De ubudne Bryllupsgjester
„De vare syv og hundrede Trolde.
De vare baade grumme og lede.
De vilde gjøre Bonden et Gjesteri,
Med hannem baade drikke og æde.“
Eline af Villenskov.
En Bonde i Bahus holdt engang sin Datters Bryllup; Bordet var allerede dækket og Maden indbaaren; men inden Gjesterne havde taget Sæde, var Alt opædt. Da Verten kom ind og fik dette at see, sagde han: „Nu har Håle været her og opædt al Maden.” Han lod derpaa indbære anden Mad, som Gjesterne strax begyndte at spise; men hvormeget de spiste, gik der dog mere Mad til, end de fortærede. Nu stod ved Døren en gammel Rytter, som kunde mere end de Andre. Da han hørte, hvor det smattede ved Bordet, ligesom om Griser vare tilstede, besteg han sin Hest og red hen til et nærliggende Bjerg, hvor han bankede paa. Fjeldet aabnedes, og Rytteren sagde til den, der boede i Bjerget: „Laan mig din Hue; du skal faae min igjen.” Saadan Hue kaldes Uddehat og gjør den usynlig som har den paa. Bjerggubben svarede: „Du kan nok faae den; men du skal love mig, at skaffe mig den tilbage inden Solen gaaer ned.“ Som sagt saa gjort. Rytteren hastede hjem til Bryllupsgaarden, hvor han nu saa, at der mellem hver Gjest sad to Trolde, som toge af Fadene med begge Hænder og aade af Hjertens Lyst. Han greb nu mat til sin Pisk, slog de Snyltegjester saa haardt over Fingrene, at de tabte Lyst til at stikke Haand i Fad, og kjørte dem derpaa hovedkulds ud af Bryllupsstuen. Han tog nu af sig Bjerggubbens Hue, som hidindtil havde gjort ham usynlig for Folk, og udbrød: ”hidindtil har Fanden spist med Jer; men seet nu Maden frem igjen, saa vil jeg gjøre Eder Selskab.” De gjorde saa, spiste i Fred og havde endog Mad tilovers. Da det led mod Aftenen satte Rytteren sig igjen paa sin Hest, og red til Bjerget. Her kastede han sin laante Hue, og ilede saa i største Haft afsted, og vel var det; thi knapt havde han vendt sin Hest, før Trold i Mængde kom løbende. Nogle sit endog sat i Hestens Rumpe, da han red over en Bro; men Hesten var stærk og flink, saa at Rytteren undslap og Troldene fore tilbage.
[P. Kalms Westgötha och Bahusländska Resa S. 98].
Anm. Paa Gaarden Reensfjeld i Dybvaag kunde enhver Fremmed, som kom ind, see Nissen at sidde tilbords blandt Husets Folk og spise med god Appetit; men Folkene i Huset kunde ikke see ham. Saasnart man vilde gjøre dem opmærksom paa ham, var han forsvunden. I et nærliggende Fjeld sunde man hver Morgen og Aften høre ham synge. En synen Kone i Nissedal saa saaledes Trold timeviis som Sauer, medens Andre kun hørte dem at mælke, banke og huje.
[Mundtligt].