Den Gyldne Pest/Kapittel 2
I dype tanker gik dr. John Marker nedover Karl Johan. Dette var hans store dag, men han følte ingen glæde.
De mange kolde anerkjendelsens ord suste endnu i hans øre. Men ingen varm vennehaand var stukket ut mot ham, ingen hjertelig og oprigtig ros hadde strømmet ham imøte.
Aldrig hadde han følt ensomheten slik som nu, da han gik der utenfor den store kafé og frøs i sine laante klær og sin luvslitte høstfrakke. Ingen hadde følt trang til at be ham til sig for at hædre ham paa hans festdag. Fattig og utslitt vandret han mellem det glade aftenmylder. Der var som en ring av kulde og antipati omkring ham.
Aa — han kjendte det fra sine barndoms- og ungdomsaar. Det var saavidt hans mor hadde smilt til ham. Det hændte kun, naar han kom hjem med sin karakterbok og alle de glimrende vidnesbyrd. Ellers var det kun skjend, grin og foragt. Lærerne hatet ham, fordi de aldrig kunde gripe ham i en feil. Og kameraterne frygtet ham for hans overlegenhet og den farlige, kolde ringeagt i de mørke øine. Den unge gut med det underlige høkeansigt og det stirrende blik spredte ubehag, hvor han kom.
Han var et fænomen paa skolen, et fænomen paa universitetet. Han tilegnet sig alt med en rivende hurtighet og hans kolde og skarpe hjerne tumlet uten vanskelighet med de subtileste problemer i videnskabens verden. Og dog — —
John Marker var et av Guds mange stedbarn paa jorden. Ingen vilde vite av ham. Det kongelige Fredriks universitet forhærdet sig i det længste mot hans fortjenester. Det hadde aldrig noget stipendium tilovers for den unge kemiker, som allerede i 20-aarsalderen med en forbausende djervhet og skarpsindighet begyndte at rokke ved kemiens fundamenter. Han sparte ingen. Selv Lavoisiers og Daltons teorier pirket han ved, og han tillot sig at gjøre aabenbar nar av Berzelius og Scheeles læresætninger.
Nogen av den hjemlige videnskaps haandgangne mænd forsøkte at slagte ham med nogen haanlige indlæg i den faglige presse. Men de trak sig hurtig tilbake. For John Marker var dem for haard. Han svarte med en lidenskap og en logik, som skræmte alle fra at ta op kampen mot den unge titan.
Men de hevnet sig i stilhet. De krøp omkring i videnskapens matbjerg og stængte ombyggelig alle veier for ham. De hvisket i løndom om hans mentale tilstand, og de lavet slette vitser om hans forrykte utseende, de mistænkeliggjorde ham ved smil og skuldertræk . . .
Alma Mater saa skjævt til den unge adept. Hendes moderskjød hadde ikke plads for genierne. Den værdige dame blev til en bøig, som forsøkte at kvæle det nye lys i sine taakearme. Hun, som jo i sin tid med saa stort held hadde underernæret Nils Henrik Abel.
Og John Marker sultet med ro og fatning paa et takkammer langt nede i Kongens gate. Han blev bitter og ond, men intet kunde knække hans energi.
Han delte de faa tusener, han hadde arvet efter sin mor, i smaa sulteportioner og slet sig ynkelig igjennem.
Under disse nødsforhold skrev Marker sin doktoravhandling om »elementerne og de radioaktive straaler«, — et omfangsrikt opus, som ved sin glimrende form, sin kolossale viden og sine dristige hypotheser banet ham en vei gjennem intriger og smaasyn. Og nu . . .
John Marker skvat pludselig til. Der var en liten avisgut paa hjørnet av »Grand«, der vrælte som en indianer og rakte ham et ekstrablad. Marker hørte ikke, hvad gutten skrek, men tok ekstrabladet og stak det distræt i lommen uten at læse det.
Han gik videre i sine egne tanker og stanset pludselig utenfor en delikatesseforretning i nærheten av sit hjem. En stor, tyk pølse, som laa paa et fat, mindet ham om, at han ikke hadde spist hele dagen.
Han lette efter i sine lommer og fandt efter en lang og indgaaende undersøkelse frem en krone. Marker vendte og dreiet paa den, og skyggen av et vemodig smil fløi over det uskjønne ansigt.
—Den sidste, mumlet han.
Saa gik han ind i butikken, kjøpte pølsen, et stort stykke brød og en flaske øl. Det blev akkurat kr. 1.15, men delikatessemadamen gav ham villig kredit for de 15 øre.
Marker skyndte sig ut. Hans tarmer skrek. I en fart sprang han op trapperne i et gammelt treetages murhus og stanset hæseblæsende utenfor en liten dør oppe paa kvisten. Han laaste sig ind, la sakerne fra sig paa et bord og tændte en gammel parafinlampe.
Det var et ynkelig litet skraaværelse uten nogensomhelst komfort. Dets eneste pryd var en svær bokhylde, som fyldte den ene væg, og et stort skrivebord med mange papirer i kaotisk forvirring. Gjennem værelsets eneste takvindu kunde man skimte stjernerne . . .
Marker pakket pølsen ut og la den paa et stykke papir, trak korken op av flasken og hentet frem en krukke smør fra et skap.
Han stanset pludselig forfærdet. Det var som en skygge for hen over takvinduet, og han saa i brøkdelen av et sekund et blekt ansigt streife de nederste ruter . . . I næste øieblik løftedes vinduet op, og en mand i en eiendommelig graa sækkedragt sprang med stor behændighet og hurtighet ned i værelset.
Det var en ung fyr med et vakkert, mørkt ansigt. Hans øine flakket hurtig omkring, stanset likegyldig ved Markers skikkelse og søkte videre.
Den unge videnskapsmand fattet sig hurtig.
—Hvad ønsker De? spurte han skarpt.
Den ubudne gjest trak paa skuldrene, gik hen til døren, tok nøklen ut utenfra og laaste omhyggelig. Saa stak han nøklen i lommen og gik rolig hen til bordet, hvor pølsen laa, delte den i to dele og begyndte at spise med en umiskjendelig appetit.
—Skal det ikke ogsaa være et glas øl! spurte Marker spydig.
Manden saa spørgende paa ham, slog ut med haanden i retning av værelsets eneste ledige stol, satte ølflasken for munden og drak begjærlig.
Det var en underlig situation, som vilde ha git nogen hver litt at tænke paa. Men den nye doktor var filosof, og livets mangehaande forunderlige tilskikkelser hadde lært ham at ta alle hændelser med ro.
—Jeg har ikke noget særlig imot, at De spiser min pølse og drikker mit øl, sa han efter en stunds pause. Men jeg vilde gjerne vite, hvem jeg har den tvilsomme ære at beverte. De er en undveket straffange, ikke sandt? . .
Den unge mand saa op og trak paa skulderen. Han var netop færdig med den ene halvdel av pølsen og kastet et glubsk blik paa den anden.
Marker rynket brynene. Sulten plaget ham værre end nogensinde. Og uten større ceremonier langet han ut efter pølsen og tok fat der, hvor den anden hadde sluppet. Nogen minutter efter var pølsen fortæret og øllet drukket.
Den fremmede gjest smilte godmodig og tørret sig om munden med en kraftig, hvit haand. Han kastet et forbausende blik paa den imponerende boksamling, reiste sig og tok en gammel bog ut av hylden. Det var professor Schmieders bekjendte bok om alkemien
Han plystret forbauset og for første gang viet han sin tilfældige vert en nærmere undersøkelse. Men han sa intet.
Marker satte ølflasken fra sig. Den var tømt.
Saa reiste han sig hurtig.
—Naa, sa han. Hvad vil De? Ut med sproget? . . . Jeg er ikke bestyrer av hjem for undvegne straffanger.
Den fremmede saa uforstaaende paa ham. Han smilte, men der gnistret grønne funker i de store pupiller.
Da fik Marker en indskydelse. Hang grep ned i frakkelommen efter det ekstrablad, som avisgutten ved »Grand« hadde slængt hen til ham. Det var krøllet sammen, men Marker glattet det hurtig ut. Der stod:
5000 kroner for hans paagripelse.
Den berygtede internationale anarkist Jacques Delma er i eftermiddag kl. 5 rømt fra Akershus, hvorfra han imorgen skulde transporteres til Havre, for at utleveres til de franske myndigheter. Han kvælte sin vogter, lukket sig ut med hans nøkler og tok flugten opover byen. Vagten satte efter ham, men ved opgangen til Kirkegaten var Delma som sunket i jorden. Hele detektivavdelingen er mobilisert for at fakke ham. Man har de bedste forhaabninger, da den undvegne hadde fangedragt og ikke taler norsk. Der er foreløbig utsat en belønning av 5000 kroner for den som griper fangen eller skaffe oplysninger, der leder til hans paagripelse. Læs morgennummeret!
Marker krøllet bladet sammen og stak det i lommen.
—Naasaa! mumlet han og gik et slag henover gulvet.
Den fremmedes rovdyrsøine vogtet paa enhver av kemikerens bevægelser, og hans læber bevæget sig som til en trusel.
Da stanset Marker ret foran den unge mand.
—De er altsaa Jacques Delma, sa han paa fransk.
—Ja, svarte franskmanden rolig. Jeg er Delma. Hvad da?
Jeg skulde ha lyst til at tjene 5000 kroner.
—For at forraade mig?
—Ja.
—Og hvortil skulde De bruke disse Judaspenger?
—Til indkjøp av et støvkorn radium.
—Radium?
—Ja, — jeg er kemiker og staar paa spranget til den største av alle opfindelser. Den er mere værd end Deres frihet, monsieur Delma.
Franskmanden smilte dovent.
—Og hvad er det for en opfindelse?
Marker betænkte sig litt.
—Den store syntese, sa han med skjælvende stemme. Aarhundreders problem. Jeg den fattigste av alle, har fundet ut, hvad tusinder har maattet lide og dø for. De vises sten. Den store eleksir. Den røde tinktur. Kunsten at lage guld.