De Sorte Gribbe/Kapittel 19
—Sæt farten op, skrek Burns.
—Umulig, svarte Erko og lænet sig fremover. Motoren er gaat varm. Vi maa være glad til, at vi kan holde følge med dem. Men vent til vi faar mere drag i luften, saa skal De se . . .
Den engelske politimand bet tænderne sammen.
Aeroplanet befandt sig nogen mil fra den norske kyst. Langt imot nord saaes Færder fyr som en tynd fyrstikke i horisontens rand og i øst gled Torbjørnskjær op av havet. Foran dem laa der i et par kilometers avstand fem sorte punkter, som duvet op og ned i den klare luft. Men under dem laa Skagerak og længtet efter dagens første krusning.
Det var tydelig, at gribbene nu holdt avstanden efter at Erko hadde set sig nødsaget til at slaa av farten, for at ikke motoren skulde gaa varm efter den forcerte jagt.
Luften var døsig og lummer. Og ret som det var sank vingeflyveren i de tynde luftlag, som aviatikkeren kalder for »huller«. Skruen arbeidet brilliant, men vingerne manglet luft.
Burns stirret ret frem for sig. Det mægtige hode rokket frem og tilbake, læberne var i uavladelig bevægelse, og den svære, haarede næve knyttet sig om gelænderet, saa knokerne blev hvite. Han sat der, den engelske buldog, som et dyr, der krummer sig til sprang.
Men Jonas Fjelds kolde hjerne arbeidet med matematisk præcision. Han visste, at avgjørelsen nu maatte komme og at alt berodde paa hans sikkerhet og koldblodighet. Det var ikke nogen spøk at ta kampen op med disse sorte flyvere, som alle var væbnet til tænderne med moderne skytevaaben og sprængstoffe. Et eneste feilgrep i rattet, en mislykket manøvre, og de var alle dømt til undergangen. Men lykken fulgte ham. Han visste det. Han følte skjæbnebestemmelsens uavvendelige sikkerhet i sit hode og i sit hjerte. Og nu skulde der øves en stordaad, som helt vilde slette hans debet til samfundet.
Det rykket i vingerne. En svak landbris slog dem imøte. Da var det, som om aeroplanet hævet sig som en sporet hingst. Det kløvet luften med altid rappere vingeslag, det for frem som en av luftens kongelige fugler, som øiner sit bytte og strækker de krumme klør ut for at gripe det.
Da gled der et tilfreds og grusomt smil over Burns bleke ansigt. Al hans godmodighet var væk. Nu sat han der som en kamplysten blodhund, der skar tænder i hat og hevn . . . Han var jo en britte, og kulerne hadde sunget mange ganger om hans øre. Ja — det var den hvite civilisators kampraseri, som gjød blod i hans øine og fraade om hans læber, . . . det var manden fra sletterne ved Omdurman, ved Lucknows høie, ved Zambeseflodens giftige sumpe, den uforfærdede gaa-paa-natur, som kjæmpet for kampens egen skyld . . .
Hallo — hvor det gik!
Den mægtige vingeflyver styrtet ind i lufthavet med en fart av 200 kilometer i timen. Nu var der ingen tvivl mere. De sorte flyvere kom nærmere og nærmere, og da Færder fyr gled forbi som en telegrafstolpe fra et iltogs vindu, saa man tydelig hver eneste skikkelse ombord i de fiendtlige luftfartøier. De lot ikke til at generes synderlig av det ensomme aeroplan, der med en saa forbausende fart fulgte efter dem.
Men med engang blev der uro i den sorte kamplinje.
Ti i samme øieblik, som de passerte Leiesten fyr, steg der op over aaserne ved Vallø en lang linje av biplaner, der efterhaanden spredte sig som en vifte over den nordlige himmel. Alt i alt taltes der otte aeroplaner av en kraftig, litt tung type. Ytterst saa man chefsskibet »Færder«, derefter kom »Ganger Rolf«, »Gunnar paa Lidarende«, »Mørejarlen«, »Njaal«, »Start«, »Roald« og »Frithjof«.
De sorte gribbe gjorde en bue utover. Men de norske krigsaeroplaner sperret dem modig veien. Fra »Færder«s lille signalstang heiste chefen, oberstløitnant Sem-Jacobsen, kommandoen: Gaa paa!
Men anarkisterne vek ikke undav, og snart efter klang mitraljøsernes fræsende ild over hele linjen. Kulerne slog ind i de spinkle skeletter og flerrede huller i duken. Kapteinen paa »Frithjof« blev truffen av en kule og slap styrestangen. Aeroplanet mistet balancen og styrtet fremover. Men ved en koldblodig manøvre av den menige aeronaut, som grep rattet, lykkedes det ved en hurtig glideflugt at redde det vakre luftfartøi fra ødelæggelse. Det gled ned like ved Jenseskjær paa Bolærne.
»Ganger Rolf« stødte sammen med en av gribbene. Farten var saa voldsom at de to aeroplaner klappedes sammen, indfiltredes i en uopløselig forening og styrteti sjøen like ved Teinebaaerne. Maskinerne eksploderte, en vældig røksky steg op mot himmelen.
Det lykkedes »Færder« at skyte sønder høiderøret paa et av de fiendtlige planer. Det kjæmpet en stund for at holde balancen, som en and, der er rammet i vingen . . . Saa rullet det sorte aeroplan rundt i store sving og sank i fjorden med sit mandskap. Men »Færder« hadde faat et skud gjennem benzinbeholderne og maatte søke redning ved en hastig glideflugt ned paa Aalborgholmen. »Mørejarlen« og »Start« maatte ogsaa søke jorden for maskinskade. De kom ned paa Haneflaug, hvor en av gribbene ogsaa hadde søkt tilflugt for at skjøte paa en avskudt line.
Den norske løitnant gik øieblikkelig med sine 4 mænd løs paa fienden. De to anarkister bet fra sig som det sømmer sig dynamitarder. Med 3 revolverskud i brystet sank den ene overende, og den anden reserverte den sidste patron for sig selv. Han satte revolveren i munden og trykket løs.
Kampen hadde kun vart et par minutter. Alle de norske aeroplaner var ukampdygtige. Men de hadde erobret et og ødelagt to av fiendens fartøier.
Da strøk Ilmari Erkos vingeflyver ind paa kamppladsen.
Den kom 30 sekunder forsent.
To av gribbene hadde allerede forladt valpladsen og ilede nu med fuld fart mot sydvest.
—Det er Josias Saimler og Jacques Delma, skrek Burns og slap kikkerten . . . efter dem!