De gamle hadelandske Sagn
I det Mindeskrift med sproglige og historiske Afhandlinger, viede Sophus Bugges Minde, som blev udgivet efter hans Død, paa den Dag, da vor afdøde, store videnskabelige Forsker skulde have fyldt sit 75de Aar, har jeg meddelt en Afhandling, med Titelen Den gamle hadeland-ringerikske Kongeæt og Snefridsagnet. I denne Afhandling har jeg bl. a. fremsat den Formodning, at Sagnet om den fagre Finnepige Snefrid, som havde daaret Harald Haarfagres Hjerte, oprindelig helt stammede fra Hadeland, og at det først længere nede i Tiden var overført til Dovre i Gudbrandsdalen, som et Tilbehør til den Legende om samme Konge, som efterhaanden dannedes, og hvori han staar som selve Dovrejøtunens Fostersøn. Jeg opstillede i den Forbindelse som en Slutning, at den Gaard, hvor Haralds Møde med Snefrid skulde have fundet Sted, ikke var Tofte paa Dovre, men Tuv lige ved Kirkerne paa Granavolden. Jeg kan nu føie dertil en Oplysning, paa hvilken jeg den Gang ikke var bleven opmærksom, men som maa regnes for en ganske væsentlig Støtte for min Slutning, at der ikke langt fra Tuv den Dag idag forefindes en Gaard, hvis Navn uvilkaarlig maa henlede Tanken paa den Gamme, som omtales i Sagnet om Snefrid, og hvori hun og hendes Fader boede.
Det er Gaarden Gamme i Grans Herred[1], nævnt med dette Navn (a Gammæ) i et Diplom af 6te December 1489 (trykt i Diplomatarium Norvegicum, I, No. 964. Samme Navn forekommer for øvrigt ogsaa i et nærliggende Herred, Vestre Toten, hvor det dog ikke kan træffes i middelalderske Dokumenter. Ordet gammi kan, som nærmere paavist af Professor A. Torp, være indogermansk i sin Oprindelse og kjendes baade fra Norge, Danmark og Sverige. Det kan forekomme i Betydning af en Krybbe, en Trækrybbe; men i den almindelige Brug, baade i Norge og i Sverige, anvendes det om en Jordhytte, saaledes som den fornemmelig anvendes af den finske, lappiske Befolkning.
Det kan neppe være tvivlsomt, at Forekomsten af dette Gaardnavn paa Hadeland staar i nærmeste Forbindelse med de til dette Landskab knyttede Sagn om Trolddom saavelsom om Finner, der øvede saadan Trolddom og oplærte andre i den. Naar først Opmærksomheden er vakt for Tilværelsen af dette Gaardnavn paa Hadeland, maa det med Nødvendighed sættes i Forbindelse med Sagnet om Ragnvald Rettilbeine, den tryllekyndige Kongesøn, som var den hadelandske Spaakvindes Lærling.
Gaarden Gamme ligger i Syd for Granavolden, som Tuv ligger i Nord. Afstanden fra Gamme til Tuv er neppe mere end 4, høist 5 Kilometer. Nu kan vi forstaa Grunden til, at Finnens Gamme er kommen ind i Sagnet. Under Forudsætning af, at Harald har været paa Tuv, har da de første Sagnfortællere opgjort sig den Mening, at han har gaaet til Granavolden og derfra over Brekkerne hen til Gammen. Selvfølgelig vinder vi ingen Oplysning om, hvad der overhovedet kan have været Sagnets historiske Baggrund. Hvad der vides, er alene den Ting, at Tilværelsen af Navnet Gamme giver et paalideligt Holdepunkt for at forklare Sagnets Lokalisering til Hadeland, at det er her, Folket har stedfæstet de finske Vandresagn.
Sagnet om Ragnvald Rettilbeine og hans Trolddom er for øvrigt kjendt fra Heimskringlas Beretning om, at Harald Haarfagre blev underrettet om hans Seid, – hvorledes Harald sendte Eirik Blodøkse til Hadeland og der lod Ragnvald dræbe med 80 Seidmænd. Strøget over Hadeland, maaske fornemmelig omkring Granavolden, er visselig et af de Steder, hvor der længe har levet dunkle Minder om gammel hedensk Kultus. Selv om de enkelte Beretninger har været uklare og vilkaarlige, digtet og sat sammen forholdsvis langt ned i Tiden, saa har de dog sin historiske Kjerne.
At udfinde denne, er derimod en meget vanskelig Opgave. Men det er dog ikke haabløst at trænge længere ind imod den, og maaske kan det lykkes at klargjøre enkelte Træk af Hadelands mytiske Fortid. Bl. a. kan der muligens fra den kristne Kultus kastes Streiflys tilbage over den hedenske.
Vi finder saaledes paa Hadeland de gamle, høist interessante Skulpturer i Muren og Grundvolden paa Lunner Kirke. Disse har længe været kjendte, men ligefuldt negligerede, uagtet vi ikke har saa meget af den Sort her i Landet. Ud af disse plumpe Menneske- og Dyrebilleder aabenbarer der sig en mærkelig Fantasi. Ved indgaaende Studium af dem kunde der nok læres en Del mere end de blotte skematiske Oplysninger om, at de skal betyde de og de bibelske, muligens apokalyptiske Figurer. Vi kunde kanske lære noget om, hvorledes den kunstneriske Trang med dens skabende Evne, som var tilstede hos Hadelands gamle Beboere, maatte bane sig nye Veie, da deres Fantasi bortvistes fra de tidligere hedenske Forestillinger og i Stedet blev tvungen over i nye, som blev dem foreskrevne ved den nye, christne Lære, og hvad der kom i dens Følge.
Hadeland har en eiendommelig Natur.
Paa et Folks primitive Stadier kan netop den Natur, hvori det lever, yde megen Veiledning til at forstaa dets Udvikling gjennem dennes første Trin. I sin naturbundne Tilstand følger et Folk helt andre Impulser, end det vil gjøre, naar det er naaet længere frem. Naar vi leser om det eiendommelig formede Hedenskab, som Sagnet om Seid og »Finner« i fortrinlig Grad har henlagt i til dette Landskab, er det ikke umuligt, at dette for nogen Del kan finde sin Forklaring ud af dets Natur. Hadeland har de dunkle Lunde; det har de dybe, afløbsløse Tjern; det har de rige, frugtbare Agre og Enge. Her er altsaa god Plads for en Kultus, viet til Frøi og Njørd, som den, der møder paa det nærliggende Ringerike, og i disse Omgivelser kan Bevidstheden længe have holdt sig derom, kun med den Forandring, at hvad der engang havde været Kultus, senere blev opfattet som Seid og ulykkebringende Troldskab, – en Overgang, hvortil Forklaringen byder sig selvsagt frem, men som ikke kan vildlede, naar det først forstaaes, hvordan Sammenhængen der er.
Paa Hadeland træffes ogsaa det kuperede Lænde.
Der er Bakker og Hauger. Der er Plads for Haugtusser og Landvætter. Selve Halvdanshaugen, hvorom de islandske Historikere hørte Sagn, at der laa Harald Haarfagres Fader begraven, tør maaske nærmest have været knyttet til Forestillinger af denne Art. Sagnene har ogsaa lagt hans Personlighed, med andres, under sig, og parallelt med Fortællingerne om ham har der ogsaa gaaet andre hadelandsk-ringerikske Sagn. Om deres Paalidelighed kan der nu ikke dømmes. Men det maa forudsættes, at der paa Hadeland har været Overflod paa gamle Sagn, og at disse har holdt sig forholdsvis længe ned i Tiden. De har levet i Aarhundreder paa Folkets Mund, indtil de blev paatrufne af kyndige Mænd, som kom derhen, fik høre den mundtlige Tradition og nedskrev den. Nærmest maa dette gjælde de Sagn, som de islandske Historikere har anbragt i Halvdan Svartes og Harald Haarfagres Saga. I denne sidste er f. Ex. Hadeland mere fremtrædende end f. Ex. Vestfold.
Saa er der de omfattende Sagn, som er sammenfattede under de kjendte Benævnelser, Hversu Nóregr bygðist og Fundinn Nóregr med de til det førstnævnte knyttede Ættetavler. Ogsaa i disse Sagn er der Hentydninger til Hadeland, hvis Eponym Höðr der indtager en fremtrædende Plads. I disse Beretninger synes i stor Udstrækning østlandske, især oplandske Sagn at ligge til Grund for de derpaa byggede Kombinationer og Konstruktioner. Meget deraf viser sig allerede ved første Øiekast at være vilkaarligt og helt nye Tilføielser. Men andet hviler sikkerlig paa gamle Sagn, og disse er igjen for en væsentlig Del Vandresagn og finder som saadanne sin Forklaring.
Der har visselig udover Oplandene, hvorunder ogsaa Ringerike og Hadeland indgaar, været spredt en stor Sagnmasse. Under denne samles der lige meget historiske, som æventyrlige Sagn. Der er Historie, hvori der er digtet ind Legender og Æventyr. Der er Æventyr, hvori der omvendt er presset ind Historie. Levningerne af det hele findes – som jeg foran har antydet – bevaret i Halvdan Svartes og Harald Haarfagres Sagaer. Det kan være, at adskilligt, som berettes os som Rigs- historie, nærmest hører hjemme her, – at det nærmest gaar ind under Oplandshistorien. Det kan tænkes som en Mulighed, at Harald Haarfagres Rigsforfatning, i den ideelle Form, hvori vi har den skildret af Snorre Sturlassøn, nærmest maa have passet paa Oplandene. Som han meddeler os Fortællingen, skulde den ogsaa nærmest kunne høre hjemme der. Han har givet den Plads umiddelbart efter Skildringen af Oplandenes Samling, foran Trøndelagens Erobring.
Netop Vestfold-Oplandsriget skulde besidde Forudsætningerne for den Organisation, som Harald der maa have skabt. Uagtet heller ikke disse Landsdele paa Samlingstiden har dannet et fuldstændig sammenhængende Komplex, – uagtet de indbyrdes har været skilte ved Aaser og store Skove, saa har de dog ganske anderledes hørt sammen som afsluttet Hele end de vestenfjeldske Landskaber efter den lange Kystrand. Mellem dem lod der sig istandbringe en forholdsvis let Forbindelse; Forholdene var her mere overensstemmende med Nabolandene og maatte begunstige en lignende Udvikling som den, med Dannelsen af sammenhængende Rigskomplexer.
Den Samfundsorden, som Snorre Sturlassøn har skildret, og for hvilken han visselig har havt sine Kilder i en sagnmæssig Tradition, som har levet ned til hans Tid, refereres, som nævnt, i Heimskringla umiddelbart efter det, som der fortælles om Haralds Færd gjennem Oplandene og over Dovrefjeldet. Den kommer som et Led mellem to Episoder i Snorres Skildring af Samlingsværket, foran hans Omtale af Trøndelagens Indlemmelse i det nye Vælde. Netop dette kan have sin Betydning. Hvorfor har Snorre villet vælge et saadant Punkt til at indflette denne Omtale af Haralds Forfatning? Den rette Plads skulde dog være en ganske anden, efter Fortællingen om Slaget i Hafrsfjorden. Men denne har Snorre udseet til der at anbringe en anden Skildring. Der fortæller han om, at der ryddedes nye Lande, og om, at Harald blev Norges enevældige Konge. Han giver altsaa ligeledes der en vigtig Episode, men rigtignok af en anden Art.
Snorre maa med denne Fordeling af sit Stof have fulgt en bestemt Plan. Der maa være en Grund, som har foranlediget denne Spredning. Det naturlige skulde være, at han paa et og samme Sted havde givet en helt omfattende Skildring af den Rigsforfatning og af de Samfundstilstande, som Harald Haarfagre skabte gjennem sin Samling af det hele Norge. I det Sted har han foretaget en Deling og skildrer Rigsforfatningen meget længe, forinden han omtaler Rigsenhedens Grundlæggelse.
De Grunde, som her har ledet Snorre til at fordele sin Skildring af de nyskabte Forhold i to Afsnit, lader sig naturligvis ikke angive med fuldt afgjørende Sikkerhed. I den Henseende maa vi gjøre Afkald paa at kunne fastslaa endelige Resultater. Men vi har Lov til at forsøge med Gjætninger, som maaske kan blive til sandsynlige Slutninger.
Heimskringlas Kilder er for den ældste Tid at søge i den Tradition, som fremdeles levede paa Folkets Mund, tildels i bunden, tildels i ubunden Form. Snorre har holdt sig til Kvad og lokale Sagn. Paa dem har han bygget sine Slutninger og søgt at fordele dem i sin Skildring, hvor han mente at kunne give dem en korrekt Plads. Naar han omtaler Rigsforfatningen mellem Haralds Samling af Oplandene og hans Indtrængen i Trøndelagen, da kan der for dette søges en meget nærliggende Grund deri, at han i de hidhørende Sagn har ment at have for sig en Tradition, som stammede fra Oplandene og alene angik den Ordning, som han eller hans Forgjængere havde indført over det østlige Norge.
Saafremt det paa denne Maade forudsættes, at Snorre her har fulgt østlandske Traditioner, er det for det første en god Forklaring til det mærkelige Træk, at han netop har valgt vedkommende Sted af sin Fortælling til at meddele dem. Ganske vist forholder det sig saa, at Snorre i Almindelighed har bygget sin berømte Skildring af det nye Rigsstyres Organisation paa en kritisk prøvende og afveiende Undersøgelse af forskjellige Sagn og Traditioner, som han havde indsamlet. Han har ikke været en blot og bar Nedskriver af det, han hørte af andre om, hvad der endnu i hans Dage fortaltes”. Men dermed kan det vel lade sig forene, at han paa et enkelt Punkt hovedsagelig har havt en bestemt lokal Tradition at holde sig til. Hele Anordningen af det her omhandlede Afsnit er en saadan, at dette maa ansees at give en meget nærliggende, kanske endog den mest nærliggende Forklaring, som kan bydes.
Her har det ingen afgjørende Betydning, at Snorre antagelig ikke har havt synderligt Kjendskab til Vestoplandene[2]. Sagn derifra har han ligegodt kunnet kjende, og han kan have havt bedre Viden om den nordlige og østlige Del, af Oplandene. I sit Skrift om Snorre Sturlassøns Historieskrivning har forøvrigt G. Storm i det Afsnit, som er viet Harald Haarfagres Saga (S. 114–120), ikke omtalt, hvad der i denne staar om den nye Rigsforfatning, saa at han ikke har udtalt sig om det besynderlige i, at denne har faaet sin særegne Plads. Dermed følger ogsaa, at der ikke er fremsat nogen Teori om de Kilder, som derved er benyttet.
Jeg bliver staaende ved den Opfatning, at det ikke gaar an, uden videre at betragte Harald Haarfagres Rigsordning, som noget, han var alene om at have indført. Alexander Bugge[3] har allerede fremsat den Formodning som en Mulighed, »at de store Grundprinciper for hans Statsstyre ikke stammer fra Harald selv, men at alt tidligere Planen er udkastet i hans Æt«. Det er, saavidt jeg tør dømme derom, det, som nærmest vil ramme det rigtige Forhold. De rigsdannende Tanker, som under Harald Haarfagre blev omsatte til Virkelighed, var gamle i Ætten, og de modnedes først gradvis. Han kunde ikke gjennemføre dem med et eneste Slag. Det samlede Norge havde et Mellemled fra de enkelte Stammers Selvstyre, idet Ynglingeætten begyndte med at lægge hele det østenfjeldske Norge under sig. Vestfold-Oplandsriget blev en Overgang til det større Rige, der strakte sig fra Gautelven til Senjen, og i disse mindre Forhold blev den Rigsforfatning, der af Snorre skildres som skabt af Harald, først praktiseret, maaske endnu før han var kommen til Styret af sine Arvelande.
At saa tillige Skildringen af denne Rigsordning først er bygget paa Traditioner fra Oplandene, maa være en Slutning, som ikke kan afvises. Men det kunde da tillige være værd en Tanke, om den ikke oprindelig er en for de østlige Landsdele beregnet Ordning. Imidlertid vil der ikke kunne gives Svar herpaa, uden efter en ny Undersøgelse af Mørernes og Gulatingslagens Fylker.
Østlandet havde sine Riger, Marker og Lande, Trøndelagen sine smaa, skarpt afgrænsede Fylker, og Vestlandet faldt igjen fra hinanden i Mører, Fjorde og lign. Det bliver et meget uensartet Billede, som det hele Land frembyder. Har da dette Land havt en saa ensartet Ordning som den, der maatte forudsættes, hvis Harald Haarfagre overalt havde gjennemført de Indretninger, som Snorre har beskrevet for os? Først maatte man da ialfald have havt en ensartet Inddeling i Fylker; men det havdes ikke. Fylki er et høist forskjelligartet Begreb, og det vil blive et vanskeligt Arbeide at paavise, hvorledes hele Norge skulde være inddelt i nogenlunde jevnt tilsvarende Fylker, som atter skulde deles i fire Underafdelinger, hver med sin Herser i Spidsen. Helt indført kan vel ialfald denne Ordning ikke have været, og havde den været det, vilde det let kunne forstaaes, hvorfor den hurtig maatte forsvinde og ikke efterlade sig mange Spor. En anden Sag er det, at Vestfold-Oplandsriget i Forveien har dannet en sluttet Helhed, staaet som en Statsenhed for sig og havt en Forfatning, svarende til, hvad Snorre har vidst at berette os fra Harald Haarfagres Dage.
Om Fylkesinddelingen foreligger der hidtil kun mindre omfattende Undersøgelser. Noget af det bedste, som haves i den Retning, er, hvad Gustav Storm[4] forlængst har leveret derom i en liden Afhandling under Overskriften: »En Levning af den ældste Bog i den norrøne Literatur«. Han omhandler deri det ældste Fylkestal og søger et sikkert Udgangspunkt for den hele Fylkesinddeling ved Tiden om 1120 i dette. Jeg kan ikke her i alle Dele være enig med ham; men hans Slutning om, at der ved nævnte Aar paa Oplandene var fire Fylker: Raumarike, Ringerike, Hedemarken og Gudbrandsdalen, forekommer mig rigtig. Et Navn Haðafylki forekommer, efter Storms Mening, overhovedet kun i Aarene 1273–1277, og det er kun fra den allersidste Tid, hvori den gamle Fylkesinddeling bevarede nogen Magt. Kort efter blev den fortrængt ved den nye administrative Inddeling i Sysler.
I den sidste Tid er der kommet op en Bestræbelse for at kalde den ældgamle Fylkesinddeling til Live. Den tør imidlertid neppe være at anbefale, ialfald ikke saalænge der savnes fuld Klarhed over, hvad den var. For de Spørgsmaal, hvormed vi her skulde beskjæftige os, kunde det være afgjørende, hvis der lod sig skaffe fuldt Rede paa, hvad Fylket egentlig var, og hvad der til enhver Tid i enhver Landsdel mentes ved et Fylke. Men det er derom, vi savner nærmere Kundskab. Selv Snorre har neppe havt disse Ting helt paa det klare, skjønt han med san megen Bestemthed udtalte sig om Rigsforfatningen og de administrative Fylker, hvorpaa denne var bygget.
Gustav Storm har ingenlunde helt løst Spørgsmaalet; han har ikke klaret alle Vanskeligheder. Men han har givet mange værdifulde Vink. Dertil regner jeg ikke mindst hans Paapegen af Forskjellen mellem Hadeland og Toten som Landskaber og de tilstødende Fylker. Efter hans Mening har Hadeland og Toten ikke været selvstændige Fylker, men kun »Tilliggelser til Fylkerne«. Herved kommer man imidlertid op i andre kritiske Spørgsmaal, som heller ikke saa hurtig lader sig besvare.
Hvordan kan det saa gaa til, at Hadeland, der utvivlsomt har havt ældgammel Bebyggelse, og som har eiet en tidlig høit udviklet original Kultur, ikke ligesaa vel som Ringerike har været regnet som Fylke? Men det samme siger jo Historia Norvegiæ i Afsnittet: de montanis Norvegiæ, at Raumarike og Ringerike var regna ɔ: Kongeriger, Fylker, medens Hadeland og Toten dertil var continuæ provinciæ ɔ: sammenhængende Landskaber. Gustav Storm maa her have begaaet en Feil, naar han i den nævnte Afhandling anfører Toten og Hadeland som Tilliggelser til Hedemarken. Snefridsagnet er jo netop den mest bestemte Protest imod enhver Tanke paa en saadan Ordning. Dettes Forudsætning er jo helt igjennem en ganske anden, at der er nær indre Sammenhæng mellem Ringerike, Hadeland og Toten. I denne Forudsætning passer saa igjen de Anførsler nøie ind, som forekommer i Historia Norvegiæ om Fylkerne og de dem underordnede Landskaber, – kun at det ikke kan forstaaes, hvorfor Hadeland og Toten netop skal indtage et lavere Rangtrin end Ringerike.
Alle de Sagn, som har bevæget sig om Halvdan Svarte og Harald Haarfagre – derunder ogsaa om Snefrid og hendes Sønner – de er fra Vest-Oplandene, nærmest fra Hadeland. Men de har ogsaa havt sin Tilknytning til ØstOplandene. Rimeligvis har i stor Udstrækning Landskaberne paa begge Sider af Mjøsen i Sagnene væsentlig havt et Fælleseie. Mange Sagn kan have været specielle for den ene eller anden Hoveddel. Meget har dog været fælles.
Et af disse Tilknytningspunkter mellem de østlige og de vestlige Sagngrupper er den flere Gange tilbagevendende Sagnskikkelse, Svade Jøtun eller Finnekonge, Svade norðan af Dofrum, som paa Hadeland er Snefrids Fader og paa Hedemarken optræder som Fader til den mange Slægtled ældre »Konge« Rolv i Berg. Han gaar igjen fra den ene Generation til den anden, i den Henseende et ligesaa interessant som lærerigt Sidestykke til den bekjendte Dalegudbrand, der ogsaa repræsenterer flere Slægtled og stadig paa ny dukker frem. I Svades Tilstedeværelse paa begge Sider af Mjøsen ligger Beviset for, at der ogsaa er en indre Sammenhæng mellem de paa dem hjemmehørende gamle Sagn og Traditioner. Som Fader for den mytiske Konge Rolv paa Hedemarken og som Snefrids tryllekyndige Fader er han den samme Person, greben ud af de gamle mytiske Sagn, uden Hensyn til Kronologi og Genealogi.
Som af P. A. Munch og O. Rygh[5] formodet, kan det ansees sandsynligt, at Svades Navn er opstaaet gjennem et Forsøg paa at lave en Eponym for den gamle Bygd Svaðabú i Ringsaker. Han er da oprindelig en hedemarkisk Sagnfigur, som derfra er ført videre ud, baade til Dovre og til Hadeland. I det 18de Aarhundrede er der saa gjort videre Forsøg paa at stedfæste Kong Rolv til Gaarden Berg i Løiten, uden at jeg kan oplyse noget om, at der særlig paa dette Sted havde holdt sig Sagnminder, som kunde foranledige en saadan Konjektur. Gaarden har faaet sit Navn efter Beliggenheden, paa en lavere Fjeldhøide, som stikker frem paa Fladen. Dette kan godt passe til den Formodning, at der til denne har været knyttet en Tro paa, at den har afgivet Opholdssted for en Landvætte, og at han da har havt sin Kultus paa samme Sted. Han er i dette Tilfælde senere bleven opfattet som en gammel »Konge«, der har hersket over Hedemarken engang i en fjern Fortid. Løiten er en Bygd med flere Minder om gammel Kultus, og det kunde – hvis vi blot havde nogen sikrere Hjemmel for den opstillede Forklaring – passe meget godt, at der ogsaa havde været en Kultus for ham. Navnet Rolv er for øvrigt intet almindeligt Navn paa Hedemarken, og det hører heller ikke til dem, som der har sat sig mange sikre Spor i Stedsnavnene. Rolv i Berg vil derfor ogsaa blive en vanskelig Skikkelse at faa bragt i nogen sikker eller sandsynlig Forbindelse med en bestemt Lokalitet. Maaske han fra først af kun har været en saadan Landvætte som f. Ex. Jutulen i Berget ved Uv i Rennebu. Han kan da lige godt have hørt hjemme i en mere nordlig Del af Hedemarken, nærmere ind par den Bygd, hvis Navn gav Anledning til Sagnet om Svade Jøtun, der saa igjen er bleven hans Fader. Derefter har det hedemarkske Sagn rakt Haanden over til det hadelandske.
Svade Jøtun har fra Ringsaker flyttet til Gran, hvor han har fundet et nyt Hjemsted paa Gamme eller kanske snarest i Fjeldhøiden lige i Syd for denne Gaard. Men denne Overførelse af en enkelt Sagnfigur, med ny Stedfæstelse, giver et Indblik i den brogede Beskaffenhed af den omfattende Sagnkreds, som Sagaskriverne har forefundet over Oplandene, og hvori Digt og Virkelighed i lige Grad har været blandet om hinanden. Minder om gammel Kultus og Reminiscenser af Vestfold-Oplandsrigets Forfatning har her været kastet om hinanden og har frembragt en Forvirring, hvori det kan synes haabløst at ville bringe Rede. Sagnet sætter sig ud over ethvert Hensyn til alt, som heder Kronologi.
Navnet lyder jo Rolv i Berg, ikke af Berg eller Rolv paa Berg. Saa meget mere kan det opfattes som pegende paa en Landvætte, der har været tænkt boende i en eller anden fremstaaende Høide. Efterat han senere var bleven inddragen under den vide Sagnkreds, der blev opstillet som virkelig Historie for at fylde de Aarhundreder, som laa forud for Norges Samling, og for at danne et Grundlag for Fylkeskongernes Genealogier, maatte han blive en qvasihistorisk Skikkelse, Hedemarkens gamle Landsheros, som havde regjeret over denne Landsdel med kongelig Myndighed og dertil svarende Værdighed. Han kan paa Mjøsens østlige Bredder have staaet som Sagnkredsens centrale Skikkelse, men har ikke kunnet beherske de Landskaber, som laa i Vest for Mjøsen. Paa den Side var det Snefrid, som var den mest fremtrædende, og med hende den Æt, hvortil hun som Harald Haarfagres Hustru skulde være bleven Stammoderen. Idet Sagnet der fik at sysselsætte sig med en Slægt, som skulde være en Gren af selve Ynglingeætten, maatte Rolv i Berg nødvendig træde tilbage.
Men ogsaa overfor de ældre Led af Ynglingeætten maatte Rolv i Berg træde tilbage. I Ynglingernes Saga var der for ham ingen Plads. I de mer eller mindre sagnmæssige Traditioner, som sysselsætter sig med disse Konger, findes derimod et andet Navn, som nogle Gange vender tilbage, og som maaske til en Begyndelse kan have havt en lignende Oprindelse, som Navn paa en lokal Landsheros for en Del af Oplandene.
Dette er Navnet Eystein.
Det er nok saa, at dette allerede forekommer om en af Ynglingeættens Konger i Upsala. Men det har forøvrigt i mange Henseender Præget af at være et Navn, som særlig maa formodes at høre hjemme i den oplandske Sagnkreds. Det kunde tænkes at have Forbindelse med den mærkelige hellige Ø (Eyin helga), som fremdeles danner Oplandenes geografiske Midtpunkt, og som maa have indtaget en fremtrædende Plads i dets Kultus. Hvis Navnet Eystein kan have havt en eller anden Sammenhæng med Helgeøen, bliver det lettere at finde Forklaringen til dets særlige Anvendelse i Sagnene om Personer, der nævnes som Konger over Hedemarken, hvortil Helgeøen altid har henhørt og fremdeles henhører.
Ved Siden af Ynglingekongerne gaar der nemlig ogsaa en lokal Række af oplandske (hedemarkske) Konger og Jarler, som bærer dette samme Navn Eystein. En af dem er Eystein den mægtige eller den onde, hvem Sagnet lader udstrække sit Rige helt til Sparbuen nordenfjelds. Men saa er der ogsaa en Eystein Jarl, som i Harald Haarfagres Dage blandes ind i Snefridsagnet og dermed ligeledes kommer over i den specielt hadelandske Del af Sagnkredsen. Thi Eysteins Datter, Svanhild, er øiensynlig intet andet end en Variant af Snefrid. Svanhild faar med Kong Harald Sønnen Ragnar Rykkil; men denne nævnes paa andre Steder som Søn af Snefrid og er den samme, som ellers fører Navnet Ragnvald Rettilbeine, den, som i fortrinlig Grad er hjemmefæstet til Hadeland. Dette er et af de mange, hidtil altfor lidet paaagtede Træk, som kan bidrage til at belyse hele denne Sagnmasses Eiendommeligheder, dens Ophobning og dens Bygning.
At mærke er her ogsaa et andet Træk – at Snorre lader det store og afgjørende Slag, hvori Halvdan Svarte overvinder den Hedemarkskonge Eystein, som var hans Modstander, blive udkjæmpet paa Helgeøen. Det maa ansees som rimeligt, at han har taget denne som Valplads, fordi der paa hans Tid har levet Sagn om Konger Eystein, knyttede til Eyin helga. Ellers maatte det jo forekomme rimeligere at henlægge et saadant Slag til det faste Land.
Naar Navnene Svanhild og Eystein blandes ind i de Sagn, hvor ellers Snefrid og Svade Jøtun hører hjemme, bliver det et Vidnesbyrd om, at Sagnenes gamle Omrids ikke har været meget faste. For øvrigt kan der endnu knytte sig forskjellig Interesse til Navnet Eystein som Benævnelse for Oplandenes lokale Herskere, bl. a. som Veiledning til at forstaa Overgangen fra Fylkeskonger til Jarler og derpaa Tilbagegangen til Fylkeskongerne. Men dette maa her forbigaaes til en anden Leilighed. Muligens kan ogsaa det bidrage til at forklare Sammenhængen med de Sagn og Traditioner, hvorpaa Snorre har bygget sin Beretning om Harald Haarfagres Rigsforfatning. Hvis min Konjektur er rigtig om Navnets intime Sammenhæng med Eyin helga, kan den muligens ogsaa give Vink om, at Navnet er indkommet i Sagnene om Ynglingeættens Regjering i Upsala fra Oplandene, hvor det vel i dette Tilfælde maatte regnes som oprindeligt.
Endnu maa her mindes om et andet Tilknytningspunkt mellem det hadelandske Snefridsagn og de hedemarkske Sagnfigurer. En anden Dublering af Snefrid er antagelig den Aashild (Alvhild), der optræder som Datter af Ring Dagssøn paa Ringerike og saa giftes med Kong Harald. Hendes Børn er Dag, Ring og Ragnar Rykkil, og disse anbringes ved Fordelingen af Haralds Sønner som Konger inden de enkelte Landsdele netop paa Hedemarken. Ragnar Rykkil er Snefridsagnets Ragnvald Rettilbeine, som her faar sin tredie Moder. Men han hører tydelig hjemme paa Hadeland. Ring begynder i Sagnene paa Ringerike. Men Sagnets Etymologer har ogsaa havt Behov for ham paa Ringsaker, og derved er denne Genealogi bleven lavet. Ring den ældre er Ringerikes Eponym, medens Ring den yngre fylder samme Plads paa Ringsaker. Men den, som tilsidst har stillet Sagnene sammen og bearbeidet dem, har aabenbart havt den hele store Masse af saadanne samlet foran sig og paa dem bygget sine genealogiske Kombinationer.
Fra Mjøsens Østside er de tre Navne, som oprindelig har hørt hjemme i lokale Sagn, som er opstaaet dersteds, bragt over til Vestsiden og videre til Hadeland, – Svade Jøtun, Eystein Jarl og Kong Ring. Gjennem de etymologiske Forsøg er saa, enten efterhaanden eller med en eneste Gang, den hele Masse sat i System, og paa den Maade er den ført i Pennen af de yngste islandske Sagasamlere og overgivet til Efterverdenen. Sagnmassen har rimeligvis engang været meget større. Navnlig har vel Hadeland havt flere Troldomssagn, knyttede til Egnens ældgamle Kultuspladser. Det kan ikke have været for intet, at en saadan Seidmand som Ragnvald eller Ragnar er bleven netop Hadelands Repræsentant i Sagnkjæden, og at hans Æt siden gik for at være den specielt seidkyndige gjennem følgende Slægtled.
Snorre har hørt tre Sagn om Snefrid, Aashild og Svanhild, og han har ikke opfattet dem som det, de i sin Kjerne skulde være, nemlig forskjellige Udgaver af en og samme Tradition. Han har fæstet sig ved deres Varianter og enten overseet eller ikke forstaaet deres indre Enhed. Men dermed har han ogsaa tillagt Harald Haarfagre tre Hustruer i Stedet for en. Naar Hustruernes Antal paa denne Vis er forøget, sker det ogsaa med Børnenes. Jeg har allerede i min foregaaende Afhandling (S. 154) omtalt, hvor mærkeligt det er, at Harald Haarfagres Sønner er anbragte rundt om i Landet paa en saa behændig Maade, at der bliver en Gruppe af dem for hver lokal Kongeæt, som senere træder frem. Jo mere jeg sysselsætter mig med de hidhørende Sagn eller Traditioner, som de er komne til os i Sagaerne om de første Konger, desto sandsynligere forekommer mig denne Forklaring, at Harald Haarfagres mange Sønner for en Del er komne ind i Beretningerne som en Følge af en almindelig Bestræbelse efter at kaste Glans over de lokale Fylkeskongeætter.
Det er forøvrigt mærkeligt, at netop paa Oplandene er Navnet Fylke først sent indkommet. Hvis min Forudsætning om, at Rigsforfatningen egentlig hørte hjemme der, erkjendes for rigtig, er imidlertid dette paafaldende. Man maatte da forudsætte, at Harald havde kaldt de derværende Jarledømmer for Fylker, og at dette Navn for lengere Tid var forsvundet, da Smaakongerne igjen kom ind. Saa kan Forholdet ialfald forklares.
Netop i denne Del af Traditionerne om Harald Haarfagre, som omhandler Kongesønnerne, er det, Østlandet griber ind. Det er allerede et Træk, som i denne Forbindelse kan have megen Betydning, at Heimskringla lader Harald foretage Delingen af Landet mellem sine Sønner paa et østlandsk Ting, som det heder: »Kong Harald stevnede da et folksomt Ting øster i Landet og stevnede Oplændingerne dertil.« P. A. Munch har fremsat den Formodning, at Eidsvold var det Sted, hvor Tinget holdtes. Dette er dog neppe sikkert. Hvis Snorre har havt for sig en Tradition om, at det var et oplandsk Ting, kunde dette ligesaa godt været afholdt paa et mere nordligt Sted inden Oplandene.
Her er da det tredie Sted, hvor Snorre taler om Haralds Foranstaltninger med Riget. Det er let at se, hvad Snorre har hørt af Traditioner om det, som blev forhandlet paa dette Oplandsting. Det er følgende: »Han skiftede Landet mellem dem. Vingulmark, Raumarike, Vestfold og Telemarken gav han til Olav, Bjørn, Sigtryg, Frode og Torgils; men Hedemarken og Gudbrandsdalene gav han til Dag og Ring og Ragnar; til Snefrids Sønner gav han Ringerike, Hadeland, Toten og det, som ligger dertil.« Hvad der videre følger, maa bygge paa andre Traditioner eller bero paa Snorres egne Slutninger. For en Del hører det ogsaa hjemme i andre Forbindelser.
Saaledes kan det vistnok med overveiende Sandsynlighed formodes, at det, som Harald foretog paa dette Ting, kun har været en Statsakt, der angik hans vestfold-oplandske Rige, uden at det derfor nødvendig behøver at have været udelukkende hans egne Sønner, hvem han anbragte i de gjenreiste Fylkeskongedømmer. Som Snorre fremstiller de nye Forhold i de Dele af Riget, som overdroges til de nye Fylkeskonger, maa han derhos for deres Vedkommende faktisk omgjøre den Rigsforfatning, han selv tidligere har skildret.
Men den hele Tradition saavel om Rigsforfatningens Oprettelse som om dens Ændring bliver paa denne Maade et Led i, hvad Snorre har faaet sig fortalt om Oplandenes gamle Forhold. Fornemmelig vil jeg hævde, at Beretningen hos Snorre i Harald Haarfagres Saga, Kap. 34 om Rigets Deling gjælder Østlandet og det alene, fremfor alt Oplandet. Gutorm, som der faar Ranrike »fra Elven til Svinesund«, er allerede død i Kap. 33. Eirik faar nok visse Landsdele nordenfjelds, men aabenbart kun i sin Egenskab af Dauphin, og han bliver jo hos sin Fader. Snorre supplerer saa yderligere sin Række af nye Fylkeskonger med tre af Haralds Sønner, Halvdan Svarte, Halvdan Hvite og Sigrød, som fik Styrelsen i Trøndelagen. Disse tre staar altsaa for sig selv, og deres Forhold ved Siden af Ladejarlen, som efter Kap. 38 »havde al Styrelse i Trondhjem, naar Kong Harald var andensteds i Landet«, bliver unegtelig vanskeligt at forklare, med mindre det er en helt anden Sagnkreds, som her træffes.
Atter møder vi saaledes her den store oplandske Traditionsmasse eller Sagnkreds, og maa erkjende, at denne har øvet en betydelig Indflydelse paa Snorres Beretning om Harald Haarfagre.
Det nye Fylkeskongedømme, som Harald skal have indrettet, har i Traditionerne aabenbart staaet som noget, der var særeget for Oplandene og Landskaberne ved Christianiafjorden. Men i disse Egne maa da antageligvis med samme Grund tillige dets gamle Sidestykke kunne formodes at have hørt hjemme, medens dettes Tilværelse i andre Dele af Landet kan være mere tvivlsom. De Konger, som tidligere nævnes f. Ex. vestenfjelds, behøver ingenlunde at have været Repræsentanter for den samme Type af Konger som de østlandske. Det er meget muligt, at de endog kan have været høist forskjellige fra disse.
Østlandets og Vestlandets Samfundsformer kan indbyrdes have været meget afvigende. Kongenavn og Kongeværdighed har kanske dækket noksaa forskjelligartede Begreber, om hvis Indhold det ikke er tilraadeligt at dømme efter Navnet alene. De islandske Forfattere, som indsamlede Sagnene og forsøgte at sætte dem i System, kunde mene, at Konge var Konge, og at en Konge inden Ryfylke var jævngod med en Konge over Vestfold. For dem kunde en saadan Slutning forekomme naturlig og vel grundet. Men af deres Konjekturer følger ikke, at der virkelig fandtes en Overensstemmelse af den Art. Heller ikke kan der være nogen Grund til at forudsætte Ensartethed mellem Samfundsforholdene østenfjelds og nordenfjelds og lade denne opveie alt, som tyder i Retning af, at disse i mange Henseender har skilt sig ud fra hinanden.
Et vægtigt Bidrag til at forstaa de gamle norske Samfundstilstande, som de virkelig var før Harald Haarfagres Samling, vil det blive, om der kan skaffes bedre Indsigt i de gamle østlandske Sagns rette Mening. Det er disse, som for Sagaerne om de ældste Konger nødvendig bliver den hovedsageligste Kilde, og jeg tager neppe Feil, naar jeg siger, at de samme Sagaer ikke kan forstaaes, medmindre det bringes paa det Rene, hvorfra de Sagn og Traditioner, paa hvilke de bygger, har sin Oprindelse.
Sagn af denne Art spænder overhovedet ikke lettelig saa langt som til at omfatte et helt Rige, saa stort og tillige saa tyndt befolket som vort Fædreland. Det er allerede meget, om det kan gaa an at tænke sig Sagn, som omspænder hele Østlandet, knapt nok alle de Strøg, som samles under Oplandenes Fællesnavn. Vi har nærmest at gjøre med blot hadelandske, ringerikske, hedemarkske, gudbrandsdalske Sagn osv. Men disse har da ikke kunnet gaa synderlig langt udover Hjemdistrikternes Grænser. Saaledes er det ganske naturligt, at de nævnte Sagaer i en saa overveiende Grad sysselsætter sig med Østlandet og Oplandene, og at navnlig de vestenfjeldske Landsdele her træder mere tilbage for disse. Rigssagn fra Harald Haarfagres Tid kan ikke med Sikkerhed paavises. Hvad hans Saga i Heimskringlas Redaktion bygger paa, kan ikke være andet end mer eller mindre omfattende Landskabssagn.
Saaledes staar det ialfald for mig.
Men er denne min Opfatning af Sagaerne rigtig, da maa Studiet af disse i Fremtiden lægges paa en noget anden Grundvold. Meget af det, man hidtil har opfattet som gjældende hele Norge, faar da kun Betydning for Østlandet og kan ikke vedkomme de vesten- og nordenfjeldske Landsdele. Jeg henstiller dette, ligesom mine tidligere Konjekturer om Harald Haarfagres Historie, til andres velvillige Overveielse. Det er fra først af knyttet til det enkelte Sagn, som angaar hans Forbindelse med Hadeland, og derigjennem videre til den Sagnkreds, hvoraf det udgjør en vigtig Del. I Almindelighed kan jeg dertil føie den Bemærkning, at det neppe kan være tvivlsomt, at hele Harald Haarfagres Historie tiltrænger en ganske indgaaende Revision.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ O. Rygh, Norske Gaardnavne, IV,2 (ved A. Kjær), S. 144. Smlgn. S. 101. Om selve Ordet Gamme (oldnorsk gammi) kan henvises til Sproglig-historiske Studier, tilegnede Professor C. R. Unger (Christiania 1897), S. 185 flg. (en Afhandling af Alf Torp: Bidrag til germanisk, navnlig nordisk Ordforklaring).
- ↑ G. Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning, S. 86.
- ↑ Vesterlandenes Indflydelse paa Nordboerne i Vikingetiden, S. 130.
- ↑ Historisk Tidsskrift, Række I, Bind 4, S. 478 flg.
- ↑ Norske Gaardnavne, III, Hedemarkens Amt, S. 45.