De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/13

Chr. Tønsbergs Forlag (s. 315-323).
◄  § 12.
§ 14.  ►

§ 13. Mariæ Nonnekloster i Bergen.
(Nunnusetr. Claustrum monialium sanctæ Mariæ ordinis sancti Bemhardi).

Indenfor Vaagsbunden, østenfor det smale Sund, der forbinder Store- og Lille-Lungegaardsvand (Álreksstaðavágr), ligger den skjønne Eiendom Lungegaarden. Her, strax udenfor Bergens By, frit for dens Larm men nær ved dens Midpunkt, maaske paa den yndigste Plet i den hele skjønne Egn, laa Bergens næstældste Kloster, Nonneseter af Cistercienserordenen. Dets Stiftelsestid og Stifter nævnes vel ikke med Bestemthed, men der er god Grund til at antage, at det omtrent samtidigt med Lysekloster (1146) er stiftet af Biskop Sigurd af Bergen. Paa Kong Sverres Tid var det i ethvert Fald til, og nævnes nu og da i Forbigaaende i Sagaerne[1]. Det er ovenfor (S. 61) viist, at det i Modsætning til andre Klostre af denne Orden stod under Bergens Biskops Overtilsyn, og de faa Underretninger, man har om dette Kloster, indeholde netop Oplysning om hans Indgriben i dets indre og ydre Anliggender.

Kong Magnus Lagabøter overlod sin i Bergen 1262 fødte ældste Søn Olaf, der døde ung, til Pleie i Nonneseter, hvor Barnet forblev Vinteren over[2], og i sit Testamente af 1ste Febr. 1277 gav han Klostret 40 Mark Sterling, foruden det Jordegods af sin Mødrenearv af 70 Løbers aarlig Skyld, som han forhen havde undt det[3]. – Den 19de Marts 1285 stadfæstede Biskop Narve af Bergen et Mageskifte, Klostret havde gjort med Abbed Eirik i Munkeliv. Denne fik den Fjerdepart i Skeide paa Kormt, som Søster Aasa Eilifsdatter havde givet Nonneseter, eftersom Munkeliv før eiede de tre Fjerdedele. Herimod gav Abbeden 5 Maaneders Leie i Lodethveit og 5 Mærker brændt i norsk Sølv[4]. – I sit udaterede Testamente (ved 1288) gav Hr. Gaute Isakssøn i Tolga en Mark brændt til Nonneseter i Bergen, og ved Testamente i Oslo af 8de Mai 1307 gav Fru Jarthrud, Hr. Guttorm Gydusøns Enke, samme en Mark brændt[5], ligesom dette Kloster maa være en af de to Mariekirker i Bergen, som Hr. Bjarne Erlingssøn i 1308 testerede en Mark brændt.

Fra denne Tid haves to Breve angaaende Nonneseter af en eiendommelig Natur. I det første, dateret 2den Oktbr. 1309, paalægger Biskop Arne af Bergen Fru Ragna, Enke (relicta) efter Hr. Thorolf af Eidsa, som da var Munk i Lyse, inden Juul for Biskoppen eller sin Sogneprest at aflægge Løfte at leve kysk alle sine Livsdage, og i det andet af 19de Febr. 1310 kundgjøres, at Fru Ragna Marteinsdatter af Jaastad, forrige Thorolfs af Eidsa Hustru, der nu var Munk i Lyse, og som ved denne Leilighed var tilstede samt gav sit Bifald, ja indstændig bad sin Hustru derom, – aflagde i Biskop Arnes Haand i Bergen følgende Afholdenhedsløfte: „Jeg Ragna paa Jaastad lover Gud og den hellige Kirke, Eder i Hænde min værdige Herre Biskop Arne af Bergen, at fra denne Dag og saalænge Gud giver mig Liv, skal jeg holde mit Reenlevnet efter min Evne og den Miskund, Gud vil mig dertil give; fremdeles skal jeg fra nu af holde stadigt til i Nonneseter, eftersom min Herre Biskoppen bestemmer, paa min egen Kost.“ Iøvrigt lovede Biskoppen hende, at hun ei skulde blive tvungen til at anlægge Nonnedragten, saalænge hiin levede ærbart, og ikke for sin Mand eller deres fælles Børn gjorde Paastand paa Boets Godser[6]. Efter dette Brev maa man vel antage, at Fru Ragnas Levnet har været af den Art, at hendes Slægt har fundet det nødvendigt at gjøre en Ende derpaa ved at spærre hende ind i Nonneseter.

Fra 1320 har man Beviis for Bergens Biskops Ret til Indblanding i Klostrets indre Anliggender. Da Abbedissen Søster Brynhild Katharina den 23de Juni d. A. i Klostrets Kapittel og hele Konventets Overvær havde frivilligt og ubetinget nedlagt sin Værdighed i Biskop Audfinns Hænder, enedes ikke Nonnerne om det nye Valg. Sytten Nonner havde Dagen før Valget havt en Samling med flere andre Vælgersker, og derefter paa selve Valgdagen givet Gudrid Justina deres Stemmer; 16 andre Nonner stemte derimod paa Joron Constantia[7], og en 17de Nonne Klara forlod Kapitlet uden at ville deeltage i Valget; Joron selv endelig stemte for en tredie Søster Margareta. I denne Anledning udstedte Biskop Audfinn 18de Septbr. 1320 en Kjendelse, hvori han, efter at have anført disse Omstændigheder ved Valget, erklærer, at vel havde Justina efter dette de fleste Stemmer (nemlig 17), men Konventets Fleertal (16 + 2), havde imidlertid ei stemt paa hende. Hertil kom, at de, der havde stemt paa Constantia, skjønt hun havde een Søsters Stemme mindre, havde i rette Tid bedet hende om at modtage Salget samt derpaa præsenteret hende for Biskoppen, hvilte Formaliteter det andet Parti havde forsømt. Da saaledes ingen af Valgene efter Constitutio Bonifaciana vare kanoniske, erklærede Biskop Audfinn med sine Brødres (Kannikernes) Raad dem for ugyldige, ikke paa Grund af de Valgtes Personlighed, men med Hensyn til de begaaede Valgfeil. Saaledes faldt Valgretten til Biskoppen. I Brev af 16de Decbr. s. A. melder han dette til „sin kjære Datter og gudelige Jomfru“ Joron Constantia, Nonne i Mariæ Kloster i Bergen, samt at han, efter alvorlig at have overveiet de forskjellige Søstres Dygtighed til denne Post, har med sit Kapittels Samtykke nu valgt hende, Joron Constantia, i rette Tid til Abbedisse og Forstanderske (prælata) i St. Mariæ Kloster, hvilket han paalægger hende ydmygt og kraftigt at styre. Tre Dage derefter, 19de Decbr., er Abbedissens Kaldsbrev (installalio) udfærdiget af Biskop Audfinn. Nonnerne havde bifaldt hans Valg, og Joron overdroges derfor Klostrets Bestyrelse baade i aandelige.og verdslige Sager. Kannikerne Hr. Simon og Hr. Salve paalægges at begive sig med dette Brev til Klostret, og der i Biskoppens Navn høitideligen lede hende op (intronizare) i Abbedissens Sæde i Klosterkirken[8].

I 1326 var Abbedisse-Værdigheden atter ledig; men denne Gang iagttoge Søstrene Valgformerne. Ved Brev af 29de Marts 1326 bekræftede derfor Biskop Audfinn Søster Ingeborg Cecilias Valg til Abbedisse, da det var foregaaet med tilstrækkelig Pluralitet, da den Valgte var 30 Aar gammel, ægtefødt, bekjendt for sin jomfruelige Ærbarhed, og ellers af Gud begavet. De ovennævnte to Kanniker fik derfor det samme Hverv med Hensyn til den Valgtes Installation[9]. – Paa denne Tid havde Nonneseter en vidløftig Proces med Lysekloster angaaende Laxefisket i Oselven ved Lyse. Den paadømtes i 1328 af Audfinn til Nonneseters og Osprestens Fordeel[10], men hører nærmest hjemme i Lyses Historie.

Om Nonneseter i Cistercienserindernes Tid er der fra nu af kun et Par Testamenter og en Efterretning fra Sortedødens Dage tilovers. I uvis Tid (1305–1320) gav Thorfinn i Henriksgaard i sit Testamente 12 Mark brændt til Nonneseter til Kirkebygning[11], og 13de Mai 1337 gav Endrid Simonssøn det ligesaa en Mark brændt, „sig til Skraasætning og Sjæletider“, samt til Søster Vigdis i Nonneseter sin Maardskinds Kappe og 9 Alen Klæde[12]. – I Arvid Ingeldssøns første Testamente af 4de Decbr. 1430 fik samme Kloster to Nobel i Penge, samt sin Part med flere geistlige Stiftelser i hans udestaaende hos en Bonde paa Sunnhordland[13]. – For at afbede Guds Vrede under Pesten 1349 forordnedes 5 Messer at holdes 5 Dage efter hinanden. Til Messerne skulde man begive sig i høitideligt Optog, og Alle bære en brændende Kjerte, gaa barfodede, faste 4 Dage forud, og ofre til de Fattige. Anordningen for Bergen haves, og ifølge samme gik Processionen første Dag om Onsdagen til Prædikebrødrene, Thorsdag til Minoritterne, Fredag til Nonneseter, Lørdag til Munkeliv og Søndag til Domkirken, hvor samtlige Deeltagere skulde nyde Nadveren[14].

Gjennem hele 150 Aar veed man aldeles Intet om Nonneseter og dets Skjebne. Senere Efterretninger oplyse kun, at i sidste Halvdeel af det 15de Aarhundrede, maaske samtidigt med Munkelivs Ødelæggelse og Forvirringen der, bleve Nonneseters Bernhardinerinder udjagede af Norges Riges Raad paa Grund af deres løsagtige og onde Levnet, og rimeligviis er Klostrets Gods derpaa skjænket Munkelivs Birgittinere, for at afhjælpe de idelige Klager over Mangel paa det Nødvendige, som kom fra dem. Billighed maatte imidlertid medføre, at Rigsraadet, da det ophævede Klostret som selvstændigt Konvent, har tilladt de Nonner, der ingen Deel havde i Udskeielserne, at blive der i Ro til deres Død, samt har paalagt Munkelivs Konvent, som fik Godset, at sørge for disse Tilbageblevnes sømmelige Underhold[15]. Dette synes og at følge af et Brev af 16de Juni 1484, hvori Engelbrekt Amundssøn tilkjendegiver, at det paa Lagthinget var paalagt ham at høre de Prov, som de, der da havde Nonneseter i Værge, fremførte om Arven efter Jon Gudmundssøn. Han indfandt sig derfor i Brødrenes Taleport i Munkeliv, hvor Confessoren Broder Ketil Beinktssøn fremlagde Beviser for, at den halve Arv efter Jon skulde skiftes lige med Søster Katharina Michelsdatter i Nonneseter. Paa Grund heraf gjorde nu Engelbrekt et venligt Forlig med Broder Ketil paa Nonneseters Vegne, og lovede, aldrig at paatale hvad der af Arven efter Jon var kommen til dette Kloster, deriblandt Stangeland i Gands Sogn, og hvad Jon eiede i Glymter, mod at Nonneseter paa den anden Side skulde lade ham beholde den øvrige Arv[16]. Endnu i 1484 var altsaa idetmindste en Cisterciensernonne Søster Katharina tilbage i Nonneseter.

Klostret bar fremdeles i 1494 sit gamle Navn, og Gudstjeneste holdtes endnu der; thi 22de Septbr. d. A. optog Broder Johannes, Prior og commissarius for St. Mariæ Kloster ad sanctam trinitatem, ordinis sti. Bernhardi i Bergen, Hr. Nils Henrikssøn og Hustru i Ordenens Broderskab, deelagtiggjorde dem i alle gode Gjerninger, som i samtlige Ordenens Klostre udførtes, og lovede, naar deres Død blev tilkjendegivet, for deres Sjæle at holde slige Messer, som tilkom Ordenens kjæreste i Klostret bosatte „Brødre“[17]. Efter Udtrykkene synes dette Brev at være fra en Overgangstid, i hvilken Nonnekonventet har været aldeles opløst, og Klostret for Gudstjenestens Skyld kun havde en Forstander (prior et commissarius), rimeligst af St. Antonii Orden, som kort efter kom i fuld Besiddelse af Klosterbygningen, medens Munkeliv allerede længe havde Nonneseters Gods. Dør man nemlig antage, at Cistercienser-Nonnernes Udjagelse endda ikke var stadfæstet af General-Abbeden eller Paven, maatte vel Klostret bære sit gamle Ordensnavn, selv om det var beboet af Andre[18].

Noget aldeles Vist om den Tid, da Nonneseter først blev beboet af St. Antons Brødre, lader sig ikke fastsætte. De havde alt været der i nogen Tid, da det formeligt blev overdraget denne nye Orden. Ved Brev fra Bergen af 13de Septbr. 1507 bekjendtgjorde nemlig Erkebiskop Gaute og Biskopperne Eilif af Stavanger, Anders af Oslo og Andor af Bergen, at hæderlig Mand Hr. Olaf Steinssøn, St. Antonii Ordens Broder og paa den Tid Forstander for Nonneseter Kloster i Bergen, anholdt for dem om, at dette Kloster, som nu i nogle Aar havde ligget øde og saagodtsom overgivet, maatte undes St. Antonii Orden og dens Brødre, Gudstjeneste der at opholde. Dette tillode Biskopperne, eftersom de der indkomne ere med Kongens og Rigsraadets Samtykke, paa Betingelse, at de dagligen skulle opholde Gudstjenesten, bygge og forbedre Klostret og dets. Gods, at det ikke ydermere skal forfalde. Fremdeles skulde St. Antonii Brødre have Raadighed over den Deel af Godset, som en Brevet vedheftet Fortegnelse angiver, ifølge en af Biskopperne istandbragt Aftale mellem hine Brødre og Abbedissen og Brødrene i Munkeliv, hvilken Aftale nu i alle Dele stadfæstedes. Fremdeles tillodes det samme Brødre aabenbar i alle Kirker at lyse deres Ordens Aflad, udstede Brødrelagsbreve og modtage Almisser, Testamentgaver o. s. v. – Den vedheftede Jordegodsliste opregner de Jorder, der skulde følge St. Antons-Brødrene, „som dem er af Rigets Raad tilsagt, og Abbedissen i Munkeliv er tilfreds med“. Rentens Beløb udgjorde 100 Løber, og Jorderne vare: saameget Eng og Ager ved Klostret, som fra gammel Tid har tilligget, det halve Sunnes (Sydnes), Aarisæde (Aarstad?) Kirke og Gaard med Kværn m. v., Kappen, Agatonen og 2 Kaalgaarde ved Katrinakirke i Bergen, 6 Gaarde i Fane Sogn, 10 i Lindaas og 11 paa Voss[19]. Om disse Antonsmunke og deres Tilstand i Bergen vides iøvrigt Intet, uden af Erkebiskop Erik Valkendorf 24de August 1515 valgte den nysnævnte Olaf, da Prior i Nonneseter, til med Flere at dømme i den forargelige Trætte mellem Biskoppen af Stavanger og Abbed Henrik af Utstein[20].

Alle disse Forandringer, Klostrets Ødestaaen og Fremmedes Forvaltning paaførte naturligviis Klostret store Tab, og man finder ogsaa, at dets Gods paa Reformationstiden var i den Grad indviklet i Munkelivs og Andres Jordebøger, at det ikke var muligt at faa Rede derpaa. Man havde og raadet derover til Fordeel for Uvedkommende, f. Ex. da Biskop Hans i 1497 gav en af dets Grunde i Bergen til de tydske Haandverkere (ovenfor S. 262). Det betragtedes næsten som herreløst Gods, og var derfor og det første Kloster i Bergens Stift, der sekulariseredes, idet Kong Frederik I 17de Oktbr. 1528 skjænkede Hr. Vincents Lunge og Arvinger Nonneseter Kloster med Ager, Eng, Skov, Ladegaard, Fiskevand, Gaard og Gods, for den Tjeneste, han Kongen og Norges Krone havde gjort. Kongens Ytring, at Nonneseter af „fremfarne Konger og Dronninger var stiftet til vor Frue Orden“, betyder neppe andet, end at disse i ældre Dage havde givet Gods dertil Som Grund til saaledes at give Klostret bort anfører Kongen, at først Nonnerne og siden Antonsmunkeue, der toge Klostret i Besiddelse, efterat det i mange Aar havde staaet øde, bedreve et uskjelligt og løsagtigt Levnet der[21]. – Ved Modtagelsen vare selve Klosterbygningerne ikke i beboelig Stand, og Lunge ombyggede det Hele til Privatbolig for sig. Den fik efter ham Navnet Lungegaarden, som den bærer endnu. Denne kongelige Gave vakte naturligviis Opsigt og grundet Misnøie. Jørgen Hanssøn Skriver ilede med at gjøre sin landflygtige Herre bekjendt dermed[22], og Overdragelsen nævnes ligesaa i Erkebiskop Olafs oftere omtalte Klagepunkter mod Frederik den Første.

Om Størrelsen af Nonneseters Gods besidder man ingen Efterretning fra Klostertiden. Derimod har man en af Vincents Lunge selv forfattet Jordebog over hans Gods i Bergens-Egnen, hvilket tilsammen udgjorde 272 Gaarde i Hardanger, Søndhordland, Nordhordland, Voss og Sogn[23]. Vi vide ikke med Vished, om han med sin Hustru Fru Margareta Nilsdatter (Gyldenløve) har faaet noget Gods i denne Egn, men tro det ikke, da hendes Moder Fru Ingerd Ottesdatter overlevede Lunge og synes at have siddet i uskiftet Bo. I saa Fald har uden Tvivl alt dette Gods oprindelig tilhørt Nonneseter, og Gaven heraf er da vistnok den største kongelige Gave til Enkeltmand, som vor Historie kan opvise. Men Lunge havde ogsaa store Fortjenester af Kong Frederik I, som havde saa at sige ham alene at takke for, at han i 1524 blev Norges Konge. Af Klosterbygningerne staa endnu to vel vedligeholdte Taarne tilbage, der udentvivl før som nu have dannet Yderpunkterne af den anseelige Bygning. Ligesaa synes enkelte af Udhusene at være fra den katholske Tid[24].

  1. Sverres Saga c. 49. 77. Hank. Haakonss. Saga c. 313.
  2. Fornm. Sögur X. 117.
  3. Script. Rer. Dan. VI. 250. N. Nicolaysen har gjort mig opmærksom paa Sandsynligheden af, at Kongsgaarden Aalreksstad (nu Aarstad) har hørt til dette Mødrenegods, som Kong Magnus gav Nonneseter. I saa Fald har den hørt med til de „Gaarde paa Hordeland, hvor Kongen pleiede at jule“, som Kong Olaf Kyrre gav Skuleslægtens Stamfader i Norge Skule Toftessøn, og som følgelig ved Kong Magnus Lagabøters Moder Margareta, Hertug Skules eneste Arving, atter faldt tilbage til Kronen, fra hvem Aalreksstad nu maaske kom til Nonneseter.
  4. Munkelivs Brevbog S. 144. Thork. Dipl. II. 103.
  5. Dipl. Norv. I. No. 24 og 85.
  6. Dipl. Norv. I. No. 123 og 126. En af Børnene var uden Tvivl Martin Thorlofssøn i Eidsa 1318, gift med Cecilia Isaksdatier. Dipl. Arn. Magn. fasc. 31. No. 14. 15.
  7. Disse dobbelte Navne, der og forekomme i andre Nonneklostre, vise, at Nonnerne ved Optagelsen have beholdt deres gamle norske Navn, men dertil faaet et Helgennavn som indklædte Nonner.
  8. Dipl. Norv. III. No. 1119. I. No. 162.
  9. Dipl. Norv. I. No. 185.
  10. Barth. IV. 255–269. 558–568.
  11. Barth. IV. 684. Munch i Udg. af Björgv. Kálfsk. 104–105.
  12. Dipl. Norv. I. No. 243. Munch anf. St. S. 98.
  13. Dipl. Arn. Magn. fasc. 14. No. 10. I Schønings Aftryk (Anh. til Domk. Beskr. 8–9) er Frue Kirke og Nonneseter udeladte ved Fællesgaven.
  14. Suhm XIII. 217. Ordenen er uden Tvivl bestemt ved disse hellige Steders Beliggenhed, idet man udgik fra Byens Yderpunkt ved Sandvigen, derfra søgte til Vaagsbunden og Ydergrændsen mod Syd, og herfra op til den yderst bebyggede Deel af Nordnes, for atter at ende ved Udgangspunktet – Kommunen.
  15. Forfatteren af Comment. de coenob. Norv. (Script. IV. 412) ytrer sig herom: „sorores videntur hinc translata in Munkalif“, hvilket vel og for en Deel kan have været Tilfældet. Langebeks Grunde derimod bortfalde ved det her og ved Munkeliv ellers Oplyste.
  16. Dipl. Norv. II. No. 928.
  17. Dipl. Norv. I. No. 980. Brevet har kun Aaret „94“ uden Angivelse af Aarhundredet, og Suhm XIV. 336 henfører det til 1394; men da vare Nonnerne endnu i fuld Besiddelse af Klostret, og den nævnte Hr. Nils Henrikssøn er uden Tvivl Norges bekjendte Drotsete eller Hovmester af dette Navn.
  18. Det ovenfor S. 68 omtalte Brev af Kong Christoffer mod Tiggemunkes Omdragen, der ikke havde Klostre i Riget, kan have foranlediget nogle omstreifende Antonsmunke til at tage Bolig i det udestaaende Nonneseter, for ikke at blive regnede til de Munke, som Kongens Brev var stilet mod.
  19. Efter en Gjenpart fra 17de Aarhundrede, som i 1843 bevaredes paa Lungegaarden, af de med 4 Segl sammenheftede Pergamentbreve. Den var taget i Anledning af en Proces om Sydnes.
  20. Münch. Dipl. No. 20.
  21. Frederik Is Registrant i Saml. til N. S. Hist. VI. 21–22.
  22. Ved Breve af 22de April og 5te Mai 1529. Allens Breve og Aktstykker I. 556. Ekdals Arkif III. 1281.
  23. Lunges Jordebog paa Perg. p. Univ. Bibl. i Lund. Afskrift deraf findes i Rigsarchivet, og derfra i Bergens Museum.
  24. Jfr. herom mere i Nicolaysens archæol. Fortegn. 80.