Wikikilden

De norske Klostres Historie i Middelalderen/4/12

< De norske Klostres Historie i Middelalderen
De norske Klostres Historie i Middelalderen
Chr. Tønsbergs Forlag,  (s. 461-472).
◄  § 11.
§ 13.  ►
§ 12. Værne Johannitter-Hospital.
(Domus hospitalis sancti Johannis in Varno.)

Værne (Varna, á Vornu) kaldtes i ældre Tider Strøget langs Christianiafjorden omkring Byen Moss, og Miil Syd for denne laa allerede før Harald Haarfagers Tid en Kongsgaard (á Vornu), der beholdt Bygdelagets Navn, og stundom omtales i Sagaerne[1]. Værne var saaledes en af Norges ældste Kongsgaarde, og vedblev uden Tvivl som saadan ligetil det blev Johannitterhospital; men Tiden, da dette indtraf, kan ikke med Sikkerhed bestemmes. Kraft beretter, at det forekommer som Kloster allerede i 12te Aarhundrede, men Munthe har ligesom jeg først fundet det omtalt som saadant fra sidste Halvdeel af 13de Aarhundrede[2]. Imidlertid kan det synes rimeligt, at der før denne Tid har været Johannitter-Hospital her, da Ordenen alt 1170 var bosat i Danmark. Kunde man stole paa Registr. af 1622, maatte ogsaa Hospitalet paa Værne henføres i det Mindste til 1ste Halvdeel af 13de Aarhundrede, da deri omtales en Afskrift af en Pavebulle for Værne af Pave Honorius III, som døde 1227; men herpaa tør dog Intet bygges, da Honorius III lettelig kan være forvexlet med Honorius IV († 1286)[3].

At dette Kloster var et Johannitter-Hospital (domus sacra hospitalis sancti Johannis Hierosolymitani) er utvivlsomt, ligesom og at det som saadant stod under Ordenens Prior i Andvordskov i Sjælland. Stifteren er naturligviis endnu usikkrere end Alderen; men da Værne forud var Kongsgaard, maa en af Kongerne være Stifter; dette kan neppe være Kong Haakon Haakonssøn, da Værne ikke omtales blandt hans Stiftelser. Er Hospitalet derfor ikke ældre end Kong Haakon, maa det være stiftet af Sønnen Magnus, under hvem det udtrykkelig omtales, dog ikke med Sikkerhed førend i Hirdskraaen[4]. Deri bestemmes, at en Trediedeel af den Tiende, som Hirden ifølge gammel Sædvane blandt Birkebenerne ydede, skulde afgives til Værne, ligesom at hver haandgangen Mand skulde ved Optagelse i Hirden betale 2 Ører, hvoraf den ene skulde lægges til Hirdmændenes Provent til Sjælemesser for afdøde Hirdmænd, den anden anvendes som Hjælp for dem af Hirden, som trængte til at gaa i Kloster. Gester og Kjertesvende skulde yde halvt saa meget[5]. Disse to Bestemmelser i Forening gjøre det sandsynligt, at Værne Hospital (det være stiftet af Kong Magnus eller ikke) er af ham blevet bestemt til et Slags Invalidehospital for Hirden, som af denne Grund just dertil ydede aarlig Tiende, ligesom det neppe er tvivlsomt, at Værne menes med det „Kloster“, hvortil Indskuddet ved Optagelsen skulde anvendes Det vilde nemlig være besynderligt, om der ved Lov berededes Hirdmændene en rolig Alderdom andensteds end netop i det Kloster, hvortil de i deres Tjenestetid aarlig havde bidraget.

At denne i det Hele mærkelige Bestemmelse ikke ellers omtales eller viser sine Følger, maa uden Tvivl forklares deraf, at den neppe blev af Varighed. Sønnen Haakon V ophævede eller i det Mindste forandrede Hirdskraaen ved sin Forordning af 17de Juni 1308 angaaende Rigets indre Styrelse, hvorved blandt Andet ogsaa Faderens Bestemmelser om Hirden for en stor Deel ophørte. Heri erklærer Kongen, at han ved Mariækirken i Oslo vil bygge et Hospital (þarfindahús, ovenfor S. 398), hvori de af Hirden samt de Herbergessvende, Bordsvende, Geste- og Kjertesvende søndenfor Lindesnæs og Dovrefjeld, som ere eller blive vanføre, paa Grund af deres Sygdom eller Trang skulle have slig Kost, som Kongens dertil givne Gods og Hirdens Tilskud tillader. Det Sidste bestemte han for hver Ridder, Kongen efterdags udnævner, til 3 Mark gamle, for hver Hirdmand og Herbergessvend til 2 Mark, og for Gester, Kjerte- og Bordsvende til 1 Mark. Andre skulde give, som Gud indgav dem. Hermed staar vistnok en anden af Forordningens Bestemmelser i Forbindelse, nemlig at de af Hirdmændene, som blive fattige eller vanføre, nordenfor Lindesnes, skulde gaa til Bergen, søndenfor til Oslo, og der fremstille sig for Merkesmanden, som efter Kongens Skjøn skulde skaffe dem Hjælp[6]. Herved gik Indtægten fra Hirden over til disse nye kongelige Forsørgelsesanstalter, og man maa antage, at Værnes Pligt at forsørge vanføre Hirdmænd med det Samme er ophørt.

Næst Hirdskraaen findes den første paalidelige Efterretning om Værne Hospital i Kong Magnus’s Testamente af 1277[7], da han gav samme 20 Mark Penge, en Gave, hvis forholdsvise Ubetydelighed ogsaa synes at hentyde paa, at han forhen tilstrækkelig havde sørget for denne Stiftelse. – De fleste følgende Efterretninger ere hentede fra den usikkre Registratur af 1622. Deri omtales ved 1323 et Brev fra Abbed Peter i Esrom (i Sjælland) til Peter af Husaby, Kannik i Skara, om at Kongen af Norge (Haakon?) havde fordrevet St. Hans’s Hospitalsbrødre, som derom havde indgivet Klage til Paven, ligesom ved s. A. nævnes et Brev af Kong Magnus, hvori han gjengiver Værne, hvad hans Morfader havde frataget det[8]. Uden Tvivl staar dette i Forbindelse med Forordningen af 1308, uden at vi for Tiden have noget Hjælpemiddel til at udfinde Grunden og Sammenhængen deri. – Gaarden Gjølestad i Rakkestad blev i 1323 givet til Brødrene i Værne, hvilket viser, at Hospitalet fra den Tid af atter var i Virksomhed, selv om man antager, at det i nogle Aar af Kong Haakons Regjering har været ophævet.

I 1327 holdt Johannitterne i Prioratet Darcia et Provindsialkapittel i Andvordskov, ved hvilket blandt Flere Gotfred, Kommendator af Sverige, og Jakob, Kommendator af Norge, vare tilstede[9]. Dette er den eneste Gang, at en norsk Johannitterkomthur nævnes, og denne Jakob har derfor vistnok været den sidste af denne Rang. Den antydede Restitution af Ordenen i Norge ved Kong Magnus har vel vakt Forhaabning om at faa den mere udbredt, og man har i dette Haab udnævnt en Komthur; men da ikke flere Hospitaler for Ordenen kom istand, har man anseet en geistlig Forstander (Prior) i Værne for tilstrækkelig, saameget mere som det fra denne Tid af var Johannitternes Foresatte meest om at gjøre at drage Penge fra Hospitalerne udenfor Rhodos, og derfor idelig indskærpede Indskrænkning i Brødrenes Antal. En Komthur var saaledes en altfor kostbar Forstander. – En Proces mellem Værne og Hr. Guttorm (paa Thufn) endte med, at Værne be- holdt Blixøen og Thomasøen mod at afstaa Retten til Dillingøen i Rygge til Hr. Guttorm. S. A. blev Gaarden Smidbøl i Aas paa Follo givet til Hospitalet, som ligeledes i de følgende Aar lagde sig forskjellige Gaarde til omkring i Borgesyssel[10].

Kong Magnus og Dronning gave i sit Testamente 1347 300 Mark Penge til Hospitalet paa Værne og de andre norske Klostre, som eiede Jordegods. Fra 25de Aug. s. A. er et Brev fra Stormesteren paa Rhodos til Ordenens Priorer i de 3 nordiske Riger, hvori han roser deres Forvaltning, men undrer flg over, at Ordenen, siden den forlod det hellige Land (1309), Intet har hørt fra dem, intet Svar faaet og ingen Understøttelse modtaget. Skjønt de boede ved Verdens Ende, tvivler han dog ikke paa, at de kjendte til Ordenens Kamp mod Tyrkerne, og paalægger dem at betale Afgiften for dette Aar til Ordenens Fuldmægtig i Flandern[11]. – Fra Kong Magnus omtales og ved 1351 en Stadfæstelse for Johannitterne paa alle 40 Marks Sager, hvilket, om det forholder sig saa, vel vil sige, at han har tilstaaet dem Sagøre indtil dette Beløb for de Forbrydelser, som Hospitalets Landbønder begik. – I 1353 var Broder Unker Prior i Varne Spital, og i 1380 optog Olaf Prior for Huset i Værne forskjellige Lægfolk i Ordenens Broderskab i den hos Johannitterne sædvanlige Form[12]. Af slige Afladsbreve findes en uforholdsmæssig Mængde endnu opbevarede. De lyde alle saagodtsom ordret eens, ere skrevne paa Latin paa en liden Skindlap, næsten alle med yderst slet Haand og stærke Forkortelser. Da der i alle er sat Rum aabent til de Personers Navne, som optoges i Broderskabet, hvilket Rum deels endnu staar aabent, deels er udfyldt med en anden, altid endnu slettere, ubehjælpsom Haand, der røber en i Bogstavningens simpleste Regler uvidende Skriver, er det klart, at Prioren i Værne aarlig har udsendt en eller flere ringere Brødre med slige Breve, og at disse da have streifet omkring i Landet og solgt dem blandt Bønderne[13].

I Hr. Jon Marteinssøns oftere omtalte Testamente (ved 1400) gav han Værne Hospital en uforgyldt Kalk af 44 Marks Vægt. Ved samme Tid har sandsynligviis Hospitalskirken tiltrængt en større Istandsættelse, end Johannitterne selv kunde bekoste; thi ifølge Registr. gav Pave Bonifacius IX 4de Mai 1402 Brødrene i Værne Ret til at uddele samme Aflad, som Ordenens Hovedkirke St. Mariæ Kirke i Venedig var tilstaaet, til alle Bodfærdige, som paa St. Hans Dag og Langfredag besøgte deres Kirke og bidrog til dens Bygning Man seer forresten af samme Registr., at Værne stadigt har lagt sig Eiendomme til ved Kjøb, Mageskifte og Gave, af hvilke vi skulle nævne de væsentligste[14]. En Gaard Gogstad blev 1401 givet did, og i 1403 mageskiftedes til Værne Gaarden Grydestad i Røken. Hans Svarte gav 1407 en Tomt i Sarpsborg; 1410 nævnes Fosser i Skedjofs Sogn i Viken, som Biskoppen af Bergen (dengang Aslak Bolt) havde givet til Værne, og en Stadfæstelse derpaa af Biskoppens Moder, og s. A. fik det Askerud i Sked Sogn paa Follo samt Ramneberg paa Gjeløen. Henning, Prior i Værne, fik 1410 en Deel af Gaarden Saadestad i Rygge af Hr. Ogmund Bolt mod en Deel af Blixøen i Vaaler. I 1412 fik Hospitalet noget i en Gaard i Skeberg, samt ligesaa 1413 i Klækken paa Ringerige. Blandt Erhvervelser i de følgende Aar nævnes en Deel Gods, som Hr. Ogmund Bolt havde givet.

Fra 1423–1431 omtales derimod intet Brev om Værne, men fra 1432 er en Stadfæstelse af Gertrud Eilifsdatter paa den Deel af Nordby i Aas, som hendes Husbonde havde givet Værne, og 1434 solgte Audun Kolbeinssøn 2 Øresbol i Krogstad i Rygge. Fra 1436 nævnes en Dom om et Skovdele i Jokeskog mellem Værne og Jon Eilifssøn (paa (Evje?), og i 1439 skal Værne have faaet Noget i Gaarden Omberg paa Rolfsø. Ordenens Generalprior i Allemanien Johannes Løsel tillod 4de Juni 1447 Prioratet Dacia, hvortil Værne hørte, at indbetale de 140 rhinske Gylden, det aarlig skulde yde Stormesteren, til en navngiven Broder i Hospitalet i Maynz, da Afgiftens Indbetaling paa Rhodos vilde paaføre Provindsen for store Udgifter. Lignende Bestemmelser, sigtende til at forøge Bidraget og lette dets Udtælling, gaves senere fra Stormesteren selv[15].

I Aarhundredets sidste Halvdeel er Registr. endnu rigere paa Breve om Eiendomserhvervelser. I 1452 gav Reidulf Simonssøn Hospitalet en Gaardpart i Vestby, i 1453 fik det 2 Gaarde paa Gjeløen og 3 Gaarde i Vaaler. En Deel af Thorbjørnsrød mageskiftede til Værne 1454 af Olaf Guttormssøn (paa Thufn?), og 1455 stadfæstede Halvard Sigurdssøn sin Faders Gave af Søndre Tjerne i Soner. I 1456 fik det Ramneberg paa Gjeløen, og solgte Raa (Raarud?) paa Onsø til Thorer Halvardssøn, som atter 1464 gav Hospitalet Gaarden Rarud, formodentlig den samme. En Deel af Rud i Vaaler fik det 1459. Om dette Hospitals Anseelse vidner det, at en Thelebonde, som for en Leiermaalsag 1458 var dømt i Bøder, tillodes at afsone en Mark Guld af disse ved at foretage en Pilegrimsreise til Vadstena og Værne det ene Aar og til Throndhjem det andet[16]. S. A. fik Værne Stadfæstelse paa sine Friheder og Eiendomme af Christiern I, hvilket Kong Hans 1483 stadfæstede, idet han tillige forlenede Hospitalet med Lundeby i Raade, som allerede i Kong Magnus’s Tid skal være givet til dets Opbyggelse (ovenfor S. 464). Prioren Jakob Beske optog 1461 Veterlid Olafssøn og Hustru i Ordenens Broderskab[17]; i 1463 fik Hospitalet Odderud, i 1464 Jonsteen i Thesal, og 1465 gav Ulvilde Brynjolfsdatter det Klommesteen i Rygge Sogn, ligesom flere andre Gaver af Jordegods omtales i denne Tid. 1467 skal Kong Christiern have tilstaaet Olaf Klaussøn, Prior i Værne, alle 40 Marks Sager, som falde paa Klostrets Gods i Norge, ligesom der af s. A. (dog snarere 1477) nævnes et Gavebrev af Kong Hans paa en Holme Rifling (Reklingholm i Raade?) og en Have, som Værne fik afgiftsfrit til Brug. Jon Eilifssøn gav det 1468 den halve Gaard N. og V. Løken i Rygge; 1470 stadfæstede Amund Thordssøn sin Faders Gave af en Deel af Austby i Aas Sogn, og 1471 gjorde Gudrun Haakonsdatter (Bolt) sit Testamente, hvori Værne fik 4 Gaarde, en Skov, en Lod i Mossefossen m. v., ligesom hun atter i 1475 og 1479 gav det to Gaarde. I 1472 gav Valdjuf Ottessøn det Ramneberg i Rygge, Brynjolf Bjørnssøn og Hans Brandssøn, Raadmand i Oslo, Gaarden Gyriderud og Thorer Halvardssøn Rarud i Kvilde, og Langfredag s. A. udstedte 8 Mænd fra Værne Vidnesbyrd om, at de hørte de hæderlige og velbyrdige Kvinder Fru Sidsel og Fru Bæga, Hr. Kolbjørn Gersts Døtre, give Prioren Hr. Olaf Klaussøn Langøen og Kosøre (Koster?) i Tjernø Sogn i Nordviken, Klostret til evig Eie. S. A. stadfæstede og Hr. Bo Fleming, Høvedsmand paa Tønsberghuus, sin Gave af Eik i Onsø til Værne[18].

Værne havde i 1477 Proces om Rarud i Kvilde, som Domkapitlet i Oslo tildømte Prioren til Indløsning, ligesom samme Kapittel i 1478 dømte Bjørn Thordssøn, formodentlig Giverens Søn, brugsberettiget i samme Gaard. I 1476 fik Værne Gaarden Raa, og 1477 stadfæstede Thord Dyressøn sin Faders Gave af Krogstad i Rygge til Værne, som fremdeles i 1479 og 1484 fik Mosseros i Vaaler, mageskiftede forskjellige Jordlodder med Thjostolf Styrkarssøn, og kjøbte af Findstad i Raade af Fru Sidsel Haakonsdatter. Askerøen paa Agder og Røysaas i Slagen blev givet Værne 1480; ligesaa gav Astrid Guttormsdatter s. A. Forsetelund paa Onsø, og Svend Tholfssøn 1481 to Gaardparter i Rygge. S. A. faldt Dom mellem Værne og Jon Kolbjørnssøn om Vang i Rygge, mageskiftedes Jordegods med Nils Ottessøn, og fik Værne Resten af Gaarden Findstad af Provsten ved Mariæ Kirke i Oslo, Hr. Ivar Vikingssøn, hvem man 1498, efterat han havde nedlagt Provste- og Kansler-Embedet, finder bosat i Værne[19]. 1482 blev Tolfshuus i Mossedal givet til Værne, som af Bjørn Olafssøn fik Stadfæstelse paa hvad Haavard Borgarssøn havde givet i Holm paa Follo; ligesom Fru Gudrun Haakonsdatter, hvis Gavmildhed mod Værne ovenfor er omtalt, 1483 stadfæstede Fru Elins Gave af Fletsberg i Vaaler og sin egen af Vandraadsrud i Soner.

Paa denne Tid var Hr. Olaf Klaussøn eller Nikolaussøn (ogsaa Nilssøn) Prior her, og udstedte med 4 Lagrettesmænd 22de April 1484 et Opgjør mellem Hr. Einar Fluges Enke, ovennævnte Fru Gudrun, og hans Fuldsøster Hustru Ingerd Olafsdatter, samt optog et Ægtepar i Ordenens Broderskab[20]. S. A. solgte Fru Gudrun Laxefisket Aaros i Sogndal til Prior Olaf, ligesom Værne sit 1 Markebol i Roder af Paal Arnessøn, og kjøbte en Gaard i Soner, hvori Hospitalet 1483 havde faaet en Lod. Fru Sigrid Erlandsdatter stadfæstede 1484 sin Husbondes Hr. Bo Flemings Gave af Jorundthvet, og gav selv Huseby i Thesal. I 1485 gav ligeledes Asgeir Halvardssøn noget Jordegods til Værne, som i 1487 af Gunvor Thorkelsdatter fik alt hendes Gods i Løst og Fast efter hendes Død. S. A. gav Fru Ragnfrid Knutsdatter Gaarden Rodker i Vestby og stadfæstede desuden sin Søns Gavebrev; blandt andre Erhvervelser i dette Aar mærkes, at Værne vandt en Proces om Gaarden Bjuvne paa Vestfold, som Oslo Lagmand tildømte Hospitalet, fordi den tilforn af Kong Hans og Norges Rigsraad, ifølge Testamente, var dømt derunder, samt en anden Proces for Oslo Biskop om nogle Oppebørsler, som Arild Kane havde tiltaget sig til Klostrets Stade. I 1488 maa Prior Olaf, efter en idetmindste i materiel Henseende dygtig Bestyrelse, være afgaaet ved Døden; han nævnes sidste Gang i et Broderskabsbrev af d. A.

Hans Eftermand var Laurits Thygessøn, som dog allerede 1489 enedes med Brødrene i Værne om ei længere at være deres Prior, hvortil formodentlig den kort efter forekommende Johannes eller Hans Hermanssøn valgtes 1489 laa Gunnar Eiulfssøn i sin Banesot, og gjorde da med fuld Samling sit Testamente, hvori han for sin og sin Hustru Borghilds Sjæl gav Værne Hospital Vestre Haldorsrud, som skulde ligge selvbygt under den østre Gaard mod en Huds Afgift aarlig[21]. S. A. testamenteredes nordre Valtaregaard i Oslo til Værne, der og ved Gave fik to Gaarde i Svindal, samt af Asulf Styrssøn en Gaard i Baadstad og en i Enebak. Ligesaa omtales flere Eiendomserhvervelser i 1490; og af Gaver i d. A. nævnes en Deel af Dilling, halve Ottestad i Rygge, Vig i Vaaler, en Hud i Kveld, ligesom Olaf Bjørnssøn pantsatte en Gaard i Rygge til Hospitalet for 44 Mark, samt gav det halve Botner efter sin Død. Ligesaa gav Gunvor Paalsdatter Rønild i Sleberg, og Svend Throndssøn Holmegild i Aremark. S. A. fik det af Kong Hans Stadfæstelse paa alle sine Eiendomme. I 1491 gav Borghild Klausdatter en Jordlod under Raa, og Thjostolf Haakonssøn hvad han eiede i Axelseter i Luder Sogn i Viten til Værne, som ligeledes fik en Gaard i Rødenes.

Prioren Johannes Hermanssøn optog i 1492 forskjellige Lægfolk i Broderskabet, og s. A. vidnedes, at Reflingholm udenfor Fossen i Rygge altid havde ligget til Værne, indtil Kongens Foged nylig tog den, fordi en Tyv var hængt der[22]. Ligesaa fik Værne Biskop Hermans af Hammer Stadfæstelse paa Asgeir Halvardssøns Gavebrev af 1485, mod at en Gaard i Nannestad skulde tilfalde Hammers Domkirke. I 1493 gav Hr. Otto Matssøn (Rømer) halve Børsebakke i Rygge til Værne, ligesom han s. A. udstedte Vidisse af Tarald Kanes Gavebrev paa Gaardene Skjørholm og Skoby i Viken til samme. Endnu 1494 gav Fru Gudrun Haakonsdatter Bolt Værne en Gaard i Rygge, og 1496 og 1497 fik det fremdeles nogle Gaardeparter omkring i Borgesyssel, ligesom Registr. ved 1498 omtaler et Stadfæstelsesbrev af Kong Hans paa alle 40 Marts Sager, som Værne efter Priorens Død maatte oppebære. 1499 kjøbte Værne Huseby i Thesal.

Den følgende Prior Laurits (eller Lauge) Nilssøn skal forekomme 1500–1508[23], i hvis Tid Gudrun (?) Karlsdatter gav Værne (1500) hvad hun eiede i Forsetelund paa Onsøen, og Ingeborg Andresdatter solgte 2 Øresbol i Løken, hvilket Halvard Thordssøn 1507 stadfæstede. Broder Diderik i Værne var i 1501 i Hjertdal i Thelemarken (paa Afladshandel?), og solgte der for en 6 Marks Hest en Gaard, som Eyvind Livessøn havde givet til Værne[24]. Den fornævnte Hr. Otto Rømers Datter, Hustru Anna Ottesdatter, bekræftede 1503 med sine to Sønners Samtykke sin afdøde[25] Mands Amund Jonssøns (Skanke til Evje) Gave af Rislarud til Værne, og atter ved 1520 den Sammes Gave af Gaardene Dyrvold og Reier. Med Rømerslægten havde Prioren desuagtet Proces om et Laxevarp i Sogndal paa Jæderen, som 1508 dømtes fra Hr. Otto under Værne, men Sønnen Hr. Olaf Ottessøn reiste senere atter Sag derom, som dog forligtes[26]. Dette staar maaske i Forbindelse med Hustru Margareta Petersdatters Gavebrev 1506, hvorved Værne blandt mere Gods sit Laxefisket i Aaros i Sogndal. S. A. fik Værne ved Testamente 2 Gaarde i Vaaler. Christiern II og Norges Rigsraad tildømte 1508 Værne en halv Gaard i Rakkestad, og Hustru Sigrid Thorbjørnsdatter gav det Halsaa Gaard ved Mandal, medens Gaarden Fylletuen paa Follo, som Olaf Amundssøn havde givet og hans Søster i 1506 stadfæstet, ligeledes i 1508 af Gunnar Jonssøn erkjendtes som Hospitalets Eiendom. I d. A. fik det desuden Gaarden Knarud i Gran paa Hadeland, i 1509 halve Thorp i Borge, og 1510 af Jon Bjørnssøn en Gaardpart i Skedjof i Viken.

Efter Laurits har Peter Nilssøn i kort Tid (omkring 1513, da han 21de Decbr. var i Oslo)[27] været Prior i Værne, men allerede 1514 var han afløst af Prioren Peter Jonssøn, som da udstedte Brødrelagsbrev for et Par Ægtefolk[28]. 1515 indgik han Forlig med Hustru Anna (Ottesdatter?) angaaende to Gaarde, og 1516 fik Klostret Dyrerud i Rygge og halve Litterud Kværn i Eidsberg. Peder Pederssøn, Raadmand i Oslo, gav 1520 hvad han eiede i Halsaa i Mandal, og Hustru Otilia Ottesdatter (Rømer) gav 1525 sin Deel af Reier paa Gjeløen, samt Kile og Ørdal paa Hvaløerne[29]. Prioren Peter Jonssøn optog 1524 atter et Ægtepar i Broderskabet, og fik 1525 af Gudbrand Olafssøn Gaarden Dælen, hvori atter 1527 Orm Nilssøn gav Hospitalet sin Deel. Ved 1530 (formodentlig 1531) omtales et aabent Brev af Kong Christiern, hvori han under Værne Aaros Laxefiske i Sogndal, indtil der var gaaet Dom i Sagen derom mellem Klostret og Hr. Vincents Lunge.

Christiern IIs Tog til Norge 1531 medførte Værnes som saa mange andre norske Klostres Sekularisation. Prioren Peter tog nemlig den hjemkomne Konges Parti, og sendte 15de Decbr. 1531 med sin Tjener Jep Skriver 40 Lod Sølv til Christierns Kansler Paul Kempe, Kongen til Hjælp, med Bøn om at han ikke vil forsmaa hans fattige Bidrag. „Magten er ikke stor, men Villien skal være god.“ Med samme Brev sender han Mag. Paul to ungerske Gylden og et lidet Sølvstøb, og beder om hans Hjælp til at faa det ledige Mossedals Len paa Grund af den store Skade, han og Kloster har lidt, siden Kongen drog af Riget. Ligesaa beder han Kansleren skaffe ham et Kongebrev paa at beholde Røsø Gods i Viken, som Esge Bilde havde taget til sig, og oppebære Landskyld deraf, til begge Parter kom i Rette derom for Kongen[30]. – Til Straf for dette Frafald mistede Prioren sit Kloster, idet Frederik I 5te August 1532 forlenede sin Hofsinde Peder Brockenhuus med Værne, „fordi Prioren ikke havde skikket sig tilbørligt og ærligt mod Kongen og Kronen, men var Kong Christiern tilgangen“, dog mod at underholde Brødrene[31]. Biskop Hans Reff klagede efter Opfordring af Prioren i Andvordskov herover til Rigsraadet 2den August 1533, ligesom over de øvrige Indgreb i geistlige Sager, og oplyste, at Værne stedse havde været uafhængigt af Kronen, og staaet under Biskoppen i Oslo og Ordenens Prior i Andvordskov, „indtil ifjor“, da velb. Svend P. Brockenhuus fik Kong Frederiks Brev, hvortil denne ingen Ret havde. Prioren og hans Munke opholde sig nu i Stiftet, og der er kun een Munk tilbage i Klostret, som tjener Fogden som Skriver. At denne Klage ikke hjalp, er allerede oftere oplyst, og Værne blev i længere Tid i Brockenhusernes Besiddelse. Eiler Brockenhuus fik Værne i Forlening 1537, og 1540 Tilladelse at indløse og som brugeligt Pant beholde det fra Hospitalet pantsatte Gods. Ved hans Død 1542 fik Enken Kristine Eriksdatter Gyldenhorn det uden Afgift; senere Peder Stygge fra 1549, Peder Rosenkrands (155*–1561), Eggert Claussøn Ulfeld (1561–1572), Nils Parsberg (1572–1580), Jørgen Ernst Worm (1580–1586), Erik Lykke (1586–1587)[32], Henrik Brockenhuus (1587–1588), Erik Venstermand (1588–1594), Karl Bryske (1594–1595), Henning Valkendorf (1595–1597), Corfits Hardenberg (1597–1601), Peder Madssøn Laxmand (1601–1613), Christoffer von Graven (1613–1618?) og endelig 1618 Sigvard Gabrielsen Acheleje paa sin og Hustrus Else Galdes Livstid som Vederlag for afstaaet Gods. Efter disses Død blev Værne Klosters Len indtaget under Smaalenenes Amt.

Af Klosterbygningerne ere alene nogle Kjældere tilovers i den saakaldte Munkehave tæt ved den nuværende Hovedbygning. Jordebogen fra Klostertiden er, saavidt vides, tabt, men det ovenfor Oplyste afgiver Vidnesbyrd om, at dette Hospital maa have eiet et meget betydeligt Jordegods, især i Borgesyssel og Nordviken.

  1. ↑ Snorre Yngl. S. C. 51. Haak. Haak. S. C. 63. 66. Fornm. Sög. X. 160.
  2. ↑ Kraft Norges Beskrivelse 2den Udg. I. 88. (i 1ste Udg. nævnes Intet herom). Munthe i Aalls Snorre. I. 36.
  3. ↑ Andvordskov Hospital skal være stiftet 1170 (Daugaard om danske Klostre 273 ff.), men i Sverige fik Johannitterne intet Konvent før 1255, da Eskilstuna Hospital stiftedes (Wieselgren de claustris Sviogoth. II. 50. 51). Honorius III kan lettelig være forvexlet med Honorius IV, da ingen af disse Paver brugte noget Nummer.
  4. ↑ Suhm (Hist. af Danmark X. 655) nævner efter Reglstr. paa Agershuus et kgl. Skjærmbrev for Værne af 1270, men Brevet kan derfor gjerne være af Kong Magnus Erikssøn; thi det opgives kun at være af Kong Magnus’s 7de Aar. At Biskop Hans af Oslo i 1533 erklærer, at Værne Hospital stedse havde været under Kirkens og ei under Kongens Bestyrelse, hindrer ei at det er stiftet af en Konge, da Stifteren derved ikke erhvervede nogen mod Ordensregelen stridende Indflydelse i Klostrets Anliggender.
  5. ↑ Hirdskraaen Cap. 21. 53. Norges gamle Love II. 410. 449. De to andre Dele af Tienden skulde Rigets Biskopper og Hirdpresterne have.
  6. ↑ Norges gamle Love III. 74 ff. især 78. 80. Thork. Analecta. 2–42, især 26. 32.
  7. ↑ Dipl. Norv. IV. No. 3.
  8. ↑ Ved 1482 nævner Registr. en Vidisse af et Brev af Kong Magnus om Gaarden Lundeby i Naade Sogn, givet „til Værne bofpitals Opbyggelse, som da var øde“. Nærmest hører vel ogsaa dette Brev til Magnus Erikssøns Tid, enten nu Værne i nogen Tid har ligget øde paa Grund af Munkenes Fordrivelse ved Kong Haakon, eller af andet tilfældigt Uheld, som Ildsvaade eller deslige.
  9. ↑ Barth. VIII. 156–157. Af hvad der ved Mødet forhandledes, kjendes kun det anf. St. opbevarede Brev angaaende Andvordskovs Brødres Forsyning med Klæder, som foregaaende Forstander af Gjærrighed havde forsømt.
  10. ↑ Alt efter Registr. paa Agershuus. I 1343 nævnes „Broder Kolbjørnssøn“, som vel tildeels antyder den daværende Priors Navn.
  11. ↑ Suhm XIII. 177, efter Code dipl. de ordine Gerosolimitano. Lucca 1737 p. 90. Dersom ikke Prioratet Dacias nærmeste Foresatte, prior generalis af den tydske Tunge, her bærer Skylden, ved at have beholdt de fra Norden indkomne Bidrag, viser dette Brev, at Johannitterne efter Korstogenes Ophør have selv beholdt Overskuddet af Hospitalernes Indtægter, Noget som desuden de allerede omtalte Erhvervelser af faste Eiendomme hentyde paa; thi det var hele Aarsoverskuddet, Kapitalen fem ikke Renterne deraf, Stormesteren skulde have, og den var for Dacia fastfat til 140 Gylden aarlig.
  12. ↑ Dipl. Norv. III. No. 280. Suhm XIV. 92.
  13. ↑ Ligetil denne Tid indkomme slige Blanketter fra Landet; nyligen fra Thelemarken; ligesaa forhen fra Valders og andre afsides Bygder, hvilket viser, at Johannitternes Afladssamlere have drevet sin Handel i en vid Kreds. Formularen var ordret den samme i Norge og Sverige. Jfr. f. Ex. Dipl. Norv. II. No. 949 og det i Script. Rer. Dan. IV. 418 trykte Brev fra Værne med et fra Eskilstuna af 1441 1 Rhyzelii Monasleriologia 203–204.
  14. ↑ Herved maa mærkes, at det langtfra ikke er hele den nævnte Gaard, som gives, men gjerne kun nogle Øresbol deraf; men Størrelsen er her fordetmeste udeladt, fordi den i Registraturen sjelden angives nøiagtigt.
  15. ↑ Pontoppidans Annaler II. 597–598. 631. 635. Saaledes udnævnte 24de Juli 1467 Allemaniens Generalmester Johannes Aw Jakob Mortenssøn i Andvordskov til Provindsialprior for Danmark Sverige, Norge og Landet Rügen, samt paalagde ham aarlig at betale 140 Gylden i Ordenens Huus i Kølln m. v. Barth. VIII. 157–159.
  16. ↑ Dipl. Norv. III. No. 844. Der staar Varno Kloster, ikke Varnem.
  17. ↑ Dipl. Norv. I. No. 855.
  18. ↑ Afskrift i danske Geheimearchiv. Jfr. Saml. t. N. F. Hist. III. 498. Budstikken V. 383. Registr. af 1622.
  19. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 95. No. 23. Sandsynligen har han paa sine gamle Dage givet sig i Provent i Værne.
  20. ↑ Dipl. Norv. III. No. 948. 949.
  21. ↑ Dipl. Norv. II. No. 949. III. No. 970.
  22. ↑ Original i Rigsarchivet. Registraturen paa Agershuus.
  23. ↑ Ramus Norges Beskrivelse S. 61.
  24. ↑ Dipl. Norv. I. No. 1006.
  25. ↑ Enten er dette eller Aaret urigtigt; thi Amund Slanke var ikke død 1503.
  26. ↑ Samlinger til N. Folks Historie IV. 568. 569. 609, efter Registraturen.
  27. ↑ Diplom i Rigsarchivet.
  28. ↑ Original Rigsarchivet.
  29. ↑ Saml. t. N. F. Hist. IV. 569; ellers efter Registr. af 1622.
  30. ↑ Orig. i danske Geheimearchiv. I et Brev til sin Svigersøn Bilde af 3die Juli 1530 skriver Fru Anna Rud ogsaa om Røsøen, og beder ham, naar han kommer til Værne, at oplyse Abbeden (d. e. Prioren) om, at hendes Datter havde Livsbrev derpaa. (Saml. t. danske Adelshist. fasc. 7 paa Kgl. Bibl. i Kbhvn).
  31. ↑ Saml. til Norges Historie VI. 46. Norske Registr. i Afskr. I. 464.
  32. ↑ Denne Lensherre er tvivlsom.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/4/12&oldid=222588»