De Sorte Gribbe/Kapittel 14

Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 103-108).
XIV
VINTØNDEN


Manden med det røde skjeg snek sig hurtig hen mot rosenhækken. Blodet randt ned over panden fra et hudsaar. En glasstump hadde føket forbi han og git ham en liten mindelse . . . det var det hele.

Mørket generte ham. Han snublet over et litet staaltraadgjærde og faldt over en trillebør.

Da stanset han pludselig. Han saa to mørke skikkelser snike sig langs rosenhækken og hørte det frygtelige brøl, som den aften fik sene aftenvandrere til at fare sammen i rædsel.

Den rødskjeggede trak sig uvilkaarlig tilbake. Det var øiensynlig en mand, som ikke kjendte til frygt. Han aapnet klaffen paa sin lommelykt og rettet den mot to store dyr, som nu med dype knur stilet ret mot ham.

Lyset faldt paa to vældige, plettede leoparder, hvis gule, blodunderløpne øine skinnet mot ham med en dyp fosforglans. De blev et øieblik tvilraadig staaende og stirret paa acetylenlykten, saa hørtes der et skrik fra vinduet, — et eggende, hvislende skrik. Det var Saimler, som hidset sine vaktdyr . . . Da kastet manden lykten i hodet paa forfølgerne og trak sin revolver i læ av en stor tuja.

—Paa ham! skrek Saimler. Æt ham op med hud og haar. Hører du, Alex . . . . slit ham i stykker og stil din hunger . . .

Da krummet den vældige plettete kat sig sammen, og man hørte et øieblik, hvorledes dens lange hale pisket grusgangen. Saa sprang den . . .

Men manden bøide sig lynsnart tilside, der lød et kort dumpt knald og leoparden rullet overende ved tujaens fot.

Med et hyl trak leopardens make sig ind mellem løvverket. Den hadde ikke sin herre og mesters blodtørst og mod.

Mændene i vinduet saa ikke, hvad der var hændt. Den mørke have skjulte alt for dem. Deres revolvere pekte utover, men de fandt ikke noget maal.

—Saa lat os gaa ned og gjøre ende paa ham, skrek Delma.

—Nei, sa Saimler bestemt. Alex sparer ingen. Det er en gammel menneskeæter fra Sundas skoge. Han lar sig ikke slaa ned av en revolver. Vent, saa skal dere faa høre dens kjæver mase den forbandete spion . . . Hør!

De lyttet alle.

En sagte, pipende stønnen lød op til dem. Det var tydelig et dyr, som vaandet sig i dødskampen

Da lød der et skudd til, et mørkt legeme sprang op av rosenhækken med et klagende hvin . . .

—Det var hunnen, ropte Saimler tænderskjærende. Han har skutt mine leoparder. Det skal han tusindfold faa undgjelde . . . . Efter ham, kamerater . . .

Den rødskjeggede traadte frem fra tujaen og saa sig prøvende om. At vove sig over det fire meter høie gjærde for anden gang vilde koste ham livet. Enten blev han spiddet av de sylhvasse lanser eller rammet av de desperate anarkisters revolvere. Han tok hurtig sin lommelykt op og sprang med lange, lydløse skridt ind mot huset. Han hadde set et kjeldervindu med sprinkler for. Det vilde han prøve.

Manden naadde vinduet i samme øieblik, som hans fiender med en stor acetylenreflektor viste sig ved utgangen. To ilte utenfor huset, for at ta imot spionen, hvis han skulde vove den farlige klatring over spydstakittet.

Der fløt et skarpt lys over haven.

Saimler utstøtte et rasende skrik. Ti der ved tujaens fot laa hans yndlingsdyr, leoparden Alex, i den sidste dødskamp. Den var rammet av et mesterskud i det venstre øie. Fraaden skummet om den lille dyretæmmers mund, og hans øine stod som to grønne glaskuler i hans hode . . . Hvor er han, skrek han. Ta ham levende. Han skal dø tomme for tomme!

Der gik en let gysen gjennem den rødskjeggede, der han stod ved kjeldervinduet paa den anden side av haven. Han knuget to svære revolvere i sine hænder. Saa stak han dem med en hurtig beslutning i lommen, grep fat i sprinklerne og rykket til. Der maatte ligge uhyre kræfter i denne mands arme. For jernet gav sig under hans ryk. Men det holdt. Da samlet han alle sine kræfter, satte ryggen til og slet til . . . Sprinklerne sprang ut av murbeklædningen, mens kalk og støv hvirvledes op. I en haandevending rev han ruten ut, kastet den ned i kjelderen, og krøp saa forsigtig ind, famlende sig frem med føtterne. De fandt hurtig et holdepunkt paa en stor tønde. Manden tok da sprinkelverket, satte det saa godt det lot sig gjøre paa plads, efter at ha glattet grusdækket utenfor til med haanden for at fjerne alle spor.

Det var paa høie tid. Et skarpt lys gled om hushjørnet og fløi ransakende omkring.

—Han har klattret over gjærdet, sa en.

—Umulig, hvæste Saimler. Da maatte vi ha set ham. Man klatrer ikke over et slikt stakit, som om det var en høisaate. Den røde satan maa findes her . . . Vort liv eller hans . . .

Like utenfor kjeldervinduet stanset de. En klokke skingret gjennem hele huset.

—Hvem fan’ kan det være, mumlet Saimler.

—Politiet? hvisket Andersen.

Da lød klokken igjen. Denne gang med to korte slag.

—Det er Peters, sa Saimler lettet. La os høre, om han har set nogen!

De skyndte sig alle ut til porten.

Den fremmede mand i kjelderen pustet lettet. Lyset fra hans lommelykt viste ham omgivelserne. Det var en cementert kjelder med én indgang. Dens eneste inventar var en kjæmpemeæssig vintønde med løst laag. Han lyste ned i den. Tønden var tom. Nede paa bunden laa der en hornknap. Den rødskjeggede saa nysgjerrig paa den. Pludselig fik han øie paa nogen kluntede bokstaver langs den ene side . . . Lykten skalv et øieblik i hans hænder. Der stod et kors og under det: Patrick Davis . . .

Den fremmede reiste sig langsomt. Lyset faldt et øieblik paa hans eget ansigt. Skjegget var løsnet og under det saa man Jonas Fjelds skarpe viljehake.

—Patrick Davis? mumlet han. Denne tønde var hans likvogn fra onkel Peters kneipe til Josias Saimlers kirkegaard. De hadde bundet ham paa hænder og føtter for at ofres paa slotspladsen i Kristiania. Saa har han bitt av sig en knap, holdt den mellem tænderne og ridset sin gravskrift i vinmugget.

Fjeld lyttet. Lyden av den svære port, som knirket paa sine hængsler, naadde hans øre, og en lys klingende kvinderøst lød over de andres.

Han nikket tilfreds.

Det var Bessie Lecouvreurs stemme.