De Sorte Gribbe/Kapittel 18
Luftkrydseren »Hansa III« steg langsomt op over Kjøbenhavn. Den vældige kolos vugget magelig i en svak nordenbris, mens de svære træpropeller durede sin ensformige melodi ned til byens vaagnende hundredetusinder.
Sundet laa der som en smal, lyseblaa kile, og de store fuldriggere, som stevnet sydover med svulmende seil, lignet smaa hvite sommerfugler, der flagret omkring i soldisen.
Alt var saa fredelig og smukt: Den friske og vakre morgen med guld og glitter over Danmarks sletter, den koselige kaffestemning i kupeerne og den nytændte frokostcigar, som kastet en behagelig, dæmpet, blaalig skygge over det glade og livlige selskap. Der var ingen luftsyke damer, ingen skrikende unger, ingen slette pianister, ingen svigermødre. Alt var fred og hvile.
Den svære Zeppeliner lot til at skulle faa en av sine heldigste ture.
Oberst Trautler, luftskibets chef, sat i styrrummet og følte sig overordentlig vel. En av hans kapteiner stod ved kompas og ror.
—Vi har en smuk fart, sa obersten og kastet et blik utover, hvor Sjælland netop gled væk under deres føtter.
—Skulde undre mig, om vi ikke denne gang slaar rekorden, sa kapteinen og trak en smule i høideroret.
—Det vilde glæde gammel’n, fortsatte obersten gemytlig. Han møter nok op i Lübeck. Der er staal i gamle Zeppelin. Han blir hundrede aar likesaa sikkert som jeg blir femti . . . . Hvad er det, De kiger efter, kaptein . . . .
—Jeg vet ikke rigtig, svarte denne og tørret omhyggelig duggen av den tykke glasrute. Det er nogen prikker langt pokker ivold . . . kanske er det bare støvkorn . . . .
Obersten reiste sig og grep sin zeisskikkert.
—Ret i sydsydost, hr. oberst!
Trautler blev staaende et par minutter med kikkerten for øinene.
—Det er ikke støv, sa han eftertænktsomt, men fem store flyvemaskiner, som kommer ret imot os. Undres paa, hvem det kan være? . . . Har den traadløse hørt noget?
—Nei, hr. oberst!
—Det er saavidt jeg kan se biplaner, fortsatte obersten, men av en fransk type. Det er ikke Rumpler ialfald. De nærmer sig med stor fart.
—Er de sorte? spurte kapteinen pludselig.
—Jeg hadde den samme tanke, sa obersten. Men saavidt jeg kan se, er de lysegule. De kommer side om side som i en kamplinje. Men det kan ikke være gribbene.
—Skulde vi allikevel ikke . . .?
—Hvad mener De?
— — være klar ved kanonerne. Man kan jo aldrig vite.
Obersten trak paa skuldrene.
—Det vil bare vække opmerksomhet, sa han kort. Men lat os stige et par hundrede meter høiere.
—Vel, hr. oberst, sa kapteinen . . .
De fem flyvemaskiner nærmet sig nu med svimlende hurtighet og de to mænd i »Hansa«s styrerum saa med en viss bekymring, hvorledes flyvemaskinerne besvarte enhver stigning fra luftskibets side med en lignende manøvre.
Da grep oberst Trautler telefonen og et kraftig varselsignal hørtes i næste øieblik over hele skibet. Det var som om klangen av den skingrende klokke hadde væbnet luftens dreadnought i løpet av nogen faa sekunder. Og passagererne stimlet nysgjerrig sammen ved vinduerne for at se, hvad det gjaldt. De for tilbake i rædsel. De gule biplaner hadde pludselig forandret form og farve. Det var som et sort gardin var trukket over dem. Og gjennem motorernes jevne larm hørtes de forfærdelige skrik, som hadde fyldt Europa med rædsel.
—Det er de sorte gribbe, mumlet Trautler med hvite læber. Slaa av farten kaptein, og lat os vise de hunde vore tænder.
Høi og rank stod den hvithaarede aviatiker ved signalapparaterne. Hans befalinger lød til alle skibets dele som skingrende klokkesignaler. De lange, slanke dynamitkanoner vendte truende sine svelg mot syd og mitraljøserne fræste allerede sine trusler mot den kommende fiende.
Da hændte der noget, som fik oberst Trautlers haand til at dirre let der han stod og dirigerte sit fartøi med en aldrig svigtende koldblodighet. Som efter et git signal steg de fem gribber tilveirs i store buer. Nogen skud fra dynamitkanonerne naadde ikke sit maal og et halvt minut efter var de utenfor skudvidde.
De sorte biplaner kredset høit over zeppelinerens vældige hylster. Det var modige folk, som befandt sig under dem. De hverken graat eller klynket. De ventet paa det forfærdelige, som maatte komme.
»Hansa III« laa der i luften som en tung elefant, der føler de lette rovdyrs klør i sin nakke og i sine lænder — uten at kunne naa dem.
Og det forfærdelige kom — som en hvislende susen, en djævelsk knitrende fræsen, der fik hele det mægtige staalskib til at skjælve av en anelsens angst. Der gik et sekund . . . der gik to sekunder . . . saa løftedes Zeppelins stolthet i luften, en ildsøile slog ut av dens indre og en bred aapning gapte frem i den store cylinder. Det stolte skib la sig litt over paa siden, mens ildtungerne slikket nedover, saa lød der et nyt knald med en ny revne og varmen stod som en ilddusch over de ulykkelige mennesker. Men endnu holdt »Hansa III« sig i luften. Den sank langsomt tomme for tomme, mens eksplosionerne gik fra kammer til kammer og aat sig ind i luftelefantens kjæmpelegeme . . .
Motorerne holdt op at virke. Man hørte kun de dumpe knald hver gang heten hadde naadd en ny avdeling . . .
Skibet hadde nu mistet sin balance. Det vendte langsomt snuten mot sjøen som et dødsrammet dyr, der synker ned med forbenene og sænker sit hode i døden . . .
Passagererne klamret sig til tauge og liner, og med et forfærdelig brak styrtet hele understellet sammen, og mens eksplosionerne brølte ut fra dens indre sank »Hansa III« hurtigere og hurtigere mot havet. Der var endnu en rest av vandstof i ballonens øverste kamre. Den slet opover, men tyngden blev for stor og i en fontæne av ild, damp og skum stupte luftens kjæmpe i Østersjøen.
Der blev den liggende som en døende hval og langs dens sider krøp de mænd, som hadde undgaat ilden og eksplosionerne.
Et øieblik hvælvet tausheten og angsten sig over Hansas grav. Saa skingrede de sorte gribbes seiersskrik over den blaa sjø, og med klaprende vingeslag seilte de grumme fugler videre mot nord . . .
En liten svensk galeas laa i nærheten av ulykkesstedet. Den reddet de gjenlevende fra det ødelagte luftskib. Den kunde ogsaa berette, at 10 minutter efter Hansas undergang kom der en underlig vingeflyver susende over deres hoder. Den hadde hastverk. Den fløi som en gul strek mot nord.
Oberst Trautler saa den fra galeasens dæk, — der han laa med svidde lemmer og knækket ryg og forberedte sig til den store sceneforandring.
Der kom liv i hans bristende øine, da han saa den gule flyvers falkeflugt i de sorte gribbes spor. Og han reiste sig med besvær paa den venstre arm.
—Hvad er det? spurte den svenske skipper.
—Hils grev Zeppelin, sa den døende mand med et profetisk blik, at hans skib blev ynkelig myrdet av anarkismens stimænd. Men si ham ogsaa, at oberst Trautler saa hevnen følge i mordernes spor som et skinnende ildsverd gjennem luften . . .