev Hamilton, hvori han tilbagekaldte eller modificerede de af ham selv under Samtalen ytrede Anskuelser, bemærkes her, at jeg aldrig har seet nogen anden Meddelelse fra Greven om denne Sag end den her anførte, i hvilken jeg for øvrigt erkjender at have fundet en saa correct og fuldstændig Gjengivelse af samtalens væsentlige Indhold fra hans side, som der efter Forholdets Beskaffenhed kunde være Spørgsmaal om, og jeg skal derfor kun for mit eget Vedkommende tilføie et Par supplerende Oplysninger.
Da Greven paa mit spørgsmaal om den svenske Opinion med Hensyn til Statholder-Sagen, havde udtalt sin egen Mening om denne Sags rent norske Charakter, – hvilken Udtalelse jeg vil erindre begyndte med de Ord: «Den frågan anser jag för Herrarnes (Normændenes) ensak» – foranledigede dette mig til strax at ytre, at det var mig en desto større Glæde at høre denne synsmaade delt af Greven, da jeg selv havde næret meget Tvivl om hvorvidt det vilde kunne lykkes for Tiden at faa den gjort gjældende i Sverige, og det var formentlig denne min Bemærkning, som nærmest fremkaldte Grevens Ytringer om, at han vel antog at have Medhold i denne sag hos sine politiske Venner, men at der for øvrigt vistnok ikke vilde udeblive Skrig eller Skraal fra visse Kanter. Ligesom vi imidlertid vare enige om at dette sidste Moment ikke i og for sig burde tillægges nogen afgjørende Indflydelse paa den Politik, der ellers af gyldige Grunde kunde være at følge, saaledes erkjendte vi paa den anden side Begge, at ihvorvel Statholder-Spørgsmaalet i sig selv rettelig var at betragte og behandle som rent norsk, maatte der dog for Rigernes fælles Konge være fuld Føie til fra sit standpunkt ved sagens Afgjørelse at tage Hensyn til begge Riger eller Folk – efter det i Grevens Brev gjengivne Udtryk – «som Medlemmer i Unionen», og altsaa navnlig til, hvorvidt stemningen ogsaa i Sverige var saadan, at der ikke, saafremt Afgjørelsen blev overensstemmende med de norske Ønsker, deraf kunde befrygtes noget alvorligt Brud paa den gode Forstaaelse imellem Folkene. Ved den ovenfor anførte Bemærkning af Greven om at Norges Konge kunde have Grund til, idet han gik ind paa Forandringen med Statholder-Posten, at kræve nogen indrømmelse fra Norges side i unionel Retning, ytrede jeg Ønske om at erfare, hvad Greven hermed nærmest havde for Øie, for derefter at kunne danne mig en Mening om Sandsynligheden af at en saadan Imødekommen kunde blive at paaregne. Efter denne Opfordring nævnte Greven sagen om Interims-Regjeringens Organisation, med hvilken man i Sverige havde fundet sig ilde tilfreds baade hvad Medlemmernes Antal og Forretningernes ordning angik, hvortil jeg uden Betænkning svarede, at naar blot Ligheds-Principet i begge Henseender blev bibeholdt, vilde der vist ikke fra norsk Side møde Vanskelighed ved at faae de herhen hørende Bestemmelser for øvrigt modificerede efter de svenske Ønsker. Og da Greven paa mit gjentagne Spørgsmaal, om der maaske endnu var andre Punkter, hvortil han ved sin Ytring om unionelle Indrømmelser fra norsk Side havde kunnet sigte, svarede, at han i al Fald ikke nu vidste at angive flere saadanne, fremhævede jeg fra min Side som Noget, der i saa Henseende kunde egne sig til Opmærksomhed, det Sandsynlige i at Statholder-Spørgsmaalets snarlige Løsning paa en med Norges Ønsker stemmende Maade vilde berede en lettere Indgang for de Modificationer, som det kunde findes at være i Unionens vel forstaaede Interesse at erholde tilveiebragte i enkelte punkter af Bestemmelserne i den norske Grundlovs § 25, og hvorom der oftere fra svensk Side har været hørt Bemærkninger. – Heri syntes Grev H. at være enig, uden at Videre i den Retning af ham blev anført. –
Naar jeg har opholdt mig saa længe ved denne samtale med Grev H. i 1858, er det mindre paa Grund af at den har været af nogen positiv Betydenhed i sine umiddelbare Følger, – hvilket, efter hvad nedenfor vil vise sig, egentlig slet ikke er Tilfældet, – end fordi Sagen ikke blot i svensk Tale og Skrift, men ogsaa gjennem norske Blade, er bleven fremstillet som om den i Norge nærede Forventning, at Statholder-Sagen i 1859 kunde naa frem til kongelig Sanction uden betænkelige Følger for det unionelle Forhold, skulde være hovedsagelig vakt og udbredt gjennem mig paa Grundlaget af den anførte Samtale, medens ved Siden heraf fra de samme Kanter har været fremført det ovenfor berørte Foregivende om, at de af Grev H. den Gang givne Udtalelser kort derefter af ham selv skulde være tilbagekaldte. – At det sidste er Usandhed, sees klart nok af det her meddelte Uddrag af Grevens Brev af 3 October, hvori han netop fastholder sine under Samtalen ytrede Meninger i udtrykkelig Modsætning til de Anskuelser han selv meddeler senere at have fundet raadende hos et andet Medlem af det svenske Statsraad. Men det har for øvrigt ingenlunde været Tilfældet, at Grev H.s heromhandlede Udtalelser ere blevne benyttede som Autoritet enten for den ene eller den anden Maade at behandle Statholder-Sagen paa, uden forsaavidt at jeg ved den derved vundne Bestyrkelse paa det Indtryk, jeg ogsaa af Andre havde faaet blev afholdt fra, hvad der med et andet Resultat af mine Forespørgsler angaaende stemningen i Sverige havde været min Agt, nemlig betimeligen at søge den Mening fremdeles gjort gjældende i Norge, at det vilde være bedst, om hin Sag fik det samme Udfald paa Storthinget i 1859 som i 1857.
Det var nemlig med det oprigtige Ønske at medvirke efter Evne til Forebyggelse af Alt hvad der kunde forstyrre den gode Forstaaelse mellem Broderfolkene, at jeg havde troet at burde benytte den særegne Anledning, mit Ophold i Sverige og mine personlige Forholde derinde tilbød mig til underhaanden at erhverve en efter alle ydre Mærker paalidelig Kundskab om Stemningen mod Norge. Og skulde jeg end ikke kunne vente tagen for fyldest min blotte Forsikring om at Intet har været fjernere fra mig end Tanken om at Statholder-Sagens Fremgang skulde tjene til at give mig nogensomhelst personlig Fordeel enten med Hensyn til Popularitet hos mine Landsmænd eller i anden Maade, saa turde dog min Erklæring herom vinde i Styrke ved den Erkjendelse, jeg ovenfor har antydet og her gjentager, at det Resultat, jeg selv nærmest havde ventet paa mine Undersøgelser om stemningen i Sverige, netop var et saadant som skulde have ledet mig til efter Evne at virke til fortsat Udsættelse af Storthingets Bifald til Forandring med Statholder-Posten, altsaa i modsat Retning af hvad der den Gang kunde ansees stemmende med den populære Synsmaade i Norge. Og da der ikke længere hertil kunde være nogen Opfordring efter de af mig gjorte Erfaringer, fandt jeg paa den anden Side, idet Sagen selvfølgeligt ikke tiltrængte Paavirkning udenfra, for at gaa sin almindelige jevne Gang til en eventuelt bifaldende Beslutning, heller ingen Anledning til at gjøre nogen positiv Brug af disse Erfaringer. Jeg beholdt dem saaledes ganske for mig selv, uden forsaavidt jeg muligens en enkelt Gang og til en nærmere Bekjendt kan have besvaret en Ytring angaaende statholder-sagens Opfatning i Sverige derhen, at jeg efter mit Kjendskab til Forholdene ikke troede at der nu var at befrygte alvorlige Vanskeligheder fra den Kant, uden at jeg dog i saa Fald har paaberaabt nogen speciel Hjemmel.
Paa denne Maade henstod Sagen altsaa for mit Vedkommende, indtil den Tid nærmede sig, da i Efteraaret 1859, Statsraads-Afdelingen i Stockholm, af hvilken jeg var Medlem, skulde ledsage Hs. Majst. til Norge, hvor Høistsamme første Gang som Konge skulde aabne Storthinget og derefter forblive nogen Tid i Christiania. Der blev da Spørgsmaal om, forinden Afreisen fra Stockholm at tage under foreløbig overveielse et og andet Anliggende, der kunde tænkes at komme til Forhandling allerede under den første Tid af Kongens Ophold i Norge. Derved kom ogsaa det hvilende Forslag om statholder-Posten paa Bane, og det blev af mig gjort til Gjenstand for Omtale, hvorvidt den eventuelle Sanction af en dermed stemmende Beslutning kunde antages at ville møde nogen Vanskelighed af Hensyn til Opinionen i Sverige og Kongens Stilling der nu. Da der i denne Anledning gjordes en Hentydning til at denne Side af Sagen vel kunde antages at være klaret ved den Samtale, jeg derom i sin Tid havde havt med Grev Hamilton og hvis Indhold nu atter kom paa Tale, bemærkede jeg at foruden at der nu var forløbet henved et Aar siden den Samtale fandt Sted, antog jeg ikke at der under nogen Omstændighed nu burde bygges videre paa den, men at det vilde være rigtigst at sørge for at Hs. Majst. umiddelbart fra de svenske Mænd, han havde mest Tillid til, kunde erholde den Kundskab om Stemningen i Sverige, som det maatte ansees af Vigtighed at have, forinden Høistsamme skulde tage sin endelige Bestemmelse. – Med Hensyn til at en af Deltagerne i den nævnte Overlægning (Sibbern) fremsatte en Antydning om at Kongen, siden han nu ikke kunde tage initiativet i Behandlingen af det allerede hvilende Grundlovs-Forslag, muligens burde vise sin Villighed til Imødekommen paa den mest bestemte Maade ved i selve Aabnings-Talen til Storthinget at give Tilsagn om Sanction, blev der fra andre Sider, og navnlig fra min, ytret Tvivl om det Betimelige i en saa usædvanlig Fremgangsmaade, hvilken heller ikke fra nogen Kant blev videre inhæreret. –
Dagen efter denne Conference, ved hvilken blot Normænd var tilstede, erfarede jeg af Grev Hamilton, at han selv tilligemed Excellencerne De Geer og Manderström havde faaet Kaldelse til Hs. Majst. den følgende Dag paa Ulriksdal, og at han antog, at der da skulde tales om Kongens Stilling til den norske Statholder-Sag fra et svensk Synspunkt. Paa dertil af mig given Anledning ytrede han, at han selv fremdeles nærede den samme Mening som da vi tidligere havde talt sammen og at han ikke betvivlede, at den ogsaa, nu som da, blev delt af de Andre, hvis Raad kunde ventes at blive bestemmende for Kongens Optræden. Hvorvidt der særskilt blev nævnt Noget imellem os om den af Statsraad Gripenstedt før udtalte afvigende Mening erindrer jeg ikke bestemt, men saa meget er i al Fald vist, at den da ikke af Grev H. er bleven udhævet som noget Moment af Betydenhed, medens det selvfølgeligt ikke kunde være min Sag at tilkjendegive nogen Tanke om, paa hvilke svenske Stemmer der fra Kongens Standpunkt kunde være Føie til at lægge en større eller mindre Vægt. Nogle Dage efter de svenske Herrers Nærværelse paa Ulriksdal i den omhandlede Anledning, aflagde. jeg Grev H. atter et Besøg forinden min Afreise til Norge. Jeg fik da af ham Bekræftelse paa hvad jeg tildels allerede gjennem Statsminister Sibbern havde hørt fra anden Kant angaaende det ved hiin Leilighed Forhandlede om Kongens Stilling til statholder-Sagen. At Resultatet i Realiteten var blevet, som imellem os tidligere forudsat, blev kun saa løselig berørt, at jeg ikke kunde faae Indtryk af at der i den Henseende havde været nogen synderlig Tvivl eller Discussion. Derimod gik Greven noget mere i Detail ved at berette, at der ogsaa under denne Conference paa Ulriksdal, – hvor da blot Svenske var tilstede, – havde været Tale om hvorvidt Kongen allerede i sin Throntale burde udtale sin Villighed til i statholder-Sagen at komme Storthingets eventuelle Ønsker i Møde, – men at man var bleven enig om, at det Øiemed, som derved skulde tilsigtes opnaaet og hvis Betydning for Kongen man indrømmede, nemlig Indtrykket af en villig Imødekommen fra Hans Side, hellere burde søges fyldestgjort, paa en om end mindre fuldstændig, saa dog ogsaa mindre opsigtsvækkende Maade derved, at Kongen ved sin Ankomst til Norge kunde i Samtaler med nogle af de mere «framstående Storthingsmän», f. Ex. med Storthingets præsident og Constitutions-Comiteens Formand underhaanden tilkjendegive sin Redebonhed til at sanctionere den titnævnte Grundlovs-Forandring, naar den af Storthinget blev besluttet. – Grev H. gjorde mig det Spørgsmaal om ikke ogsaa jeg fandt dette tilstrækkeligt, idet han ytrede, at saa i det mindste vilde være Tilfældet under lignende Omstændigheder i Sverige. Hertil svarede jeg strax at jeg saa meget mindre kunde have nogen Modbemærkning at gjøre, som det for mig overhoved ikke havde fremstillet sig som nogen Sag af særdeles Vigtighed, hvorvidt der forud blev givet noget Tilsagn om Sanction, naar det blot i Virkeligheden var paa det Rene, at der ikke vilde møde Vanskeligheder ved at erholde den. –
Da for øvrigt Grev H., idet han vedblev at ytre sig med Bestemthed for at Saadant hverken burde eller vilde blive Tilfældet, lod falde Ytringer om at der nok forberededes Et og Andet, som kunde bringe Røre paa Rigsdagen i de unionelle Anliggender, navnlig med Hensyn til at flere af de høiere diplomatiske Poster nylig vare besatte med Normænd, hvilket man vilde benytte som en Ankepost mod den svenske Styrelse, spurgte jeg, om det altsaa var fra den saakaldte liberale Side Angrebet skulde komme, og Greven svarede dertil, at jeg kunde være rolig for, at der ikke fra den anden Kant kom noget Saadant, tilføiende, at det ikke skulde undre ham, om Vedkommende vilde søge at opfriske en falmet Popularitet ved i denne Anledning endog at bringe Unionens Opløsning paa Tale. Jeg ytrede da, at det under disse Omstændigheder vel kunde være af noget forskjellig Betydning i Sverige, om Storthingets Beslutning i Statholder-Sagen fremkom til den ene eller den anden Tid under Rigsdagen, og at Sagens Foretagelse i Norge maaske nok kunne erholdes lempet derefter, hvortil Greven bemærkede at det vel vilde være bedst, om den ikke kom ganske samtidigt med Behandlingen af de diplomatiske Budget-Poster paa Rigsdagen, men at der heller ikke i den Henseende behøvede at gjøres nogen særskilt Foranstaltning naar Tilfældet vilde blive, som jeg fandt sandsynligt, at Sagens Fremgang i Norge paa almindelig Maade vilde føre til dens Afgjørelse af Storthinget omtrent sidst i November eller først i December. –
Efter de Erfaringer, jeg saaledes havde gjort, og hvis Paalidelighed ikke svækkedes ved noget modsat Indtryk fra andre Sider, selv efterat man i Stockholm var bleven nærmere bekjendt med den af Grev Anckarsvärd bebudede Motion, der oprindelig skal have concluderet til Opløsning af Foreningen og først senere være blevet indskrænket til dens Revision, kunde jeg ikke finde Grund til Andet end at bestyrke den Tanke i Norge, at stemningen i Sverige nu ikke vilde være hinderlig for Statholder-Sagens Fremme og at der saaledes var Udsigt til Sanction paa en med Musæus’s Forslag stemmende Beslutning, uden at jeg for øvrigt havde Andel i eller speciel Kundskab om, med hvilken Bestemthed eller i hvilket Omfang Ytringer i denne Retning fra anden Kant kunne være faldne og have fundet Udbredelse i eller udenfor Storthinget. –
Under en Samtale angaaende Sagen med en af mine daværende Colleger i Statsraadet i de første Dage af December faldt der fra hans Side en Antydning, om det ikke vilde være bedst at faa Storthingets Beslutning saa betimeligt afgiven, at den kunde blive sanctioneret medens Hs. Majst. endnu opholdt sig i Christiania. Hertil bemærkede jeg, at dette Spørgsmaal allerede havde fremstillet sig for os inden Afreisen fra Stockholm; men da Hs. Majst. paa vor Forespørgsel, om der ikke skulde følge svenske statsraader med ham til Christiania, havde givet negtende Svar, havde vi imellem os været af den Mening, ved hvilken jeg fandt at burde holde fremdeles fast, og hvis Rigtighed jeg ogsaa fik erkjendt af den ovennævnte Collega, at det vilde være meget uheldigt, ja farligt for den fremtidige Stemning mellem Broderfolkene, om det i Sverige skulde kunne faa Udseende af, at man havde benyttet en Tid, da Kongen savnede al Adgang til umiddelbar Overlægning med svenske Statsmænd, til at erholde hans Stadfæstelse paa en Grundlovs-Forandring som i al Fald efter den almindelige Opinion i Sverige kunde være at tillægge Betydning ogsaa for dette Land, om end dets Styrelse maatte erkjendes ikke at have Ret til nogen officiel indblanding deri. –
Forinden imidlertid endnu Storthingets Beslutning, som strax efter Hs. Majst.s Afreise fra Christiania var bleven fattet, havde kunnet gjøres til Gjenstand for Behandling af den norske Regjering i Christiania, viste det sig, at den Maade, hvorpaa enkelte norske Aviser paa Forhaand havde omtalt den forventede Sanction, vakte en for Norge ugunstig Opmærksomhed baade i den Svenske Presse og paa Rigsdagen. I Forening med de øvrige statsraader i Christiania søgte jeg da at virke til, at der ogsaa angaaende Lønnings-Vilkaarene for det vordende nye Statsminister-Embede blev afgivet fuldstændige Bestemmelser af Storthinget, dels for at ikke muligens Mangelen deraf navnlig ved svensk Indflydelse skulde blive en Aarsag til Udsættelse med Sanctionen, idet der kunde fremkastes Tvivl om Udsigten til at det nye Embede i Virkeligheden vilde blive udstyret saaledes at det kunde svare til hvad Kongen ved at bifalde Forandringen havde tænkt sig, dels ogsaa for at Sagen i det Hele samtidigt med selve Sanctionen kunde komme i fuld Orden ved den da paatænkte Udnævnelse af Statsraad Petersen til Stats-Minister i Christiania. –
Da Sibbern og jeg i 1858 indtraadte i Statsraadet, laae det Spørgsmaal nær forhaanden, om Hans Majestæt, saafremt det forestaaende Storthing bifaldt et fra 1857 hvilende Grundlovs-Forslag om Statholder-Posten, skulde af Hensyn til stemningen i Sverige kunne finde Sig hindret fra at sanctionere en saadan Beslutning.
I den Tanke, at hvis dette Spørgsmaal maatte besvares bekræftende vilde det være bedst, om det kunde bringes til at Storthinget i 1859, ligesom i 1857, ikke fattede Beslutningen, havde jeg under et Ophold i Sverige 1858 søgt at komme til Kundskab om Stemningen der, og havde navnlig efter Hans Majestæts Ønske en udførlig Samtale derom med da værende Statsraad Greve Hamilton. Resultatet var over Forventning tilfredsstillende, og det blev derfor af mig ganske undladt at røre videre ved Sagen enten i den ene eller den anden Retning, indtil Hans Majestæt i September 1859 første Gang som Konge skulde reise til Norge for at aabne Storthinget. Men da dette snart derefter kunde komme til at behandle Statholder-Sagen, fandt vi før Afreisen fra Stockholm at burde bringe paa Bane for Hans Majestæt Vigtigheden af at søge det yderligere stadfæstet, at der ikke af Hensyn til Opinionen i Sverige vilde stille sig nogen for Høistsamme betænkelig Hindring imod at følge Sin Tilbøielighed til at sanctionere Grundlovs-Forandringen, naar denne af Storthinget maatte blive besluttet.
En saadan Stadfæstelse blev da ogsaa given af flere blandt det svenske statsraads Medlemmer, idet den fælles Tanke, hvorefter man dengang handlede eller ytrede sig, var:
- 1, ved Sanction i statholder-Sagen at bortrydde hvad der fra norsk Side betragtedes som en Anstøds-Steen i Forenings-Forholdet, medens det fra svensk Side ikke længere tillagdes nogen væsentlig Betydning og
- 2, derved at berede lettere Vei for de enkelte, til Foreningens Tarv sigtende Forandringer, hvorom der dengang fra svensk Side alene blev talt, nemlig foruden en anden Organisation af Interims-Regjeringen, ogsaa en mulig Modification af Grundlovens § 25.
Dette var Situationen i 1859 indtil i December Maaned, da paa den ene Side Storthinget fattede sine bifaldende Beslutninger først i Statholder-Sagen og derefter om Interims- og Prindse-Styrelsen, medens paa den anden Side Rigsdagen optog til Behandling den Dalman’ske Motion og forkastede Forslagene om Interims-Regjering m. V. Vistnok var i Mellemtiden ogsaa fremkommet Greve Anckarsvärds Motion angaaende en omfattende Revision af Forenings-Acten; men at denne Motion bevirkede nogen forandret Stemning i Sverige stemmer ligesaalidt med vor personlige Erfaring som med hvad derom er udtalt i den Circulair-Note af 7 November 1859 fra Udenrigs-Ministeren til Gesandtskaberne i Udlandet, hvis Indhold i sin Tid blev confidentielt meddelt til den norske Regjering og efter Hans Majestæts Befaling tillige til Storthinget faa Dage førend dette fattede de ovenfor nævnte Beslutninger.
Senere udvikledes Forholdene i Sverige og navnlig i det svenske Statsraad derhen, at Hindringer reistes imod den norske Statholder-Sags Fremme til Sanction anderledes end som en unionel Sag og i Forbindelse med en Revision af Forenings-Acten; og da disse Hindringer tilsidst havde bevirket Negtelse i norsk Statsraad af den tidligere paatænkte Sanction, søgte det svenske Statsraad bagefter ogsaa at faa tilintetgjort for Hans Majestæts Vedkommende Betydningen af den i denne Afgjørelses-Maade liggende Erkjendelse af Sagens rent norske Charakter.
Det var os vistnok ikke lidet paafaldende, at alt dette kunde ske under Medvirkning af Mænd, hvis Deltagen i Sagens Fremme paa et tidligere Stadium nødvendigvis maatte hvile paa den dobbelte Forudsætning, at den ikke blot kunde afgjøres bifaldende, men ogsaa at den skulde afgjøres i udelukkende norske Former; thi kun under denne sidste Forudsætning var der nogen Mening i at forhandle underhaanden om de Hensyn, som ved den norske Afgjørelse kunde være at tage til Opinionen i Sverige.
Vi indskrænkede os imidlertid dengang til at søge den uforandrede norske Opfatning gjennemført for vort eget Vedkommende, uden at vi da fandt det for sagens Skyld fornødent at støtte os til hine tidligere Erfaringer om Forholdene i Sverige; og hvis man fra svensk Side var bleven staaende ved det i 1860 vundne Resultat, vilde man maaske ogsaa fremdeles have kunnet undgaa herfra at søge med nogen Hentydning tilbage til de tidligere Forholde.
Men nu har man i den Grad fraveget den Grundvold, paa hvilken der oprindelig byggedes, at i den svenske Justitiæ-Statsministers Foredrag af 7 April 1861 en omfattende Revision af Forenings-Acten endogsaa fremstilles som Betingelsen for at den norske Statholder-Sag kan nyde Fremgang, saa at man altsaa nu gaar netop i den modsatte Retning af hvad der efter det ovenanførte i 1859, med Hans Majestæts Billigelse, var forudsat fra begge Sider.
Det faldt i min Lod som Chef for Justits-Departementet at gjøre Udkast til den norske Regjerings Betænkning over det nævnte Foredrag og som Følge deraf at maatte give en fuldstændig Fremstilling af Alt hvad der, mig bekjendt, er forhandlet saavel i Statholder-Sagen som med Hensyn til Revisions-Spørgsmaalet, for at derved disse Sagers Behandling fra norsk Side og den Forbindelse med hinanden, i hvilken de uheldigvis nu ere blevne satte, kunde stilles i det rigtige Lys ogsaa for Hs. Majst.s eget høie Vedkommende. –
Herunder har jeg ikke fundet at kunne ganske forbigaa et saa særdeles væsentligt Moment til Støtte for den norske Behandlingsmaade, som der efter min Overbevisning ligger deri, at den Opfatning af begge de nævnte Spørgsmaales Beskaffenhed saavel hvert for sig som i deres indbyrdes Forhold, efter hvilken man i Norge den hele Tid har handlet og tilraadet Hs. Majst. at handle, og som nu atter er lagt til Grund for den norske Regjerings Betænkning af 21 October 1861, – at denne Opfatning endnu indtil December 1859 ogsaa har været accepteret i Sverige af Mænd, som maatte erkjendes fuldeligt competente til at kjende stemningen og bedømme Forholdene der. Undladelsen af at benytte Kundskaben herom til den Fremstilling, jeg skyldte at give af Sagernes rette Sammenhæng vilde jeg ligesaa lidt for mig selv som for Andre have kunnet undskylde med at der for de tidligere Overveielser med Hensyn til Statholder-Sagen ikke kan tilveiebringes officielle Data; thi Umuligheden heraf er begrundet i sagens egen Natur, idet den netop formedelst sin udelukkende norske Charakter aldrig kan fra norsk Side blive at behandle med svenske Mænd anderledes end paa en ikke-officiel Maade i den Forstand hvorom her er Spørgsmaal. –
De af mig i Indstillingen af 21 October 1861 gjorte Antydninger om, hvilken Bestyrkelse der fra Sverige har været given til den Mening, man paa norsk Side har havt om Situationen i 1859, ere imidlertid holdte i en saadan Almindelighed, at de rent personlige Forholde derved ere blevne fuldkommen uberørte, og fremdeles ville kunne blive det under Sagens fortsatte Behandling inden de resp. Statsraad, aldenstund Vedkommende ikke selv maatte ønske enten at meddele eller at fremkalde yderligere Forklaringer. Saadan har idetmindste min egen Tanke været, og er det fremdeles. –
Men saafremt det desuagtet maatte befindes, at hine Momenter i Fremstillingen af Sagernes Gang ere benyttede anderledes end Hensyn til Sandhed og Ære tilsteder, eller saafremt der antages at være i den Grad overvægtige Grunde tilstede for slet ikke at benytte disse Momenter, at her er begaaet en politisk Feil, da rammer i ethvert Fald Skylden mig, som den, der er fuldtud ansvarlig baade for Fremstillingens Form og for dens Indhold, – og Følgen af, at der kan findes at burde gives en Opreisning for hvad der er skeet, maa da nærmest blive den, at jeg fjernes fra Hs. Majst.s norske Statsraad, men for denne Sags Skyld hellerikke nogen Anden, end jeg. –
- d. 10 November 1861
Birch-Reichenwald.
Efterat tvende af den norske Regjering under 21 October og 2 November sidstl. afgivne underd. Indstillinger betræffende en i sammensat Statsraad d. 9 April 1861 af den svenske Justitiæ-Statsminister afgiven underd. Forestilling angaaende en Revision af Rigs-Acten m. V. have i norsk Statsraad d. 16 dennes været i Underdanighed fremlagte for Ds. Majst., har det naad. behaget Ds. Majst. at resolvere: Denne Sag udsættes, samt i Forbindelse dermed lige naad. at tilkjendegive som følger:
- Efterat Jeg har ladet Mig foredrage den Norske Regjerings, tilfølge af naadigst Paalæg i Combineret Statsraad af 9 April sidstleden, nu afgivne underdanigste Betænkning betræffende en paatænkt Revision af Unionsbestemmelserne mellem de forenede Riger, vil Jeg, inden Jeg afgiver naadigst Bestemmelse om, hvorvidt nævnte underdanigste Betænkning skal oversendes til den svenske Justitiæ-Statsminister for at til underdanigst Foredrag i Combineret svensk-norsk Statsraad fremkomme, herved have den norske Regjering paalagt, i Continuationsindstilling at indkomme til Mig med nærmere Forklaring om:
- 1. hvortil der sigtes med de i den Norske Regjerings underdanigste Betænkning paaberaabte «utvetydige, men ogsaa paa Grund af Vedkommendes Stilling og nøie Bekjendtskab til Forholdene i Sverige desto mere vægtige Udtalelser», der gaves i November 1859 og umiddelbart efter Fremkomsten af en af en Repræsentant paa det svenske Ridderhuus i Efteraaret 1859 fremsat privat Motion om et Andragende til Hans Majestæt Kongen, gaaende ud paa, at Foranstaltninger til Revision af Forenings-Acten maatte blive trufne; samt
- 2. til hvilke Data den Norske Regjering støtter den paa et andet Sted i samme underdanigste Betænkning anførte Paastand om, at den i Norge almindeligt raadende Mening om, at i 1859 et Tidspunkt var indtraadt, da Spørgsmaalet om en Forandring med Statholder-Embedet kunde uden Ulemper fra nogen anden Side paany bringes frem til Afgjørelse, ikke blot som et i formel Henseende rent norsk Anliggende, hvorom den Norske Regjering ytrer, at der ikke vides paa den Tid, ligesaalidt som tidligere, fra nogen Kant at være ytret Tvivl, men ogsaa med et i Realiteten gunstigt Resultat – at
- «denne i Norge som anført dengang almindeligt raadende Mening blev paa samme Tid ogsaa deelt inden Kredse i Sverige, hvor det paalideligste Bekjendtskab til Forholdene og Opinionen der i Landet maatte forudsættes at være tilstede.»
I Anledning heraf skal undertegnede Statsraad Birch-Reichenwald, der i Egenskab af Chef for Justits-Departementet har afgivet det til Grund for den norske Regjerings ovenfor nævnte Betænkning af 21 October sl. liggende underd. Foredrag, tillade sig i Underd. at anføre Følgende:
Forinden jeg som Medlem af Statsraads-Afdelingen i Stockholm i Efteraaret 1859 begav mig til Christiania, hvor Ds. Majst. agtede at aabne Storthingets Forhandlinger, fandt jeg det at være min Pligt at søge at erhverve Vished om den vedvarende Gyldighed af de Erfaringer, jeg allerede under et Ophold i Sverige i det foregaaende Aar havde havt Anledning til at gjøre om, at det dengang af Mænd, som maatte forudsættes baade at være vel bekjendte med Forholdene i Sverige og fuldt competente til at dømme om dem, blev antaget, at der ikke af Hensyn til disse Forholde kunde være nogen væsentlig Betænkelighed ved Statholder-Postens Ombytning med en Statsminister-Post. –
Der skede da i September 1859, efter dertil af mig og et andet Medlem af Statsraads-Afdelingen i Stockholm specielt given Anledning atter af anseete svenske Mænd og navnlig af flere Medlemmer af Ds. Majst.s svenske Statsraad Udtalelser, som gik ud paa, at Spørgsmaalet om en Forandring med Statholder-Embedet kunde uden Hinder fra svensk Side bringes til Afgjørelse med et i Realiteten gunstigt Resultat, medens der ligesaa lidt dengang som tidligere ytredes nogen Tvivl om Sagens Afgjørelse i formel Henseende som et rent norsk Anliggende. –
Af de saaledes vundne Erfaringer drog jeg for mit Vedkommende den Slutning, at der ingen Betænkelighed kunde være mod at tilkjendegive Medlemmer af det da forsamlede Storthing, at saafremt dette under Behandlingen af de flere hvilende Forslag til Forandring i Grundlovens § 12 m. fl. fattede en Beslutning som den, der senere under 9 Decbr. 1859 blev afgiven, kunde denne Beslutning ventes at ville blive af Ds. Majst.s Raad anbefalet til naad. Sanction.
Disse ere de Data, til hvilke jeg har støttet den i Ds. Majst.s naadigste Dictamen omhandlede Udtalelse i mit underd. Foredrag af 21 f. M., hvorefter en i Norge raadende Mening om, at Udsigterne paa hin Tid vare gunstige for Statholder-Spørgsmaalets Afgjørelse overensstemmende med Norges Ønsker, ogsaa var bleven delt inden Kredse i Sverige, hvor det paalideligste Bekjendtskab til Forholdene og Opinionen der i Landet maatte forudsættes at være tilstede. –
Naar der i samme underdanigste Foredrag er paaberaabt utvetydige og vægtige Udtalelser, der gaves i November 1859, umiddelbart efter Fremkomsten paa det svenske Ridderhus af en privat Motion angaaende Revision af Rigs-Acten, da er det derom i Foredraget Anførte ligeledes støttet til de Erfaringer jeg ogsaa i denne Henseende personlig havde havt Anledning til at gjøre som Medlem af Statsraads-Afdelingen i Stockholm, og specielt til det med disse Erfaringer i alt væsentligt stemmende Vidnesbyrd, som indeholdes i et Circulære af 7 November 1859 fra Hans Excellence Udenrigs-Ministeren til Deres Majestæts Gesandtskaber i Udlandet. Dette Circulære, der efter sit eget Indhold skulde tjene til at oplyse den i hin Rigsdags-Motion omhandlede Sags virkelige Stilling og Betydning paa den Tid, har, foruden efter sin nærmeste Bestemmelse at være kommet til Afbenyttelse i Udlandet, navnlig ligeoverfor fremmede Staters Regjeringer, endvidere været meddelt under confidentiel Form ikke alene til den norske Regjering, men tillige til det norske Storthing umiddelbart forinden dette i December 1859 fattede sine Beslutninger saavel om Interims-Regjeringen som angaaende statholder-Spørgsmaalet, paa hvilke Beslutninger det maatte forudsættes at Kjendskab til Circulærets Indhold ikke vilde blive uden Indflydelse. –
Efter saaledes ifølge Deres Majestæts naadigste Befaling i Underdanighed at have oplyst, hvilke de Data ere, til hvilke de her omhandlede Dele af mit underdanigste Foredrag af 21 October sidstl. sigte, maa jeg endnu udbede mig naadigst Tilladelse til ogsaa at oplyse Aarsagen til, at ikke selve Foredraget allerede indeholder de nærmere Forklaringer, som nu ere blevne underdanigst meddelte.
Medens paa den ene Side Henvisningen til hine Data, der havde været den væsentligste Aarsag og Anledning til min Opfatning i 1859 af Statholder-Sagens Forhold til Sverige og Unionen, ikke i Foredraget kunde undlades, eftersom det alene derigjennem kunde gjøres klart, hvorledes den Understøttelse, som blev Motionen om en Forandring med Statholder-Embedet til Deel fra Deres Majestæts norske Raads Side hvilede paa den i de paaberaabte Omstændigheder begrundede Overbevisning, at en endnu større Tilfredshed med Unionen og en deraf bevirket yderligere Tilnærmelse mellem Broderfolkene saavel i politisk som social Henseende vilde blive fremkaldt ved det Vidnesbyrd om Sveriges broderlige Sindelag, som antoges at ville ligge deri, at ingen Indvending fremkom fra svensk Side mod Ophævelsen af Statholder-Posten ved Overenskomst mellem Norges Konge og Norges Folk, – fandt jeg paa den anden Side i den Omstændighed at de Meddelelser, som havde fundet Sted imellem svenske og norske statsraads-Medlemmer angaaende et rent norsk Anliggende efter Sagens Natur ikke kunde være officielle, saavelsom i den Betragtning, at Circulæret af 7 November 1859, skjønt meddelt Storthinget og bekjendt for alle dets Medlemmer, dog kun var meddelt i confidentiel Form, Anledning til at tro, at udtrykkelig og speciel Paavisning af de Data, hvortil der i mit underdanigste Foredrag hentydedes, burde eller i alt Fald kunde undlades, saalænge den ikke af Deres Majestæt Selv var forlangt.
- ↑ Dette Afsnit er – med Undtagelse af Dagbogs-Optegnelserne fra 30 November til 6 December – tidligere trykt i Historisk Tidsskrift 1902.
- ↑ Optegnelsen bærer med K. Motzfeldts Haand saadan Paategning: Nærværende Beretning nedskrevet at mig strax ved Hjemkomsten fra Mødet, attesteret af Sibbern og Manthey og sendt BR. med Posten den 18 Marts. [Udgiveren.
- ↑ [Ordningen af Ingeniør-Brigadens Forhold til de offentlige Arbeider. Udgiveren.]
- ↑ [Det af Birch-Reichenwald i Marts 1862 offentliggjorte Aftryk af Foredraget. Udgiveren.]
- ↑ [Diktamenet er indtaget i Prtk.s indstilling 186⅔ Side 92. Udgiveren.]
- ↑ [Grev Anckarsvärd. Udgiveren.]
- ↑ [Dalman. Udgiveren.]
- ↑ «Aktstykker ang. Revision af Foreningen» S. 31–32.