Den Gyldne Pest/Kapittel 9
Langt borte fra Londons mylder, helt ute ved Kensington Garden ligger der en liten koselig villa i engelsk cottagestil. Der er hverken spir eller taarn paa huset, men der er en vis kompakt hygge over den lille eiendom med den kraftige bambushæk og den smukke, velordnede have.
Det var en vaardag i aaret 1917. Der gik en stor, svær mand omkring i haven med en spade i den venstre haand og en liten, kort snadde i mundviken. Han trak litt paa det venstre ben, og den høire arm saa ikke ut til at være i orden. Men manden indenfor det rødmalte gitter kunde paa ingen maate siges at være krøbling. Der var endnu faa mænd, som vilde ha godt av en omgang med Ralph Burns, skjønt han ikke kunde møte til kamp med mere end en arm og en fot. Den berømte detektiv behøvet heller ikke det overmaal av kræfter, som hadde gjort ham saa frygtet. Han hadde trukket sig tilbake fra den aktive tjeneste og levet nu som rentenist og lykkelig egtemand langt borte fra den røde ligas kamppladser.
Ikke for det, han hadde nok at tænke paa. Det var nu først og fremst haven, som skulde passes og pyntes. Og Burns pleiet og stelte med det lille jordstykke med en rørende omhu. Han spadde hele greien om og gjødslet og vandet, som om han hele sit liv hadde lugtet paa planter i et drivhus. Der var jo roserne, som skulde beskjæres, der var det lille epletræ, som ifjor hadde baaret to store epler, og nu ophidsedes med alskens opkvikkende næringsstoffer, og der var blodbøken, som tegnet saa godt.
—Helene, ropte han pludselig. Skal vi saa mais eller hamp i varmebedet.
Der kom en liten, væver skikkelse frem paa verandaen med en støveklut i haanden.
—Skulde vi ikke heller forsøke tobak? sa hun grundende og saa smilende paa ham.
—Selvfølgelig! Jeg begynder at bli lei av denne evindelige golden dew. Det kunde være morsomt at røke sin egen tobak til næste vaar. Men hvad skal vi gjøre med jordbærene?
Jeg synes ikke, vi skulde gi os, sa den unge dame bestemt. Det var forfærdelig godt, det jordbæret, vi fik ifjor — ikke sandt?
—Berusende, svarte Burns alvorlig. Aldrig spist slikt jordbær i mit liv. Saadan aroma! . . . Man kan jo ikke forlange saa meget, naar man kun har to planter, vet du.
Hans hustru bøiet sig over verandarækverket.
—For et vidunderlig barn du er, Ralph, sa hun mildt. Hvor jeg elsker dig!
Burns strakte sin venstre haand op mot hende. Det var en klodset bevægelse, men der laa en uendelig ømhet i den maate, hvorpaa han strøk hendes mørke haar.
—Du er som et nyt menneske, Helene. Du blir vakrere dag for dag. Jeg husker første gang, jeg saa dig deroppe paa Rikshospitalet i Kristiania. Det var ikke stort igjen av mig dengang, husker du. Akkurat saavidt at livet hang i mig. Og da jeg slog øinene op efter 24 timers besvimelse, var det første jeg saa, dine øine. Det er ikke daarlig for at være en engel, tænkte jeg. Og jeg takket Vorherre, fordi han hadde bevilget mig plads paa et saa fremragende sted. Men saa følte jeg din haand stryke over min pande. Da forstod jeg, at jeg endnu ikke hadde kvittert jorden . . . Men de øinene dine, Helene, fulgte mig bestandig. Der var en underlig sorgfuld glans i dem, som jeg elsket. Jeg husker, hvorledes jeg famlet efter et digt av Tennyson, hvori det heter: »the starlike sorrows of immortal eyes«. Og da jeg hadde fundet det, sovnet jeg — ikke ind til døden, som dere alle ventet, men til livet . . . Det er som en drøm altsammen. En drøm, som begyndte i blod, hat og gjengjældelse, som endte i sol og kjærlighet. Nu er det vaar igjen, Helene! Og jeg læser ikke mere om sorg og savn i dine øine. Jeg er det lykkeligste menneske i hele verden! Du svinger støvekluten, og jeg bruker spaden.
—Bare det vil vare ved, hvisket hun. Av og til vaagner jeg om natten i angst og rædsel for noget, som skal komme — noget mørkt og uavvendelig . . . Og da Jacques Delma flygtet . . .
—Det er nu over et halvt aar siden, sa Burns rolig. Og endnu har han ikke vist sig. Jeg frygter ikke Delma. Det er en underlig fyr. Han er ikke som de fleste andre anarkister. Der har altid været en viss sympati mellem os. Han er en tiger, men en klok mand. Undres paa, om de nogensinde faar klo i ham? . . . Hans saga er nok ikke ute. Det vil det internationale politi faa at føle. Jeg er glad over, at jeg er ute av den suppedas. Det brygger nok snart op til et eller andet. Og kjender jeg lille Jacques ret, vil det bli en blodsuppe med meget krydder i. Nu er han vel i Paris, kan jeg tænke.
—Hvorledes ved du det?
—Det er bare en gjetning. Men han har allerede ryddet tilside en av de faa franske detektiver, som nogenlunde kunde hamle op med ham. Det var Achille Binet. Han blev for et halvt aars tid siden fundet i en jernbanegrøft mellem Köln og Aachen, Redpath fortalte mig det. Det var akkurat noget for en mand som Delma. Han er den frækkeste og dristigste terrorist, som lever, — siden Jaap van Huysmann stupte i San Franciskos gater. Den fyr er endnu istand til at lage verdenshistorie, mens vi høster jordbær, dyrker tobak og føder . . .
—Hysh, sa hun og la sin haand paa hans mund. Du maa ikke snakke saa . . ., der kommer nogen.
En automobil kom susende nedover gaten og stanser utenfor. En høi, statelig mand med hvitt haar steg ut og saa sig om. Saa gik han med lette og hurtige skridt ind i haven.
—Er De Ralph Burns? spurte han med dyp, velklingende stemme og tok ærbødig hatten av.
—Ja, svarte Burns. Er det noget, jeg kan staa til tjeneste med?
Den gamle mand saa sig omkring.
—Kan vi tale uforstyrret her?
—Jeg bor her alene med min hustru. Men jeg maa tilføie, at jeg er ute av aktiv tjeneste, — hvis det gjælder kriminalaffærer.
—Jeg vet det. Jeg kommer her som privatmand til privatmand. For at søke raad. Det gjælder store ting, som berører den hele verden. Jeg vet ikke, om De har lagt merke til de eiendommelige svingninger paa pengemarkedet i de sidste tre maaneder. Det er som usynlige hænder trækker i snorene og driver os i fordærvelse.
Den gamle mands stemme sank ned til en hvisken
—Og nu staar vi overfor et krach, som synes at skulle bli saameget forfærdeligere, fordi vi ikke vet med sikkerhet, hvorfra faren truer . . .
—Deres navn? spurte Burns litt skarpt.
—Jeg ber om undskyldning, sa den fremmede. Mit navn er Dem visselig ikke ukjendt. Jeg er lord Cavendish, præsident i direktionen for Englands bank.