De Sorte Gribbe/Kapittel 15

Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 109-114).
XV
LOKKEFUGLEN


—Der er en spion ute efter os, hvisket Saimler.

Onkel Peters blev blek.

—Det har der været før ogsaa, sa han. Men det har til dato gaat dem ilde.

—Men denne mand er undsluppet. Han maa ha været behændigere end de andre. Delma saa hans ansigt i vinduet. Jeg sendte leoparderne ut efter ham. Han skjøt dem ned som om de var tamme husdyr. Og derefter maa han ha klatret over gjærdet . . . før vi fik omringet huset . . . Nu gjælder det at holde ørerne stive . . . . Vi skal nok ramme ham.

—Hvorledes saa han ut, spurte Peters.

—Det var en høi fyr med et strittende rødt skjeg. Delma saa ham og skjøt efter ham . . .

Onkel Peters blev staaende i dype tanker.

—Hvad slags hodeplag hadde han?

—En rutet reiselue av dem, som irlænderne gjerne bruker.

Da plystret verten i »De tre fjære« tilfreds.

—Jeg lukter lunten, hvisket han. Den unge dame, som jeg bragte med her, ser meget troværdig ut, ikke sandt?

—Jo, sa Saimler. En tøs, men en vakker tøs. Vi kan faa bruk for hende.

—Neppe, hvisket Peters indtrængende. Jeg trodde som du, men vi lar os ikke let lure. Der er to ting, som gjør mig mistænksom.

—Og hvad er det?

—Jo — du har jo talt med Andersen. Han har aldrig set Sorte Bessie i Kristiania, siger han. Og dog talte han med Jones flere ganger om dagen.

—Videre!

—Dernæst — er det en anden ting, som er noksaa paafaldende. Den rødskjeggete mand, Delma har set, sat iaftes i min kneipe. Det kan ikke ha været nogen anden. Han kom ind akkurat et kvarter før piken her arriverte. Der fandtes ikke andre i lokalet. Jeg tænkte ikke noget ved det dengang. Men nu øiner jeg sammenhængen. Hun er en lokkefugl, Saimler.

Dyretæmmeren saa mørkt hen for sig.

—Var den rødskjeggete irlænder alene, spurte han pludselig interessert.

—Nei, svarte Peters ivrig. Han var sammen med en svær, tyk fyr med rødt ansigt og en stor bart. Typen var nærmest en avdanket cirkusdirektør, han gik med den høire arm i bind.

Saimler for pludselig sammen.

—Jeg har anet det, mumlet han. Der er farlige hunde paa sporet. Den eneste, vi har at frygte, gaar løs. Stol paa det.

—Hvad mener du?

—Jeg mener, at Ralph Burns ikke er død. Nu forstaar jeg linjen i det hele. Jones’ forgiftede østers fandt ikke den, han søkte. Burns luktet lunten. Jones er nu enten fængslet eller død. For at berolige os, blev derefter det rygte utspredt, at Burns hadde sat næsen i veiret. Som om den forbandete flodhest nogensinde kunde krepere. De norske anarkister er ikke videre begavede. Ellers hadde de forstaat disse rævestreker. Nu skal vi trækkes med denne helvetes skotlænder.

—Jeg skjønner ikke rigtig, mumlet Onkel Peters . . .

—Fæ, sa Saimler brutalt. Den avdankete cirkusdirektøren din med den store bart og den røde næsen og høire arm i bind . . . hvem var det? . . . Jo, det var netop Ralph Burns. Og den sorte jentungen, som nu sitter og konverserer hjertet ut av livet paa Jacques Delma, det er hans lokkedue. Der tok du ikke feil, gamle blodhund? Brevet i den gule konvolut, som Burns har knepet fra Jones, det var hendes pas. Nu skal det fan ta mig bli hendes dødsdom. Vi har nogen smaa tommeskruer her paa slottet. De skal knipe sandheten ut av hendes falske strupe. Og saa kan den gode Burns og hans hjælper vogte sig, at vi ikke skjærer halsen over paa dem, før de aner det. Der ligger et vinfat nede i kjelderen. Det kan bli et likkapel for nogen hver . . . Saa, hent piken! . . .

Onkel Peters bøide ærbødig hodet og gik.

I næste øieblik kom Sorte Bessie ledsaget av sine nye venner ind i det lille kontor. Hun var i et fortræffelig humør og gnaget paa et kyllingben.

—Naa, gamle grinebiter, sa hun gemytlig og slog Saimler paa skulderen. Hvad var det?

Dyretæmmerens haarde øine maalte hende et øieblik.

—Hvad har du faat av Ralph Burns for at vove dig ind i ulvenes hule? spurte han med skjærende haan.

—Bessie saa forbauset paa ham. Der saaes ingen bevægelse i hendes ansigt, men den haand som svang kyllingbenet, dirret en smule.

—Jeg tror gamlingen er splitter pine gal, sa hun smilende og saa hen paa Delma. Burns? Jeg har kjendt en natportier paa et hotel i Newyork, som het noget i retning av Burns. Var det ham? . . .

—Forbandede tøs, skrek Saimler. Ut med sproget ellers skal du faa føle, at ulvene har tænder. Du er kommet hit for at snuse i vore papirer. Bekjend, ellers brækker vi hvert ben i din syndige krop. Hit med skruerne, Peters! . . .

Den unge pike traadte hurtig tilbake.

—Er du sikker i din sak, Saimler, spurte Delma rolig.

—Ja, gutten min, svarte dyretæmmeren alvorlig. Jeg tar ikke feil. Et vakkert ansigt og en dristig mund har aldrig bedaaret mig . . . . Imorgen har jeg vishet.

—Well, sa den unge mand, saa vent til imorgen. Da skal jeg selv dirigere skruerne, tilføiet han med et grusomt smil.

—Saa ned i kjelderen med hende, skrek Saimler. Bind hende godt, og la hende faa en knebel i munden. Vi vil ikke ha noget skrik og skraal. Imorgen tidlig tales vi ved . . .

Før den unge pike kunde faa et ord frem, var et klæde kastet om hendes mund og hendes arme bundet. Onkel Peters tok hende paa sine arme og gik ned i kjelderen, laaste døren op og slængte sin byrde fra sig med en utsøkt salve av gode plattyske skjældsord.

Saa stængte han den tunge jerndør omhyggelig og begav sig op til de andre.

Lille Bessies øine fyldtes med taarer. Hun var ikke ræd for mørket, heller ikke for sit liv. Hendes sind var hærdet ved lange, farlige vandringer over Alaskas snemarker, og like fra barnsben av hadde hun lært, hvor litet det skridt er, som skiller mellem liv og død. Men hun sørget over sin mand, som nu sat og ventet hende sammen med Burns. Det var forbi med Bessie Lecouvreurs lykke . . .

Da hørte hun en hvisken ved siden av sig, der lød som en klokke i hendes øren. En kniv famlet om hendes arme. Bindet om hendes hode løsnet, og en lommelykt blendet hendes øine.

—Vi maa skynde os, hvisket en stemme i hendes øre, før det blir lyst. Ta denne fil og følg efter mig. Ikke en lyd. Denne djævelske borg har tusen øren.

De krøp op paa vintønden og ut gluggen. Saa snek de sig hen til den ytterste kant av haven, og snart var to av Ilmari Erkos staalfiler i den flittigste bevægelse. Det lød som to græshoppers summen.

Da den første dæmring saaes over sletten, fandt den to forpjuskede skikkelser, som langsomt bevæget sig indover forbi Eppendorf sykehus til det vaaknende Hamburg.