Drikkehornet i Øiestad
Ved Nidelven i Øiestad Sogn i Nedenes ligger en Gaard, som heder Nerstein. Her boede i gamle Dage en Mand, som hedte Sjur. Han var mægtig og rig; thi foruden Nerstein eiede han sex andre Gaarde og et betydeligt Laxefiskeri i Nidelven; men hvad mere var, han havde en Datter, der var den væneste Pige rundt om i Bygderne. Til hende beilede en vestlandsk Mand, ved Navn Ring i Bua; Pigen likte ham godt, men den rige Sjur gav ham Afslag. Frieren lod sig imidlertid ei derved afskrække. Medens Faderen St. Hansdags Morgen var til Ottesang i Øiestads Kirke, kom Ring til Gaarden og fandt sin Pige, uagtet Sjur havde været saa forsigtig at lukke hende ind i et af de Skabe, som efter de Tiders Skik vare gjorte ved Foden af Sengen; en Snip af hendes Forklæde stak nemlig frem og røbede hende. De flygtede nu, og nogle gamle Steenkar vise endnu det Sted, hvor de satte over Elven. Aldrig saasnart fik Sjur Underretning om Ranet, førend han satte sig paa sin Hest og jog efter de Flygtende. Underveis blev han standset af et Trold, der traadte ud af Lihaugene ikke langt fra Temsevand og bød ham velkommen, i det han rakte ham et fyldt Drikkehorn. Istedetfor at tømme det, slog han Drikken bag over Hovedet; men nogle Draaber, som faldt paa Hestens Lend, toge strax Haarene bort. Sjur, som strax havde anet Uraad, gav Hesten af Sporerne og foer afsted med Hornet i Haanden, og Troldet satte hvinende efter ham. Han kom nu i største Knibe, da han pludselig blev reddet ved et Huntrold, der var hadsk paa Litroldet og derfor fra den nærliggende Knardalshei raabte til Sjur, som just var kommen til en stor Ager: „ri Rui og ikje Qviti“ ɔ: Rid gjennem Rugen og ikke gjennem Hveden. Han adlød Raadet og fik derved et Forsprang for sin Forfølger, der ei kunde løbe saa hurtig gjennem den høie Rugager. Faren var dog ikke ganske overstaaet førend han kom hen til Gaarden Bringsvær; da gol Hanen, og forsvundet var Troldet. Uhindret fortsatte Sjur nu sin Vei og indhentede de Flygtende i en Bakke ved Gaarden Landvig, hvor de just sad og hvilte en Stund. Da Mændene fik Øie paa hinanden, grebe de flux til deres Tolleknive og et Slagsmaal begyndte, hvis Udfald blev, at Sjur stødte sin Tollekniv i Maven paa Ring, der kort derpaa opgav sin Aand. Bakken kaldes endnu Ringskleiva, og Stedet, hvor Ring maatte lade sit Liv, idet Tarmene randt ud af hans Mave, bærer endnu den Dag i Dag til Minde om denne Begivenhed Navn af Vomsaakeren.
For at udsone dette Drab maatte Sjur betale store Bøder, og blandt disse det skjønne Bu-Laxefiskeri, som han eiede. Hornet beholdt han, og det gik siden lige til vor Tid i Arv i Familien. Om Datterens Skjebne veed Sagnet intet Mere at fortælle.
Anm. Sagnet har jeg hørt af en Bondegut i Øiestad. Hornet, som længe er gaaet i Arv i Sjurs Familie, er nyligen af Hr. Skibsfører Berge bleven foræret til Arendals Skoles offentlige Bibliothek og Museum, hvor det nu findes. Det er meget smukt og paa dets 3 sølvforgyldte Ringe findes følgende Indskription med Munkebogstaver: potum servorum benedic deus alme (tuorum reliqvam unus benede le un)? caspar, melchior, baltzar. Dette Sagn er poetisk bearbeidet af N. M. Aalholm i Sjofna, Nytaarsgave for 1833.
Den samme Tildragelse som traf Sjur med Troldet, hendte for mange Aar siden ved Hahaugen ved Haftorn i Hallingdalen, hvor en Juleqveld en underjordisk Qvinde rakte Bonden Gudbrand Goelberg et Horn med Drik, som han slog over Ho
vedet og red sin Vei med Hornet; men lige indtil 9de Led fik hans Afkom til Straf et Meen eller Bræk paa Legemet, som Troldet truede med. Dette Horn, der siden længe bevaredes paa Halsteensgaard i Aal, tog 2½ Pot og var beslaaet med en 3 Tommer bred, stærk forgyldt Kobberring, hvorpaa med gammel Munkeskrift stod: melchior, baltazar, caspar. Midt paa var en liden forgyldt Kobberplade, hvori en oval Chrystal var indfattet. (Top. Journal 30, 182).
I Norge findes flere lignende Sagn. G. Schøning beretter i sin Reise gjennem Gudbrandsdalen (Budst. 2 Aargang 601) om en Bonde, der slog Drikken ud, som en Underjordisk rakte ham, men beholdt Hornet, hvilket længe opbevaredes paa Gaarden Skarphool. Lignende Sagn ere almindelige i Sverige og Danmark. See Afzelius 2, 159 og Danmarks Folkesagn ved Thiele 2, 232.