De Sorte Gribbe/Kapittel 17
Burns slap telefonrøret og saa paa sit ur.
—Om 15 minutter vil Fjeld være her, mumlet han. Det vil bli en halv times forsprang. Men vi skal naa dem igjen, selv om jagten skulde gaa helt til Nordpolen.
Den tyske politiinspektør traadte hen til sin kollega.
—Hvad skal vi nu gjøre? sa han med et blik paa verten fra »De tre fjere«.
Burns stirret tankefuld ut vinduet.
—Hvor er den tyske luftflaate for øieblikket? spurte han pludselig.
—Jeg tror den befinder sig i Elberfeld ved de store manøvrer. Men Zeppelins »Hansa III« gaar i formiddag kl. 7½ fra Kjøbenhavn.
—Til Lübeck?
—Ja.
—Er den bevæbnet?
—Ja. »Hansa III« hører til luftflaaten. Den er luftkrydser av 1ste klasse og er utstyrt med to dynamitkanoner og et halvt snes mitraljøser.
—Hvormange mand?
—En oberst, fire luftkapteiner og 22 aeronauter.
—Har den passagerer ombord?
—Ja. Den tyske aeroklub i Berlin har leiet fartøiet for denne tur. Det er ca. 100 mand.
Burns rynket brynene.
—Det er forsent at varsle »Hansa III«, sa han hurtig. Men telegrafer til Kjøbenhavns, Stockholms og Kristianias internationale regjeringspoliti og anmod dem om at varsle luftflaaterne i de tre lande. Be dem holde sig parat. De sorte gribbe er paa vei mot nord og truer de storindustrielle centra ved Trollhättan, Sarpsfossen og Rjukan. Der er grund til at tro, at de staar i forbindelse med de lokale anarkistorganisationer og at bomberne over nordens største kraftstationer er løsenet for den anarkistiske revolution. Gribbene maa derfor ødelægges før de naar frem. Tilføi, at jeg er efter dem med en gul vingeflyver. Underret ogsaa mr. Redpath i London om det samme. Fortæl ham, at jeg befinder mig i gribbenes kjølvand og at Fanden skal ta Ralph Burns, om han denne gang slipper dem. De forstaar? . . . Saa maa De ta Dem av onkel Peters. Pres ham som en citron. Husk paa, at den fyr ikke bryr sig saa meget om livet. Men han er en hund efter penger. Mord og mynt . . . det er onkel Peters løsen . . . Og skulde de ha en eller anden smuk og passende dekoration for en heltemodig kvinde, saa send den til fru Bessie Lecouvreur Hart, Wandsbeck. Hun fortjener den . . .
—Vel, sa politiinspektøren smilende. Vi skal greie de affærer. Men gribbene . . .?
Burns svarte ikke med en gang. Han lyttet efter en fjern susen.
—Hør, mumlet han, det er Ilmari Erkos fugl . . . Den mand forstaar at passe sit kronometer . . . Lad os skynde os! . . .
Han stanset pludselig.
—Gribbene sa De? . . . De vil finde deres rede i en avstand av en kilometer fra denne bygning — i en hangar for 5 biplaner av forsterket Farmantype. De skal ikke fæste Dem for meget ved den sorte farve. Den er kun gribbenes paradeuniform, som de trækker utenpaa vingerne for at dække over sin identitet og slaa sensible hjerner med rædsel.
—Men deres tilhængere? . . . Hvor skal vi finde dem?
—Da maatte de meie ned for fote. Men gudskelov er det ikke saa farligt. Der gaar rigtignok et halvt snes millioner taabelige mennesker omkring her i Europa og bilder sig selv og andre ind, at de er anarkister. De har saa at si dynamiten i kjæften. Men naar det kommer til stykket, vilde de heller springe over en glødende rist end at slaa ihjel et meneske. Vi kan ikke ta større hensyn til disse herrer, hvis hjerner er sure og hvis spyt er bleven galde . . . Lad bare folk snakke! Der er endnu intet menneske som har segnet for et skjældsord . . . Nei gribbene . . . de er ikke de mange millioner, som driver slet politik i krokene, men de faa, hvis hjerner er kolde av magtbegjær og forbrydelse, — — — herskerne, der hater de andre, som har magten, og ofrer alt for sit hat . . . Det er gribbene, som vil fraadse paa det døde samfunds aadsler . . . Det er dem vi skal ha fat i, hr. Stückrath. Og faar vi skaaret halsen over paa de hylende kadaverfugle og styrtet dem i havet, saa kan Europa puste frit igjen, indtil der vokser klør ut paa ungerne, som endnu saavidt har lært at aapne svelgene . . . Farvel! . . .
Med lette og spænstige skridt gik den engelske detektiv ut av hallen.
Utenfor stod en stor gul flyvemaskine med spilede vinger. Fjeld sad ved rattet og Erkos bleke ansigt saaes saavidt over den lille kupés glaskarm.
Burns sprang ind, motoren sattes i bevægelse og med langsomme vingeslag hævet det underlige aeroplan sig op i luften, svinget mot nord og forsvandt i æteren med en forfærdelig hurtighet. Det var som om der fløt en gul luftlagsstripe i dens spor . . .
De tyske detektiver saa forbauset efter den.
—Har man set paa maken, sa inspektøren. Det var som en due der fløi til himmels. Men den saa ikke ut til at ha et oljeblad i nebbet. Det er sandelig en ganske underlig jagt.
Der lød en kort haard latter bak ham.
—De ler »Onkel Peters«, spurte han den bundne anarkist, som syntes at ha faat sit gode humør igjen.
—Ja, hr. inspektør. Hvem maa ikke le over dumheten. De nævnte noget om en due. Det passer godt. Jeg spaar, at den vil bli hakket sønder og sammen og opspist, før de danske haner har galet tre gange . . . Burns er en kjæk kar og stor i snuden. Han vil være gribbeføde, før Warnemündefærgen ringer til lunch. Jeg kjender mine fugler. De har neb og klør, som ingen aner.
—Hold mund! skreg inspektøren arrigt.
—Det er ogsaa min agt, sa kneipeverten smilende. Jeg angrer bare paa en ting.
—Og hvad er det?
—At jeg ikke lot helvedesmaskinen springe. Vi vilde ha faat en ytterst interessant luftfærd sammen. Først til himmels og saa til helvede. Det er unegtelig en sjelden kombination. Men desværre, — jeg lot mig overrumple av en forbigaaende svakhet . . . . Jeg taaler ikke fysiske smerter og Burns klo er det motbydeligste, jeg vet.
—Hold mund! . . .
—Nu har De sagt det for anden gang, hr. inspektør. De maa mene noget med det. Der er en anden mand, som har et lignende sprichwort. Det er litt skarpere. Han pleier at si: Hold mund og — dø! Det er næsten en ordre.
Inspektøren saa skarpt paa den tykke kneipevert med de smaa onde øine, som lyste skadefro.
—Jeg holder netop paa at suge paa den hvite knap i mit skjortebryst, fortsatte onkel Peters. Det er en foræring fra Josias Saimler og anbragt slik, at man kan naa den med munden, selv om hænderne er bundet. Det er en smuk knap. Men den er hul og lavet av kollodium. Naar man har tygget tilstrækkelig paa den, naar man ind til et hvidt pulver, . . . som
—Hold mund, skrek inspektøren rasende.
—Det er netop det jeg vil gjøre, mumlet onkel Peters. Jeg vil holde mund og — dø.
Den lille vert fra St. Pauli sank langsomt overende. Det var som om en blaahvit skygge krøp hen over hans ansigt . . .
Inspektøren styrtet hen til ham. Onkel Peters var død.