Dagbøger 1854–1889/1854
[En kgl. Proposition af 25 Februar 1854 indbød Storthinget til at fatte saadan Beslutning: «Til Bestridelse af Udgifter, som H. M. Kongen paa Grund af de nærværende politiske Forviklinger i Europa og til Opretholdelse af de forenede Rigers Neutralitet under samme maatte finde uomgjængelig fornødne, bevilges 300 000 Spd.»
I det til Grund for propositionen liggende Foredrag af 18 Februar 1854 hedder det: – – – – – – –
«Idet H.s Majestæt derfor tilstiller den norske Regjering Afskrifter af de nærværende Protokol vedlagte Aktstykker, hvilke paa Grund af deres diplomatiske Beskaffenhed, ligesom denne Protokol, af den norske Regjering bliver at behandle som hemmelig Sag, – vil He Majestæt, der for Sveriges Vedkommende har ladet disse Dokumenter komme til Rigets Stænders hemmelige Utskotts Kjendskab, i Mangel af noget i Norges Grundlov dertil Modsvarende, herved naadigst have H. Exc. Statholderen paalagt, til et Udvalg af Storthinget at afgive en, dog aldeles fortrolig Meddelelse af samtlige heromhandlede Akstykker, hvis mere udbredte offentliggjørelse deres diplomatiske Natur og Indhold ikke tilsteder». – – – – –
«H.s Majestæt bemyndiger Udvalget til at meddele Storthingets øvrige Medlemmer den af H. Majestæt afgivne Neutralitets-Deklaration og de Punkter af Aktstykkerne som nærmere vil blive samme opgivne. Det mere fuldstændige overblik over denne for begge de forenede Riger saa vigtige Sag vil sætte Udvalget istand til for Storthinget at udtale sin derpaa grundede Overbevisning om Hensigtsmæssigheden og Nødvendigheden af, hvad H.s Majestæt maatte finde sig foranlediget til naadigst at foreslaa». – – – –
Udgiveren.]
I Mødet den 18 Februar fortalte Capt. Hagerup mig, at han med 11 andre Representanter, dem han nævnte, Dagen forud paa opfordring havde været samlede hos Statholderen for at erholde Meddelelser ang. Krigs-Udsigterne. Han gjorde Bemærkning om at Præst Bergh var yderlig fornærmet over ikke at have været af de Tilkaldte, uagtet Præsident i Lagthinget. Dagen efter (Søndag) hørtes der adskillig smaasnak om denne Samling. Endogsaa de mest Loyale (Saxlund) fandt den at være uformelig og betænkelig i sine Conseqventser, hvorhos Alle ytrede sig derhen, at det var uanstændigt naar Afdelingernes Præsidenter ikke kaldtes ved en saadan Leilighed.
Søndag Fm. gik Budene om til Representanterne med Tilsigelse om Møde Mandag Kl. 9; Opslag var der ikke.
Birch antydede mig sin Hensigt i det bestemte Møde at ville tage sig af Sagen, deels fordi den forekom ham ilde bedrevet, og deels for at Sverdrup & Comp. ikke skulde faae formeget Raaderum.
I Forsamlingsværelset Søndag Aften traf jeg J. Sverdrup, Krognæs, R. Olsen og Rygh. Krognæs henvendte sig til mig med Bemærkninger om den havte Samlings Uformelighed, og om at det dog vel ikke kunde være Alvor saaledes som nu almindeligt fortaltes at ville behandle Sagen alene i en privat Sammenkomst, uden at sætte Storthing.
I Forsamlingsværelset Mandag Morgen kom Blom til mig for at høre min Mening om man burde deltage i en saadan privat Sammenkomst, eller vel rettere for at tilkjendegive sin Hensigt ikke at ville deltage deri. Efter hvad Humlekjær har fortalt mig havde Aall, J. Sverdrup, Krognæs m. Fl., samme Morgen truffet Aftale om den Fremgangsmaade som skulde være at bruge. H. var tilstede ved denne Overeenskomst.
Intet Opraab. Klokken lød Kl. 9, og Medlemmerne begave sig ind i Salen. Fra Præsident-Stolen anmodede Aall om at man vilde indtage sine Pladse.
Aall indtog præsident-Stolen med Tilkjendegivende om at her ikke var Storthing, og han selv saameget mindre at anse som Præsident som den virkelige Præsident nu var tilstede i Salen paa sin Bænk. Nogle af Storthingets Medlemmer havde været anmodede om at indfinde sig hos Statholderen for at høre de Dokumenter, som have været forelagte det hemmelige Utskott i Sverige. Han vilde saaledes gaa over til Oplæsning.
Idet oplæsningen skulde begynde
Birch-R. Vilde forhøre hos Præsidenten hvilke de tilkaldte Medlemmer vare, og hvorledes Tilkaldelsen var foregaaet.
Aall[1] oplæste Navnene Stabell, Valstad, O. Lange, Schydz, Aall, Schweigaard, Hagerup, Christensen, Ueland N. Jensen.
Enkelte Stemmer i Salen nævnte U. A. Motzfeldt.
Aall erkjender at han ved oplæsningen nu glemte M.s Navn, og tager deraf Anledning til at forklare hvorledes det virkelig blot var ved en Feil af Statholderens Reenskriver, at M.s Navn ikke fandtes paa den første Indkaldelses Liste og at saaledes en Udeglemmelse ved den første indkaldelse havde fundet Sted, hvilket dog strax var bleven rettet. Forøvrigt maatte han m. H. til den Misbilligelse af Sagens Behandlingsmaade, som Amtmand Birchs Spørgsmaal antydede, bemærke at det vistnok kunde synes som der var gaaet mindre formeligt frem. Han havde selv ingenlunde været uopmærksom herpaa og tilkjendegivet det saavel under den første Samtale i Enrum med Statholderen, som senere gjentaget Bemærkningen herom i de Øvriges Overvær. Statholderen havde imidlertid erklæret efter de ham fra Kongen givne Forholdsregler ikke at kunne gaa ind paa nogen Forandring i den valgte Fremgangsmaade.
Sverdrup («Hr. Representant Aall,») maatte ansee det passerede uconstitutionelt og uformeligt. Forlangte Storthing sat for at kunne komme til ordentlig Forhandling – vilde i modsat Fald forlade Salen.
Der opstod nu Spørgsmaal om flere Medlemmers Adgang til at ytre sig og
Aall der erkjendte ikke at have nogen Myndighed i Forsamlingen, henstillede til dennes Medlemmer idetmindste forsaavidt at lade Reglementet gjælde, at Medlemmerne skulde ytre sig En efter En, men herpaa erklærede
Sverdrup ikke at kunne indlade sig, og ytrede sig videre i den tidligere Retning, uagtet Andre havde forlangt Ordet før ham.
Krognæs og Dietrichs tiltraadte i Korthed Sverdrups Erklæring om at ville forlade Salen ifald Storthing ikke blev sat. Dietrichs anførte som Argument for at Sagen ikke nu kan behandles den Omstændighed, at ikke alle Medlemmer (navnlig han selv) ikke havde faaet Tilsigelse til Mødet. Denne Klage over Budene istemtes af Flere, og fremkaldte fra
Aall gjentagne Forsikringer om at Budene havde faaet Besked om at tilsige Alle. Forøvrigt kunde han ikke indgaa paa at der sattes Storthing, dels fordi Statholderen ikke havde givet Samtykke til Sagens Behandling paa den Maade, dels fordi der i Storthinget ogsaa inden lukte Døre maatte være at fatte Beslutninger at tilføre Protokollen, men hvorom her ikke kunde være spørgsmaal. Idet
Ueland derefter begyndte at tale, forlode flere Representanter salen.[2] Ueland talende meget hurtigt og ligesom henvendende sig til de Bortgaaende havde ventet bedre Kameratskab. Han vidste ikke hvori Nogen havde forgaaet sig Man var kaldt ned til Statholderen og der anmodet om at høre vigtige Dokumenter oplæse; skulde man da have sagt ikke at ville høre derpaa? Havde vel dette været sømmeligt? Havde han forgaaet sig, saa var han villig til at tage Tilrettevisning. Men han var sig bevidst, og antog at de øvrige 11 ligeledes vare sig bevidste at have handlet i den bedste Mening
Schweigaard omhandlede Forholdene i Sverige med den Hemmelige Comitee dersteds og forklarede at Kongen, der «har troet ikke at kunne faa nogen Saadan nedsat af Storthinget,» har, for at vise Storthinget al Opmærksomhed givet Meddelelsen paa denne Maade. Der kunde jo vistnok af Storthinget været opnævnt en Hemmelig Comitee til at modtage Meddelelserne, men Taleren holdt sig forvisset om at saa ikke vilde skeet om Forlangende derom var blevet fremsat. Forklaring om at det var meget let at finde Alt galt, og Tvivl om at Andre havde gjort det bedre end de 12. Formaning om at holde sammen i disse vanskelige Tider, istedetfor at komme i «Strid med sine Egne.»
Aall at «Kongen sikkerlig har ment det godt», og at Taleren som sagt gjentagende havde gjort Statholderen opmærksom paa det Ønskelige i en anden Fremgangsmaade.
Præst Bergh forstod ikke at man ikke kunde behandle Sagen i Storthing for lukkede Døre. Der maatte ialfald kunne fattes den Beslutning at vedlægge Protokollen Dokumenterne. Naar forøvrigt Aall havde antydet at man ikke vilde meddele Alt hvad der var tilkjendegivet de 12, maatte man udbede nærmere Forklaring.
Aall. De 12 havde fundet hvad først var dem tilladt at meddele mindre Tilstrækkeligt, og derfor erhvervet Samtykke til yderligere mundtlig Meddelelse. Naar denne nu skede, vidste han virkelig ikke Andet end at Forsamlingen havde faaet at vide «i det Væsentlige eller omtrent» hvad de 12 selv vidste.
Mossige. I alt Væsentligt enig med Bergh. Man var her kommen ind paa en bagvendt Vei, og han finder derfor at burde forlade Forsamlingen (hvilket han ogsaa gjorde), imedens
Aall gjorde Mossige vis paa at Kongen nødvendigvis maatte have tilsigtet Artighed imod Thinget
Johnsen havde Intet mod den brugte Fremgangsmaade. Klage over Budene. Imod at oplæsning fandt Sted nu i mange Medlemmers Fravær, og ønskede Storthing sat for lukkede Døre.
Aall. Yderligere Forklaring om den Budene givne Ordre.
Grøningsæter. Atter om utilbørlig Budsendelse.
Johnsen. Tilføiende om det Besynderlige i at Odelsthings- og Lagthings Præsidenterne ikke iblandt de Tilkaldte.
Enge opfordrer til Erklæring om man faar vide Alt eller ikke
Aall. Bemyndigelsen til at meddele gaar nu saavidt at Forsamlingen derved omtrent kommer paa samme Standpunkt som de 12.
Daa. Dette Møde er vistnok extraordinært i alle Maader. Der har ikke været noget Opslag, og Budsendelse er altid et ufuldstændigt Surrogat Dette er imidlertid en Bagatel. Hans Mening var at Storthing kunde være sat, Beslutninger fattet og Dokumenterne vedlagt Protokollen uden Hensyn til om de vare underskrevne eller ei. Efter de nu afgivne Forklaringer skal jo hele Oplæsningen være saa betydningsløs at man gjerne kan blive siddende at høre derpaa, ligesom man hører andre interessante Meddelelser eller læser Aviser i respectabelt Selskab, og han vilde derfor holde ud til den sidste Mand. Men mod at der ikke skulde kunne været brugt en anden Fremgangsmaade, og Beslutninger fattet, og i det Hele «ført alvorlig Tale om Sagen» derimod maatte han nedlægge Protest.
Schydz. Indvendingerne skrive sig fra Ubekjendtskab til Dokumenterne. Forslag om at høre disse. Megen Tale om Kongen personlig Spørgsmaal om hvad de Tilkaldte burde gjort?
Elieson vil at man, ikke som Thingmænd, men som Mænd der paa Grund af deres Fædrelandskjærlighed og andre Egenskaber havde faaet Medborgeres største Tillidshverv, nødvendigvis maa blive at høre om disse Anliggender der i en vanskelig Tid vedrøre Fædrelandets dyrebareste interesser. Har ingen Frygt for Consekventser af at man ved denne Leilighed ikke har fulgt de sædvanlige Former.
U. A. Motzfeldt. Beklager at Regjeringen ikke har forlangt Comite opnævnt og vilde ønske at der havde været Anledning til at sætte Storthing. Men man kan ikke gaae længere med Meddelelser, der vare ganske confidentielle, end der af Meddeleren er indrømmet Adgang til. Der er nu vistnok ingen Forpligtelse til at høre Meddelelserne, men heller ikke Anledning til at sætte Storthing. Dokumenterne kunne nemlig ikke meddeles Storthinget, navnlig ikke Neutralitets-Erklæringen, der heller ikke har været forelagt Svenske Rigsdag.
Daa ytrede, at naar Meddelelserne ingen Betydning skulde have, saa var der naturligvis intet iveien for den brugte Fremgangsmaade, nemlig at et Regj.s Medlem kan tale med endel Storthingsmænd. Men derfor at sammenkalde til politisk Discours var besynderligt. Meningen maa være at faa Opinionen udtalt angaaende Meddelelsen, hvis Indhold fordres fortiet. Det kan ikke være Hensigten med den hele Sag blot at fortælle Nyheder. Om end et enkelt Medlem kunde fremtvinge sagens Behandling i hemmeligt Møde, saa kunde dette nu blive meget ubehageligt. Stemningen (i Storthinget) faaer man saa ikke paa denne Maade at vide.
Aall. Om at formeligt Møde vilde været behageligere, navnlig for ham, men man havde frygtet for at Bemyndigelsen derved vilde overskrides. Kom Sagen for i Storthinget, og navnlig Dokumenterne kom frem, kunde disse risikeres sendte til en Comite, t. Ex. Const. Comiteen Neutralitets Erklæringen til Indstilling. Kongens Mening var nu kun at forberede Storthinget til senere at fatte Beslutninger. Ved dette Møde var alene tilsigtet at faa Medlemmerne til at høre noget, og dette var dog vel i Sandhed ganske uskyldigt.
Nannestad spørger om hvad der skal forstaaes ved at Meddelelserne skulde være confidentielle.
Borchsenius havde Betænkeligheder ved at dette Slags Møde netop ikke medfører nogen Forpligtelse m. H. til Hemmeligholdelse. Ønsker alle Tilstedeværende nu kunde forpligtes til ubrødelig Taushed.
Aall at Meningen netop havde været at denne Forpligtelse her skulde gjøre sig gjældende m. H til Meddelelserne.
Birch-R. Meningen maa vel være at de som ere forblevne i Salen ville under den før gjentagne Forudsætning at deraf Intet kan udledes, paahøre de omtalte Meddelelser. Men m. H til Hemmeligholdelsen af disse maatte det bestemt tilkjendegives hvor Grændsen skal sættes; thi meget af hvad der har været meddelt den Sv. Comite har man allerede samme Dag seet gjengivet i Aviserne med Vedk.s Samtykke. Altsaa Spørgsmaal hvad der skal være meget hemmeligt, hemmeligt og lidet hemmeligt.
Aall. Der er Noget som gaar videre end hvad man har seet i Aviserne; om Fortielse af Andet kan der ikke være Tale.
Baggerud. Den ved denne Sag brugte Form er meget at beklage, da derved er sat ondt Blod. Taleren havde allerede igaar hørt Saadant. Møde for lukkede Døre kunde været afholdt, og han ønskede dette endnu. Uden dette vil det faa Udseende af at der er en selvvalgt Hemmelig Comite. At Sagen skulde være af liden Betydning kan han ikke erkjende. At der af 12 saa klangfulde Navne muligens kan være tilraadet den eller den Beslutning, er noget som faar Betydning om Raadet end ikke i Formen udgaar fra Storthinget. Den brugte Form anser han saa stødende, at ogsaa han agter at forlade Forsamlingen, idet Storthinget ikke kan være den bekjendt.
Bergsager formener at der ikke hverken fra Regjeringens eller fra de Tilkaldtes Side kunde været handlet anderledes end skeet er. Han for sit Vedkommende vil høre Meddelelsen, og med H. til at Nogle er borte, bemærkes at der er nok tilstede for at fortælle Andre hvad der passerer og meddeles.
Aall var enig med Bergsager. Mindede atter om Umuligheden af at gjentage Alt hvad der ved 2 à 3 Timers oplæsning blev de 12 meddelt. Skulde Forhandling i Storthinget finde Sted, maatte Spørgsmaal derom først henstilles til Statholderen.
Baggerud. Alle Vedkommende maa forudsættes at være kjendte med Formerne, og disse bør overholdes. Han henstiller til Aall at foranledige sagen behandlet paa grundlovmæssig Maade.
Birch-R. Naar her af Forskjellige tales snart om Kongen, snart om Regjeringen, snart om et enkelt Medlem af denne, synes det fornødent at gjøre opmærksom paa, at ligesom Kongens Navn bør være udenfor Discussionen, saaledes er der efter Aalls Fremstilling kun Grund til at nævne et enkelt Medlem af Regjeringen, der har handlet i sagen, og denne kan saaledes paa ingen Maade betragtes som en Regjerings-Sag.
Aall erkjendte Rigtigheden heraf.
Hagerup. Meddelelsen grunder sig paa en privat Skrivelse fra Kongen til Statholderen. Flere her i Forsamlingen erindrer vistnok at man i 1848 opholdt sig over at Statholderen meddelte sig til ganske enkelte Medlemmer af den da i Storthinget valgte Comite, hvilken sidste derfor kun indirekte fik sin Kundskab. Nu kalder han 12 Medlemmer, men heller ikke hermed er man fornøiet.
Fadum. Sagen maa søges bragt ind i de vante Former. Han henstiller derfor til Præsidenten at foranledige Møde for lukkede Døre for at faa Beslutning om hvad der skal foretages.
Johnsen. Foretrækker ogsaa for Hemmelighedens Skyld Møde for lukkede Døre, og foreslaar at der gjøres Forsøg dertil.
Baggerud gjør opmærksom paa Forskjellen fra hvad der foregik i 1848. Man kjender her Intet til Beskaffenheden af Mødet med de 12, og navnlig ikke om deri kan ligge nogen Forberedelse til senere Beslutninger. Havde man i Lørdags under Møde for lukkede Døre meddelt sig, saa havde sagen staaet anderledes nu.
Aall. Man har lovet ikke at meddele Alt hvad der passerede i Mødet. Man har senere confereret om hvad man kunde sige, og igjen henvendt sig derom til Statholderen.
Byfoged Petersen. Om at visse sagers Beskaffenhed vistnok kan fordre en særegen Behandlingsmaade fra Regj.s side og Garanti maa søges i Personligheder. Men efter hvad han har hørt, antager han Intet til Hinder for at Præsid. snarest muligt i Møde for lukkede Døre gjør det Passerede til Gjenstand for Meddelelse.
Ueland er saa taabelig at han netop troede at have brugt den delicateste Maade i en saa kilden sag. Man maatte ikke tro at de 12 ikke havde overveiet om de ogsaa burde være Mellemmænd. Men hvad vilde man vel de skulde gjort? Skulde man været saa ubeskeden ikke at møde eller ikke at ville høre. Havde man havt anden Udvei, vilde man vist have brugt den. Nu har man taget sagen ilde op – men hvad skulde de 12 have gjort.
Aall som ingenlunde finder Bestyrelsen af dette Møde behagelig, antager at der i al Fald ikke kan være Fare ved alene at høre Meddelelsen. I dette sidste var
Bergsager enig.
Dahl som allerede i 1½ Time har ventet at faae interessante Meddelelser med H. til Tidens Farligheder, ønsker at der vil blive Adgang til at faa dem, og overlader til de Medlemmer, der ikke vil høre, at forlade Mødet.
| Saxlund? | 
| |
 |
Enig med Dahl. | |
| Harbitz | 
|
Aall gjentager om Meddelelsernes Hensigt.
S. Lie. Spørgsmaal om Taushed ang. Meddelelserne ogsaa skulde iagttages med H. til de Medlemmer, som havde forladt Forsamlingen.
Aall antog at de Fraværende rettest kunde henvende sig til ham hvis de vilde erfare Meddelelsernes Indhold.
| Schydz |
| |
|
gjorde atter Forklaringer om Rigtigheden af den brugte Fremgangsmaade. | |
| Aall |
|
| Nissen |
| |
|
atter om speciel Betegnelse af hvad der skulde holdes hemmeligt. – | |
| Aall |
|
Efter at der af Elieson var gjort opmærksom paa at Døren til Secretariatsgangen stod paa Klem, blev der gjort Skridt til at lukke den, men da et Medlem i det Samme bemærkede at der i Gangen kun befandt sig nogle af de Representanter der havde forladt Salen, ytrede
Aall at det gjerne kunde overlades til Folk selv om de vilde høre i Salen eller udenfor.
Lange (standsende paa Veien til Døren) udviklede det Upassende i at Nogen skulde staae udenfor for at høre hvad de havde erklæret ikke at ville høre i Salen og da
Aall fremdeles fandt dette ligegyldigt
lukkede Lange Døren.
Under den herved opstaaede Munterhed begyndte Oplæsningen (Kl. 10¾).
A. Neutralitets-Erklæringen.
B. Memorandum til fortrolige Meddelelser, indeholdende
a. Henvisning til Neutralitets-Erklæringen, og forøvrigt under b. c. og d. de samme Meddelelser som samme Dag læstes i Svenske Aviser fra den Hemmelige Comite.
C. Efter Statholderens særskilte og senere erholdte Bemyndigelse oplæste Aall en af ham nedskreven Notice om:
a. at Ruslands Forlangende om at de forenede Rigers Havne skulde lukkes for alle Krigsskibe er afslaaet som Noget Kongen hverken kunde anse i sig selv rigtigt eller fandt sig istand til at overholde, og at det ikke stemmede med Kongens Carachteer at love hvad han ikke kunde holde. At Fordringen forøvrigt ikke var uventet, da den ogsaa ved en tidligere lignende Leilighed har været fremsat. Keiser N. har erklæret at han ikke kan erkjende Neutralitets-Erklæringen stemmende med retfærdige og upartiske Grundsætninger. Han har altsaa endnu ikke ligefrem negtet at anerkjende neutraliteten.
Efterat Oplæsningen var tilendebragt, ytrede
Harbitz at den opstaaede Differents mellem Storthingets Medlemmer bør søges udjevnet. Man kan erkjende at Grunden til den i dette Møde brugte Fremgangsmaade har været den, at den virkelige Præsident ikke var hos Statholderen, og at Meddelelsen her saaledes maatte ske af en af de øvrige Representanter, som har været der. Men nu maa Storthing for lukkede Døre kunne holdes.
Aall nærer Frygt for at Storthinget da vilde kunne fatte Beslutning t. Ex. om Neutralitets-Erklæringens Senden til Constitutions-Comiteen.
Harbitz udvikler i Modsætning hertil sin Mening om den Behandlingsmaade som kunde følges i Storthinget, og hvorefter Dokumenter ikke behøvede at fremlægges.
Daa fandt dog at maatte insistere paa at Dokumenterne i saa Fald bleve fremlagte, og vidste ikke hvorved Storthinget havde givet Anledning til en saadan Mistillid til dets Skjønsomhed at man ikke skulde kunne komme frem med Dokumenterne af Frygt for at Storthinget skulde begaa en saadan Uklogskab som det vilde være under de nuværende Forholde at sende Neutralitets-Erklæringen til Comite.
Stabell fandt at det Hele var en Ubetydelighed at gjøre saamange Ophævelser over. Ytrede sig omtrent i samme Retning som Ueland tidligere. Var forøvrigt enig med Aall i at Dokumenterne ikke kunde blive at fremlægge og argumenterede for at ingensomhelst Paastand derom medrette kunde gjøres.
Schweigaard søgte i et længere Foredrag at forsvare den brugte Fremgangsmaade, og at vise Fordelene af at man derved fik en Meddelelse som ingenlunde var uden Betydning. Man fik ialfald nu bestemt Kundskab om enkelte Punkter, hvorom man før blot havde Anelser. Kongen har dertil villet vise Thinget en Artighed. –
Birch-R. Der er vistnok Ingen i Forsamlingen som miskjender Kongens Hensigt, ligesaalidt som de 12 Mænds gode Mening med deres Fremfærd. Der er vel heller ikke Mange, som ville negte at en Meddelelse af denne Natur maa i visse Henseender være mindre fuldstændig, at den maa være confidentiel og foreløbig kun kan ske igjennem enkelte Medlemmer. Det er saaledes formentlig ikke om disse Punkter at Differentsen dreier sig. Hvad der har vakt Utilfredshed er saavidt Taleren har erfaret at der ikke enten har været Storthinget givet Anledning til at designere Medlemmer til Modtagelsen af Meddelelsen, eller at denne ikke er skeet til og igjennem de Mænd som allerede efter deres formelle Stilling maa have Presumptionen om Forsamlingens Tillid, nemlig Præsidenterne i Storthinget og dets Afdelinger.
Aall forklarede atter ikke at have havt Indflydelse paa Valget af Medlemmer. Forøvrigt mente han at den af Birch paapegede Omstændighed ikke var af synderlig Vægt. Man var altid udsat for at støde Folk paa den ene eller den anden Maade og godt vilde det være om man var mindre let til at tage Humeur. Efter yderligere Forklaring om at det for Taleren var mindre behageligt, paa Grund af at den virkelige Præsident havde været syg at maatte administrere dette Møde ytrede han, at da der nu ikke syntes at være videre at forhandle om de skeede Meddelelser, vilde han tillade sig at oplæse for Forsamlingen det Svar, som de 12 tænkte sig vistnok kun i deres eget Navn, at skulle afgive.
| Schweigaard |
| |
| Birch-R. | 
| |
| Baggerud |
| |
| U. A. Motzfeldt | |
yttrede sig atter. |
| O. Lange |
| |
| Hagerup |
| |
| Nissen |
| |
| Daa |
|
K. Motzfeldt var bleven frapperet ved paa engang at høre tale om Svar. Derom havde ikke været Spørgsmaal forinden Meddelelsen. Det forekom ham at ville være forsigtigst af de 12 Mænd intet Svar at give, i Særdeleshed da Sagens Stilling var saa forunderlig, at man her i Forsamlingen ikke engang vidste, hvorvidt mere end ett Regjeringsmedlem var bekjendt med at Meddelelsen skeede. Om at afhandle Svaret i Forsamlingen maatte der ialfald ikke være Spørgsmaal.
Aall erkjendte Rigtigheden af at ikkun eet Regjeringsmedlem havde havt med Sagen at bestille, men formente at den Omstændighed ingen Virkning burde have m. H. til Svars sfgivelse eller Ikke-Afgivelse. Her var ingen Regjeringshandling at bedømme men alene en Underretning at benytte.
K. Motzfeldt fandt at det idetmindste vilde være fornøden Forsigtighed af de 12 Mænd forinden Svars Afgivelse at erhverve Kundskab om hvorledes Sagen stillede sig for Regjeringens øvrige Medlemmer.
I flere Dage var der megen Tale om at de bortgangne Medlemmer vilde bringe Sagen for i sat Storthing. – At deraf Intet blev, havde vel til Grund at Ueland af alle Kræfter bestræbte sig for at faa Forsoning istand. –
Comiteen af 15, som valgtes til Behandling af Bevilgnings-Spørgsmaalet, bestod af følgende Medlemmer:
Aall (Formand), Hagerup, Ueland, Stabell, Schweigaard, Baggerud, Valstad, U. A. Motzfeldt, Lange, J. Sverdrup, Schydz, K. Motzfeldt (Secretær), Jensen, Daa, Præst Bergh.
Comiteen samledes i Lagthinget Em. Kl. 6 Onsdag efter at Prop. var indkommen Kl. 1 Em.
Forhandlingerne dreiede sig strax om det Spørgsmaal, hvorvidt Comiteen skulde søge de Oplysninger, som havde været meddelt de 12. Derhen ytrede jeg mig strax meget bestemt. Ligesaa Baggerud og J. Sverdrup, tildels Daa. – Ueland havde ogsaa samme Mening, og var meget misfornøiet med den af statholderen brugte Fremgangsmaade. U. A. Motzfeldt og Valstad ytrede sig ikke derom i saa stærke Udtryk.
Tilsidst enedes man saaledes, at Formand og Secretær begave sig til Statholderen for at søge Adgang for Comiteen til at erholde Oplysningerne. Vi forstyrrede H. Exc. i et Parti. Ved at erfare vort Erinde blev han meget fortørnet og begyndte med at erklære sig ude af Stand til at opfylde Forlangendet. Lidt efter lidt gav han efter. Jeg forklarede at Dokumenternes Indhold igrunden var Comiteens Medlemmer temmelig ligegyldigt, at man vel neppe vilde se synderlig paa dem, og at det var Adgangen til at se dem der var Spørgsmaal om. H. Exc. forhørte sig om hvem Comiteens nye Medlemmer vare. Til Daa gjorde han Bemærkning at «Avisskrivere ikke ere paalidelige», hvortil jeg svarede at «Stabell allerede var gjort bekjendt med Sagen». Da Sverdrups Navn vakte Betænkeligheder, mente jeg at der just ikke var synderlig Forskjel ved denne Leilighed at gjøre paa Sverdrup og Ueland.
Resultatet blev at Comiteens nye Medlemmer skulde komme næste Fm. Kl. 10 for at blive bekjendte med Dokumenterne. – Da Comiteen hermed gjordes bekjendt, fortsatte Schweigaard med sin saare ubehagelige og tirrende Ytringsmaade. Sverdrup fandt det upassende at Dokumenterne ikke bleve Comiteen meddelte og Schweigaard tog deraf strax Anledning til at foreslaa at man skulde anse sig for af Statholderen at være negtet den begjærede Adgang. Han fik dog intet Medhold. Tilsidst blev der Spørgsmaal om hvorvidt man skulde samles i Storthingslokalet eller begive sig enkeltvis ned i Stiftsgaarden. Flere ytrede sig for den sidste Mening, men Schweigaard vedblev spottende at tale om hvor nyttigt det var at gjøre Demonstrationen publik ved at begive sig til Statholderen i Procession. Discussionen endte efterat jeg henvendte mig til Schweigaard med Forklaring om at forsaavidt han vilde tilintetgjøre enhver Udsigt til Forsoning af de ved denne dumme Historie vakte Uvillier, saa burde han fortsætte i den valgte Tone.
Torsdag Morgen mødtes Daa og jeg hos Aall Denne viste et Udkast til Comite-Indstilling, der ikke var efter min Smag, og endnu mindre efter Daas. Jeg vilde have mere svævende Udtryk – Daa en Udtalelse af Sympathier for de vestlige.
Lidt før Kl. 10 gik Aall og jeg til Statholderen, dels for at gjøre ham bekjendt med at Comiteens samlede Medlemmer vilde indfinde sig, dels for at sikre os at ingen Dokumenter skulde blive undtagne idet nemlig Ytringerne i saa Henseende ikke havde været fuldkommen bestemte.
- ↑ P. M. Smith berettede mig Dagen efter, at Aall for ham havde forklaret at han ikke havde havt ringeste Indflydelse paa Valget af disse 12 Mænd, med Undtagelse af at han havde faaet udeladt ett Medlem, som han vidste i Thinget ikke vilde faaet én eneste Stemme for sig (Daa?).
- ↑ Thv. Knudsen, Bøyesen, Velde, J. Sverdrup, U. Sverdrup, Krognæs, Blom, Jaabæk, O. Vig, Dietrichs, R. Olsen. Augustinussen betænkte sig da han kom til Døren og satte sig ved Vinduet.