De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/17

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 344-348).

§ 17. St. Albani Benediktiner-Kloster paa Selje.

Den lille Ø Selje (Selja) ligger i Prestegjeldet af samme Navn strax Syd for Statland i Nordfjord. Paa Grund af sin sikre Havn, midt i Søleden mellem Bergen og Nidaros, netop hvor det farlige Stathav begynder, har Selje fra de ældste Tider og til vore Dage været en meget besøgt Havn, hvor ofte hele Flaader ligge børfaste. Dette var rimeligviis Olaf Tryggvessøns Grund til her at bygge en af de første Kirker i Norge, samt begunstige de Rygter om Helgenlevninger, som her skulde være fundne. Øen nævnes oftere i Sagaerne ved Beretninger om de idelige Reiser langs Kysten; her var det Kong Olaf Haraldssøn (den Hellige) først landede, da han kom hjem for at indtage sit Fædrenerige, og han ansaa dette for et heldigt Varsel. Mærkeligst er dog Øen bleven ved den hellige Sunniva og hendes Følge, samt sit Kloster.

Om Sunniva fortæller Legenden, at i Keiser Ottos og Haakon Jarls Dage forlod en irsk Dronning Sunniva, kjed af Hedningernes Anfald, sit Rige, og fulgtes af mange Frivillige. De dreves hen til de norske Smaaøer Selje og Kinn, hvor de en Tidlang opholdt sig. Bønderne i Egnen, der havde mistet noget Kvæg, og derfor antoge de Fremmede for Vikinger, meldte Sagen for Jarlen, der med mange Stridsmænd ankom til Øen. De irske Mænd gik da ind i Bjerghellerne paa Selje, og bade Gud at ende deres Lidelser, hvorpaa et Steenskred lukkede Hellernes Aabning og begrov dem. Senere efter Haakon Jarls Fald saa man et underligt Skin paa Øen, og fandt et Mandshoved, som gav en deilig Lugt fra sig. Kong Olaf Tryggvessøn fandt nu ved nøiere Undersøgelse blandt Hellerne den unge Dronnings Lig ganske friskt. En Kirke byggedes foran Hulen, og her opbevaredes den hellige Sunnives Been i et Skriin, der 7de Septbr. 1170 flyttedes til Bergens Domkirke^[1]. Den 8de Juli blev Sunnives og Følges Festdag i Norge (fest. Sanctorum in Selio, Sunniva cum sociis, Seljumannamessa), der endnu kjendes af Almuen.

I Sunnivas Følge var, efter Legenden, ogsaa hendes Broder Albanus, rimeligviis den bekjendte engelske Martyr af dette Navn, hvis Levnet er bleven lokaliseret for Norge, og til hans Ære byggedes det Benediktinerkloster her paa Øen, hvis Ruiner endnu forskjønne denne vilde Egn. Det hører rimeligviis til de ældste Klostre i Landet, men man kjender iøvrigt hverken dets Alder eller Stifter. Paa Selje var i Kong Olaf Kyrres Tid († 1093) Gulathingslagens Biskop Bernhard bosat, rimeligviis paa Grund af Sunnivas Helligdom, men han flyttede senere Bispestolen til Bergen. Da man med Vished veed, at intet norsk Kloster stiftedes før i Sigurd Jorsalfarers Tid (1103–1130), kan der under Bernhards Ophold paa Selje ei været noget Kloster der; men det er dog høist rimeligt, at man ei har ladet Helligdommene paa Øen uden Tilsyn, og at dette meget tidligt er betroet til Benediktinermunke, som man finder have staaet i nøie Forbindelse med Brødrene i Munkeliv^[2]. Klostret var helliget Albanus og bar dennes Navn og ikke Sunnivas. Det er en Forvexling af Klostret med St. Sunnivas eller rettere Seljemændenes Kapel under Hellerne, der har bragt samtlige nyere Forfattere til at tale om „Synnives Kloster“ paa Sellø^[3]. Urigtigheden heri fremgaar desuden tydeligt af Klüvers Grundtegning af Ruinerne, sammenlignet med Flatøbogens Beretning^[4]: „I den Kirke, som er Alban helliget, er et Sortmunkekloster, og der i Kirken ere mange Skriin baade store og smaa, hvori Sunnives Følgesvendes hellige Been bevares; men Sunnives Kirke er oppe i Fjeldet, noget fra Klostret. Fremfor denne Kirke ved Hulen lod Kong Olaf gjøre en stor Steenvæg saa høi og forsvarlig som det stærkeste Kastel. Under denne Muur ligger Klostret, og Opgangen til den øvre Kirke er mellem Bækken og Muurvæggen“.

Til dette Klosters Historie haves kun sparsomme Bidrag, ligemeget en Følge af dets afsides Beliggenhed og af at dets Breve ere tabte. Besynderligt bliver det dog, at det ikke nævnes i et eneste af Middelalderens mange Testamenter. At Abbed Ritabørn af Nidarholm døde her paa Hjemreisen til sit Kloster om Høsten 1244, er omtalt S. 206. Paa denne Tid var det og, at Munken Matthæus fra St. Albans i England reformerede Nidarholm, og hans Udtryk antyde, at de øvrige Klostre af denne Orden i Norge, følgelig ogsaa Selje, have nydt godt deraf^[5]. – Fra Selje udgik den sidste norske Jerusalemsfærd under Korstogene, idet Hr. Andres Nikulassøn, der havde sluttet Freden i Perth, med Minoritten Mauritius 17de Jan. 1271 fra Selje afseilede til det Hellige Land. Hensigten har maaske været at deeltage i Kong Ludvig den Helliges Korstog, om hvis uheldige Udfald Efterretningen endda ei kunde have naaet Norge^[6].

De øvrige Underretninger om Selje angaa Abbedskifter, og det er dets Forbindelse med Munkeliv, der skaffer os disse Oplysninger. Ved Halvardstider (15de Mai) 1305 blev Einar, Abbed i Selje, forflyttet til Munkeliv, og da Konventet i Selje ved den nye Abbeds Udnævnelse ei iagttog de kanoniske Regler, tilfaldt Valgretten Bergens Kirke som nærmeste Foresatte. Biskop Arne valgte med sit Kapittels Bifald en Munk i Klostret (uden. Tvivl Heming) til dets Formand^[7]. I samme Aar afbrændte Klostret, men Torfæus’s og Langebeks Formodning, at dets Konvent med det samme er ophørt, modsiges af de følgende Efterretninger, og af Sagaernes Vidnesbyrd^[8]. Den nye Abbed i Selje indviedes i Bergens Domkirke 20de Febr. 1306, til hvilken Høitid Biskop Arne indbød Abbed Hugo af Lyse, da det var en gammel, hidtil overholdt Skik ved Domkirken, at to Abbeder overvare Indvielsen. Biskop Audfinn befalede 9de Mai 1322 Presten Berg Kolbeinssøn at residere ved sin Hovedkirke paa Selje, og 18de s. M. meldte Heming, Abbed i Selje, og Martin, Leieprest sammesteds, at Biskoppens Brev var bleven Berg forkyndt^[9]. I 1326 valgte Biskop Audfinn Abbed Heming til Abbed i Munkeliv (ovenf. S. 271–272), og hans Eftermand i Selje blev Erling, før Broder i Munkeliv, der i 1327 udstedte et Brev^[10].

Abbed Erlings Eftermand var maaske Jon Endridssøn, der August 1338 var tilstede i Munkeliv. Hans Ophold her staar efter al Rimelighed i Forbindelse med en udateret Stevning af Biskop Haakon af Bergen Han paalægger heri Aslak Hovedprest i Selje at stevne Abbed Jon i Selje og Munken Erlend Josteinssøn, til inden 14 Dage at møde i Bergens Bispegaard, i Anledning af de Besværinger, Erlend havde ført over sin Abbeds ulovlige Overmod, samt de forskjellige Klagemaal, den Sidste i sit Brev til Biskoppen var fremkommen med, og begge for at høre.og svare paa de Klager, som Nogen maatte føre over Klostrets slette Bestyrelse^[11]. – Udfaldet heraf kjendes ikke, men Abbed Jon blev Aaret derefter valgt til Biskop i Skalholt efter Jon Halthorssøn, og viet i Bergen 25de Juli 1339; efter Ankomsten til Island modtog han to venskabelige Breve fra Biskop Haakon, der aldeles intet Misforhold antyde^[12]. Han døde allerede i Marts 1341.

Ved Abbedvalget efter Jon forsømte Munkene i Selje atter de kanoniske Regler, hvorfor Biskop Haakon, hvem Valgretten tilfaldt, 11te Novbr. 1339 efter Samraad med Kannikerne, til den treenige Guds, St. Albani og alle Helgenes Ære og Klostrets Bedste, udnævnte Broder Orm i Munkeliv til denne Værdighed, og paalagde de to Brødre, Erlend og Arnbjørn, der som Klostrets Afsendinge vare ankomne til Bergen, høitideligen at lede den saaledes Valgte op i Abbedens Stol i Kirken. Endnu 11te Febr. 1340 var han ikke viet til Abbed, thi i et Brev af s. D. angaaende den oftnævnte Broder Erlend Josteinssøn, kaldes Orm electus^[13]. Erlend stevnedes da for Biskop Haakons Domstol, fordi han ei havde aflagt Hr. Ivar Ogmundssøn Regnskab for et Ombud.

Efter saaledes i nogen Tid at have havt stadige Efterretninger om Selje, standse ved Sortedødens Tid al .Oplysning; man seer dog, at det har staaet ved Magt i det Mindste 100 Aar derefter. I Klagebrevet over Abbed Stein af Munkeliv (ovenf. S. 288) omtales to Munke fra Selje, hvoraf den ene var bleven halshugget og den anden brændt, uden at det oplyses af hvem eller hvorfor, og 1451 var Abbed Haakon i Selje Ombudsmand i Nordfjord for Høvedsmanden i Bergen Hr. Olaf Nilssøn^[14]. Men hermed ende alle Efterretninger om Selje Kloster. Vi vide aldeles Intet om dets endelige Skjebne, om det endnu var til paa Reformationens Tid, eller om det allerede før den Tid var forladt. Det løse Sagn, som Sellø Kaldsbog har, om at Klostret endnu i Munkenes Tid skal være nedskudt af svenske Krigsskibe, er uden Hjemmel, og rimeligviis en Forvexling med nogle franske Sørøveres Plyndringer der paa Kysten i 1564, mod hvilke Erik Rosenkrands udsendte Oluf Daa med et Skib^[15]. Men dengang var Klostret forlængst forladt, og dets Gods allerede anvendt til andet Brug. I 1545 lagde nemlig Christian III Selje Klosters Gods til St. Jørgens Hospital i Bergen, hvorved det kom til at danne Grundfondet for denne vigtigste Forsørgelsesanstalt for Spedalske^[16]. – Om Klostrets Ruiner, hvoraf endnu meget er tilbage, findes Oplysning hos Klüver, der har leveret baade Grundtegning og Prospekt deraf^[17].

1. De Sanctis in Selio i Scripc. Rer. Dan. IV. 1 ff. V. 353. Fornm. Sögur I. 224–232. X. 279–283. o. fl. St. Islandske Annaler 70.
2. Munchs Norske Folks Hist. II. 624. Keysers Norske Kirkes Historie I. 144. 159. 187; ovenf. S. 13.
3. Klüvers Mindesm. 133 ff. Munthe i Aalls Snorre I. 57. Kraft Norges Beskr. IV. 916. Neumann har i Budst. VI. 568 ff. samlet, hvad man hidtil vidste om dette Kloster. Sellø Kaldsbog beretter, at en Preste-Enke i Kaldet af Skadefrohed skal have opbrændt Klostrets samtlige Brevskaber, der endnu i Midten af 17de Aarhundrede bevaredes paa Prestegaarden. Vist er det, at Klostrets Breve nu ere tabte.
4. Fornm. Sögur I. 231.
5. Matth. Par. ed. Wats. 506. Script. Rer. Dan. IV. 415.
6. Torfæi Hist. Norv. IV. 350–351. Isl. Annaler 142. jfr. ovenf. S. 140.
7. Script. Rer. Dan. IV. 418–419 efter Barth. IV. 751–753.
8. Islandske Annaler 188. Torfæi Hist. Norv. IV. 415. Script. IV. 14. sammenlignet med Fornm. Sögur. I. 231.
9. Dipl. Norv. III. No. 62. 128. 130.
10. Dipl. Arn. Magn. fasc. 32. No. 13. Aaret er tvivlsomt, da Dateringen, Magnus’s 8de Aar, er utydelig.
11. Munkelivs Brevbog 163–164. Barth. IV. 417–418 mellem Breve af 1338.
12. Isl. Annal. 248. 252. Saml. til N. F. Hist. V. 148.
13. Dipl. Norv. I. No. 259. 263.
14. Original paa Pergament i danske Geheimearchiv.
15. Absal. Pederssøns Kapittelsbog ved 27de Juni 1564. Sagnet omtales i Budstikken. VI. 574.
16. Norske Registranter i Afskr. I. 262. 274. Klevenfeld i Danske Videnskab. Selsk. Skrift. VI. 51 ff. Godset opregnes i Frimanns Saml. af Bergenske Stiftelser. II. 85 f.
17. Norske Mindesmærker S. 133–137 samt Tittelpladen. Nicolaysens archæol. Fortegn. 118. Emnets Beskrivelse derover er ikke aldeles rigtig. Der er ikke Spor af Celler; Firkanten P paa Klüvers Plan antager Nicolaysen for Grundvolden til et Brøndhuus, der har omgivet „St. Sunnives Kilde“, som udspringer tæt derved. Vest for Klostret er en flad Strækning, nu Myr, som før synes at have været opdyrket, maaske tildeels Have. Grundvold for Klostrets Nøst findes ved Klostrets lille Havn.