Wikikilden

De norske Klostres Historie i Middelalderen/2/2

< De norske Klostres Historie i Middelalderen
◄  § 1.
§ 3.  ►

§ 2. Klostrenes Privilegier og Rettigheder, samt den dem vedkommende Lovgivning.

Det er i foregaaende Afsnit ved hver af de forskjellige Munkeordener i almindelige Udtryk omtalt, at Paver, Konger og Geistlighed forundte dem mange og forskjellige Privilegier. Disse almindelige Benaadninger, hvoraf Cistercienserne og Franciskanerne have de fleste at opvise, vare et fælles Gode i hele den katholske Kirke, som uden Videre tilfaldt ethvert nystiftet Kloster. De høre derfor og nærmere hjemme i en Kirkehistorie end i et enkelt Lands Klosterhistorie, og de kunne derfor her kun indrømmes faa Linier. Deres Antal tiltog som bekjendt efterhaanden, og fra Tiggermunkenes Tid bleve de saa omfattende og mangfoldige, at det næsten er umuligt at overskue dem alle. Immunitet, d. e. Befrielse for alle, hvilkesomhelst, ældre og yngre Afgifter til Staten og Kirken, – Exemtion d. e. Fritagelse for det biskoppelige Overtilsyn. Ret til uden Andres Indblanding paa kanonisk Maade at vælge sin Formand, og udelukkende Afhængighed af Paven eller vedkommende Ordensgeneral; – Indulgentser eller Aflad af sorskjellig Art, ved Jubelaar, paa Helgenfeste o. s. v. vare disse almindelige pavelige Privilegiers Gjenstand. Jus asyli eller Klostrenes Ret til at tage Fredløse eller Ugjerningsmænd, som flygtede til Klostrene, i Beskyttelse mod den Forurettedes Selvhevn, var ligeledes et almindeligt Klosterprivilegium, og ikke, som Nogle have antaget, en særskilt Benaadning for enkelte Klostre f. Ex. Helgeseter. Det fulgte nødvendig af den ukrænkelige Hellighed og Uangribelighed af verdslig Magt, hvormed Klostrene omhegnedes, og Misforstaaelsen er vel opstaaet deraf, at Helgeseter beholdt denne Ret efter Reformationen. Af specielle Privilegier gives der utallige angaaende de forskjelligste Gjenstande, ligefra Tiggermunkenes Rettighed til at holde Gudstjeneste for lukkede Døre under Interdikt, til Dominikanernes Ret til herreløst Gods[1], og Præmonstratensernes til at nyde Kjødmad paa Reiser. Alle deslige Privilegier kostede det ikke Paven det Mindste at udstede; vedkommende Stat, Biskop Sogneprest eller Almue vare de Lidende, og paa samme Tid som Udstedelsen af disse Breve bragte betydelige Pengesummer ind i det pavelige Kammer, og bleve en Rigdomskilde for Curiens Embedsmænd, tjente de til mere og mere at løsrive Klostrene fra Stat og Biskop, og bringe dem i et stedse trangere sluttet Afhængighedsforhold til Rom, hvorhen da ogsaa de trodsige Abbeder toge sin Tilflugt baade i Tide og Utide.

Uagtet det kunde synes, at disse Ordenerne i det Hele vedkommende Privilegier maatte være tilstrækkelige til Munkenes Sikkerhed, erhvervede dog gjerne desforuden hvert enkelt Kloster en særskilt Pavebulle, hvori de for dets Orden gjældende almindelige Rettigheder formelig forsikredes det, og desuden i Almindelighed en eller anden særskilt Ret eller tvivlsom Sag afgjordes til Klostrets Fordeel. Af slige, den norske Klosterhistorie nærmest vedkommende Buller ere endnu mange i Behold. Det ældste Pavebrev vedkommende Norge, som vi kjende, er netop en saadan Skjærmbulle for St. Michaels Kloster eller Munkeliv ved Bergen, udstedt af Eugen III 1146, hvis Hovedindhold vi anføre som en Prøve paa slige[2]. Efter Abbed Orms Anmodning tager Paven Klostret under den hellige Peters og sin Beskyttelse, og bekræfter det ved nærværende Frihedsbrev, saa at St. Benedikts Regel der til evig Tid skal overholdes. Fremdeles bekræfter han Klostret i fast og ustyrret Besiddelse af alle de Eiendomme, som det nu retfærdig og kanonisk har eller i Fremtiden erhverver paa lovlig Maade, det være sig Jordegods, Eiendomme, Tiender, Enge. Skove o. s. v., hvilke navnlig opregnes, og særligen tages under paveligt Værn. Han forbyder den, der engang har aflagt Klosterløfte, uden Abbedens og Brødrenes Tilladelse at forlade Klostret. Dets Munke skulle stedse have fri Adgang til Pavestolens Ingen maa under nogetsomhelst Paaskud indsættes i Klostret som Abbed, uden den som Brødrene enten eenstemmig eller med Stemmefleerhed kanonisk havde valgt. Ingen maa forstyrre Brødrenes Ro, berøve dem eller tilbageholde deres Besiddelser af hvilkensomhelst Art, formindske dem eller paalægge Afgifter deraf, alene med Forbehold af det apostoliske Sædes Myndighed og Biskoppens kanoniske Domsret, samt den ham skyldige Ærbødighed Hvis i Fremtiden nogen Geistlig eller Verdslig, bekjendt med denne Bestemmelse, tillader sig Noget herimod, og gjentagende advaret ikke gjør Klostret Fyldest for sit Tilgreb, skal han være sit Embede berøvet, udelukkes fra Nydelsen af Sakramentet, og lide sin Straf paa den yderste Dag. De derimod, som værne om Klostrets Bedste, skulle have Christi Fred her nyde en god Gjernings Frugter, og hisset finde evig Salighed.

Af denne eller lignende Art vare de almindelige Privilegier, som Paverne forundte de enkelte Klostre, kun med de Forandringer eller Tillæg som vare en Følge af de forskjellige Ordensregler. Et Privilegium, som ei er omtalt i det ovenanførte Brev, men som i følgende Tider tilstodes samtlige Klostre, og var disse en herlig Rigdomskilde, var Retten til at begrave Enhver, som ønskede det, paa Klostrets Kirkegaard. Uagtet denne Ret gaves under Betingelse af, at vedkommende Sogneprest ikke derved skulde lide, maatte dog dette blive Følgen; og der mangler ei heller Vidnesbyrd om, at slige Begravelser have givet Anledning til alvorlige Stridigheder med Presteskabet. Iøvrigt tilstode Paverne enkelte Klostre aldeles særegne Benaadninger. Saaledes fik Munkeliv Kloster i Bergen 1399 af Bonifacius IX Ret til at uddele Portiuncula-Aflad[3], og 1403 forundte han Værne Hospital samme Aflad, som var tilstaaet St. Marcus-Kirken i Venedig[4].

Af kongelige Privilegier for norske Klostre kjendes ingen tidligere end fra 13de Aarhundrede, men i gamle Registraturer omtales flere ældre, ligesom foregaaende Kongers Frihedsbreve paaberaabes lige op til Olaf Kyrre og Eystein I, det er op til den Tid, da de første Spor af Klostre vise sig her i Riget. Det maatte naturligviis ogsaa være saa; thi det var netop i de første Tider, at disse nye Indretninger havde meest at frygte for verdslig Øvrigheds, mægtige Naboers eller andre Uvedkommendes Indblanding. Munkelivs Brevbog, den eneste tiloversblevne nogenlunde fuldstændige Samling af Klosterbreve, viser, at Abbederne have sørget for ved hver Konges Tronbestigelse at saa Klostrets af foregaaende Konger tilstaaede Friheder bekræftede. Deslige Kongebreve til Klostrenes Bedste ansaaes nemlig for en Naadegave, der ved Giverens Død ophørte, hvis den ikke af Eftermanden fornyedes, og vare ikke en Klostrene tilkommende Rettighed. Men af disse Beskjermelsesbreve udviklede sig derimod under Unionen, da Norge blev et Valgrige, visse kongelige Løfter til Klostre og Klosterfolk, der indtoges i Haandfæstningerne, og altsaa bleve Dele af Kongens ved sit Valg besvorne Pligter. Herved overgik altsaa de ældre Benaadninger til virkelige statsretligt sikrede Rettigheder.

Det ældste, os bevarede kongelige Beskyttelsesbrev er af Kong Magnus Lagabøter fra 1264, givet Munkeliv Kloster, og næsten ordret gjentaget af alle følgende Konger[5]. Her tages den hellige Michaels Kloster i Munkeliv, Abbeden, Brødrene Klostrets Eiendomme Skove Fiskevær, Skibsnøst, Jagt og andet Tilhørende Brødre og Søstre, som have givet sit Gods derind, i Guds Hegn og kongelig Trøst og Værn i alle retmæssige Sager. Sysselmænd og alle andre kongelige Ombudsmænd paalægges at hjælpe Klostret til dets Ret ved Inddrivelse af Tilgodehavende, og ellers hvor det fordredes. – Til de af denne Konge Klostrene tilstaaede Rettigheder høre og Bestemmelserne angaaende Klostrene i Konkordatet til Tønsberg 9de August 1277 mellem Kongen og Erkebiskoppen[6], hvori Kongen fraskriver sig al Indblanding i Testamenter til Kirker og Klostre, samt i Biskoppers og Abbeders Valg. Desuden erkjender han Biskopper. Abbeder og Klerker frie for Ledingsfærd samt for at bidrage Noget dertil af eget Gods, medmindre Faren var saa stor, at Clerus selv indgik derpaa. Her har man altsaa den frie Valgret og Ledingsfriheden anerkjendt af Kongemagten, og skjønt dette Forlig ikke blev af lang Varighed, undlod dog Geistligheden og Klostrene ikke i Fremtiden at paaberaabe sig det, og Kongerne gave i Almindelighed efter, idet de tilstode Klostrene disse Friheder som særegne Benaadninger. Magnus’s Sønner Erik og Haakon gjentoge i 1290 det Munkeliv af Faderen givne Værnbrev, og forøgede det desuden med nye Friheder paa Grund af, at Abbeden Erik i lang Tid havde været Kongehusets troe Tjener[7]. De forbøde saaledes at paalægge Klostret eller dets Tyende eller Gods nogensomhelst Afgift eller anden ulovlig Udpresning og naar Trætte opstod mellem Klostrets Beboere og Andre, skulde der bødes efter Sagens Natur overeensstemmende med Loven, men Klostret ikke tilsvare Nogen de Kongedømmet tilfaldende Bøder (Sagøren), saalænge Kongerne lade denne Bestemmelse gjælde. At disse Friheder vare rene Naadesbeviisninger, der, som Brevet af 1290 udtrykker sig, stode „saalænge til vi ville tilbagekalde dette vort Brev“, sees og deraf, at Kong Haakon V i det Brev, han ved sin Tronbestigelse forundte Munkeliv Aar 1300, uden videre har udeladt hine nye Benaadninger, og kun i almindelige Udtryk taget Klostret i tit Værn. Men i Eftermandens Kong Magnus Erikssøns Brev af 12te Marts 1328[8], hvortil alle følgende Kongebreve om Munkeliv henholde sig, er Brødrene Eriks og Haakons Brev af 1290 atter optaget og stadfæstet i alle dets Ord og Dele, og fra denne Tid af bleve derfor sandsynligviis hine Friheder mere og mere betragtede som lovligt erhvervede Rettigheder, som det var Kongernes Pligt uden videre at bekræfte[9]. Først i 1361 findes Munkeliv at have faaet fuldkommen Frihed for alle Paalæg idet Kong Haakon VI „af kongelig Naade“ øgede Klostrets Værnbrev med den Bestemmelse, at Ingen maatte byde eller befale over Abbeden eller hans Undergivne, ei heller paalægge Klostret nogensomhelst Tyngsel, kun Pavens Ret og den hellige Kirkes Love i aandelige Sager forbeholdne[10].

Ogsaa andre Klostre fik lignende kongelige Naadegaver. Saaledes tilstod Kong Magnus ved Brev af 14de Juni 1350 Abbed Andres af Lyse og hans Brødre den Rettighed, at de Mænd, som han sætter paa sine og Klostrets Bugaarde, skulle være deelagtige i alle de Munkene af fremfarne Konger forundte Friheder, fornemlig de Bønder, der vare i Klostrets Brødrelag, saa at 6 af disse, som Abbeden vælger, skulle være frie for alle Nævninger og Ledingsfærd, uden naar Kongen kalder dem med sit eget Brev, eller almindeligt Opbud skeer. Fremdeles skal Abbeden have Domsret over sine og Klostrets daglige Svende og Beboere, undtagen i Sager, der angaa Liv eller Ulivssaar[11]. Ogsaa i Hovedøens Historie findes Spor af Sagøre som klosterlig Rettighed Ved Gavebrev af 12te Marts 1352 overlod nemlig Hertuginde Ingeborg Abbeden i Hovedø tillige Sagøren af alt det Gods (Bygdø m. v.), som hun havde skjænket Klostret, dog saaledes, at den for det Første skulde anvendes til hendes Bedste[12]. Det synes af hvad saaledes er oplyst om Benaadningerne for Munkeliv, Lyse og Hovedøen at følge at disse Klostre i det mindste for nogen Tid have været i Besiddelse af Sagøre (sakeyri) eller Kongens Ret til at hæve Bøderne for de mod Klostret eller af dets Tjenere øvede Misgjerningen, ligesom af den dermed forbundne Domsret over verdslige Undergivne. Men selv om saa er, har denne Ret hverken været almindelig eller varigt; thi denne Kongedømmets vigtige Indtægtskilde kan ei være bleven bortgiven; ellers maatte deraf findes tydeligere Spor. Et Kongebrev af 9de April 1541 til Befalingsmanden Thord Rod paa Bergenhuus taler og derimod. Kongen har erfaret, siges der, at mange af hans Undersaatter, Ædel og uædel, som ere forlenede med Klostre og andet geistligt Len i Norge, fordriste sig at oppebære Sagøre eller Leding af deres Tjenere (d. e. Leilændinge), uagtet Kongens Embedsmænd altid af gammel Tid have oppebaaret disse Indtægter, hvorfor slig Ulovlighed forbydes[13].

En anden Rettighed som Kongerne i senere Tider tilstode Klostrene, var Fritagelse for Gjæsteri eller Klostrets Pligt at huse Kongen eller hans Mænd med Følge paa deres Reiser. Dette var en Byrde, som i det Mindste i Danmark ofte var yderst trykkende; men det synes ikke at de norske Klostre betydeligt besværedes derved; thi at f. Ex. Esge Bilde paa Reformationstiden „lod Fæ og Heste opæde Munkelivs Ager og Eng“[14], var aabenbar Vold og i Strid med Birgittinernes fuldstændige Frihed for Gjæstning (ovenfor S. 57). I de oldenborgske Kongers norske Haandfæstninger omtales derimod denne Frihed. Saaledes lovede Christian I „ikke at gjæste eller stede (d. e. tilstede) at gjæste Klostre, Kirker eller Almue til Uskjellighed“[15]; Kong Hans forpligtede sig til, ei at tilstede fine Fogder – – „at paalægge Skat eller Beskatning, Heste-Gjæstning, Skydsfærd eller andensomhelst Tyngde enten paa Kirker, Klostre, Klerker, Ridderskab, deres Tjenere, Land eller Len“; samt længere hen: „Vi ville ei lægge vore Hofsinder eller Smaasvende ind til Biskopper, Klostre eller nogen vore gode Mænd, som har Slot eller Len paa Tjeneste eller i Pant, men holde dem ved vore egne Slotte og i de Len, som ligge til vort Fadebur“[16]. I Christian IIs Haandfæstning omtales Klostrenes Frihed for Borgeleie, som Byrden benævnedes i Danmark, for dette Riges Vedkommende, men ikke særskilt for Norges[17], og i Frederik Is norske Haandfæstning omtales den aldeles ikke[18], hvilket lader formode, at det norske Rigsraad bar fundet Byrden for ubetydelig til at omtales. Derimod indeholde alle disse Haandfæstninger i almindelige Udtryk en Bekræftelse paa alle af fremfarne Konger Kirkerne og Klostrene forundte Friheder og Rettigheder, som altsaa nu vare blevne uafhængige af Kongens Naade eller særlige Yndest for enkelt Kloster[19].

Blandt de Klostrene af Kongemagten tilstaaede Begunstigelser maa endelig de Forleninger omtales, hvormed et enkelt norsk Kloster har været benaadet. Da Rigsraaden Hr. Hans Kruckow i 1453 gav sig i Munkeliv Kloster med alt sit Gods, bestemte Kong Christian I, at han fremdeles for Livstid skulde beholde Søndfjord Len, som han da havde inde, og at Klostret desuden skulde nyde det i 10 Aar efter hans Død med al kongelig Rente og Rettighed uden Regnskab[20]. Ligeledes havde dette Kloster fra samme Konges Tid, og som det synes lige til 1528, Andens Len i Nordland ad gratiam (d. e. saalænge Kongen behagede), og selv efter denne Tid, da Bergens Raadmænd forlenedes dermed, synes Klostret at have havt en aarlig Afgift deraf[21]. Fremdeles var Munkeliv i samme Konges Tid uden Afgift forlenet med Nordfjord, der siden lagdes til Bispestolen i Bergen[22]. Dette har været særegne Gunstbeviisninger mod Birgittinerne i Munkeliv, af hvis Orden Christian I tog sig med saa megen Iver; thi man finder ikke, at Forleninger ere faldne i andre norske Klostres Lod.

Et aldeles særeget Privilegium gav Kong Magnus Erikssøn 14de Februar 1344 Lyse Klosters Munke, da han tillod dem i deres Huus Saltøyðuhús i Bergen at udsælge alle Slags Drikkevarer, altsaa gav dem en formelig Kroholds-Bevilling, ligesom han samtidig hermed fritog Klostrets Bud (cursores), som det benyttede i Ærinder til Bergen, fra visse Byrder[23].

Biskoppernes Forhold til Klostrene var vel ikke altid det bedste paa Grund af de mange Sammenstød mellem begge, hvortil de pavelige Exemtioner gave Anledning. Dog gives der mange Vidnesbyrd om Biskoppernes Iver for Klostrenes Bedste, og flere Klostre ere af dem stiftede. Deres Privilegier for Klosterne lignede Pavernes, og indeholdt en Forsikring fra den nærmeste Øvrighed, at den erkjendte og respekterede, hvad den høiere havde tilladt. Til særegne Benaadninger fra Biskoppernes Side hører, at de gave et Kloster Tienden eller Landskylden eller begge Dele af en Kirke eller et Sogn, Kaldsretten til en Kirke o. s. v. Saaledes havde Biskop Helge i Oslo givet Nonneseter sammesteds hele Stor-Aker Gaard med Kirke, Landskyld og Tiender, kun med Forbehold af Kathedratikum. Paa lignende Maade var Olafs Kloster i Tønsberg i Besiddelse af Slagns Kirke og dens Tiender, og havde Halsnø Kloster Kaldsret til Eids Kirke paa Søndhordland. Almindeligere og mindre bekostelige for Giverne vare de Afladsbreve, hvormed Biskopperne kom et afbrændt eller iøvrigt trængende Kloster til Hjælp, idet de lovede dem 40 Dages Aflad, som inden en vis Tid understøttede Klostret med Penge. Iøvrigt henvises med Hensyn til Biskoppernes Forhold til Klostrene til følgende § 8.

Vi komme nu til de Bestemmelser om Klostrenes Rettigheder, som Norges ældre offentlige Ret, Landsloven, Christenretten og Provindsialstatutterne indeholde; men der er ikke meget at høste paa den Mark. Den Uafhængighed af verdslig og geistlig Øvrighed, som Klostrene i det Hele nøde, gav ogsaa sjelden Anledning til, at de bleve Gjenstand for den indenlandske Lovgivning. De havde sine egne Love, der laa udenfor Statens baade geistlige og verdslige Ret, og nævnes derfor kun tilfældigviis i de borgerlige Love. I Hirdskraaen nævnes Abbederne blandt de Høvdinger i Landet, som i Tilfælde af Tronledighed selvstevnte skulde indfinde sig til Kongevalg i Nidaros[24]. Af denne Ret udgik sandsynligviis i unionstiden Abbedernes Deelagtighed i Kongernes Valg og Hylding. Man finder nu og da Abbeder deeltage heri, dog maaske mere af tilfældige Grunde end fordi de vare Klosterformænd[25]; thi ved flere Kongevalg var ingen Abbed nærværende.

Til Landslovens Bestemmelser om Klostrene hører først og fremst den fortrinlige Fred og Hellighed, hvormed de ligesaavel som Kirkerne omhegnedes, og den forøgede Straf, som Brud paa denne Fred medførte. En lignende Hellighed værnede om Munkenes og Nonnernes Personer. Hvo der belaa en klostergiven Kvinde, straffedes med Fredløshed, ligesom Omgjængelse i forbudne Led[26]. Det var Sacrilegium, som straffedes med Band, hvoraf Paven alene eller den, han dertil gav Fuldmagt, kunde udløse den Dømte, at lægge Haand paa Prest, Klerk eller Klostermand[27]. Paa den anden Side indeholde Lovene ogsaa enkelte Bestemmelser, der sigtede til at forebygge skadelige Forviklinger. Hertil hører det Bud, at ingen Nonne maatte indvies, førend man havde Arvingernes Tilladelse dertil. Lader hun sig beligge, skal hun gaa i Biskoppens Gaard, men den, som beligger hende, være fredløs og hans Gods forbrudt til Biskoppen[28]. Ligesaa var Testationsretten til Kirker og Klostre indskrænket[29]. En Følge af Klosterlivets Væsen var det, at ingen Munk kunde være noget Gods raadig som sin Eiendom. Med Hensyn hertil bestemte derfor Lovene, at ingen Klostermand maatte gjøre Testamente, i hvilken Henseende han sattes i Lighed med Trælle, Døve, Stumme, usindige Børn og den, der er hjemme i sin Faders Gaard[30]. Christoffer af Baierns Forordning af 1443 om Klostrenes Reform ved Biskopperne og fattige Klostres Sammensmeltning m. v.[31], samt Christian IIs kortvarige Lovbog[32], som efter Udtrykkene kun angaa Danmark, maa vi her forbigaa som Norges Lovgivning formeentlig uvedkommende, uagtet de iøvrigt ogsaa kunne kaste Lys paa Tilstanden i dette Rige, og derfor i det Følgende om Tugtens Forfald ville blive berørte. Det samme gjælder om sidstnævnte Konges strenge Forbud mod Prælaters, Klostres, Adelsmænds og Bønders Handel til Kjøstædernes Skade, der udtrykkelig kun er givet for de danske Lande[33]. Bestemmelserne om Klostrenes Ophævelse m. v. under Christian III ville finde en mere passende Plads i dette Afsnits Slutningsparagraf om Klostrenes Undergang i Norge.

Endelig haves en Samling af geistlige Statutter, vedtagne paa de af Erkebiskoppen med hans Lydbiskopper afholdte Biskopsthing eller Provindstalsynoder, der give flere Oplysninger. De ældste Synodalstatutter, som ere os opbevarede fuldstændige, ere de som Erkebiskop Jon udgav paa et Bispemøde i Bergen 1280, og hvoraf man har to Bearbeidelser. Disse Statutter slutte sig til de Indrømmelser, som ved Konkordatet i Tønsberg 1277 gjordes Geistligheden, og som her tildeels ordret gjentages. Ligesom i Christenretten fastsættes Bandsftraf for den, der lægger vred Haand paa Klerk eller Klostermand; ligesaa for den, der med ond Villie sætter Ild paa Kirke eller Kloster eller Herberge indenfor Kirkegaarden[34]. I den kortere Bearbeidelse foreskrives: „Fremdeles uagtet det i de hellige Skrifter er forbudt at kjøbe hellige Poster for Penge, som og at tage Gods af dem, som gaa i Kloster, gives der dog nogle Nonner, som uagtet disse Forbud ikke ville optage Nogen i Søstrelag uden Betaling. For at læge denne Sygdom befales, at dersom nogen Abbedisse eller Prior i Nonneklostre modtager Penge eller Gave, eller foreskriver nogen Kontrakt eller ulovlig Betingelse for nogen Kvinde, som vil indtræde i Søstrelaget, eller med Raad eller Bifald fremmer saadant, da har hun eller han ved saadan Handling forspildt sin Myndighed i Klostret. Hvad der paa den anden Side uden Aftale er dem lovlig givet eller tilbudt, skal det derimod være dem tilladt at modtage. Den samme Regel skal gjælde i alle Klostre“[35]. – „Ligesaa forbyde vi, at Klerker eller Lægmænd løbe ind i Nonneklostre uden lovlig Grund; gjør en Klerk dette, miste han sit Embede, og Lægmanden skal straffes med Forbud eller Band.“ – „Ei skulle flere tages i Kloster, end at de uden Nød kan leve af dets Gods.“ – „Det forbyde vi og alvorligt, at nogen Klostermand, Broder eller Søster, besidder eget Gods; alt skal være Samme for dem, og om nogen findes at have personlig Eiendom, skal han, naar han dør, ikke have christen Mands Grav“[36].

Paa et Koncil i Oslo i Juli 1306 udstedte Erkebiskop Jørund og hans Lydbiskopper to Statutter, det ene af 5te, det andet af 6te Juli, hvilke begge have Bestemmelser om Klostrene. Saaledes i det første: „I Betragtning af den store Skade og Tab, Klostrene inden Provindsen Nidaros lide baade i aandelige og timelige Sager paa Grund af de derværende Brødres Ukyndighed og boglige Uvidenhed, bestemme vi, at fra hvert Kloster skal Stiftets Biskop udvælge en dertil skikket Person, som paa Klostrets Bekostning og med rimelig Udgift skal sendes til en passende Høiskole (studium) udenfor Riget“[37]. I begge findes følgende Forbud mod Optagelse af Religiøse af forskjelligt Kjøn og af for Mange i samme Kloster: „Den skjændige Skik har flere Steder indsneget sig, men maa herefter aldrig taales, at nogle regelbundne Mænd tage Kvinder ind i Klostret til sig i Søstrelag, og ligeledes Søstre indtage Karle hos sig, tvertimod gode Sæder og de hellige Fædres Regler. Da det fremdeles i lang Tid er blevet optaget baade i Brødre- og Søsterklostre et langt større Antal end rimeligt er, saa at disse Stiftelsers Gods paa mange Maader er tilsat og adsplittet, medens Simoni og andre Lyder ligesom under Fattigdoms Kappe have indsneget sig: saa skal hver Biskop i sit Stift lade gjøre Overslag over Klostrenes Gods, og derefter fastsætte, hvormange der maa indtages i hvert af dem. Dette Antal maa siden ei forøges uden Godset voxer og Biskoppen samtykker“[38]. – I Juli 1320 fornyedes paa et Bispemøde i Bergen under Erkebiskop Eilifs Forsæde det ældre Forbud mod at optage regelbundne Personer ved Kjøb eller Kontrakt. Den Klosterformand, som handlede herimod og paa slig Maade tilvendte sit Kloster Gods, skulde eo ipso være afsat, den, der havde overværet Handelen, straffes efter Biskoppens Tykke. Fremdeles gjentoges Forbudene mod, at der i Munke-, Kannike- eller Søstre-Klostrene optoges flere Personer, end sømmeligt kunde leve af Klostrets Gods, samt mod Munkenes Besiddelse af særlig Eiendom[39].

Under Erkebiskop Paals Forsæde holdtes atter i September 1334 et Koncilium i Nidaros, paa hvilket de ældre Forbud mod at indtage Klosterfolk for Penge fornyedes for alle Klostre, og de samme Straffe derfor fastsattes. Ligesaa maatte de ikke optage Proventfolk uden Biskoppens Samtykke. Ved dette Møde opstilledes som et nyt Tvangsmiddel, at enhver Abbed, Abbedisse eller regulær Søster ved sin Indvielse skulde aflægge Ed paa, aldrig at samtykke i slig Handel. Fremdeles forordnedes at Søsterklostrene skulde stedse, især om Natten, holdes omhyggelig lukkede, saa at ingen Klerk eller Lægmand, Regulær eller Verdslig maatte indlades efter Aftensang uden i høieste Nødsfald, og selv da ikke paa mistænkeligt Sted eller Maade. Ingen Biskop, Abbed, Abbedisse eller andre Kirkens Formænd maa sælge Kirkegods til Odel (til æfinlegrar staðfestu). Hvad herimod er skeet, skal være magtesløst og det Frasolgte igjen lægges tilbage under Kirkerne[40]. – Ved Erkebiskop Paals 2det Statut fra Tønsberg i Juli 1336 fornyedes Jørunds Bud om, at udsende Munke fra hvert Kloster til Studium, og fastsattes, at de Klerker eller Klostermænd og deres Tilhængere, som overbevistes om overlagt Modstand mod deres Foresatte, efter Kirkeloven skulde fratages deres Værdighed[41]. I hans 3die (udaterede) Statut indskærpes, at der ere visse Synder, hvorfra ikke simpel Prest eller Munk kan afløse, men som man maa søge Biskoppens Afløsning for, deriblandt at lægge voldsom Haand paa lærd Mand, Prest, Munk eller Nonne; fremdeles bestemmes her, i Anledning af Forskrifter om Ægteskab i forbudne Led, Bandsstraf for de Geistlige eller Klostermænd, Karle eller Koner, som vidende gifte sig[42]. Vigtigere og mærkeligere er dette Statuts Bestemmelse angaaende Forholdet mellem Sognepresternes og Munkenes Ret at høre Skriftemaal, hvilket for de sidstes Vedkommende indskrænkedes i høiere Grad, end deres pavelige Friheder synes at tilstede. Der forbydes nemlig alle Brødre (Geistlige og Munke) at tiltage sig at høre Skriftemaal i videre Udstrækning, end det ved Loven er Sognepresterne tilladt. Kun det Skriftemaal tillades som „Prædikebrødrenes Provindsial-Priorer eller Barfodbrødrenes Ministre, eller disses Vicarier og Barfodbrødrenes Custoder ydmygt udbede sig Ret til hos Biskoppen enten for sig selv eller for de Brødre, som de dertil finde skikkede, saa at disse i deres Klostre eller Bispedømmet maa høre deres Undermænds Skriftemaal; Provindsialerne skulle da sætte gilde Mænd af prøvet Levnet, kloge, sædelige og forstandige til dette for Sjælene saa vigtige Embede. Paa andet Vilkaar have de ikke Ret til at høre noget Skriftemaal eller til at afløse nogen Mand.“ – Ligesaa indeholder dette Statut Bestemmelser om det andet Tvisteæmne imellem Prester og Munke, nemlig om Gravfæstning. Ingen maa lokke nogen til at lade sig begrave i fremmed Sogn. „Hvis nogen Prester eller Munke vove at begrave nogen, som ikkun efter deres Overtalelse har valgt sig Gravsted i deres Kirker eller Kirkegaarde, da er det Pavens Bud, at de skulle give det nedgravne Lig tilbage hvis det kræves inden 10 Dage efter Ligfærdsdagen, men hvad de derfor have oppebaaret, skulle de tilbagegive, enten det kræves eller ikke. I modsat Fald lægger Paven Forbud paa den Kirke eller Kirkegaard, hvor Liget nedgroves, saa der hverken maa synges eller graves“[43]. – Ved et i 1351 efter Pesten afholdt Biskopsmøde i Nidaros fornyede Erkebiskop Olaf og hans Lydbiskopper de ovennævnte Forskrifter om at holde Nonneklostrene lukkede, samt Forbudet mod at optage Klosterfolk for Penge eller Proventfolk uden Biskoppens Samtykke, samt Bandsstraffen for dem, der lagde voldsom Haand paa Munk, Nonne, Klerk, Convers eller anden religiøs Person[44].

Efter denne Tid kjende vi kun et geistligt Statut, der vedkommer Klostrene. Det er udstedt af Erkebiskop Aslak Bolt i Bergen den 24de August 1435, og angaar Munkenes Omstrygen paa Tiggeri. „Blandt andre Usæder her i Provindsen er den, at Klostermænd og Andre fare og tigge Almisser, hvor dem lyster, af det ene Biskopsdømme i det andet, uden Biskops og Kapittels Lov og Vidende, hvoraf stor Avind maa komme Klostrene imellem, især fordi det Kloster, som har mange Brødre, sender nogle paa hver Kant, og faar derved flere Penge end det behøver, men de, som have god Ret til at terminere i Biskopsdømmet, savne saameget mere. Thi have vi denne Usæd med de her tilstedeværende Kanniker aldeles afskaffet, og forbyde enhver ... at tigge Almisser i andet Bispedømme end det, hvori Klostret ligger, med mindre han har Biskops og Kapittels Lov der, hvor han vil terminere. Men de Brødre, som hidkomme af andre Lande og ville tigge Almisser, skulle have særlig Lov af Erkebiskoppen, samt af Biskop og Kapittel i det Bispedømme, hvori han vil terminere, og dertil Lov af sin Formand. Hvo som anderlunde terminerer, har forvirket hvad han har med at fare, Halvparten til Biskoppen og Halvparten til den Prest eller Provst, som hindrer ham. Men Lægmænd forbyde vi at hindre dem under den hellige Kirkes haardeste Straf“[45].

  1. ↑ Dipl. Svec. II. 40.
  2. ↑ Munkelivs Brevbog 14–15. Thork. Dipl. II. 1–3.
  3. ↑ Munkelivs Brevbog 90–91.
  4. ↑ Regist. paa Agershuus 1622.
  5. ↑ Indtil 1427, da Munkelivs Brevbog slutter. Thork. Dipl. II. 252. Samtidigt og i Udtrykkene kun lidet afvigende er samme Konges Værnbrev for Dragsmark Kloster. Dipl. Svec. I. 728.
  6. ↑ Norges gamle Love II. 462 ff. Thork. Dipl. II. 66 ff. Hist. eccl. Isl. I. 386 ff.
  7. ↑ Munkel. Brevb. 7. Thork. Dipl. II. 128.
  8. ↑ Munkelivs Brevbog. 8–9.
  9. ↑ Derimod vare Klostrene vist ikke berettigede til, saaledes som Abbeden i Munkeliv gjorde 1420, at hjemle Eiendomme, der solgtes til Verdslige, de Friheder, de som Klostergods vare i Besiddelse af. Dipl. Norv. III. No. 652.
  10. ↑ Munkelivs Brevbog. 10. Hvad her er anført om Munkeliv, fordi det er det eneste Kloster, hvis samlede Værnbreve nogenlunde fuldstændig ere bevarede, gjælder udentvivl ogsaa om de fleste øvrige Klostre.
  11. ↑ Dipl. Norv. II. No. 307.
  12. ↑ Suhm Danm. Hist. XIII. 269–270.
  13. ↑ Registre over alle Lande IV. fol. 5. b. i Afskrift i Rigsarkivet. Af en Jordebog over Stavangers Lene af 1661 i Stavangers Amtsarkiv sees, at Befalingsmændene over Lyse og Utstein Klostre havde Hals og Haands Ret over enkelte af deres Gaarde der i Lenet. Dette er maaske en Levning af den her forbudne Ulovlighed; thi var det en Ret, som de med Klostrene efter Reformationen forlenede danske Adelsmænd havde tiltaget sig, maatte den vel gjælde hele Godset og ikke ganske faa Gaarde. Dette synes derimod at henpege paa Forhold, ældre end Lenstiden, og altsaa at kunne sættes i Forbindelse med det om 6 af Lyses Landbønder ovenfor Anførte.
  14. ↑ Münch. Dipl. No. 3902. Om Forholdet i Danmark jfr. Daugaard S. 44 ff. og især P. V. Jacobsen: „Om det kongelige Nathold, Borgeleier og Gjæsteri i Danmark under Christian III og Frederik II“, i Historisk Tidsskrift II. 1–88.
  15. ↑ Huitfeld 845 ff. Islands Forordninger I. 2 ff.
  16. ↑ Samlinger t. N. Hist. IV. 356. 358. En Følge heraf var det vel, at Kong Hans 1498 paa Bahuus fritog Kastelle Klosters Landbønder for at holde Heste af Slottet (d. e. modtage dem paa Foder). Münch. Dipl. No. 4293. b.
  17. ↑ Haandfæstningen, fælles for begge Riger, er trykt i Samlinger IV. 363–377.
  18. ↑ Saml. I. 1–12. Jfr. Norsk Tidsskr. f. Vid og Litt. I. 218 ff.
  19. ↑ Naar iøvrigt saavel Hans som Christian II i deres Haandfæstninger love, aldrig at indblande sig i Biskoppers, Prælaters eller Abbeders frie Valg, saa var dette ikke en Frihed, disse Konger tilstode Geistlighed og Klostre, men et Løfte om at afholde sig fra en Ulovlighed. (jfr. mere om dette Forhold, Norsk Tidsskrift f. Vid. og Litt. I. 252–260.)
  20. ↑ Dipl Arn. Magn. fasc. 25. No. 15 b, trykt i 1ste Udgave af dette Skrift S. 751 ff.
  21. ↑ Samlinger t. N. Hist. VI. 22. 47.
  22. ↑ Nye Danske Magazin VI. 322. 328.
  23. ↑ Barth. VIII. 215.
  24. ↑ Norges gamle Love II. 393. Den samme Bestemmelse findes i Landslov. II. og Byloven II. 5. (sammest. S. 27. 195.) jfr. Werlauff om norske Kongers Salving og Kroning S. 9.
  25. ↑ Hertug Christians norske Hylding 1489 (Dipl. Norv. II. No. 955) forsegledes først af selve Norges Riges Raad, dernæst af „flere ypperste Prælater, Klerker, Riddere og Riddermændsmænd“, og blandt disse, ikke blandt Raadets Medlemmer, anføres som de første Abbederne af Dragsmark, Hovedø og Lyse.
  26. ↑ Jons Christenret c. 49. Norges gamle Love. II. 375. Det grunder sig paa Kardinal Vilhelms Statut af 16de August 1247, som satte Bandsstraf derfor. Thork. Dipl. II. 29. Norges gamle Love. I. 451. 452.
  27. ↑ Jons Christenret c. 54. Sammest. II. 379. jfr. Suhm IX. 84. Et Brev af 1376 (Dipl. Arn. Magn. fasc. 73. 1.) indeholder en Beretning til Biskop Botolf i Stavanger om en mod Gardianen i Oslo forøvet Voldsgjerning, som havde bragt Gjerningsmændene i det store Band, af hvilket Biskoppen anmodes om jure delegationis at afløse dem, da det var dem umuligt at drage til Rom.
  28. ↑ Sverres Christenret 68. Jons Christenret 49. Norges gamle Love. I. 428. II. 375.
  29. ↑ Jons Christenret c. 71, efter Kardinal Nikolaus’s Statut.
  30. ↑ Norges g. Love. II. 350. De øvrige her nævnte maatte ei gjøre Testamente, fordi de ikke var sig selv raadige, Klostermænd, fordi de havde overgivet deres Gods. At Munken ansaaes for borgerlig død, viser Dipl. Norv. I. No. 126, hvor en i Lysekloster levende Munks Hustru kaldes dennes Enke (relicta).
  31. ↑ Kofod Ankers Lovhistorie II. 564–565.
  32. ↑ Christian IIs danske Lovbøger, udg. af P. H. Resen; især S. 2. 5. 8. 9. 11. 36.
  33. ↑ Hvitfeld 1170–1172. Det er dog rimeligt, at han har givet lignende Forbud i det Mindste for Oslo og Tønsberg.
  34. ↑ Norges gamle Love III. 234. 236. Hist. eccles. Isl. I. 464. 467.
  35. ↑ Norges gamle Love III. 239. Hist. eccl. Isl. I. 470. Her sigtes tydeligt til Benediktinerinderne, der ansaa sig berettigede til at fordre Indtrædelsespenge.
  36. ↑ Norges gamle Love. III. 241.
  37. ↑ Anf. St. III. 244.
  38. ↑ Anf. St. III. 245. Hist. eccl. Isl. I. 476.
  39. ↑ Anf. St. III. 248. I. 497.
  40. ↑ Anf. St. III. 278. 279. 281. I. 508–511.
  41. ↑ Anf. St. III. 283.
  42. ↑ Anf. St. III. 286. 287.
  43. ↑ Norges gamle Love. III. 291.
  44. ↑ Anf. St. III. 304. Hist. eccl. Isl. I. 530 ff. Suhm XIII. 816 ff.
  45. ↑ Barth. D. 835–838. Her er rigtignok dette Statut dateret 1438, men dette maa være en Afskriverfeil, da Erkebiskop Aslak Bolt netop i August 1435 holdt Concilium i Bergen, hvor ingen af Biskopperne mødte, men kun 5 Kanniker, som ogsaa omtales her i Brevet. Dette Statut stadfæstedes desuden paa Bispemødet i Oslo 20de Decbr. 1436. (N. D. Mag. I. 44.)
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/2/2&oldid=222120»