Dagbøger 1854–1889/Biografi
KETIL JOHNSEN MELSTED MOTZFELDT født den 1Ode August 1814 var Søn af Statsraad Peter Motzfeldt og Erneste Birgitte Margrethe, født Stenersen. Han blev sekondløitnant i Marinen i 1832 og Premierløitnant i 1841. I Aarene 1833–35 fór han i Koffardifart paa oversøiske Farvande, og senere førte han nogle Aar Post-Dampskib for Staten. 1836–38 var han Equipagemester ved Marinens Værft og i Aarene 1841–42 samt 1844 Chef for den første Dyblodning udenfor Finmarkens og Romsdalens Kyster. Under et Ophold i Danmark i 1848 i Postvæsenets Anliggender fik han Adgang til som Tilskuer at deltage i Slaget ved Dybbøl og Nybøl den 28de Mai. Senere forestod han efter ordre Indskibningen af det norske Troppekorps, der var sendt til Skaane i Anledning af den danske Krig. Af Poststyrelsen blev han gjentagne Gange sendt til Udlandet for at underhandle om Anliggender vedkommende Postvæsenet. Paa Norges Vegne afsluttede han saaledes Postkonventionen mellem Danmark og Norge af 14 Novbr. 1851.
Den 28de Mai 1852 blev han udnævnt til at overtage det da oprettede Expeditionschefs-Embede for Postvæsenets Anliggender under Indre-Departementet, hvis Chef dengang var Statsraad Fredrik Stang. Allerede den 28de Oktbr 1853 fratraadte han imidlertid denne Stilling. I sin Ansøgning herom udtaler han, at «Embedet efter min derom vundne Erfaring ikke giver Anledning til den selvstændige Virksomhed som i tidligere Livsforholde er blevet mig tildel og savnet af den gjør mig min indehavende Stilling mindre tilfredsstillende».
Departementet bemærkede ved Anledningen, at det «har havt tilstrækkelig Anledning til at faa den særdeles fordelagtige Mening stadfæstet, man altid har næret om denne Mands Dygtighed og Nidkjærhed».
Med Norges Fiskerier fik Motzfeldt paa flere Maader betydningsfuld Befatning.
Han deltog saaledes i Udarbeidelsen af Loven af 24 Sept 1851 om Vaarsildfisket og var fra 1851–57 opsynschef ved dette Fiske. I 1852 overvar han efter Departementets Anmodning Lofotfisket for at gjøre sig bekjendt med dette og blev derpaa udnævnt til Formand i den i 1854 nedsatte Kommission, der skulde tage de særlige Bestemmelser angaaende dette Fiske under Behandling og afgive Forslag om saadanne Forandringer i disse, som maatte ansees hensigtsmæssige.
Fra umindelige Tider havde en af de væsentligste Bestemmelser her været, at der var tillagt ethvert Fiskevær en bestemt Strækning af Havet, hvis Grændser var angivne efter «Med». Dette Omraade var forbeholdt til udelukkende Benyttelse af de Fiskere, som boede tilhuse i Været. Men disse havde heller ikke Ret til at fiske udenfor denne Strækning. Mange Forviklinger og Ulemper opstod heraf.
En anden Bestemmelse var at Udroer ikke maatte finde Sted medmindre et Udvalg af Høvedsmænd, «de Gamle paa Skjæret», fandt Veiret at være saaledes, at Udroer var tilraadeligt, en Bestemmelse, som umuliggjorde enhver Konkurrence og derigjennem enhver Udvikling af Fiskeriets Drift.
Motzfeldt fattede den dristige Beslutning at søge bevirket en gjennemgribende Forandring ved at sprænge Grændserne og erklære «frit Hav og frit Fiske». En saa pludselig Kuldkasten af Forhold der havde bestaaet i Aarhundreder og som saavel Væreiere som den fiskende Almue havde indlevet sig i, vakte selvfølgelig stærk Modvillie hos saagodtsom alle i Fisket Interesserede.
I Kommissionen lykkedes det imidlertid efterhaanden Motzfeldt at faa Flertallet paa sin Side, og i Overensstemmelse hermed affattede han Kommissionens Indstilling. Senere blev det ham overdraget ikke blot at skrive Departementets Foredrag i Sagen, men ogsaa at udarbeide den af vedkommende Storthings-Komite fremlagte Indstilling.
Paa denne Maade fik han Loven af 23 Mai 1857 drevet igjennem. Men en Storm af Uvillie reiste sig i Fiskedistrikterne, navnlig hos Væreierne. Og en saa principiel og indgribende Forandring i de overleverede Forhold som Loven af 1857 indførte, kunde selvfølgelig ikke gjennemføres uden Modstand og Kamp.
Som Opsynschef ved Lofotfisket i 1858 og 1859 fik Motzfeldt selv at føre Loven ud i Livet og havde derved selvfølgelig store Vanskeligheder at overvinde. I Brev af 25 Febr. 1859 til Amtmand Collett skriver han: «Nordlændingen vil naturligvis først efter flere Aars Forløb kunne komme sig til at begribe og bruge, og da ogsaa sætte Pris paa den nye gode Lov. Nu befinder Nordlændingen sig som en gammel fransk Marquis maatte befinde sig midt i Revolutionen.»
Motzfeldt var endvidere Medlem af den Kgl Kommission af 1857 angaaende Opførelse af en ny Storthingsbygning, af den Kgl Kommission af 1858 til Revision af Skydslovgivningen og Formand i den Kgl Kommission, der udarbeidede Forslag til Loven af 18. Mai 1860 om Fiskerierne i Nordland og Finmarken.
Da Expeditions-Embedet for Postvæsenets Anliggender fra 1. Jan. 1858 ifølge Kgl Resolution af 11 Novbr. 1857 gik over til et Generalpostdirektoriat, blev Motzfeldt ved samme Resolution udnævnt til Generalpostdirektør. Den 18de Aug. 1860 indtraadte han i Statsraadet og overtog Bestyrelsen af Marine-Departementet tilligemed det da oprettede Post-Departement. Fra Novbr. samme Aar indtil Septbr. 1861 var han Medlem af den norske Statsraads-Afdeling i Stockholm. Som Statsraad blev han staaende til Ministerkrisen i 1861, da han den 12te Decbr. erholdt Afsked samtidig med statsraaderne Birch-Reichenwald og Petersen.
Adskillige Aar før sin indtræden i Regjeringen havde Motzfeldt deltaget i det offentlige Liv som Medlem af Storthinget. Faa Dage efter at han havde erholdt Afsked som Expeditionschef, blev han i 1853 valgt til 3die Repræsentant for Christiania og mødte som saadan paa Storthinget i 1854 (Sekretær i Militærkomitéen, Medlem af den specielle Komité angaaende Neutralitetsbevilgningen.) Fra samme Valgkreds sendtes han som 1ste Repræsentant til Thinget i 1857 og mødte senere for Christiania paa det overordentlige Storthing i 1858 og paa Storthinget 1859–60. (1857–60 Formand i Militærkomitéen.)
Efter at være udtraadt af Regjeringen kjøbte han i 1863 Eiendommen Vestmandrød i Borre og bosatte sig der. Han levede nu udenfor aktiv Deltagelse i det politiske Liv, indtil han i 1870 valgtes til Storthingsmand for Jarlsberg og Laurvigs Amt for Valgperioden 1871–73. Derefter gjenvalgtes han uden Afbrydelse som Repræsentant for denne Valgkreds til alle Storthing til og med 1885, da han frabad sig Gjenvalg. I dette Tidsrum var han 1871–82 Formand i Næringskomitéen No. 1 og 1883–85 Medlem af Konstitutionskomitéen. 1871–82 var han derhos Medlem af Valgkomitéen, 1874–79 af Fuldmagtskomitéen samt 1875–77 af den i disse Aar nedsatte Stemmeretskomité. Da Professor Dr. O. J. Broch frasagde sig Hvervet som Medlem af den parlamentariske skattekommission i 1877, indtraadte Motzfeldt, der af Storthinget var valgt til 1ste Suppleant, i hans Sted.
I 1886 flyttede han fra Borre til Christiania, hvor han døde den 17de Novbr. 1889.
Motzfeldt blev i 1860 gift med Hedevig Susanne Amalie Rosenvinge, der overlevede ham til 21 Mars 1903. De havde en Søn, der døde som Barn.
Ketil Motzfeldts Virksomhed i vort offentlige Liv har – som det kan vides – været meget forskjellig bedømt.
Men derom tør der vel være Enighed, at han var en Personlighed og en politisk Kraft.
En selvstændig og frygtløs Natur, høit begavet og fremfor alt i Besiddelse af stærk Villie og megen Energi.
Udgaaet fra et Hjem med stærke politiske Interesser blev han selv fra sin Ungdom levende politisk interesseret. Han kom tidlig ind i det offentlige Liv og deltog i det gjennem flere Decennier. Til denne Gjerning gav han sig hen med Liv og Sjæl, han ofrede den al sin Interesse og al sin Evne.
Han deltog hyppig i Thingets Debatter og gav ved sine mangesidige indsigter og sin parlamentariske Erfaring og Dygtighed vægtige Bidrag til Sagernes Belysning. Hans Slagfærdighed og Uforfærdethed, hans skarpe og hurtige Tanke i Forbindelse med et Vid, der ofte var bidende, gjorde ham til en frygtet Modstander i Debatten og bevirkede, at han altid blev hørt med Opmærksomhed i Salen.
Hans Deltagen i det politiske Liv falder i en Tid af stærke Brydninger og voldsomme Parti-Kampe (Statholdersagen, Ministerskiftet 1861, Revisionssagen, Statsraadssagen, Veto-Striden, Rigsretten, Dannelsen af Ministeriet Sverdrup). Og i disse Kampe tog han fremtrædende og betydningsfuld Del.
Konservativ i sine Grundanskuelser stod han fjernt fra vort Venstre. Men han kunde med sine udpræget konstitutionelle Begreber heller ikke i Kampens Tid gaa med Yderlighederne inden Høires Hovedmasse.
Hans Plads var i Centrums høire Fløi. Han kom herved – hvad hans Optegnelser noksom bærer Vidnesbyrd om – i en isoleret Stilling, han blev angrebet fra begge Partier og gav Hug til begge Sider. Men dette hindrede ham ikke i at bevare sin selvstændige uafhængige Stilling og hævde sit Standpunkt. Og ubunden af Parti-Hensyn lagde han atter og atter al sin Kraft i Bestræbelser for at faa Parti-Kampene endt og fredeligere Forhold igjen ført tilbage i vort Land.
Det tør blive erkjendt, at de Optegnelser, som herved overleveres Offentligheden, er af Værd ved det Bidrag de yder til sin Tids Historie. Forhaabentlig vil de ogsaa tjene til at stille Ketil Motzfeldt og hans politiske Virksomhed i et klarere Lys og gjøre det lettere at fælde en uhildet Dom om ham og hans Stilling til Begivenhederne.
Dagbøgerne er ikke meddelt i sin Helhed. Til Fuldstændiggjørelse er fra Tid til anden indtaget Udtalelser i Breve fra og til Ketil Motzfeldt. Afsnittet om Ministerskiftet i 1861 har – med Undtagelse af Dagbogsoptegnelserne fra 30 Novbr. til 6. Decbr. 1861 – været trykt i Historisk Tidsskrift. Af det Øvrige har Intet tidligere været trykt.
Ved Udgivelsen har Stiftamtmand Gram ydet mig meget værdifuld Bistand. Herfor bringer jeg ham min erkjendtlige Tak.
- Christiania den 17de November 1908.
Ernst Motzfeldt.