Wikikilden

De norske Klostres Historie i Middelalderen/1/9

< De norske Klostres Historie i Middelalderen
◄  § 8.
§ 10.  ►
§ 9. Birgittinerne eller Frelserens Orden.

Alle de mange gjennem Tidernes Løb mislykkede Forsøg paa i Klosterlivet at gjengive Billedet af et i Sandhed gudeligt Levnet afskrækkede ikke fra nye Anstrengelser. Tvertimod ansporede paa den ene Side det religiøse Sværmeri, efterat det engang havde taget denne Retning, Aanden til at udfinde en Ordensregel, der kunde føre til Maalet, og understøttede paa den anden Side Romerhoffet deslige Forsøg fordi de vare saa umiskjendelig gavnlige for Hierarchiet i det Hele, og desuden i sit Væsen gave ligesom et anskueligt Billede af den katholske Kirkes Dogme om Retfærdiggjørelse gjennem enkelte Menneskers og selve Kirkens Overskud af gode Gjerninger. Hertil kom fremdeles, at Erfaring gjennem snart et Aartusinde havde viist, at Munkeordenerne, om de end forfeilede sit egentlige aandelige Øiemed, desto sikrere kunde gjøre Regning paa jordiske Fordele, og denne sidste Betragtning bragte en Skare af Mennesker, hvem Religionen forøvrigt lidet laa paa Hjerte, til at fremme de Planer, som de virkelig Gudfrygtiges blinde Iver udkastede til at danne et Samfund af Hellige paa Jorden. Dette var saaledes Tilfældet med Frelserens (St. Salvatoris) Orden efter Augustins Regel almindeligen kaldet Birgittiner-Ordenen efter Stifterinden den hellige Birgitta, en af de ædleste Sværmerinder, som Kirkehistorien kjender. Da denne Munkeorden er den eneste, som har sit Udspring fra Norden, ville vi noget udførligere omtale den[1].

Birgitta eller Britta var Datter af Uplands Lagmand Birger Persson til Finstad (af Mohammar-Ætten) og Ingeborg Bengtsdatter til Ulfåsa (af Folkunga-Ætten), og nedstammede saaledes baade paa Fædrene- og Mødrene-Side fra Sveriges og Gautlands berømteste Slægter. Hun skal være født 1304 paa Fædrenegaarden Finstad i Upland og blev 1344 Enke efter Ulf Gudmarsson (Hjorthufvud). Hun havde stedse været af et andægtigt og sværmerisk Sind, forlod 1346 Sverige, og drog med sine Sønner Carl og Birger til Rom. Hun havde nemlig allerede flere Gange havt Aabenbarelser af Frelseren selv[2] og tilsidst faaet Befaling at stifte en Munkeorden, der skulde bære hans Navn, og for hvilken han selv meddeelte hende Regelen i alle dens Enkeltheder; – han erklærede hende for sin Brud og paalagde hende adskillige Valfarter til Spanien, Neapel, Sicilien og endelig til det hellige Land, hvor hun besøgte alle de Steder, som ved Christus havde faaet Betydning. Hjemkommen derfra døde hun i Rom 23de Juli 1373[3]. Imidlertid havde hun med Held virket for Anlægget af et Kloster og for sin Ordens Confirmation, og 5te August 1369 (1370) tillod Pave Urban V, at et Kloster for 60 Nonner og 17 Munke byggedes i Vadstena[4], samt bekræftede tillige den af hende overrakte Regel (constitutiones regulares St. Birgittæ). For at fremme Arbeidet hjemme var Sønnen Birger 1347 vendt tilbage og i sit svenske Testamente af 1ste Mai 1346 havde Kong Magnus Erikssøn givet Vadstena Kongsgaards Tomt til Byggeplads og flere omliggende Gaarde til Klostrets Grundlæggelse[5]. I 1367 paalagde Kong Albrekt en Penning (denarius beatæ virginis) af hver Bonde i Landet, som Bidrag til Klostrets Fuldførelse, og allerede før Ordenen bekræftedes, synes Klostret at have været istand. Om Birgittas Kanonisation ansøgte Kongen og Rigsraadet i 1376[6]; men denne Sag havde store Vanskeligheder, og skal have kostet Klostret og Birgittas Slægt uhyre Summer. Den paafulgte først, ifølge en Betænkning fra Kardinalen af Ostia af 11te Marts, den 7de October 1391 ved Bonifacius IX, og hiin Dag har siden været Birgittas Helgendag (Brittemesse). Hendes Datter og ivrige Deeltagerinde i alle fromme Bestræbelser Katharina[7] blev senere ligeledes optaget i Helgenernes Tal[8], og hendes Dyrkelse paabuden først i de 3 nordiske Riger af Sixtus IV 1482 og siden i alle Birgittinerklostre af Innocents VIII[9].

Pave Urban Vs ovennævnte Tilladelse sones kun at have angaaet Vadstena, men 3die Decbr. 1379 blev Frelserens Orden efter Augustins Regel bekræftet af Urban VI, og fra denne Tid stiftedes flere Klostre, alle som Døtre af Vadstena, rundt om i det katholske Europa. Pave Johan XXIII gav 1ste Mai 1412 Ordenen dens Hovedprivilegium, kaldet Mare magnum, der indeholder Alt den vedkommende[10]. Abbedissen i Vadstena var alle Ordensklostres Moder og Foresatte og herfra udsendtes Brødre og Søstre for at visitere og reformere de øvrige, medens Vadstena selv, ligesaavelsom alle andre Birgittiner-Klostre stode som Augustinere under vedkommende Biskops umiddelbare Opsigt, ved hvem de Nyoptagnes Indvielse udførtes, og hvem det blandt andet paalaa at visitere Klostret hvert tredie Aar.

Ordenens Regel var grundet paa Birgittas Aabenbarelser[11]. Hvert Kloster skulde bestaa af 60 Nonner, 13 Prestmunke (fratres presbyteri), 4 Diakoner (fratres diaconi) og 8 Lægbrødre (fratres laici), der tjente udvendig. De 13 Prester forestillede Jesu 13 Apostle. Paulus medregnet, Diakonerne de 4 Kirkefædre Ambrosius, Augustin, Gregor og Hieronymus: disse i Forening med de 60 Nonner og 8 Converser udgjorde altsaa 72, Tallet paa Jesu første Disciple. Det hele Personale skulde altsaa saaledes være et levende Billede af Christi Apostle og Disciple, alle afhængige af Abbedissen, den hellige Moders Repræsentant. Nonnerne vare Klostrets egentlige Kjerne. Munkene vare der alene som nødvendige for hines aandelige Pleie og for at varetage Klostrets udvortes Anliggender. I alle Klosterkirker skulde være 13 Altere, et for hver Prestmunk; som synligt Tegn paa Søstrenes Forrang skulde disses Chor eller Plads i Kirken være ovenover Brødrenes. Disse skulde atter modtage Alt af hine: Mad, Klæder, Penge og andre personlige Fornødenheder. Huusholdningen var fælles under Overtilsyn af Abbedissen, der hver Allehelgensdag skulde opgjøre Klostrets Regnskaber for Aaret, beregne næste Aars Udgifter, og Dagen efter uddele Overskuddet til de Fattige, hvorimod Klostret skulde være fritaget for al Gjæstning. Herved haabede Birgitta at have gaaet en gylden Middelvei mellem Herreklostrenes Overflod og Tiggermunkenes uoverholdelige Armod. Enhver Nonne maatte, saalænge Klostret endnu ei havde tilstrækkelig Indtægt, ved Optagelsen betale en Indskudssum, tilstrækkelig til eet Aars Underhold, da hendes Fornødenheder ei vare medtagne i Beregningen over Klostrets Udgifter for Aaret; Munkene synes derimod ikke at have betalt noget bestemt Indskud[12]. Intet Kloster maatte anlægges uden Pavens Samtykke.

Blandt Prestmunkene valgte Søstrenes og Brødrenes Konvent i Forening en Formand, der var Abbedissens Raadgiver og Sekretær samt tillige begge Konventets Skriftefader, hvoraf han havde Titelen Confessor generalis[13]. Optagelsesalderen var mindst 18 Aar for Nonnerne og 25 Aar for Brødrene, fra hvilken Bestemmelse Biskoppen dog ofte dispenserede. Der gjøres Forskjel paa Søstrene indentil (ad intra), der skulde „lære Bog“, og udentil (ab extra), som skulde arbeide. De optoges paa samme Maade og aflagde samme Klosterløfter, men Abbedissen bestemte efter enhvers Anlæg hvorledes de sunde virke, hvilket dog senere kunde forandres. Prestmunkene skulde hver Søndag udtyde Dagens Evangelium paa Modersmaalet[14].

I Augustins Regel foretoges iøvrigt mange Forandringer, hvorved den skærpedes i enkelte Henseender, formildedes i andre. Armodspligten var saaledes ifølge det Anførte betydelig formildet; ligesaa vare Reglerne for Fasten ikke strenge, da Kjødspiser vare tilladte 4 Dage i Ugen; derimod var Taushedspligten streng, især for Søstrene; Bodskapittel skulde holdes hver Thorsdag, og Straffene vare de sædvanlige, nemlig at falde til Fode, spise paa Jorden, faste o. s. v. Clausuren var meget streng, og paa dennes Virkning i Forening med Taushed seer man, at Birgitta fornemlig har bygget sit Haab; ingen Gjæster eller Fremmede maatte bevertes i Klostret[15]; ingen af Beboerne maatte udgaa, uden for at stifte nyt Kloster, forsvare Ordenen, bekæmpe Kjettere eller af lignende høistnødvendige Grunde. Til at forestaa Klostrets ydre verdslige Sager brugtes de 4 ældste Lægbrødre, „som Korset bare“, hvoraf een som Sysselmand stod i Spidsen for hele Økonomien, og en anden som Gaardsmester under ham havde Tilsynet med Klostrets Bygninger og Haver.

Særegne for denne Orden vare Reglerne for Novitiatet, Klædedragten og Mindet om Døden. Med Hensyn til Novitiatet eller Prøveaaret var, for at forebygge ubesindig Indtrædelse i Ordenen, bestemt, at Postulantinderne, som de kaldtes, skulde et heelt Aar igjennem gjentagende anholde om Optagelse. Klædedragten bestod for alle Ordenens Medlemmer af 2 ankelside Vadmels-Kjortler eller Underklædninger, lidt kortere for Brødrene, den ene graa, den anden hvid, med en graasort Overklædning, Mantel, uden Rynker eller mange Folder, i Brystet heftet med en Træknap. Paa Hovedet bare Brødrene en graa Vadmels Hætte „med stakket Strut“; om Livet et Læderbelte. De forskjellige Arter Medlemmer adskiltes ved bestemte Ordenstegn. Nonnerne bare en saakaldet Krone (corona sororum) som Christi Brude, bestaaende af 3 smale hvide Lærreds-Strimler, af hvilke den længste gik Hovedet rundt, og de to andre forbandtes med den første i Kors over Issen. Hvor de 2 Strimler vare befæstede til Hovedbaandet, samt hvor de krydsede hinanden, vare 5 røde Pletter eller Blodsdraaber som Tegn paa Christi Lidelse. Prestmunkene bare et rødt Kors med hvid Ring i Midten, Diakonerne en hvid Cirkel med 4 røde Tunger, og Lægbrødrene et hvidt Kors med 5 Blodsdraaber, udenpaa Mantelen paa det venstre Bryst. Desuden bare de nylig nævnte 4 ældste fratres ab extra (d. e. fornemme Lægfolk, der vare i Klostrets Broderskab) som særeget Kjendetegn et lidet rødt Kors paa venstre Bryst[16]. Til Minde om Døden skulde en Ligkiste stedse staa ved Kirkedøren og en Grav holdes aaben, til hvilken Abbedissen med alle Søstrene daglig skulde begive sig i Procession, holde Bøn der, og kaste en Haandfuld Jord ned i Graven. – Forøvrigt gaves meget nøiagtige Regler for selve Klosterbygningerne, for at forebygge Samkvem mellem begge Kjøn. Klosterkirken laa almindeligviis i Midten og fra dennes øvre Ende udgik 2 Fløie, en for hvert Konvent, hvilke stode i umiddelbar Forbindelse med Kirken saaledes at Søstrene fra deres Fløi havde Adgang til den øvre Deel af Kirken, og Brødrene til Kirkens Gulv og Altere. Chorene vare saaledes indrettede, at begge Kjøn ikke kunde see hinanden. Mellem begge Klosterfløie var kun et lidet Hul i Muren, gjennem hvilket de forskjellige Fornødenheder paa en Slags Rulleindretning (rota sororum) blev indskudt til eller fra Brødrene, da begge Konventer havde fælles Huusholdning[17]. Hvert Konvent havde sin egen Have, indhegnet med en 3 Alen høi Muur, „dog ei høiere – bemærker en samtidig Forfatter – end at en rask Munk nok kunde komme derover“[18].

Det er ovenfor bemærket, at vedkommende Ordinarius var Birgittinerklostrenes Visitator og aandelige Foresatte. Denne Eftergivenhed fra Stifterindens Side var deels af Paven opstillet som en Betingelse for Regelens Bekræftelse, deels og i sig selv klog, da den uden væsentlige Ulemper befriede Klostrene fra den indflydelsesrige Geistligheds Had og Misundelse, og forskaffede den i i Biskoppen en ofte nyttig og ivrig Forsvarer, idet Klostrenes stærke Søgning i Begyndelsen netop af de rigeste Familier ogsaa havde gavnlige Virkninger for Biskoppen selv. Da imidlertid Vadstena atter havde Visitationsret over Ordenens samtlige Klostre, og fremmede denne ved udsendte Brødre og Søstre, kende der ikke undgaaes, at Uenighed opstod mellem disse og den Biskop, i hvis Stift det visiterede Kloster laa[19]. Paa den anden Side synes Birgitta at have stræbt saavidt som muligt at unddrage Ordenen fra Curiens Indflydelse og Tidens dogmatiske Kampe. Anden Hensigt synes nemlig den Befaling ikke at kunne have, at Birgittinerne ikke maatte benyttede pavelige Dekretaler eller den kanoniske Ret i det Hele som Veileder i Tvivlsmaal, men skulde ene og alene holde sig til Constitutionerne og Augustins Regel; hine Bøger maatte ikke engang findes i Kapitlet. Man tør dog vel ikke formode, at hiint Forbud af St. Birgiita grundede sig paa en personlig Overbeviisning om Dekretalernes Falskhed og selve den romersk-katholske Religions Udskeielse fra Christendommen, som denne i Augustins Dage forkyndtes. I ethvert Tilfælde er denne hendes Bestemmelse høist mærkelig.

En stor Vanskelighed havde denne Orden at bekæmpe, idet den fordrede et bestemt og det talrigt Antal Nonner og Munke, for at et Kloster kunde stiftes. Birgittas egen Overbeviisning om sine Aabenbaringers Sandhed tillod hende naturligviis ingen Indskrænkning i dette historisk begrundede Antal, og maaske haabede hun tillige derved at forebygge den Anledning til Fordærvelse, som de ældre Ordeners altfor hurtige Tilvæxt gav. En Forsamling af ikke mindre end 85 Medlemmer foruden det talrige Tjenerskab fordrede betydelige Udgifter, ikke alene til det første Anlæg, men og til Klostrets Vedligeholdelse i Fremtiden. Man seer og, at selve Vadstena har havt at kæmpe med de Vanskeligheder, som Omsorgen for at holde Konventerne fuldtallige foraarsagede. Først i 1405 blev Lægbrødrenes Tal fuldstændigt; Prestmunkenes og Diakonernes Tal var derimod i de første 60–70 Aar stedse fuldt[20], saa at det endog har været vanskeligt at blive optaget som saadanne. For at lette Optagelsen toges derfor den Beslutning, at de Brødre som for længere Tid vare fraværende som Visitatorer eller desl., skulde betragtes som indtil Videre udtraadte af Konventet i Vadstena, hvor deres Pladse altsaa kunde besættes[21]. Hvorvidt man imidlertid altid har havt det fulde Antal Nonner kan være tvivlsomt endog for Vadstenas Vedkommende[22], og da den første Begeistring for den nye Orden havde lagt sig, aftog de Riges Tilstrømmen, saa at det synes, som om de fleste Klostre af Mangel paa tilstrækkelig Formue aldrig have været fuldtallige, hvilket bevirkede, at det oftere omtalte Generalkapittel i Gnadenberg 1487 fastsatte 20 Søstre og 12 Brødre, hvoriblandt 10 Prester, som tilstrækkeligt Minimum[23]; men Forflyttelse af Konventerne til et saadant nyt Kloster maatte ei foregaa, førend Bygningerne vare saavidt fremskredne, at mindst hiint Antal trygt kunde bo der og i Et og Alt overholde Regelen.

Birgittinerordenen nød i Begyndelsen stor Anseelse. At en indfødt Kvinde af Landets ypperste Æt stiftede en Orden og indskreves i de Helliges Tal, maatte i og for sig smigre Nationalstoltheden, og man finder og at Konge, Rigsraad, Geistlighed og Adel i Sverige kappedes om at fremme Ordenens Sag. Dens første Medlemmer bestode af Nordens ædleste Mænd og Kvinder, og Dronning Margareta selv fandt det stemmende med sin kløgtige Politik at lade lig som Vadstenas Patronesse optage som soror ab extra[24]. Endnu ivrigere tog hendes Eftermand Kong Erik sig af Birgittinerne, og hans Indflydelse i Forening med den nordiske Geistligheds Forbønner formaaede Kirkemødet i Basel, hvorom nedenfor, til at bekræfte Birgittas Aabenbarelser som kanoniske i den romersk-katholske Kirke[25]. Ligesaa var det hans personlige og vedholdende Bestræbelser, der skaffede Ordenen Klostre i Danmark og Norge, hvilket allerede Margareta for Danmarks Vedkommende havde paatænkt, og hvorom Kong Erik under ei Ophold i Vadstena 1413 fornyede Løftet[26]. Ogsaa Paverne toge sig af Ordenen og skjenkede den forskjellige Privilegier, blandt hvilke de vigtigste ere det ovennævnte Mare magnum af 1412, og Pave Martin Vs Privilegier af 1ste Mai 1420 i 59 Kapitler, samt Tilladelsen til at holde Jubelaar i Vadstena med samme Salighedsvirkning som det bekjendte Jubelaar i Rom. Et saadant holdtes i Vadstena 14de Juni til 14de Juli 1394 med saadan Tilstrømning, at Halvparten af det indkomne Offer, som Paven havde forbeholdt sig selv, løb op til Mark[27]. Til Birgittiner-Klostrenes særegne Privilegier hørte og Bestemmelsen i Mare magnum, at enhver Troende over 16 Aar i det Land eller den By, hvor et Kloster af Frelserens Orden fandtes, ifølge Reve lationerne skulde yde i Penge gangbar Mynt aarlig til Klostret; men da det tilføies, at Undladelse heraf ei var Synd, er det neppe rimeligt, at denne Afgift (denarius s. Mariæ) er bleven almindelig eller varig[28].

Birgittas kloge Forskrift om aarligt Overslag over Udgifterne overholdtes vel i Formen, men Begjærlighed efter at forøge Indtægterne afholdt Abbedissen fra paa Allehelgensdag at uddele det virkelige Overflod blandt de Fattige. Ordenens Medlemmer levede uden legemligt Arbeide i Yppighed, og Klostertugtens Forfald kunde derfor umuligt udeblive. Rygter om begge Kjøns ulovlige Omgang udbredtes, Klager derover indløb til Rom, man maatte tage sig alvorligt af Sagen, og i 1422 befalede Pave Martin at Konventerne skulde skilles ad. Det lykkedes imidlertid Vadstena gjennem Kong Eriks, Dronningens og alle tre Rigers Biskoppers Forbønner at faa dette Bud tilbagekaldt[29], medens man paa et Generalkapittel i Marienvold 1425 paany indskærpede Bestemmelserne om, at Nonner og Munke ikke ved nogen Leilighed maatte komme i Berørelse; men 3 Aar derefter blev dette Kapittels Beslutninger atter ophævede[30]. Det farligste Angreb maatte Ordenen udholde paa Kirkemødet i Basel, hvortil Abbedissen og Confessor generalis i Vadstena indstevnedes 1433, for at forsvare St. Birgiitas Aabenbarelser og den tilstaaede Aflad[31]. For at aflede Uveiret sammenkaldte Kong Erik alle 3 Rigers Biskopper tit Vordingborg 1434, og herfra udgik 3die Juli et Bønskrift til de i Barsel forsamlede Fædre[32], om at tilbagekalde de Beslutninger mod Ordenen, som allerede kunde være fattede; foretoges noget voldsomt Skridt, var den største Forvirring overalt, og især i disse Lande, at befrygte. I et andet Brev af samme Dag fra Nordens Biskopper til Conciliet ytre de sig med Bestemthed mod de mange slemme Rygter. De oplyse i den Anledning, at alle Ordenens Klostre i de 3 Riger have en betryggende Bygningsmaade. Presternes Gaard (curia) ligger adskilt fra Søstrenes Indelukke (monasterium)og mellem begge er et høit, stærkt og bredt Steengjærde (maceria); hver af Boligerne har desforuden sin særskilte Aflukning (clausura), atter omgivet af Ydermurene, og hvert tredie Aar blive saavel Bygningerne som Gjærdet og Murene nøie undersøgte af Biskopperne ved deres Visitats[33]. Dette i Forening med Kongens egen Forbøn afværgede Ordenens Undergang, og en Legat, som Paven afsendte til Lybek for at undersøge de virkelige Forhold, vendte tilbage med uforrettet Sag. Medens Ordenen saaledes alvorligen truedes udenfra, søndersledes den i sit Indre af Splid og Uvenskab, hvis egentlige Grund Diariet aldrig tydeligt omtaler, fordi slig Omtale udtrykkelig var forbuden, men desto oftere berører som en erkjendt og beklagelig Omstændighed. Om man saaledes end ved Kongens og Geistlighedens Hjælp forebyggede en alvorlig Undersøgelse, var dog Ordenens Anseelse hos Folket forbi allerede ved Midten af 15de Aarhundrede, hvorover Christian I i Brev til Paven af 22de. Juni 1468 udtrykkelig beklager sig[34].

Man greb da til Reformer paa Generalkapitler, og af de paa saadan Maade fattede Beslutninger haves endnu Gnadenbergs Kapittels Statutter af 1487[35]. Under Forsæde af Stiftets Ordinarius, Biskoppen af Eichstadt, mødte her Udsendinge fra de fleste Birgittinerklostre, og man kan af de nye Paabud erfare, hvori man især antog at Tugten trængte til Reform. Saaledes fastsattes, at Abbedisse og Confessor ei maatte tilstede anden Visitation, end den, Regelen foreskrev; ved Brødres og Søstres Indvielse maatte kun to Geistlige ledsage Biskoppen; ingen Verdslige maatte tilstedes Adgang til Brødrenes Chor; den, der bragte Klostrets Hemmeligheder ud, skulde straffes med Infami; Abbedissen maatte aldrig søge verdslig Hjælp mod sine Undergivnes Opsætsighed. Fremdeles gaves Regler for Ordenens Klædedragt, forbødes Stiftelsen af Klostre uden tilstrækkeligt Udkomme, og indskrænkedes, som ovenanført, Birgittas Fordring paa 85 Personer til 32 som Minimum for at danne et dobbelt Konvent[36]. Endelig findes heri Regler for Klostrenes Bygningsmaade og Indretning for Havemurens Høide, Talestuen, Spiserullen m. m. Alt for at hindre ulovligt Samkvem.

Med Hensyn til denne Orden dør endnu bemærkes, at den i Rom havde et Herberge eller Klosterhospits, domus St. Birgittæ, hvis Pligt det var at pleie de derhen ankommende svenske og vel tillige danske og norske Pilegrime, idetmindste af Ordenens Brødre. Formanden, rector domus, sanctæ Birgittæ de urbe, stod umiddelbar Under Vadstenas Abbedisse, og Herberget vedligeholdtes deels ved Tilskud fra Moderklostret, deels ved Gaver i Rom, og deels ved Kollekt i de nordiske Lande. Desuden fik Ordenen omtrent 1462 en egen negotiorum gestor i Rom, hvortil valgtes en romersk Patricier af Indflydelse, og hvis Forretning var at fremme Birgittinernes mangehaande Forretninger ved Pavehoffet, hvortil Bestyreren af Birgittas Huus ikke besad Myndighed og Anseelse[37]. Ordenen existerer endnu i det katholske Europa, men skjønt den senere har undergaaet adskillige Reformer, har det dog aldrig lykkes den at vinde stor Udbredelse[38]. Forsaavidt lykkedes altsaa Stifterindens Plan.

I Norge havde Birgittinerne, ligesom i Sverige, kun eet Kloster, nemlig Munkeliv i Bergen, der mellem Aarene 1421 og 1434 omdannedes fra et Benediktiner- til et Birgittiner-Kloster. Da det i 1455 var afbrændt af Tydskerne paa Bryggen, opholdt Birgittinerne sig midlertidigt i omtrent 20 Aar i Hovedø Cistercienser-Kloster ved Oslo, paa samme Tid som dettes forrige Beboere sones at have været bosatte i Munkeliv, og der rimeligviis forestaaet Klostrets Gjenopbyggelse. Beviserne herfor findes i de nævnte Klostres Historie nedenfor. I Sverige og Danmark<ref follow="p63">1451 foreskrives derimod, at Konventerne ei maa indføres i et nyt Kloster, førend Bygningerne ere saavidt færdige, at de kunne bo der, og saamange Søstre og Brødre paa een Gang indtræde, at alle Pligter kunne opfyldes, „og derefter saamange andre Personer, at det bestemte Tal paa Brødre og Søstre er fuldt.“ (Lindstrøms Udg. S. 75.) Dette maa vel forklares saaledes, at Tallet 85 maatte være tilstede, men at man med Lægbrødre og Lægsøstre kunde i fornødent Fald fylde Tallet. Enhver seer, at ei heller dette var Revelationernes Mening. beholdt denne Orden længst sine Klostre, idet Vadstena stod ved Magt til 1595, og Maribo lige til 1620. Vadstenas Klosterbygninger indrettedes senere i Dronning Christinas Tid til et Hospital for gamle Krigere (Krigsmannahus), der vedvarede til mod Enden af forrige Aarhundrede[39].

  1. ↑ Til dens Historie haves i Sverige en rig haandskreven Literatur, især paa Upsalas Bibliothek, men den er desværre endnu lidet benyttet, og end mindre er trykt. Til de utrykte her benyttede Kilder hører en Brevbog fra Vadstena, nedskreven især mellem 1410 og 1450, og indeholdende blandt Andet en rig Samling af Pavebreve. Den findes paa det kgl. Bibliothek i Stockholm (A. 26). Blandt de trykte Hjælpemidler hører Diarium Vadstenense, udg. m. Anm. af Erkebiskop E. Benzelius. Upsala 1721. 4to, hvorefter det atter er optrykt i Scriptores Rer. Svecic. I. i. 99–229. Diariet anføres her stedse efter den førstnævnte Udgave. Af Vigtighed er fremdeles: Vadstena Kloster-Reglor, udg. af C. F. Lindstrøm, blandt Svenska Fornskr. Sälsk. Skrift. II. Stockh. 1845. 8., der have foranlediget mange væsentlige Forbedringer og Tillæg til min ældre Fremstilling af Ordenens Historie; Nettelbla Vorlaufige Nachricht v. d. Klöstern d. heiligen Birgitta außerhalb Schweden, besonders in Teutschland. Ulm 1766. 4., samt Birgittas Levnet i Vastovii Vitis aquilonia ed. Benzelius. Ups. 1708. 4. S. 91–107. Hovedsagelig efter Nettelbla er Ordenens Historie bearbeidet i Gesch. d. Mönchsorden II. 1–48. Hvad Helyot (IV. 29–46) har, er ubetydeligt og tildeels urigtigt.
  2. ↑ De saakaldte revelationes St. Birgittæ, et Slags sibyllinske Bøger for Sverige, der siden bleve samlede, og efter megen Modstand bekræftede som kanoniske af Basel-Conciliet. To Brudstykker af hendes egen Haandskrift heraf har G. C. Klemming trykt i Brev til L. F. Rääf. Stockh. 1854. 4.
  3. ↑ Dette Aar angives saavel i Diar. Vadsten. som i et Brev fra Rom af 13de Novbr. 1373 angaaende Birgittas aandelige Virksomhed (Vadst. Brevbog fol. 28. b) og i en Indskrift i St. Birgittas Huus i Rom, hvor hun døde (Bjørnståls Briefe an Gjörwell II. 112). Det maa saaledes være urigtigt, naar hendes Død sættes til 1372 i Vita S. Birgittæ (Fornskr. Sälsk. Skr. II. p. XXI). Om Birgittas Levnet findes iøvrigt det paalidelige bedst samlet af Reuterdahl i Svenska Kyrkans Hist. II. 2. 519 ff., som jeg i denne Henseende væsentlig har fulgt.
  4. ↑ Vadstena ligger ved Vettern i Linkøpings Stift i Østergøtland, var forud en Kongsgaard, og fik senere Kjøbstads-Rettigheder.
  5. ↑ Bygningen maa være paabegyndt senere end Kongens Testament af 1ste Mai 1346, hvor han taler om det „Kloster Vadstena, vi og vore Arvinger skulle bygge.“ (Handl. rör. Skand. Hist. XII. 6. jfr. 39). Naar man derfor finder opgivet (f. Ex. i Vitis Aquilon. p. 97), at Klostret er bygget af Birgitta selv, kan Meningen dermed kun være, at hun i levende Live sørgede derfor, men gjennem Andre, ikke personlig; thi hun kom ei tilbage til Sverige fra sin store Pilegrimsfærd, som efter Nogle tiltraadtes allerede i 1344 i Forening med Manden, men efter Diar. Vadsten. i 1346 efter dennes Død.
  6. ↑ Script. Rer. Svecicar. I. i 224.
  7. ↑ Hun anføres som Abbedisse i Vadstena i Klostrets første Periode, d. e. i den lange Tid, som medgik fra Klosterbygningens Fuldførelse indtil Birgittas Orden fik pavelig Stadfæstelse. Hun nævnes 1357 som Klostrets Stifterinde og første Abbedisse (Reuterdahl anf. St. S. 525), men hun døde 1381, og det var først den 28de Octbr. 1384, at Conventerne overeensstemmende med Birgittas Regel introduceredes i Klostret. Disses første Abbedisse var derimod Ingegerd Knutsdatter, som først viedes 18de Mai 1388. (Diar. Vadsten.) Fra Bygningernes Fuldførelse til 1388 har følgelig Vadstena været et Nonnekloster, formodentlig af Angustiner-Ordenen.
  8. ↑ Vitis Aquilon. 107–129. Hendes Helgendag var 22de Marts. ib. 129.
  9. ↑ Celse, Bullarium 206. Erkebiskop Jakobs af Upsala Skrivelse til sin Provinds af 18de Februar 1489, i Troils Skrifter och Handlingar til Svenska Kyrko-Historian II. 375.
  10. ↑ Lagerbring Svea Rikes Hist. IV. 306. Et Uddrag deraf i 35 Afsnit findes i Vadstena Brevbog fol. 226 ff.
  11. ↑ Regula St. Birgittæ findes paa Latin hos Hospinianus de Monachis libri VI. Genevæ 1569. fol. p. 506 ff. Paa Svensk er den trykt, foruden i Lindstrøms ovenfor nævnte Udg., i Rietz Script. Svec. medii ævi. III. 241 ff.
  12. ↑ I Vadstena-Reglor af 1451 bestemmes, at naar Nogen ofrer sin Søn eller Datter til Klostret, kan han ofre noget til Almisse, som ham tækkes, dog et Gods eller mente, „siden Klostret (Vadstena) er rundelig begavet med Gods“; – – men de som indgaa i Klostret, skulle ei komme med tomme Hænder. S. 75–76.
  13. ↑ Som saadan skulde han 8 Gange aarlig holde almindelig Skrifte, men det daglige Skriftemaal forøvrigt fordeelte han mellem de øvrige 12 Prestmunke. Søstrenes Skrifte foregik ved et Vindue (skrifte-vindögat, Reglor S. 73), og kun sengeliggende Søstre maatte skriftes inde i Klostret, hvorved visse Regler nøie skulde iagttages (Vadstena Brevbog fol. 49).
  14. ↑ Vadstena-Reglor S 45. 72.
  15. ↑ Selv den visiterende Biskop maatte ei betræde Søstrenes Kloster, men skulde standse ad crates (Mare magn. cap. 9). I Diar. Vadsten. findes derfor nøiagtig antegnet, naar nogen Fremmede undtagelsesviis fik Tilladelse til at besøge Søstrene eller Brødrene, og stedse med Oplysning om, hvorlænge de opholdt sig der. Saaledes om Dronningerne Margareta og Philippa, Kogerne Erik, Carl og Christian I, m. Fl.
  16. ↑ Dette lignede den nuværende Carl XIIIs Orden, jfr. Vadstena Kloster-Reglor S. 12. 58 ff. 70. Alle disse Ordenstegn ere stukne i Kobber i Nettelblas Nachricht. Paa Generalkapitlet i Gnadenberg 1487 indskrænkedes Antallet af fratres ab extra til 4, et Tal, der dog alt forekommer i Reglerne af 1451, og sorores ab extra forbødes aldeles. Nettelbla S. 179.
  17. ↑ Vadstena Kloster-Reglor S. 80. I Birgittinerklostret Marienkron ved Stralsund var Hullet i Muren saa stort, at et Menneske kunde skydes ind paa Rullerne. Dette maa have vakt Skandal; thi paa Kapitlet i Gnadenberg fastsattes i Cap. 2, Art. 7 „ne pueri .... per rotam sororum sive portam in monasterium ipsarum inducantur.“
  18. ↑ Nettelbla S. 42. – Ths. Kantzow i Pomerania (Kosegartens Udg. II. 9) antyder det Samme. Dog vare vist Birgittinerne bedre end deres Rygte.
  19. ↑ Herom vidne og Kilderne paa flere Steder, Script. Rer. Svecic. I. 225–226, Vadstena Diariet oftere, Nettelbla S. 45. Iøvrigt viser ogsaa denne Ordens Historie, at man efterhaanden glemte Lydighedspligten mod Ordinarius, og at Vadstenas Abbedisse i senere mægtigere Tider har søgt at uddanne Ordenens Forfatning selvstændig og uafhængig af Pave, Konge og Biskop.
  20. ↑ Diar. Vadsten. 31. 34. 44. 54. 56. 91 o. fl. St.
  21. ↑ Dette vedvarede endnu i 16de Aarhundrede. Man har nemlig en Bulle af Leo X, af 17de Juni 1516, hvori han tillader Birgittinerne at optage Brødre over det bestemte Antal i Syges og Bortreistes Sted. Ved samme Bulle tillodes Ordenen at have i Rom to forstandige Brødre, frie for Clausuren, hvilke som Ordenens Fuldmægtige (procuratores, syndici et negotiorum gestores) skulde varetage dens Tarv ved Curien, og der foredrage dens Sager. jfr. nedenf. S. 64. Troil Skrifter och Handlingar. V. 338 ff.
  22. ↑ I 1521 var Søstrenes Tal fuldt, saa at en Nonne kun ved en andens uformodede Død var saa heldig strax ved Hjemkomsten fra en Visitation i Reval at blive optagen. Diar. Vadst. 63.
  23. ↑ Statutterne hos Nettelbla 171–172.
  24. ↑ Diar. Vadst. p. 25.
  25. ↑ Eriks og Philippas Skrivelser til Pave, Keiser og Kardinaler med Forbønner for Ordenen ere trykte af Benzelius i Monumenta hist. eccl. Sviogothicæ. Upsala 1709. 4. p. 164–173. Ogsaa Dronning Philippa var soror ab extra i Vadstena, og dette har sandsynlig foranlediget den grundløse Beretning om, at Eriks Mishandlinger bragte hende til at gaa i Kloster der, (Dalin Gesch. Schwed. II. 496), hvilket tilstrækkelig er gjendrevet af Jahn i hans Unionshistorie 478–480; dog uden at omtale Betydningen af soror ab extra. Disse Brødre og Søstre lignede andre Ordeners Tertiarier deri, at de uden at bo i Klostret eller aflægge Munkeløftet, deelagtiggjordes i Ordenens Fortjenester, og fik Ret til at begraves i Ordenens Dragt. Fratres ab extra lignede i andre Henseender Dominikanernes Christi Ridderskab. Desuden fandtes naturligviis et betydeligt Tjenerskab „udenfor Taleporten“, hvilket stod under Klostrets Værn, men ei var optaget i Ordenen. (Vadstena-Reglor S. 27 ff.)
  26. ↑ Diar. Vadst. 49. 55–57.
  27. ↑ Rhyzelii Monasteriologia. 86.
  28. ↑ Vadstena Brevbog fol. 226–241. En saadan Afgift opfordrede Kong Erik og Erkebiskoppen af Lund alle voxne Christne i de 3 Riger til al yde (til Maribo Klosters Anlæg.) Pontopp. Annales. II. 514–516.
  29. ↑ Diar. Vadst. 64. Martin Vs Bulle af 15de December 1423 hvorved Konventernes Forening atter tillades, findes i Vadstena Brevbog fol. 248.
  30. ↑ Følgen heraf blev fornyet Befaling fra Rom. 1428 .... „venit nobis de Roma citatio strictissima, qualis non fuit audita ab exordio hujus ordinis, super dualitate nostrorum conventuum et de omnibus hunc ordinem concernentibus.“ Diar. Vadsten. 70.
  31. ↑ Anf. St. S. 76.
  32. ↑ Trykt hos Lagerbring, Svea Rikes Hist. IV. 586–588.
  33. ↑ Vadstena Brevbog fol. 274. b.
  34. ↑ Script. Rer. Dan. VIII. 444. Hvilken Forskjel mellem dette Brev og Kong Eriks om samme Ordens Anseelse af 1434. Lagerbring Svea Rikes Hist. IV. 584–585.
  35. ↑ Statuta capituli Montis-gratiæ, hos Nettelbla 162–184.
  36. ↑ Dette var naturligviis ganske vilkaarligt; den allegoriske Betydning i det forrige Tal bortfaldt, og de oftere bekræftede Revelationer bleve saaledes her uden Videre af jordiske Hensyn tilsidesatte. I Vadstena Kloster-Reglor af
  37. ↑ Vadstena Brevbog fol. 308. Om Rector jfr. Troils Handlingar II. 375. En Deel Breve fra Rector til Abbedissen i Vadstena ere trykte sammesteds V. 299. ff., og afgive flere Oplysninger.
  38. ↑ Dalin har i sin Historie (Gesch. Schweden II 469–470) leveret en Fortegnelse over Birgittinerklostrene i Europa; men den er ufuldstændig; endog Mariager i Jylland mangler deri.
  39. ↑ Lindstrøm i Fortalen til Vadstena Kloster-Reglor S. 47–48. Tunelds Geografi öfver Sverige. II. 61.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/1/9&oldid=221873»