Guldberg & Dzwonkowskis Forlag (s. 26-27).
Sæterpigen i Land.

Odelsmanden til Gaarden Haugner i Lands Prestegjeld havde en meget smuk Fæstemø. Uagtet hun var en Gaardmands Datter, drog hun dog en Sommer til Sæters, for der at væve Dreiel. Da hun imidlertid ei kunde faae sit Arbeide færdig til den Tid Kreaturerne skulde drage hjem, besluttede hun at blive ene tilbage for at faae sin Dreiel fuldført. Neppe fik hendes Kjereste Efterretning herom, førend han strax begav sig paa Veien til Sæteren; thi medrette tykkedes det ham farligt at lade Pigen ene, udsat for Huldrer og de øvrige Underjordiskes Efterstræbelser. Han kom til rette Tid; rundt om Fjøsene stode allerede sorte Heste opsadlede. Det faldt ham strax ind, at der var Uraad paafærde; han listede sig derfor hen til Sæteren, tittede gjennem en Glug paa Væggen, og saa sin Fæstemø siddende i Brudeklæder med en gylden Krone paa Hovedet, og hos hende en gammel, rødøiet Huldermand. Han greb strax sin Pistol, som han havde ladet med en Sølvkugle, og skjød over Hovedet paa Pigen, for at Trolddommen skulde forsvinde, sprang ind i Huset, greb hende, satte hende hos sig paa sin Hest og foer afsted, efterfulgt af hele Troldselskabet. En af Troldene rakte ham et fyldt Guldhorn for at sinke ham i Flugten; han tog det vel, men slog Drikken bag sin Hest og jog nu afsted baade med Hornet og Pigen. Endelig naaede han et steilt Fjeld, tæt ved sin Gaard, hvor ogsaa en Deel underjordiske havde deres Tilhold. Disse, der vare misundelige og vrede paa hans Forfølgere, tilraabte den Flygtende: „Rid det Ale og ei det Hare, du arme Mand.“ Han fulgte Raadet og satte afsted gjennem en nærliggende Rugager. Her havde Troldene ei godt for at følge ham; men forbittrede raabte de efter ham: „Den røde Hane skal gale over din Gaard,“ og see – den stod i lys Lue.

[Mundtligt.]

Anm. At Ild lignes med en Hane er ældgammelt (see Voluspa XII). „Rid paa det bolde og ei paa det knolde“ tilraabte Troldene en Bondedreng, der med et Guldhorn, som en Troldjomfru havde rakt ham, red over en oppløiet Ager i Danmark, hvor Sagn om Trold og Guldbægre ei ere sjeldne. (Thieles danske Folkesagn, 1, 4, 48, 55. Mythologie der Feen und Elfen von Wolff 1, 191).