Den Gyldne Pest/Kapittel 10
Lord Cavendish la sig godt tilbake i en av de store skindbetrukne stole i røkeværelset.
—De har det hyggelig her, sa han.
—Ja, svarte Burns. Saa hyggelig, at der skal store ting til for at røke mig ut av min hule.
Den berømte finansmand nikket aandsfraværende.
—Det er et mysterium, mumlet han hen for sig. Vi har at kjæmpe med noget, vi ikke kjender, fortsatte han pludselig ivrig. Noget ukjendt, som lammer os. Ja, ikke bare os, men al bankvirksomhet. Sig mig, Burns, har De greie paa den slags affærer?
—Nei, svarte den forhenværende detektiv oprigtig. Penger har altid været min svakhet. De vet, — jeg er gammel akademiker og har altid interessert mig mere for, hvor pengene gik hen, end hvor de kom fra. Pengeskape forstaar jeg mig ganske godt paa og de forskjellige methoder at sprænge dem paa. Det hører med til professionen.
Cavendish rystet paa hodet.
—Ikke noget av den slags. Man skulde være noksaa dreven for at slippe ind gjennem vore panserhvælv. Men nu skal jeg forklare Dem saken i dens store omrids . . . De vet, at tiderne har været vanskelige. Krigen har slukt umaadelig, og de fleste banker har i den anledning ruget over sine guldbeholdninger, for at kunne motta uforutsette støt. Jeg tør si, at the board of directors har disponert fortrinlig. Alt har fungert udmerket like til mars maaned. Da begyndte vi at føle ubedragelige tegn paa, at ikke alt var, som det burde være. Selve markedet syntes at være i god orden. Omsætningen var stor — lad mig si forbausende stor. Man skulde ha ventet trykkede pengeforhold, forsigtig initiativ, men det var, som om forretningsstanden ikke merket den høie diskonto. Det financielle barometer stod paa storm, men markedet viste allikevel smukt veir. Der synes faktisk at være mange penger blandt folk. Der foregik vældige transaktioner, som ellers er typisk for utprægede jobbetider. Bank of Englands forsøk paa at regulere markedet er saa at si totalt mislykket. Jeg kunde nævne en mængde eksempler paa dette, men da De selv siger at De ikke forstaar Dem paa . . .
—Hvad mener De saa er grunden til denne uoverensstemmelse mellem bankerne og publikum? avbrøt Burns ham litt utaalmodig.
—Kunde jeg svare paa det, var gaaden løst. Vi har hat møte hver dag med the comitee of Treasury. Og mange formodninger har været drøftet. Vi har tænkt os muligheten av, at nye rike diamant- eller guldleier er opdaget i Amerika eller Afrika, men ved undersøkelser har det vist sig at være udelukket. Vi har paa det nøiagtigste samlet materiale til vurdering av hvetehøsten i Amerika, Argentina og Rusland. Den kan ingen indflydelse ha hat paa markedet. Vi blir kun staaende tilbake med den kjendsgjerning, at der gaar en mægtig omsætningsstrøm utenfor bankerne. Det føles av og til som om vi er blit overflødig. Vi har selvfølgelig søkt assistance hos fremragende jurister. Men selv vore bedste statsøkonomer har rendt hodet mot dette mysterium . . . Indtil jeg for nogen tid siden traf den unge professor i nationaløkonomi dr. Hatfield. Han sa mig noget, som jeg fæstet mig ved. De symptomer, som De anfører, sa han, beviser, at det store banklegeme lider av en eller anden sygdom, — kanske en eller anden gift, som er vanskelig at efterspore . . . Hvad mener De med det? spurte jeg . . . Der findes kun en gift, svarte han, som er istand til at fremkalde de eiendommelige svakhetsfænomener, som De beskriver. Og det er fremmed guld . . . Saa, sa dr. Hatfield. Jeg indrømmer, at jeg til at begynde med trak paa skulderen av hans diagnose . . . men senere har denne tanke fæstet sig hos mig . . . Til at begynde med lot jeg foreta indgaaende undersøkelser med hensyn til guldleverancerne. Dette lar sig saameget lettere gjøre, fordi den aller største del av det raaguld, som produceres, gaar gjennem hænderne paa en 3–4 engelske firmaer. Disse forvandler guldstøvet eller guldkornene, hvis finhet jo ofte er yderst forskjellig, til et homogent metal. Jeg har konferert med disse firmaer, — A. Rotschild, Johnson, Mattey & Co. og H. L. Raphael, men alle erklærer, at guldtilførslen er fuldstændig normal . . . Saa faldt det os ind, at en eller anden falskmyntervirksomhet i stor stil kunde ha forvoldt disse abnorme tilstande. Vi har latt gjennemføre en vidtløftig undersøkelse paa dette punkt, men har ikke kunnet opdage noget . . . Siden Sperlingsaken er det — saavidt vi vet — sat en pæl gjennem disse forsøk.
—Jeg tror, De overvurderer mine evner, avbrøt Burns ham. Det var rigtignok mig, som fulgte Willy Sperling til galgen. Men Sperling var anarkist, og det var som saadan, jeg hegtet ham i Soho. Jeg forstaar mig ikke en døit paa falskmynteri . . .
—Taalmodighet, mr. Burns. Jeg er endnu ikke færdig. Dette er netop en sak for Dem. Nu skal De høre: Da vi var beskjæftiget med at undersøke vor guldbeholdning, gjorde vi den opdagelse, som satte os i den største forbauselse: Skjønt vi med meget faa undtagelser negter at utbetale i guld, fandt vi, at tilstrømningen av guld var i stadig og jevn tiltagende. Det saa ut som om markedet er overfyldt av guld. Vi gav ut sedler, men fik for det meste guld igjen.
—Det kan vel ikke bankerne beklage sig over, avbrøt Burns ham smilende.
Cavendish saa sig bekymret om.
—Jeg vet, at jeg kan stole paa Dem og Deres diskretion, sa han med lav stemme. Saken er, at det er alt dette guld som gjør os ængstelig. Vi flommer snart over av guld, — det er en hel flod av sovereigns, som strømmer ind til os. Til at begynde med hilste vi dette med glæde. Men nu fylder det os med rædsler og anelser . . . det er som om vi skulde bli kvalt av vor egen rigdom . . . Forstaar De?
—Nei . . .
Den gamle hvithaarede mand tok frem sit lommetørklæde og tørret sveddraaperne av sin pande.
—De vil forstaa det, sa han hæst, naar jeg nu fortæller Dem, at vi idag ved optællingen av vor beholdning av de guldmynter, som var utsendt i 1914, fandt at vi hadde en tredjedel mere, end vi i det hele tat har præget det aar.
Burns saa forbauset paa sin gjest.
—Det er altsaa allikevel falsk mynt.
—Nei og ja. Vi har ikke fundet en eneste en, som var anderledes i vegt og utseende end vore egne. Og dog maa der findes millioner av dem, som er præget av fremmede hænder. Dr. Hatfield har ret: vi er forgiftet, — forgiftet av guld. Men hvorledes? . . .
—Ja, hvorledes?
Lord Cavendish reiste sig langsomt.
—Det er det, De maa utfinde for os, mr. Burns, før guldet kvæler os.