De norske Klostres Historie i Middelalderen/4/10

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 453-456).

§ 10. Minoritternes Kloster i Tønsberg.

laa omtrent i Midten af Byen, hvor dets Navn er bibeholdt i „Graabrødres Kirkegaard“, i senere Tider benyttet til Fattiges Begravelse, men selve Kloster-Tomten kan ikke længere paavises. Det er stiftet af Kong Haakon Haakonssøn, omtrent ved Midten af 13de Aarhundrede. Det kaldes snart Minoritternes, snart Barfodbrødrenes Kloster i Tønsberg, og det er urigtigt, naar man har antaget disse for to forskjellige Klostre, af hvilke det sidste skulde havt Augustinermunke, som allerede under Kong Haakon Haakonssøn flyttede til Dragsmark^[1]. I dennes Saga Cap. 333 fortælles nemlig under Opregningen af de mange Kirker og andre Bygninger, som skyldes ham, at „han lod gjøre Barfodbrødrenes Kirke i Tunsberg, og blev den (Kirken) siden ført Syd til Dragsmark“. Dette omtales og i Sønnens Kong Magnus’s Skjærmbrev for sidstnævnte Kloster saaledes^[2]: „Vor Fader lod Minoritternes Huus, kaldet BarfodbrødreKirke, flytte fra Byen Tønsberg til Dragsmark, og indstiftede i denne af sin Fædrenearv et St. Mariæ Kloster efter Augustins Orden“. Da det er vist, at ikke alene en Barfodbrødre-Kirke, men og Barfodbrødre-Minoritter ved samme stadig forekomme i Tønsberg ogsaa efter hiin Tid, maa disse Beretninger ikke forklares om Mere, end de udtrykkelig indeholde, nemlig at Kong Haakon (uvist af hvad Grund) lod den af ham paabegyndte eller fuldendte Kirkebygning for Minoritter i Tønsberg flytte derfra og opføre som Klosterkirke for de Augustiner- (Præmonstratenser-)Munke, han til Dragsmark havde indkaldt. Men Tønsbergs Minoritter forbleve ligefuldt her, og havde deres Kirke, som snart benævnes Berfœttabrœðra-kirkja, snart domus fratrum minorum. Om nogen Flytning af Munke fra Tønsberg til Dragsmark tales ikke, og i alle Tilfælde vedkommer den ikke Minoritterne.

Disses Kloster nævnes første Gang med Bestemthed^[3] i Anledning af Konkordatet mellem Kong Magnus og Erkebiskop Jon, hvilket nemlig er udstedt 9de Aug. 1277 i Minoritternes Kirke i Tønsberg^[4]. Forresten omtales dette Kloster ligesom alle øvrige af denne Orden yderst sjelden. Det forundtes i 1291 Afladsprivilegium af Pave Nikolaus IV, og i 1296 holdtes Ordenens Provindsialkapittel her^[5]. Den Traktat med de tydske Søstæder, som Kong Eirik sluttede i Bergen 12te Juni 1293, forpligtede Stædernes Sendebud til at besørge ratificeret inden Mortensdag, og at nedlægge Vidnesbyrd derom hos Minoritterne i Tønsberg^[6]. I disses Kloster udstedtes i 1330 et Gavebrev til Drotseten Hr. Erling, det fik sin Lod af Kong Magnus’s og Dronning Blankas testamentariske Gaver til samtlige norske Minoritter, og Fru Joron Jamæltsdatters Testamente 1360 er udstedt i Barfodbrødrenes Kirke af Broder Sigurd, Barfodbrødrenes Gardian i samme By^[7], hvorved det yderligere er godtgjort, at Tønsbergs Barfodbrødre vare Minoritter.

Allerede i 1381 forekommer den danske Benævnelse Graabrødrenes Kloster i Tønsberg, og 1391 udstedte Broder Aslak, Custos over Graabrødre-Klostrene i Norge, med Flere Vidnesbyrd om noget af Gaute Erikssøn kjøbt Jordegods^[8]. – I 1395 valgte den før nævnte Aasa Salmundsdatter sit Gravsted i Graabrødrekloster i Tønsberg, hvor hendes Mand Rane Eivindssøn allerede laa, og gav derfor 30 Mark Penge til Klostret^[9]. 1434 kjøbte velb. Mand Markvard Buk her en Gaard af Arne Arnessøn, 1436 var Gerke (Gereke, altsaa en Tydsker) Gardian her, i 1448 holdtes atter Ordenens Provindsialkapittel i Tønsberg, og 1486 solgte Gardian Herman Jakobssøn og hans Brødre hvad Klostret eiede i Gaarden Huusvig i St. Peters Sogn i Tønsberg til Amund Jonssøn^[10].

Paa Reformationstiden var Henrik Monssøn Gardian her, samt i de sidste 10 Aar tillige Ordenens Custos i Norge. Han optog i 1519 en Reidar og Hustru i Broderskabet, samt solgte 31te Decbr. 1535 til Halvard Nilssøn Gaarden Huusvig, som den i Tønsberg afdøde Anna Ottesdatter (Rømer), ifølge et 9de August 1525 udstedt Vidnesbyrd, havde givet til Klostret for sine Forældres Sjæle, og hendes Søster Ottilia da stadfæstede^[11]. Denne Handel var sandsynligviis en af disse Munkes sidste Foretagender, og de handlede klogt i under de daværende Omstændigheder at gjøre deres faste Eiendomme i Penge; thi 21de Febr. 1536 afbrændte Byen med Kirker og Klostre^[12], og Minoritterne have uden Tvivl benyttet denne Ulykke til at hæve Konventet og forlade Byen. I det Mindste nævnes de slet ikke efter den Tid. Efter Forslag af Provsten i Tønsberg Laurits Matssøn, som oplyste, at „Graabrødre Kloster for nogen Tid siden er afbrudt“, bestemte Kongen 23de Juli 1551, „at efterdi Klostret i sin Tid er funderet til Guds Tjeneste, saa skal det nu med en Ø og en Have, kaldet Munke-Aarø og Munke-Lykken, som laa til samme Kloster, herefter blive til Skolens og Skolemesters Underhold i Tønsberg. Klostret hørte saaledes til de Konventer, som vare opløste før Reformationen^[13],

1. Langebek i Script. Rer. Dan. IV. 421. Kraft Norg. Beskr. II. 563; 2den Udg. II. 226. Munthe i Aalls Snorre I. 60. 63.
2. Dipl. Svec. I. 728, uden Aar.
3. Beretningen i Haak. Haakonss. S. Cap. 288, at den unge Kong Haakon, da han i dette Aar kom syg til Tønsberg, lod sig føre op til múnklífis, maa nemlig forklares om Præmonstratenserklostret, da múnklíf ikke brugtes om ø Franciskanerklostre.
4. Den latinske Original har: in ecclesia fratrum minorum, den norske Oversættelse derimod: í kirkju berfœttu-brœðra í Túnsbergi. Norges gamle Love II. 463. 469.
5. Wadding, Annales Minorum. V. 271. Script. Rer. Dan. V. 519.
6. Sartorius Gesch. d. Hansa, v. Lappenberg. II. 171. Urkundenb. d. St. Lübeck. I. 547.
7. Dipl. Norv. I. No. 207. Dipl. Arn. Magn. fasc. 69. No. 14.
8. Dipl. Norv. III. No. 435. I. No. 536. Dette er om det samme Brev, som A. Mørch har henført til Olafs-Klostret, og derfor antaget Broder Aslak Custos som Abbed paa Teige, hvilket maaske har foranlediget Munthe til at antage Olafsklostret i Tønsberg for et Minoritterkloster. Mørch angiver, at Brevet havde et Segl med Omskrift: „secretum claustri fratrum minorum Norvegie“. Dette mangler nu, da Mørch pleiede at afklippe Seglene af de Breve, han benyttede, og skaffede sig paa den Maade en Sigilsamling, som nu er i Rigsarchivet, men til liden Nytte, da al Oplysning mangler om, hvorhen de om hinanden kastede Voxsegl oprindelig have hørt.
9. Dipl. Arn. Magn. fasc. 80. No. 13.
10. Original i Rigsarchivet. Dipl. Norv. III. No. 734. Script. Rer. Dan. IV. 410. V. 519. Müller Tønsbergs Beskr. 30.
11. Dipl. Norv. III. No. 1080. Müller anf. Sted S. 31–32.
12. Suhms (ældre) Samlinger II. ii. 188.
13. En frater Olaus Prepositi (?) gardianus quondam Tunsbergensis nævnes ved uvis Tid som begraven i Minorttterkirken i Visby paa Gotland. (Script. Rer. Dan. VI. 567.)